“Her er den store evangeliske katastrofe- den evangeliske verdens svigt af opgaven at stå for sandheden som sandhed. Der er kun et ord for dette, nemlig tilpasning: Den evangeliske kirke har sørget for plads til denne verdens tidsånd. Og lad os forstå, at det at tilpasse sig denne verdens tidsånd i vor tidsalder, er intet mindre end den mest grove form for verdslighed i den rigtige definition af dette ord. Og med den rigtige definition af verdslighed, må vi sige med tårer, med undtagelser, at den evangeliske kirke er verdslig og er ikke tro mod den levende Kristus.”
Sagt og skrevet af Francis Schaeffer før sin død i 1984. Her er originalen:
Here is the great evangelical disaster—the failure of the evangelical world to stand for truth as truth. There is only one word for this—namely accommodation: the evangelical church has accommodated to the world spirit of the age. And let us understand that to accommodate to the world spirit about us in our age is nothing less than the most gross form of worldliness in the proper definition of that word. And with this proper definition of worldliness, we must say with tears, with exceptions, the evangelical church is worldly and not faithful to the living Christ.
Sidste år ved denne tid, holdt jeg “relevant uge” her på bloggen. En af de indlæg har jeg valgt at gengive her, da jeg synes den stadig har et vigtigt og relevant budskab.
De uheldige helte I halvfjerdserne var der en tv-serie som på dansk hed “De uheldige helte”. Det var som det så ofte er, en meget dårlig oversættelse af originaltitlen “The persuaders” (overtalerne). Men lad det nu være. Hovedpersonerne i serien bestod af Roger More som Lord Sinclair, der var en engelsk aristokrat og ungkarl. Og Tony Curtis som Danny Wilde, der var en smart amerikansk laps. Begge personer i serien havde masser af penge på lommen og levede et nemt ubekymret liv, indtil de mødte dommer Fulton. En mand som gav dem et nyt indhold i livet, for han gav dem lysten til at jagte skurke og gøre vores lille verden til et bedre sted at leve.
“The persuaders” er en serie som stadig bliver vist på kanalerne i dag. Tony Curtis som jo har en lang historie som spillefilmsskuespiller, har også sagt, at det har været det arbejde han har holdt allermest af. Hvilket er ret usædvanligt at høre fra en spillefilmsskuespiller fra Hollywood. De fleste af dem synes nemlig at det er lidt ydmygende at lave faste serier for tv. Roger More var på det tidspunkt mest kendt fra sine tv-serier, heriblandt den kendte “The Saint”. Serien tiltrak en del mandlige seere p.g.a. smarte hurtige biler, og smukke unge kvinder der havde brug for rigtige mænd (tænk skrev jeg virkelig det).
Der er brug for et nyt par Der går rygter om at man vil lave “The persuaders” som spillefilm. Hvorvidt det er sandt eller ej, er svært at bedømme. Men der er mange fans af serien, som ved præcis hvem der burde overtage rollerne som Lord Sinclair og Danny Wilde. Den amerikanske figur Danny Wilde skal selvfølgelig overtages af George Clooney. Han har den samme karisma og det samme maskuline udtryk som Tony Curtis også besad. Den engelske Lord Sinclair kan kun overtages af en person, og det må være stereotypen på den engelske stiff upperlip-type med aristokratisk udstråling, Mister Hugh Grant. Fansene af serien er så fokuseret på disse to skuespillere, at en fan har indspillet en video som viser hvordan det kunne se ud, hvis det var Clooney og Grant som overtog rollerne.
Men hvad er det virkelige behov? Det kan godt være at nogen vil blive glade for en genindspilning af “The Persuaders”. Men hvis man kigger på kirken i dag, så er der en parallel. Hvis der er brug for at nogen overtager Roger Mores og Tony Curtis gamle roller som Lord Sinclair og Danny Wilde, så er der i endnu større grad behov for at nogen overtager følgende roller:
Der er brug for nye folk som Martin Luther, der turde sige fra overfor en kirke der var gået helt forkert, og var kommet langt væk fra det sande evangelium.
Der er brug for at der kommer nye John Wesleyer, som tør stille sig op på gader og stræder og prædike evangeliet klart og tydeligt, også selvom det ser dumt ud, og folk vil sige tåber om dem.
