Categories
Hvem er Gud? Korset Livet som kristen Omvendelse Synd

Er evangeliet ikke nok for os?

I denne sommertid hvor kirkelejre mange steder bruger mere tid på at fokusere på latteroplevelser, diskofest, seje koncerter, gennemgang af udkristelige bøger som om de var gode etc, end de bruger tid på at prædike Guds ord, opstår der et vigtigt spørgsmål. Er evangeliet ikke nok for os, siden vi har brug for at krydre det med så mange fordærvede smagsstoffer? Elsker vi virkelig ikke Jesus mere, end at vi er nødt til at gøre så mange mærkværdige anstrengelser for at fastholde folk i kirkerne? Paul Washer har en forklaring på hvorfor evangeliet er nok for ham. Tør vi svare på om evangeliet også er nok for dig og mig?

Categories
Korset

Kender vi korsets sande kraft?

Hvis vi kender korsets sande kraft, er det så også det vi prædiker? Der er en mangel på folk der prædiker den frelseskraft der er i korset. Når man taler med dem, kan de måske godt erkende at de ikke prædiker korsets frelseskraft, men kun noget der ligger lidt ved siden af. Mange af dem påstår at folk godt kender til det i forvejen, og synes det er kedeligt at høre alt for meget om.

Det er trist, for det er en mangel at Jesu kors kun sjældent bliver forklaret. Og hvis man bliver træt af at høre om korset, og hvorfor det er vores befrielse, så skulle man spørge sig selv om man virkelig er frelst? Her er nogle tanker om hvornår vi prædiker et minimeret kors og hvornår vi prædiker korsets frelseskfraft

Vi kan ikke nøjes med at sige “Han døde”, for alle mennesker skal dø engang. Det er heller ikke nok at sige “Jesus døde en nobel død”- for der er martyrer der er fulgt efter ham og har gjort det samme. Det er nødvendigt at vi forstår at vi har ikke proklameret Jesu død med et frelsende budskab, førend vi har gjort op med forvirringen som omgiver det. Vi skal forklare korsets sande mening for dem der hører os. Han bar vores overtrædelse da han døde for Hans folk, og sonede den guddommelige straf for vores synder: Han blev forladt af Gud, og knust af Guds vrede i vores sted. Og kun når folk fatter hvad der skete på det kors, forstår de hvorfor de er nødt til at omvende sig til Ham, for at undgå at blive knust af den samme vrede. En vrede som vi kan undgå ved at fly til korset, ved at fly til Jesus.

Taler vi om korset uden at komme ind på hvad der reelt set skete på korset, er der ikke nogen grund til at folk skal omvende sig. For da vil de ikke forstå hvor forfærdelig deres synder er i en hellig og retfærdig Guds øjne. Den Gud ønsker ikke at vi skal nedtone denne del af evangeliet, for da har vi glemt hvad evangeliet handler om. Han ønsker ikke at vi kun skal tale om kærligheden i korset. For vi kan ikke forstå dybderne af Guds kærlighed, førend vi også forstår hans vrede, retfærdighed og Hans Hellighed!

Prædiker du det kors, og er det det kors du ønsker at høre prædiket i kirken?

Categories
Bibelen Evangelisation Evig dom Falsk Lære Hvem er Gud? Kirke Korset Mirakler Omvendelse

Hvordan kan man se om en kirke er drevet af Helligånden?

Pinsen som vi fejrer i disse dage, er en fejring af kirkens fødsel. Det var på pinsedag for små 2000 år siden at Gud udgød sin ånd over de disciple, der var samlet for at vente på Åndens komme. Det skete ret voldsomt, ved at der kom tunger af ild, og satte sig på hvert enkelt af dem. Så begyndte de at tale på andre tungemål, uden at vide hvad det var de egentlig sagde. Men folk som kom fra andre lande, kunne høre at de priste Gud på deres sprog, og de undrede sig. Nogle mente at de var fulde, fordi det virkede så vildt. Men så er det at Peter træder frem, og holder sin berømte pinsetale. Det er Peters tale der er værd at lægge mærke til, hvad angår tegn på at være en kirke der er drevet af Helligånden. Alt for mange har troet eller tror, at tegnet på at være en kirke drevet af Helligånden er at man taler i tunger. Dem der siger sådan glemmer at kigge på hvad det var Peter prædikede på pinsedag, for den viser de sande tegn på at man er en Helligåndsdrevet kirke.

