Category: Kommentar til medierne

En person som desværre er svær at komme udenom i kirkedanmark, er den nyreligiøse folkekirkepræst Ole Skjerbæk Madsen. Han er ofte at finde i de kirkelige medier, hvor han argumenterer for nyreligiøsitet som ikke udspringer af bibelen, men fra hedensk religion.  Meditation, tarotkort og buddhistisk tankegang er noget han promoverer som om det er en naturlig del af kristendom. Ole Skjerbæk Madsen er også ret god til at tale for sin sag. Jeg har eksempelvis set hvordan han i et tv-program med Tove Videbæk argumenterede for at man kunne finde Jesus i tarotkortene. Argumentet var bl.a. at Tarotkort kommer fra den jødiske retning Kabbalah, og så må der vel være noget godt i det. Personlig tog jeg mig til hovedet da jeg hørte det argument, for havde Ole Skjerbæk Madsen overhovedet undersøgt hvad Kabbalah står for? Tilsyneladende ikke særlig godt, for det er ikke en jødisk retning som kommer fra Gud. Men en jødisk kult, som har langt mere til fælles med hedenskab, end med jødedom. For resten den samme jødiske kult som sangerinden Madonna har været medlem af i en del år nu. Åbenbart ikke en kult som har hjulpet hende til at komme nærmere Gud, hvis man ser på hvordan hendes liv har udviklet sig. Så at tarotkortene skulle stamme fra Kabbalah er ikke et brugbart argument.

Hvad angår Ole Skjerbæk Madsens argumenter for meditation, så benytter han sig af samme argument, som dem som anbefaler kontamplativ bøn bruger. Argumentet her er nemlig tit ”Ørkenfædrene brugte det”. Jeg har ofte undret mig over at når man talte med kirkefolk som var åbne overfor nyreligiøse strømninger, så dukkede ørkenfædrene meget ofte ofte op. Ørkenfædrene er ikke det samme som kirkefædrene hvilket en journalist på Kristeligt Dagblad ellers kom til at skrive i en artikel om Ole Skjerbæk Madsen for nylig.

Men lad os se lidt på hvem ørkenfædrene var. Ørkenfædrene kunne se at en del af kirken omkring 200-tallet var begyndt at gå på kompromis med romerriget. Det var en udvikling som de ikke brød sig om af naturlige grunde. Der måtte ganske rigtigt gøres noget. Nogen valgte så for at undgå at gå på kompromis med romerriget og gå ud i ørkenen istedet, og adskilte sig dermed fra samfund og kirke. Derfor blev de kaldt ørkenfædrene. Alt andet lige, behøver der ikke være noget galt i at gå ud i ørkenen. Det gjorde Johannes Døberen også, og folk tog ud til ham for at blive døbt. Men det der skete for ørkenfædrene derude var at de ifølge Edvard Conze (afdød professor fra Oxford) kom i kontakt i ørkenen med østlige (særlig indiske) handelsrejsende. Disse handelsrejsende havde en panteistisk (som regel hinduistisk eller buddhistisk) religion, og havde derfor en anden måde at dyrke deres guder på, end kristendommens måde at dyrke Gud på. Ikke desto mindre blev ørkenfædrene inspireret af at se disse folk søge ind i det åndelige ved hjælp af metoder som de ikke havde set før. Men de tog metoderne til sig og anså dem desværre for at være brugbare. Det er vigtigt at påpege at Ørkenfædrene ikke har nogen autoritær betydning I kirkehistorien. De valgte at løse kirkens problemer ved at tage ud i ørkenen, i stedet for at starte kirker som ikke ville gå på kompromis med romerriget. Men det de fik i stedet for var at de gik på kompromis med bibelen om hvordan man skal søge Gud. Kontemplativ bøn, eller meditation som har udgangspunkt i østens ”visdom” er ikke en metode Gud har sagt at vi skal bruge til at søge Ham. Og det er faktisk ret vigtigt at vi søger Gud sådan som Han har sagt vi skal søge Ham, og ikke som vi selv vil søge Ham. Jesus siger at Gud skal tilbedes i Ånd og sandhed. Han sagde ikke vi skal søge Gud ved hjælp af østens ”visdom”. Ole Skjerbæk Madsen mener dog ikke at have noget problem heri, når han ligefrem promoverer meditationsmetoder som har sit udgangspunkt i ørkenfædrene og østlig visdom, i stedet for meditation som er bibelsk. For ja der findes bibelsk meditation. Luther kalder det at tygge på Herrens ord. Dvs. at tænke, grunde og søge Gud igennem Hans ord og lade det ord forvandle os. Det er ikke en nyreligiøs metode, men en sund og brugbar måde at meditere på!

