Categories
Bibelen Falsk Lære Omvendelse Overfladisk kristendom

Mærkværdig udlægning af Guds ord

En af de ting jeg glæder mig over når jeg hører bibellærere som John MacArthur, Steve lawson, Mark Kielar m.fl. er deres enkle og tydelige udlægning af Guds ord. Deres tilgang til ordet viser at ordets betydning er ordet, og det gør de på en måde, så det står soleklart for dem der hører dem prædike. Ordet bliver ikke indviklet ved at høre på dem, tværtimod bliver det mere klart. (Jeg har da eksempler på det modsatte, men det hører til sjældenhederne hos disse bibellærere i forhold til det jeg har hørt).

Er det så vigtigt?
Hvorfor glæder jeg mig sådan over det? Jo, jeg har mange gange hørt store og anerkendte forkyndere, nogle af dem med selvudnævnt profetisk åbenbaring, udlægge ting i Guds ord, som jeg slet ikke kunne se havde noget med sagen at gøre. I min naivitet har jeg flere gange taget deres forkyndelse til mig (for de havde angiveligvis profetisk åbenbaring). Men de næste gange jeg er kommet forbi de skriftsteder jeg hørte dem tale om, kunne jeg stadig ikke se at det de påstod det betød, kunne få nogen mening. Det er nu ikke kun hos folk med såkaldt profetisk åbenbaring man kan høre den slags, vi finder det samme hos tonsvis af liberalteologerne. De udlægger Guds ord efter egen lyst, og får det til at betyde det de vil høre.

Men Guds ord skal ikke gøres indviklet! Det skal gerne være sådan, at når man forkynder Guds ord, så vil det stå meget tydeligere end før, og tydeligt på en måde, så dem der hører det kan se at ordets betydning er ordet. For hvis vi begynder at få det til at betyde noget andet, hvem har så lige retten til at bestemme hvad det skal betyde? Skal det være en bestemt kirke? Skal det være en bestemt type kristne, med “profetisk evne”? Skal det være dem som har den største kirke? Eller skal det være dem der siger at Gud har kaldet dem på en særlig måde?

Problemet når vi begynder at sætte tvivl om hvordan vi skal forstå ordet, og hvilket filter vi skal forstå det igennem, er at det lukker op for en mængde spørgsmål som betyder at vi er nødt til at lukke op for nye muligheder for hvad Guds ord betyder. Men Guds ord betyder ikke noget nyt. Guds ord skal ikke ændres til at forståes på en ny måde. Guds ord har den samme betydning i dag, som det havde da det blev skrevet. Enhver der påstår noget andet, er i fare for at komme til at prædike et andet evangelium. Og som Paulus skriver til galaterne:

“Men om så vi selv eller en engel fra himlen forkyndte jer et andet evangelium end det, vi har forkyndt jer, forbandet være han. Som vi allerede har sagt, siger jeg nu igen: Hvis nogen forkynder jer et andet evangelium end det, I tog imod, forbandet være han.” Galaterne 1.8-9

Categories
Bibelen Evangelisation Evig dom Hvem er Gud? Livet som kristen Omvendelse Overfladisk kristendom Uncategorized

Gud holder fest 6 Er du kaldet eller udvalgt?

”Da sagde kongen til sine tjenere: Bind hænder og fødder på ham og kast ham ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren.” Mattæus 22.13

Vi skal ikke glemme at den samme konge som her lader manden blive bundet og kastet ud i mørket, var den samme konge som havde inviteret folk. Han ønskede virkelig at få folk med til festen. Dette inkluderer den samme mand som han nu lader smide ud. Men manden er en forbryder. Han er kommet ind på de forkerte vilkår, og han har ikke noget at sige til sit forsvar. Nogen mener (bl.a. Spurgeon) at manden var der kun for at få del i festens velsignelser, som mad drikke og underholdning, men han var ikke parat til at betale den pris som det kostede at komme med. En pris som betød at man ikke kunne komme i sit eget tøj. Eller i sin egen retfærdighed som flere har tolket det til. Men nu kommer så det berømte vers, som mange har undret sig over:

” Thi mange er kaldet, men få er udvalgt.” Mattæus 22.14

Der er nu ikke så meget at undre sig over, for vi skal forstå denne sætning i lyset af lignelsen. Mange er kaldet, står der, og det var også det der skete i lignelsen. Alle blev kaldet til at komme med til bryllupsfesten. Der var ikke nogen iblandt folket som kongen ønskede ikke skulle med. Dette er i fuld overenstemmelse med Joels bog 3.1.

