Categories
Musik

Maranatha koret

Jeg synes det kan være svært at finde god kristen musik i dag. Det er dog muligt, og jeg har før anbefalet musik her på siden. Men denne gang vil jeg gerne spille musik fra dengang jeg var en ung kristen. Det var det musik vi var mange der hørte dengang. Det jeg holdt særligt af ved Maranatha koret var at det var sange der var rettet til Gud. Samtidig havde det en renhed over sig som jeg ville ønske mere kristen musik i dag besad. Men vurder selv, og nyd.

Maranatha Psalms Alive

Categories
Falsk Lære Forvirret lære Mirakler Musik

Foregår der massehypnose til kristne møder?

Istedetfor en prædiken denne lørdag, har jeg valgt at bruge lidt tid på et tabubelagt emne hos mange kristne. Bliver vi udsat for massehypnose til nogle møder? Der er flere der har påstået at det der skete til Todd Bentleys møder, og sker ved møder som Benny Hinns o.l. ikke er en konsekvens af Guds ånd, men en følge af massehypnose. Jeg har selv været skeptisk overfor den tanke i lang tid, men har efter at have undersøgt fænomenet massehypnose, erkendt at der er et problem. Men lad os starte med at finde ud af om massehypnose er muligt.

Derren Brown

Derren Brown er kendt som tv-hypnotisør. Jeg har aldrig set et helt program med ham, da jeg anser det han leger med for at være okkult. Men jeg blev opmærksom på denne video, på en anden hjemmeside. Den viser hvordan Derren Brown massehypnotiserer kunderne i et storcenter til at række hånden op på samme tid. Det er ret fascinerende at se det ske, for man ryster lige på hovedet og tænker hvordan kunne det lade sig gøre. I videoen som jeg har fundet, er der lagt tekster på hvad det er for nogle ord som Derren Brown har plantet i kundernes hoveder, ved at gentage nogle informationer over storcenterets højttalersystem igennem en halv time. Det har været sagt på en måde, som gør at kunderne ikke har lagt meget mærke til, hvad det var han sagde. Men prøv at se videoen før vi går videre.

[display_podcast]

Så hvis vi antager at dette ikke var et tv-trick, og det mener jeg ikke det er pga den research jeg har lavet på området. Så kan vi konkludere at massehypnose er muligt. Men hvordan skete det så? Vi så tre ting som var vigtige. 1) Folk var i et miljø, hvor de i forvejen var nemt påvirkelige. 2) Et budskab blev gentaget og gentaget indtil folk var påvirket. 3) Når folk var blevet påvirket i tilstrækkelig grad, var de i bogstaveligt talt i Derren Browns hænder. De gjorde hvad de havde fået besked på.

Bliver lovsang brugt som massehypnose?
Jeg har før brugt tid på at gennemgå noget af den moderne lovsang vi har i dag. Bl.a. har jeg ikke været særlig flink overfor Hillsong. Årsagen har været at man i Hillsong bruger rigtig meget tid på at lovsynge, hvilket kan være fint nok. Men hvis man kigger indholdet i deres sange igennem, så er det ikke de store teologiske dybder man finder der. Mange af teksterne kunne også ligeså godt foregå i andre religiøse sammenhænge end kristne. Dertil er der rigtig meget gentagelser af teksterne. Jeg har været i Hillsong tre gange, og jeg har endnu ikke hørt evangeliet blive prædiket der (se mere her). Når der endelig kommer en prædikant på, så er folk i en tilstand, hvor det nærmest er ligegyldigt hvad han siger. De tager imod næsten hvad som helst, når de er i den følelsesmæssige tilstand.
Det er det samme der sker i mange af de kirker hvor der også bliver prædiket et andet budskab end det bibelske. Man synger sange uden det store indhold, men som på “en fed måde”, gør at man kommer ind i den rigtige stemning, Samtidig sker det i et miljø, hvor alt er skabt til at påvirke en. Lad os eksempelvis tage Joel Osteens kirke Lakewood.

