Det allervigtigste et menneske overhovedet kan opleve, er at blive født på ny. For hvis vi ikke er født på ny kan vi slet ikke komme ind i Guds rige. Ja, mindre end det. Vi kan slet ikke se Guds rige. Jesus siger jo selv:
“Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige.” Johannes 3.3.
Det der sker når man bliver en kristen, er mere end bare en beslutning om at blive et bedre menneske. Farisæerne forsøgte jo at være gode mennesker, men Jesus kaldte dem kalkede grave. Hvorfor? Fordi deres forsøg på i kødet at være gode, reelt set gjorde dem til hyklere. Deres gerninger frelste dem ikke, ligemeget hvor meget de end prøvede. Det er også det som farisæeren Nikodemus ikke forstod, da han havde samtalen med Jesus som skriftstedet ovenfor er taget fra. Han fattede ikke at han var nødt til at blive født igen. For det var jo umuligt syntes han. Men det er jo også Gud der føder os på ny. Det er ikke noget vi selv kan gøre.
Jesus som Herre
Jeg husker dengang det skete for mig. Jeg vidste at Gud kaldte på mig, og kaldte mig til omvendelse. Jeg prøvede at stritte imod, for jeg ville hellere leve mit eget liv. Men da jeg så endelig sagde ja, og bad Jesus om at blive Herre i mit liv, da skete der noget.
Jeg blev forvandlet. Jeg vidste at jeg ikke længere var som jeg havde været før. De drifter som jeg havde, og som gjorde at jeg førhen gik efter synden, som et svin skynder sig hen til svinefoderet, de havde ikke længere den samme styrke i mig. De var der stadigvæk, men de havde ikke længere magten over mig. Jeg var blevet en ny skabning. Jeg ønskede istedet at være sammen med Gud. Fordi en der er født på ny, også ønsker at være sammen med sin Far i Himmelen. Det ønskede jeg ikke før, men da var jeg heller ikke Hans barn. Bibelen siger at før et menneske er født på ny, bliver vi set på som djævelens børn. Og sådan et har jeg været.
Men at jeg i dag er født på ny, kan og skal jeg ikke tage æren for. Af flere årsager. En af dem var, at jeg selv havde prøvet at afholde mig fra en syndig livsstil før. Men det var aldrig gået godt. Denne gang var der sket en forvandling som gjorde at jeg vidste at jeg ikke længere var under syndens herredømme, men under Guds.
Jeg fejler stadigvæk, derom skal der ikke være nogen tvivl, for den syndige natur bor stadig i mig. Men jeg kan ikke leve i synd som jeg gjorde før, jeg kan ikke svælge mig i det og være ligeglad. Jeg kan ikke svømme i det med velbehag. Jeg finder afsky i at være i det, for jeg er blevet forvandlet ved Jesus Kristus. Og det er kun til Hans ære. Den nye fødsel er det største der kan ske i et menneskes liv.
Hvis du er i tvivl om du er født på ny, så kan jeg anbefale dig at finde ud af det, ved at læse Guds ord. Start i Mattæusevangeliet og find ud af hvad Jesus sagde. For det samme han sagde dengang, det siger han også i dag. Og hvis du søger Ham, så vil Han også vise dig hvorfor, og hvordan du kan blive født på ny og undgå Guds vrede, og istedet modtage Hans kærlighed!
En kirke der ikke advarer imod synd, er en kirke som lader folk gå vild. Konsekvensen af dette er at folk går fortabt fordi de ikke er blevet advaret imod den kommende dom. En advarsel som præsterne er kaldet til at give. Men som kun få af dem er gudsfrygtige nok til at kunne. Men udover at folk går fortabt, så medfører det også at kirkerne bliver fyldt op af folk der lever i synd og ikke bærer sandt vidnesbyrd om Kristus. Det er ikke uden grund at folk i verden kalder kristne for hyklere.
En kirke der ikke prædiker imod synd, er ikke en kirke der står fast på Guds ord. På trods af at præsten kan se meget religøs ud, og holde meget fine og smukke prædikerner om skønheden i livet og hvad man ellers kan sige som lyder godt, men ikke har evangelisk indhold. Det er ikke nok at pege på Jesus, vi skal også vide hvorfor der er brug for at pege på Jesus. Ellers giver det ikke mening. Men når kirken som en helt naturlig del af forkyndelsen advarer imod synd, og advarer imod syndens løn, så giver det mening at pege på Jesus. For der er det at vi kan forstå hvorfor vi har brug for Ham.
Mange unge som er vokset op i en kirke, falder fra troen i vore dage. Der har altid været folk der faldt fra, men det er i dag flere end normalt (min påstand som jeg dog tror mange er enige med mig i). Jeg ved om forældre som græder over at deres børn ikke vil være en del af kirken mere, og som ikke forstår hvorfor det er sket. Der er også mange svar derpå. Dels så er et svar at forkyndelsen i kirken er så elendig, at man ligeså godt kunne tænde for Dr. Phil eller Oprah Winfrey i fjernsynet. Dels så er mange af de kirkelige ungdomsarrangementer og ungdomsforeninger så tomme for kristendom, og i stedet fyldt op med andenrangsunderholdning som man kan finde i en bedre kvalitet ude i verden. Og sådan kunne jeg komme med flere eksempler, og det er ikke ting der skal ignoreres. Men som forældre skal man passe på med KUN at give disse ting skylden for at deres børn vælger ikke at tro.
