Cameron og Anders som pt er i USA, fik et møde med Paul Washer fra www.heartcrymissionary.com Det blev bl.a. til et interview hvor de kom ind på hvad der er brug for at kirken i Danmark gør, hvis vi vil have sunde og bibelsk funderede kirker. Her var det primært en god bibelsk undervisning, og en bibelsk forståelse af hvordan man bliver frelst. Paul Washer taler også om at han gerne vil komme til Danmark næste år. Det der får en til at blive ydmyg når man hører ham sige det, er at han ikke vil komme for at tale til en stor forsamling. Han ønsker at være sammen med en lille flok brændende kristne som vil prædike Guds ord, og som vil være evangelistiske. Det er usædvanligt at høre fra en mand som mange gange har prædiket for store forsamlinger.
Derudover kommer han også ind på faren ved emergent church og de søgervenlige kirker, og hvorfor det er farligt at komme ind på den vej. Der er blevet klippet to dele af interviewet ud. De vil komme på senerehen. Hvis der er nogen læsere der ønsker at se hele interviewet i sin udstrækning (ca. fem kvarter), skal de sende besked til info@omvendelse.dk. Apropos lyden, kan det være en fordel at skrue ned for bassen ved afspilning af videoen.
Fra jeg var ung og til nu, har jeg arbejdet meget med unge mennesker i både kirkelige og sekulære jobs. Noget jeg har undret mig over er den mangel på kendskab til store litterære værker, klassiske spillefilm, politiske bevægelser m.m. som efterhånden er blevet normalt for unge. Viden der engang var noget en stor del af de unge kendte til. For et stykke tid siden skulle jeg undervise om menneskesyn, og brugte bl.a. Fritz Langs stumfilm fra 1927 Metropolis til at vise et bestemt menneskesyn. Den var der INGEN der havde hørt om, eller set klip fra. Et mesterværk var ukendt for den nye generation.
Nu ved jeg godt at det bestemt heller ikke er alle i min generation der har set hele Metropolisfilmen. Men en stor del af os, har set klip fra den i forskellige sammenhænge. Mest kendt er scenen med robotten der bliver forvandlet til Maria. Her er en kort gennemgang af de mest kendte scener fra filmen.
At unge mennesker ikke længere kender Metropolis, Frans Kafkas værker, eller den russiske revolution kan dog accepteres. Men tendensen rækker videre end det. For vores undervisningssystem er i dag mange steder en del af denne tendens, hvilket i forurolignede grad er gået ud over kristendomsundervisningen. Man har udvandet undervisningen i kristendom på en måde, der gør at det ikke længere giver mening at undervise i kristendom. Elementære dele af kristendommen bliver i dag udeladt af undervisningen.
Slut med syndefaldet
I nogle af de nye bøger som vore børn får i skolen, er der ikke længere plads til syndefaldet og skabelsesberetningen. Der kan godt stå om den oldnordiske mytologis bud på skabelsen i deres bøger, men bibelens er der ikke længere plads til. Så hellere nogen spændende historier om Abraham, Josef osv. Hvilket da også er fint, men som uden at have syndefaldet med, bare bliver til historier uden bibelsk dybde.
Drevet af underholdning
Den kommende generation som er ved at blive opdraget, bliver en generation af unge der er drevet af underholdning. At sætte sig ind i teologiske, psykologiske, politiske eller litterære problemstillinger er ikke noget man søger i samme grad som før. Man søger istedet underholdning, og samfundet støtter det. Luk bare op for et hvilket som helst ungdomsprogram, og se hvad det er man serverer for den kommende generation. Det er tom underholdning, som ikke giver nogen værdier, andet end en kort tilfredsstillelse. Engang mente samfundet (og de statslige medier) at man havde et ansvar for et lære unge at reflektere, og ikke bare søge underholdning. Vi har udvilket os i en dårlig retning hvad det angår.