Der er brug for folk som Charles Spurgeon, som vil studere og grunde over Guds ord og dets dybder, og samtidig vil give det videre til kirken, så Guds menighed forstår Jesu fantastiske offer på korset, Guds storhed og Hellighed.
Der er brug for prædikanter som Jonathan Edwards, som taler klart og tydeligt om hvor syndige vi mennesker er, og hvor stor Guds nåde er overfor mennesket der lever som fjende af Gud.
Der er brug for folk der ikke anser deres egen ære for at have nogen værdi, men ønsker at leve og arbejde til Guds ære. Også selvom det kan have store omkostninger for os. Det er hvad der er brug for, og det er relevant.
Vil du være en af dem? Er du villig til at gøre som disse som gik forud for os. Er du parat til at give slip på dig selv, som de gjorde? Du bliver ikke lovet succes, for vid dette, historien er også fuld af folk som gik hele vejen som de ovenstående, men som ikke oplevede at se deres forkyndelse og efterfølgelse af Jesus blev til frugt hos andre. Så gør det ikke for at få succes, for det er du ikke blevet lovet. Gør det fordi du elsker Jesus, og fordi dit eget liv, ikke betyder noget i forhold til Ham som gav sit liv på korset og blev knust af Guds vrede for at du skulle slippe fri. For at du kunne få lov at leve til Guds ære.
Gør det for Ham!
Hvis jeg ikke var en kristen, men havde fået at vide at jeg skulle dø indenfor en kort tid. Så kunne det være at jeg tænkte at jeg måske skulle søge hen i kirken for at finde ud af hvad jeg skal gøre. For at finde håb for hvad der sker med mig efter min død. Hvad kunne jeg så risikere at finde?
Det spørgsmål har den døende mand i denne video stillet sig selv. Svaret er stærkt foruroligende. Det viser også hvorfor jeg synes det er så vigtigt at bruge tid på at vise hvad sand kristendom er, og ikke er. Dette er den video som du må se, også dig der plejer at springe videoerne over. For den her kan jeg ikke beskrive tilstrækkeligt med ord, den må simpelthen ses. Send den til din pastor, eller din ungdomsleder og spørg dem hvad de siger til den. Den burde kunne give nogle gode debatter, som kunne være gavnlige.
Jeg er igennem de sidste 12 år blevet lettere kraftig. Mit BMI lå tættere på de tredive, end på de max 25 som man siger man skal ligge på. Umiddelbart syntes jeg jo ikke at det var et problem. For jeg havde jo ikke noget behov for at vise mig frem som strandløve på de danske strande om sommeren. Men efterhånden kunne jeg godt se at det kunne blive et problem for mig. For der er jo følgesygdomme af overvægt. Såsom sukkersyge, flere kræfttyper, slidgigt m.m. Og for et par måneder siden kom motivationen så, og jeg valgte at gå i gang med at tabe mig.
Jeg har ikke fulgt nogle af de overtroiske uvidenskabelige råd. Ikke noget med Atkins kulhydratfrie kur, eller yin og yan mad, eller den slags. Nej, det skulle være god gammeldags slankekur, med magert mad, masser af frugt og grønsager, og groft brød, sammen med en en full body workout. Workouten er dog ikke helt gammeldags, den får jeg ved hjælp af mit Nintendo Wii EA Actice program. Det har været hårdt, men det har virket. Jeg har tabt hvad der mindst svarer til 40 pakker lurpak smør. Så min BMI er nu nede på et normalt niveua igen (efter 12 år hvor den har været over det normale).
Jeg kan godt se at jeg har tabt mig, men at det svarer til over 40 pakker lurpaksmør, det har jeg svært ved at fatte. For det er altså ret meget fedt at have hængende på sig. Men det har været der, og nu er det væk, og det kan ses af folk. Folk kunne også godt igennem mange år se at jeg var lidt fedladen, men jeg syntes selv at det ikke var et stort problem. For jeg var jo glad for mig, og ønskede ikke at lave om på det. Men i dag kan jeg godt se at jeg har levet livet farligt.