For forældre og i særdeleshed faderen, har det primære ansvar for at opdrage deres børn i troen på Jesus Kristus. Ikke dermed at forstå at vi kan tvinge vores børn til at blive kristne, og vi kan heller ikke opdrage dem kristne. Det er Gud der frelser, ikke os. Men bibelen viser os at vi har et ansvar for at give vores børn, en god forståelse for hvem Gud er, og hvorfor vi tror på Ham. Dvs vi skal undervise dem i bibelen, og opdrage dem på en sund og god måde.
Mange kristne familier går i opløsning fordi faderen ikke bruger tid nok på ens børn og ens hustru. Man kan nemt få så travlt med andre ting, som man mener er vigtige. Men er man gift og har man børn, er man forpligtiget til at bruge tid sammen med sin familie! Men når ikke engang det så tit fungerer i nogen familier, hvordan skulle man så også kunne opdrage dem i troen på Jesus Kristus?
Prioriter rigtigt
Det her handler om prioriteter. Nogen gifte mænd, lever et liv som er så egocentrerede at det ville være bedre om de aldrig var blevet gift. For et familieliv som ikke viser at man vil bruge tid på hinanden og heller ikke taler om Gud, og læser om Gud, er ikke noget sundt familieliv. Jeg ved at der findes familier, hvor faren er et kendt navn. Hvor faren er en der bliver brugt meget i de kirkelige kredse, og hvor familielivet derhjemme er ved at falde fra hinanden. Det er noget af det mest forfærdelige der kan ske for en familie. For en sådan familie lever i hykleri. Paulus siger det klart i første Timotheusbrev 3.4-5 hvor han skriver om hvordan en tilsynsmand i kirken skal være:
”Han skal kunne styre sit eget hus godt og få sine børn til at vise lydighed, i al agtværdighed; for hvordan skal han kunne tage sig af Guds menighed, hvis han ikke forstår at styre sit eget hus?”
Dette skriftsted er utrolig vigtigt at holde sig for øje. For hvordan kan man sætte en mand på en prædikestol som ikke sørger for at opdrage sine børn i troen og opdrage dem ordentligt, og som måske ikke engang sørger for at vise kærlighed, omsorg og respekt for sin hustru? En sådan mand skal heller ikke sættes til at tale til Guds menighed. For hvis han ikke kan tage sig af den nære ”menighed” som familien jo også er, så er han slet ikke i stand til at tage sig af den større menighed!
Men desværre kan det for mange gå hen og blive sådan at det er vigtigere at deres ”tjeneste” bliver større, end at deres familieliv er sundt. Den slags er direkte forkasteligt. Og måske kommer jeg til at skrive noget mere om dette emne, som i mange år har ligget mig på hjerte. Men jeg vil godt skrive om dette uden at være hovmodig, og samtidig skarpt. Så det vil jeg tænke lidt mere over inden jeg går videre med dette emne.
Men hvad enten man er prædikant, ældste, eller menigt medlem i kirken, så har man som far et ansvar for at tage sig af sin familie. Vis kærlighed, respekt og omsorg for din hustru. Brug tid på at være sammen med dine børn, leg med dem, snak med dem, lav mad med dem, gør noget med dem som gør at de kan se far ønsker at bruge tid på dem, og de kan se der er elskede. Og sørg for at giv dem Guds ord, så de kender evangeliet. For det evangelium er så vigtigt at kende, for i det er det evige liv, og det er bestemt værd at give videre.
Søndag den 23 december, valgte jeg at holde en lille pause fra min gennemgang af Mattæusevangeliet. Det blev en noget anderledes vinkel på juleevangeliet end normalt, men en vinkel som er vigtig og rigtig at have med. For her får vi både gjort op med den lille (eller store) farisæer som boer inde i os mennesker, en del af os som ikke må få magt over os. Men jeg gør også op med vores lidt for perfekte billeder af folk som kong David. Jeg vil vise nogen af de sider af David som vi ikke taler så meget om, og konsekvenserne af disse sider. Men også vise hvad det var der alligevel gjorde at han var en mand efter Guds hjerte. Han havde en søn der hed Absalom, som gik hen og blev en af de farligste fjender for David. Men Absalom endte sit liv på en ynkelig og trist måde, eftet at have gjort oprør imod sin egen far, og spredt uretfærdighed.
Men hvad har Absaloms liv og død at gøre med julens budskab? Det vil jeg komme ind på i denne noget anderledes juleprædiken. De to første vers jeg læser op fik jeg ikke lige med på optagelsen. Men hvis du vil følge med er det fra Anden Samuelsbog 18.1-17.
Glædelig og velsignet jul fra mig her Omvendelse.dk. Håber denne prædike også vil være til glæde og opbyggelse for dig.
For nogle år siden, dukkede der en masse små reklamer op på kristelige hjemmesider, for links som påstod at John Lennon var frelst og var hjemme hos Herren. Hver eneste gang jeg så sådan en reklame var jeg meget tæt på at hamre mit hoved hårdt ned i bordet. For hvad er det dog for noget at spilde sin tid på. Hvorfor er det mere vigtigt for nogen at “vide” eller “håbe” at en mand der levede et ukristeligt liv som John Lennon, angiveligt skulle være i Himlen? Er det da ikke mere vigtigt at prædike evangeliet for dem der stadig lever, end at bekymre sig om dem der allerede er døde? Dem der er døde kan vi jo ikke nå, men dem der lever kan vi stadig give evangeliet.