Der er der en lovsangsleder ved navn Israel Houghton. Han leder lovsangsbandet ved navn Israel Houghton & the New breed. De synger her en sang der hedder “Say so”. Læg mærke til hvor mange gange at sætningerne bliver gentaget efter hinanden. Op til 12 gange bliver den samme sætning gentaget efter hinanden. Læg samtidig mærke til hvor lidt fokus der er på Gud, og hvor meget der er på os mennesker. Dette er ikke en lovsang til Gud, men en lovsang til mennesker. Men det lyder godt. Det er en ørehænger, og det bliver vist også solgt godt i kristne bogbutikker i USA (kommer nok snart i en kristen bogshop i Danmark).
Hvis man synger denne slags sange i tilpas lang tid, og gør det i et miljø som Lakewood church, som Joel Osteen selv siger er skabt til at gøre folk godt tilpasse, så er man et meget nemt offer for massehypnose. Prøv at høre de første tre minutter af denne video. Resten er også interessant at se hvis man vil, men de første tre minutter er nok til at illustrere problemet.

Når man har sunget “I am redeemed” et tilpas antal gange, og andre sange der er ligeså tømte for kristen indhold, så bliver kollektspandene sendt rundt. Det er nemlig et rigtig godt tidspunkt at få den rundt på. Folk er positive og glade, og har ikke noget imod at give til en af de rigeste kirker i USA. Men lad det nu være. Jeg har ikke noget imod at man samler penge ind i kirken, men mener det burde ske under sobre vilkår istedet. Det værste er, at nu kan Joel Osteen komme frem på scenen og prædike fuldstændig ubibelske budskaber til forsamlingen. Folk æder det råt, for at sige det lidt firkantet. Det gør de, fordi mange af dem er sat i en stemning, som gør dem åbne overfor alt hvad Joel Osteen siger.

Helbredelserne
Okay men hvad med alle de helbredelser der skete ved Todd Bentleys møder, og de helbredelser der sker ved Benny Hinns møder, spørger du måske nu. Det ene svar er, at der findes ikke nogen dokumenterede helbredelser. Der er blevet påstået at der er dokumenterede helbredelser, men ingen jornalister eller analytikere har fået noget som helst som er dokumenterbart. Men vi så noget der kunne ligne helbredelser, men som reelt set var adrenalinoplevelser som man kan få, hvis man er under hypnotisk påvirkning. Justin Peters talte om at det var det der skete, da han var her i Danmark i september, og jeg tror vi snart får videoerne på online, så I kan se dem.
Men hvis det virkelig var sådan at Benny Hinn kan helbrede, og det samme med Todd Bentley, hvorfor går de så ikke ind på sygehusene og helbreder folk der? For der er der da masser af syge som gerne vil helbredes. Og her kommer det andet svar. Svaret er ganske enkelt at de to forudsætninger for deres “form for helbredelse”, ikke kan lade sig gøre på sygehusene. Sygehuse har ikke et miljø hvor det er nemt at påvirke folk med massehypnose, og det er heller ikke muligt at skabe følelsesmæssige tilstande ved at gentage de samme ting igen og igen for en stor flok mennesker. Du kan med andre ord ikke skabe den atmosfære på et sygehus, som er nødvendig for at skabe massehypnose.
Men nu hvor du ved dette, gør det det måske nemmere at se denne video med Benny Hinn. For nu bliver det tydeligt at det der sker med disse mennesker, ikke  er noget der sker ved Helligånden, men er en slags massehypnose, hvor folk er i Benny Hinns hænder.