” Det skal ske derefter:Jeg vil udgyde min ånd over alle mennesker.”

Hvilket vi også skal læse sammen med det Jesus siger i Johannes 6.44:

”Ingen kan komme til mig, hvis ikke Faderen, som har sendt mig, drager ham, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag.”

INGEN
Det er altså tydeligt at ingen kan komme til Jesus hvis ikke man er inviteret af Gud, men samtidig også tydeligt at Gud vil invitere alle. De ting hænger nøje sammen. Gud vil invitere alle, samtidig med at det kun er muligt at komme når man bliver inviteret. Man kan ikke komme i egen kraft, eller efter egen beslutning. Men det er til gengæld op til folk selv hvordan de vil behandle invitationen. Vi bestemmer selv om man vil komme sådan som Gud inviterer os, eller om man vil forsøge at komme til Gud på sin egen måde, eller bare ikke komme. For det var de tre muligheder vi så i lignelsen. Der var nogen som ikke ville komme, og der var en som forsøgte at komme ind på egen hånd. Men vi så også at der var mange som var kommet til festen på de rigtige præmisser. Folk som kongen gik rundt og hilste på. Dem der var kommet ind af den rigtige dør, og som havde taget det udvalgte festtøj på.

Hvem er kaldet, og hvem er udvalgt?
Så dem der var kaldet, var alle dem som kongen inviterede. Dvs i vores verden er det alle mennesker der er kaldet, for Gud vil på et tidspunkt drage på dem, og invitere dem ind til Ham. Men det er ikke alle der vil tage imod det kald, eller tage imod kaldet sådan som Gud har kaldet en. Dem der handler sådan, er kun kaldet. De udvalgte derimod er dem der tager imod kaldet. Dem som siger; ”Ja jeg vil gerne komme til festen, ja jeg vil gerne tage det festtøj på som kræves for at være med til festen”. Det er dem som erkender deres behov for at omvende sig og iklæde sig Jesu retfærdighed. Dem som vil leve deres liv i Kristus, og ikke forlade sig på dem selv, eller deres egen retfærdighed (eller mangel på samme). Hvem der er udvalgt er altså op til os. Det er os der skal finde ud af om vi vil være Guds udvalgte, eller om vi blot vil nøjes med at være kaldet. Vil vi tage imod kaldet når det kommer, eller vil vi afvise det? At være en kristen handler ikke kun om at opleve at Gud taler til en. Det handler om at man har valgt at gøre hvad Han beder os om, og Han har bedt os om at omvende os og give vore liv til Hans søn som led vores straf, da han døde på Golgatas kors.

Se de foregående afsnit på disse links:
Første del

Anden del

Tredie del

Fjerde del

Femte del

Categories
Kirke Overfladisk kristendom Prædikener

Træk en prædiken

Min kone og jeg sad og talte om at der er en mangel på bedømmelse i kirkerne. Det er som om man nogen steder bare synes at alt er godt. Så kommer der en prædikant og siger det ene, og så kommer en prædikant og siger det andet, og de to prædikanter modsiger reelt set hinanden. Men alligevel tror folk at det hele er fra Herren. Det er som om man har en naiv tro på, at alt der bliver sagt fra en prædikestol er godt.

På en måde er det jo en god holdning at have. For det burde være sådan at alt der blev sagt fra en prædikestol var godt. Men sådan er det ikke. Og vi bliver også i bibelen bedt om at bedømme hvad folk lærer os. Samtidig er der også rigtig mange steder i bibelen, hvor der står meget klart, at vi ikke skal åbne op for nogen der prædiker en anden Jesus. Men det bliver der i dag. Men folk i kirkerne har svært ved at se det. Folk i kirkerne kan ikke høre at det ofte er en anden Jesus der bliver forkyndt. Hvorfor kan de ikke høre det?