Forældrenes ansvar
Her har vi der er kristne forældre et kæmpeansvar. Vi kan vælge at lade samfundet opdrage vores børn, og lade samfundet overføre dets tomme værdier til dem. Jeg er chokeret over at se hvor mange kristne forældre der lader den slags være samfundets opgave. Her taler jeg ikke om at vi skal tage vores børn ud af skolerne og selv undervise dem. Det skal være meget langt ude tror jeg, før det burde være nødvendigt. Men jeg ser det som en klar forældreopgave at give ens børn, de gode sande værdier som vi finder i bibelen. Lære dem om de ti bud, fortælle dem hvem Gud er, og hvad Han gjorde på korset. Lade dem forstå at der er forskel på denne verdens værdier og Guds værdier. Samtidig med at man lader dem forstå at de ikke skal leve et isolatorisk liv, men viser dem at vi også er sat i denne verden til at være salt og lys. Hvis den kommende generation af børn der er vokset op i kristne familier skal lære at begå sig som kristne i denne verden. Så er det vores ansvar at give dem den ballast. Her er der ikke plads til fatalistisk tro på at det skal Gud nok sørge for. For Gud har selv skrevet til os i Sit ord hvordan vi skal opdrage vores børn. Læs blot ordsprogenes bog, den er fyldt med retledninger om børneopdragelse fra et kristent perspektiv!
Jeg er faktisk mere populær end Joel Osteen og Rick Warren tilsammen. Hvis man kigger på de søgeord der har fået folk ind på www.omvendelse.dk og antallet af gange det har medført påsøg på denne side, i sidste måned. Jeg må indrømme at jeg ikke er nær så populær at søge på som Todd Bentley. Hans navn har godt nok givet ufattelig mange hits.
Hvad er min baggrund, og hvorfor skriver jeg om disse emner er det som en del åbenbart gerne vil finde ud af? Heriblandt er der nogle der synes at jeg gør mig til et bedre menneske end andre her på bloggen. Det sidste vil jeg gerne svar på. Det andet kan man læse om i menuen Om denne blog og omvendelse.dk foroven.
Jeg er bestemt ikke bedre end andre. Jeg er en synder der er frelst udelukkende på grund af Guds nåde. Jeg fortjener evig straf, men Gud har frelst mig, det skyldes ikke mig selv. Men jeg kan godt forstå, at man kan komme til at læse de ting jeg skriver, som om at jeg er bedre end andre. For jeg fokuserer ikke så meget på alle de fejl jeg laver. Men jeg synes bare ikke det er så opbyggende at læse om. Det skulle da kun være for at vise at jeg ikke er bedre end andre.
Men lad os bare tage det med at være en far. Nu skrev jeg for et stykke tid siden noget om at jeg studerede Moses med mine børn. Det lyder måske som om jeg er en perfekt kristen superfar. Men nej det er jeg ikke. Jeg kan blive vred på mine børn, og det må man jo godt blive, men jeg kan blive for vred på dem og på et dårligt grundlag. Min lunte kan være kort, hvis jeg er træt, eller bare vil lave noget andet. Så selvom jeg gerne vil være en god far for mine børn, så kommer jeg til kort igen og igen på dette punkt. Hov det gør jeg forresten også på en masse andre punkter. Men det synes jeg nu ikke er så spændende at skrive om, og heller ikke at læse. Vil man læse om folk der udbasunerer deres egne fejl, så findes der masser af andre bloggere der gør det. Jeg synes ikke de er særlig spændende.
