Når jeg læser og synger de gamle salmer af Brorson og Kingo, så er der særlig to ting jeg bemærker. For det første er salmerne skrevet af folk der tydeligvis er født på ny. For hengivenheden til Jesus, og budskabet i deres sange er så markant evangeliske. Det er ikke bare folk der har hørt noget om bibelen, eller læst teologi på universitetet. Kingo og Brorson var forvandlede af Gud, og de måtte dele deres begejstring for Gud, hvilket de så gjorde igennem salmeskrivning. De har begge den samme tilgang som Johannes døberen havde, nemlig at de må blive mindre og Gud større. De har forstået at de er syndere uden håb og mulighed for at redde dem selv, men som har fundet at Jesus gav sig selv hen på et kors i deres sted. Disse salmer drypper af evangeliet, og det er befriende og vidunderligt at læse og synge dem.
Det andet som jeg lægger mærke til er at det ikke er overfladiske salmer. De har nogle store dybder. De rimer ganske rigtigt mange steder, men det sker ikke på bekostning af bibelsk teologi. Nærmere tværtimod. Det er i stedet den bibelske teologi der bærer sangene, som så bliver krydret med rim på versefødder.
Tænk at engang var der salmedigtere i Danmark som elskede Gud så meget, at de ønskede at skrive om Ham, og gøre det så præcist og bibelsk korrekt, at de faktisk undersøgte Guds dybder og studerede Hans ord så meget at de var i stand til at formidle bibelsk sandhed igennem sange.
Jeg synes det kan være svært at finde nogle salme/lovsangsdigtere i dag som er i stand til at nå de samme niveauer som Kingo og Brorson. Men Keith Getty og Stuart Townend må jeg sige er i samme klasse. Det er mere moderne musik, hvilket det også burde være eftersom deres sange er skrevet i vores tid. Men om det er moderne eller ej, er sekundært, for det er sangenes indhold som bærer dem. Sange som peger på Jesus og hvad Han gjorde på Golgata. Der bliver ikke forsøgt at gøre det overfladisk, eller nemt spiseligt for dem der hører. Deres sange udtrykker et klart evangelium som viser at dem som skrev dem, også kender Ham de skriver om. Tag eksempelvis ”In Christ alone” eller ”Speak o Lord”, som også findes på dansk.
Getty og Stuart viser at selvom vi lever i det 21 århundrede, så behøver lovsang ikke være uden indhold, Lovsang behøver ikke tekstmæssigt være på niveau med en popsang af Katy Perry, Medina eller Nik og Jay. Lovsang kan være fuld af bibelsk teologi, og vise Guds dybder. Det behøver heller ikke være en masse gentagelser som mere fungerer som mediterendes mantraer. Nej, lovsang kan være stærkt, bibelsk og fuld af evangeliet, og bør også være det! Her er lidt smagsprøver.
Fra Brorsons salme ”Hvem vil mig anklage” Også kendt som ”Hvo vil mig anklage”. “Hvem vil mig anklage og for dommen drage hen på Sinai? Synden jeg bekender, men til Jesus render, dermed er jeg fri. Mød mig da på Golgata, Jesus skal min sag antage, hvem vil mig anklage?”
Der er to ting som jeg finder meget bekymrende for kirkesituationen i Danmark i dag. Den ene er hvor lidt bibelkendskab kirkens folk generelt har i dag, i forhold til for bare et kvart århundrede siden. Dengang var det langt mere normalt for kirkens folk at læse i bibelen. Man vidste dengang at udgangspunktet for kirkens liv var det der stod i bibelen, og derfor læste man selvfølgelig i den. Ja, jeg ved godt at der også dengang var folk som ikke læste ret meget i den (eller slet ikke), men generelt set var det normalt for kirkens folk at søge i Guds ord, og kende dens forskellige bøger. Man kunne tilmed finde ud af at slå op i den.
