Category: Troens forsvar

Categories
Omvendelse Overfladisk kristendom Troens forsvar

Vi har glemt hvordan man laver en Bolognesesauce!

En af de mest kendte pastaretter fra Italien hedder Spaghetti Bolognese. Det er en pastaret med en kødsauce baseret på oksekød og tomater. Mange tror at det er en bolognesesauce de laver, når de har stegt noget kød, og derefter hældt et glas tomatsovs udover, og lader det simre i 10 minutter. For det står der jo på bologneseglasset at man skal gøre. Men det har intet med en sand bolognese at gøre. Det ligner en bolognese, det har de samme ingredienser som en bolognese, men den smager ikke som en bolognese, selvom dens duft for den utrænede næse kan minde derom. Det man har lavet er en parodi på en bolognese, og en god ægte italiensk kok vil ikke godkende det som bolognese. Han vil nok gå med til at kalde det kødsauce, men ikke bolognese. Hvad er der galt?

Der er det galt, at man i en hurtig forbrugerkultur har glemt hvordan man laver en sand bolognese. Man starter med at stege et løg i olivenolie med smør (smør kan udelades), derefter bruner man det hakkede oksekød. Smag til med salt og peber (italienske krydderier kan også godt godkendes), og slut af med at hælde tomatpuree med vand i. Evt. kan man hælde nogle flåede tomater i, i stedet. Nu kommer det vigtige element for en sauce bolognese. Den skal simre mindst 1½ time. Mange mener at den skal have mindst 2 timer, men så er den også færdig. Hvis den kun har kogt i 10 minutter kan man ikke kalde det for en bolognese, for den vigtige proces som sker ved langtidssimring kan ikke ske på blot 10 minutter.

Det der skal ske er at oksekødets bindevæv (collagen) skal frigøres. Det er collagen der gør at kød er sejt. Derfor skal kød fra en gammel ko have lang tid, mens kød fra en kalv skal have kortere tid. Normalt ved tilberedning af hakkekød tænker man ikke på dette, fordi man har skåret kødet ud i en slags fortyggede bidder. Men det collagen som er i kødet, skaber en smag i saucen som er helt unik for langtidstilberedt oksekød. Den smag skal der være i en bolognese. For ellers er det ikke en bolognese.

Vi har alt for travlt til det, tænker nogen når de hører at det tager mindst to timer at tilberede en bolognese. Okay, jeg kan godt gå med til, at det ikke er et stort afgørende punkt for min livskvalitet, om min bolognese er sand eller falsk. Men det er et stort problem at vi har glemt hvordan man bliver frelst. For det har betydning for hvor mennesker skal ende i evigheden. Det er de færreste i kirkerne der i dag ved hvordan man bliver frelst. Man har en idé om det, men efter test viser det sig at rigtig mange ikke har den fjerneste idé om, hvorfor eller hvordan man bliver frelst. Man har i stedet en idé om hvordan en kristen skal se ud. Derfor prøver man med diverse discipelskabsprogrammer at få folk til at ligne kristne. For hvis vi synes de er kristne, så håber vi at Gud også vil synes det. Men Gud ser ikke på det ydre, han ser efter om vi er blevet født på ny. Bibelen siger at den som ikke er født på ny, kan ikke komme ind i Guds rige, ja han kan ikke engang se Guds rige. Og hvis folk ikke bliver født på ny, fordi ingen ved hvordan og hvorfor man skal blive kristen, så er vi skyld i at mange menneskesjæle går unødigt fortabt.

I stedet for at forkynde et budskab der gør, at folk forstår hvorfor de har brug for at omvende sig, og kan se at de har brug for at Gud føder dem på ny. Så har vi i stedet valgt at bilde folk ind, at de bliver kristen ved alle mulige andre ting, som bibelen ikke på noget tidspunkt har godkendt som frelsende.Vi har fået noget der er meget værre end falsk bolognese. Vi har fået falske kristne i kirken. Falske kristne som ovenikøbet selv tror de er kristne, for det har de jo fået at vide at de er. Men i stedet er de døde i deres synder, og går en forfærdelig fremtid i møde, fordi en kirke der har glemt det originale budskab, ikke har advaret imod den kommende dom.

Categories
Kommentar til medierne Troens forsvar

Hvorfor jeg tror på Jesus i stedet for det flyvende spaghettimonster!

Indimellem hører man stadig om folk der mener det er ligeså troværdigt at tro på “Det flyvende spaghettimonster” som det er at tro på kristendommen. I år er der tilmed nogle tilhængere af “Spaghettimonsteret” som har søgt at blive godkendt som religion i Danmark. Det var vist nok superateisten Richard Dawkins som opfandt termen “Det flyvende spaghettimonster” og påstod at det var ligeså troværdigt som at tro på Jesus. Dawkins som sjovt nok er professor, viste i det øjeblik han påstod dette, at det ikke var videnskab han byggede på, men følelser.

Jesus er en historisk person, som ikke kun bliver dokumenteret i bibelen, men i masser af andre antikke skrifter. Romerriget kendte eksempelvis til ham, og man talte om ham fordi man kendte til de ting han havde gjort i Israel. Man har skrifter af folk der har gået med Jesus i bibelen og de skrifter viser flere sider af Jesus, men ofte fra de samme begivenheder. Sekulære folk som har levet på samme tid som Jesus har skrevet om ham, og det han gjorde kan man også finde. De står selvfølgelig ikke i bibelen, da de ikke er en del af Guds ord, men de findes og viser Han er en realitet.

Tilmed har vi arkæologiske dokumentationer for både det ene og det andet der er beskrevet i bibelen. Det har vist sig igen og igen, at det som nogen har påstået er skrøner i bibelen, faktisk har eksisteret i virkeligheden. Eksempelvis sagde kritikere af bibelen engang at det man læste om Babylon og Nebudkanezer, kun var noget man kunne finde i bibelen. Udgravninger i Irak har vist at Babylon var en realitet. Man kan tilmed tage til Berlin i dag og se flere og store fund fra Babylon på Pergamon museet. Her kan man se de samme ting som Daniel sandsynligvis har set.