Så er der dem der synes at jeg taler omvendelse hele tiden. Som om der ikke må være plads til at nyde livet. Folk der kender mig ved at jeg er en livsnyder. Jeg tager tingene som det kommer, er rimelig afslappet, og nyder at spise god mad. Dertil kan jeg godt lide at gå i tøj som ikke er i den helt billige ende af skalaen. Jeg kunne godt gå i billigt tøj, men jeg synes meget billigt tøj holder dårligt, og ikke er særligt pænt. Så hvorfor skulle jeg klæde mig grimt, hvis jeg har råd til at se pæn ud? Til gengæld er der så andre områder jeg sparer på, hvor mange andre ikke sparer. For jeg ved godt at man er nødt til at prioritere. Jeg er jo trods alt økonom. Men så spændende er det vel heller ikke at læse om.
Så når jeg taler omvendelse handler det ikke nødvendigvis om et liv i askese. Men om et liv der er helliget Jesus. Jeg tilhører Ham. Han er min Herre, jeg tilhører ikke længere mig selv. Jeg bygger ikke mit liv på at gå i fint tøj, eller spise god mad. For hvis jeg ikke havde fint tøj og god mad, så ville jeg stadig tilhøre Ham. For Gud er større end mig, og Han er værd at skrive om. Så når jeg skriver om de emner jeg gør, så er det bestemt ikke for at gøre mig bedre, eller mere hellig end andre. Jeg ønsker blot at fortælle om frelseren, og om hvad Han har gjort for os, og advare mod lære som giver sig ud for at være kristent, men ikke er det.
Og så vil jeg godt undskylde at dette indlæg kom til at handle lidt for meget om mig.
Efter en god nats hvile var vi klar til endnu en spændende dag midt i Guds vidunderlige plan. Vi fik hurtigt kontakt til en masse over telefonen, bl.a. Justin Peters (http://www.justinpeters.org/) som vi hurtigt fik arrangeret et møde med. Det var en ære, at møde en person med sådan en ydmyghed og venlighed og vi var begge overvældet over at skulle tilbringe resten af dagen sammen med ham.
Vores planer blev hurtigt ført ud i livet da vi startede med at købe de mest nødvendige ting ind til de kommende dage i det nærliggende Wall Mart (verdens største supermarkedskæde red.).
Vi havde travlt da vi skulle nå ind og besøge Way of The Master Radios’ studie i Atlanta og være med i en optagelse af programmet ”Wretched” med Todd Friel. Emner som abort, tiende og sabbat.
Det var vidunderligt, men også mærkeligt at sidde der hvor de rent faktisk optager et program der går ud til millioner af mennesker. Efter optagelserne blev var der rundvisning af hele studiet.
Dagen var ikke ovre endnu og der lå flere vidunderlige ting i vente for os. Efter programmet med Way Of the Master Radio var vi klar til at mødes med Mark Cahill (http://www.markcahill.org/) Mark Cahill er en fuldtids evangelist. Han er ikke kun evangelist engang imellem, nej hele tiden! Det var virkelig en stor ære at møde en person som Mark som er et forbillede for alle os kristne. Vi fik snakket en masse om den åndelige situation både i Danmark og USA- og som altid var der rigeligt at tale om.
Dagen skulle afsluttes med en dejlig middag som senere viste sig, at være betalt af Mark. Det kom straks til mig, at vi, som bibelen beskriver, skal kappes om at gøre godt imod vores brødre og søstre. Det var virkeligt sandt den aften.
Vi bad om at vi måtte møde de rette mennesker inde på restauranten og Mark kom hurtigt i snak med vores tjener. I løbet af måltidet fik vi bygget en hyggelig stemning op omkring bordet og det virkede som om at det også smittede af på dem som betjente os. De gode nyheder om evangeliet blev igen delt og der blev både givet bøger og traktater ud til en masse mennesker. Jeg er sikker på at de nok skulle huske vores besøg.
Her er en hilsen fra Mark Cahill til kristne i Danmark.
Kære læsere, lad mig tage den frihed at skrive lidt mere fra , hvor jeg slap sidst. Nemlig under emnet Familie og børneopdragelse.
Når vi taler om noget af det mest dyrebare vi har, nemlig vore børn. Så er det vigtigt at vi, som kender Gud og Hans dyrebare ord er nidkære og lydige imod det.
