Category: Musik

Categories
Musik

lovsang 5 Smittende lovsang

Jeg kan huske lovsangen fra den første kirke jeg kom i, dengang jeg var nyfrelst. Den var noget speciel, set i forhold til den lovsang man ser mange steder i dag. For dem der stod for den, var omkring de 60 år. De var ikke særlig gode til at synge, mindst en af dem sang ret skingert og samtidig lidt falsk. Musikerne var heller ikke nogen som havde fået tilbud om pladekontrakter, men de kunne da finde ud af at slå en F-dur an på strengene.

Alligevel var det en fantastisk lovsang vi havde. For dem der stod for lovsangen var udvalgt efter et bibelsk princip som er altafgørende for om Guds velsignelse er over deres arbejde. De var fyldt af Guds ånd (se bl.a. apostlenes gerninger 6.3 og anden mosebog 31.3). De havde en brand efter at gøre Guds vilje, og var dybt taknemmelige af hjertet for at Jesus havde frelst dem. Disse lovsangere havde den rigtige indstilling til at synge til Gud. Det kan godt være at det ikke lød særlig godt, og der ville ikke være de store chancer for at de nogensinde ville udgive en lovsangs-cd. Men den kærlighed som de havde til Gud, var smittende.

Det var langt at foretrække at det var disse folk som stod foran i lovsangstjenesten, på trods af at vi sikkert kunne finde nogle bedre sangere i kirken. For det var ikke muligt at finde folk der brændte mere for Jesus. Hvis vi havde sat nogle på som ikke havde en stærk brand for Jesus, men blot var gode sangere, så ville vi måske synes det lød godt. Men det ville ikke være smittende på en god måde.

Dette skriver jeg ikke for at underkende at man bruger gode musikere og sangere i kirken til dette. Men hvis de ikke først og fremmest er indsat på grundlag af at de er fyldt af Guds ånd, og deres liv viser at de elsker og tjener Ham, så er det den forkerte prioritet de er blevet indsat i tjenesten på. Lovsangere og andre tjenester i menighederne skal indsættes på grundlag af deres liv med Gud, og først derefter på deres kompetencebaggrund. For i Guds øjne er kompetencer sekundært, men hjertets indstilling til Ham er primært. Specielt når det drejer sig om indsættelse af tjenester.

Categories
Livet som kristen Musik

Lovsang 4 Gæsteskribent Peter Rasmussen om Guds nærvær

En ting jeg har tænkt meget over er “Guds Nærvær” i lovsang. Jeg ved stadig ikke helt hvad jeg mener om dette, men her er et par tanker. Jeg kan på kort tid få “Guds nærvær” til at komme med min guitar. Dvs, folk vil i hvertfald fortælle mig at det er Guds nærvær. Det kræver egentlig blot at jeg synger en mere stille sang som “I could sing of your love forever” i E-dur nogle gange i gennem. Nærværet kommer ikke helt ligeså meget hvis jeg spiller sangen i F-dur eller C-dur, det kommer mest i E-dur og måske D-dur. Hvis du virkelig vil fjerne nærværet skal du bare spille noget i mol. Total nærværs-dræber.

Se, jeg tror ofte at vi kalder en god stemning for “Guds nærvær”, uden at det som sådan er Guds nærvær mere end det er til stede på alle andre tidpunkter af døgnet. Gud er allestedsnærværrende, basta. Men kommer han mere nær af at vi synger en sang i E-dur end i F-dur?
Jeg tror faktisk godt at Gud kan have et stærkere nærvær til en Gudstjeneste end andre. Men jeg tror kun det sker sjældent. Fx. her når Paulus beskriver for Kong Agrippa hvordan Jesus kom “nær” i apg 26:13-15

“Undervejs, konge, så jeg midt om dagen et lys fra himlen stråle om mig og mine ledsagere, et lys med stærkere glans end solens. Vi faldt alle til jorden, og jeg hørte en røst tale til mig på hebraisk: Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig? Det bliver hårdt for dig at stampe mod brodden. Jeg spurgte: Hvem er du, Herre? Og Herren svarede: Jeg er Jesus, som du forfølger.”

