Categories
Evig dom Kommentar til medierne Omvendelse

Når folk laver deres egne love

I Politiken kan man i dag læse om en gruppe mennesker i Vollsmose, som tvang to politibetjente til at løslade to anholdte. Det er ikke første gang at noget lignende er sket, og det er heller ikke noget vi kan sige kun er gældende for indvandrergrupper. For vi oplever lignende tendenser hos etniske danskere. Folk har mistet respekten for Lovens lange arm, og har valgt at lave deres egne love i stedet. Love som passer dem selv godt, men ikke nødvendigvis andre. Engang ville begivenheder som den her slags, nærmest aldrig kunne ske. Der var en respekt for loven, og for dem som holdt øje med at loven blev overholdt. Men der har været en tendens til at folk har sat deres egen lov, deres egen måde at fortolke livet på, over den som landet har bestemt.

Men loven virker alligevel
Men på trods af at de to herrer i Vollsmose blev løsladt, så skal lovens arm nok få fat i dem på et tidspunkt alligevel. Hvad enten det bliver politiet der får fat i dem eller ej. Hvis politiet senerehen får fat i dem, kommer de for en dommer, og så vil de blive dømt der. Men selv hvis de går under jorden, og politiet ikke får fat i dem, så er der en anden lov som de ikke kan undslippe i egen kraft, og det er Guds lov.

På trods af at de måske mener at deres egen lov er bedre end andres, så bliver det i sidste ende en større og mere retfærdig lov, som de skal stå til ansvar for en dag. For forbrydelse skal straffes, hvad enten man selv anser sig for skyldig eller ej. Intet menneske vil på dommens dag blive dømt på basis af sin egen lov. Men på basis af Guds lov, den der er kendst som de ti bud. Der er kun en måde at undgå den lov på, og det er ved at omvende sig fra sine synder og tro på Jesus Kristus og Hans gerninger.

Categories
Korset Omvendelse

Et kors som indeholder synd, dom og retfærdighed

I disse dage har jeg tænkt en del over hvilket kors det er vi prædiker. Er det et kors der blot viser kærlighed, eller et kors der blot giver helbredelse, enten i form af fysisk eller åndelig helbredelse? Eller er det et kors som blot skulle fungere som symbol for et eller andet? Hvis det er den slags kors vi maler for andre, så er det et reduceret kors, og dermed ikke et kors der har nogen frelseskraft. Hvis vi prædiker korset, så er vi nødt til at prædike det bibelske kors, og ikke et andet kors.

Der var tusindvis af andre mennesker der blev korsfæstet under romerriget, men kun et eneste af de kors er brugbart i dag. Slaveoprøreren Spartacus blev korsfæstet med tusindvis af hans efterfølgere af romerne. Men ingen af de kors er der nogen kraft i, i dag. På begge sider af Jesus blev to forbrydere korsfæstet, men ingen af dem er der nogen kraft i, i dag. Men den der hang på det ene af de to kors, kastede sig ind under kraften af Jesu kors. Det sande og rigtige kors.

For det var på det kors, at Jesus bar vores synd. Den synd som vi har begået og som Gud vil straffe fordi Han er retfærdig. Der tog Jesus den dom som vi skulle have, for at dem som ville tage imod Ham, og tro på Hans fuldendte værk på korset, og Hans ord og gerninger, kunne undslippe evigheden i Helvede. For dem vil der ikke længere være nogen dom, for de har fået en andens retfærdighed. Jesu retfærdighed. Det er det kors vi skal prædike og male for øjnene af andre. Ikke et kors som undlader at vise, at det her var årsagen til at Jesus skulle lide døden på et kors. For det er ikke et kors som indeholder synd, dom og retfærdighed, men et kors som ikke har nogen frelseskraft i sig.