Hvad gjorde Jesus?
Mange kristne er overbeviste om at vi er nødt til at holde vore møder på den måde som jeg har vist eksempler på her. Argumentationen går ofte på, at det skal være spændende at gå til møde, folk skal involveres, folk skal opmuntres. Dem der er tilhængere af helbredelsesmøder, mener også tit at det er nødvendigt at skabe en atmosfære af forventning. En atmosfære som de skaber ved hjælp af massehypnotiske metoder. Men, og her er et stort men, hvorhenne ser vi Jesus stå med et stort lovsangskor, som skulle gøre folk parate til at høre Ham? Hvorhenne ser vi Jesus arbejder på at skabe en bestemt stemning, førend Han begynder at helbrede folk? Svaret er, vi ser det ingen steder. Jesus havde ikke brug for at manipulere miljøet omkring Ham, for at give et klart tydeligt Guds ord, eller for at helbrede dem der var syge. I Mattæus 7.28-29 står der:

“Da Jesus var færdig med denne tale, var skarerne slået af forundring over hans lære; for han underviste dem som en, der har myndighed, og ikke som deres skriftkloge.”

Jesus havde ikke brug for at manipulere med mennesker, for Han talte med myndighed. Forresten så har kristne fået den samme myndighed i dag. Vi er kaldet til at prædike det samme omvendelsesevangelium som Jesus. Hvis vi gør det udfra et klart Guds ord, så taler vi med den samme myndighed som Jesus. Det er ikke en myndighed som behøver blive udøvet under særlige rumforhold, eller særlige gentagelser af sætninger. Brug den myndighed du har fået til at prædike Guds ord som Guds ord er. For der vil du opleve at Gud er trofast og opfylder sine løfter!

Categories
Hvem er Gud? Kirke Musik

Nu skal det være relevant!

Ja du læste rigtigt, nu skal det være relevant her på omvendelse.dk. Jeg vil vise at det godt kan lade sig gøre at være relevant, og samtidig forkynde et klart og tydeligt evangelium. Det betyder at jeg i størstedelen af denne uge, ikke vil skrive som jeg plejer. De emner som jeg ellers er inde på for tiden er udskudt til næste uge. Det vil istedet være indlæg med eksempler på at man godt kan bruge ting fra denne verden til at forkynde evangeliet. Det behøver ikke blive udvandet, af den grund, men har ganske rigtig en tendens dertil. Derfor bliver det også kun en kort tid, at det bliver relevant på omvendelse.dk.

Lad mig lige vise nogle eksempler på hvor forkert kirken går, når vi prøver at være relevant for relevanthedens skyld. Hvis nogle af læserne synes jeg er ved at komme ligeså langt ud i denne uge. Så kontakt mig omgående på info@omvendelse.dk. For så langt ud ønsker jeg på ingen måde at komme.

Denne mand er hoppet på joggingbølgen i firserne. Kunne han ikke bare løbe en tur istedetfor det her?

Og vinderne er
Her er toppen af kransekagen. Sunseed med en sang man skulle tro var lavet som en del af et satireshow. Det lyder som en poppet udgave af en musikstil kaldet skamusic (blanding af reggae og britpop). Det hjælper nu ikke på det, men prøv selv at høre hvad der er gået hen og blevet et youtubehit. Jeg præsenterer den relevante gruppe Sunseed med den relevante sang “Jesus is a friend of mine”.

Categories
Kirke Musik

Lovsangsledere med forkert fokus

Istedet for en prædiken eller lang video denne lørdag, har jeg valgt at vise tre videoer, som burde sætte nogle tanker i gang. De første to er nogle lovsangsvideoer. Den første er fra Granger church, som er den sjettemest indflydelsesrige kirke i USA (det siger de ihvertfald selv de er, men jeg ved ikke hvad jeg skal bruge det til). Det er en usædvanlig behagelig sang, som desværre sætter sig fast i ørerne. Så pas på med at høre for meget af den.

Den anden video er fra Hillsong. Der findes “moderne kristne” som vil kalde videoen et klip fra en gudstjeneste. Jeg kalder det hvad det er, en koncert! Sangen hedder Take it all, og er et hit hos mange unge kristne. Det er rigtig dejligt at stå og chante “Take take take it all. Take take take it all”. Det giver sådan en god atmosfære, og nogen tror at det er Gud der skaber den stemning.