John Lennon i Ray Comforts hænder
Så ja, jeg har været godt og grundig træt af at disse påstande, som har langt mere til fælles med konspirationsteorier, end de har med sand kristendom at gøre. Men hvad sker der når evangelisten Ray Comfort tager fat om John Lennon? Sidste år lavede Ray Comfort 180 the movie (den kan du se på dette link: https://sand.omvendelse.dk/det-vi-danskere-ikke-laengere-vil-snakke-om-3664.htm). En film om abortproblematikken som han brugte usædvanligt godt til at prædike evangeliet. Den kom der masser af debat ud af. I år har han så lavet en film, hvor han tager udgangspunkt i John Lennons liv, og bruger det til at vise hvorfor vi er nødt til at prædike evangeliet klart og tydeligt. Han får folk til at indse deres værste synder, og at de virkelig har brug for en frelser. Det gør han uden at gøre ham selv bedre end andre. Men som en der vil nå folk med et evangelium der giver mening. Denne film må du bare se. Hvordan man kan bruge et ikon som John Lennon uden at gå på kompromis med sandheden viser Ray Comfort på en måde som ærer Gud, og peger på det Jesus Kristus gjorde på korset for væres skyld.
Evangeliet er verdens vigtigste budskab, da dette budskab kan ændre et menneskes retning fra evig fortabelse i Helvede til evigt liv hos Gud i Himlen. Derfor er det også vigtigt at få evangeliet formuleret så det er bibelsk korrekt og forståeligt. En forkert beskrivelse af evangeliet kan få skæbnesvangre konsekvenser, da det kan betyde at folk bygger deres liv på en forkert forståelse. Men hvad er det så som er vigtigt at have med i en præstentation af evangeliet? Det vil jeg svare på i dette indlæg, men læg særlig mærke til slutningen også, for at undgå misforståelser omkring hvad evangeliet mindst skal indeholde. For der har jeg en vigtig opsamling.
Fem elementer bør være naturlige og centrale i evangeliets forkyndelse. Hvis man tager en af dem ud, og aldrig prædiker over den, så har man et ufuldstændigt evangelium.
Gud er en Hellig og retfærdig Gud. En beskrivelse af Gud som ikke kun siger ”Gud er kærlighed”, men også peger på de andre sider af Guds karakter. At vide at Gud er Hellig og retfærdig, er vigtigt for at kunne forstå de næste to punkter. At Gud er retfærdig betyder at Han er nødt til at dømme uretfærdighed, da Han også er dommer. At Gud er Hellig betyder at Han ikke tåler synd, og at vi derfor ikke kan komme til Gud pga vores synd. ”De kender jo ikke Guds retfærdighed, men søger at hævde deres egen, og derfor har de ikke underordnet sig under Guds retfærdighed.” Rom 10.3. ”Dette siger Gud Herren: Jeg kommer over dig, Sidon, jeg viser min herlighed på dig. Så skal de forstå, at jeg er Herren, når jeg bringer straf over dig og viser min hellighed på dig.” Ez 28.22.
Mennesket er syndigt og er ikke i stand til i egen kraft at blive god nok i Guds øjne. En ting er at man taler om synd, men mange prædikanter minimerer syndens konsekvenser, og gør dermed den fejl at folk ikke kan se hvorfor de har brug for at omvende sig. For hvis synd ikke betyder så meget, så er det sikkert ikke så galt. Derfor er det vigtigt at vise hvorfor synd er alvorligt i Guds øjne og fordi vi skal stå til regnskab overfor Gud, har vi grund til selv at tage synd alvorligt, og erkende at vi er skyldige. ”For alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud” Rom 3.23. ”Herren så, at menneskenes ondskab var stor på jorden, og at alt, hvad de ville og planlagde dagen lang, kun var ondt.” Første mosebog 6.5.
Gud vil dømme en dag dømme alle døde og levende. En dag kommer dommens dag, og det er interessant at læse forkyndelsen fra folk som Johannes Døberen, Jesus selv og Paulus. For i deres forkyndelse er den dom central i forkyndelsen. Selv da Paulus står foran Felix og er i fangenskab advarer han også imod den kommende dom. ”Men da Paulus begyndte at tale om retfærdighed og afholdenhed og den kommende dom, blev Felix bange og afbrød: »Nu er det nok, du kan gå! Når jeg får tid, vil jeg sende bud efter dig.«” Ap.g. 24.25.
Paulus var mere interesseret i at give Felix hele evangeliet, end et halvt evangelium, selvom han godt vidste at det at tale om den kommende dom, kunne betyde at Felix ikke ville høre mere. Jesus var for resten den i bibelen, der advarede mest imod den kommende dom, og viste betydningen af dette. Hvis vi læser brevene i det nye testamente ser vi også at Jesus ikke kun er frelser, men også dommer. ” Jeg indskærper dig for Guds ansigt og for Kristus Jesus, der skal dømme levende og døde, så sandt som han kommer synligt og opretter sit rige” Anden Timotheus 4.1.
Nødvendigheden af Jesu stedfortrædende død. At Jesus tog på sig den vrede, den straf som ellers ville blive sonet af mennesket selv, er kolossal vigtig. Hvis ikke man forstår hvorfor Jesus døde på det kors, så har man ikke forstået evangeliet. Hvis man påstår at Jesu død på korset bare var symbolsk, eller viser at vi skal igennem hårde ting, før vi får succes eller lignende fortolkninger, så er det ikke evangeliet man har hørt. Jesus Kristus blev knust af Guds selv, for at vi kunne undgå den straf som vi ellers skulle have. En straf som er retfærdig vel at mærke fordi vi ifølge punkt 3 er forbrydere der har overtrådt Guds hellige lov. ”Men han blev gennemboret for vore overtrædelser og knust for vore synder.” Esajas 53.5.