Categories
Evangelisation Evig dom Omvendelse

Steve møder Michael Fatson, en falsk omvendt

Steve Sanches fra Stone the preacher har mødt en falsk omvendt, i anledning af mindehøjtideligheden for Michael Jackson. Han kalder sig for Michael Fatson, sandsynligvis pga hans kropsvæg sammenlignet med den oprindelige Michael Jacksons. Lyt til Steve hvordan han her ved hjælp af Guds ord, får denne mand til at begynde at sætte tvivl om han er frelst eller ej. Ikke på et eneste tidspunkt siger Steve at Michael Fatson ikke er frelst, det er Guds ord selv der virker det frem. Men det er ikke noget som denne falske omvendte bryder sig om. Gå ikke glip af slutningen af denne video, hvor man ser Michael Fatsons reaktion.

Der er to måder at falske omvendte vil reagere på, når de bliver udsat for sandheden. Enten vil de finde ud af at de ikke er frelst, og så spørge “men hvad skal jeg så gøre for at blive frelst?”. Eller også vil de blive vrede over at finde ud af at deres egen retfærdighed og godhed, ikke kan give dem tryghed for evigheden. Hvor hurtigt de vil nå frem til en af de to muligheder er forskelligt. Men Michael Fatson her er ret hurtig til at finde ud af hvordan han vil reagere.

Categories
Evig dom Kommentar til medierne Omvendelse

Michael Jackson, Fred Astaire og Guds dom

Nu skulle de værste efterdønninger af Michael Jacksons død snart være ovre. Så nu synes jeg godt jeg kan tillade mig at komme med nogle tanker omkring det. Om man kunne lide Michael Jackson eller ej, så var han svær at komme udenom. At manden på flere områder var talentfuld, kan man heller ikke være i tvivl om. En som også godt kunne se det, er den hedengangne Fred Astaire.

Fred Astaire var (for dem der ikke kender ham) en danser og sanger som havde flere hovedroller i en bunke musicaller op igennem 30erne, og helt til 60erne. En usædvanlig lang og beundringsværdig karriere. Han er allermest kendt for sine film med skuespillerinden Ginger Rogers fra 30erne, hvor de indspillede 9 film sammen (en enkelt spillede de sammen i 40erne). Disse film er i dag milepæle indenfor filmhistorien, og bliver stadig set af filmnørder, filmentusiaster, filmsnobber og andre som godt kan lide at se gamle film. Fred Astaire var en glimrende stepdanser, men var også velbevandret i alle mulige andre typer af dans. Han var opdraget til at danse, og optrådte med hans søster på teaterscener allerede fra barnsben. For at gøre en lang historie kort, så var Fred Astaires navn lig med dans.

Et fanbrev
Angiveligvis skulle Michael Jackson i 80erne have fået et fanbrev fra Fred Astaire. Det var en form for tak for at han tog dansestafetten og bragte den videre til en ny generation af danseinteresserede. På det tidspunkt var dans ikke noget man så så meget i biograferne mere (med få undtagelser). Danse- og musikfilm hørte mere til i Hollywoods guld og sølvalder. Men Fred kunne se at Michael havde de samme evner, den samme glæde, og den samme drift. De elskede begge at danse og de var virkelig gode til det. Michael Jackson kendte bestemt også til sine rødder. I musikvideoen til sangen Michael Jacksons sang Smooth Criminal, vil det for kendere af musicalgenren ikke være svært at se, at dette var en hyldest til Fred Astaire.

Ti ud af ti dør, og skal stå foran Gud
Mange kunne måske mene at de begge to havde fået en gudsgiven dansegave. Det er da også muligt at det er noget de har haft lidt af i generne. Men en ting er dog sikkert. På trods af at de var så kendte som de var. På trods af at de var så talentfulde som de var. På trods af at de var så elskede af folk som de var, så er de døde i dag. De afveg ikke fra os andre på nogen måde hvad det angår. De kunne ikke undgå døden, og det kan vi heller ikke. En dag skal vi stå overfor vor Gud og skaber, og stå til ansvar for vore gerninger. Der vil Gud ikke dømme os efter hvor berømte vi var. Hvor talentfulde vi var, eller hvor elskede vi var. Det vil ikke have nogen betydning overfor Gud. Han vil dømme os på baggrund af hans Hellige og retfærdige lov. Det vil sige de ti bud. Dem har vi allesammen brudt, for ligesom der står i romerne 3.23:

“for alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud”