Den sidste video er lavet af en forkynder ved navn Doug Eaton. Han har ti bud på hvordan lovsangsledere kan forhindre kirken, i at gøre det arbejde Gud har kaldet kirken til. Jeg har været med til rigtig mange moderne kristne møder, og det som Doug Eaton siger om lovsangsledelse her, svarer desværre i meget store træk til hvad jeg har set rigtig rigtig mange steder. Og det har bredt sig til også at være et problem i de missionske kredse i dag.
Hvis du kun ser de to første videoer, kan det være at du bare vil synes at det ser da meget godt ud. Men hvis du hører hvad Doug har at sige, så vil du blive udfordret. Men på en sund måde.

Nu hvor du har set videoen, så prøv at tænk over hvor mange af de punkter som Doug kom ind på, som du kunne genkende i de to første videoer. Specielt den med, vær følelsesmæssig for følelsernes skyld, og den med sørg for at der kommer fokus på dig, var dem jeg synes var fremtrædende.

Categories
Kirke Musik

En kirke der tror på venskab med verden

Jeg ved ikke hvorfor jeg skal læse den her slags i frikirkebladet Domino, og jeg vil også rette henvendelse om det. Men i Domino står der i denne måned en særdeles positiv artiken om den tåbelige Åbenkirke i Herning som har valgt at holde heavy metal koncert i kirken. Det er vel at mærke en heavy metal koncert som er en blanding af ikke-kristne heavy bands og nogle som angiveligt er kristne metal bands. Dertil har man samarejdet med en muslim om arrangementet.

Argumentationen for arrangementet er mildt sagt latterligt. Tovholderen for arrangementet Esben Jensen udtalte:

“Jeg tror de vil få en oplevelse af, at dørtærskelen til kirken bliver sænket til i forhold til, hvad de forestiller sig, man kan lave i en kirke.”

Jeg kan ikke se nogensomhelst bibelsk begrundelse for arrangementet i hverken denne udtalelse, eller nogen af de andre argumenter som der kom frem i artiklen. Der har været nogen som har beklaget sig over at kirken lukke en dæmonisk ånd ind i kirken ved at afholde dette arrangement. Om det sker eller ej, skal jeg ikke udtale mig om. Men jeg ved dette at venskab med verden er fjendskab med Gud (Jakob 4.4). På dette område er bibelen meget klar, og hvis vi ikke kan tage det alvorligt, så kan vi heller ikke tage Gud alvorligt. Det er hvad der er sket her, en kirke som ikke tager Gud alvorligt, fordi de ikke tager Hans ord alvorligt. Og nej, det betyder ikke at vi skal lade være med at være sammen med folk fra denne verden. Vi skal jo ikke leve isoleret. Men det er ikke kirkens opgave, at lukke verden ind i kirken, tværtimod.

Jeg kan huske dengang jeg studerede, der var der en af mine venner som var DJ. Han kendte godt kirken som jeg kom i, og syntes den havde nogle fede musikmuligheder. Han spurgte mig engang om han ikke kunne leje kirken til et technorave. Inden jeg fik nået at give ham et svar, havde en af mine andre ufrelste venner allerede svaret ham. Det lød cirka sådan her:

“Hvad tænker du dog på, er du ikke klar over at det er en kirke, du kan da ikke holde sådan noget i en kirke”

Hvad der nogenlunde svarede til det jeg skulle til at svare, bare lidt pænere. Men her havde jeg faktisk en ikke-kristen ven, som var mere klog end lederskabet i ovennævnte kirke. For det er en kirke som ikke kan se at det her er forkert, ubibelsk og en deroute mod noget, som man ikke kan styre.