Dette og få andre steder kan jeg finde hvor man kan sige at Jesu “nærvær” kommer. Men folk falder altid ned i ærefrygt og det er ganske dramatisk. Det jo ikke just det samme som det vi kalder Guds nærvær i dag. Guds nærvær i dag, er en slags speciel følelse man kan mærke efter en masse hurtige sange og så nogle få stille “tilbedelsessange”. Men noget jeg har lagt mærke til er at jeg selv kan få den samme følelse ved at høre  på noget ikke-kristent instrumental musik, eller når jeg ser en meget forløsende scene i en ellers verdslig film. Der er en grund til at New-age bevægelsen samt hospitaler bruger musik som et behandlingsredskab. Fordi det virker og kan åbne op for ens sind, for at modtage behandling, guiding mm.

Men jeg siger ikke at vi af denne grund ikke skal lave eller arrangere musikken så vi ikke får disse meget fredfyldte oplevelser med musikken. Jeg syntes bare vi skal ændre vores sprog. Lad være med at omtale “Guds nærvær” som noget der kan komme og gå i forhold til musikken.
Musikken kan gøre os meget fredsfyldte – fordi sådan har Gud konstrueret musikken. Til vores velsignelse og til at prise ham med. Og det er fint nok, vi skal ikke være bange for at musikken kan åbne vores følelses-sluser. Jeg tror også at musikken kan være med til at åbne vores øre mere til Guds stemme, da vi jo reelt set bliver mere fokuseret i denne tilstand.

Se bl.a. her i 1 sam. 16:23 hvordan Kong Saul fik David til at spille harpe for ham og hvad der skete:
“Hver gang den onde ånd fra Gud kom over Saul, greb David sin citer og spillede. Så fandt Saul lindring og fik det godt, for den onde ånd forlod ham.”
Hvordan dette skal forstås helt præcist ved jeg ikke, men det viser i hvertfald at der er en åndelig dimension i musikken. Vi skal bare lade være med at udnytte det og kalde det for “Guds  nærvær” hvis det i virkelighedeni bare er en meget god atmosfære, hvori vi synger til Gud. Og så lad være med at bruge denne atmosfære når der skal gives gaver. For mig og se er det manipulering at bede folk om at give når de ikke tænker helt klart og det er også specielt dette vi bliver kritiseret for som karismatiske kristne, at følelsesmanipulere folk. Gud kan sagtens “lægge et beløb på dit hjerte” inden lovsangen er gået i gang.

Tilsidst. Jeg fandt forleden ud af hvad bibelen fortæller om ægte tilbedelse i Jakob 1:27: En ren og ægte gudsdyrkelse er, for Gud, vor Fader, at tage sig af faderløse og enker i deres nød og bevare sig selv uplettet af verden.

Så før vi tilbeder med musik og sang, må vi søge at leve et liv i omvendelse, et liv uplettet af denne verden og hvor vi søger at elske mennesker i handling og ved forkyndelsen af hans evangelium.

Categories
Musik

Lovsang 3 Gæsteskribent Peter Rasmussen

(Red. Da jeg startede denne serie, åbnede jeg op for at andre kunne skrive indlæg om lovsang her på bloggen. Indtil videre har jeg fået noget ret interessant sendt fra en ung mand ved navn Ivan, der har været involveret i lovsang. Jeg synes at Peter kommer med nogle interessante vinkler på emnet, som bestemt er værd at lægge på bloggen her. Jeg har delt hans indlæg op i to dele. Sidste del som omhandler Guds nærvær, kommer på i morgen.) 

Hvad er lovsang?
Jeg har tit, når jeg har stået overfor kirkefremmede og skal forklare hvad lovsang er, sagt at “det er det samme som en gammeldags salme, bare med mere gang i den. Trommer og elguitar mm.. Det er en sang hvor vi synger vores tak til Gud for hvad han har gjort.” Og dette er jo i dagens forståelse også korrekt. At en lovsang er en takke sang til Gud og/eller beskrivelse af hans storhed, i forhold til det man læser i salmerne.
Men i dag er der mange såkaldte “lovsange” som jeg har meget svært ved at synge. Mange sange handler i dag mere om hvor meget Gud holder af MIG, trøster mig, holder mig (i hans arme, hånd, holder “om” mig,) han kysser mig mm. En linie i en populær dansk lovsang siger “lad mig mærke himlens kys – jeg længes Gud…”
En anden sang jeg hørte, havde et omkvæd der gik “God is soooo in love with me, God is sooo in love with me…”.

