Categories
Bibelen Livet som kristen Mirakler podcast Prædikener

Podcast: Slog Herodes virkelig babydrenge ihjel og er mine drømme fra Gud?

I går prædikede jeg over anden halvdel af Mattæus andet kapitel. Her kommer jeg ind på om det er normalt at Gud bruger drømme til at tale til kristne, og faren i at misbruge dette. Desuden taler jeg også om bibelens troværdighed, da jeg forklarer hvordan det kan være vi kun finder historien om at Herodes slog babydrengene i Betlehem og omegn ihjel i Mattæusevangeliet.

Men det som er rigtig interessant, er hvordan det kan være at Mattæus skrev at profeterne havde sagt Jesus skulle være en nasaræer, når det ikke er noget man kan finde direkte i det gamle testamente. Hvad er det lige der gør at det var nødvendigt at Jesus skulle kaldes nasaræer, og hvorfor skulle Han ikke være det sådan som moseloven foreskrev? Det kan du få svar på i denne podcast. Håber det kan være til gavn og opbyggelse i troen.

Categories
Bibelen Livet som kristen

Årsager til at læse i bibelen: Kende Guds vilje

Den absolut vigtigste årsag til at kristne bør læse i bibelen, er at det er den bedste og mest præcise måde at kristne kan kende Guds vilje. Mange folk har en mening om at de kan kende Guds vilje med deres liv, ved eksempelvis at faste i fyrre dage, eller dyrke kontemplativ bøn, tale i tunger i flere timer, og sådan kunne jeg fortsætte. Ingen af disse giver nogen garanti for at det man finder ud af skulle være Guds vilje. Jeg har desværre også mødt folk der siger de har oplevet Gud har talt både det ene og det andet til dem, som viste sig ikke at være fra Gud alligevel. Men i stedet var baseret på en eller anden åndelig oplevelse, som ikke havde sit udspring i sandheden, men i noget de ikke kunne forklare og artikulere.

”Ethvert skrift er indblæst af Gud og nyttigt til undervisning, til bevis, til vejledning og til opdragelse i retfærdighed, så at det menneske, som hører Gud til, kan blive fuldvoksent, udrustet til al god gerning.” Anden Timotheus 3.16-17

Guds vilje er artikuleret, og det betyder at vi kan kende Guds vilje. Han har ikke holdt den hemmelig for os, men i sin nåde og visdom åbenbaret Hans vilje og væsen igennem Hans ord. Så hvis du ønsker at kende Guds vilje, hvis du ønsker at vide hvem Gud er, så læs hvad Han har sagt allerede. For det Han sagde dengang, mener Han også i dag. Gud er den samme i går, i dag og til evig tid. Derfor kan vi sagtens ”nøjes” med de gode gamle åbenbaringer, og har ikke brug for ny åbenbaring. Det viser sig jo alligevel at de nye åbenbaringer om gud ofte er så afvigende fra bibelens Gud at der ikke kan være tale om den samme.

At kende Guds vilje burde have langt større indvirkning på den kristnes liv, end man lige går og ser. Det burde betyde at vi tog ægteskabet langt mere alvorligt. For bibelen viser ægteskabet er helligt. Det burde betyde at vi hadede synd mere end vi gjorde, for bibelen viser tydeligt at Gud hader synd. Det burde betyde at vi advarede folk mere imod den kommende dom. For Guds ord viser tydeligt at der kommer en dom, som selv Jesus advarede imod. Måske er en af årsagerne til at man kan have svært ved at se dette i kristnes liv, at vi ikke læser særlig meget i Guds ord.

Categories
Bibelen Livet som kristen

Det som jeg ikke har fortrudt jeg brugte tid på

Der er kun 24 timer i døgnet, og Gud ønsker at vi skal bruge de timer fornuftigt og til Hans ære. Så spørgsmålet er om vi gør det, og om vi gør det godt nok. Her må vi jo allesammen svare nej, det er der ikke nogen af os der gør. Jeg har godt nok brugt min tid forkert på både den ene og den anden måde, og jeg ved at det vil også ske i fremtiden. Også selvom jeg kan have nok så højtravende ønsker om en mere overgiven, rationel og fornuftig brug af den tid Gud har givet os. Der er dog en ting som jeg ikke har fortrudt at jeg bruger tid på, og som jeg derfor også holder fast i af flere grunde.

Familiens bibelandagt
Om aftenen efter vi har spist og børnene har fået lavet deres lektier, eller hvad de ellers skal have gjort, og før vi putter dem, så samles vi og synger en sang (ofte en salme) eller to, vi beder og så læser vi i Guds ord. Det er altså bibelen vi bruger, vi tager ikke en andagtsbog og går igennem. Hvis vi brugte en andagsbog så ville det være fordi det ville være noget ekstra vi gjorde i løbet af dagen, og den ville så fungere som et supplement. Men det gør  vi ikke, istedet er det Guds ord vi går igennem, og det er en bog af gangen som vi gennemgår ved at læse den op, forklare den, og taler om den.

Men det kan man da ikke med små børn
Nogen mener at det er svært at få små børn til at sidde og høre efter hvis det skal være bibelen man læser op af. Så der er nogen der har valgt at bruge bibelhistorier, dvs historier fra bibelen blot omskrevet til børnesprog.  Igen vil jeg mene at det nogen gange kan være et godt supplement, men det er vigtigere at lære børnene Guds ord, end at lære dem bibelhistorierne. For historier fra bibelen der er omformuleret er ikke Guds ord. Det er da også sandt at det nogen gange kan være svært at lære børn at sidde og lytte og vente til de må stille spørgsmål. Det kan faktisk være svært at starte et sådan bibelstudie/andagt op, fordi der er modstand mod at sidde og høre efter når man hellere vil lege. Men de har jo masser af anden tid som de kan bruge til at lege, og lige præcis her er det at jeg udover at bruge min tid på noget godt, så signalerer jeg også til mine børn, at denne bog er så vigtig at far og mor vil have at de lærer den at kende.