I dag er der en udpræget grad af bibelanalfebetisme. Man aner ikke hvad der står eller hvor det står. Man har i stedet læst tåbelige substitutbøger som Rick Warrens ”Det målrettede liv” eller “Hytten” af Paul M. Young o.l. Eller når det skal være virkelig vildt, så læser man en bog om en dreng som angiveligt skulle have været i Himmelen, men som beskriver den Jesus han mødte deroppe på en måde som er i uoverenstemmelse med bibelen. Men hvad gør det, bare det er spændende, og ve den der sætter tvivl om drengens fortællinger! Nogle gange har man tilmed læst den slags bøger som et led i en kirkes strategiplan, som kan gå ud på at kirkens medlemmer i cellegrupper skal studere diverse bøger. Engang brugte man cellegrupperne til at kirkens medlemmer kunne studere bibelen sammen (nogen gør glædeligvis stadigvæk det). Men desværre tror nogen ledere at det er mere spændende og givende at få folk til at læse bøger som ikke bygger på bibelen, men på nogle liberalteologers ubibelske ideer, eller nogle svævende folks underlige oplevelser. Bare det skrevet på en eller anden smart eller spændende måde.
Følelser
Det andet bekymrende for kirkesituationen i dag, er hvor meget af det som sker som bygger på følelser og oplevelser i stedet for på bibelsandheder. Følelser er gjort vigtigere end sandheden. Når fok vælger at komme i Hillsong ovre i København, eller hos Torben Søndergaards Jesushotel i Aalborg (bare for at tage nogle eksempler), så er det et tegn på at følelserne og oplevelserne betyder langt mere for nogen folk end Guds ord.
Alt for mange der kalder sig kristne, vælger kirke udfra deres oplevelser. Men vi burde i stedet vælge kirke udfra om det er Guds ord der bliver prædiket der. Og vel at mærke bliver prædiket så bibelens ord ikke bliver bøjet til ukendelighed. Når folk vælger en kirke på basis af den musik der bliver spillet, eller hvor mange påståede eller dokumenterede helbredelser der er (den romersk katolske kirke har faktisk mange dokumenterede mirakler, men det er ikke nok til at kunne godkende dem som en bibelsk kirke), eller på hvor sjov eller smart prædikanten er, så har man valgt kirke på et helt forkert grundlag. Kirken som Gud ønsker at Hans folk skal komme i, er en kirke som sætter bibelen højt, og forstår at bibelens budskab er evangeliet om Jesus Kristus. Gud der blev menneske og bøjede sig helt ned til os, for at frelse os fra den straf der ventede os, medmindre vi vendte om fra vore onde veje og søgte Jesu nåde og frelse. En kirke som ikke advarer imod den kommende dom, og som ikke peger på Kristus som den eneste frelser, og som ikke lægger noget til bibelen som Torben Søndergaard eksempelvis gør, er ikke en kirke fra Gud. Og dermed ikke en kirke som Gud ønsker at hans folk skal komme i.
Sandhed
Hvis kirkens folk ikke bygger på sandhed, men i stedet på følelser, er der ikke noget at sige til, at så mange ting og holdninger i kirkerne ændrer sig. For vore følelser kan svinge helt enormt, og en kirke der er styret af at tilpasse sig de følelser og oplevelser folk ønsker at få, vil være en kirke som man ikke ved hvor man har om bare 2 og 3 års tid. Hvilket besvarer spørgsmålet om hvorfor så mange kirker ikke mere mener det de mente for bare få år siden. Men hvis kirkens folk i stedet bygger på Guds ord, så har vi et fantastisk fundament som gør at vi ikke rokkes, men kan holde fast i det som vi ved er sandt, godt og sundt. Tilmed er det et fundament som Gud selv har givet kirken, fordi Han elsker kirken. Bør kirken så ikke tage imod dette ord og holde det højt?