Kaldet til omvendelse. Som Peter afslutter sin pinseprædiken med, så skal vi omvende os for at få del i Guds nåde som Han giver til enhver der omvender sig til Ham. ”Omvend jer og lad jer alle døbe i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse, så skal I få Helligånden som gave.” Ap.g. 2.38.
Omvendelsesbudskabet er ligeså centralt som de fire andre punkter, for hvis man nøjes med de fire første, og ikke bliver omvendt, så er man ikke født på ny. Samtidig er der ikke nogen grund til at omvende sig hvis man ikke har hørt de første fire punkter. Det også interessant at iagttage at ifølge Mattæus og Markus så er det budskab Jesus starter sin tjeneste med, netop ”Omvend jer for Himmeriget er kommet nær”.
Det store spørgsmål er så: Er det nødvendigt at komme ind på alle fem punkter i en prædiken? Nej, det er det ikke. Vi ser heller ikke i det nye testamente at alle fem punkter er til stede hver gang. Men vi ser til gengæld at alle fem punkter er helt naturlige og ganske centrale i bibelen. Netop fordi de er naturlige og centrale for den forkyndelse vi finder i bibelen, skal kirken i dag også have disse elementer som helt normale elementer i forkyndelsen. Nogen gange kommer man til at fokusere mere på nogen af elementerne, og andre gange de andre. Men hvis der er nogen af dem som man nærmest ikke kommer ind på, så har man at gøre med en mangelfuld forkyndelse af evangeliet.
Men hvad så med de kirker der aldrig taler om den kommende dom, eller ikke viser at synd er forbrydelse imod Gud, og at syndens løn er døden? Det spørgsmål kunne jeg forestille mig nogen komme med nu. Det er meget enkelt, de kirker prædiker ikke et tilfredsstillende evangelisk budskab, men noget der er udvandet og som ikke virker. Det samme er tilfældet for de kirker der ikke prædiker over Guds hellighed og retfærdighed, for det har ligeså stor betydning. Det betyder ikke at der så ikke kan være nogen der bliver frelst de steder. Det kan ske. Folk bliver nogen gange frelst i de mest elendige kirker. Men det skal jo ikke bruges som en undskyldning for at prædike dårligt. Det viser blot Guds storhed og magt. Men prøv at tænk på hvor mange flere der ville blive frelst hvis man faktisk prædikede et fuldt evangelium, fordi Guds velsignelse så ville være stærkere tilstede. Det kan godt være der ville komme færre i kirkerne (i første omgang), men det ville betyde at en langt større del af dem der kom, ville være kristne, og kom for at få et Guds ord. Og dertil ville de folk de så tog med i kirke, faktisk høre evangeliet, når de så kom. Ville det ikke være at foretrække fremfor den standard man har så mange steder i dag?
Satirenyheder som ikke er sande, men som vi ville ønske var virkelige.
Frikirkenets hovedbestyrelse har overraskende meldt ud siden den lederkonference de holdt i forrige weekend, at de har fejlet fuldstændig, og derfor lægger deres linie fuldstændig om. Derfor har man nu inviteret Paul Washer til deres næste lederkonference som foregår i marts 2013. Formand for Frikirkenet Lars Bo Olesen udtaler: ”At invitere Paul Scanlon og Niels Christian Hvidt var en kæmpefejltagelse. Nogen af de andre ledere kiggede i deres bibler, under den undervisning vi fik fra Paul Scanlon. De fandt ud af at intet af det han sagde havde bibelsk indhold. Det handlede slet ikke om Jesus, men om Paul Scanlon selv. Det snakkede vi lidt om i ledergruppen, og håbede Niels Christian Hvidts undervisning ville være bedre. Men så kom Tonny Jacobsen (den forrige formand) til at sige at Niels Christian jo var romersk katolsk, og dermed tilhørte et kirkesamfund hvor man skal gøre sig fortjent til frelsen, og hvor man stadig tror på at kristne kommer i skærsilden før de kan komme i himlen, foruden en masse andre underlige ting som tilbedelse af døde mennesker kaldet helgener m.m. Da vi hørte det, måtte vi simpelthen bare erkende, at den slags kunne vi da ikke udsætte kirkeledere for.”
Sendt hjem med fly
Det endte med at ledergruppen tog den ifølge nogen voldsomme beslutning, at sende både Paul Scanlon og Niels Christian Hvidt tilbage med det første fly, og aflyse resten af deres møderække. I stedet blev det til bøn og faste for dem der var kommet til lederkonferencen. Gert Bjørsted siger om hans oplevelse: ”Efter at have bedt og fastet en halv dag, var der en der rejste sig og sagde at det vi havde gjort forkert, var at vi havde glemt at søge Gud i bibelen, og glemt hvad klassisk historisk kristendom er. Vi havde søgt alle mulige andre steder som lød spændende, men som havde vist sig bare at være tomme sæbebobler. De så flotte ud med fede farver, men var tomme indeni.”