Var engang normalt
Jeg er ofte blevet trist over at se hvor lidt unge mennesker med en kirkelig baggrund kender deres bibel. De har ikke været vant til at se deres forældre tage den frem, de har ikke oplevet at forældrene har oplært dem i bibelen, og de har ikke lært at læse i den. Men engang var det helt normalt at kristne familier gjorde den slags. Det var den bog som folk kendte, fordi far havde læst den for børnene. I gamle dage havde man altså heller ikke flere forskellige slags børnebibler, man havde eén bibel, og det var den man brugte.
Du følger altså en god tradition ved at bruge bibelen sådan, og det er ikke noget der nogensinde bliver gammeldags.Det at kende Guds ord er så vigtig af flere årsager. Hvorfor vil jeg gennemgå i de næste indlæg uden dog at kunne være udtømmende. Så hvorfor vi skal lære Guds ord at kende, og hvorfor det er vigtigt hvad enten man er barn, teenager, voksen eller ældre vil jeg gerne skrive lidt om.

Inspirazione
Lige kort der kan være flere forskellige måder at man holder en bibelandagt på, så længe der er en oplæsning af Guds ord, og man prøver at forklare den. Så jeg håber kun at være til inspiration her, ikke at komme med et fast mønster for hvordan man skal gøre. Noget vi gør er at tage en hel bog af gangen. Og så skifte mellem en bog fra det nye testamente og så tage en fra det gamle. Pt er vi ved at gennemgå Første Samuelsbog som vi valgte at tage lige efter en gennemgang af Dommerbogen, da de lå i naturlig forlængelse af hinanden. Så vil vi nok tage to bøger fra det nye i træk bagefter. Hvor meget vi læser svinger fra gang til gang. Det handler meget om hvad der står, og hvor meget jeg og de andre er i stand til at sige udfra det, og læse det i den rigtige kontekst. Jeg behøver ikke forstå det hele, og det behøver de andre heller ikke, men det kommer jeg måske ind på i de kommende indlæg. Indtil da, er din familie endnu ikke kommet i gang med at læse bibelen som samlet familie, så overvej kraftigt om at komme i gang. Tro mig, det er den del af jeres familieliv som vil være allermest givende på sigt.

Categories
Livet som kristen Synd

Er gengiftning tilladt eller forbudt?

Engang var det at gengifte folk noget som var nærmest ikke-eksisterende i bibeltro kirker. Det samme er også tilfældet i dag. Forskellen er blot den at de kirker som engang var bibeltro, men i dag gengifter, ikke er bibeltro mere. På trods af at de kalder sig bibeltro. At man siger man er bibeltro, men med sine gerninger viser at man er imod hvad bibelen siger, hænger ganske enkelt ikke sammen.

Men lad os kigge på hvad bibelen siger, og lad os forsøge at lade være med at fortolke det udfra vores egen tids forståelse. Jesus svarede nogen farisæere i Mattæus 19 at det kun er tilladt at skille sig af følgende årsag:

”Den, der skiller sig fra sin hustru af anden grund end utugt og gifter sig med en anden, begår ægteskabsbrud.”

For at forstå dette korrekt skal vi se på bibelen som helhed, og her må vi kigge på de vers som, også kommer ind på dette. Det finder vi i Markus 10.11-12:

”og han sagde til dem: »Den, der skiller sig fra sin hustru og gifter sig med en anden, begår ægteskabsbrud mod hende; og hvis hun skiller sig fra sin mand og gifter sig med en anden, begår hun ægteskabsbrud.”

Vi skal lige vide at dengang var det ganske normalt at skille sig, af både den ene og den anden grund. Var man utilfreds med den mad som ens hustru lavede, så blev det anset som skilsmissegrund. Kom ens hustru til at tale med en fremmed mand, så var det skilsmissegrund. Eller hvis hun talte med disrespekt til sin mand, så kunne det også være skilsmissegrund. Ja, der var tilmed rabbier der mente at hvis man fandt at en anden kvinde var mere dejlig end sin hustru, så kunne det være skilsmissegrund. Oveni det var der også mere firkantede holdninger såsom at det kun var ved utroskab at skilsmisse kunne accepteres. Alt i alt var det altså et område som skilte vandene selv dengang. Der er altså ikke så meget nyt under solen hvad det angår.

Farisæerne ville med deres spørgsmål til Jesus om hvornår man kan skille sig fra sin hustru, finde noget som de kunne anklage Ham for. Ville Jesus tale imod Moses eller ej? Men Jesus viser at årsagen til at Gud igennem Moses gav dem lov at blive skilt ved hjælp af et skilsmissebrev var at de havde hårde hjerter (se link her Hårde hjerter)
Jesus fortæller dem hvad Guds oprindelige mening med ægteskabet var, og viste samtidig at det stadig er Guds mening. Hvad Gud har sammenføjet må mennesker ikke adskille. Man kan læse dette i Markus 10.1-12 hvor Jesus forklarer sammenhængen, som jeg forventer at de fleste af bloggens læsere er bekendt med. Men tilbage til spørgsmålet om man så kan blive gift hvis man er blevet skilt?