Aleister Crowley er kendt som verdens ondeste mand. Det særlige ved den betegnelse var at det var noget han kaldte sig selv. Han bliver anset for at være en af de mest indflydelsesrige personer indenfor okkultisme og satanisme i moderne tid. Hvis man ser hvor meget hans filosofi har bredt sig i dag til populærkulturen, så er det svært at ignorere at der er noget om snakken. Crowley var en seriøs satanist der søgte Satan for at finde ud af hvad satanisme var. Dette var hvad han fik at vide: “Do what thou wilt shall be the whole of the law”. Gør hvad du vil skal være loven i sin helhed. Det kan godt være at du nu tænker at det var da en underlig definition af satanisme. Men ved nærmere eftertanke giver det god mening, og derudover er det også en idé og sætning som vi faktisk hører oftere end vi selv lige lægger mærke til.
I videoen her vil du se eksempler på hvordan Aleister Crowleys ideer og sataniske filosofi er gået fra at være bizar og ekstrem, til at være en normal del af vores kultur i dag. I sidste del af videoen vil du bl.a se a mange af de kunstnere som man hører i radioen i dag er influeret af Crowleys satanisme. Og det er altså ikke kun ekstremister som Marilyn Manson det drejer sig om. Det mest skræmmende er at nogle af ideerne kan man høre hos folk i kirkerne i dag. Som “følg dit hjerte”, og “jeg gjorde hvad jeg syntes var bedst for mig”. Hvis du ikke lige kan se at der skulle være noget galt i at sige det, vil jeg anbefale dig at se videoerne her. Og selv vurdere om der er en sammenhæng eller ej.
Don Fransisco som er en dejlig forkynder at ordet igennem hans musik, starter denne sang med en noget underlig udtalelse. Hans statement går på at de har fundet ud af, at der ikke kommer nogen hyklere til hans koncerter. Efter at have lavet undersøgelser viser det sig at der ikke var nogen hyklere iblandt tilskuerne. Ret imponerende. Men måske kan vi alligevel have gavn af at høre hans sang om “de andre hyklere” i dangen “Everybody else but me”. Et udtryk som faktisk bruges ikke så sjældent endda.
Hmm, efter 22 år som kristen synes jeg stadig Don Fransisco er værd at lytte på. Han er nok ikke lige så berømt som dengang, men han synger stadig sange som er bibelske, og ophøjer Jesus og gør os selv mindre. Det er en den rigtige vinkel at have på kristne sange.
Her kommer lige en hurtig annoncering. Carsten Stampe som er med i bestyrelsen for Tilbage til bibelen, arrangerer evangelisation i anledningen af koncerten med AC/DC i Horsens her på lørdag. Der er blevet trykt nogle traktater som er lavet specielt til denne anledning. Personlig synes jeg de ser rigtig gode ud, og ret relevante for en AC/DC fan. Det er lige før jeg vil kalde dem “søgervenlige”, men vel at mærke på den gode måde.
Hvis du har tid og lyst kan du mødes med de andre evangelister i Horsens kl.13.30 ved indkøbscenteret Bytorv Horsens. Du kan også møde op senere, hvis det passer bedre. Men det er sikkert godt at komme tidligt til Horsens den dag, de har før haft problemer med trafikken til deres koncerter.
Hvis man er interesseret kan man kontakte Carsten på carstenstampe@yahoo.com eller på mobil 40173204. Så vil du få de resterende oplysninger.
Til dem som godt vil vide hvad det er for en ånd der står bag AC/DC, kan de se denne video. Ca 2 minutter henne i den er der lidt om AC/DC. Har du lyst til at se hele videoserien om populærmusik og satanisme kan de ses på dette link:They sold their souls for rocn’n’roll.
Dengang jeg ikke var kristen hørte jeg en del rockmusik. Jeg undrede mig ofte over nogen af teksterne, for de var ofte meget voldsomme. Selvmord, antikrist, slangedyrkelse, stoffer m.v. var hvad jeg kunne høre om. Men ofte tænkte jeg bare, at musikken jo lød godt, og så forsøgte jeg at ignorere teksterne.