Hvem har set det flyvende spaghettimonster?
Og sådan kunne jeg fortsætte med at vise masser af bibelske beskrivelser som viser sig at have fundet sted, og peger på at Jesus har eksisteret og døde på et kors for vore synder. Men det flyvende spaghettimonster er der ingen der har set. Der er heller ikke nogen som har fundet et skrift fra det flyvende spaghettimonster, eller nogen som har fået en åbenbaring fra den. Det flyvende spaghettimonster findes kun i fantasien, og hvis man vil tro på den religion, er det vel egentlig også fordi man hellere vil tro på noget der er fantasifuldt, i stedet for at tro på noget der er sandt og dokumenteret.

Sagen er nemlig den at dårlig tro bygger på sand, men rigtig og frelsende tro bygger på sandhed. Vi kan se at der er så meget der peger på at bibelen er sand, og derfor er det langt mere troværdigt at tro på den, end det er at tro på noget som er opstået i hovedet på en ateist som afviser dokumenteret materiale om Jesus Kristus.

Eksempel på nogle som vil have det flyvende spaghettimonster godkendt som religion kan findes her: https://www.dr.dk/nyheder/indland/det-flyvende-spaghetti-monsters-kirke-vil-godkendes-som-religion-i-danmark

Categories
Brevkassen Forvirret lære Kirke Livet som kristen Troens forsvar

Skal kristne holde søndagen på en særlig måde? Om problemerne ved 1689-bekendelsen

Mit indlæg fra den anden januar i år ”1689 er ikke løsningen” har nogle opfattet som en provokation eller som et angreb på det Gud gør i landet lige nu. Det er jeg ked af har været opfattelsen for nogen, for jeg har ikke haft til hensigt at provokere eller angribe det Gud gør. Men mit ønske har været at få folk til at tænke. Men der har også været mange som har haft glæde af at læse det, og kan se at bekendelser kan sagtens være gode, men det er ikke godt når Kristus kommer til at stå i skyggen af en bekendelse. At nogle folk vælger at være 1689 vil jeg ikke gå imod, og jeg har heller ikke til hensigt at ”omvende” 1689 tilhængere. Men at få folk til at tænke og gerne få et lidt mere balanceret syn på nogle af de problematiske dele af 1689 bekendelsen. Og tilmed i stedet glæde sig ved de dele af bekendelsen som tydeligt giver Gud ære og er tydeligt bibelske.

For at kunne gøre det bare nogenlunde tilfredsstillende tror jeg det er bedst i dette indlæg at fokusere på det 1689-bekendelsen kalder for ”Sabbatsdagen”. Den bliver nemlig af dem defineret som en kristen sabbat, dog normalt kaldet ”Herrens dag”. Det er med andre ord den dag de fleste bare kalder for søndag.

”Herrens dag” har en særlig position hos 1689-menigheder. For det er ikke bare den dag hvor man går til gudstjeneste i den menighed man hører til (hvilket er en god og rigtig ting at gøre), men en dag hvor man ifølge bekendelsen ikke engang må tænke på sit almindelige arbejde. I 1689 bekendelsen star der I kapitel 22. stk 8 følgende: ”The sabbath is then kept holy unto the Lord, when men, after a due preparing of their hearts, and ordering their common affairs aforehand, do not only observe an holy rest all day, from their own works, words and thoughts, about their worldly employment and recreations, but are also taken up the whole time in the public and private exercises of his worship, and in the duties of necessity and mercy.”

Konsekvensen af denne stive måde at opfatte søndagen på, bliver at søndagen nemt går hen og bliver en byrde, i stedet for at være en hvile. Dertil bliver den i sit udtryk noget der ligner de meget stramme krav som vi finder i den mosaiske lov. En lov som ikke gælder i den nye pagt, men som før Jesus kom, skulle pege hen på at vi har brug for en frelser. For det var nemlig ikke muligt at efterleve den lov, den skulle i stedet vise vores syndige natur. Derfor var der ikke nogen hvile i den gamle pagt, og sabbatsbuddet i den gamle pagt var kun en skygge af den hvile som skulle komme. Den ægte hvile finder vi i Kristus, og ikke i at holde søndagen mere hellig end andre dage. For den nye hvile er større end en enkelt ugentlig dag. Desuden er det ikke bibelsk at gøre søndagen til en byrde, da det er i uoverenstemmelse med det Jesus siger om at Hans åg er nemt at bære (Matt 11,28-30). Men at overholde en dag sådan som 1689 bekendelsen beskriver det, medfører at det er syndigt bare at tænke på sit arbejde om søndagen, foruden at læse en avis, eller se en film eller dokumentar i fjernsynet. Ja, bare det at spise på en restaurant er syndigt, for det betyder jo at man får andre til at synde imod Gud når de arbejder om søndagen. Det med at spise på restaurant om søndagen er noget jeg ved er et problem for rigtig mange tilhængere af 1689, og noget de kan tage meget alvorligt, og snakke meget længe om, hvilket jeg har prøvet adskillige gange. Men hvordan skal vi så forholde os til søndagen i en nytestamentlig forståelse?

Skal vi holde søndagen for ekstra hellig i dag?
Gud skabte jorden på seks dage, og hvilede den syvende. Det står ret tydeligt i det gamle testamente. Der ser vi også at jøderne i både den mosaiske lov og i de ti bud, får at vide at de skal hvile den syvende dag. Den syvende dag er vel at mærke lørdagen. Formelt set er det fra solnedgang fredag til solnedgang lørdag. I det tidsrum måtte jøderne ikke arbejde, men skulle tilbede Gud og hvile. Det er på den ene side et dejligt bud som viser at Gud både ønsker vi skal arbejde, men også ønsker at vi skal hvile. Derudover så viser det gamle testamente at sabbatten var et pagtstegn mellem jøderne og Gud som viste at de var Hans ejendomsfolk, og samtidig skulle pege hen på den hvile der venter dem der tilhører Gud. Men det er ikke det vigtigste. Det gamle testamente er jo en skygge af det der skulle komme, og det ser vi tydeligt i det nye testamente. Så spørgsmålet er om vi i dag skal opfatte den syvende dag på samme måde som man gjorde i det gamle testamente.