Guds mobiltelefon i køkkenet
Men hvordan ideen med at invitere Paul Washer så kom på banen var en noget speciel historie. For mens en af pastorerne som havde lidt svært ved at holde fasten, var ovre i køkkenet for i smug at få lidt mad (hans kirke havde trods alt betalt for at han fik mad på konferencen tænkte han) ringede en af køkkenpersonalets mobiltelefoner. Men ringetonen var en han aldrig havde hørt før. Den var nemlig indledningen fra en af Paul Washers berømte omvendelsesprædikener som starter med: ”I’m going to preach a message tonight that has angered many, many, many churchmen.” Et eller andet gjorde bare at han måtte finde ud af hvem det var der sagde dette, og hvad var det dog for et budskab man kunne starte med at sige på den måde. Efter at have set videoen på youtube, kom han i rimelig rystet tilstand tilbage til de andre der stadig sad i bøn og faste, og fortalte dem hvad han havde set. Lars Bo Olesen, sagde at de skulle få videoen op på storskærmen og se den sammen. Måske var der noget i dette som var fra Gud, og som de kunne lære noget af.
Grædende præster
Mikael Schlosser fra pinsekirken i Vejle fortæller: “Efter at have set den video var det som at blive ramt af en lastbil, altså på en god måde. Flere af os græd over vores egen synd, og andre sad og var helt målløse over at indse at den forkyndelse som Paul Washer havde givet, var en forkyndelse som var så markant anderledes end alt det som kirken ellers stod for i dag. Men de kunne tydeligt se at den var bibelsk, den var korrekt, og at det var den form for forkyndelse man var nødt til at gå tilbage til. Der var godt nok også nogen som gik udenfor i arrigskab over at høre evangeliet forkyndt så tydeligt, for hvem ville dog høre på den slags spurgte de om.”
Lars Bo Olesen sluttede af med at sige, at ”årsagen til at vi inviterer Paul Washer, er at vi må lære hvordan vi kommer tilbage til den nytestamentlige forkyndelse, og vi kan se at Paul Washer er en mand som har betalt prisen for dette, og er kompromisløs i hans måde at prædike det bibelske budskab på. Men det giver mening når man hører ham. Det gør ondt i ens kød, men det har vi sikkert kun godt af.” Til spørgsmålet om han ikke er bange for at nogen i kirkerne vil stoppe med at komme, hvis det bliver den form for forkyndelse der finder sted, svarer Lars Bo: “Jo, det er jeg ganske sikker på vil ske. Men det er vigtigere at Guds ord bliver forkyndt for dem der vil høre Guds ord, end at forkynde noget der ikke er Guds ord for nogen der ikke er interesseret i Guds ord.”
Splittelse?
Der går dog rygter om at invitationen af Paul Washer og aflysningen af møderne med Paul Scanlon og Niels Christian Hvidt har medført utilfredshed hos nogen af Frikirkenets medlemmer. Særlig nogen af lovsangslederne har udtrykt bekymring for om det kan medføre at de mister deres tjenester, og ved ikke hvor de så skal bruge deres musikalske talenter. Det skyldes at nogen mener at have hørt Paul Washer ikke er den store lovsangsfan, men det er muligvis bare rygter. Lars Bo Olesen ville ikke udtale sig om muligheden for at dette kunne medføre en splittelse af Frikirkenet, da han ønsker at se tiden an.
Du kan se og høre den prædiken som man kunne ønske de havde set hos Frikirkenets lederkonference her nedenunder.
En dårlig far, er en far som ikke tage sig af sine børn, og heller ikke opdrager sine børn, men lader dem passe sig selv, og leve deres eget liv. Hvad ville du egentlig sige til, hvis en familie nær dig havde teenagebørn der opførte sig sådan her:
Børnene ville vise sig at være ret oprørske teenagere. De går meget i byen. De kommer meget sent hjem. Nogle gange først om morgenen. Det er tydeligt at de har drukket alkohol i mængder der ikke er tilrådelige. De har taget stoffer som ikke er lovlige. De har ladet sig misbruge, og selv misbrugt andre.
Hvad ville du tænke om de forældre der havde disse børn? De fleste ville tænke at de var dårlige opdragere, og man ville anse faren for at være en dårlig far, eftersom han ikke har vist sig i stand til at give børnene noget at leve for, eller givet dem evne til at leve et nogenlunde civiliseret liv.
Man ville måske kunne iagttage at faren ingenting sagde til dem. Men at han i stedet for lod stå til. Han ville spise sammen med dem, tale med dem, køre dem i skole, og hvad man ellers gør som forældre til teenagebørn. Men han ville ikke gøre noget ved deres syndige adfærd, på trods af at de boede hjemme og var under hans tag, og dermed stadig var hans ansvar. Hvad tror du naboerne ville sige om en sådan far? Det ville ikke være positive ting der ville blive sagt.
Ville folk ikke tale om ham, som en dårlig far? Ville han ikke blive omtalt som ham der ikke har styr på sine børn. Når man så hans børn nede i byen ville man omtale dem som: ”Åh det er også børnene til ham den dårlige far, at han ikke skammer sig over at have sådan nogen børn”. Hvor til andre ville svare; ”Jamen, hvad kan man forvente af børnene med en far som ikke irettesætter sine børn?”
Ja, sådanne fædre findes der jo, det vil der desværre altid gøre. Der er fædre der er mere eller mindre ligeglade med deres børn, hvilket deres opdragelse eller mangel på samme viser. Men hvorfor tror nogle folk så at Gud er ligeglad med hvordan Hans børn opfører sig, og hvad medfører det af konsekvenser?
Wanted: Kirkedisciplin!