Fordi vi i mange år har levet med en forkyndelse der er blevet mere og mere udvandet. Efterhånden som det er sket, er vores viden om hvem Jesus er blevet mindre og mindre, og til sidst kan vi ikke se forskel på det sande og de falske evangelier. Vi har mistet bedømmelsesevnen. Vi trækker en prædiken og håber den er god. Og hvis vi ikke syntes den var god nok, trækker vi en ny. Vi kan ikke finde på at sige til dem der talte den at der var problemer og mangler. For hvem er vi at skulle kunne bedømme den slags? Hvad skulle gøre os i stand til at kunne bedømme en forkynders forkyndelse?

Vi trænger til at folk tør rejse sig op og sige fra. Vi trænger ikke til at folk går ud af kirken og lever små dumme kristenliv isoleret fra kirken, fordi de er utilfredse med kirken. Hvilket jeg vil komme ind på snart igen. For jeg er ikke modstander af menigheden, for den er på trods af kirkernes tilstand i dag, stadig Guds gave til de kristne.

Men vi har brug for at kristne tør rejse sig op, og med bibelen i hånden vise når der foregår noget forkert. Der er brug for at kristne tør bedømme igen, og kan gøre det fordi de kender Guds ord. Kristne som ikke tror på man bare kan trække en prædiken, men kan se at der er brug for forkyndere der prædiker et ord der er drevet af ordet, bygget på ordet, og viser at ordets betydning er ordet. Men hvor er de forkyndere henne som kan (og tør) prædike sådan?

Categories
Falsk Lære Kirke Overfladisk kristendom

Derfor kommer Paul Washer ikke på Pinsevækkelsens sommercamp

En af omvendelse.dks læsere har undersøgt hvorfor arbejdsgruppen til pinsevækkelsens sommercamp, har anbefalet CampZeros (den paralelle ungdomscamp til sommercamp) at aflyse møderne med Paul Washer. Jeg har fået indsigt i mailkorrespondencen og vil kommentere på den her.
Det svar spørgeren fik fra en repræsentant fra arbejdsgruppen, var at Paul Washers profil ikke passede til det koncept man ville have til de unge. Man svarede også at man ikke havde nogen mistanke om at Paul Washer levede i synd, eller prædikede vranglære. Læseren spurgte så hvad det var ved Paul Washer, som gjorde at man ikke mente han passede til konceptet. Man undskyldte sig med at arbejdsgruppen hvert år vender over 100 forkyndere som gæstetalere. Og man vil gerne være enig om dem man inviterer.

Her er hvad jeg tænker om dette
Lad mig starte med det mærkelige, og slutte af med det alvorlige. Det var faktisk ikke sommercamps arbejdsgruppe der inviterede Paul Washer. Det var CampZero der inviterede ham. Men Sommercamps arbejdsgruppe anbefalede CampZeros arbejdsgruppe at aflyse Paul Washer. Så Paul Washer hører så vidt jeg kan se ikke til de ca. 100 forkyndere, sommercamps arbejdsgruppe plejer at vende. Han var inviteret til at komme på en parallel sommercamp. CampZeros ønske om at invitere Paul Washer, havde Sommercamps arbejdsgruppe blandet sig i. Det virker mystisk, for han var allerede inviteret, og det så da ud til at CampZeros arbejdsgruppe var enige derom. De havde jo annonceret ham på deres hjemmeside. Men okay det er det mystiske, jeg har ellers læst en del organisationsteori, og her er der altså noget der tyder på at organisationerne her ikke fungerer særlig godt. En organisationsteoretiker vil sige at det her indikerer at man har en splittet organisation. Hvilket igen tyder på at der er tegn på splittelse i pinsevækkelsen. Om det er sandt vil tiden vise, for pt. er det kun indikeringer jeg kan opbservere. Men lad det nu være.

Et farligt koncept
Den anden del, er langt mere alvorlig, for hvad er det for et koncept som man ønsker for de unge, der gør at der ikke er plads til en af de allermest bibelfunderede og downloadede evangelister og bibellærere. Eller nærmere sagt, hvad er det for et koncept der gør at man ligefrem vælger at AFLYSE et annonceret møde med Paul Washer? Det virker som om disse folk er mere bange for at få en ordentlig forkyndelse, end de ønsker at få en ordentlig forkyndelse. For lad os da lige kigge på hvem Sommercamps arbejdsgruppe ellers har inviteret.