Derudover arbejder Ole Skjerbæk Madsen på at indføre buddhistisk tankegang i kirkedanmark. Det gør han ved at ændre på den buddhistiske selverkendelsesmetode mindfullnes, og i stedet for kalde den for christfullness. Så nu behøver kristne ikke længere være bange for at benytte sig af nyreligiøse metoder, for man kan jo bare give dem et nyt navn som lyder kristent, og så skulle det være på plads åbenbart. Personlig fatter jeg ikke at folk i kirkerne i dag er så naive at de kan acceptere en så åbenlys forkert idé som mindfullness, når bare man kalder det christfullness. Men når det er sagt, så undrer det mig endnu mere at der er præster i dette land, som kalder sig bibeltroende, som kan finde på at sætte Ole Skjerbæk Madsen på en prædikestol. Personlig mener jeg at det signalerer uvidenhed og inkompetence at sætte folk på en prædikestol som promoverer nyreligiøsitet, selvom det er pakket ind i kristne terminologier.

Ole Skjerbæk Madsen påstår ellers selv at han blev fyldt af Helligånden i 1973. Om det er rigtigt eller ej, ved jeg ikke, men jeg ved at det ikke er Helligånden der har vist ham at man skal bruge hedensk filosofi og nyreligiøse metoder til at finde Gud. Det er langt bedre at bruge bibelen til at pege på Jesus, end tarotkort og østlig meditation m.m.

For et par uger siden kunne man i kirkeavisen Udfordringen læse redaktørens Henri Nissens reaktioner på Ulf Ekmans beslutning om at blive romersk katolsk. Det var interessant at læse, fordi artiklen viste at de ting jeg igennem flere år har sagt er problemet med Henri Nissen, er noget han stadig mener. Det er rigtig rigtig ærgerligt at se at den mand som skulle pege på Jesus igennem hans arbejde, i stedet ender med at pege de forkerte steder hen. Men lad os se lidt på hvad det er han skrev.

Henri Nissen (HN) indleder med at påstå at Ulf Ekmans konvertering til katolicisme er “et udtryk for en voksende forståelse mellem seriøst troende kristne”. Det er en påstand uden dokumentation, men som isoleret set lyder dejligt. Men det som HN indikerer her er at der åbenbart er et stort antal af seriøst troende kristne i den katolske kirke. Men er det ikke en selvmodsigelse at påstå at seriøst troende kristne skulle kunne fungere godt i en kirke som på så mange punkter er i direkte modstrid med bibelen? Eller at påstå at seriøst troende kristne søger hen i den romersk katolske kirke? Jeg har dokumenteret andre steder hvad der er galt med den romersk katolske kirke, og hvis du ikke forstår hvorfor det er et stort problem at godkende den som en kristen kirke, har jeg lagt nogle links i bunden af dette indlæg.
Ser ikke noget problem i trosbevægelsen
Så skriver HN om Ulf Ekmans tid i trosbevægelsen i halvfemserne, og at det var en tid hvor der var meget kritik af denne bevægelse. Meget af den kritik der var dengang var desværre ikke altid underbygget med bibelske argumenter, men med følelser istedetfor. Kun lidt af kritikken gik på at det var et andet evangelium der blev forkyndt, og at der var alt for meget på Livets ord i Uppsala, der var mere i overenstemmelse med gnosticismen, end med historisk bibelsk kristendom. Samtidig med at man på Livets ord har promoveret den ene falske profet efter den anden. Alligevel skriver HN: ”Set i bakspejlet skyldtes kritikken ofte misforståelser – og måske at vi andre sad fast i en ligeså forkert elendigheds-teologi, hvor vi havde overset væsentlige dele af evangeliet.”.
At HN skriver dette, er nu ikke forbavsende, for han har selv igennem flere år arbejdet på at få godkendt trosbevægelsen i Danmark. Det har han gjort ved at give nogle af de allerværste trosbevægelsesfolk talerum og positiv omtale i Udfordringen. Han har fået skrevet pænt om Todd Bentley, Rick Joyner, Christian Hedegaard, Jens Garnfeldt og også Ulf Ekman og mange flere. Så det er naturligt at HN mener at kritikken fra halvfemserne var overdrevet. Det er trist at det er lykkedes så godt for HN og hans ligesindede at få folk til at tro trosbevægelsen er sendt af Gud. Når det som trosbevægelsen reelt har bidraget med er split, forvirring og falske profeter som forherliger sig selv i stedet for Kristus.