Det femte af de ti bud er et enkelt, men meget grundlæggende eksempel på at børn skal adlyde og underlægge sig deres forældre. Det er en ting der er vital for dem, som de vokser op. De skal jo lære det af eksempel, for også at kunne adlyde og underlægge sig Gud, når de er gamle nok til at forstå det.
Der står i Hebræerne 12 v 5-11 at vi Guds børn oplever at Gud tugter os, hvilket føles aldeles frygtelig i den korte stund det varer og ikke glædeligt. Rent ud sagt gør det ondt. Men det er, for os som er Guds retfærdiggjorte, til en sund høst i vores åndelige liv. Der står endvidere, at de forældre som undlader at tugte deres børn, handler som om de hader deres børn. Resultatet af ikke at tugte sit barn, som bibelen underviser og beskriver, vil blive at de vil bringe stor skam over deres forældre og ikke kunne underordne sig deres far i himmelen. I Ordsprogene 23 v. 13 og 14 står der direkte at det er muligt med den rette tugtelse at redde sit barn fra dødsriget. Så i korte ord, hvis barnet ikke lærer at underordne sig under denne verdens autoritet, kan de heller ikke underordne sig under Guds autoritet!
Ja, det er værd at kigge lidt nærmere på dette, specielt hvis det er noget, der er lidt nyt for dig. Men ved hvert skriftsted, som jeg for eksempel har brugt her, er der henvisninger til andre steder i bibelen, så men får en sund og visdomsfyldt forståelse over , hvad Gud ønsker at vi må lære.
Nu spurgte jeg i går om Johannes Døberen havde fortrudt sit liv i afkald fra denne verdens luxuriøse ting. Det er jeg ikke i tvivl om at han ikke har fortrudt, for jeg ved at denne verden blegner totalt i forhold til hvad Himlen har at byde på. Mest af alt fordi at Jesus er der, og jeg kan være sammmen med Ham i al evighed.
Men nu kom jeg ind på områder som kunne misforståes, så man kunne tro at jeg mener det er forkert at køre i en stor bil eller at have pænt tøj på. Det mener jeg nu ikke, men jeg skrev det fordi jeg synes det er nogle vigtige områder at tænke over, for at undgå at vi bliver afhængige af denne verden, og dermed glemmer vores afhængighed af Gud. Men også fordi at vores måde at bruge penge på kan bruges bedre, hvis vi tænker os om. Der er stadig brug for at give til mission til de unåede folkeslag. For dem er der faktisk mange af stadigvæk. Jeg havde lovet i går at jeg ville komme med en anden vinkel på emnet og den kommer så her.
Er det forkert af kristne at spise kaviar?
Jeg har nogle gange været over i luksuscenteret Harrods i London. De har et ret interessant fødevareudvalg. Man kan sætte sig ved nogle boder som er næsten op og ned af kølediskene med kød, fisk, ost o.l. Der kan man få lov at smage luxuriøse retter. En af de første gange jeg var der, så jeg at man kunne købe kaviar. Det havde jeg faktisk ikke prøvet før, og jeg kan godt lide at prøve mad som jeg ikke har prøvet før. Som første gang jeg fik østers nede i Sydfrankrig, det var en fantastisk oplevelse som åbnede mine øjne rent madmæssigt. Jeg købte dog ikke noget kaviar dengang, for jeg havde vist ikke penge nok med. Sidste gang jeg var i London tog jeg også til Harrods. Jeg var opsat på at få noget kaviar, og jeg ville spise det på den rigtige måde så jeg ikke gik glip af nogle smagsnuancer. Da jeg kom ind i Harrods og havde fundet frem til kaviarboden, måtte jeg lige tænke mig om en ekstra gang. For jeg kunne se at prisen var steget ret kraftigt. Det ville koste mig over 1000 kr at få 30 gr kaviar excl drikkelse. Det syntes jeg faktisk var lige i overkanten. Hvis jeg så på min økonomi, så havde jeg råd til det. Men kunne de 1000 kr ikke bruges bedre?