Et gran salt
Lad mig starte med at erklære, at det jeg her skriver ikke er en lære som er velkendt for tiden. Det er kun meget få steder jeg har set den, og det bør betyde at det jeg her skriver skal tages med et gran salt! Måske tager jeg fejl, når det kun er noget man hører om så sjældent også i bibeltro menigheder. Ikke desto mindre ved jeg det er noget der er blevet praktiseret før også i bibeltro menigheder som har taget ægteskabet seriøst, og mennesker seriøst. Men tag lige et kig på fodnoten til dette indlæg nederst, for en sekulær vinkel på dette.
Lad os lige se hvad der stod endnu engang: Den, der skiller sig fra sin hustru og gifter sig med en anden, begår ægteskabsbrud mod hende; og hvis hun skiller sig fra sin mand og gifter sig med en anden, begår hun ægteskabsbrud.
En god ting ved dette skriftsted er at den ikke gør forskel på mænd og kvinder. Her kan man tydeligt se at hver af parterne kan begå ægteskabsbrud. Men hvem er det synden henvises til? Det er den skyldige part. ”DEN der skiller sig fra sin hustru” står der. Der stod ikke at den som bliver forladt, eller den som utroskabet bliver begået imod begår ægteskabsbrud. Nej det er ganske tydeligt at det er den skyldige som der peges på her, og ikke den forurettede.
Desværre har man tit gjort det til at begge parter nu ikke længere kunne finde sig en ny partner. Men det stod der ikke noget om. Jeg kan i hvert fald ikke læse at det skulle være tilfældet. Jeg ved at nogen kirker der mener det er tilfældet, og jeg har respekt for at de tager ægteskabet så alvorligt, i modsætning til visse andre som bare lader alt sejle. Men det er som om det er at lægge lige lovlig meget ned i skriften at sige at en forurettet part ikke kan gifte sig igen uden at begå ægteskabsbrud.
Nogen gange skal det så lige siges, kan det være vanskeligt at finde ud af om begge parter var skyld i det eller ej, men der findes også tilfælde hvor det er ganske nemt at finde ud af hvem der var skyld i et ægteskabsbrud. Men det bliver for omstændigt at komme ind på her. Men det var så den del som man kan tage med et gran salt, da det ikke er så brugt en tilgang (men se lige fodnoten). Men lad os nu gå videre med den del hvor der ikke burde være nogen som helst form for tvivl.

Men hvad så når utroskab ikke er årsagen?
Det sker desværre meget ofte i dag, at folk der kalder sig kristne bliver skilt uden anden årsag end den man ser i det sekulære. Folk vokser fra hinanden, eller synes de er gået i stå, de er ikke lykkelige mere, eller hvad de nu har af argumenter. Ingen af disse argumenter er brugbare. Har man brugt et sådan argument for at blive skilt, har man ganske enkelt ikke ret til at blive gift igen. Medmindre den anden part går hen og dør, eller i fald den anden part vælger at blive gift til anden side (hvilket er utroskab). Der er selvfølgelig også muligheden at man kunne finde sammen igen, hvilket jo er sket for nogen.
Jesus er helt klar på dette område, i fald man bliver gift igen, uden at årsagen er at ens forhenværende ægtefælle var utro, så begår man hor. Og ikke bare det, man indgår et institutionelt fælleskab som bygger på synd, og dermed vil man binde sig selv og hinanden på et liv i synd. Det er virkelig alvorligt.

Men en ting er at folk vælger at leve sådan. Det kan ikke hindres og vi lever i et frit samfund hvad det angår. Men det betyder ikke at man som kirke skal støtte det. Men lige præcis her er der sket et enormt skred. Kirker som før var meget klare på dette område vælger i dag at gengifte folk der er blevet skilt uden nogen som helst form for bibelsk argumentation. Når man vælger som præst og kirke at vie folk som dermed ifølge Jesu lære indgår et forhold der bygger på hor, så vælger den præst og den kirke at velsigne noget som i Guds øjne er en vederstyggelighed. Ofte vil man kunne iagttage at de samme præster og kirker kan gå hårdt frem imod tilladelsen af at homoseksuelle kan blive viet. Men det at de tager den del alvorligt, men ikke det om gengiftning viser en ubehagelig homofobisk holdning, som gør forskel på mennesker. For hvis Jesus taler skarpt og klart imod gengiftning af folk der er blevet skilt uden det skyldtes utroskab, og man ikke tager det alvorligt, men i stedet tager dele af Paulus breve (foruden visse dele af det gamle testamente) alvorligt viser at man kun vil tage imod den del som man godt kan lide alvorligt, men ikke det som man ikke lige bryder sig om. Man er blevet en selektiv kirke, som kun tager det af Guds ord, som man har det godt med, og ikke de dele som er mindst ligeså vægtige, men bare ikke så populære. Hvad man så burde gøre ved disse præster og hvem nogen af dem er, vil jeg komme ind på næste gang.

Men alt i alt tror jeg godt det kan lade sig gøre at både have en bibelsk tilgang til ægteskab og skilsmisse og have en menneskelig side ind over uden at det er problematisk. Men man kan ikke bare nøjes med at se tillade alt og ikke tage gengiftning meget alvorligt. Så min holdning er at hvis en part ikke kan klandres for at være medskyldig i at den anden ægtefælle er utro, og der opstår en skilsmisse, så kan jeg ikke se bibelen viser noget skulle hindre den person i at blive gift igen. Men hvis det ikke er utroskab som er årsagen, så vil jeg være EKSTREM tilbageholdende med at give folk lov til at blive gift igen, det vil sige jeg er reelt set imod. Og til det har jeg både bibelske og personlige iagttagelser at gøre brug af, som jeg måske vil komme ind på en anden gang.