Hvad sagde han så?
Han prædikede Guds ord. Peter træder frem og siger at det der er sket, er hvad der er forudsagt i profeten Joels bog, og så citerer han fem vers fra Joels bog. Derefter fortæller han at Jesus som Gud havde sendt, havde de korsfæstet, og efter Han var død, oprejste Gud Ham fra de døde. Det bruger han så noget fra en salme af David til at underbygge, og forklare.Og så slutter han af med at sige:

“Så skal da hele Israels hus vide for vist, at den Jesus, som I har korsfæstet, har Gud gjort både til Herre og til Kristus.” Apostlenes gerninger 2.36

Hvad var det så der var så specielt ved Peters tale? For det første så var forkyndelsen drevet af Guds ord og bygget op af Guds ord. Men det var samtidig et målrettet ord, for hans forkyndelse pegede på Jesus, og viste klart hvem Jesus er. Peter kom ikke med en masse filosoferen over hvordan Gud måske kunne være. Han begyndte heller ikke at tale om hvor mange gange Gud havde brugt ham til at helbrede folk, og hvor mange penge folk gav ham fordi de ville støtte en Guds mand. Han brugte heller ikke tid på at forklare at hvis man ikke talte i tunger ligesom han nu gjorde, så var man ikke en ordentlig kristen. Han talte slet ikke om at livet handlede om at have et mål, eller at man havde brug for at frigøre sit potentiale. Og absolut ingenting om at vi ikke ved hvad Gud mener, fordi det (ifølge nogen) skulle være svært at forstå hovedbudskabet i Guds ord.

Skarp bibelsk forkyndelse
Istedet var det et klart og tydeligt Guds ord der blev forkyndt. Han holdt ikke noget tilbage, de fik at vide hvem Jesus er, og at de havde korsfæstet ham, og var skyldige i at have slået Guds søn ihjel. Altsammen baseret på det der stod i Guds ord i forvejen. Det at Peter brugte skriften som han gjorde, og viste at skriften peger på Jesus, og selv pegede på Jesus, er de primære tegn på at man er drevet af Helligånden. En kirke som ikke gør det, er ikke drevet af Helligånden, men drevet af noget andet. Eksemplerne som jeg kom med foroven illustrerer kirker som ikke er drevet af Helligånden. Folk kan tale i tunger fra nu og og ti år frem, uden at der er noget Helligånd i det. Paulus selv taler imod at man skal gøre det, for han mente jo selv at det var vigtigere at undervise i ordet, end at tale i tunger (se første korinterbrev 14).

Første tegn
Så første tegn på at man er en kirke der er drevet af Helligånden er en forkyndelse der er bygget på Guds ord, viser hvad Guds ord siger og viser at ordet peger på Jesus og viser os hvem Han er og hvad Han gjorde på korset. Men der er også et andet tegn på at man er en kirke drevet af Helligånden.

Andet tegn
Det første tegn hænger fint sammen med det næste tegn på at kirken er drevet af Helligånden. For hvis forkyndelsen er baseret på Guds ord, og peger klart på Jesus. Så vil det også få en betydning for dem der hører det. Det er hvad vi ser der sker efter Peters prædiken på pinsedag. Der står:

“Da de hørte det, stak det dem i hjertet, og de spurgte Peter og de andre apostle: »Hvad skal vi gøre, brødre?” Apostlenes gerninger 2.37

De var ikke upåvirkede af det de hørte. Det stak dem i hjerterne. De så hvem de selv var, syndere der havde brudt Guds lov, og stod strafskyldige overfor Ham. De oplevede det som sker under rigtige vækkelser, de så at de i sig selv var uden håb. “Hvad skal vi gøre?” er et af de mest normale spørgsmål som folk giver hvis de er i syndenød, fordi Gud drager på dem. “Hvordan kan jeg undgå Guds straf, hvordan kan jeg få tilgivelse, og kan Gud overhovedet tilgive en som mig”. Det er spørgsmål som vil dukke op hos folk i en kirke der er drevet af Helligånden. Både hos besøgende og faste kirkegængere. For Guds ånd blev sendt for at overbevise om synd. Og når Guds ånd virker sammen med ordet, så vil folk se at de er elendige, og uden håb i sig selv. For kun der kan de se at deres eneste håb er Jesus Kristus. Der kan man se behovet for omvendelse.