Trosbevægelsen er velkommen
For et par år siden inviterede man Carl Gustav Severin fra Livets Ord i Upsala til at prædike på Pinsevækkelsens Sommercamp. Det er en af de kraftigste trosmenigheder i skandinavien. Jeg hørte ham tale og det var lidt som at høre Christian Hedegaard, bare uden høje råb og fakten med armene. Men han forkyndte slet ikke evangeliet. Han brugte istedet tiden på at fortælle hvor meget Gud brugte ham, og hvad han oplevede Gud gjorde, og hvor glade folk var for at Gud havde sendt ham. Forkyndelsen af ordet var ikke i centrum. Bagefter gik Pastor Jarle Tangsted fra Københavns Kristne Kulturcenter (landet største frikirke) op og sagde, at han støttede alt hvad Carl Gustav Severin havde sagt, og var så glad for at de havde inviteret ham. Jeg kan huske at jeg sad og undrede mig over den godkendelse. Senerehen har man i den menighed haft besøg af Ulf Ekman, som er grundlæggeren af Livets Ord i Upsala.

Man hvad så i år?
I år havde man inviteret endnu en trosprædikant. Pastor Sunday Adelaja fra Ukraine. Han har en kanonstor menighed i Ukraine og det var nok årsagen til at man havde inviteret ham. For hans lære er baseret på trosbevægelsen, og ikke på ortodoks historisk kristendom. Nu var der bare det, at der over Pastor Sundays hoved i længere tid har hængt en retssag. En retssag der lugter lidt for meget af den sommerhussag som hænger over Christian Hedegaard. Den her er bare værre (og nej han er endnu ikke dømt, men sagen alene burde gøre at man var afventende med at invitere ham). Man har fået folk i menigheden i Ukraine til at investere på ejendomsmarkedet, og givet folk den forventning at de ville få en gevinst på  60 % om året. Til folk der ikke har forstand på økonomi, kan jeg fortælle at når nogen lover dig en så høj gevinst på en investering, så er der allerede her noget der lugter meget mistænkeligt. Man skal nok holde sig langt væk fra den slags investeringer, også selvom det er en præst der anbefaler dem.

Nu har Sommercamp været nødt til at aflyse besøget af Pastor Sunday Adalaja. Men det underlige ved den her sag, sammenlignet med Paul Washer sagen, er at det er Pastor Sunday der har aflyst, ikke Sommercamp. På sommercamps hjemmeside står der:

“Pastor Sunday Adelaja har desværre meldt afbud på grund af nogle verserende juridiske undersøgelser mod hans organisation i Ukraine. Sunday har aflyst alle besøg i Danmark denne sommer.”

Så pinsevækkelsens Sommercamp vil hellere have Ukraines svar på Christian Hedegaard, som gæstetaler, end de vil have Paul Washer. Hvad er det for et “nyt” koncept som gør at der er plads til folk som har retssager hængende over hovedet, ang. økonomisk svindel, og samtidig er en del af trosbevægelsen. Men også er et koncept, som gør at man er nødt til at aflyse et møde med en højt respekteret evangelist og bibellærer?

Hvor længe vil kristne finde sig i dette?
VIl de sande pinsefolk snart rejse sig op og sige fra? Eller vil de blot finde sig i at der fortsat bliver serveret fordærvet mad til møderne på deres Sommercamp i Mariager? Der må da være nogen pinsefolk, der er ved at være virkelig træt af ledere der ikke kan sortere mellem god og dårlig undervisning. Ledere der ikke kan sortere mellem dem som er sendt af Gud, og dem der er sendt for at skabe forvirring. Hvor længe vil de sande pinsefolk finde sig i dette. Og det vil sige dem der vil Jesus, og ikke bare have smarte møder med høj musik, og prædikanter med en elendig teologi. Hvor længe vil de lade sig køre rundt i manegen af folk som ikke viser respekt for Guds ord, når de kan invitere vranglærere, men siger nej til bibelfunderede Jesusbrændende forkyndere.