For i mange kirker accepterer man i dag at menighedens medlemmer lever i synd. Der er ikke nogen der påtaler det, man synes ikke at man har ret til at blande sig i andres liv, selvom bibelen taler om kirkedisciplin. Man undskylder sig med at de jo er kristne, for de har jo “bedt Jesus om at komme ind i deres hjerte”, hvilket nok er den dummeste undskyldning for at kunne acceptere synd. Specielt fordi bibelen ikke siger noget om at man bliver frelst ved at bede Jesus om at komme ind i sit hjerte. Man siger måske; de er jo i en proces. Men hvor er omvendelsen spørger jeg. For uden omvendelse kan vi slet ikke se Guds rige.
Hvorfor ønsker nogle kristne at gøre Gud til en dårlig far, som bare accepterer at hans børn skulle leve i synd. Det er ikke bibelsk kristendom. Jeg fik engang en kommentar fra en der skrev, at vi prædiker nåden som om at vi har fået nåde til at synde. Hvad jeg måtte give hende ret i at vi gør. Men det har bare aldrig været Guds vilje at vi fik nåde til at leve som om synden ikke gør noget. Det er istedet Guds vilje at gøre os fri fra synden. For en god far ønsker at hans børn skal leve ordentligt, og han vil også sige noget til dem hvis de er kommet på vildspor. Det gør Gud også overfor Hans børn.
“for Herren irettesætter den, han elsker, som en far den søn, han holder af.” Ordspr. 3.12
Så lad os prædike Gud som en god Far, ikke som en dårlig. Dels fordi vi ikke skal give de ikke-troende en forkert anledning til at tale dårligt om os, og det er altså noget verden lægger mærke til, om de kristne lever som omvendte kristne, eller lever som verden gør. For det er et dårligt vidnesbyrd for kirken til denne verden.
Men den vigtigste grund til at vi med vore liv, og som kirke prædiker og viser Gud som en god Far er, at vi ønsker at ære Gud med vores liv, og vise Ham tak for Hans frelse til os, der er Hans børn. Så vi også viser respekt for det store offer Jesus var da Han udgød sit blod for os, og betalte vore synder.
Der står i bibelen at man kun skal have en kone (1 mosebog 2.24). MenDavids søn Kong salomon havde flere hundrede. Men reelt set ca. tusind hvis man medregnede hans konkubiner. Dertil var mange af hans hustruer hedninger, selvom Gud havde forbudt at indgå ægteskab med dem? Hvordan det kan være at denne kloge mand undlod at følge Guds ord, har jeg måske et svar på. Forestil dig at Salomon dengang han var en dreng havde spurgt sin far, Kong David, om hvordan han mødte Salomons mor. Måske kunne samtalen have set sådan her ud.
Salomon (S): Far hvordan mødte du mor?
Kong David (D): Jo, jeg gik engang rundt på taget og kom til at se på en kvinde der var på taget af et andet hus, som så meget smuk ud.
S: Hvad skete der så far?
D: Joe hun var på vej i bad og øh,,,
S: Men så kiggede du jo bare den anden vej ikk’os’ far?
D: Nej, jeg kom til at se på hende, og så inviterede jeg hende over til mig, og så blev hun gravid.
S: Og så blev I gift ikk’os’ far?
D: Nej, ikke med det samme for hun var gift med en anden mand.
S: Var hun gift med en anden mand? Jamen så kunne i da ikke blive gift.
D:Nej, men manden døde.
S: Han var nok en ond mand så, var han ikke far?
D: Nej, han var faktisk en rigtig god mand. Jeg kan faktisk ikke finde noget ondt at sige om ham.
S: Jamen hvorfor døde han så far?
D: Jeg sørgede for at han fik en farlig post i hæren, som ville medføre at han døde hurtigt.
S: Men far det er da at gå langt over stregen far? Kunne du ikke løse det på en bedre måde?
D: Joøh jeg prøvede at drikke ham fuld så han kunne gå hjem og være sammen med din mor, så det kunne se ud som om det var ham der var faren.
S: Drak du ham fuld?
D: Ja, men det virkede ikke, selvom han havde fået lidt meget at drikke ville han ikke gå hjem til sin kone, for han syntes det var uretfærdigt overfor de soldater der var ude i krigen. Han mente ikke at han kunnet tillade sig at hygge sig med sin kone, når de andre soldater havde det så hårdt ude ved fronten.
S: Far, han lyder da som en rigtig god mand, hvordan kunne du slå ham ihjel?
D: Jaeh det har jeg det også rigtig dårligt med, men nu er jeg jo gift med din mor og du skal jo være konge efter mig så skal vi ikke snakke om noget andet søn?
Om de har haft samtalen sådan her, eller om Salomon bare har hørt fra andre hvordan det foregik, vides selvfølgelig ikke. Men hvad jeg gerne vil sige med dette, er at synd har konsekvenser. Selvom der er tilgivelse at få fra Gud, hvis og når vi omvender os, så har synden stadigvæk konsekvenser, også i vores nytestamentlige tid. Salomon kunne se at hans far på et tidspunkt ikke havde taget det med sex indenfor ægteskabet så alvorligt som Gud ønsker. Så hvorfor skulle han så tage det alvorligt? Han burde da også have visse privilegier som konge af Israel. En sådan åbning for synd, var muligvis med til, at han ikke kunne se at det ville skabe problemer for ham at blive gift, med kvinder som ikke var af israelsk herkomst. Det vil billedligt set sige, at han blev gift med en der ikke var en troende. Disse hedningekvinder som havde en anden tro fik overtalt Kong Salomon til at tilbede andre guder end Israels Gud. Han blev ledt i frafald.