En alt for fed kirke
Sådan er der nu også mange kirker der lever i dag. De spiser forkert, særlig af for meget amerikansk letfordærvelig ”christianity”, som ikke ser ud til at koste ret meget. Men det sniger sig ind og sætter sig op af de vitale dele af kirken, og det er også der omkostningerne viser sig. Ligesom fedtet havde sat sig rundt om mine tarme, og mine indvolde, har vranglære sat sig på mange af kirkens folk. Men på en måde så de ikke kan se at det skulle være noget galt med det. De siger måske at der kan være problemer her og der, men det nok ikke er så alvorligt. Ligesom jeg selv havde svært ved at se at min fedme var et problem, så har mange kristne svært ved at erkende at vranglære er et problem i dag. Og årsagen er ganske enkel. Som jeg elskede at spise croissanter, stegt flæsk, spaghetti carbonara, friturestegte pommes frittes m.v. således elsker mange af disse folk også den vranglære som de i dag spiser gladelig af. De ønsker ikke at give slip på den, fordi den smager godt. Men det er stadig vranglære, og konsekvenserne af vranglæren er så stor at selv verden kan se at disse kirker gør det forkert. Og selv når det sker, vælger mange stadig at holde fast i vranglæren. Hvor ville det dog være rart hvis der var kirker som kunne se at de 40 pakker lurpak smør de har hængende på sig, ikke er til gavn, men kun er med til at nedsætte deres effektivitet. I værste fald vil det dræbe dem. De skulle tage og begynde at spise rigtigt i stedet. Ved at spise det som kirken har fået besked på er kirkens mad, nemlig Guds ord. Den bliver vi ikke fedladne af, den holder os i stedet sunde og stærke, og er det ikke meget bedre?
Her er lige et eksempel fra et verdsligt satireprogram der ikke har svært ved at se når kirken gør det forkert. Det burde vi faktisk heller ikke have svært ved at se.
Noget af det mest triste, er antallet af skuffede kristne som har mistet tilliden til kirken. Jeg møder dem ofte, og deres historier ligner hinanden. Man brændte for Jesus, og kunne se at det der skete i kirken ikke havde noget at gøre med Jesus. Det var bare en masse aktiviteter uden åndelig indhold. Når man så gjorde opmærksom på det, eller begyndte at starte noget op som havde åndeligt indhold, så fik man kun modstand fra ledelsen istedet for opbakning. Dertil så ledelsen også på disse mennesker som om de var oprørske, eller lavede undergravende virksomhed, bare fordi man ikke lige kunne stå fuldt ud inde for den “vision” som ledelsen havde valgt. Så har man måske forsøgt at skifte kirke, i håbet om at det var bedre andre steder (hvad det også kan være nogen gange), men ofte har man så opdaget at det var det samme der skete det nye sted.
Konsekvensen er at mange folk som har oplevet lignende ting, har mistet tillid til kirken, og til kirkens ledelse. Det synes jeg er så utrolig trist, fordi en kristen er en der tilhører en menighed, og dermed også fungerer under en kristen ledelse. Men jeg kan godt forstå dem der har det sådan, selvom jeg ikke støtter dem i deres fravalg af kirke. Jeg kan godt forstå deres angst for at blive manipuleret, talt ned til, set ned på osv. Men jeg tror ikke på det er Guds vilje at Hans folk skal ligge ødelagt og spredt ud over en slagmark . Jeg tror det er Guds vilje at Hans folk skal fungere som et legeme. Det tror jeg er muligt hvis kirken går tilbage og erkender at dens autoritet ikke er præster, ikke er strategi- og organisationsbøger, ikke er folks meninger, og heller ikke “profeters” åbenbaringer, men at kirkens autoritet er bibelen.
Når kirken erkender at bibelen er dens autoritet, og lever efter det, så vil det også medføre at alle i kirken kan blive bedømt efter bibelens ord. Det giver en helt anden frihed. For i så fald, kan ingen præst eller ledelse køre på frihjul fordi de har lederstatus, og dermed påstå at de ikke må bedømmes. Det kan det menige medlem nu heller ikke. Nu er det alle der kan bedømmes. Det er en kirke hvor alle er lige, også selvom der er en ledelse. Det er ikke en utopisk kirke, for vi har faktisk fået at vide hvordan den kirke skal køres. Det står skrevet i ordet.
Nb: Dette er ikke en godkendelse af alle “kirkeløse kristne”. Der er mange af dem som er blevet kirkeløse, fordi de ikke ønsker at blive bedømt, eller irettesat o.l. Det er ikke dem jeg vil forsvare i dette indlæg. Det må de selv gøre på dommens dag.