Det her ligner en kirke der har prostitueret sig selv, fordi man ønskede at verden skulle kunne lide en. Man ville hellere have anseelse fra verdens øjne, end anseelse fra Gud. Hvad mon de ikke-kristne heavybands tænker om kirken i Herning? Mon de tænker “waauw hvor var de kristne der bare radikale i deres tro”? Men vigtigst af alt, hvad mon Gud vil sige til dem der har ledt den kirke, når de engang skal stå foran Guds domstol. Hvis man vil være leder, så har man også et ansvar. Et ansvar for at holde kirken som er Jesu brud ren. Den skal ikke gøres beskidt. For hvorfor skulle Jesus ønske at blive gift med en brud, som han har gjort ren engang, hvis den blot har tilsølet sig i snavs og skidt igen? Hvis man som leder ikke har levet op til det ansvar, så ville jeg grue for at stå foran Gud på dommens dag.

For at undgå at jeg ikke kommer til at definere mig selv som hykler, skal jeg gøre opmærksom på at jeg selv har lavet arrangementer der lugter lidt af det her, engang i halvfemserne. Jeg har omvendt mig fra dem i dag, for jeg måtte erkende at det ikke var bibelsk funderet, og heller ikke havde bibelske frugter. Så jeg kan godt sætte mig ind i hvorfor man kan finde på at afholde disse arrangementer. Men jeg kan ikke, og vil ikke støtte den slags mere, og jeg kan ikke holde min mund omkring det, for jeg ser at frugten bliver unge mennesker i kirkerne som kommer væk fra Gud. Det er usædvanligt sjældent at frugten bliver at folk bliver gennemfrelst. Men en masse falske omvendelser istedet.

Categories
Falsk Lære Forvirret lære Musik Overfladisk kristendom

Problemerne med Hillsong

Nu ved jeg at der er flere der har været utilfredse med mine udmeldinger om Hillsong her på bloggen. Det er ikke kun her på bloggen man kan læse om folks utilfredshed, jeg ved at folk har diskuteret det rundt omkring. Jeg vil være ærlig og sige at udfra det jeg hidtil har skrevet om Hillsong, burde man nok være varsom med at kalde det vranglære. Der er ligesom for lidt at bygge det på ( mener jeg selv, her bør der være plads til uenighed). Det var også meningen at jeg ville skrive mere om Hillsong, men tingene kan ændre sig hurtigt i blogverdenen. Men her kommer så noget mere omkring de problemer som der er med Hillsong, og hvorfor man bør være meget varsom med at lukke op for det. Eller nærmere sagt, ikke bør lukke op for det overhovedet!

Trosbekendelse
Lad mig starte med det positive. Hillsong Church har en trosbekendelse, og en stor del af den kan jeg tilslutte mig uden problemer. Der står både om omvendelse, synd, dom, bibelens autoritet, m.m. Det kan jeg selvfølgelig ikke have noget imod, og dog der mangler noget. Læs senere i indlægget hvorfor. Men i slutningen af deres trosbekendelse står der følgende:

“We believe that God wants to heal and transform us so that we can live healthy and prosperous lives in order to help others more effectively.”

Healthy and prosperous lives, hvor har man set det henne før? Dette er en trosbekendelse som hører hjemme i trosbevægelsen, og ikke i en sund bibelsk kirke! At vi ser dette i deres trosbekendelse, forklarer også hvorfor de uden problemer kan invitere Joel Osteen, T.D. Jakes, og kan holde møder med Joyce Meyer. Alle er de folk som kommer ud af trosbevægelsen og fører en anden lære end den bibelske. Sandheden er at Hillsong er en del af trosbevægelsen, og det viser de bl.a. i deres trosbekendelse.

Men hvis nu det var sådan, at jeg hos Hillsong hørte dem tale rigtig meget om omvendelse fra synd, og at syndens løn er døden, og kun pga Jesu offer på korset kan vi komme til Gud, så ville jeg gerne stoppe denne kritik af Hillsong. Men de tre gange jeg har været i Hillsong, har jeg hørt det samme som man kan høre i trosbevægelsen. Det handler rigtig meget om penge, giv og du skal blive rig (hvilket jeg har hørt Brian Houston sige klart og tydeligt (grundlæggeren af Hillsong)). Du er accepteret som du er, og du skal acceptere Gud, har jeg også hørt uden at korset blev nævnt en eneste gang.