Men det er desværre ikke kun et pinsekirkeproblem. For vi ser det samme problem mange andre steder. Det er desværre ikke kun pinsevækkelsen der er plaget af tåbelige forkyndere der ikke kender Guds ord, og derfor prædiker dom over sig selv i stedet. Men det er ikke nok at jeg og nogle få andre skriver om dette på nettet. Der er brug for at de sande kristne rejser sig op og siger deres mening. For hvis vi blot forsøger at ignorere dette forfald i kirken, så vil det blive et forfald som vil påvirke os selv i sidste ende.

Vær ikke bange for at miste din anerkendelse, din popularitet, eller din ære, det er vigtigere at kæmpe for evangeliets renhed, end det er at holde fast i ens position i kirken. For det kan være den pris man kan risikere at betale. Men nogen er nødt til at betale den, så find ud af om du er en af dem som er villig til at betale den pris. For der er brug for folk som sætter Jesu navn højere end deres eget navn.

Categories
Bibelen Kirke Overfladisk kristendom podcast Prædikener vækkelse videoer

300.000 kr om året og fri bil. Podcast

Så skete det endeligt. Den prædiken som jeg i et længere stykke tid har haft lyst til at prædike, fik jeg mulighed for at prædike i går. Jeg starter prædikenen med følgende:

“Dette er en udlægning af en underlig historie som vi finder i Dommerbogens kapitel 17 og 18. At den overhovedet er at finde i dommerbogen er mærkværdigt, for den handler slet ikke om en dommer, men i stedet om noget der foregik under dommernes tid i Israel. I den hører vi om en mand ved navn Mika, som har stjålet nogen penge fra sin mor, som han giver hende tilbage, så får han lavet et gudebillede som han sætter i sit gudshus, og ansætter en præst. Et stykke tid efter kommer nogen og spørger præsten om det vil gå dem godt, Det siger han ja til, og de samme mennesker kommer senere og tager ham med som deres nye præst, og han forlader derfor sin første præstegerning, for han har fundet en ny.
Det er en mærkværdig historie flere steder, fordi den afviger fra det vi ellers plejer at finde i bibelen. Men ikke desto mindre er der et vigtigt budskab, som vi kan finde i lige netop denne histore.”

Det er en prædiken som besvarer hvad der skal til for at vi må få vækkelse. Hvad er forskellen på en god og en dårlig præst, og hvad der kan ske når Guds folk ikke følger Guds plan, selvom de ved hvad Guds plan for dem er. Det er en af de vigtigste prædikener jeg har holdt (tror jeg). Men bedøm selv.

Jeg har lagt den ud som videoprædiken her, men hvis du ønsker at se den i en bedre billedkvalitet, kan den downloades på: http://www.sendspace.com/file/cyn5uc
Den vil dog forsvinde ag sig selv efter en måneds tid. Hvis den ikke er der mere, kan man kontakte mig på info@omvendelse.dk for at få den i god billedkvalitet. Den kan også høres som mp3-fil nedenunder.

Dette er en prædiken som mange præster og forkyndere i dag har brug for at høre. Så hvis du kender nogen som du tror kunne have brug for den her. Så send den til dem, og spørg dem hvad de mener om budskabet. Men spørg dem med respekt, der står jo i ordet at vi skal henvende os med respekt for dem der er sat som ledere, også selvom man kan være uenige med dem. Men samtidig man også et ansvar for at gøre opmærksom på når der er noget galt. Og dette kunne være en måde at gøre opmærksom på dette.

Categories
Bibelen Falsk Lære Overfladisk kristendom videoer

Hvem prædiker det sande evangelium?

David fra apologetik.dk viser i dette link http://www.apologetik.dk/?p=922 en video med Steve Lawson, som gennemgår Joel Osteens uvidenhed om bibelske sandheder. Det er fra en prædiken der blev holdt på Shepherds Conference i år. Jeg har hørt forkyndelsen, og Steve Lawson er meget skarp, og burde være et forbillede for mange forkyndere. Der er dog en anden video fra youtube, som mere klart viser den kontekst som Steve Lawson talte udfra. Den burde enhver forkynder med et lavt syn på bibelen se. Men vi andre kan også nyde godt af den.