I det gamle testamente var det at arbejde på en sabbat en synd. Man måtte heller ikke handle på en sabbat, for det var også en synd. Der var tidspunkter i Israel hvor man tog dette meget seriøst, og tidspunkter hvor man ikke tog det så tungt. Men det gamle testamente viser at det var noget som Gud var meget skarp omkring, og som Han viste jøderne havde en ret stor betydning. Så spørgsmålet er hvilken betydning har det så i dag hvor vi lever under den nye pagt, og hvordan er sabbatten en skygge af det som skulle komme (Hebræerne 4.8-11).

To ting er vigtige at lægge mærke til her. I det nye testamente ser vi ikke længere at der kræves noget særligt på en særlig dag i ugen. Jesus viser flere gange overfor jøderne, at Han er Herre over sabbatten, og at de krav som de havde levet under hidtil, (som farisæerne tilmed havde gjort endnu stivere med ekstra krav) skulle forståes på en ny og mere befriende måde. Ikke sådan at forstå at sabbatten ikke betød noget, men at vi nu endelig fandt ud af hvad den virkelig er et billede på.

Burde vække undren
I det nye testamente er der heller ikke nogen gentagelser af det 4. bud om overholdelse af en specifik dag i ugen, men i stedet viser den tydeligt og gentagne gange at det handler om tro på Jesus Kristus og den hvile vi finder i Kristus (Hebræerne 4,9). Men der er omvendt faktisk advarsler mod ikke at gå tilbage til at lade sig friste af at underkaste sig gammel lovtrældom. Ifølge Kolosenserbrevet kapitel 2, 16-17, står der direkte at de gammeltestamentlige aspekter af loven ikke gælder for kristne: ”Lad derfor ikke nogen dømme jer på grund af mad eller drikke, eller på grund af fester eller nymåne eller sabbatter. Det er kun en skygge af det, som skal komme, men legemet selv er Kristus.” Dette brev var vel at mærke skrevet til hedningekristne. Og det indikerer meget tydeligt at de kristne i Kollossos var blevet kritiseret af jødiske kristne (eller blot jøder) for ikke at holde sabbatten hellig. Paulus fortæller dem at det skal de ikke tage sig af, for det er ikke det som er væsentlig mere. Men troen på Kristus er meget væsentlig og afgørende.

Faktisk bør det vække stor undren for dem som anser søndagen som en ekstra hellig dag, at der ikke noget sted i det nye testamente er noget tydeligt påbud til de nye kristne (læs hedningekristne) om at efterleve mosaiske love på søndagen. Tværtimod er der indikeringer på at det er vigtigt at prioritere at mødes med sin menighed. Der var på det tidspunkt allerede opstået en tradition for at man gjorde dette om søndagen. Hvilket kirkehistorisk menes at være sket fordi Jesus opstod om søndagen.

Der er altså ikke nogle påbud om at vi ikke må købe ind, gå på restaurant, læse fag eller skønlitteratur eller sågar gå ud i værkstedet og arbejde lidt om søndagen. Ja det er tilmed acceptabelt at arbejde om søndagen på sin arbejdsplads. Dog, og dette er vigtigt, sørg for ikke at forsømme din menighed (Hebræerne 10,25). Så det at vi ikke længere har en dag som vi kan kalde en speciel hellig hviledag mere, betyder altså ikke at man kan være ligeglad med at være en del af en kirke. Nej, en kristen er også en del af en kirke, og har et ansvar for at være en del af fællesskabet der. I princippet kunne det ligeså godt være andre dage man mødtes på en søndagen, men det er jo ikke en dårlig tradition at komme i kirken om søndagen.

Er det så forkert at holde søndagen på en særlig måde?
Alt dette betyder ikke at det nødvendigvis er forkert at holde søndagen særlig hellig som enkeltperson. Hvis man har valgt at sige ”Jeg ønsker at lægge alt andet til side om søndagen og hellige mig gudstjeneste og samvær med brødre og søstre i Herren, og ikke tænke over hverdagens små gøremål” eller lignende, så er det en god ting at sige. Men kun så længe det er et personligt løfte/mål man har valgt. På samme måde er det også en god ting hvis folk vælger at betale tiende (dvs et fast beløb af ens indtægt til kirken), så længe det er et personligt valg, som man har det godt med. Men hvis man begynder som nogen gør og siger at det er syndigt ikke at betale tiende, ja nogen steder bliver man tilmed kaldt en tyv hvis man ikke betaler tiende, ja så har man lagt noget til bibelen som man ikke har nytestamentlig hjemmel til. Det samme er tilfældet når man som kirke påstår at søndagen er den dag man skal hvile sig på, og ikke engang må tænke på sit arbejde, eller gå på restaurant o.l. Der er ikke nogen nytestamentlig argumentation for at kunne pålægge kristne at holde søndagen sådan! Forskellen ligger i at kristne kan tage personlige valg, som gælder dem selv. Men der er nogle ting som de ikke skal lægge ned over andre som en byrde eller krav. Det svarer til at nogle kristne har valgt ikke at drikke alkohol, mens andre har det ok med at drikke alkohol (med måde vel at mærke). Det er ikke forkert at vælge alkohol fra, men det er heller ikke forkert at drikke alkohol så længe det ikke er misbrug. Og hvor ville det dog være forfærdeligt hvis de afholdende anså dem som var glade for alkohol, for at være dårlige kristne, eller endda slet ikke som kristne. Og ligeledes ville det være trist hvis dem som nød alkohol, så ned på dem som var afholdende fordi de var afholdende.

Derfor kan man ikke sige at det pr. definition er forkert at holde søndagen særlig hellig, men det er forkert at sige at det er et bud der gælder alle kristne at de skal holde søndagen hellig. Hvilket 1689 bekendelsen faktisk gør.

At bestræbe sig på at efterleve dele af den gamle pagt reflekterer derfor ikke evangeliet, og det gavner ikke nogen at mene at alle kristne er forpligtet til at overholde én bestemt overbevisning på et område som tilhører det gamle testamente.