Fodnote:
At skilsmisse kun er tilladt i fald at en af ægtefællerne har været utro, har engang været det eneste argument for at få lov til at foretage en skilsmisse i flere samfund, og er det måske stadigvæk nogen steder. Det betød at hvis man kunne finde ud af at ens ægtefælle havde været utro, så havde man ret til at blive skilt fra den person. Men også blive gift igen. Det betød desværre at der gik hen og blev en lille industri blandt velhavende personer, som gik ud på at hvis man ville skilles, kunne man arrangere kunstige affærer. Man tog hen et feriested, og ansatte en person som man skulle blive set sammen med, så ens ferie kunne se ud som om man havde en affære med en anden person. Man skulle sørge for at få nogen til at dokumentere dette, og så kunne man sørge for at ens ægtefælle fik nys om sagen, og på den måde ville det medføre at man blev skilt. Alt dette er ganske humoristisk fortalt i den kendte Fred Astaire og Ginger Rogers film ”The gay divorce”, og nej det betyder ikke den bøssede skilsmisse, men den sjove skilsmisse. Det er en komedie. Men i trediverne havde gay ikke den betydning det har i dag. Filmen handler (som så mange andre Astaire og Rogers film) om at Fred Astaire vil giftes med Ginger Rogers, men denne gang er hun gift med en anden mand. Men hun er træt af ham og vil skille sig fra ham. Måden hun vil gøre det på er ved ovenstående metode. Så engang i England og også USA (så vidt vides) var skilsmisse kun i orden hvis utroskab var inde over. Ellers var det noget man så ned på. Men hvis det var verden der så sådan på det dengang, hvordan står det ikke til i dag, når ikke engang kirken kan finde ud af at tage ægteskabet seriøst?
Her er et lille klip fra filmen med den velkendte sang “Night and Day”.

Categories
Endetiden Kirke Livet som kristen

Er vi parat til modstand fra vore egne rækker?

Noget som for mange kristne er svært at forstå, er at den største modstand man møder imod evangeliet, ofte er den man møder i kirken selv. Engang kunne man sige at det kun var i den romersk katolske kirke at man rigtig oplevede det. Jan Hus, William Tyndale og Martin Luther oplevede hvordan den største modstand mod deres klare forkyndelse af Guds ord, kom fra kirken selv. Det var en modstand der var så kraftig at det kostede Hus og Tyndale og mange andre deres liv.
I dag er det ikke så ligetil at se hvorhenne modstanden vil komme fra. For det er ikke nødvendigvis fra den romersk katolske kirke vi i dag oplever modstanden. Den modstand man møder derfra er langt mere diplomatisk orienteret. Nej, i dag oplever vi modstanden i mange af de etablerede kirker. Kirker hvis historie bygger på reformatorisk kristendom, men som har valgt at glemme hvad reformeret kristendom er.

Jeg kan huske at den gang det gik op for mig hvor enkelt evangeliet egentlig er, og hvordan det reelt set skal forkyndes, så tænkte jeg umiddelbart, at dem jeg arbejdede sammen med i det kirkelige ville blive ligeså begejstrede som jeg var. Men jeg blev faktisk meget overrasket over at se den måde det blev modtaget på. Nogle få af dem jeg arbejdede sammen med var fuldstændig enige, men andre viste klar modstand mod den måde at forkynde på. Det var ikke en måde der passede til vore dage og andre ubrugelige undskyldninger var det jeg hørte. Men der var aldrig nogen bibelske argumenter som man brugte til at afvise det, fandt jeg ud af.

At jeg naivt troede at de andre kirkefolk ville glæde sig som jeg, er ikke usædvanligt. Den samme naivitet havde Luther også da han fandt ud af hvad evangeliet virkelig var. Det kan man læse ud af hans 95 teser som han satte op på Wittenbergs kirkedør. Der kunne man læse at han da bestemt regnede med, at hvis paven vidste hvorledes man inddrev penge fra folk, så ville det medføre et øjeblikkeligt stop. Også at han da var sikker på at Paven ikke mente at man kunne blive frelst ved at købe sig til det med penge. Men Luther tog fejl. For paven var stærkt indblandet i denne forbryderiske måde at føre kirke på. Luther ændrede også ret kraftigt mening om paven senere hen.

Luther oplevede forfølgelse ikke så meget fra folket, men fra den kirke som han var en del af. Det samme sker for kristne i dag. De selvsamme kirker som folk kommer i, arbejder i og engagerer sig i, modarbejder folk der forkynder evangeliet. Man forsøger ovenikøbet at få dem fjernet. Det er ikke noget jeg skriver fordi jeg selv har oplevet det, for hvis det bare var mig, der oplevede det, så var det nok bare et tilfælde. Men det faktisk noget folk oplever mange steder.

En fristelse
Der er i dag en fristelse for dem der oplever den modstand i kirken mod evangelisk forkyndelse. Det er den fristelse der får os til at tænke på om vi måske skal skrue lidt ned for den klare forkyndelse. Om vi ikke istedet skulle være lidt forsigtige, og istedet værre lidt smart og bare give små guldkorn her og der, og så håbe der er nogen der fanger det. Men det er en farlig fristelse. For hvis vi er fristet til det i dag, hvor vi kun mister positioner i kirken, hvor meget mere fristet vil vi så ikke være når det er fysisk forfølgelse vi vil opleve istedet? For det vil være det fremtiden vil byde på. Fysisk forfølgelse fra en frafalden kirke mod dem der holder fast i evangeliet. Hvilket Jesus selv advarer os om vil ske.