Man vil også se noget andet som vi ikke ser skrevet om på pinsedag, men andre gange at evangeliet bliver prædiket i bibelen. Man vil se at folk vil blive vrede, irriterede, fornægtende o.l. Et sted hvor vi kan se det er i Lukas 7.30 hvor Jesus siger.

“Men farisæerne og de lovkyndige forkastede Guds plan med dem og lod sig ikke døbe af ham.”

Dette blev sagt i relation til Johannes Døberen og hans forkyndelse. Den måde det bliver sagt på, viser at farisæerne faktisk vidste hvad Guds plan var for dem. D.v.s. at de vidste godt at Gud kaldte på dem. Men skriften siger at de forkastede den plan. Det er også det folk gør som har fået evangeliet at vide klart og tydeligt, men som vælger at overhøre evangeliet. De siger nej til Guds plan. Det kan godt være de kalder sig kristne, men hvis de har sagt nej til Guds plan, så vil det ikke hjælpe dem på dommens dag. De er som farisæerne Jesus omtalte. Der er ikke nogen forskel.

Hvis evangeliet bliver forkyndt ordentligt i en kirke, så vil det også have denne effekt. Fordi Gud har valgt at virke ved sin ånd, når Hans ord bliver forkyndt. Det er nemlig et ord som man er nødt til at tage stilling til. Ikke sådan at forstå at folk nødvendigvis skal tage en beslutning på stedet. Folk må godt få tid til at lade ordet virke i dem. Men det vil virke, og det vil medføre at folk enten siger ja til Guds plan, eller nej til Guds plan. Men for at kunne gøre det, skal man også vide hvad Guds plan er, og det er forkynderens opgave at gøre rede for det.

Men en kirke hvor forkyndelsen ikke stikker i hjertet, hvor der ikke længere bliver prædiket omvendelse fra synd, til Jesus. Det er også en kirke som ikke er drevet af Helligånden. For enten er man drevet af Helligånden, eller også er man ikke.

Categories
Falsk Lære Forvirret lære Hvem er Gud? Kirke Korset Omvendelse Overfladisk kristendom podcast Prædikener Synd

10 sekel og en kjortel. Podcast fra Dommerbogen

For et par år siden holdt jeg denne prædiken som jeg havde omdøbt fra “10 sekel og en kjortel” til “300.000 kr og fri bil”. Det var den første prædiken jeg holdt i den kirke hvor jeg senere blev ekskluderet som forkynder (se mere om den sag her: https://sand.omvendelse.dk/den-forkyndelse-var-der-ikke-plads-til-2690.htm). Jeg synes ellers ikke at jeg holdt mig tilbage fra at tale Guds klare ord i denne prædiken. Derfor undrer det mig at nogen mener at jeg har spillet med skjulte kort, for jeg har bestemt ikke skjult hvilken teologi jeg stod for, hvilket denne prædiken da også tydeliggør (til dem som ikke ved det er jeg reformert baptist (og formodentlig en sund karismatiker).

Jeg fik lyst til at vise denne prædiken igen, for den er desværre meget relevant for det der sker i mange danske kirker i dag. Der er alt for mange præster (og kirkefolk) som tager fejl af Guds velsignelse og Guds klare ord. Og som vælger at følge noget der ligner velsignelse, men reelt set bare er humanisme i fåreklæder.

Har du ikke hørt denne prædiken før, og hvis du ikke forstår hvorfor mange præster går på kompromis med sandheden, så er der mange svar at hente i denne prædiken over to af de mest underlige kapitler fra dommerbogen. De er dog ikke så underlige hvis man læser dem i lyset af Guds ord. Det er forresten det bedste lys at læse Guds ord i. Du kan høre den både som video eller som mp3 her nedenunder.

Categories
Korset Omvendelse podcast Prædikener

Hvorfor var Jesu kors så anderledes end alle de andre kors?

Prædikenen jeg holdt påskesøndag havde fået titlen “100.000 kors i en høstak”.

I den kommer jeg ind på hvilke tre ting gør at Jesu kors adskiller sig fra alle andre korsfæstelser, og hvorfor det bliver til liv for os i dag. Men jeg kommer også ind på forskellige måder at forholde sig til det kors på. Bl.a. ved at se på de to røvere der hang ved siden af Jesus.