Men hvilke konsekvenser får det så? Næste gang vil jeg skrive om konsekvenserne ved dels at være en 1689 menighed som forsøger at leve op til sabbatsbudet som de har skrevet det, men også om konsekvenserne ved at være en 1689 menighed, som har valgt ikke at tage dette påbud så tungt. Og det kommer måske bag på nogle, at det faktisk er langt mere alvorligt at komme i en 1689 menighed som ikke tager sabbatsbuddet alvorligt, end at komme i en som tager det meget seriøst. Hvorfor det er tilfældet vil jeg forklare næste gang.

 

 

Ellers vil jeg anbefale også at kigge på hvad John MacArthur har skrevet om overholdelse af sabbatsbudet på dette link hvor jeg engang oversatte det til dansk. Men også denne video med Tim Conway som meget fint og dejligt balanceret forklarer hvorfor vi ikke længere er underlagt de mosaiske love, men en ny og bedre lov.

https://sand.omvendelse.dk/skal-kristne-overholde-sabbatten-i-dag-4761.htm

https://www.youtube.com/watch?v=ZisDi0S3Kes

Categories
Livet som kristen Troens forsvar

Bibelsk tro der overvinder verden

Hvad er tro? Der er mange bud på det, og mange af dem kan også bruges som forklaringer på tro. Men hvad med den tro der overvinder modstand? Den tro som sejrer, selvom det ser ud til at gå i den modsatte retning?  En tro der ikke er afhængig af det man føler, ser og har lyst til, men en tro som er afhængig af Gud og bygger på Gud.
En person fra bibelen som i sandhed havde den tro, var Job. Han mistede alt hvad han havde. Sine dyr, sine børn og sit gode helbred mistede han. Det eneste han fik lov at beholde var hans kone, som ikke var særlig god til at opmuntre ham. ”Forband Gud og dø” sagde hun. Måske ville han hellere have mistet hende og beholde et af børnene istedet, når det var sådan hun støttede ham. Men sådan skulle det ikke være. Dertil havde han nogle venner som mildt sagt var ret dårlige til at trøste og rådgive ham. De gav istedet Job skylden for hans elendighed. Jeg synes ofte at det som de fire venner sagde til Job, har lidt for meget lighed  med eksempelvis kristen psykoterapi og trosbevægelsens lære. ”Hvordan kan du få et bedre liv?” og ”Du har det sådan fordi du ikke tror nok” eller ”du må have gjort noget siden du har det sådan, Gud har forbandet dig (så du må hellere betale noget mere til kirken)”.

Alt i omgivelserne gik imod Job, der var ikke nogen til at opmuntre ham, selvom han sikkert kunne trænge til det det. Alligevel siger Job de forløsende ord ”Herren gir, Herren tager, velsignet være Herrens navn”. Hvilken fantastisk udmelding fra en troende mand, som har lagt sit liv i Herrens hænder. Hans tiltro til Gud afhang ikke af hvad han så, men af at han kendte Gud, og stolede på Ham.

Job er en af de sande troshelte. Han er et forbillede for den forfulgte kirke. Den kirke som på trods af forfølgelse, forhånelse, og drab, holder fast i troen. Han er et forbillede for de kristne som har holdt fast i troen selvom folk har kaldt dem dumme, og set ned på dem. Han burde også være et forbillede for os kristne i vesten på trods af vores rigdom i materielle goder. Hans liv og tro, burde vise os, at vi ikke skal være afhængig af vores materielle goder, men vide at det er Gud vi er afhængig af, hvad enten vi er rige eller fattige. Hvad enten folk kan lide os eller ej. Hvad enten det er acceptabelt eller uacceptabelt at være en omvendt født på ny kristen.

Det er tro som overvinder verden, og den tro er langt bedre end en der kun bygger på følelser og oplevelser. En tro som bygger på Guds sandhed, kan nemlig stå fast i såvel hårde som nemme tider, og det har vi brug for at have.

Categories
Endetiden Falsk Lære Troens forsvar

Pastor Benny Blumensaat viser sit sande ansigt

I den frafaldne avis Udfordringen har katolikken Iben Tranholm for nylig skrevet, at det er en kristen tradition at bede for de døde. Det medførte en reaktion fra Jørn Nielsen, der i et debatindlæg skrev at forbøn for de døde er ubibelsk. Den kunne pastor Benny Blumensaat fra den romersk katolske kirke i Esbjerg dog ikke ignorere, og hans svar afslørede med al tydelighed hvor ubibelsk og blind han og den romerske kirke er.
I hans svar som har fået overskriften: ”Bøn for de døde er bibelsk”, skriver han følgende:

”Skamløst er det, at protestantismen – som udgør et mindretal i forhold til de ca. 1,2 millioner katolske kristne og mere end 800 millioner ortodokse, der forstår vigtigheden af at bede for de afdøde – ikke kan rumme denne sandhed, da den jo stammer fra Jesu tid og videregivet af apostelkirkens børn.” Udfordringen onsdag d.23/9.

Jeg tror nu han mener 1,2 milliarder katolikker, men lad det nu være. Det er dog en udokumenteret påstand at sige at bøn for de døde stammer fra Jesu tid, og er videregivet af apostelkirkens børn. Men om ikke andet så er det symptomatisk for den romerske kirkes argumentationsform. Det er postulater uden gyldig dokumentation.
Men argumentet for at bede for de døde viser at der ikke er sket nogen reel ændring med den romerske kirke siden reformationen. For så skriver han følgende:

”Skamløst, da protestantismen lader milliarder af sjæle i skærsilden i stikken ved ikke at bede for dem.”