Så nej jeg købte ikke noget kaviar. Men at sige at det er forkert at spise kaviar for kristne, svarer til at sige at Gud har skabt kaviaren til den ikke-kristne. Det er en konklusion jeg ikke kan tilslutte mig. Kaviar er noget Gud har skabt, for at vise sin godhed mod os. Derfor kan jeg ikke konkludere at det er syndigt at spise kaviar. Ligeså lidt som jeg kan sige at det er syndigt at spise røget ål der koster 10 gange mere end en røget sild. Men samtidig tror jeg ikke det er meningen at kristne skal leve over evne, og uden at tænke over hvordan vi bruger vores ressourcer. Jeg mener også at den kristne skal være parat til at leve i afkald. De to ting ser jeg ikke som modsætninger, men som paradokser der godt kan lade sig gøre at leve indenfor.
Ja, det var ikke fordi jeg havde noget stort at tilføje indlægget fra i går, men bare fordi man er imod prosperity-forkyndelse betyder det ikke at man nødvendigvis skal være elendighedsteolog. Der er gaver til os i denne verden, men endnu bedre gaver til os der tilhører Gud i den kommende verden. Det er i orden at blive velsignet i denne verden, men det er også vigtigt at kunne leve i afkald, og lige her tror jeg vi skal passe på med ikke at være for firkantede. Der er plads til både rige og fattige i Guds rige, og der er plads til at vi lever forskelligt.
Jeg ønsker at stille dette spørgsmål som et der burde få os til at tænke over, hvordan vi bruger vores liv og ressourcer. Jeg forsøger ikke at være dømmende i dette spørgsmål for det er stillet ligeså meget til mig selv, som enhver anden af omvendelse.dks læsere.
Johannes døberen levede et liv i afkald. Hans tøj var noget af det mest simple man kunne få. Hans tøj der var lavet af kamelhår, var (mener nogen) en arbejdsdragt som også kunne bruges til at sove i. Det var bestemt ikke fint tøj han havde på. Det afveg meget fra det tøj mange af farisæerne og de rige havde på.
Han spiste ikke særlig fin mad. Istedet levede han af rødder (som gulerødder eksempelvis), honning og græshopper. Nu ved jeg godt at græshopper i dag bliver anset for at være en særlig delikatesse af nogen. Men dengang var det ikke fin føde, men trods alt godkendt jødisk mad, hvis man ser efter i mosebøgerne.
Han boede ikke særlig fint, han levede i ørkenen. Hvis der er et sted hvor man ikke ønsker at bo, så er det i ørkenen, medmindre man er forsker og vil analysere ørkenens dyrearter eller lignende. Ørkenen er et irriterende sted at bo. For der er meget varmt om dagen, og meget koldt om natten. Det er ikke det første sted man vælger at bo, hvis man ønsker at leve sit bedste liv nu.
Johannes Døberen prædikede også et meget klart evangelium, som gjorde at han mistede hovedet til sidst. Han var skarp og tiltalte synd som det det var, en afskyelighed i Herrens øjne, som man skulle omvende sig fra. Hvis han havde talt mere intellektuelt, og ligesom forsøgt at forklare hvorfor og hvordan man skulle passe på synd, så havde han nok kunne beholde hovedet, for så ville hans budskab ikke være klart adresseret til visse mennesker. Han talte meget direkte til de religiøse og de ledende i samfundet, om omvendelse, og hvad de skulle omvende sig fra.
Når vi en dag møder Johannes Døberen i Himlen, tror du så at vi vil møde en mand der har fortrudt disse dele af sit liv? Har han mon ærgret sig over at han ikke fik mere ud af livet? At han ikke fik smagt på den finere jødiske madlavning? Ikke boede i et pænere hus med gode senge? Ikke fik købt sig noget lækkert tøj som han kunne bruge til at tiltrække opmærksomhed?