Men der er årsager til at man kan høre den form for tekster i den musik som unge hører. I denne video bliver der taget udgangspunkt i Jim Morrison, som var forsanger i The doors. Jeg husker fra mit gamle miljø, at Morrison var en helt, som blev taget frem igen og igen. Folk havde bøger om ham, og udklippede avisartikler, og når jeg kiggede i dem, undrede jeg mig bare endnu mere over, at de syntes at han var et forbillede. Manden var jo en stofmisbruger, anarkist og stærkt seksuel umoralsk m.m. Hvordan kunne mine venner se op til en der levede et så lavt liv? Nu ønsker jeg ikke at gøre mig klogere end mine venner dengang, for jeg hørte selv på andre musikere der var ligeså mærkværdige, som de bare ikke brød sig om. Men jeg vil blot gøre opmærksom på, at det som mange unge mennesker hører på ofte er af en så dårlig karakter, at de burde undre sig over, at de overhovedet bruger tid på at lade sig påvirke af det. For selv om jeg forsøgte at ignorere teksterne dengang, så blev jeg reelt set påvirket, også selvom jeg påstod noget andet. Det bliver de unge også i dag, og man skal være meget blind for ikke at kunne se det!
Men lad os kigge lidt mere på The doors og hvad Jim Morrison egentlig stod for i denne video fra Hells Bells 2.
Der er forskellige forståelser af hvad lovsang egentlig er. Men hvad siger bibelen om det? Det vil John MacArthur svare på i denne prædiken. I den vil han også talet om formålet med lovsang. Men også de misforståelser der er omkring lovsangens formål. Nu er der sikkert nogen der mener at MacArthur er en gammel stivnakke som ikke kan tåle at musikken i kirken er lidt rytmisk. TIl dem kan jeg anbefale at se den nederste video først. Der kan man se at MacArthur selv ikke er uden musikalitet. Faktisk ret imponerende af en mand på 70 år.
Ca et halvt minut inde i videoen vil du høre MacArthur synge for i denne sang.
For et halvt års tid siden skrev jeg et længere indlæg om hvordan man kan blive udsat for massehypnose igennem lovsangen (se her). Det er heldigvis ikke al lovsangsledelse der falder i den kategori. Efter jeg havde skrevet det, fandt jeg en video af en lovsangsleder som fortalte hvordan han som lovsangsleder kunne få folk ind i en bestemt stemning, alt efter hvordan han satte musikken sammen. Det er meget muligt at denne lovsangsleder gjorde dette med en god hensigt, men måden var ikke baseret på bibelen. Selvom han misbrugte et bibelvers nu og da til at underbygge det. Det var nu ikke så voldsomme misbrug, jeg har set dem blive brugt af andre, uden at jeg har gjort noget særligt ud af det.
Men det mærkværdige ved hans undervisning om hvordan man skulle lede en forsamling i lovsang, var at det handlede om at lovsangslederen havde fået evnen og ansvaret for at få folk ind i en bestemt stemning. Han viste i sin undervisning hvordan man kan få folk ind i en stemning, så de blev parat til at modtage forkyndelsen.
Set udfra den tid vi lever i, virker det ikke til at der er noget galt i dette. For det sker jo rigtig mange steder, at lovsangen fungerer på den måde, så hvorfor ikke bare blive bedre til at bruge lovsangen, til at få folk ind i en bestemt stemning? Men set i bibelsk perspektiv er der ikke noget der viser os, at man skal synge, spille eller bygge sangene op på en bestemt følelsesmæssig måde, før prædikanten kan komme til. Spørg dig selv hvor lang tid lovsangskoret var på, før Jesus trådte frem og holdt bjergprædikenen, eller nogen af de andre gange han trådte frem og underviste. Og allerede her er der heldigvis nogen der tænker “Hvilket lovsangskor? For det har jeg da ikke hørt om”. Det betyder nu ikke, at det er forkert at synge i kirken, tværtimod er det helt bibelsk at gøre det. Men vi har ikke brug for at komme ind i en stemning der er manipuleret frem vha musik og sang. Vi har brug for at få forkyndt et klart og tydeligt Guds ord, og ikke være i en tilstand hvor vi følelsesmæssigt bliver svagere til at bedømme hvad vi hører.