Ja, det er sandt at bibeltro protestanter ikke går ind for at bede for dem der er døde. For det er menneskets lod at dø en gang og derefter dømmes. Er man død er man enten i Himmelen eller i Helvede, og det er ikke muligt at komme fra den ene side til den anden. Hvilket Jesu lignelse om Lazarus og den rige mand fortæller os. Der findes altså ikke noget der hedder skærsilden. Det er noget den romerske kirke selv har fundet på og gjort ligeså gyldigt som Guds ord (som de reelt har sat på andenpladsen i forhold til deres egne dogmer). Men det er interessant at se at Benny Blumensaat tydeligt viser at han tror på skærsilden. Hvilket han også bør gøre som romersk katolsk pastor, ellers kunne han jo ikke være pastor i den kirke. Men så slutter han af med at ”dokumentere” at det er bibelsk at bede for de syge og det gør han ved at citere Anden Makkabæerbog.
Der er bare det at Makkabæerbøgerne ikke er en del af bibelen. Hverken for jøder eller kristne. Men i den romerske kirke har man valgt at integrere dem i deres udgave af bibelen. Og man kan tænke hvorfor egentlig ikke? De har jo integreret så meget andet i deres lære, så man kan undre sig over hvad det næste mon bliver? Om ikke andet så er makkabæerbøgerne ganske udemærkede at læse i forhold til de gnostiske skrifter. De er historiebøger som viser noget af det der skete i tiden mellem det gamle og det nye testamente. Dem kan man godt lære en del af, og jeg vil ikke afvise alle de apokryfiske bøger som dårlige, bare fordi de ikke er en del af det gamle testamente. Men de er ikke en del af Guds ord, og det gør en vigtig forskel. Bibelen er først og fremmest er Guds ord, men samtidig også en del af Israels historie. Makkabæerbøgerne viser kun en del af Israels historie. Så når Benny Blumensaat skriver:

”Forbøn for de afdøde er bevidnet i Det Gamle Testamente i 2. årh. før Kristus af Juda Makkabæer, der indsamler penge blandt sine soldater for at der kunne frembæres et syndoffer eller sonoffer i templet i Jerusalem for deres døde kammerater, så de kunne blive befriet fra deres synd; thi hvis han ikke havde ventet, at de faldne skulle opstå havde det jo været overflødigt at bede for de afdøde. (2. Makk.12,43-46).”

Så viser Blumensaat at det ikke er bibelen der er hans fundament, men den romersk katolske kirkes lære. Samtidig er det rystende at læse at Blumensaat faktisk mener at folk kan komme ud af skærsilden ved at bede for dem. For når et menneske først er død, er der ikke noget man kan gøre for at ændre det sted hvor man kommer hen. Er man i Himmelen, så er det der man er i evigheden, og det er godt. Og er man i Helvede så er der intet håb for en overhovedet. Fortabelsen som den også kaldes er for evigt, og at bede for en der er der (eller skærsilden som ikke findes) er spild af tid og tilmed ubibelsk. Der findes dog gnostiske skrifter som siger at fortabelsen kun er midlertidig, men det er vel at mærke gnostiske skrifter, og de er ikke bibelske. Blumensaat mener dog at vi lader dem i stikken ved ikke at bede for dem.

Udfordringens umulige udfordringer
Ikke desto mindre får Benny Blumensaat masser af taleret i Udfordringen. Det gør den romersk katolske kirke også ved at have den ene positive artikel om den kirke igen og igen, og ved at give Iben Tranholm plads til hendes indlæg. Hvordan redaktør Henri Nissen fra Udfordringen kan tro på at man både kan have plads til protestantiske og romersk katolske synspunkter i avisen er mig en gåde. At forsøge at forene protestantisme og katolicisme er ikke muligt. Kun hvis man vælger at se bort fra de meget vægtige forskelle, og i stedet kun se på de overfladiske ligheder. Men på et eller andet tidspunkt vil nogen af Udfordringens læsere jo alligevel få øjnene op for forskellene, og kunne se at samarbejde ikke er muligt på et bibelsk grundlag med den romerske kirke, og hvor står Udfordringen så henne?

Categories
Falsk Lære Livet som kristen Overfladisk kristendom Troens forsvar

Bliver jeg mere hellig af at “Strække ud med Gud”?

Mit sidste indlæg “Djævelen går frit omkring hos Dansk Oase” (se her) skabte en del debat på facebook, og noget af debatten har medført en del spørgsmål. Nogle af dem overlapper hinanden, og et af disse vil jeg godt fokusere på her. Det er spørgsmålet om hvorfor yoga ikke bare kan ses på som udstrækning, når Dansk Oase har åbnet op for det man kalder yogafaith.
En gik så langt som at spørge om man ikke bare kunne kalde det “Stræk ud med Gud”. Hvilket nok var der hvor jeg syntes filmen knækkede allermest. For spørgsmålet er hvorfor skulle man dog have brug for at lave en religiøs øvelse i form af udstrækning? Eller hvorfor skulle jeg gøre udstrækning til en religiøs øvelse ved at kalde det “Stræk ud med Gud”? Kommer jeg da tættere på Gud når jeg søger Ham mens jeg strækker ud? Er det en mere hellig måde at søge Gud ved at jeg strækker ud, eller er det mere helligt når jeg ligger i sofaen og gør det, eller sågar i min hængekøje ude i haven.
Selvfølgelig nej, det er ikke mere helligt at søge Gud når jeg strækker ud, og derfor har vi heller ikke brug for at lære at “strække ud med Gud”, og vi har slet ikke brug for at søge Gud igennem det som den omtalte kvinde i mit forrige indlæg Rie Frilund Skårhøj kalder Yogafaith.

Men hvorfor så det? Inden jeg svarer på det, så spørg dig selv om du synes om følgende fiktive reklame:

Madlavningspraise
Føler du også at du mangler tid til at søge Gud, i en travl hverdag? Tidligt op, på arbejde, købe ind og så hjem og lave mad, for så at være helt udkørt kl. 8.00 så du kun har overskud til fjernsyn. Svaret er at nu kan du søge Gud på en særlig måde når du laver mad. Vi kalder det Madlavningspraise. Lær hvordan du når du rækker ud efter paletkniven kan tænke at du har brug for at række ud til Ham. Eller når du knækker et æg, så har vi også brug for at Gud knækker os, så vi kan se vores afhængighed af Ham.
Boost dit liv med Gud nu på workshoppen “Madlavningspraise” hos Dansk Ørkenvandring. Meld dig til Madlavningspraise og opnå nye levels i dit liv med Gud.