Her den 13 og 14 november holder Frikirkenet en lederkonference, hvor de bl.a. har inviteret Paul Scanlon fra den søgervenlige del af trosbevægelsen. Han skal undervise nuværende og kommende ledere for de menigheder der er medlem af Frikirkenet. At man kan finde på at invitere Paul Scanlon er mig en gåde, men det har jeg skrevet mere om på dette link. Nu er jeg godt nok ikke inviteret, og jeg kunne heller ikke finde på at betale de ca. 1200 kr, det koster at være med på den konference. Men hvis jeg var, så er der nogle spørgsmål jeg godt kunne tænke mig at spørge Paul Scanlon om. Spørgsmål som kunne være med til at vise om han kender evangeliet, eller bare er endnu en der kommer med menneskelige ideer til hvordan vi bygger kirke.
Disse er spørgsmålene jeg kunne tænke mig at spørge Paul Scanlon om. Det er forresten de samme spørgsmål mange præster i dag burde stilles, fordi de prædiker som om de ikke kender de rigtige svar.
Hvis jeg ikke var en kristen, hvorfor skulle jeg så blive det?
Hvis jeg var faldet ned af en klippe og var kommet så slemt til skade, at jeg ville dø i løbet af 3 minutter, hvad ville du så sige til mig, hvis jeg ikke var en kristen? Husk på at hvis jeg dør uden at være en kristen, så ender jeg i Helvede i al evighed, hvad vil du gøre for at hjælpe mig til at undgå det sker?
Hvad handler det kristne liv om?
Kan du forklare mig hvorfor det var nødvendigt at Jesus Kristus døde på det kors?
Nu sidder du måske og tænker at det da var nogle ret banale spørgsmål at stille en præst for en stor kirke. Og det vil jeg bestemt give dig ret i. Men når ikke engang Joel Osteen kan svare på lignende spørgsmål, manden der er pastor for USAs største kirke, og mange præster her i landet heller ikke kan, selvom de ovenikøbet har været præst igennem flere år. Det er den slags spørgsmål som åbenbart er så sprængfarlige at folk bliver smidt ud af kirker, og konferencer i dag hvis de stiller dem (ja det sker faktisk). Derfor kunne det være interessant at se om Paul Scanlon kan svare på dem. Men hvis du skal på denne lederkonference, så kan det være at du tør stille disse spørgsmål til ham. Men pas på, der er folk der ikke bryder sig om den slags spørgsmål bliver stillet.
Hvis du kunne tænke dig at se flere spørgsmål i form af en lille quiz, kan jeg anbefale at trykke dig ind påDen Kristne Quiz.
Der er ved at ske en ændring i frikirkelandskabets ledelse. Mange steder er der ved at blive indsat nye ledere i kirkerne, mens de gamle lige så stille trækker sig tilbage. Mange af de nye ledere bliver promoveret som stærke i troen, teologisk funderede og med organisatoriske talenter m.v. Det lyder da også meget godt, særlig når man får at vide at den og den har en bachelor i teologi fra en eller anden bibelskole. Men jeg frygter at en stor del af den nye generation blot vil føre kirken endnu længere ud i sølet. For jeg har hørt flere af dem, og alt for tit har det vist sig at være en stor gang menneskefokuseret vrøvl, som manglede fokus på Jesus Kristus. Det er faktisk nemt at høre hvornår de er inspireret af Joel Osteen, hvornår de er påvirket af Rick Warren, og i særlig grad hvornår deres forbillede er Rob Bell, eller lignende vranglærere.
Det er disse unge mennesker som skal lede kirken i dag. Unge prædikanter som ikke er funderet i skriften, som ikke kan se forskel på evangeliet og noget der giver sig ud for at være evangeliet, men reelt set kommer fra dem Jesus kalder ulve i fåreklæder. De kan ikke skelne det sande evangelium fra et uægte. Noget der ellers var normalt for en kristen leder engang.
Jeg har ikke noget imod at mange af dem er unge. Det mener jeg ikke skal være et argument, for at man ikke kan være leder. Hvis Timotheus var ung, og anbefalet af Paulus, så kan man også være ung i dag. Men Timotheus havde noget som mange af de unge ikke har i dag. En klarhed over hvad evangeliet er. Han var blevet gjort bekendt med hvad sandheden er, og hvad den ikke er.