For det er det næste punkt jeg ville ind på. Nu er der flere som har henvendt sig til mig og sagt jeg er for hård i min bedømmelse af Hillsongfænomenet (se her). Nogen af dem der er uenig med mig, ser ud til at tro jeg har baseret min bedømmelse af Hillsong på en eller to videoer derfra. Det være langt fra, men det kan man selv undersøge ved at søge på Hillsong på denne sides søgefelt. Men i Hillsong bliver man udsat for denne form for manipulation med ens følelser, som det jeg skrev ovenfor. Man står og synger den ene sang efter den anden. Lovsangsbandet står og hopper og danser og får folk til at danse med og blive en del af stemningen. Man er i forvejen en del af en stor forsamling, og lader sig nemt flyde med på bølgen. Når så endelig prædikanten kommer på, så kan han sige næsten hvad som helst. For folk er i en stemning hvor de tager imod næsten hvad som helst. Jeg har personlig hørt det mest utrolige vrøvl blive sagt i Hillsong, mens folk har siddet og tage imod forkyndelsen ukritisk. Jeg har undersøgt og vurderet om folk tog imod den, og det så det kraftigt ud til.
Men her er et par af videoerne som er lavet af lovsangslederen Doug Flathers. I den første fortæller han hvordan det angiveligt er lovsangslederens opgave at få folk ind i en bestemt stemning, og i den anden viser han eksempler på hvordan han gør. Denne lovsangsleder har glemt hvad lovsang er. Lovsang handler ikke om at manipulere folk ind i en bestemt stemning, men om at lede folk ind i lovsang til Gud!
Hvis man ønsker at undersøge hvordan man ikke skal misbruge lovsang til at manipulere med folk, kan man se resten af Doug Flathers videoer her: Doug Flathers om lovsangsledelse
Ændring af indlægget her d.14/6: Pga kommentarer og henvendelser er dette indlæg blevet ændret. Hvorfor det er sket, kan man både læse senerehen i indlægget, samt på dette link som hedder Undskyldning til læserne.
I 1970 indspillede Beatles guitaristen George Harrison et af sine allerstørste hits. “My sweet lord” hed den. Det var en slags lovsang kan man vist godt sige. Her er et lille uddrag af den:
“My sweet Lord
Hm, my Lord
My sweet Lord
I really want to see You
Really want to be with You
Really want to see You Lord
But it takes so long, my Lord”
Og sådan fortsætter det. Min søde Herre, jeg vil gøre det og det, og jeg elsker dig, ih hvor jeg dog elsker dig. Efterhånden som sangen udvikler sig, begynder der så at komme kor på som synger halleluja indover. Til dem der ikke kender sangen, kan den høres på dette link: Youtube. Jeg kan dog ikke anbefale den, fordi den hænger fast i hovedet på en irriterende måde. Dertil er der billeder i videoen som jeg ikke synes om at have liggende på denne side. Men jeg synes samtidig det er den video som bedst viser sammenblandingen af religionerne i sangen.
Denne sang fik mange til at tro at George Harrison var blevet en kristen. Mange kristne har også sunget sangen som lovsang i deres kirker, og troet at dette var en god sang. Mange er dog også blevet overraskede når de fandt ud af at halleluja koret i slutningen af sangen, blev udskiftet med tilbedelse af Hare Kristna. Koret begyndte at synge de mantraer som bliver brugt af tilhængere af Hare Krishna bevægelsen. Men for George Harrison var dette ikke noget problem. For den gud han sang om var ikke en artikuleret gud. Sangen havde jo ikke noget reelt indhold om hvem gud er. Gud var blevet degraderet til et ord, en følelse, en åndelig oplevelse. Gud var ikke konkret og tydelig åbenbaret i det som George Harrison sang. For Harrison var der ikke nogen forskel på Kristus og Krishna. Det forhold som han havde til sin gud, var ikke et der var veldefineret. Det var ikke en som man kunne finde ud af hvem var, ved at fortælle om den gud. Men kun ved at komme ind i en bestemt følelsestilstand.