For når man ved hvad det indebar at blive korsfæstet, og så kigger på hvad de to røveres ord til Jesus var, og vurderer det i lyset af den enorme lidelse korsfæstelse reelt var. Så kan vi se forskellen mellem en der elskede sin synd, og en der erkendte sin synd og omvendte sig fra den.

I slutningen fortæller jeg hvorfor det ikke er nok at have kendskab til Jesus, og alt hvad der skete på korset, med mindre det medfører en erkendelse af synd, og omvendelse fra synd. Det kan vi særlig se på ypperstepræsternes vidnesbyrd, som er fuld af hykleri, på trods af et fuldt ud tilfredsstillende kendskab til sandheden. En sandhed som de forsøgte at skjule for andre. Hør selv hvorfor.

God påske herfra!

Categories
Bibelen Kirke Korset Synd

Kun Jesu kors kan bruges

Korsets forkyndelse er en dårskab for dem der fortabes. Men det er en forkyndelse som kun gælder for et bestemt kors, og også en forkyndelse som må have en ret forståelse af det kors. Det skal jeg prædike om på søndag. En rigtig påskeprædiken.
Her vil jeg bl.a. tale om hvilket kors vi prædiker. Er det et kors der blot viser kærlighed, eller et kors der blot giver helbredelse, enten i form af fysisk eller åndelig helbredelse? Eller er det et kors som blot skulle fungere som symbol for et eller andet? Hvis det er den slags kors vi maler for andre, så er det et reduceret kors, og dermed ikke et kors der har nogen frelseskraft. Hvis vi prædiker korset, så er vi nødt til at prædike det bibelske kors, og ikke et andet kors.

Der var jo tusindvis af andre mennesker der blev korsfæstet under romerriget, men kun et eneste af de kors er brugbart i dag. Slaveoprøreren Spartacus blev korsfæstet med tusindvis af hans efterfølgere af romerne. Men ingen af de kors er der nogen kraft i, i dag. På begge sider af Jesus blev to forbrydere korsfæstet, men ingen af dem er der nogen kraft i, i dag. Men den der hang på det ene af de to kors, kastede sig ind under kraften af Jesu kors. Det sande og rigtige kors.

For det var på det kors, at Jesus bar vores synd. Den synd som vi har begået og som Gud vil straffe fordi Han er retfærdig. Der tog Jesus den dom som vi skulle have, for at dem som ville tage imod Ham, og tro på Hans fuldendte værk på korset, og Hans ord og gerninger, kunne undslippe evigheden i Helvede. For dem vil der ikke længere være nogen dom, for de har fået en andens retfærdighed. Jesu retfærdighed. Det er det kors vi skal prædike og male for øjnene af andre. Ikke et kors som undlader at vise, at det her var årsagen til at Jesus skulle lide døden på et kors. For det er ikke et kors som indeholder synd, dom og retfærdighed, men et kors som ikke har nogen frelseskraft i sig.

Categories
Bibelen Evig dom Hvem er Gud? Korset podcast Prædikener Synd

Podcast: Hvilken Jesus vil du vælge, Kristus eller Barabbas?

Sidste år holdt jeg en prædiken om valget mellem Jesus Kristus og Jesus Barrabbas. Et valg som jøderne stod med i påsken for små 2000 år siden. Hvad var det for en situation dette skete i? Hvorfor var Pilatus ret modvillig til at korsfæste Jesus, men gjorde det alligevel, og hvorfor valgte jøderne at få sat en skyldig mand fri, og istedet dømme den mest uskyldige nogensinde til døden på et kors? Og hvordan har det været for Barabbas at se en uskyldig mand tage hans plads?

Dette og mere kommer jeg ind på i denne prædiken. Jeg har ikke lagt den på før, da jeg synes jeg bruger for lang tid på at tale om Pilatus, og ikke nok på skriften. Men efter at have hørt den igen, synes jeg godt jeg kan lægge den på alligevel. Jeg mener dog stadig at jeg bruger for meget plads på historien om Pontius Pilatus, men evangeliet er en naturlig del af denne prædiken alligevel, så derfor har jeg valgt at lægge den på nu. Men jeg vil nok en anden gang bruge mindre tid på de historiske fakta omkring den tid. Ikke at det er irrelevant, men det skal heller ikke fylde for meget af en prædiken, og det synes jeg den her tenderede lidt til.