”Derfor, se, jeg sender profeter og vise og skriftkloge til jer; nogle af dem vil I slå ihjel og korsfæste, andre vil I piske i jeres synagoger og forfølge fra by til by.” Mattæus 23.34

Dette siger Jesus til nogle farisæere og skriftkloge, efter Han har sagt til dem at det skal gå dem dårligt, fordi de afviser evangeliet, og fordi de forhindrer andre i at høre evangeliet m.m. Bestemt ikke noget de blev glade for at høre, og som nok var med til at gøre dem endnu mere parate til at korsfæste Ham. For det Jesus sagde, var reelt set at de folk som i samfundet blev anset for at være de mest hellige, og dem der mest fortjente Guds velsignelse, at lige præcis dem ville der ikke være plads til i Guds rige. Sådanne proklamationer var slet ikke i overenstemmelse med det man ellers mente i samfundet om farisæerne og de skriftkloge.

Men Jesus nøjes heldigvis ikke bare med at sige at der ikke er plads til dem i Guds rige. Han forklarer også hvorfor. Og Han peger på deres gerninger. For deres gerninger viste at de ikke tilhørte Gud. En af de gerninger Han illustrerer dette med, er at Han vil sende profeter og vise og skriftkloge til dem. Men de vil slå dem ihjel i stedet for at modtage dem. De vil med andre ord, ikke tage imod folk fra den Gud, som de siger og påstår de selv tilbeder. Det at de ikke vil tage imod Guds udsendte viser at de ikke tilhører Gud, og at de i virkeligheden blot er hyklere som ikke har åndens frugter.

Sådan var det dengang under Jesu tid. Men der er ikke noget nyt under solen i dag. Vi har også farisæere og skriftkloge i kirkerne i dag, og det er de samme slags mennesker som afviser evangeliet i dag, som dengang. Folk der kan lide at blive set på som hellige og mere kloge end andre indenfor kirkelige ting. Men samtidig ikke er genfødte kristne, der lever i ånden og dør fra sig selv. Sådanne mennesker leder i dag mange af vor tids kirker. Folk der påstår de forkynder evangeliet og er kristne, men i deres gerninger og lære viser at de ikke kender Gud og heller ikke Hans ord. På trods af deres titler og eventuelle teologiske eksamener.

Piskning i synagogerne
Vi lever i et land lige nu, hvor det ikke er accepteret at man pisker folk pga deres tro. Så det er ikke noget vi oplever lige nu. Men tingene kan ændre sig. Det er sket før, og det kan ske igen. Vi kan godt risikere også i et vestligt land at der ikke er plads til at have frihed til at tro og forkynde det man selv ønsker at tro. Når det sker, vil vi også i dette land kunne opleve at kristne som holder fast i bibelens troværdighed og autoritet vil blive forfulgt af den sekulære kirke, afhørt af den sekulære kirke, og tortureret af den sekulære kirke. Og jeg skriver med vilje sekulær kirke, for den kirke der kan finde på at gøre den slags overfor Guds folk (ja, det gælder også for andre folk) er ikke en kirke som tilhører Gud, men er af denne verden. Deraf ordet sekulær.

Dem der vil udøve dette vil ironisk nok tro at de tjener Gud med dette. For de vil jo gøre det i kirkeligt regi, og dermed kunne argumentere for at de udøver deres religiøse arbejde. Der vil være nogen som pga denne forfølgelse fra den kirke som de troede de hørte til, vil forlade troen. De kan ikke få det til at passe ind i deres ”teologi” at kirken bliver forfulgt at ”sine egne”. Men Jesus har advaret os imod dette i Johannes 16.1-3:

” Sådan har jeg talt til jer, for at I ikke skal falde fra. De skal udelukke jer af synagogerne, ja, der kommer en tid, da enhver, som slår jer ihjel, skal mene, at han derved tjener Gud. Og det skal de gøre, fordi de hverken har kendt Faderen eller mig.”

Ikke noget nyt under solen
Vi behøver altså ikke blive forvirrede over denne forfølgelse. At kristne bliver forfulgt er noget vi kristne er blevet lovet. At vi kan risikere at blive forfulgt af den sekulære kirke, viser også at Jesus havde ret i sin forudsigelse. Jeg tror ikke som nogen gør, at dette kun gælder for den vestlige verden dengang den romersk katolske kirke styrede i middelalderen. Jeg tror heller ikke at det kun gælder for den tid som var på Jesu tid. Dette gælder også for os i dag. Der er ikke noget ved vores del af verden, eller den tid vi lever i, som skulle gøre at vi ikke er i risiko for forfølgelse fra en sekulær kirke. Det er en forfølgelse som vi alle kan risikere, og ikke en vi kan flygte fra ved at bede på en speciel måde, eller have en eller anden form for tro ”der er bedre end andres” sådan som nogen i trosbevægelsen fejlagtigt har indikeret.

Altid parat?
Kristne kan, mener tror jeg og er sikker på, i alle tider blive udsat for forfølgelse. Det sker på forskellige niveauer og metoder. Men hvis vi ikke er parat til at blive hængt ud som fanatikere, ekstremister, og fundamentalister med det nuværende niveau af forfølgelse fra den etablerede kirke (hvis man kan kalde det forfølgelse, ordet ekskludering er nok bedre) hvordan skulle vi så være parate til den kommende forfølgelse? Noget vi kristne må spørge os selv om jævnligt er, om vi er parat til at dø for vores tro, eller om vi trænger til at få vores tro fornyet. Det tror jeg er sunde spørgsmål at stille til sig selv, og til sine medbrødre og søstre i troen. Så er vi parat til at betale den lille pris i dag, for at prædike og holde fast i evangeliet? For hvis vi ikke er, hvordan ville vi så kunne holde fast i troen når modstanden bliver hårdere?

