Som jeg skrev i sidste afsnit om Jesu lignelse om bryllupsfesten, så spurgte kongen gæsten i det forkerte tøj, hvordan han dog var kommet ind til festen. For det var ikke meningen at man skulle kunne komme ind til festen, hvis man ikke havde modtaget bryllupsklædning ved indgangen. Men gæsten tav står der. Han var altså kommet ind til festen under de forkerte vilkår. Vi ved ikke præcist hvordan han var kommet ind, og det er heller ikke meningen vi skal vide hvordan det skete. For vores fokus skal ikke være på en bestemt forkert måde at komme ind til festen på. Det som Jesus vil have vi finder ud af her, er at der kun er eén måde at komme ind til festen på. Alle andre måder er forkerte, ligegyldig hvad vi siger, og hvad vore traditioner siger. Derfor er det af kollosal stor vigtighed at finde ud af hvad den rigtige måde er at komme i Himmelen på. Og det har vi fået at vide af Jesus selv, i Hans første ord i Markus-evangeliet 1.15:
“Tiden er inde, Guds rige er kommet nær; omvend jer og tro på evangeliet!”
Uden omvendelse kan man ikke komme ind i himmelen, for Gud tager ikke imod en der kommer i egen kraft, men kun dem som kommer i erkendelse af deres egen elendighed og magtesløshed. Et sønderbrudt hjerte tager Gud imod. Dette ville jeg godt uddybe, men det må vente til en anden gang. Men det betyder også at mange af dem som kalder sig kristne i dag, men ikke er omvendte, ifølge bibelen og Jesus, ikke tilhører Gud. Det kan godt være at kirken vil kalde dem kristne. Det kan godt være at præsten også vil kalde dem kristne. Men hvis ikke at man har omvendt sig fra sig selv, og har givet sit liv til Jesus og Han er Herre i ens liv, så er man ikke en kristen.
Der er folk i kirkerne som i dag siger at det der med omvendelse, det er sådan noget gammeldags noget. De tror det er nok at bede Jesus om at komme ind i sit hjerte. De tror at det er nok at tilhøre en kirke. De tror det er nok at de er blevet døbt engang, hvad enten det var som barn, teenager eller voksen. De tror det er nok at komme i kirken jævnligt og betale sin tiende, eller kirkeskat. De tror det er nok at de forsøger at være gode mennesker. Men de tager frygtelig fejl, fordi bibelen klart og tydeligt viser os at uden omvendelse, uden at være blevet født på ny, er det slet ikke muligt at komme ind i Guds rige. Det var sådan en person kongen havde at gøre med til festen, som Jesus omtaler i lignelsen. Gæsten havde sin egen mening om hvordan han kunne komme med til festen. Ja det kan endda være at han fulgte andres råd om hvordan han kunne komme med til festen. Men det var og er kongen der bestemmer hvordan man kan komme med til denne fest. For det er kongen der er autoriteten.
Hvis du vil med til Guds fest, så kan det kun lade sig gøre hvis du har omvendt dig, og lever dit liv i Kristus Jesus. Hvis dit liv ikke længere tilhører dig selv, men tilhører Ham der tog din synd og straf på korset, så tilhører du Gud. Dem som tilhører Ham er også dem som Jesus vil pege på og sige MIN til, når Han kommer igen. Men dem som ikke tilhører Ham, for dem vil der kun være evig straf i Helvede. Ikke fordi Han ønsker at sende dem derned. Men fordi de ikke tog imod nåden på den måde som Han havde bestemt, at man skulle tage imod nåden. De anså dem selv og deres egen forståelse af hvordan man blev frelst for at være en autoritet, istedetfor at erkende at Guds åbenbarede ord er en større autoritet end dem selv.
Se de foregående afsnit på disse links: Første del
Selvsagt nej, men hvorfor så denne overskrift? Jo mange steder ser man at den måde at vi forsøger at formidle evangeliet på, ikke sker efter bibelske principper. Men istedet på markedsmæssige vilkår. Vi markedsfører Jesus som om Han er et produkt. Til unge markedsfører vi Ham på en måde, til børn på en anden måde og til ældre på en helt tredie måde. Vi har metoder til at markedsføre Jesus på som er tilpasset forskellige grupper i samfundet. Metoderne som vi benytter os har større ligheder med handelsskolernes lærebøger, end de vejledninger vi ser i bibelen.
Handelsskolernes lærebøger kan såmænd også være fine nok. Men ikke til at markedsføre Jesus. Og hvorfor så ikke det? Fordi de bøger er beregnet til at markedsføre produkter. Ikke til at fremme Ham som er før Abraham! For Jesus er ikke en person som vi selv har skabt. Hvis Jesus var et produkt som kirken selv har udviklet, så havde vi brug for handelsskolernes lærebøger til at gøre opmærksom på det vi kunne levere. Men det er ikke sådan at Gud har valgt at vi skal gøre det, og jeg ser også at der er flere grunde hertil.