Her har Hillsong et rigtig stort problem. For hvis de levede op til deres trosbekendelse og prædikede ligeså meget omvendelse fra synd, Jesu død, korsfæstelse og opstandelse, bibelens ufejlbarlighed og autoritet, etc etc, som der står i deres trosbekendelse. Og samtidig kun nøjedes med at tale helse og overflod i en mængde der svarer til det det fylder i deres trosbekendelse, så tror jeg godt at jeg kunne leve med de fejl.
Derfor kan jeg ikke kun vurdere Hillsong på deres trosbekendelse. Den må jeg vurdere sammen med deres forkyndelse, og der knækker filmen altså. For det er ikke Guds klare ord der bliver forkyndt der.
Jeg kan nu godt forstå at folk ikke lægger mærke til, at det der bliver sagt er vranglære og teologi for en 25-øre (og så er der ovenikøbet plads tilbage på den 25-øre). For på det tidspunkt prædikanten kommer til i Hillsong, har man sunget i en til halvanden time. Dvs man er i en nærmest tranceagtig stemning hvor man er åben for næsten alt. Men hvordan det fungerer, er en helt anden historie som jeg må komme ind på en anden gang.

Læs hvad der ellers er skrevet om Hillsong her:

Joel Osteen bliver hovedtaler hos Hillsongs årskonference

Hvad laver Hillsongs Lovsangsleder Darlene Zschech hos Joel Osteen?????

Lovsang 8 Forkert tilgang til lovsang

Categories
Kirke Musik

Lovsang 8 Forkert tilgang til lovsang

I andensidste del af denne serie skrev jeg om hvorledes lovsangen var gået hen og blevet et markedsføringsredskab for kristendom. Det var jeg (af gode grunde) ret uenig i er en god idé. Men at lovsangen har fået den rolle i kirken har medført nogle konsekvenser som vi ofte vælger at se bort fra. Mange kirkegængere, særlig unge har fået en forkert forståelse af hvad lovsang er, og hvad Guds nærvær er.

Gåsehud
Hvis man kommer ind i en kirke hvor der er lovsang, og lovsangen der er så fængende at man bliver fanget af den og muligvis også får gåsehud, så er der rigtig mange der forveksler dette med Guds nærvær. Men jeg har før hørt sekulær musik som har været af en art der gav mig en gåsehudsfølelse, jeg har endda prøvet at stå udenfor i kulden i T-shirt og fået gåsehud. Men ingen af de to tilfælde vil jeg tillade mig at kalde for Guds nærvær. Vi forveksler musikkens evne til at give os en behagelig følelse, med noget der er meget større. Jeg synes faktisk at Ivan Rasmussens indlæg, hvor han skrev om at hvis han spillede en bestemt lovsang i E-dur, sagde folk de kunne føle Guds nærvær. Men hvis han spillede i F eller C-dur var det ikke noget de kunne føle så stærkt (se indlægget her) .

Konsekvenser
Nogle vil måske sige, at det ikke betyder så meget at lovsangen får den rolle, for det kan jo være med til at man får lyst til at komme i kirke. Men lige præcis her observeres der et stort problem i kirkerne. Mange (specielt unge) skifter i dag deres menighedsfællesskaber ud med nye. Årsagen er ofte at de siger at Guds nærvær er meget bedre i den nye kirke, eller at det er en mere levende kirke som de flytter over til. Der er en tendens til at man rykker over i de kirker som har den bedste lovsang, og den bedste performance, og den fedeste lyd. Dette ved jeg at man har oplevet i stor stil i Australien hvor Hillsong kommer fra. Dem der begynder at komme i Hillsong, er meget ofte bare folk der kommer fra andre kirker. De “oplever” at Guds nærvær er meget stærkere der, end i deres egne kirker. Men glemmer at den samme oplevelse kan de få ved at gå i biografen og se en film med THX lyd.