Ingen kan sige sig fri her. Men for dem der har kastet sig ind under Jesus, og skjuler sig i Ham, er der ingen dom. Dem der har givet deres liv til Ham, og taget imod Ham som Herre. Er du parat til at stå overfor din Gud og skaber, eller mangler du stadig at omvende dig fra dig selv, og blive Hans barn? I dag er det stadig nådens dag, omvend dig mens du kan. Giv dit liv til Ham der gav sit liv for dig, da du stadig var langt væk fra Ham. For os der er I Kristus, er der grund til at være glade. Der står i bibelen af vi altid skal glæde os i Herren (Filliperbrevet 4.4). Det skriver Paulus fordi der er grund til at glæde sig. Noget han kunne sige og skrive selvom han tit skrev fra et fængsel. Det var en glæde som ikke byggede på noget ydre, men på at han var blevet et Guds barn, selvom han havde levet som fjende af Gud. For dem der har fundet livet i Kristus er der grund til at glæde sig, men for dem der står alene på dommens dag er der kun evig straf i vente. Hvad enten man hedder Fred Astaire, Michael Jackson, eller hr og fru Jensen.

Men lad os lige se om Ray Comfort er enig med mig i den konklusion.

Categories
Evig dom Kirke Korset Omvendelse Synd

Paul Washer i Randers

I onsdags afholdt Tilbage til bibelen det offentlige møde med Paul Washer. Vi havde ikke brugt en eneste krone på at annoncere mødet, men fik istedet lavet bannere til dem der ønskede at reklamere for mødet på deres egne sider. Dertil var der skabt opmærksomhed på Facebook omkring mødet. Vi havde lejet den største sal i Fritidscentret i Randers, men havde overvejet at tage en af de mindre. Det var godt vi ikke gjorde det. For allerede et kvarter før mødet startede var der halvfyldt i salen. Og ved mødets start var der fyldt godt og grundigt op, så vi kunne ikke have været i noget mindre. Det var interessant at finde ud af at folk kom alle mulige steder fra. Det var ikke en bestemt kirkeretnings folk der kom, på trods af at Paul Washer ikke lægger skjul på at han er baptist. Folk kom ganske enkelt for at høre evangeliet, eller fordi de var inviteret af nogen som ønskede de skulle høre evangeliet.

Synd, dom og retfærdighed
Paul Washer skar det ud i pap for os, at vi er forbrydere som fortjener evig straf. Først da han havde vist dette klart og tydeligt, gik han videre og viste hvad det var der skete på korset. Det er også den rigtige rækkefølge. Alt for mange gange taler vi om korset, men uden at forstå eller forklare hvorfor der var brug for Jesu stedfortrædende død på det kors. Det blev glimrende forklaret denne gang. Det var ikke et budskab som kildede i ørerne på folk. Efter mødet viste det sig også at der i særlig grad var to typer af reaktioner. Dem der var glade og taknemmelige for at mødet blev afholdt, og som sagde “gid det var det her der blev prædiket i kirken i stedet for”. Dem var der til gengæld også rigtig mange af. Men så var der også dem der bare ville ud hurtigst muligt, fordi de var vrede og ikke brød sig om at få at vide at der ikke var noget i dem der gjorde dem bedre end andre. Det var folk som anså sig selv som gode mennesker, men reelt set var selvretfærdige. De ville gerne have korset, men ikke det kors der blev forkyndt den aften. De ville godt have et symbolsk kors, men ikke et kors som viser at vi alle er forbrydere der fortjener evig straf. Det var det samme problem som farisæerne under Jesu tid også havde. De brød sig ikke om at Jesus afslørede deres synd. De ville hellere være gode i deres egne og andres menneskers øjne. Der var dog også en tredie gruppe, som kom for at høre Paul Washer og som havde brug for tid til at tænke over det. Og det skal der bestemt også være plads til.

Mødet blev optaget på video, og vil blive lagt på nettet senere. Det vil ske på Tilbage til bibelens hjemmeside. Møderne fra Lejren vil også blive lagt på med tiden. Både som video og som mp3. De vil sandsynligvis også blive at se på denne side. Vi overvejer at få dem brændt på DVD også, men til en symbolsk pris, hvor alle burde kunne være med. Noget vi meget gerne vil er at få lavet en god udgave at mødet onsdag aften som vi kan bruge til at give ud. Når det engang er færdiggjort vil jeg fortælle mere om den, og hvordan den kan bruges effektivt.