Der er i dag to slags kristne, Steve Lawson viser hvordan de gamle kristne var (og dem er der jo stadig nogen af). Derefter viser han hvordan moderne kristendom er, med Joel Osteen som den stereotype repræsentant herfor. Problemet med de to typer af kristne, er at de er så langt væk fra hinanden, at de ikke begge kan være kristne. Der må være en af de to typer der ikke står på bibelsk grund, ikke bygger på kristent fundament, og derfor heller ikke kan repræsentere kristendom. Du må selv vurdere hvem du vil følge af det to typer, ved at høre dette klip fra Stewe Lawsons prædiken.

Categories
Evangelisation Falsk Lære Overfladisk kristendom

Det kan du ikke længere se på evangelists hjemmeside

Engang kunne du læse følgende om Christian Hedegaards ven David Klit på evangelists hjemmeside:

“Millionær på mindre end et år
Kan man tage Gud med på arbejde – eller skal man bare bede ham om at blive hjemme og velsigne de ting, man nu går og gør? Forretningsmanden David Klit fra Arnborg ved Herning er ikke i tvivl. Her fortæller han, hvordan han efter en lang og smertefuld gældssanering er blevet mangemillionær på mindre end et år.”

Den historie kan du ikke læse mere. Måske har det noget at gøre med, at David Klits ejendomsfirma Zelot Development er gået konkurs. Et selskab som var en del af den famøse sommerhusfiasko i Tranum Klit. Når sådan et selvskab går konkurs, kan man jo ikke have den slags stående på sin hjemmeside. Det siger sig selv.

Men det siger også noget andet. For det første viser det at Hedegaard og Co ikke kan have dårlige vidnesbyrd liggende på deres hjemmeside. Der er kun plads til succeshistorier. Man fjerner de dårlige, og jeg kan ikke se at man har forklaret årsagen til det nogen steder. Det andet det viser, er noget mere alvorligt. For vi må spørge os selv, hvorfor Evangelist havde behov for at have sådan en historie på deres hjemmeside. Hvad var det de prøvede at signalere til læseren? Svaret er ganske enkelt den, at hvis man følger Christian Hedegaards metoder og vejledning, så kan man blive rig. For det var hvad historien handlede om. David Klit havde før gået konkurs, men fordi han troede på Gud (eller nærmere sagt Christian Hedegaard) så blev han rig. Det er en ret alvorlig udmelding. For det Hedegaard viser med dette er at de tusindvis af fattige kristne nordkoreanere, hvoraf en stor del sidder i koncentrationslejre blot mangler tro. Hvis de fulgte de samme principper som Hedegaard, så ville de også blive rige, og leve et fedt liv ligesom Hedegaard.

Men der er dog en positiv side af den her historie. At man fjerner denne historie, viser at folkene bag Evangelist, er klar over at deres tal tro ind i din situation, med bekend dig rig og bekend dig rask, ikke fungerer i virkeligheden. Deres system duer simpelthen ikke, ligegyldgigt hvor meget de forsøger at bekende sig til succes. Eller også kan det være at de mener, at David Klit selv er skyld i konkursen. Han manglede måske bare tro, og en der mangler tro, kan man jo ikke have på sin hjemmeside. Han er jo ikke en “superkristen” som Christian Hedegaard.

Christian Hedegaard skulle tage og prædike evangeliet, istedet for dette bliv rig og rask med Jesus snak. Det er set før, og det duer ikke. Et evangelium der ikke kan prædikes i hele verden, og dermed også Nordkorea. Er et evangelium der ikke skal prædikes nogen steder! For hvis det kun duer et sted, men ikke et andet sted, så er det et falsk evangelium. Jesus sagde at vi skulle prædike evangeliet om Ham til verdens ende. Vi skulle ikke prædike forskellige evangelier, kun et!

Categories
Kirke Musik Omvendelse Overfladisk kristendom

Hvad har “Men without hats” og den moderne kirke til fælles?

I 1982 fik popgruppen “Men without hats” et giganthit på hitlisterne i verden. Nummeret var det særdeles vellydende “The safety dance”. Til sangen var der produceret en video, som allerede på det tidspunkt var ret anderledes, end de musikvideoer som ellers blev lavet på den tid. De fleste musikvideoer dengang var baseret på en minimalistisk billedside, med farver der var kørt lidt ud i ekstremer og kunstige outfits. Den her sang og video, var som et slag i ansigtet. Den sad fast når man hørte den, og man ville se videoen igen og igen. Og den er stadig populær, den dag i dag. Det er en af de allerstørste onehitwonders. For det blev kun til et rigtigt hit for mændene uden hatte.