Godkender en falsk kirke på forkert grundlag
Men i slutningen af HNs leder finder man så ud af hvad årsagen er til at HN kan godkende ting som ikke er fra Gud, som om at de var fra Gud. Det sker i det afsnit hvori han fortæller hvordan han åbnede op for den romersk katolske kirke. Her skriver han:
”Men for mange år siden blev vores datter dødssyg af meningitis. Vi boede i en københavnsk forstad, hvor der var meget få troende. Tilfældigt kom vi i kontakt med nogle katolske søstre i et lille kloster. De bad – ligesom mange andre kristne – for vores datter, mens hun lå i koma. Mirakuløst blev hun rask – uden mén. Siden dengang har jeg betragtet troende katolikker som brødre og søstre – uanset at vi ikke er enige.”
Så på baggrund af en oplevelse, godkender HN den romersk katolske kirke. Han skriver ganske rigtigt at han ikke er enig, men det skrives på en måde som gør at det her er en uenighed der ikke har den store betydning. Det som er vigtigt at finde ud af her, er om det er i orden at acceptere nogen som kristne på baggrund af en oplevelse? I femte mosebog får vi faktisk at vide hvordan vi skal forholde os til overnaturlige fænomener som kommer fra folk som prædiker vranglære.

”Hvis der fremstår en profet eller en, der har drømmesyner, hos dig, og han giver dig et tegn eller et varsel, og det tegn eller varsel, han har givet, indtræffer, og han siger: »Lad os følge andre guder, som du ikke før har kendt, og dyrke dem,« da skal du ikke lytte til, hvad den profet eller den, der har drømmesyner, siger. Det er Herren jeres Gud, der sætter jer på prøve for at få at vide, om I elsker Herren jeres Gud af hele jeres hjerte og af hele jeres sjæl. Herren jeres Gud skal I følge, ham skal I frygte, og hans befalinger skal I holde, ham skal I adlyde, ham skal I tjene, og ham skal I holde fast ved.” Femte mosebog 13.2-5

Dette er noget vi kan finde om flere steder. Og meningen her er at vi IKKE skal lade os lede af mirakler alene. Vi er nødt til at vurdere de ting der sker og det som folk siger i lyset af Guds ord. Ikke i lyset af hvad orakler, selvudnævte apostle, menneskeindsatte paver o.l. siger. Og lige præcis her begår HN en kæmpefejl. HN har også før udtalt at man kan være nødt til at nedtone teologien for at der må komme mirakler (Noget han udtalte til Dialogcentret for at forsvare mirakelmageren Charles Ndifon). Den udtalelse sammen med den ovenstående her, viser at HN ikke har ændret sig hvad dette angår. HN er mere fokuseret på oplevelser end han er fokuseret på hvad Gud har skrevet til ham. Det er jeg rigtig ærgerlig over for jeg kan godt huske mange af de gode ledere han skrev i halvfemserne hvor de havde kant, og hvor han turde tage afstand til falsk lære som kom i fåreklæder, og hvor han pegede på Jesus i stedet.
HN slutter sin artikel af med bl.a. at skrive:

“Vi skal ikke pantsætte vores åndelige frihed for at følge ét menneske, uanset hvor god en pave det er. ”I må ikke kalde nogen på jorden jeres Fader”, sagde Jesus.
Alligevel kan vi glæde os over, at Ekmans skridt vil betyde en større forståelse og enhed blandt troende kristne.”