Categories
Evangelisation Evig dom Hvem er Gud? Kirke Livet som kristen Omvendelse

Tozer taler profetisk ind i vores tid

Selvom A. W. Tozer døde tilbage i 1963, er hans budskaber stadig relevante. Det er som om de har profetisk styrke over sig, når man ser på kirken af i dag. Men særlig når jeg kigger på en stor del af de kirkelige sommerstævner som er rundt omkring i landet lige nu, synes jeg desværre det passer alt for godt til det Tozer siger her:

”Kristus kalder mennesker til at bære deres kors; vi kalder dem til at have det sjovt i Hans navn. Han kalder os til at forsage verden; vi forsikrer dem om, at hvis blot de accepterer Jesus, ligger verden for deres fødder.

Han kalder os til at lide; vi kalder dem til at nyde al den spidsborgerlige komfort, som den moderne civilisation tilbyder. Han kalder os til selv-fornægtelse og død; vi kalder dem til at folde sig ud som grønne laurbærtræer og måske endda til at blive stjerner i en ynkværdig, femterangs religions-cyklus.”

Taget fra Nyt i natten.

Læs mere af Tozer om korset på dette link.

Categories
Evig dom Himlen Korset Omvendelse

Men jeg var der jo selv

Da Jesus blev korsfæstet blev han sat mellem to røvere. Den ene havde gudsfrygt og omvendte sig på korset. Det var til ham at Jesus sagde:

“Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis.” Lukas 23.43

Den anden derimod hånede Jesus. På et tidspunkt hvor han var sikker på at han snart skulle dø, valgte han at håne Guds hellige enbårne søn. Det gjorde han istedet for at erkende at han havde brug for at få sin sag i orden med Gud. Da han døde og slog sine øjne op i dødsriget, eller Helvede som det også kaldes, må det have været, og stadig være helt forfærdeligt at tænke på hvor tæt han var på frelseren. Tænk at vågne op i Helvede og finde ud af at den eneste der overhovedet havde mulighed for at redde ham fra det sted, det var den selvsamme mand som han hånede da han selv led døden på et kors. Så tæt på var han, og dog så langt fra.

Gråd og tænderskæren
Helvede er det sted som Jesus omtaler som stedet hvor der er gråd og tænderskæren. At det netop er gråd og tænderskæren som høres i Helvede, viser os hvad det er for en mental tilstand folk er i der. Det er en tilstand af frustration og fortvivlelse. De græder over deres dom, over deres smerte, og skærer tinder i anger over alle de gange som de fik mulighed for at omvende sig. Disse to finder vi når folk er i frustration og fortvivlelse. For der tænker de på alle de gange som Gud kaldte på dem, og de sagde nej. Helvede er stedet uden håb, men hvor det samtidig vil stå soleklart alle de gange man havde mulighed for at omvende sig. Alle de gange hvor Gud viste at Han ikke ønskede at sende dem derhen, men ville gøre det, hvis de ikke modtog Hans retfærdighed i Kristus Jesus.

Hvor lang tid endnu?
Sådan har røveren som hånede Jesus haft det i snart 2000 år nu, og det vil fortsætte 2000 år mere, og efter dem vil det bare fortsætte og fortsætte og fortsætte. I al den tid vil han græde og skære sine tænder i fortvivlelse og frustration over at HAN JO VAR DER SELV. Han så Ham dø, han hørte Ham tale, han så Guds egen søn blive knust på korset af Guds vrede, og det rørte ham ikke. Han tog ikke imod muligheden for omvendelse, da han endelig stod med den. Det vil han bruge evigheden på at blive mindet om. Den anden røver, fandt evigt liv hos Gud i Jesus. Han tog imod Guds nåde, da han havde muligheden. Begge oplevede de Jesus, men kun en af dem modtog den gave som Han havde til dem. En tog imod den med glæde, og er i dag hos Jesus. Den anden græder og skærer sine tænder i dag, fordi han ikke tog imod den.