Problemet Men om Harrison valgte at synge til Krisha eller ej, så har denne lovsang et problem. Problemet er at gud blot er blevet til et ord. Den der står bag ordet gud, er ikke en som jeg kan sætte klare ord på. Det er en gud hvis person kun kan opleves i det man kalder ” the area of non-reason”. Man har en følelse overfor den ordet handler om, men jeg kender ikke personen når det kommer til stykket. Jeg ønsker blot at tilbede den eller det. Vi har altså at gøre med en lovsang uden teologisk indhold. Den ligger langt fra de gamle salmer som havde et stort teologisk indhold. Rigtig mange af de gamle salmer som man i flere kirker i dag har dømt udenfor, viste og beskrev hvem Gud er. Hvad Han har gjort for os, og hvad Han ønsker af os m.m. Disse sange fik folk ind under huden, når de sang dem ugentlig i kirken, og dagligt i hjemmene. Man kunne huske dem og man tænkte over dem, fordi de fortalte hvem Gud er.
Lovsangene af i dag er så langt fra de gamle salmer som beskrev Gud. De ligner langt mere George Harrisons hinduistiske lovsang. Mange af dem er faktisk med langt mindre teologisk indhold end Harrisons sang var, og kunne derfor med held synges i mange andre religiøse retninger. Der er ikke noget specielt ved dem, som gør dem tydeligt evangeliske. Men vi synger dem gladeligt, og tænker at det lyder friskt, det lyder moderne, og folk er glade, og kan ovenikøbet finde på at danse til dem. Hvad der jo er forståeligt nok, da det mere er influeret af dansemusik, end original lovsang.
Lad mig give dig et eksempel. Her er en video fra Hillsong, hvor de har fået besøg af Joel Osteens lovsangsleder, Israel Houghton. De synger en sang som hvis man kigger på noget af teksten kan virke udemærket. Men omkvædet kvæler budskabet, sådan som jeg ser det (læs hvorfor på dette link.) Omkvædet bliver gentaget igen og igen, så det bliver omkvædet der bliver hængende i ens sind. Det er ikke verset man husker, som faktisk har lidt indhold i sig. Man ender istedet med “Let the redeemed of the Lord say so”. Hvad man så end skal bruge det til. Jeg er blevet gjort opmærksom på at mange af Hillsongs tekster (dette er ikke en Hillsong tekst) har reelt teologisk indhold, hvilket er godt. Personlig kan jeg ikke anbefale dem alligevel. Det skyldes flere ting. Dels at de er en del af trosbevægelsen, og dels at deres forkyndelse er kolosal dårlig, og også viser at de er en del af trosbevægelsen. Men det vil jeg vende tilbage til en anden gang, man kan dog se mere om det på dette link.