Hvorfor
Måske er der en logisk forklaring på dette. For hvis man hører sangens tekst igennem, sidder man tilbage med en underlig fornemmelse af, at den ikke handler om noget. “The safety dance” er en tåbelig sang, som ikke har noget som helst brugbart indhold. Læs blot første vers som lægger standarden:

“We can dance if we want to
We can leave your friends behind
‘Cause your friends don’t dance and if they don’t dance
Well they’re, no friends of mine “

Det må godt nok være en meget vigtig dans det her, når den betyder så meget, at dem der ikke danser den, ikke er ens venner. Men hvad så med videoen? Måske forklarer den noget?Men nej, det gør den ikke. Den foregår i et middelalderligt miljø, hvor forsangeren render rundt med en skør dame, og en dværg som spiller på et lille strengeinstrument. De danser sig igennem hele sangen, og laver en gentagen bevægelse, som åbenbart skulle have noget at gøre med, at det er en “safety dance” de har gang i. Der bliver danset og danset, og alle følger med i dansen og bliver grebet af den. Men fascinerende ser det ud. Men hvis man så forsøger at undersøge videoen for indhold, bliver man endnu mere skuffet, end man gjorde da man undersøgte sangen. For videoen handler om absolut ingenting. Men den foregår i et middelalderligt samfund, hvor de danser til moderne musik.

Hvor fascinerende og fangende Men without hats sikkerhedsdans var, så er det meget muligt at den slående mangel på indhold, gjorde at kun de færreste gad købe deres næste album. Det er faktisk noget som ser ud til at være kendetegnende for flere onehitwonders. For hvis Safety dance albummet ikke havde noget indhold, hvorfor skulle det næste så have det. Det første var udemærket underholdning, men når underholdningen ikke havde noget kød på sig, så blev det lidt tomt på sigt.

Og hvad kan vi så lære af det?
Sådan er den moderne kirke også. Fyldt med toptunet kvalitetsunderholdning uden indhold. Vi har fjernet det der gjorde kirken interessant og relevant, og erstattet det med noget der er endnu mere tåbeligt, end Men without hats safety dance. Vi har erstattet evangeliet om Jesus Kristus med andre ting, som vi tror folk meget hellere vil høre om. Vi vil hellere give dem bedre selvværd, bedre sexliv og bedre økonomi. Eller hjælpe dem til stærkere parforhold, til at blive bedre forældre, og gode venner. Eller også vil vi bare have det skal være så sjovt at komme i kirke, at vi sætter en film på med Far til fire i sneen, for det må da lige være hvad folk har brug for. Men Jesus vil vi ikke prædike for dem. Nej nej, det vækker jo anstød. Vi har ikke plads til at prædike omvendelse fra synd. Vi har ikke plads til at pege på Ham der tog vores straf på sig, så vi kunne blive Guds børn. Vi vil langt hellere vise, at vi har en glad kristendom, end vi vil vise dem HVORFOR vi har grund til at være glade. Vi vil hellere give dem et tomt og ubrugeligt evangelium, end vi vil advare dem imod den kommende dom, som Jesus advarede folk imod.

Men har vi lært noget?
Det ser ikke ud til at vi har lært noget af det. Selvom det har vist sig igennem lang tid nu, at et tomt evangelium er et ubrugeligt evangelium. Et evangelium som ikke forvandler mennesker, men blot gør at folk godt kan “lide os”. Så viser det sig at vi ikke har lært noget. Vi har endnu ikke vendt tilbage til det rene evangelium. Vi er dummere end Men without hats. For de forsøger stadigvæk at lave musik, ligesom vi forsøger at lave endnu mere udvandede gudstjenester. Musikken som Men without hats producerer i dag, er dummere og dårligere end nogensinde før. Men de vil bare på igen, de vil bare have endnu et hit, selvom deres produkter er så kolossalt dårlige, at kun de allermest ekstreme fans gider købe deres produkter. Men hvor Men without hats, aldrig har haft noget at have det i, fordi de aldrig havde noget indhold, så har vi engang haft et reelt indhold i kirken. Men vi har skiftet indholdet ud. Det er på tide at nogen får det gode gamle budskab om Jesus Kristus tilbage i kirken. For det er der det hører hjemme!