Categories
Bibelen Evig dom Korset Livet som kristen Mirakler Omvendelse

Og dem der ikke stod i Livets bog……

En dag skal vi alle stå foran Gud. Det bliver på dommens dag. Når vi læser i Johannes Åbenbaringen 20.11-15 kan vi se at den dag vil der blive åbnet en bog. Livets bog. I den bog står der navnene på dem der tilhører Jesus Kristus. Kun dem. Dem der står i den bog vil træde ind i Himlen og der være sammen med Gud i al evighed. Men det kan være svært at læse det der står i vers 15, uden at blive meget bedrøvet.

” Og hvis nogen ikke fandtes indskrevet i livets bog, blev han styrtet i ildsøen.”

Dette er ikke rar læsning, for nogen. For det første er det ikke Guds ønske at kaste nogen mennesker i Helvede. Men fordi Han er en retfærdig dommer vil Han gøre det. Dem som har afvist det sande evangelium, vil Han styrte i ildsøen. Hvor er det bare utroligt vigtigt at vide at ens navn står i den bog. Det er ikke noget vi må tage let på.

Men hvor har jeg ofte mødt folk som siger, at de håber de er frelst. De tror nok de er kristne. De mener at Gud da nok vil tage imod dem, når de engang skal herfra. Det ville være meget vigtigere for dem at finde ud af om deres navn står i Lammets livets bog. For hvis vi ikke er overbeviste om at vi står i den bog mens vi er her, så skal vi slet ikke regne med at stå i den overhovedet. Dette ér ikke noget vi kan tage let på. Jeg kan ikke sige som Johannes Møllehave og de andre universalister, at Gud da ikke kunne finde på at straffe mennesker. For bibelen er så klar omkring dette, og er det fra start til slut, at vi ikke kan tillade os at ignorere den side af Gud.

Dem der står i Livets bog, er dem der tilhører Jesus Kristus. Dem der har overgivet deres elendige egne liv til Ham. Dem som kunne se at de ikke i egen kraft kunne gøre sig værdige til at komme ind i Hans nærhed. Dem der står i Livets bog er dem som Jesus siger DU ER MIN til. For en dag vil Han komme igen og så vil Han pege på mennesker som han vil sige Min, MIn, Min, til. Dem Han siger dette til, ved at de tilhører Ham, for de er forvandlede til nye skabninger ved den nye fødsel. Og er man født på ny, så er det noget man ved. Det er også noget der er synligt. For som Paulus skriver i anden korinter 5.17:

“Er nogen i Kristus er han en ny skabning. Det gamle er forbi, SE, noget nyt er blevet til!”

Det er altså noget man kan se. Dermed bør vi også være i stand til selv at kunne se, om vi er nye skabninger. Om vi virkelig er født på ny.

Categories
Bibelen Endetiden Falsk Lære Hvem er Gud? Kirke Korset Livet som kristen podcast Prædikener

Podcast: Jesu brev til menigheden i Efesos

I går startede jeg på en ny serie som jeg prædiker over. Serien er en gennemgang af brevene til de syv menigheder i Johannes Åbenbaringen. Det blev en prædiken som mange af mine modstandere, nok ikke ville forvente at kunne høre fra mig. For jeg kommer ind på områder som behov for bedømmelse, men også hvorfor bedømmelse kan være en farlig beskæftigelse. For det er noget vi ser er tilfældet for menigheden i Efesos, og det er faktisk ret alvorligt. Derudover vil du også i denne prædiken kunne høre hvad forskellen på en kristen kirke, og en ikke kristen kirke er. Samt hvad tegnene på en genfødt kristen er, og en der bare påstår at være kristen. Det var noget Efesosmenigheden kunne finde ud af, og noget Jesus roser dem for. Men mange kirker i dag har desværre svært ved at foretage den analyse, og tage de nødvendige konsekvenser af dette.

Men vigtigst i denne prædikenserie er hvad er Guds vilje for Hans menighed? Hvad er hans ønske for menighederne, og kan det lade sig gøre at have en menighed som Gud ikke har noget at kritisere for? Det og meget andet som mange kirker har glemt vil jeg udlægge i denne serie. Første del kan du høre her.