Categories
Bibelen Evangelisation Evig dom Hvem er Gud? Livet som kristen Omvendelse Overfladisk kristendom Uncategorized

Gud holder fest 6 Er du kaldet eller udvalgt?

”Da sagde kongen til sine tjenere: Bind hænder og fødder på ham og kast ham ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren.” Mattæus 22.13

Vi skal ikke glemme at den samme konge som her lader manden blive bundet og kastet ud i mørket, var den samme konge som havde inviteret folk. Han ønskede virkelig at få folk med til festen. Dette inkluderer den samme mand som han nu lader smide ud. Men manden er en forbryder. Han er kommet ind på de forkerte vilkår, og han har ikke noget at sige til sit forsvar. Nogen mener (bl.a. Spurgeon) at manden var der kun for at få del i festens velsignelser, som mad drikke og underholdning, men han var ikke parat til at betale den pris som det kostede at komme med. En pris som betød at man ikke kunne komme i sit eget tøj. Eller i sin egen retfærdighed som flere har tolket det til. Men nu kommer så det berømte vers, som mange har undret sig over:

” Thi mange er kaldet, men få er udvalgt.” Mattæus 22.14

Der er nu ikke så meget at undre sig over, for vi skal forstå denne sætning i lyset af lignelsen. Mange er kaldet, står der, og det var også det der skete i lignelsen. Alle blev kaldet til at komme med til bryllupsfesten. Der var ikke nogen iblandt folket som kongen ønskede ikke skulle med. Dette er i fuld overenstemmelse med Joels bog 3.1.

” Det skal ske derefter:Jeg vil udgyde min ånd over alle mennesker.”

Hvilket vi også skal læse sammen med det Jesus siger i Johannes 6.44:

”Ingen kan komme til mig, hvis ikke Faderen, som har sendt mig, drager ham, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag.”

INGEN
Det er altså tydeligt at ingen kan komme til Jesus hvis ikke man er inviteret af Gud, men samtidig også tydeligt at Gud vil invitere alle. De ting hænger nøje sammen. Gud vil invitere alle, samtidig med at det kun er muligt at komme når man bliver inviteret. Man kan ikke komme i egen kraft, eller efter egen beslutning. Men det er til gengæld op til folk selv hvordan de vil behandle invitationen. Vi bestemmer selv om man vil komme sådan som Gud inviterer os, eller om man vil forsøge at komme til Gud på sin egen måde, eller bare ikke komme. For det var de tre muligheder vi så i lignelsen. Der var nogen som ikke ville komme, og der var en som forsøgte at komme ind på egen hånd. Men vi så også at der var mange som var kommet til festen på de rigtige præmisser. Folk som kongen gik rundt og hilste på. Dem der var kommet ind af den rigtige dør, og som havde taget det udvalgte festtøj på.

Hvem er kaldet, og hvem er udvalgt?
Så dem der var kaldet, var alle dem som kongen inviterede. Dvs i vores verden er det alle mennesker der er kaldet, for Gud vil på et tidspunkt drage på dem, og invitere dem ind til Ham. Men det er ikke alle der vil tage imod det kald, eller tage imod kaldet sådan som Gud har kaldet en. Dem der handler sådan, er kun kaldet. De udvalgte derimod er dem der tager imod kaldet. Dem som siger; ”Ja jeg vil gerne komme til festen, ja jeg vil gerne tage det festtøj på som kræves for at være med til festen”. Det er dem som erkender deres behov for at omvende sig og iklæde sig Jesu retfærdighed. Dem som vil leve deres liv i Kristus, og ikke forlade sig på dem selv, eller deres egen retfærdighed (eller mangel på samme). Hvem der er udvalgt er altså op til os. Det er os der skal finde ud af om vi vil være Guds udvalgte, eller om vi blot vil nøjes med at være kaldet. Vil vi tage imod kaldet når det kommer, eller vil vi afvise det? At være en kristen handler ikke kun om at opleve at Gud taler til en. Det handler om at man har valgt at gøre hvad Han beder os om, og Han har bedt os om at omvende os og give vore liv til Hans søn som led vores straf, da han døde på Golgatas kors.