Categories
Falsk Lære Overfladisk kristendom

Rick Warren vil gerne døbe dig fordi……

Rick Warren holdt dåbsdag her i lørdags, og han ville gerne have skulle blive døbt som muligt. Og det behøver der jo ikke at være noget galt med. Men hvis man ser på Rick Warrens argumenter for at folk skulle lade sig døbe i lørdags, var der en slående mangel på bibelske argumenter for at blive døbt.  Jeg har her oversat Ricks argumenter til dansk:

Rick Warrens otte grunde til at tilslutte sig denne lørdag & IKKE udsætte dåben:

1. Jeg (Rick Warren) vil personligt undervise (dåbs)klassen for første gang i ti år.

2. Jeg vil personligt døbe folk efter undervisningen og du vil modtage et foto & dåbs certifikat.

3. Du får et gratis et års abonnement på Purpose Driven Connection magazine (Rick Warrens månedsmagasin for hans koncept “Det målrettede liv”. Red). Dette er aldrig tilbudt før.

4. Du får en gratis kopi af bogen “Den målrettede menighed”.

5. Dit navn vil blive medtaget i den historiske liste af Saddleback Pioneer medlemmer, der tiltrådte i vores kirke for første gang for 30 år siden. Denne påske er vores 30. påske, og jeg ønsker, at du indgår i denne liste.

6. Undervisningen er 1 time kortere end normalt.

7. Du vil være med til skabe kristen historie! Den største medlemskabsklasse nogensinde! (I nogen frikirker bliver man medlem ved dåbshandlingen. Red.)

8. Vi elsker dig og ønsker dig i vores familie. Der er ingen god grund til at udsætte det.

Jeg havde hørt at Rick Warren har nogen ideer til hvordan man kan gøre dåben til en fest, for at få flere til at blive døbt. Men det her er ikke en fest, men en falliterklæring. For intet sted ser vi Rick Warren forklare hvad bibelen siger om dåb. Intet sted skriver Rick at dåben er en begravelse af sit gamle liv, og at Jesus sagde at vi skulle døbes. Det her handler slet ikke om Jesus, det handler mere om Rick Warren, om RIck Warrens kirke, og om en selv. Det her viser en pastor der er høj på sit eget hovmod. Hvis min pastor begyndte at tale sådan her, så ville jeg sige noget til ham. Og hvis han ikke omvendte sig fra det, ville jeg finde en ny kirke. For en pastor som fremhæver sig selv på den her måde har et problem. Dette er en kirke hvor der ikke er plads til Jesus, men istedet til Rick Warren, og dem der vil følge ham. Uheldigvis for Rick Warren står der i bibelen at hovmod går forud for ulykke og fald (ordspr. 16.18).

Her er den oprindelige invitation.

Categories
Kirke Overfladisk kristendom

Når kirkerne bliver surrealistiske 3. Den nye ungdomsleder

Her er en satire på den nye smarte ungdomsleder. Han ved lige præcis hvad der skal til for at forny kirken. Han har selvfølgelig lækkert hår, og virker samtidig lettere metroseksuel. Satiren her er en af de sjoveste jeg har set. Men det skyldes nok at jeg har mødt flere af de her typer. Sagen er at han ikke er så langt væk fra mange virkelige ungdomsledere.

Hvis man prøver at se hvordan mange kirkelige ungdomslejre bliver promoveret, er det forbavsende at se hvor mange ligheder der er i denne video. Se hvad der sker når en sund bibelelskende ungdomsgruppe bliver udsat for den nye og toptunede ungdomspastor. Han er så toptunet at Nik og Jay ikke når ham til knæene. Men det er vist ikke noget man kan bruge når man en dag skal stå foran en retfærdig Gud på dommens dag.


Ignatius from travis hawkins on Vimeo.

Læg særlig mærke til slutningen hvor menighedens pastor gør sin pligt. Noget mange pastorer burde have gjort for lang tid siden, overfor de mange smarte forkyndere som ikke vil prædike et klart og tydeligt evangelium. Men som istedet tror kristendom handler om attitude og coolness tilsat nogle kristne ord.