Hvad skal en kirkes kvalitet vurderes på?
De forveksler Guds nærvær med en følelse af ekstase og glæde. Istedet for at vurdere om den undervisning og forkyndelse som bliver formidlet bringer dem tættere på Gud, vurderer man en kirke på dens musikalske kompetencer, og på hvor meget medlemmerne i kirken lever sig ind i musikken. Men musikken er ikke kerneområdet i kirkens arbejde. Lovsang og salmer er ganske rigtig en vigtig del af kirkens opgaver, men det primære må og skal altid være en sund bibelsk funderet forkyndelse udfra Guds ord. Om musikken så er spændende eller kedelig, må komme i anden række. Og det kan godt være at jeg afviger fra mange på netop dette område, men jeg vil foretrække at komme i en kirke hvor der blev delt et godt solidt Guds ord hver søndag, og hvor der blev sunget pivfalsk til de sange som skulle synges. Hellere det end at komme i en kirke hvor sang og musik var helt i topklasse, men et udvandet tomt evangelium blev forkyndt, også selvom det blev gjort spændende. Jeg vil da også foretrække at folk valgte at komme i kirke vor at høre Guds ord, fremfor at høre god musik.

Categories
Musik

Intermezzo i lovsangsserien. En lille satire

Jeg fandt den her video på nettet som laver lidt sjovt med den fokus der er kommet på lovsangslederen. Det sjove er at jeg nærmest synes jeg har mødt ham der spiller lovsangslederen i denne video, sådan personlighedsmæssigt. Men værsgo og tag et billigt grin. I næste uge kommer der mere fokus på lovsang, og jeg regner med at komme mere ind på Hillsong og hvad jeg personlig har oplevet derovre.

Categories
Falsk Lære Musik

Hvad laver Hillsongs Lovsangsleder Darlene Zschech hos Joel Osteen?????

I nedenstående video kan du se den velsete og højt anerkendte lovsangsleder fra Hillsong Darlene Zschech, synge i Joel Osteens kirke Lakewood. Enhver med bare en lille smule teologisk forståelse burde kunne høre at Joel Osteen prædiker et andet evangelium end bibelens, og dermed et falsk evangelium. Derfor kunne man undre sig over at Darlene kan finde på at synge i den kirke, og sætte sig selv i bås med den lære som bliver prædiket der. Hvad folk ikke ved er at der ikke er nogen forskel på Hillsongs lære, og Joel Osteens lære. Hillsong er nemlig også en del af trosbevægelsen. Det kan godt være de ikke siger det så artikuleret, men hvis man hører den forkyndelse som bliver prædiket i Hillsong, så er der ikke nogen tvivl om at dette er en del af trosbevægelsen. Men vel at mærke en trosbevægelsen light, fuldstændig ligesom Joel Osteens udgave.

Tre gange
Jeg har været til møde i Hillsong tre gange, og jeg har endnu ikke hørt evangeliet der. Hvad jeg så og hørte var noget ganske andet, og det vil jeg godt have lov til at forklare i bidder her på bloggen. Så vent med at tro på mig før du har læst hvad det er jeg har oplevet og set til disse møder, og hvad kristne fra Australien (Hillsong er startet i Australien) har at sige om den konsekvens det har haft for kirkelivet i Australien.
Men forstå mig ret, min hensigt vil ikke være at sige at alle der kommer i Hillsong er fortabt. For det tror jeg ikke er tilfældet. Men der er så store problemer med det der bliver undervist i Hillsong når man sammenligner med bibelen, at det er noget man er nødt til at tage alvorligt.