Rettelse Det der står her nedenunder var den del jeg ikke havde forklaret ordentligt, samt udvalgt en video til, der var et forkert eksempel på lovsang uden telogisk indhold. For det viste sig at netop den sang der blev sunget her, havde et teologisk indhold. Jeg skulle derfor ikke have valgt den. Årsagen til at jeg valgte videoen var primært for at vise at det der skete ved Hillsong ikke er decideret kirkeligt. Det er en koncert, og stemningen er også derefter. Det ligner det Tozer kaldte at pumpe en stemning op, mere end det ligner folk der kommer for at høre et klart og tydeligt Guds ord. Det er også sangene som folk de husker Hillsong for, deres forkyndelse er bare en man tager imod når man har sunget tilpas meget. Desværre er man på det tidspunkt i en stemning som gør at man bliver meget nemt modtagelig for næsten hvad som helst. Hvad jeg også skrev nedenunder, og hvad jeg også stadig mener. Men teksten fra videoens sang, skulle jeg have undersøgt, og det undskylder jeg at jeg ikke har gjort, og dermed også undervurderet nogle af spørgsmålene fra kommentatorerne her nedenunder. De første 17 kommentarer er fra før ændringen af dette indlæg. Jeg har valgt at lade det oprindelig stå nedenunder her, for at andre kan forstå de første kommentarer, men også fordi jeg ikke har noget problem i at vise at jeg kan være for hurtig og lave fejl her på bloggen. Jeg ønsker at de ting der bliver skrevet her, er vurderet ordentligt, men kan lave fejltagelser, og det er sket her. Men her er den oprindelige del:
“Lad mig give dig et eksempel. Her er en der har været til Hillsong, som har optaget noget med sit kamera. Det er ganske rigtigt at folk er engagerede her. Men er det Gud de tilbeder, eller er det blot en følelse. Er det ikke mere en overvældelse af at være med til noget hvor folk er sammen om noget fælles. Og dem der står og synger på platformen, får de virkelig folk til at fokusere på hvem Gud er? Eller er det her ikke mere end en koncert, fordi den er uden teologisk indhold, men bare med musik der svinger?”
“Og hvad så? Der findes stadigvæk kirker som er glade for at synge George Harrisons hinduistiske lovsang, på trods af at de ved at den er hinduistisk. Man siger bare “at vi synes det er en god sang, og vi lægger det i den vi har lyst til”. Jeg ville ikke kunne komme i en sådan kirke hvor man ikke tog det seriøst at man sang sange som er skrevet til andre guder, og som var helt uden indhold. Men det er der nok mange der forstår.
Men vi siger det samme om de sange som kommer fra Hillsong, og andre såkaldte lovsange uden teologisk indhold. Mange siger at det kan godt være at deres teologi ikke er helt i orden, og at det er ret overfladisk, men det er nogen gode sange, og vi lægger det i dem som vi synes er godt. Men spørgsmålet er måske mere om vi ikke skulle vurdere, om vi bliver påvirket af folk med en overfladisk tro, og dårlig teologi, ved at høre på deres sange? Hvis vi blev påvirket af de gode salmer dengang vi sang dem, hvorfor skulle vi så ikke blive påvirket af Hillsongs sange? Spørgsmålet er nu ikke så meget om vi bliver påvirket, men hvor påvirket vi allerede er i dag? For når jeg kigger ud over kirkedanmark i dag, så ser jeg at den overfladiske kristendom har taget over, og den ser ikke ud til at være på tilbagegang (nej jeg ved godt det ikke kun er Hillsongs skyld, de er blot en del af tendensen). Men heldigvis ser jeg også at Gud rejser folk op til at stå fast på Hans ord. De samme folk har også en tendens til at gå tilbage til de gamle salmer, og vende sig bort fra den overfladiske lovsang. Mon der er en årsag til at det er den slags sange de søger?”
I 1982 fik popgruppen “Men without hats” et giganthit på hitlisterne i verden. Nummeret var det særdeles vellydende “The safety dance”. Til sangen var der produceret en video, som allerede på det tidspunkt var ret anderledes, end de musikvideoer som ellers blev lavet på den tid. De fleste musikvideoer dengang var baseret på en minimalistisk billedside, med farver der var kørt lidt ud i ekstremer og kunstige outfits. Den her sang og video, var som et slag i ansigtet. Den sad fast når man hørte den, og man ville se videoen igen og igen. Og den er stadig populær, den dag i dag. Det er en af de allerstørste onehitwonders. For det blev kun til et rigtigt hit for mændene uden hatte.