Den første sætning er selvmodsigende. For Jesus advarsel om ikke at kalde nogen på jorder jeres Fader, er jo en soleklar advarsel imod at gå ind i kirker som har sådan en Fader over sig, som paven jo er. Men i næste sætning forklarer HN så hvorfor han synes det er en god ting der er sket. Og argumentet er ”Enhed” hvilket isoleret jo lyder smukt. Men det spørgsmål HN glemmer at stille her er om vi skal bygge enhed på enhed for enhedens skyld, eller om vi skal bygge enhed på sandheden. Hvis man vil bygge en enhed på sandheden kan man ikke bygge det sammen med en kirke som i sin teologi er falsk og som peger på mennesker i stedet for Kristus, og som har slået adskillige overgivne genfødte kristne ihjel p.g.a. deres tro etc. etc.
Du kan læse Henri Nissens artikel her: http://udfordringen.dk/2014/03/alle-skifter/
Se også følgende sider om den romersk katolske kirke:
https://sand.omvendelse.dk/den-romersk-katolske-kirkeverdens-storste-sekt-3575.htm
https://sand.omvendelse.dk/sola-scriptura-skriften-alene-betyder-ikke-skriften-og-noget-mere-4623.htm
Yderligere information kan findes hos http://carm.org/roman-catholicism

I weekenden var den store skandinaviske frikirkenyhed, at den mand som engang blev påstået at være Nordens største apostel, nu havde valgt at gå over til den romersk katolske kirke. Manden jeg taler om er Ulf Ekman som har været leder af den kontroversielle kirke og bibelskole i Uppsala ”Livets ord”. Mange er blevet rystet over at en mand som de engang kendte som en klar modstander af romerkirken, i dag har valgt at blive en del af den selv samme kirke. Hertil siger Ulf Ekman selv følgende til den svenske avis Dagen:

”Jag upplever att Gud leder oss i detta.” http://m.dagen.se/nyheter/jesu-onskan-att-alla-ska-bli-ett/

Og så er spørgsmålet om det så er rigtigt. For hvordan kan det hænge sammen at Gud skulle lede en mand til at gå ind i en kirke som ikke prædiker Kristus alene, og ikke tror på vi er frelst af tro alene, men i stedet af gerninger og tro. Hvordan kan Gud lede en mand til at gå ind i en kirke, hvor man sætter pavens ord ligeså højt (men reelt set højere) end Guds ord? Ja, hvordan kan Gud lede en mand ind i en kirke som viser at den ikke tror på Jesu fuldbragte værk? For det mener den kirke ikke at Jesus gjorde, i og med at den romersk katolske kirke stadig tror på skærsilden. Et sted hvor folk kommer hen før de kommer til Himlen for at betale for den del af deres synder som Jesus ikke åbenbart ikke sonede. Skærsilden er vel at mærke ikke bibelsk funderet, men dæmonisk lærdom!

Ledt til løgnelære?
Har Gud virkelig ledt Ulf Ekman til den kirke? Svaret er nej, Gud leder ikke nogen til en falsk kirke. Men Gud har til gengæld prisgivet ham til en falsk kirke. Bibelen viser hvorfor det ikke er et stort spring for Ulf Ekman at overgå til en falsk kirke. Bibelen viser at hvis vi ikke finder kærlighed til sandheden, og det vil sige til den bibelske lære om Jesus og evangeliet, så prisgiver Gud os til det vi så elsker. Nemlig løgnen. Hvis vi ikke vil Guds sandhed, så er det fordi vi hellere vil djævelens løgne. Og Gud vil så i både sin vrede og nåde overgive os til løgnelære. Se anden thessaloniker 2.11-12.

”Derfor sender Gud vildfarelsens magt over dem, så de tror på løgnen, for at alle, der ikke er kommet til tro på sandheden, men fandt behag i uretfærdigheden, skal blive dømt.”