Categories
Kirke Livet som kristen

Hvilke tegn har man på at man er født på ny?

Jeg har mange gange hørt om ungdomsgrupper i nogen kirker, som efter deres ungdomsmøder om fredagen (eller lørdagen), gik i byen og opførte sig som folk nu gør, når de går i byen i weekenden. Jeg ved at det er et problem man har diskuteret i flere kirker, og som man har forskellige ideér til hvordan man kan løse. Man har eksempelvis forsøgt at løse det ved at gøre ungdomsmøderne mere smarte, indføre bowling istedet for forkyndelse, gøre møderne mere afslappede og hyggelige. Men intet af det er en reel hjælp når det kommer til stykket.
Her vil jeg gerne erkende min egen skyld, for jeg har selv været med til at afprøve disse menneskelige løsninger. Jeg har ovenikøbet talt til møder, hvor jeg har forklaret hvorfor kristne ikke kunne leve med et ben i verden og et ben i kirken, og er vidende om at andre har gjort det samme i en god mening. Men vi er som regel gået fejl med den forkyndelse. For vi glemmer hvem det er, der har lyst til denne verdens glimmer og hvem der ikke har. Jeg burde have givet evangeliet dengang, istedet for at prædike hvordan man skal leve som kristen, når sandheden nok har været at en stor del af dem ikke var genfødte kristne. Ikke alle, men nogle.

Et nyt menneske
Da jeg blev frelst, gad jeg ikke længere drikke mig fuld og gå i byen. Glæden ved den slags forsvandt. Hvis jeg prøvede det, ville jeg nok have vågnet næste morgen med en dårlig samvittighed, som ville betyde at jeg havde endnu mindre lyst til det end før. Hvorfor egentlig det? Jo, fordi jeg var født på ny. Prøv at se hvad Johannes skriver her:

“Enhver, som er født af Gud, gør ikke synd; for Guds sæd bliver i ham, og han kan ikke synde, fordi han er født af Gud.” Første Johannes 3.9

Nu skal vi ikke gå hen og misforstå dette vers, således at man ikke kan fejle som kristen og gøre rigtig dumme ting. Det er ikke det der er tale om. Der er tale om at en kristen ikke kan leve i synd. Vi kan ikke fungere i en syndig livsstil. Dette er også med til at vise, at vi er anderledes end verden. For det verden har at tilbyde, interesserer os ikke længere. Det er kun tomhed i forhold til det Gud har til os. Men eén der ikke er født på ny, vil ikke kunne forstå dette. En ufrelst kan ikke se skønheden i Jesus, og i at leve et gudsfrygtigt liv. For dem er det en dårskab og en kedsommelighed. Mange af de ufrelste der kommer i kirkerne, vil uden problemer kunne gå i byen efter et møde og opføre sig som verden, uden dårlig samvittighed. De kan ikke se at prædikanten skulle have ret, for prædikantens formaning om at leve gudsfrygtigt er for den ufrelste dårskab. Men for den omvendte er det åndelig mad.

Hvem skal vi give åndelig mad?
Istedet for at formane de ufrelste og forsøge at “disciple” dem, burde vi istedet prædike synd, dom og retfærdighed, så de også kan se at de er fortabt uden Gud. Jeg ved godt at der er mange der så vil svare, at det vil medføre at en del af dem vil forlade kirken. Til det kan jeg kun sige, at så må vi lade dem gå. Hvorfor skulle vi bruge tid på folk der ikke vil omvendes, men bare komme i et kulturelt socialt fællesskab der giver dem falsk tryghed. Når man burde bruge tid på at give de kristne åndelig mad, som vil holde dem tæt til Gud.
Er det ikke vigtigere at sørge for at give åndelig mad til dem der vil have åndelig mad, end at give tomme kulhydrater til en flok der alligevel ikke vil leve deres liv for Kristus eftersom de ikke tilhører Ham? Og er vi ikke kaldet til at give fårene mad, og ikke gederne, som Spurgeon ville have sagt det?

Categories
Livet som kristen Overfladisk kristendom

Voddie Baucham skar ind til benet

Voddie Baucham talte i dag på Shepherds Conference om hvor vigtigt det er at dem der tjener særlig med ordets forkyndelse, også er gode fædre og ægtemænd. Dejligt at lige præcis sådan et emne bliver taget op på en prædikantkonference. Jeg husker da jeg for ca 20 år siden som ung mand rejste rundt med et evangelisations og forkynderteam. Da boede vi ofte hos pastorerne og deres familier. Det bedrøvede mig dengang at se hvor mange af de pastorfamilier der så perfekte ud på overfladen, som bag facaderne viste sig at være ruiner af noget der skulle have været smukt og velholdt. Hustruer som blev tilsidesat og børn der måtte klare sig selv i fars fravær. Jeg husker at jeg ofte tænkte at sådan skulle min familie ikke være, når jeg engang fik en. Der var dog også nogen som skilte sig positivt ud og viste sig at være familier som levede det ud som blev prædiket. Det var en velsignelse at bo ved dem og se hvordan deres liv ærede Jesus.Der var særlig en familie som skilte sig helt specielt ud her, som jeg fik stor respekt for.