Eller hvad med den her reklame:

Rosenkransen
Søg Gud mens du ser fjernsyn. Har du også dårlig samvittighed over at du se mere fjernsyn end du søger Gud? NU er svaret her, få en Rosenkrans. Mens du sidder og ser fjernsyn kan du holde en katolsk rosenkrans i hånden og perle for perle undervejs tænke Fadervor, og diverse sætninger som bl.a. starter med Ave Maria. Du kan sagtens nå at gennemgå Rosenkransen mellem fem og ti gange på en aften, samtidig med at du hygger dig med spændende fjernsyn.
Køb Rosenkransen i dag på katolik-online.dk. Vælg selv om du vil have deluxeudgaven til 455 kr, hvor det er nemmere at mærke om det er et Fadervor eller Ave Maria du skal fremsige. Eller normalmodellen til 264 kr, som opfylder de normale krav for en Rosenkrans. Om du vælger den ene eller anden så vil dit fjernsynssening blive til et religiøst ritual som vil få dig nærmere Gud.
OK, det er helt i orden og forståeligt hvis du mener mine fiktive reklamer her er ekstreme. Hvilket jeg håber du gør, men det første eksempel kan nemt findes i andre udgaver. Eksempelvis kan man lave worship fitness i USA, og rosenkransen fungerer faktisk som jeg beskriver (i grove træk) det er nemlig et ritual, som folk udfører uden nødvendigvis at tænke/fordybe sig i hvad man gør. Det er mere nogle sætninger man siger eller tænker uden at det får en nærmere Gud, og der behøver ikke være nogen reflektion over det. Men et religiøst ritual er hvad det er.

Men hvad er det Gud vil?
Sagen er den at vi mennesker har nogle religiøse tendenser som gør at vi ønsker at gøre noget særligt der kan gøre os “mere hellige”. Det kan godt være vi ikke tænker over det så meget, men vi har alle nogle tendenser som gør at vi forsøger at gøre et eller andet som gør at vi kan opfatte os selv som lidt mere hellige. “Jeg giver tiende, se mig” eller “Jeg beder til Gud tre timer om dagen, se mig” eller “jeg spiller ikke computerspil fordi de tager tid fra mig som jeg kan bruge til at søge Gud, se hvad jeg ikke gør”.
At folk ønsker at give tiende, eller bede mange timer hver dag, eller ikke spiller computerspil kan være meget fint. Men hvis vi gør det for at være mere hellige, så har vi misset hvad det handler om. For hvis man virkelig er en kristen, så er det meningen at hele vore liv ærer Gud. Alt hvad vi gør skal nu ære Gud. Som Paulus skriver til Kollesenserne:

“Hvad I end gør i ord eller gerning, gør det alt sammen i Herren Jesu navn, og sig Gud Fader tak ved ham!” Kol. 3.17.

Det er ikke nødvendigvis nemt at udleve dette, tværtimod så er det langt sværere end at udøve nogle religiøse ritualer. Men det er alligevel befriende og samtidig bibelsk. For det var bl.a. ting som dette der blev så fantastiske at erkende for Luther. Luther så at det at være en hellig, ikke kun handlede om at være nonne, munk eller præst. Nej, det at være en god forretningsmand kunne nu være helligt. Det at være en god far eller mor var at ære Gud med sit liv. Ja, at være en god karl på en gård kunne også være et helligt liv. Om du var præst, forretningsmand, skomager eller landmand eller hvad man nu kunne have af gode erhverv og ansvar, så var det helligt at gøre det godt og til Guds ære. Man behøvede altså ikke udøve nogle bestemte ritualer for at være hellig. Det var en befrielse og med til at give den protestantiske del af verden nogle fortrin dengang.

Men når det er meningen at alt hvad jeg gør, det er noget jeg gør for Gud, så betyder det også at de ritualer som jeg før troede fik mig nærmere Gud, i dag er tomme handlinger. Jeg kan ikke i mig selv komme nærmere Gud. Gud er kommet nær mig i Kristus. Så jeg nu lever 24 timer i døgnet sammen med Ham. Han er mig nær. Det gør at hvis jeg spiser morgenmad, gør jeg det for Gud. Når jeg tager på arbejde gør jeg det for Gud. Når jeg løber en tur, gør jeg det for Gud. Og når jeg strækker ud, gør jeg det for Gud. Ja, selv når jeg sover gør jeg det for Gud. For jeg har også brug for at hvile mig, så jeg kan være frisk næste dag, og være frisk for Gud.

Men men lad mig lige kort vende tilbage tilbage til om det ikke kan være ligemeget om man kalder udstrækning for yogaøvelse, eller yogafaith. Svaret (som jeg også svarede på i forrige indlæg) er nej. For det Rie Frilund Skårhøj gør, når hun siger det er de samme øvelser som i yoga, og vælger at kalde det for yogafaith, så gør hun igen disse udstrækninger til nogle religiøse ritualer. Hun indikerer at man kan bruge yogafaith til at søge Gud, og det tenderer til at hun viser at yogafaith kan få dig nærmere Gud. Og det betyder at hun fortsætter med at bruge yoga religiøst. Eneste forskel er at hun ikke siger at yoga oprindelig handler om at brænde negativ karma af, og ikke har noget at gøre med at få en smidig krop selvom nogle får det af det. Yoga handler faktisk ikke så meget om at få en smidig krop, men om fastlåsning af kroppen. Men det var en sidebemærkning.

At Dansk Oase har valgt at give dette plads, foruden folk der påstår man kan finde Jesus i tarotkort, og sætter romersk katolske prædikanter på deres prædikestol m.v. det synes jeg er kritisabelt. Jeg har ikke i sinde at stoppe Dansk Oase i at gøre det, for jeg støtter religionsfriheden i dette land. Men jeg vil også have lov til at pege på at det Dansk Oase gør, er at sammenblande religion og lave et stort sammensurium af underlige ting. Konsekvensen af det er at djævelen går frit omkring hos Dansk Oase, og derfor vil jeg også advare kristne imod at tage på deres sommerlejr. Medmindre de omvender sig, og vender tilbage til at prædike evangeliet om Jesus Kristus som korsfæstet, død og opstanden. D.v.s. så folk forstår hvorfor det var nødvendigt at Gud blev menneske, og skulle dømmes en uretfærdig dom. Forstår hvad der skete på korset, og hvorfor vi mennesker har brug for Jesus som frelser. Når vi får Jesus forkyndt ordentligt som korsfæstet, død og opstanden, så giver evangeliet mening. Men lige nu giver evangeliet ikke mening hos Dansk Oase, når de har brug for at sælge deres sommerlejr som de gør pt. Så kære Dansk Oase, smid det beskidte udenfor jeres lejr, og få Jesus tilbage som den jeres lejr bør handle om.