Når jeg stiller det spørgsmål om Johannes Døberen, så må jeg også stille mig selv dette spørgsmål: De ting jeg prioriterer i dette liv, hvor mange af dem vil jeg fortryde, når jeg engang skal hjem til Gud? Vil jeg fortryde at jeg brugte så mange penge på en bestemt bil, jeg bare måtte have. At jeg syntes det var nødvendigt at få den ekstra gode plasmafladskærm. At jeg købte den Christian Dior skjorte hvortil jeg tænkte “folk vil nok tænke hvor er han fin, når jeg har den på” (det har jeg faktisk tænkt, da jeg købte en engang). Jeg kunne fortsætte, men prøv at gøre det selv. Disse ting behøver ikke i sig selv være forkerte, men hvis vi sætter dem i perspektiv, og kigger på hvordan vi burde prioritere med evigheden for vore øjne, så er der nok en del vi burde lave om på.
Nu er dette noget man nemt kan komme til at misforstå, og denne vinkel kan også ende i noget der er forkert. Så for at undgå det, vil jeg anbefale at læse fortsættelsen af denne artikel som kommer snart.
En del af den uenighed som har vist sig her på bloggen i den seneste uges tid, tror jeg har noget at gøre med at vi har svært ved at vælge vore kampe. Nogle vil vælge at tage alle kampe. Men jeg tror ikke at det er alle kampe som er værd at kæmpe. Heller ikke i den kristne verden. Det er meget muligt at dette kommer bag på nogle af læserne, når man tager i betragtning at jeg ikke lægger fingre imellem i det jeg skriver om. Men læg mærke til at det bestemt ikke er alt som jeg vælger at gå ind i. Der er rigtig mange emner som jeg ikke ønsker at debattere. Ikke nødvendigvis fordi jeg ikke har en holdning til det, for det har jeg meget tit. Men fordi jeg tror der er langt vigtigere ting på spil, end vore små stridigheder. Jeg vil hellere arbejde for at der kommer en sund bibelsk forkyndelse af Jesus tilbage i kirkerne, samt arbejde på at udbrede bibelsk forståelse af hvordan man bliver født på ny, og hvad der sker når man bliver det.
Det betyder at der er nogle kampe som jeg må vælge fra. For jeg tror ikke på at jeg kan vinde dem allesammen. Det er ikke engang sikkert at jeg kommer til at vinde dem som jeg er i gang med nu. De er forresten allerede vundet, for det gjorde Jesus på korset, men prøv at forstå det som en kamp jeg kan se får en betydning i kirkerne (heldigvis er jeg ikke den eneste der kæmper den kamp). Nogle af de kampe som jeg har valgt fra, tror jeg godt jeg kunne vinde, men jeg vil foretrække at lade dem være ukæmpede, fordi jeg anser det her for så vigtigt, at jeg er villig til at give det afkald. Jeg ønsker ikke at folk skal se mig som selvopofrende af den årsag, for så fantastisk er jeg heller ikke hvad den del angår.
Det betyder at jeg også har valgt at leve og affinde mig med at der forekommer fejl og træden ved siden af i det kirkelige. Det har jeg nu altid accepteret at der må være plads til. Jeg kan se igennem fingre med rigtig mange ting, og har gjort det tit i det kirkelige arbejde som jeg har været involveret i. Men til gengæld har der så været områder hvor jeg ikke har kunnet se igennem fingre. Hvor jeg har valgt at gå ind i kampe som jeg nogen gange kunne se på forhånd var tabt, men som jeg så som så væsentlige og afgørende, at jeg var nødt til at sige fra. Det har nogle gange kostet dyrt, men jeg har ikke fortrudt det. Andre gange har det givet stor gevinst. Men hvis jeg var den type der altid beklagede mig over hver enkelt lille afvigelse, så ville jeg godt nok få det hårdt. Oveni det tror jeg også det ville minimere mine chancer for at vinde nogle af kampene, for en der altid råber “Det er forkert” bliver folk trætte af at høre på, og man vil også miste taleret. Med dette vil jeg sige at dem der vælger at tage alle kampe, på forhånd har tabt. Sådan ønsker jeg ikke at være, jeg vil gerne se igennem fingre med mindre væsentlige områder, og kæmpe for at omvendelsesforkyndelsen bliver prædiket så folk forstår det og omvender sig fra deres synder!