Velkommen
Jeg kan godt forstå at dette område vil komme bag på nogle, fordi Hillsong bliver set som en fornyelse for kirken. Der er nok også nogle som vil blive vrede eller kede af at jeg kritiserer Hillsong. Til jer vil jeg sige, at I er meget velkomne til at give jeres besyv med i kommentarerne. Denne blog har plads til at man kan være uenig med skribenten. Og jeg vil gerne høre på hvad andre har at sige, fra deres vinkel, hvad enten jeg er enig eller uenig.

Categories
Kirke Musik

Lovsang 6 Til hvem synger vi?

I denne sjette del af lovsangsserien, vil jeg fokusere på den ændring af tilgangen til lovsang, der er sket igennem de sidste år. Mange steder har man droppet salmesang, og har valgt næsten udelukkende at have lovsang. Mange har ikke været opmærksom på at årsagen til at salmerne er stoppet, skyldes en forkert forståelse af hvad lovsang er. For det skyldes bl.a. at folk som Rick Warren og Bill Hybels, i deres fokus på kirkevækst har konkluderet at salmer er gammeldags. Man mener at lovsang kan blive udført på en moderne og tiltrækkende måde for kirkefremmede.

Skal lovsang være en publikumsmagnet?
Lovsangen har i de moderne kirker fået en funktion af at tiltrække folk udefra. De føler sig ikke fremmedgjorte når de kommer ind og hører at vi synger til Gud, til musik som ligner den de hører i radioen i forvejen. Lovsangen får altså et markedsføringselement over sig overfor ikke-troende. Den skal være lækker, være nem at synge, og fangende. Men her sker der en fejlslutning. For når vores lovsang bliver udført på de præmisser, så ændrer lovsangen karakter fra at være til Gud, til at være rettet mod mennesker.

Men siden hvornår er lovsang blevet et markedsføringsredskab for kirken? Det er ikke noget vi ser i bibelen et eneste sted. Lovsang er til Gud! Lovsang er ikke skabt for at tiltrække mennesker, for så bliver lovsangen istedet til mennesker. Hvilket også er det vi ser når vi nærlæser teksterne på nogle af de lovsange der bliver sunget i dag. De handler i uhyggelig grad om mig frem for om Gud.

Er det den vækst vi vil have?
Det kan godt være at Rick Warren og Bill Hybels kan vise os nogle kraftige væksttal, efter de har moderniseret lovsangen. Men det de ikke viser os, er den kæmpe enorme udgangsdør som de har i deres kirker. For hvor der i kirker som deres rigtig nok ofte er en stor tilgang af nye, så får vi kun sjældent at vide at det kun er i ca 3-4 måneder at de er der. For når der er gået 3-4 måneder tænker mange “Hov var der virkelig ikke mere i det end det her? Det gider jeg ikke længere spilde min tid på”. Der er sikkert også andre årsager til at de går ud af den store dør efter kort tid. Men sagen er at i de store kirker som efterfølger disse kirkevækstmetoder, har man en kollosal gennemstrømning af mennesker, som ikke kommer til at blive stabile kirkegængere. Hvis du er i tvivl om jeg har ret, så kan du blot prøve at kontakte nogle af de store moderne kirker her i Danmark. De allerfleste af dem oplever dette, og selvom man har oplevet det i mange år har man ikke valgt at droppe kirkevækstmodellen. For den får jo kirken til at se moderne ud, og man slipper for at advare folk mod den kommende dom. For det bryder vi os jo ikke om at gøre. Det er jo så nedladende at sige den slags. Så hellere synge nogle fede sange, som får folk til at synes at man er en moderne kirke.

NB: I denne uge vil der komme mere fokus på fænomenet Hillsong, og hvorfor de ikke ser det som et problem at invitere Joel Osteen til deres årskonference. Dertil kommer der et indlæg mere om konsekvenserne af en forkert tilgang til lovsang. Jeg skal endnu engang pointere at jeg ikke er modstander af lovsang. Heller ikke af brug af elgutar, trommer og keyboard m.v i kirken.