Men flere år efter hvor jeg så havde fået en familie, og havde en tjeneste, fandt jeg langsomt ud af at jeg var blevet som dem jeg ikke ønskede at blive som. På trods af at jeg prædikede evangeliet, på trods af at jeg gjorde meget ud af at forkynde evangeliet klart og på trods af at jeg udadtil havde en brand for Jesus, så havde jeg mit hjerte og fokus det forkerte sted. Jeg forsømte min kone, da jeg anså tjenesten som mere værdifuld end hende, selvom hun var en vidunderlig personlig gave fra Gud til mig. Jeg brugte for lidt tid på børnene da jeg mente det var vigtigere at have styr på min tjeneste, og havde muligvis en id’e om at Gud ville velsigne børnene fordi jeg tjente Ham.Men sandheden var at jeg levede som en hykler, i og med at jeg havde det i munden, men ikke i mit hjerte. Den slags er ikke i orden selvom teologien er nok så korrekt.
Det er noget jeg prøver at være opmærksom på i dag. Jeg fejler stadig, og ved jeg også vil gøre det i fremtiden. Men jeg har også erkendt hvor vigtigt det er først og fremmest at være ægtemand og far, og ved jeg skal være lydhør her. Hvis jeg ikke er opmærksom på det, så ville jeg være en fiasko som prædikant ligemeget hvad. Det kan være så nemt at blive for fokuseret på ens tjeneste at man glemmer dem der er nær en, og er dem man skulle tjene først og fremmest.

VIP
Jeg vil ikke skrive mere om det nu, men sige at når videoen med Voddie Baucham kommer ud skal jeg huske at poste den her. Den er en must see for enhver der er kaldet til at stå i tjeneste med at forkynde.Havde forresten et møde i en af VIP rummene med Voddie Baucham. Hvilket var ret morsomt at prøve. For jeg bliver normalt anset for at være en VAP (Very Annoying Person) i visse kredse, men åbentbart ikke her. Vi havde en snak med Voddie om at komme igen til Danmark, det vil han rigtig gerne hvilket også er specielt. For han er ifølge flere virkelig vanskelig at få fat i. Men han vil gerne til Danmark, og kommer sommeren 2013. I år får vi Phil Johnson på besøg, og ham skal jeg også have et VIP møde med i morgen. Og lad mig bare være ærlig, Jeg føler mig ikke særlig vigtig, men ydmyg over at så gode og anerkendte bibelundervisere og pastorer, vil bruge tid på at snakke med mig og tage helt over til vort lille land. Overvejer du at tage med på lejren til sommer, så læs mere om den på www.tilbagetilbibelen.dk.

Categories
Bibelen Evig dom Livet som kristen Omvendelse

En fars og prædikants ansvar

Jeg er p.t. i LA California og startede søndagen med to møder i Grace to You Church (John MacArthurs kirke). I det første møde talte en af ældstebrødrene Chris Hamilton om hvad det indebar at være en ældste, og sammenlignede det med at være en far. Her er lidt af de tanker som jeg går rundt med efter at have hørt det.

Det som jeg siger til mine børn, og det liv jeg lever må stemme overens med hinanden. Hvis ikke det gør det, så giver jeg mine børn to valg. “Skal jeg vælge at følge far i det han siger, eller skal jeg vælge det liv far han lever?” Med andre ord, hvis min bekendelse er markant højere og forskellig fra det liv jeg lever, så er mine børn også i stand til at se at der er en modsætning her. Hvilken del af det jeg viser skal de så tro på, og hvilken skal de ikke?

Det her er kollosalt vigtigt at være opmærksom på, for ellers viser jeg mine børn at det er i orden at leve som hykler. Det ønsker jeg ikke at vise dem, for det er forkert og hykleri sender folk til Helvede. Ikke nok med det, hykleri er også et stort selvbedrag. Farisæerne var kendt for at leve i et sådant selvbedrag og Jesus viste dem det. Han gjorde flere gange opmærksom på at de levede i hykleri og at det ville sende dem til evig fortabelse.

Overfladisk kold kærlighed
To forskellige bekendelser som kommer til udtryk ved at vise det ene, men gøre det andet, viser også at det kærlighedsforhold man påstår at have til Guds ord, ikke er andet end tomme ord. Ord er ikke nok hvis man siger man elsker nogen. Handling hører sammen med den bekendelse, ellers er det en kold og overfladisk kærlighed som reelt set ikke er kærlighed. Hvis det er den slags falsk kærlighed jeg viser overfor Guds ord, så vil mine børn fatte det. De vil kunne se at far har det mere i munden, end han har i hjertet.

Her tænker jeg at det her har også betydning for hvad jeg kan tillade mig at tale om, og hvordan jeg taler om det. Hvis jeg står på en prædikestol og taler over et emne som ikke fungerer særlig godt i mit eget liv, så skal jeg passe rigtig godt på med hvordan jeg siger det. For hvis jeg siger tingene hårdt og ikke selv efterlever det, så bliver jeg som farisæerne der krævede en masse af andre, men ikke selv ville løfte en finger for det. Som Jesus anklagede dem for.

Men hvis det jeg taler om også er noget jeg lever i, og det vel at mærke bygger på Guds ord, så er der også større kraft og autoritet i det jeg siger. Spørg dig selv hvorfor er der så stor kraft i eksempelvis Paul Washers, Voddie Bauchams, og Leonard Ravenhills forkyndelse? Det er ikke kun fordi der er en god teologi bag forkyndelsen (hvilket der SKAL være). Men også fordi deres liv afspejler det de prædiker. Paul Washer taler meget om at prædike evangeliet og betale den pris det har at være en kristen. Det er noget han lever i. Voddie Baucham taler meget om det kristne familieliv og opdragelse af børnene. Det er noget han lever i. Leonard Ravenhill talte meget om bøn og leve overgivent til Gud. Det var noget han levede i.
Alle tre prædikanter talte med kraft og autoritet. Ikke deres egen, men en kraft og autoritet de havde fået i Kristus pga Hans værk på korset. For det er stadigvæk af nåde vi får den kraft, selvom vi efterlever det vi prædiker.