Categories
Kirke Livet som kristen Troens forsvar

Når bekendelsen betyder mere end Jesus

At have en god bekendelse som kirke er bestemt en god ting. Men jeg oplever nogen gange at bekendelsen kan få så stor betydning at den skygger for kirkens sande opgave. Nemlig forkyndelsen af Jesus Kristus. Det er noget der kan ske uafhængig af hvilken bekendelse man har. Jeg har oplevet dette hos både Lutheranere, reformerte, baptister o.l. Hos baptisterne er det nogen gange en lidt for overfladisk bekendelse der kan overskygge. For her kan der være en tendens til at sige at man har styr på det, fordi man er blevet døbt på sin egen bekendelse. Har man sat flueben ved det punkt, så er der en tendens hos nogen baptister til at man mener at have sit i orden med Gud.

Men en bekendelse kan også være mere avanceret og stadigvæk komme til at overskygge Kristus. Hos nogle  konfessionelle lutheranere er der en tendens til at man kun kan ”være i stue” med folk der kan sætte flueben ved 50 udvalgte punkter som man mener enhver sand lutheraner burde være enig om, mens man kigger undrende på dem som ikke lige mener alle 50 punkter (eller mere) er lige vigtige. Mens man hos nogle reformerte har en tendens til at holde forholde sig strengt til Baptist confession of Faith (af 1689) 34 punkter som så igen er delt op i underpunkter. Der er så tilsyneladende forskellige grader af reformerthed, for nogen mener faktisk af folk som John MacArthur og Paul Washer ikke er rigtig reformerte nok, fordi de ikke forholder sig strengt til lige præcis denne bekendelse.

Bekendelser er hvis det er gode bekendelser, i princippet en god ting. Men bekendelser kan nemt gå hen og tage fokus fra Kristus. Det kan ske når vi udskifter Kristus med hvor mange flueben (eller krydser) vi kan sætte på de enkelte punkter en bekendelse har. Det er virkelig farligt og noget jeg har observeret steder som udadtil ser sunde ud, i og med at man kan skrive under på alt det rigtige, men når man kommer ind under huden på folk, så viser det sig at alt for meget bliver vurderet på baggrund af en bekendelse, og ikke på baggrund af om man elsker den sande Jesus. Og så har bekendelsen vundet over den sande tro på Kristus.

Lad os endelig have gode bekendelser. For en god bekendelse vil i den grad at den ikke bliver for kompliceret og indeholder for mange punkter (tjah hvor mange punkter skal man egentlig skrive under på for at kunne blive medlem af en kirke?) være nødt til at pege på Kristus og vise hvem Kristus er. Den skal ikke handle alt for meget om mig, og om hvordan jeg skal være om søndagen, eller om jeg kan sige ja og amen til aaaaaaalt hvad Luther, Calvin eller Spurgeon sagde. Alle tre gode mænd som elskede Gud, men ikke mænd hvis skrifter har den samme autorisation som bibelen. Jeg har personlig oplevet at nogen forsøgte at presse mig til at sige god for noget Spurgeon isoleret har sagt, men som jeg ikke var enig med Spurgeon i. Derfor valgte jeg også at sige nej til at sige god for det. På trods af at det blev læst gentagne gange for mig. Men så vidt jeg kunne se, så var det en overfortolkning Spurgeon havde på det punkt, men det har jeg nok også på nogle punkter uden at det behøver bliver til vranglære af den grund (og nej jeg kan desværre ikke huske præcis hvad det var Spurgeon blev citeret for). Det betyder ikke at jeg misbilliger Spurgeon, men blot at jeg ikke nødvendigvis behøver være enig med Spurgeon på alle punkter. Spurgeon selv ville dog give mig ret i dette er jeg overbevist om, da han selv ikke anså 1689 bekendelsen for at være autoritativ, men et udtryk for bibelens lære forfattet af mennesker. Ligeledes er jeg heller ikke enig med Luther og Calvin på alle punkter, jeg er trods alt bibeltroende babtist (uden at være en del af det danske baptistsamfund), og derfor går jeg ikke ind for barnedåb. Men det betyder ikke at jeg dermed miskrediterer dem som kristne, og jeg er i særdeleshed glad for at læse hvad Luther har skrevet når jeg ser lejlighed til at gøre det.

Se hen på Jesus
Er du lutheraner, så vær det med en sund fokus på Kristus, og en sekundær fokus på bekendelsen. Er du reformert, så vær det med en sund fokus på Kristus og leve med bekendelsen som vejledende og ikke autoritativ. For der er faktisk en ret stor forskel på vejledende og autoritativ. Er du baptist, så forstå at det ikke er din dåb der gør levende, men Kristus. Ligeså lidt som det er bekendelser der gør folk kristne, men Kristus der giver liv, tilgivelse og en plads hos sig i Himlen.

Categories
Hvem er Gud? Korset Livet som kristen Troens forsvar

Hvad betyder mest? Troen eller hvad jeg tror på?

I husmenigheden her i Rødkærsbro er vi ved at gennemgå Charles Leiters bog “Retfærdiggørelse og genfødsel”. Sidste gang blev jeg bare så begejstret og opmuntret over den undervisning at min glæde sprudlede over. Sjældent har jeg læst en kristen bog med så klar og befriende tale som denne. Kristus bliver malet for mine øjne og det Han har gjort på korset i mit sted bliver endnu mere tydeligt for mig. Vi læste i kapitel tre sidst, og der stod der bl.a. det her om det at tro:

“Der er intet i mennesket, der får Gud til at retfærdiggøre ham, heller ikke hans omvendelse og
tro. Omvendelse betaler ikke for synd. En forbryders anger over sine forbrydelser tilfredsstiller ikke
lovens retfærdige krav. Tro betaler heller ikke for synd! Kun Jesu blod kan betale for synd!
Retfærdiggørelse er baseret på Kristi blod.