Hvorfor det også er Guds nåde at gøre dette, vil jeg vende tilbage til i slutningen. Men det at Ulf Ekman nu går over til en kirke som har vist at den ikke prædiker evangeliet, og heller ikke har plads til evangeliet, er ikke et stort spring for Ulf. For det kendetegner også hans arbejde igennem de sidste 30 år. Ulf Ekman har forvansket evangeliet om Jesus Kristus med hans skandinavisering af Kenneth Hagins ubibelske lære. Ulf Ekman har tilmed fremhævet mennesker fremfor Kristus og i særdeleshed har han fremhævet sig selv. Ulf Ekman har profeteret de mest fantastiske budskaber om hvordan kirken skulle sejre og have fremgang i Europa. Men hans fantastiske budskaber er ikke blevet opfyldt. Jeg husker da jeg d.31/12 1989 hørte Ulf Ekman profetere fra kl.23.00 og næsten en time frem oppe på Livets ord i Uppsala. Det var de mest utrolige ting som den kristne kirke skulle opleve i halvfemserne. Det var virkelig profeti som var i overenstemmelse med fremgangsteologien, for det var godt nok fremgang der blev profeteret. Men i stedet for fremgang har kirken både i halvfemserne og i nullerne haft tilbagegang. Ulf Ekmans profeti dengang og dem han har kommet med senerehen som jeg kender til, har jeg ikke set skyggen af opfyldelse af. Hvilket er et typisk tegn på en falsk profet.

Ulf Ekman har igennem sin ”tjeneste” hos Livets ord, vist at han ikke elsker sandheden, men løgnen. Derfor er det ikke uforståeligt, at han nu vender sig til en kirke som igennem mange hundrede år har vist at den også elsker løgnen.

”Personlig tragedie”
Ulf Ekmans gamle fremgangsteologiske partner Åge Åleskjær fra Oslo Kristne Center har udtalt at det er en ”Personlig tragedie” for Ulf Ekman og hans kone. Desværre har Åge Åleskjær ikke selv forstået at han også er en personlig tragedie med hans fortsatte accept og anerkendelse af trosbevægelsen. Det kunne ligeså godt være Åge Åleskjær der var gået over til den romerske kirke, for han har også vist at han hader sandheden og elsker løgnen når han den dag i dag stadig viser at han og hans kirke holder fast i trosbevægelsens lære.

Guds nåde
Men hvorfor er det så Guds nåde at prisgive folk til løgnen? Der er to ting her. Dels er det retfærdigt af Gud. Fordi hvis vi viser at vi ikke vil sandheden (og der er kun en sandhed) så har vi vist at vi hellere vil løgnen. Og så må Gud godt sige, værsgo så tag for dig af alle de løgne du vil have i stedet for, fordi du ikke fandt kærlighed til sandheden. Men der er også en Guds nåde i dette. For desto mere at folk vil komme ud i løgnen, fordi Guds prisgiver dem til løgnen, desto mere vil det også blive tydeligt for både dem selv og andre at der er noget galt. Desto mere tydeligt det bliver at man er kommet ud i noget der ikke hænger sammen, og reelt set er løgn, vil for nogle også betyde at man kan se noget er galt. Nogen af dem vil begynde at søge Gud fordi synden og løgnen bliver så meget mere tydelig for dem. Det er Guds nåde at synden bliver tydelig for os, så vi vender om til Ham.
Om det lige sker for Ulf Ekman ved jeg ikke. Han har vist kærlighed til løgnen ret lang tid nu, og der er ikke noget der ser ud til at have ændret derpå. Tværtimod. Han har for resten også sagt følgende om hvorfor han tror det er godt at blive romersk katolsk:

”Jeg tror det er Jesu ønske at alle skal bli ett, og den enheten skal være konkret. Og jeg tror at Den katolske kirke har det mest fullkomne uttrykket for den enheten.” http://www.vl.no/troogkirke/den-katolske-kirke-har-det-mest-fullkomne-uttrykket-for-kristen-enhet/