Nu er det ikke for at fornærme nogen, men der er så mange lovsange i dag som ligesågodt kunne være en kærlighedssang til ens ægtefælle. Og ja, godt nok er kirken “Jesu brud” i åbenbaringsbogen, men det betyder altså ikke at vi derfor skal have et romantisk forhold til ham. Jeg får det rigtig dårligt når disse sange bliver spillet. Min fornemmelse er at der er rigtig mange kvindelige lovsangsskrivere der har et meget ubalanceret billede af Herren. No wonder at der ikke er flere fyre i kirkerne, når vi ikke tør synge om en almægtig, retfærdig, og uafhængig Gud. Det er som om at Ham vi synger om,  virkelig har brug for os – Men nej det har han da ikke! Om Gud så var den eneste i universet ville han ikke have brug for os. Ja, han elsker os, og har udvalgt os, men lad os da få lidt balance i beskrivelsen af universets skaber.

En del af grunden til at vi tit synger sange som egentlig rent teologiske er lidt hen i vejret, er at folk ikke forstår hvad de synger. De forstår ihvertfald ikke sammenhængene i sangen. I dag er der omkring i kirkerne (har mest erfaring med frikirker) en tendens til blandt de unge at størstedelen af sangene skal være på engelsk. Og de må meget gerne være skrevet i Australien af Hillsongs ungdomsband.
Som sådan kan jeg faktisk godt lide det meste af deres musik og syntes det er teologisk korrekt, men der er et problem. Lovsangsbands går tit ud fra at alle folk i en forsamling taler og forstår engelsk rigtig godt.
Dette er bare forkert. Jeg har TIT været sammen med folk efter en lovsangsgudstjeneste og spurgt dem hvad de syntes om musikken. “Jo, det lød meget godt, men jeg kunne ikke rigtig forstå teksten, da det var på engelsk”.
Jeg har intet imod at tekster er dybe og avancerede, men hvorfor skal det absolut foregå på engelsk, når vi nu er danskere og taler dansk i Danmark? Ved godt det ikke lyder ligeså fedt eller smart at synge på dansk – men hvem synger vi til? Gud? Os selv? Publikum? Jeg tror Gud hellere vil have 5 banale takkeord fra hjertet end 100 ord vi bare fyrer af uden at forstå hvad vi synger.

Og det leder så til min næste tanke. Hvem synger vi til og for?
Jeg har faktisk tit tænkt over om man kunne afskærme et lovsangsband eller måske putte dem i dåbsgraven når de skal spille. Ligesom man gør når man er i teateret så fokus kan være på stykket i stedet for orkesteret. Et lovsangsband  er tit i dag på scenen som et hvilketsomhelst andet band. Masser af farvet lys, røgmaskine mm. Og ja, der er en powerpoint med tekster i midten, men hvis man ikke passer på så bliver fokus hurtigt på bandet og ikke om at synge til Gud. Fx. “soloer” til en lovsangsgudstjeneste. Hvad skal det til for, at Brian kan fyre en fed (eller knap så fed) el-guitar solo af under en lovsang? Det kan de gøre til en normal koncert, men til et møde hvor man er der for at prise Gud?
Man kan sige hvad man vil, men jeg har flere gange kommet ud fra en lovsangsgudstjeneste og hørt både piger og drenge snakke om hvor fascineret de var af -ikke Gud, men af el-guitaristen, hende den lyshårede sangfugl, lysshowet mm.

Categories
Musik Overfladisk kristendom

Lovsang 2:Skal lovsang være overfladisk, eller må det have et teologisk indhold?

I denne anden del af serien skal vi høre lidt hvad nogle anerkendte pastorer siger om moderne lovsang. Det er særlig R C Sproul og John MacArthur som har nogle interesante synspunkter her. Læg mærke til at de ikke på nogen måde taler imod lovsang. Men om lovsangenes indhold og form, og om der ikke burde være mere at hente i dem. Det er faktisk en meget afbalanceret snak de har, og de kommer godt rundt om emnet på de fire minutter klippet varer. Jeg så denne video for første gang for ca tre måneder siden. Men den har ligget i mit baghovedet og arbejdet siden da, og derfor vil jeg gerne dele den med jer her.