På en måde er der brug for et generationsskifte. Men jeg frygter at dette generationsskifte kunne være Guds dom over kirken. For mange steder vil vi se konsekvenserne af at indsætte unge utrænede, og umodne personer som ledere af kirkerne. Jeg har set konsekvensen af dem der kom ind for 10-15 år siden. Det var ikke godt, men de nye ser ud til at være endnu dårligere end dem, så det lover ikke godt.
Jeg har dog håb. For jeg ser også at der flere steder hos unge kristne er ved at ske en ændring. Der er nogen der er ved at vågne op. Der er nogen der kan se at det har en pris at være kristen. Der er nogen af dem der også er parat til at betale den pris. Det er dem som Gud vil bruge til at redde kirken. Men det er kun en redning som kirken vil få, hvis de vil tage imod dem. Så hvordan tager I imod de nye unge forkyndere der tror på at Guds ord er sandt, og tør prædike det klart og tydeligt, uden at gøre det for egen vindings skyld? Tager I dem til jer, og støtter dem og hjælper dem, eller siger I til dem, at sådan vil I ikke høre Guds ord fordi det ikke passer ind i tiden?
Til dig der er ved at få en ny pastor som passer på min beskrivelse her. Så fat mod. Tal med ham, vis ham hvad evangeliet er, giv ham eksempler på god forkyndelse er enten på CD, DVD eller Mp3. Lad ham ikke få lov at tjene i din kirken uden at blive konfronteret med den rene forkyndelse. For måske vil Gud også give ham omvendelse.
I 1936 var filmselskabet Universal i økonomisk krise. Man stod overfor enten at lukke selskabet ned, eller skabe et produkt der i stort tal kunne få folk ind i biografen igen. Dengang havde man ikke som i dag reklamer i biograferne. Man havde istedet flere film som man så i en pakke. De blev kaldt forfilm, og kunne bestå af en nyhedsbulletin, en tegnefilm (de gamle Snurre Snup film o.l. kommer derfra) og så en serie som man kunne se fortsættelsen af ugen efter.
Cliffhanger Serien der fortsatte ugen efter, var ofte en actionpræget lille film, der som regel afsluttedes hver uge med en scene hvor helten så ud til helt sikkert at dø. Den måde at afslutte serierne på blev kaldt en cliffhanger, fordi den fik folk tilbage til biografen ugen efter, også selvom hovedfilmen den uge ikke havde den store interesse.
Olympisk mester i svømning Normal var disse serier af en billig kvalitet, som var besat med andenrangsskuespillere. Universal var vant til at lave forfilm, men besluttede sig nu for at tage en kæmperisiko for at redde selskabet. De ville lave en indspilning om science fiction helten Flash Gordon (Jens Lyn på dansk). Risikoen lå ikke i at indspille filmen, men i at de satsede uhørt store summer på serien. Beløbet var så stort at hvis det ikke kom ind igen, ville det betyde døden for Universal. Det blev også den hidtil dyreste forfilmsserie dengang. Man fik så de bedste af Universal-studiet skuespillere med i filmen, men hovedrolleindehaveren var ikke skuespiller. Han var olympisk mester i svømning og hed Larry Buster Crabbe.
Spillede med overbevisning
Når man ser de gamle film med Larry Buster Crabbe, er det fascinerende at iagtage hvor godt han spiller sin rolle. Selve figuren Flash Gordon er jo fuldstændig tåbelig, og andre der har forsøgt at spille Flash Gordon, virker også ret dumme i rollen. Men Larry Buster Crabbe spiller rollen overbevisende og entusiastisk. Man kan nærmest se, at han er blevet den karakter som han spiller. Men kigger man på de andre personer, ser man istedet at disse skuespillere som var kendte og ansete dengang, spiller deres roller elendigt. Nogen af dem virker ovenikøbet flove over at skulle spille med i noget så latterligt, som en forfilm om en utopisk tegneserie figur fra science fiction genren. Man kan næsten se på dem at de synes det er at spilde deres “fantastiske” talent, at være med i denne serie. De havde ikke fattet hvad der stod på spil. De havde ikke fattet at det var deres fremtidige arbejdsplads der stod på spil.