Jeg sige ikke at fordi David syndede, så syndede Salomon også, for vi står til ansvar for vores egne handlinger. Men det er muligt at Salomon brugte Davids synd, til at sige at så galt var Salomon ikke selv på den. Han slog trods alt ikke andre koners mænd ihjel for at blive gift med dem. Så han var da ikke en så stor synder som David, tænkte han måske. Og David var jo en mand efter Guds hjerte. Ja undskyldningerne for synd er mange, men overfor Gud har vi ikke nogen undskyldning, når vi skal stå overfor Ham på dommens dag. Da vil vort eneste håb være Jesus Kristus.
Hvis du ønsker at læse den oprindelige historie om Davids affære med Urias hustru Batseba kan du læse den i Anden Samuelsbog 11.
Engang var det at gengifte folk noget som var nærmest ikke-eksisterende i bibeltro kirker. Det samme er også tilfældet i dag. Forskellen er blot den at de kirker som engang var bibeltro, men i dag gengifter, ikke er bibeltro mere. På trods af at de kalder sig bibeltro. At man siger man er bibeltro, men med sine gerninger viser at man er imod hvad bibelen siger, hænger ganske enkelt ikke sammen.
Men lad os kigge på hvad bibelen siger, og lad os forsøge at lade være med at fortolke det udfra vores egen tids forståelse. Jesus svarede nogen farisæere i Mattæus 19 at det kun er tilladt at skille sig af følgende årsag:
”Den, der skiller sig fra sin hustru af anden grund end utugt og gifter sig med en anden, begår ægteskabsbrud.”
For at forstå dette korrekt skal vi se på bibelen som helhed, og her må vi kigge på de vers som, også kommer ind på dette. Det finder vi i Markus 10.11-12:
”og han sagde til dem: »Den, der skiller sig fra sin hustru og gifter sig med en anden, begår ægteskabsbrud mod hende; og hvis hun skiller sig fra sin mand og gifter sig med en anden, begår hun ægteskabsbrud.”
Vi skal lige vide at dengang var det ganske normalt at skille sig, af både den ene og den anden grund. Var man utilfreds med den mad som ens hustru lavede, så blev det anset som skilsmissegrund. Kom ens hustru til at tale med en fremmed mand, så var det skilsmissegrund. Eller hvis hun talte med disrespekt til sin mand, så kunne det også være skilsmissegrund. Ja, der var tilmed rabbier der mente at hvis man fandt at en anden kvinde var mere dejlig end sin hustru, så kunne det være skilsmissegrund. Oveni det var der også mere firkantede holdninger såsom at det kun var ved utroskab at skilsmisse kunne accepteres. Alt i alt var det altså et område som skilte vandene selv dengang. Der er altså ikke så meget nyt under solen hvad det angår.
Farisæerne ville med deres spørgsmål til Jesus om hvornår man kan skille sig fra sin hustru, finde noget som de kunne anklage Ham for. Ville Jesus tale imod Moses eller ej? Men Jesus viser at årsagen til at Gud igennem Moses gav dem lov at blive skilt ved hjælp af et skilsmissebrev var at de havde hårde hjerter (se link her Hårde hjerter)
Jesus fortæller dem hvad Guds oprindelige mening med ægteskabet var, og viste samtidig at det stadig er Guds mening. Hvad Gud har sammenføjet må mennesker ikke adskille. Man kan læse dette i Markus 10.1-12 hvor Jesus forklarer sammenhængen, som jeg forventer at de fleste af bloggens læsere er bekendt med. Men tilbage til spørgsmålet om man så kan blive gift hvis man er blevet skilt?
Et gran salt
Lad mig starte med at erklære, at det jeg her skriver ikke er en lære som er velkendt for tiden. Det er kun meget få steder jeg har set den, og det bør betyde at det jeg her skriver skal tages med et gran salt! Måske tager jeg fejl, når det kun er noget man hører om så sjældent også i bibeltro menigheder. Ikke desto mindre ved jeg det er noget der er blevet praktiseret før også i bibeltro menigheder som har taget ægteskabet seriøst, og mennesker seriøst. Men tag lige et kig på fodnoten til dette indlæg nederst, for en sekulær vinkel på dette.
Lad os lige se hvad der stod endnu engang: Den, der skiller sig fra sin hustru og gifter sig med en anden, begår ægteskabsbrud mod hende; og hvis hun skiller sig fra sin mand og gifter sig med en anden, begår hun ægteskabsbrud.
En god ting ved dette skriftsted er at den ikke gør forskel på mænd og kvinder. Her kan man tydeligt se at hver af parterne kan begå ægteskabsbrud. Men hvem er det synden henvises til? Det er den skyldige part. ”DEN der skiller sig fra sin hustru” står der. Der stod ikke at den som bliver forladt, eller den som utroskabet bliver begået imod begår ægteskabsbrud. Nej det er ganske tydeligt at det er den skyldige som der peges på her, og ikke den forurettede.
Desværre har man tit gjort det til at begge parter nu ikke længere kunne finde sig en ny partner. Men det stod der ikke noget om. Jeg kan i hvert fald ikke læse at det skulle være tilfældet. Jeg ved at nogen kirker der mener det er tilfældet, og jeg har respekt for at de tager ægteskabet så alvorligt, i modsætning til visse andre som bare lader alt sejle. Men det er som om det er at lægge lige lovlig meget ned i skriften at sige at en forurettet part ikke kan gifte sig igen uden at begå ægteskabsbrud.