Categories
Bibelen Musik

Lovsang 1

Lovsang afviger så vidt jeg kan se fra salmer, ved at de er mere lovprisende end de er forkyndende. En salme har en forkyndelse over sig som handler om hvem Gud er. En salme kan have et dybt teologisk indhold og være en form for beskrivelse af Guds storhed, Guds kærlighed, Guds nåde o.l. En lovsang er en slags pris til Gud (hvilket en salme også kan være). Hvis man skal se den første lovsang der var i bibelen, så sker det i anden mosebog 15. Der har Moses og Jøderne lige gået igennem Sivhavet (eller det røde hav, som der stod før) og er blevet reddet fra ægypternes krigsvogne som Gud har dræbt i bølgerne. Da de ser at de er reddet, bryder de ud i lovsang.

“Jeg vil synge for Herren,
      for han er højt ophøjet,
      heste og ryttere
      styrtede han i havet.

      Herren er min styrke og lovsang,
      han blev min frelse.
      Han er min Gud, ham vil jeg prise,
      min faders Gud, ham vil jeg hylde.”

Lovsangen her blev sunget fordi Jøderne kunne se at Gud havde udfriet dem. Han havde frelst dem fra døden. Den onde overmagt som havde haft herredømmet over dem i så mange år, var tilintetgjort. Der var med andre ord grund til sang og dans. Der var noget at fejre.

Så set udfra den første nedskrevne lovsang, så handler lovsang om at takke og prise Gud for at Han har reddet os. Vi er ikke reddet pga vores godhed. Men på trods af vores ondskab har Gud reddet os, og hvis Han ikke havde reddet os, så var det evig ild der ville være vores fremtid istedet. Vi har altså virkelig noget at takke Gud for. Denne taknemmelighed eller taksigelse, er basis for vores lovsang.
En anden ting vi ser ved den lovsang Israelitterne sang her, var at den var stærkt rettet mod Gud. Den handler ikke ret meget om Israelitterne. De takker Gud af hele deres hjerte, og giver Ham det fulde fokus.

Så hvis vi ser på denne lovsang og sammenligner den med meget af den lovsang vi har i dag. Er vi så i overenstemmelse med ur-lovsangen eller har vi rykket os for meget. Det kan vi måske se på næste gang.

Categories
Kirke Musik

Det der med lovsang

Jeg tænker ofte over den lovsang som der bliver sunget i mange kirker i dag. Det er som om den mangler noget. Der er ikke megen fokus på Guds dybder, frelsen, Jesu dyrebare offer på korset m.m. Jo det sker da at lovsange kommer ind på disse områder, men det er efterhånden ret sjældent. Jeg læste på en anden blog med det underlige navn Nederen, at der var andre der havde tænkt lignende tanker. Forfatteren ved navn Brian Nissen som vistnok kommer i lutherske kredse skrev:

“mange jager stemningen og følelesen i lovsangen mere, end de søger Gud selv. Lovsangen som på en eller anden måde skulle udgøre flødeskummet på lagkagen i vores tro på og forhold til Gud, ja – det bliver på en eller anden underlig måde tit gjort til fundament for oplevelsen af Guds nærvær – og som afgørende for, at den enkeltes tro næres. Jeg har ofte hørt unge sige, at de savner at deltage i en god gang lovsang, da de føler sig lidt åndelig udtørret…

Hvis man er åndelig udtørret, så er det vist ikke åndelig flødeskum man skal have fat i – men åndelig fuldkost: Guds Ord, bøn og kirkegang med nadver!”Nederen

Det syntes jeg var en god og interessant vinkel. For jeg kan se at der er noget om det. Når vi taler om et godt møde siger vi måske; “Åh der var sådan en god lovsang”, istedet for at tale om forkyndelsen. Så et mødes kvalitet bliver begrundet i hvor god lovsangen er, og ikke i forkyndelsen. Det tyder jo på at Brian Nissen kan have ret i hans påstand om, at lovsangen efterhånden er blevet et fundament for vores oplevelse af Guds nærvær, hvor det faktisk burde være Guds ord og bøn der var fundamentet.