Succes Universal lever den dag i dag. Flash Gordon blev en kæmpesucces. Ikke pga de mange professionelle skuespillere, og nok heller ikke pga de ret bizarre filmtricks man benyttede sig af dengang. Der er meget der tyder på, at det faktisk skyldes at amatøren Larry Buster Crabbe spillede med så stor overbevisning, at serien fik så stor gennemslagskraft. En gennemslagskraft der fik folk ind i biografen 13 uger i træk, fordi de var nødt til at se hvordan Flash Gordon blev reddet ud af uhyrets kløer, reddet fra druknedøden, fra at blive beskudt af rumskibe og meget andet.
Universal i trediverne ligner kirken af i dag
Vi står i en lignende situation i kirken i dag. Mange af de professionelle og erfarne ledere og forkyndere i dag, spilder hellere tid på at lave kirkeprogrammer, tage til konferencer hvor de kan lære kirkestrategier, og studere organisationsprincipper, og andre ting som ikke har noget at gøre med evangeliet. Man skulle tro at de føler at de er for fine til at tale og prædike evangeliet. I dag ser man mange steder at det er amatørerne i kirkerne der har overbevisningen, entusiasmen, og lysten til at prædike evangeliet som evangeliet er. Det er ofte hos de utrænede vi ser det. Det er hos dem der ikke er blevet socialiseret ind i en bestemt måde at køre kirke på, at vi flere steder i dag finder dem som har en sand brand efter at forkynde evangeliet. Og der er noget der tyder på at hvis kirken skal reddes i dag, så sker det igennem dem, og ikke igennem de professionelle kirkeledere som tror at deres smarte amerikanske kirkeprogrammer, koncepter og strategier kan give vækkelse. Vækkelse kommer ikke før Guds kirke vågner op og ser hvad evangeliet er, og er parat til at prædike evangeliet klart og tydeligt. Hvis de professionelle ikke er parat til det, så vælger Gud nogle andre istedet. Personlig vil jeg frygtelig gerne have de gamle professionelle i gang med at forkynde evangeliet igen. For deres ballast og erfaring er dyrebar.
Vær ikke som de gamle skuespillere De gamle skuespillere i Flash Gordon, havde svært ved at se at serien blev produceret for at redde deres arbejdsplads. Mange af de professionelle i kirkerne i dag, har svært ved at se at kampen for evangeliets renhed også har betydning for deres mulighed for at være professionelle i kirken på længere sigt. Men hvis de hellere vil være som de snobbede professionelle skuespillere fra Flash Gordon, så tror jeg Gud vil vælge at benytte sig af amatørerne istedet.Det har Gud også gjort før, og det kan Han gøre igen. Tag blot og se på en ung fårehyrde ved navn David, eller en fisker ved navn Peter som bad Jesus om at gå væk fra sig, for han så ikke sig selv for værdig.
Her er et lille klip fra serien til de nysgerrige.
I de forløbne dage har jeg haft lidt skriverier omkring frikirker (se nedenstående links), som har givet plads til at praktiserende homoseksuelle kan optræde til kirkelige arrangementer. Når jeg skriver om den slags, sidder der selvfølgelig nogen og tænker, at ham René bare hader homoseksuelle, og han er nok en intolerant nar som synes alle skulle være som ham. Det er man velkommen til at tænke, men det er bare ikke sandheden.
Jeg ønsker faktisk at leve i et land, hvor der også er plads til homoseksuelle. Ligesom jeg også ønsker at bo i et land hvor der er religionsfrihed. Jeg ville ikke bryde om om at bo i et land hvor kun en religion var tilladt, også selvom det kun var kristendom der var tilladt. Den form for styre er jeg ikke tilhænger af.
Jeg har heller ikke noget imod at arbejde sammen med folk der er homoseksuelle. I fald jeg havde min egen virksomhed og skulle ansætte nye folk, ville jeg heller ikke have noget problem i at ansætte en der sagde han/hun var homoseksuel, hvis jeg kunne se at det var lige præcis den person der var brug for i virksomheden, pga de evner og kompetencer som vedkommende havde. Jeg ønsker selvfølgelig at ansætte den person som vil give størst gevinst for min virksomhed.
Så hvorfor kan jeg ikke acceptere når det sker i en kirke? Meget enkelt, fordi Guds ord ikke giver plads til det, og direkte forbyder det. Og jeg sætter Guds ord højere end mine egne ønsker. Dem der skal tjene i kirken må være overgivne, og må ikke være folk som lever i åbenlys synd. Hvis min præst levede i åbenlys utroskab med sin kone, ville jeg da heller ikke acceptere det, af den enkle årsag at utroskab er en synd.