Nogen gange skal det så lige siges, kan det være vanskeligt at finde ud af om begge parter var skyld i det eller ej, men der findes også tilfælde hvor det er ganske nemt at finde ud af hvem der var skyld i et ægteskabsbrud. Men det bliver for omstændigt at komme ind på her. Men det var så den del som man kan tage med et gran salt, da det ikke er så brugt en tilgang (men se lige fodnoten). Men lad os nu gå videre med den del hvor der ikke burde være nogen som helst form for tvivl.
Men hvad så når utroskab ikke er årsagen?
Det sker desværre meget ofte i dag, at folk der kalder sig kristne bliver skilt uden anden årsag end den man ser i det sekulære. Folk vokser fra hinanden, eller synes de er gået i stå, de er ikke lykkelige mere, eller hvad de nu har af argumenter. Ingen af disse argumenter er brugbare. Har man brugt et sådan argument for at blive skilt, har man ganske enkelt ikke ret til at blive gift igen. Medmindre den anden part går hen og dør, eller i fald den anden part vælger at blive gift til anden side (hvilket er utroskab). Der er selvfølgelig også muligheden at man kunne finde sammen igen, hvilket jo er sket for nogen.
Jesus er helt klar på dette område, i fald man bliver gift igen, uden at årsagen er at ens forhenværende ægtefælle var utro, så begår man hor. Og ikke bare det, man indgår et institutionelt fælleskab som bygger på synd, og dermed vil man binde sig selv og hinanden på et liv i synd. Det er virkelig alvorligt.
Men en ting er at folk vælger at leve sådan. Det kan ikke hindres og vi lever i et frit samfund hvad det angår. Men det betyder ikke at man som kirke skal støtte det. Men lige præcis her er der sket et enormt skred. Kirker som før var meget klare på dette område vælger i dag at gengifte folk der er blevet skilt uden nogen som helst form for bibelsk argumentation. Når man vælger som præst og kirke at vie folk som dermed ifølge Jesu lære indgår et forhold der bygger på hor, så vælger den præst og den kirke at velsigne noget som i Guds øjne er en vederstyggelighed. Ofte vil man kunne iagttage at de samme præster og kirker kan gå hårdt frem imod tilladelsen af at homoseksuelle kan blive viet. Men det at de tager den del alvorligt, men ikke det om gengiftning viser en ubehagelig homofobisk holdning, som gør forskel på mennesker. For hvis Jesus taler skarpt og klart imod gengiftning af folk der er blevet skilt uden det skyldtes utroskab, og man ikke tager det alvorligt, men i stedet tager dele af Paulus breve (foruden visse dele af det gamle testamente) alvorligt viser at man kun vil tage imod den del som man godt kan lide alvorligt, men ikke det som man ikke lige bryder sig om. Man er blevet en selektiv kirke, som kun tager det af Guds ord, som man har det godt med, og ikke de dele som er mindst ligeså vægtige, men bare ikke så populære. Hvad man så burde gøre ved disse præster og hvem nogen af dem er, vil jeg komme ind på næste gang.
Men alt i alt tror jeg godt det kan lade sig gøre at både have en bibelsk tilgang til ægteskab og skilsmisse og have en menneskelig side ind over uden at det er problematisk. Men man kan ikke bare nøjes med at se tillade alt og ikke tage gengiftning meget alvorligt. Så min holdning er at hvis en part ikke kan klandres for at være medskyldig i at den anden ægtefælle er utro, og der opstår en skilsmisse, så kan jeg ikke se bibelen viser noget skulle hindre den person i at blive gift igen. Men hvis det ikke er utroskab som er årsagen, så vil jeg være EKSTREM tilbageholdende med at give folk lov til at blive gift igen, det vil sige jeg er reelt set imod. Og til det har jeg både bibelske og personlige iagttagelser at gøre brug af, som jeg måske vil komme ind på en anden gang.
Fodnote:
At skilsmisse kun er tilladt i fald at en af ægtefællerne har været utro, har engang været det eneste argument for at få lov til at foretage en skilsmisse i flere samfund, og er det måske stadigvæk nogen steder. Det betød at hvis man kunne finde ud af at ens ægtefælle havde været utro, så havde man ret til at blive skilt fra den person. Men også blive gift igen. Det betød desværre at der gik hen og blev en lille industri blandt velhavende personer, som gik ud på at hvis man ville skilles, kunne man arrangere kunstige affærer. Man tog hen et feriested, og ansatte en person som man skulle blive set sammen med, så ens ferie kunne se ud som om man havde en affære med en anden person. Man skulle sørge for at få nogen til at dokumentere dette, og så kunne man sørge for at ens ægtefælle fik nys om sagen, og på den måde ville det medføre at man blev skilt. Alt dette er ganske humoristisk fortalt i den kendte Fred Astaire og Ginger Rogers film ”The gay divorce”, og nej det betyder ikke den bøssede skilsmisse, men den sjove skilsmisse. Det er en komedie. Men i trediverne havde gay ikke den betydning det har i dag. Filmen handler (som så mange andre Astaire og Rogers film) om at Fred Astaire vil giftes med Ginger Rogers, men denne gang er hun gift med en anden mand. Men hun er træt af ham og vil skille sig fra ham. Måden hun vil gøre det på er ved ovenstående metode. Så engang i England og også USA (så vidt vides) var skilsmisse kun i orden hvis utroskab var inde over. Ellers var det noget man så ned på. Men hvis det var verden der så sådan på det dengang, hvordan står det ikke til i dag, når ikke engang kirken kan finde ud af at tage ægteskabet seriøst?
Her er et lille klip fra filmen med den velkendte sang “Night and Day”.