Se de foregående afsnit på disse links:
Første del

Anden del

Tredie del

Fjerde del

Femte del

Categories
Bibelen Evig dom Falsk Lære Hvem er Gud? Omvendelse

Gud holder fest 5 Hvordan kom du ind?

Som jeg skrev i sidste afsnit om Jesu lignelse om bryllupsfesten, så spurgte kongen gæsten i det forkerte tøj, hvordan han dog var kommet ind til festen. For det var ikke meningen at man skulle kunne komme ind til festen, hvis man ikke havde modtaget bryllupsklædning ved indgangen. Men gæsten tav står der. Han var altså kommet ind til festen under de forkerte vilkår. Vi ved ikke præcist hvordan han var kommet ind, og det er heller ikke meningen vi skal vide hvordan det skete. For vores fokus skal ikke være på en bestemt forkert måde at komme ind til festen på. Det som Jesus vil have vi finder ud af her, er at der kun er eén måde at komme ind til festen på. Alle andre måder er forkerte, ligegyldig hvad vi siger, og hvad vore traditioner siger. Derfor er det af kollosal stor vigtighed at finde ud af hvad den rigtige måde er at komme i Himmelen på. Og det har vi fået at vide af Jesus selv, i Hans første ord i Markus-evangeliet 1.15:

“Tiden er inde, Guds rige er kommet nær; omvend jer og tro på evangeliet!”

Uden omvendelse kan man ikke komme ind i himmelen, for Gud tager ikke imod en der kommer i egen kraft, men kun dem som kommer i erkendelse af deres egen elendighed og magtesløshed. Et sønderbrudt hjerte tager Gud imod. Dette ville jeg godt uddybe, men det må vente til en anden gang. Men det betyder også at mange af dem som kalder sig kristne i dag, men ikke er omvendte, ifølge bibelen og Jesus, ikke tilhører Gud. Det kan godt være at kirken vil kalde dem kristne. Det kan godt være at præsten også vil kalde dem kristne. Men hvis ikke at man har omvendt sig fra sig selv, og har givet sit liv til Jesus og Han er Herre i ens liv, så er man ikke en kristen.

Der er folk i kirkerne som i dag siger at det der med omvendelse, det er sådan noget gammeldags noget. De tror det er nok at bede Jesus om at komme ind i sit hjerte. De tror at det er nok at tilhøre en kirke. De tror det er nok at de er blevet døbt engang, hvad enten det var som barn, teenager eller voksen. De tror det er nok at komme i kirken jævnligt og betale sin tiende, eller kirkeskat. De tror det er nok at de forsøger at være gode mennesker. Men de tager frygtelig fejl, fordi bibelen klart og tydeligt viser os at uden omvendelse, uden at være blevet født på ny, er det slet ikke muligt at komme ind i Guds rige. Det var sådan en person kongen havde at gøre med til festen, som Jesus omtaler i lignelsen. Gæsten havde sin egen mening om hvordan han kunne komme med til festen. Ja det kan endda være at han fulgte andres råd om hvordan han kunne komme med til festen. Men det var og er kongen der bestemmer hvordan man kan komme med til denne fest. For det er kongen der er autoriteten.

Hvis du vil med til Guds fest, så kan det kun lade sig gøre hvis du har omvendt dig, og lever dit liv i Kristus Jesus. Hvis dit liv ikke længere tilhører dig selv, men tilhører Ham der tog din synd og straf på korset, så tilhører du Gud. Dem som tilhører Ham er også dem som Jesus vil pege på og sige MIN til, når Han kommer igen. Men dem som ikke tilhører Ham, for dem vil der kun være evig straf i Helvede. Ikke fordi Han ønsker at sende dem derned. Men fordi de ikke tog imod nåden på den måde som Han havde bestemt, at man skulle tage imod nåden. De anså dem selv og deres egen forståelse af hvordan man blev frelst for at være en autoritet, istedetfor at erkende at Guds åbenbarede ord er en større autoritet end dem selv.