På kommentarlisten for det forrige indlæg og under trosbekendelsen har der været en del debat omkring dåb. Der er uenighed om hvor vigtig det er at have en ret forståelse af dåben, og udførelsen heraf. Jeg har selv meldt klart ud at jeg ikke ønsker at debattere hvilken dåb der er rigtig. Hvorfor jeg ikke mener det, ser jeg mig nødsaget til at forklare her. Det kommer dog til at betyde at jeg vil skrive om det dåbssyn som jeg er tilhænger af. Til jer der ikke har det dåbssyn, vil jeg gerne indlede med at jeg ikke er ude på at skabe en debat eller krig om de to dåbssyn, men blot vise hvorfor, og hvordan jeg ser på disse forskelle som mindre væsentlige. Jeg anser ikke dåben for at være uvæsentlig, men udførelsen af dåben som mindre væsentlig. Folk der har juridisk kendskab, burde kunne forstå hvad jeg mener med den sprogbrug.
Da jeg blev frelst i 1989, begyndte jeg at komme i en karismatisk frikirke som praktiserede troendes dåb. Jeg kunne se at den undervisning som man havde om dette kunne findes i bibelen. Nogle af dem som jeg havde fællesskab med i det kirkesamfund, havde dog en tendens til at se ned på kirkeretninger som praktiserede barnedåben. Den holdninger har ikke rigtigt tiltalt mig, og det var der flere årsager til.
Før jeg blev en kristen gik jeg på en Luthersk Missionsk efterskole. Jeg levede mit eget liv dengang, og prøvede at være lidt smart, så det med Gud var kun noget overfladisk for mig. Jeg kunne dog se at nogle af de unge som var på skolen var klart anderledes end jeg. De levede ikke deres eget liv. Det var tydeligt for mig at de havde betalt en pris, de havde givet deres liv til Jesus. De var klart anderledes, de tilhørte en anden. Jeg var ikke i tvivl om at de var kristne.
I min tid som kristen har jeg ofte arbejdet med tværkirkelige arrangementer. Der har jeg nogle gange mødt folk som praktiserede barnedåb. En stor del af dem viste sig at være kristne som tydeligt levede tæt på Gud. Jeg var ikke i tvivl om at de var kristne. For når jeg var sammen med dem, var det som at være sammen med en kær broder eller søster. Vi var i familie sammen.
Da jeg studerede økonomi på universitetet kom jeg i KFS en overgang. En stor del af dem der kom der, var jeg heller ikke i tvivl om var brødre og søstre i Herren. Vi havde ikke behov for at diskutere vores forskellige dåbssyn. Vi diskuterede hvem Gud er, hvor stor Han er, og hvor fantastisk Jesu værk på korset er. Vi diskuterede også andre åndelige emner, men vi så ikke ned på, eller skævt til hinanden fordi vi havde forskellige dåbssyn.
Til en af KFS-møderne kom der en folkekirkepræst og talte om dåben. For første gang nogensinde hørte jeg en folkekirkepræst komme med en brugbar forklaring om barnedåben. Jeg var ikke enig med ham, men jeg forstod hans vinkel, og vidste også at den præst ikke mente at man blev frelst i dåben. Han ønskede faktisk kun at døbe børn som tilhørte kristne familier. Han anbefalede faktisk ikke-kristne at undlade at få deres barn døbt, fordi han kunne se det var ubibelsk (han kunne dog ikke tvinge folk til at undlade at få deres barn døbt). Hans forklaring på barnedåben var på det tidspunkt også den bedste jeg havde fået, og var også medvirkende til at udforme den vinkel jeg har på dette emne i dag.