Så når jeg skriver om Linda Andrews som benytter sig af en praktiserende homoseksuel back up sanger. Så mener jeg bestemt ikke at det er forkert at Linda at benytte sig af ham. Det har jeg også påpeget før. Ligesom jeg ville ansætte den bedst mulige medarbejder, regner jeg med at Linda har valgt at benytte sig af Claus Christensen af de samme årsager. Han er så vidt jeg ved, en ret dygtig musiker og sanger. Men det betyder så også at det ikke er i kirkerne at Linda skal komme og synge, med sit back up kor. De kan synge alle mulige andre steder uden at kirkelige behøver blande sig i det. Men kirken er et sted hvor dem der tjener, skal være helliget Gud. Det er noget man i mange år, i mange frikirker har holdt højt. Det ønsker jeg at holde fast i, på trods af den udvikling der har været i et stykke tid.
Jeg ønsker ikke at man skal misforstå mig, og tro at jeg er ude efter Linda Andrews. Jeg ønsker ikke at anklage hende for noget, jeg regner jo med at hun ikke har forsøgt at skjule for kirkefolk, at en af hendes medarbejdere er en praktiserende homoseksuel. Men der hvor jeg ser der er grund til stor bekymring er de kirker, og kirkelige organisationer som inviterer hende med kor til at komme og synge. Det kan jeg ikke se nogen anden grund til at gøre end at hun har et kendt navn, og det synes jeg altså er for lidt at invitere en sanger på. En sanger i kirken skal kunne stå ved hvad der står i bibelen, og vise igennem sit liv at man faktisk mener sit kristenliv alvorligt.
Overskriftens spørgsmål burde ikke forekomme i kristne kredse, men ikke desto mindre er det hvad børn blev udsat for på Apostolsk kirkes sommerstævne i år. I min research omkring homoseksuelle sangere i kirkelivet (se linket her), kom jeg forbi Apostolsk kirkes hjemmeside for deres stævne. Der fandt jeg følgende reklame for deres børneaktiviteter:
“Teater forestilling: Hans og Grete.Alle ved godt, at i eventyr, der kan alt ske og der i kan eksistere alt lige fra talende æsler, til flyvende heste, og trolde og hekse kan både være gode eller onde. Her på stævnet får vi besøg af en af de gode eventyrhekse – og hendes lille tipoldebarn Tipse. Tipse skal til i lære, til at blive en god heks …. for vælger man at være en ond heks, kan det ende grueligt galt …. Tænk bare på heksen i Hans og Grete!” (Se link her)
Da jeg læste det tog jeg mig godt og grundigt til hovedet. Jeg vidste godt at mange i kirkerne har læst Harry Potter bøgerne. Jeg ved også godt at der er godtroende præster der påstår at det ikke påvirker nogen, og at der ikke er noget ondt at finde i de bøger. Men jeg ville bestemt have meget svært ved at finde bibelcamps for bare 10 år siden som kunne finde på at vise den her slags. Man havde en langt større viden om faren ved det okkulte dengang.
Men det som man kan se her, er simpelthen lavmålet. Tænk at man som kristen kan tage sine børn med på en bibelcamping i forventning om at de får et Guds ord til børneaktiviteterne, og så finder ud af at de har hørt om en pige der skal i lære som god heks. Hvis mine børn blev udsat for det, så ville jeg beklager mig rette sted først, og bagefter ville jeg tage min familie med væk fra det sted (medmindre man på stedet valgte at aflyse det okkult inspirerede børnearrangement).
Der var engang da børnearbejde i kirken bestod i at give børnene Guds ord. Det kan godt være at man gjorde det lidt anderledes end man gjorde til en gudstjeneste (hvilket jeg ikke nødvendigvis ser noget galt i), men ikke desto mindre var det Guds ord man gav dem. I dag synes man i relavanthedens hellige navn, at det bare handler om at få børn til at komme, og så kan man give dem det man tror de vil have. Istedet for at give dem det de har brug for, nemlig Guds ord. Måske er det fordi at dem som står bag disse arrangementer heller ikke kender Guds ord, men har et større kendskab til Harry Potter bøgerne istedet. Det er kun et gæt fra mig, men ikke desto mindre et seriøst gæt.