Se de foregående afsnit på disse links:
Første del

Anden del

Tredie del

Fjerde del

Categories
Bibelen Hvem er Gud? Livet som kristen Omvendelse

Gud holder fest 4 Bryllupstøj

Da kongen kommer hen til manden som ikke havde bryllupstøj på sagde kongen til ham:

“Min ven, hvordan er du kommet ind uden bryllupsklæder?” Mattæus 22.12

Det er interessant at manden som vi ved bagefter bliver smidt ud af festen, og ud i mørket hvor der er gråd og tænderskæren, bliver tiltalt som “min ven”. Kongen har ikke noget had til gæsten, han har ikke noget ønske om at gæsten ikke kan være med, for hvis det var tilfældet, så ville han ikke tiltale denne gæst som ven. Alligevel kan denne gæst ikke være med til festen, og svaret på dette ligger også i dette vers. For kongen spørger hvordan han dog er kommet ind uden bryllupsklæder. Som jeg skrev sidste gang, så var det kongen selv som sørgede for at de indbudte fik bryllupsklæder på. Når det skete så fik man sine klæder udleveret et bestemt sted. Mange bibellærere mener at det sted hvor man fik bryllupsklæderne, også var der hvor man kom ind til festen. Indgangen og udleveringen af bryllupsklæderne hang altså sammen.

Det er derfor kongen undrer sig over at denne mand er kommet ind. For hvordan skulle han dog kunne det, når han ikke havde bryllupsklædning på? Han må være kommet ind på en anden måde, for indgangen kom man kun ind af, ved at tage de nye klæder på. Vi har altså at gøre med en der er kommet uretmæssigt ind. Jesus siger om dem der gør sådan i Johannes 10.1:

“Den, der ikke går ind i fårefolden gennem døren, men klatrer over et andet sted, han er en tyv og en røver.”

Så selv om kongen kaldte gæsten “min ven” så var han reelt set en tyv og en røver, for han var kommet ind på falske præmisser. Derfor kaster kongen ham ud i mørket, fordi det er en retfærdig konge. Han kan ikke have tyve og røvere til sin fest. Han ville gerne have denne mand med til festen (eftersom han sagde “min ven” til ham. Men kom man på andre måder end den som kongen havde gjort mulig, så blev man anset for en tyv og røver, og her er kongen konsekvent. Men hvad var det så for klæder man skulle have på? For at kunne forstå dette, må vi se om vi kan finde andre steder i bibelen som ligner det vi ser her. Det kan vi heldigvis finde rigtig mange steder. Særlig i Johannes åbenbaringen, kan jeg fortælle interesserede. Men et sted som viser det meget klart er i Mattæus 3.8-10, hvor Johannes Døberen siger til farisæerne og saddukæerne der kom for at blive døbt:

“Så bær da den frugt, som omvendelsen kræver,  og tro ikke, at I kan sige ved jer selv: Vi har Abraham til fader. For jeg siger jer: Gud kan opvække børn til Abraham af stenene dér. Øksen ligger allerede ved træernes rod, og hvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden.”

Johannes Døberen taler om konsekvens ved ikke at bære frugt. Den samme konsekvens som vi ser i lignelsen. Dertil taler han også om at det at følge Gud, har en konsekvens i vore nuværende liv. Nemlig at vi har omvendt os og bærer frugt. Og her er vi ved pointen. Den klædning som Gud vil have at Hans børn har på er den omvendelsesklædning som Han giver til dem der vil modtage Ham. For omvendelsen er ikke noget vi kan påføre os i egen kraft. Det er Guds værk. Det er Ham der giver den, og os der får mulighed for at tage imod den. Men dem som ikke tager imod den, vil opleve konsekvensen af ikke at have taget imod omvendelsens nådegave. Det er dem som bare vil have del i festens indhold. De vil have maden, de vil have vinen, de vil feste og have det sjovt. Men de vil ikke vise kongen ære ved at tage den festklædning på som han forlangte at folk skulle have på.  Hvem er disse mennesker, og hvordan kan vi kende dem i vores tid, vil jeg bl.a. komme ind på næste gang.

Se de foregående afsnit på disse links:

Første del

Anden del

Tredie del