Jeg har mødt kristne i mange forskellige lejre, som havde forskellige meninger om udførelsen af kirkelige ritualer. Det synes jeg der skal være plads til. Det jeg har fundet ud af er, at jeg ikke vil tillade mig at kalde folk som bare fordi de praktiserer dåben på en anden måde end jeg, for mindre vidende end jeg. Jeg vil heller ikke se ned på dem, fordi de praktiserer dåben anderledes. Jeg vil slet ikke påstå at folk der holder fast i barnedåben ikke er frelst, som jeg ved nogen i de ekstremistiske lejre kan finde på at sige. For jeg har mødt folk i andre kristne lejre som jeg ved er brødre og søstre i Herren, som blot har et andet syn på udførelsen af dåben.
Når det så er sagt, så vil jeg også mene at dette også bør gælde den anden vej. Jeg kan ikke tage nogen alvorligt som kalder mig en vranglærer fordi jeg er tilhænger af troendes dåb. Jeg tror på at dåben er vigtig, at den er indstiftet af Gud, og den skal være en fast del af kirkens ritualer. Det burde være det mest væsentlige. Men at gøre dåben frelsende, og kalde folk der ikke døber deres børn for vranglærere, der må jeg bare sige helt fra. For dem der ønsker at kriges om dette, kan jeg nogen gange (og læs jeg skrev kun nogle gange) være i tvivl om de i virkeligheden er en broder eller søster i Herren. Heldigvis ved jeg at der er mange i de forskellige kirkelige lejre som også synes at der er langt vigtigere ting at strides om end netop dette.
Jeg vil langt hellere kæmpe for at få en sund bibelsk forkyndelse af Jesu værk på korset tilbage i i kirkerne. For det er det der er mangel på i dag. Hvis du hellere vil kæmpe for et specifikt dåbssyn, så skal man ikke regne med mig. Hvis fok vil kalde mig en vranglærer på det grundlag, så værsgo, jeg ved jeg skal stå til anvar foran Gud en dag, og jeg ved Han vil dømme mig retfærdigt. Så hvis jeg tager fejl i min prioritering af hvad der er vigtigt her, så vil jeg tage min dom fra Gud.
Lørdagens podcast omhandler et emne som kun få tør komme ind på. C J Mahaney formår at komme godt rundt om dette sprængfarlige emne, og gøre det uden at tale ned til folk, og samtidig være skarp. Det er et emne som der bestemt er brug for at gøre opmærksom på, for rigtig mange steder er kirkens kvinder begyndt at gå som verden går klædt. Hvorfor det er et problem, for både Gud, kvinde og mand, vil C J Mahaney illustrere udfra skriften i denne podcast, som fik nogle følelser frem i mig, som jeg slet ikke var forberedt på. For jeg må nok sige at jeg blev afsløret som mand, og hvad der arbejder i manden. Så denne prædiken er bestemt ikke kun rettet til kvinder. Særlig fædre kunne have brug for at høre den også.
Til dem der ikke kender C J Mahaney, kan jeg sige at han er en del af den karismatiske bevægelse, og samtidig gode venner med John MacArthur, hvilket er noget mange undrer sig over. De har et samarbejde kørende, og prædiker i hinandens kirker. Men når man hører C J kan man godt høre hvorfor at MacArthur glæder sig over det samarbejde de har. Så det er mig en glæde at kunne publicere en prædiken her fra en bibelsk funderet karismatisk kristen, som ikke bygger sit liv med Gud på oplevelser, men på bibelens ord. Hør den online eller download den til din MP3-afspiller.