Desværre for Ulf Ekman, så har det udtryk for enhed som den romersk katolske kirke har, ikke sit udgangspunkt i Kristus. Det har udgangspunkt i løgnelære som ikke er bibelsk. Desværre tror jeg ikke at dette nødvendigvis betyder at frikirker vil holde op med at invitere Ulf Ekman til at forkynde. For mange frikirker har jo i forvejen ikke noget problem med at invitere folk fra den kirke og sætte dem på deres prædikestol. Men når man gør det, så viser man også at man ikke forstår evangeliet om Jesus Kristus. For hvis man virkelig har grebet evangeliet, så vil man ikke kunne sætte folk fra en kirke som offentligt har vist at den ikke forstår evangeliet. Noget som den har vist igennem hundredvis af år, og også stadig viser. Der er stadig ikke nogen pave der har gået ud og bedt om tilgivelse for al den løgnelære som den kirke har stået for igennem tiden. Og heller ikke nogen paver der har gået ud og bedt om tilgivelse for alle de kristne som den romerske kirke har tortureret og slået ihjel på grund af deres tro. Hvorfor skulle man gå ind i en sådan kirke?

En underlig nyhed som man kan læse flere steder i dag, er den om Pave Frans og hans fredsduer. Pave Frans er manden som man nærmest skulle tro har hypnotiske evner, eftersom nærmest enhver falder for ham i disse dage. Både ateister og protestantiske kirker (der ellers pr definition burde være imod pavedømmet og derfor også paven) lovpriser denne mand som ikke har ændret en tøddel på den romersk katolske lære. En lære som ikke bygger på bibelen, men på menneskeværk. Se eksempelvis videoen på dette link: http://www.youtube.com/watch?v=VClgYQnT7Z8

Nu er der jo pt uroligheder i Ukraine, og det er bestemt alvorligt. At paven ønsker at blande sig deri, er der vel ikke noget galt i. Han er jo leder af den lille Vatikanstat, der ligger inde i Rom. Den er godt nok ikke stor, men indflydesmæssigt fylder den jo ganske meget. Så at en statsleder ønsker at hjælpe med til at løse den gordiske knude i Ukraine er ikke forkert. Men hvad er det han har fundet på den kære Pave Frans? Jo, han fandt to såkaldte fredsduer (der selvfølgelig var hvide), som han ville slippe løs fra sit vindue. Da jeg hørte det var der et eller andet i mit hoved der sagde ”Boingooi”. For hvordan skulle to hvide duer der bliver sluppet løs fra et vindue overhovedet have en chance for at skabe fred i Ukraine, medmindre de er magiske eller manden der slipper dem løs har magiske evner? Det giver absolut ingen mening. Men det lyder til gengæld meget religiøst. For vi ser jo hvide duer i bibelen, men det er i sammenhænge hvor det faktisk giver mening. Paven har ikke forstået at den fred som bibelen taler om er fred i mennesker der har Guds velbehag. Den fred kan folk få hvis de hører evangeliet, og forstår de har brug for at omvende sig fra deres synder, og give deres liv til den frelser der sonede straffen for dem der vil tilhøre Ham. Den fred taler Pave Frans dog ikke om. Han har en anden fred end den bibelske som han vil tale om i stedet, og tilmed gøre det på en måde som ikke er bibelsk funderet, men i stedet bibelsk forvirrende.

Desværre for duerne blev de efterfølgende angrebet af en måge, og en krage som bed og hakkede de to hvide fredsduer. De blev sendt ud som fred, men blev plukket i stedet for. Det får nok ikke den store betydning for Pave Frans popularitet. Selv Moses Hansen og lederen af Frikirkenet er jo også faldet for ham, foruden Ulf Ekman, som ellers i halvfemserne gik meget kraftigt imod den romersk katolske kirke. Så jeg tror faktisk ikke at selv den næste underlige gerning som Pave Frans har brug for vise omverdenen for at føre sig frem som hellig mand, vil ændre på folks beundring af denne mand. Men hvor ville det dog være godt hvis vi ikke bare nøjedes med at bedømme folk på hvor flinke de ser ud til at være, men også gjorde det på om den lære det står for er i orden eller ej.

Du kan se historien om Pavens stakkes duer her: http://nyhederne.tv2.dk/udland/2014-01-27-paven-sendte-fredsduer-ud-men-s%C3%A5-skete-dette%E2%80%A6 

Moses Hansen og Frikirkenets leder Lars Bo Olesens godkendelse af Pave Frans kan du læse her: https://sand.omvendelse.dk/abent-brev-til-moses-hansen-og-frikirkenets-formand-lars-bo-olesen-4729.htm