Categories
Bibelen Hvem er Gud? Korset Synd

Fuldstændig retfærdig og uskyldig

Jeg er igang med at forberede min næste prædiken til den 5 december. Den kommer til at handle om valget mellem Jesus eller Barabbas. Det der har slået mig i min forberedelse er hvor tydeligt det er i skriften, at Jesus var fuldstændig uskyldig, og fuldstændig retfærdig. Præsterne havde kun falske anklager mod Jesus som ikke holdt stik. Pilatus som var en langt mere presset mand end man lige går og regner med, forsøger faktisk at gå ret langt for at få Jesus frikendt, selvom det ikke lykkes. Han kan heller ikke se at denne mand har gjort noget forkert, og der skal jo være noget at kunne anklage en mand for, hvis han skal dømmes til døden på et kors. Og hvad finder man? Intet. Absolut intet. Der er kun dårlige argumenter som “Vi mener”, “Vi synes” og “vi kan ikke lide Jesus”. Argumenter som normalt ikke ville holde i en retssal.

Alligevel blev Jesus korsfæstet som en forbryder, og trådte i mit sted. På trods af at Han var fuldstændig uskyldig og retfærdig og at der ikke var noget som helst at udsætte ham på. Der er to ting her som er værd at lægge mærke til. Dette skete på den ene side, fordi Gud havde valgt det således. Han havde valgt at tage vores straf på sig, for at vi kunne gå fri, hvis vi ville blive Hans børn. Dette var forudsagt i det gamle testamente, og Jesus forudsagde det selv om sin død. Men den anden side viser hvem vi mennesker er. For hvem var det der overgav Jesus til korset? Det var mennesker. Præster ja, men også jøder der fulgte præsterne råbte på at få frigivet Barabbas, istedet for Jesus. Man valgte at få den skyldige løsladt istedetfor den uskyldige. Vi ville hellere have lov at leve vores eget liv, end at få Jesus til konge fordi Hans krav var for høje. Han krævede nemlig at vi skulle spise Hans kød, og drikke Hans blod.

Da Jesus i Johanes sjette kapitel har talt om dette, sker der jo det at en stor skare forlader Ham. Ikke fordi de misforstår hvad Han mener. Men fordi de faktisk fatter præcis hvad Han mener. Derfor siger de også:

“Mange af hans disciple, som hørte det, sagde nu: »Det er hård tale; hvem kan holde ud at høre på det?«” Johannes 6.60

Jesus krævede nemlig at dem der villa have Ham til konge skulle efterfølge Ham fuldstændig. De skulle tilhøre Ham, de skulle ikke tilhøre sig selv. De skulle have Ham som Herre, og det var for meget at forlange. En sådan konge ville man ikke have. Ham var det bedre at korsfæste, og dermed komme af med. Så hellere kejseren, for selvom han var en tyran, så gav han da folk lov at leve nogenlunde som de selv ville. Der var plads til at leve i synd, uden at blive stillet til ansvar for det. Så da vi mennesker fik muligheden for at vælge mellem Jesus eller Barabbas, valgte vi Barabbas. Og ja jeg skriver vi. For jeg mener ikke at vi kan påstå at det var fordi de var jøder at de valgte Barabbas. Vi ville have gjort det samme. Jeg ville have gjort det samme. For jeg er også et menneske og ved hvad der bor i mig. Hvis ikke Gud virker ved sin ånd, og drager på os, er det umuligt for os at komme til Kristus. Den dag hvor Jesus blev overgivet til Pilatus for at blive korsfæstet, var der ikke nogen der blev draget til Kristus af Gud. Denne dag blev vi mennerskers sande natur afsløret. Vi valgte Barabbas fremfor Kristus. Vi korsfæstede en uskyldig fremfor en skyldig.

Alligevel har vi grund til at glæde os. For kun ved at en uskyldig kunne overtage en skyldigs plads, kunne en skyldig blive frikendt. Og da denne mand er Gud, og dermed mere værd end alle andre mennesker tilsammen, var det muligt for denne mand at sone synderne for alle dem, der ville omvende sig og blive Guds børn. Hvad kan jeg sige andet end, hvilken kærlighed er det ikke at Gud viser ved at gøre det klart at Han elskede os, mens vi var fjender af Ham. Det er den største kærlighed vi kan finde. Den finder vi kun hos bibelens Gud, og ikke nogen andre steder.