Alt dette handler ikke om at leve perfekte liv. Det er jo ikke muligt for os, men Jesus har gjort det i vores sted. Men det handler om at vi erkender vores egen utilstrækkelighed og samtidig Guds vilje og gerninger for og i vores liv. Og leve liv der peger på Kristus og ikke os selv, og ikke gøre det på en hyklerisk måde der gør os selv bedre end vi er, men samtidig lever med Guds ord som autoriteten for vore liv så vi ikke lever i lovløshed og skam.

Men alt taget i betragtning, så står jeg tilbage med disse tanker: hvis jeg ønsker at tale og skrive med større kraft og autoritet, er jeg så parat til at betale den pris det koster?
Jeg tror det svar er værd at tænke ordentligt igennem inden jeg bare giver et svar. For hvad hvis jeg ikke er parat til det, er det så ikke bedre at tænke det ordentligt igennem først, før jeg giver et svar?

Omvendelse er ikke kun en engangsaffære. Der er en afgørende omvendelse på et tidspunkt i ens liv, men hvis den omvendelse ikke indebærer en fortsat række af omvendelser, så er det slet ikke sikkert at man var omvendt i første omgang. Derfor er dette også spørgsmål som man ikke skal tage alt for let på.

Categories
Bibelen Brevkassen Hvem er Gud? Livet som kristen Mirakler

Hvad er Guds vilje for mig?

Hvordan kan jeg finde ud af hvad der er Guds vilje for mit liv? Er det en information der er skjult? Er det noget jeg skal udøve specielle religiøse handlinger for at finde ud af? Eller er det i realiteten ikke så svært at finde ud af?
Nogle spørger andre, eksempelvis ved at spørge sin præst. Hvilket i udgangspunktet kan være en god ting, hvis ens præst kender skriften og bygger på den. Andre vælger at gå til profeter, eller folk der kalder sig profeter, hvilket jeg har lidt skepsis overfor. For det er lidt ligesom dem der bad Jesus om at gøre tegn for dem, men Jesus valgte ikke at give dem noget tegn. Ikke andet end at Han opstod fra de døde på trediedagen. Men det var nu også et stærkt tegn.

Men er det så svært at finde ud af hvad der er Guds vilje, og behøver man virkelig få en stor åbenbaring om det, for at finde ud af det, sådan som nogen åbenbart mener? For har Gud ikke vist det i forvejen, igennem sit ord? Alt for mange bruger tid på at søge efter Guds vilje ved at sidde lang tid i bøn (bøn er ellers fint nok), ved at faste, eller ved at gå til såkaldte profetkonferencer. Men skulle vi ikke istedet læse hvad der står i bibelen, og der finde ud af hvad Gud allerede har sagt? For hvorfor skulle Gud sige noget nyt? Vi har jo fået alt hvad vi har brug for at vide om Gud, i dette liv i bibelen.

Men hvad er så Guds vilje? Guds vilje er at alle skal frelses (1 TIm 2.4). Det er ikke alle der bliver frelst. Så det viser os også at der er nogen der ikke er i Guds vilje. Er du frelst er du i Guds vilje. Er du i Guds vilje så sørg for at blive i Guds vilje. Det kan du gøre ved at kende Hans ord. Eksempel: Du er forelsket i en som ikke er kristen. Er det en god idé at blive gift med vedkommende? Lad os se hvad der står i Guds ord. Der står at vi ikke skal gifte os med de ikke-troende. Det var jo nemt, for så kender vi Guds vilje på det område. Det kan godt være at du er irriteret over det, men det står der, og så må det være Guds vilje. Jeg behøver ikke en stor åbenbaring, for det står klart i bibelen.

Okay, men hvad nu hvis jeg går med nogle overvejelser, om jeg skal starte på en uddannelse? Hvordan kan jeg finde ud af om det er Guds vilje? Svaret er; læs Hans ord, og søg Guds vilje i det Han allerede har skrevet. Står der at det er dumt at tage en uddannelse? Jeg har ikke fundet noget der skulle tale imod det. Er den uddannelse du vil i gang med i uoverenstemmelse med Guds ord? Det er vist kun sjældent det er tilfældet. Så ifølge Guds ord, er der ikke noget til hinder for at du skulle tage en uddannelse. Men hvad nu hvis Gud vil noget andet alligevel? Det vil jeg komme ind på i et senere indlæg, men Guds ord er den øverste autoritet. Gud siger ikke noget der er i modstrid med Hans ord. Så kend Hans vilje for dit liv ved at lære Hans ord at kende.

Categories
Bibelen Kirke Livet som kristen Overfladisk kristendom podcast Prædikener

Podcast: Da en af Israels stammer spiste svinekød

For et par år siden holdt jeg en prædiken der hed; ”Svin, frafald og menigheden”. Den vil jeg godt tage frem igen. Den handler om hvor vigtigt det er for kristne at tilhøre en menighed, og komme i en menighed. Det er desværre ikke noget alle tager så alvorligt, og slet ikke i et samfund som vores, hvor det ikke er særlig populært at binde sig. Man vil så gerne være frie, men fatter ikke den frihed og beskyttelse der ligger i at være bundet til eksempelvis en ægtefælle eller en menighed.
Men hvorfor er det så vigtigt at være en del af en kirke hvis man er en kristen, og hvad er konsekvenserne hvis man vælger at stå udenfor kirken? Det kommer jeg ind på i denne prædiken som for nogen nok er lidt skræmmende. Så hør den kun hvis du kan tåle den.