Hvorfor
Måske er der en logisk forklaring på dette. For hvis man hører sangens tekst igennem, sidder man tilbage med en underlig fornemmelse af, at den ikke handler om noget. “The safety dance” er en tåbelig sang, som ikke har noget som helst brugbart indhold. Læs blot første vers som lægger standarden:
“We can dance if we want to
We can leave your friends behind
‘Cause your friends don’t dance and if they don’t dance
Well they’re, no friends of mine “
Det må godt nok være en meget vigtig dans det her, når den betyder så meget, at dem der ikke danser den, ikke er ens venner. Men hvad så med videoen? Måske forklarer den noget?Men nej, det gør den ikke. Den foregår i et middelalderligt miljø, hvor forsangeren render rundt med en skør dame, og en dværg som spiller på et lille strengeinstrument. De danser sig igennem hele sangen, og laver en gentagen bevægelse, som åbenbart skulle have noget at gøre med, at det er en “safety dance” de har gang i. Der bliver danset og danset, og alle følger med i dansen og bliver grebet af den. Men fascinerende ser det ud. Men hvis man så forsøger at undersøge videoen for indhold, bliver man endnu mere skuffet, end man gjorde da man undersøgte sangen. For videoen handler om absolut ingenting. Men den foregår i et middelalderligt samfund, hvor de danser til moderne musik.
Hvor fascinerende og fangende Men without hats sikkerhedsdans var, så er det meget muligt at den slående mangel på indhold, gjorde at kun de færreste gad købe deres næste album. Det er faktisk noget som ser ud til at være kendetegnende for flere onehitwonders. For hvis Safety dance albummet ikke havde noget indhold, hvorfor skulle det næste så have det. Det første var udemærket underholdning, men når underholdningen ikke havde noget kød på sig, så blev det lidt tomt på sigt.
Og hvad kan vi så lære af det?
Sådan er den moderne kirke også. Fyldt med toptunet kvalitetsunderholdning uden indhold. Vi har fjernet det der gjorde kirken interessant og relevant, og erstattet det med noget der er endnu mere tåbeligt, end Men without hats safety dance. Vi har erstattet evangeliet om Jesus Kristus med andre ting, som vi tror folk meget hellere vil høre om. Vi vil hellere give dem bedre selvværd, bedre sexliv og bedre økonomi. Eller hjælpe dem til stærkere parforhold, til at blive bedre forældre, og gode venner. Eller også vil vi bare have det skal være så sjovt at komme i kirke, at vi sætter en film på med Far til fire i sneen, for det må da lige være hvad folk har brug for. Men Jesus vil vi ikke prædike for dem. Nej nej, det vækker jo anstød. Vi har ikke plads til at prædike omvendelse fra synd. Vi har ikke plads til at pege på Ham der tog vores straf på sig, så vi kunne blive Guds børn. Vi vil langt hellere vise, at vi har en glad kristendom, end vi vil vise dem HVORFOR vi har grund til at være glade. Vi vil hellere give dem et tomt og ubrugeligt evangelium, end vi vil advare dem imod den kommende dom, som Jesus advarede folk imod.
Men har vi lært noget?
Det ser ikke ud til at vi har lært noget af det. Selvom det har vist sig igennem lang tid nu, at et tomt evangelium er et ubrugeligt evangelium. Et evangelium som ikke forvandler mennesker, men blot gør at folk godt kan “lide os”. Så viser det sig at vi ikke har lært noget. Vi har endnu ikke vendt tilbage til det rene evangelium. Vi er dummere end Men without hats. For de forsøger stadigvæk at lave musik, ligesom vi forsøger at lave endnu mere udvandede gudstjenester. Musikken som Men without hats producerer i dag, er dummere og dårligere end nogensinde før. Men de vil bare på igen, de vil bare have endnu et hit, selvom deres produkter er så kolossalt dårlige, at kun de allermest ekstreme fans gider købe deres produkter. Men hvor Men without hats, aldrig har haft noget at have det i, fordi de aldrig havde noget indhold, så har vi engang haft et reelt indhold i kirken. Men vi har skiftet indholdet ud. Det er på tide at nogen får det gode gamle budskab om Jesus Kristus tilbage i kirken. For det er der det hører hjemme!