Nissens indlæg skabte også en interessant debat som man kan læse. I en af kommentarerne står der:

“For mig er lovsang noget jeg har i mit hjerte og jeg behøves ikke at være til et lovsangsmøde for at kunne synge lovsange.”

Hvilket også er en spændende og vigtig vinkel på lovsang. Lovsang fra hjertet, må jo hvad enten det foregår i kirken eller alene, være sand lovsang. Lovsang fra hjertet handler ikke om hvor god rytmen er, eller hvor fed basgangen er osv. Sand lovsang handler om at tilbede Gud af hele hjertet.

Okay de trofaste læsere her på bloggen kan nok godt se, at dette indlæg afviger lidt fra de øvrige. Jeg er nemlig lidt splittet i min opfattelse af lovsang. Jeg kan dels godt lide den, men jeg synes også der er for meget af den. Og en stor del af lovsangene har ikke noget særligt teologisk indhold. Så jeg har en lidt ambivalent holdning. Derfor vil jeg starte en ny serie op, som kommer til at omhandle lovsang. Du må meget gerne give dit besyv med. Jeg tror det er et emne hvor det er godt der kommer forskellige vinkler på. For det er heller ikke et emne hvor jeg er sikker på at være vidende nok, til at udtale mig fyldestgørende. Derfor vil jeg også åbne op for at gæster kan skrive indlæg på bloggen om lovsang. Hvis jeg synes det er relevant (og her tror jeg at jeg er ret bred) så vil jeg gerne lægge det på bloggen. Jeg behøver ikke være 100 % enig for at lægge det på, men selvfølgelig rimelig enig. Hvis du vil det, så husk at begræns dig ved ikke at skrive for langt. Hvis du har svært ved det, så del det op i to dele. Hvor meget er for langt tænker du måske? Svaret er at dette indlæg er lige i overkanten, men acceptabelt. Hvis jeg ikke får noget tilsendt så bliver det kun mig der skriver om emnet, og så håber jeg læserne kan få nok ud af det. Men det ville være rart at læse andres vinkler på dette emne.

Så har du noget at give her, så skriv til info@omvendelse.dk. Høber at høre fra dig.

Categories
Musik

En lovsangsleder med nogle rigtig gode reflektioner

Der er måske nogen der tror at jeg slet ikke bryder mig om nyere kristen musik. Det vil jeg hermed affeje. For der bliver bestemt lavet god kristen musik, også i vore dage. Men det bliver produceret der, hvor der også er en ordentlig forståelse af hvem Gud er. En af dem som jeg for nylig er blevet opmærksom på er Bob Kauflin fra Sovereign Grace Ministries. Han er lovsangsleder og forfatter. Det var en fornøjelse at høre ham tale om sand lovsang, som tør fokusere på flere forskellige sider af Gud. Hør ham her i denne 3 minutters video, hvor han fortæller om et af deres albums. Læg mærke til hvor meget fokus han har på Gud, i forhold til alt det andet han også kunne snakke om.

Hvis du har lyst til at høre noget af deres musik, og evt. købe noget af det (nej jeg får ikke procenter), så kan det gøres på www.sovereigngracestore.com.

Categories
Musik

Kan du huske Keith Green?

I 70erne og 80erne var den karismatiske del af kirken meget mere overgiven til Gud. Man vidste hvad Guds ord handlede om, og man var ikke flov over det. Synd var synd, og det kristne liv var et liv i hellighed og omvendelse fra synd. Det skyldtes tro jeg, at man havde gode forbilleder dengang. En af de meste kendte forbilleder var Keith Green. En musiker som virkelig sang og prædikede det sande Guds ord. Se denne video om den fortabte søn, med musik og tekst og sang af Keith Green. Har vore unge i kirkerne forbilleder som Keith Green i dag? Viser de såkaldte kristne musikere i dag den samme overgivelse til Jesus, som Keith Green gjorde? Jeg kender dem ikke nok til at kunne svare på det, men personligt har jeg ikke kendskab til nogen.

NB. Omvendelse.dks serie om de fire evangelier er lidt forsinket. Men det forventes at anden del om Markus-evangeliet kommer her på bloggen i denne weekend.