Dette forklarer, hvorfor en person kan have en meget svag tro og stadig være retfærdiggjort.
Forestil dig to broer, der krydser en afgrund: Den ene er meget svag og upålidelig; den anden er
meget stærk. En mand kan vel have en meget stærk tro på den svage bro og tillidsfuldt træde ud på
den. Hans stærke tro vil ikke forhindre ham i at falde i døden. På den anden side kan en mand vel
have en meget svag tro på den stærke bro og kun med nød og næppe og med frygt og bæven formå
at fortsætte ud på den. Broen vil bære ham sikkert uanset hans svage tro. Alt, hvad der er nødvendigt
for ham, er at have nok tro til at få ham ud på broen! Da nogen fortalte Hudson Taylor, at han måtte
være en mand med en stærk tro, svarede han: ”Nej, Jeg er en mand med en meget lille tro på en
meget stor Gud.”
Da Dødens Engel passerede gennem Egypten på Påskenatten, så Gud kun efter én ting – blodet
på dørstolperne. ”Når jeg ser blodet, går jeg forbi jer” Dem, der befandt sig inde i huset, kan vel
have været fulde af frygt og bæven, men det gjorde ingen forskel, så længe blodet var blevet påført.”

Jeg elsker dette billede som så tydeligt viser at det slet ikke afhænger af mig, eller af hvor meget jeg tror, men på hvem jeg tror på. Folk kan så nemt misforstå det med tro så det kommer til at handle om hvor meget man tror som betyder noget. Men det er jo sekundært hvis det er noget forkert jeg tror på. Men hvis troen afhænger af hvem og hvad jeg tror på, så er det ikke længere mig det står og falder på. Nej, så kan det bære p.g.a. Kristus.

Hvis du er tørstig efter mere, kan du downloade bogen gratis på dette link: http://illbehonest.com/justification-regeneration-danish-retfaerdiggorelse-og-genfodsel

 

Categories
Livet som kristen Troens forsvar

Sproul holder fast i “Frelst ved tro alene”!

En kristen forkyndere som igennem mange år har holdt fast i den sunde lære, og ikke har været parat til at gå på kompromis på kirkens kernepunkter er R. C. Sproul. I den korte video nedenunder viser han hvor meget vi bør stå fast på doktrinen “Frelst ved tro alene”, og om hvor meget vi må være parat til at blive skilt fra kirker, fra familier, fra venner for at holde fast i denne doktrin. Hvorfor? Fordi det er så vigtig og essentiel en del af evangeliet, at man ikke kan skille den fra evangeliet, uden at det falder fra hinanden. I en tid som den vi lever i, hvor der er mange der vælger at falde på halen for folk der prædiker noget andet end denne doktrin, er det befriende og forløsende at høre Sproul være så klar i mælet her.

Konsekvensen af Sprouls undervisning her, er at det ikke er bibelsk som Ulf Ekman at flytte over til den Romerks katolske kirke, som går imod denne doktrin. Det er heller ikke bibelsk at følge folk som Torben Søndergaard ligegyldig hvor mange mirakler han så end peger på, så længe han siger frelst af “Tro og dåb m.m. alene”. AT påstå vi er frelst af tro og noget mere, er at gå over en grænse til et sted hvor man begynder at fornægte evangeliets renhed og kraft.

Hvis du vil høre mere om hvorfor det er så vigtigt at holder fast i at vi er frelst ved tro alene, kan jeg anbefale følgende prædiken som jeg holdt for nylig: https://sand.omvendelse.dk/podcast-frelst-af-tro-alene-5025.htm

Categories
Endetiden Falsk Lære Kirke Troens forsvar

R. C. Sproul forklarer hvordan kirker accepterede den romersk katolske kirke

R. C. Sproul er kendt som mister Reformed i USA. Han har været professor i teologi, og arbejder stadig som pastor, selvom han efterhånden er en ældre herre, og har gennemgået en hjerneblødning. Men han drives stadig af lysten til at prædike Guds ord. Efter at have hørt denne undervisning flere gange til og fra arbejde i bilen, kan jeg godt forstå at han har svært ved at stoppe som forkynder. For i denne undervisning viser han hvor stort behovet for en klar forkyndelse af evangeliet er. For det behov er blevet langt større efterhånden som kirken mange steder i den vestlige verden er forfaldet. Hvordan det forfald hænger sammen med de filosofiske ideers udvikling, og hvordan den romersk katolske kirkes gik fra at blive anset for en kætterkirke til at man fejlagtigt i dag, mange steder anser den som en evangelisk kirke. Historien bag det vil Sproul forklare rigtigt godt her.
Det er også noget vi oplever store problemer med her i Danmark. Prøv bare at se på hvad Moses Hansen og Frikirkenets Formand Lars Bo Olesen har sagt om den nye pave (se link her: https://sand.omvendelse.dk/abent-brev-til-moses-hansen-og-frikirkenets-formand-lars-bo-olesen-4729.htm).

I starten vil man muligvis synes han bruger lidt lang tid på at forklare hvordan ideer hænger sammen, og bliver udviklet. Men det vil give mening. Dette er en undervisning som viser hvor vigtigt det er for kirken at holde fast på doktrinerne, særlig de fem solaer (Skriften alene, Kristus alene, Troen alene, Guds ære alene, og troen alene). Men som også viser den klare fare der er ved at arbejde sammen med kirker der ikke kan tilslutte sig disse fem solaer. For som Sproul siger, hvis vi ikke kan blive enige om disse fem, har vi så overhovedet noget at vi kan arbejde sammen om som kirke?

Men dette er ikke kun om hvor skidt det står til i kirken. Det handler også om, at hvis kirken skal kunne fungere ordentligt til Guds ære, så må vi der forkynder Guds ord, holde fast i den gode forkyndelse, og prædike Kristus. Vi skal stoppe med at prædike os selv, vore egne ideer, egne oplevelser, egne små kæpheste, men istedet prædike Kristus som korsfæstet død og opstanden!

T4G 2010 — Session 2 — R.C. Sproul from Together for the Gospel (T4G) on Vimeo.

Du kan også Dowloade den her.