At stole på sit kød, eller stole på Gud
Gud ønsker ikke at vi skal sætte vores lid til vores kød. Dvs til os selv, eller andre mennesker. Vi skal sætte vores lid til Ham. Han har valgt at vi skal benytte os af forkyndelsens dårskab. Det budskab som er i forkyndelsen er ikke et budskab som tækkes mennesker. Det er ikke et budskab som mennesker lige synes er sådan de godt vil høre om meningen med livet. Hvorfor har Gud mon valgt at gøre det sådan? Her er der flere svar, men jeg vil gøre opmærksom på denne. For at intet menneske skal kunne rose sig af sig selv. For når vi prædiker evangeliet klart og tydeligt, og folk fatter det og tager imod det, så er det ikke fordi vi er gode til at tale for vores sag. Det er heller ikke fordi vi er gode retorikere, og slet ikke fordi vi har pænt tøj på, eller det modsatte. Det er fordi Guds Helligånd virker, og drager folk ind til Jesus. Når folk hører et klart Guds ord, og Guds Ånd virker, så kan folk godt mærke at det her er Gud der taler til dem.
Dem der tror de kan overbevise folk til at blive kristne ved moderne markedsføring, og smarte ord, sætter deres lid til dem selv. De sætter ikke deres lid til Gud, og der begår de en fejl som er så nem at falde i.
Da kongen kommer hen til manden som ikke havde bryllupstøj på sagde kongen til ham:
“Min ven, hvordan er du kommet ind uden bryllupsklæder?” Mattæus 22.12
Det er interessant at manden som vi ved bagefter bliver smidt ud af festen, og ud i mørket hvor der er gråd og tænderskæren, bliver tiltalt som “min ven”. Kongen har ikke noget had til gæsten, han har ikke noget ønske om at gæsten ikke kan være med, for hvis det var tilfældet, så ville han ikke tiltale denne gæst som ven. Alligevel kan denne gæst ikke være med til festen, og svaret på dette ligger også i dette vers. For kongen spørger hvordan han dog er kommet ind uden bryllupsklæder. Som jeg skrev sidste gang, så var det kongen selv som sørgede for at de indbudte fik bryllupsklæder på. Når det skete så fik man sine klæder udleveret et bestemt sted. Mange bibellærere mener at det sted hvor man fik bryllupsklæderne, også var der hvor man kom ind til festen. Indgangen og udleveringen af bryllupsklæderne hang altså sammen.
Det er derfor kongen undrer sig over at denne mand er kommet ind. For hvordan skulle han dog kunne det, når han ikke havde bryllupsklædning på? Han må være kommet ind på en anden måde, for indgangen kom man kun ind af, ved at tage de nye klæder på. Vi har altså at gøre med en der er kommet uretmæssigt ind. Jesus siger om dem der gør sådan i Johannes 10.1:
“Den, der ikke går ind i fårefolden gennem døren, men klatrer over et andet sted, han er en tyv og en røver.”
Så selv om kongen kaldte gæsten “min ven” så var han reelt set en tyv og en røver, for han var kommet ind på falske præmisser. Derfor kaster kongen ham ud i mørket, fordi det er en retfærdig konge. Han kan ikke have tyve og røvere til sin fest. Han ville gerne have denne mand med til festen (eftersom han sagde “min ven” til ham. Men kom man på andre måder end den som kongen havde gjort mulig, så blev man anset for en tyv og røver, og her er kongen konsekvent. Men hvad var det så for klæder man skulle have på? For at kunne forstå dette, må vi se om vi kan finde andre steder i bibelen som ligner det vi ser her. Det kan vi heldigvis finde rigtig mange steder. Særlig i Johannes åbenbaringen, kan jeg fortælle interesserede. Men et sted som viser det meget klart er i Mattæus 3.8-10, hvor Johannes Døberen siger til farisæerne og saddukæerne der kom for at blive døbt:
“Så bær da den frugt, som omvendelsen kræver, og tro ikke, at I kan sige ved jer selv: Vi har Abraham til fader. For jeg siger jer: Gud kan opvække børn til Abraham af stenene dér. Øksen ligger allerede ved træernes rod, og hvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden.”
Johannes Døberen taler om konsekvens ved ikke at bære frugt. Den samme konsekvens som vi ser i lignelsen. Dertil taler han også om at det at følge Gud, har en konsekvens i vore nuværende liv. Nemlig at vi har omvendt os og bærer frugt. Og her er vi ved pointen. Den klædning som Gud vil have at Hans børn har på er den omvendelsesklædning som Han giver til dem der vil modtage Ham. For omvendelsen er ikke noget vi kan påføre os i egen kraft. Det er Guds værk. Det er Ham der giver den, og os der får mulighed for at tage imod den. Men dem som ikke tager imod den, vil opleve konsekvensen af ikke at have taget imod omvendelsens nådegave. Det er dem som bare vil have del i festens indhold. De vil have maden, de vil have vinen, de vil feste og have det sjovt. Men de vil ikke vise kongen ære ved at tage den festklædning på som han forlangte at folk skulle have på. Hvem er disse mennesker, og hvordan kan vi kende dem i vores tid, vil jeg bl.a. komme ind på næste gang.
Der har været en del henvendelser ang. mine skriverier om en bestemt kirkeretnings sommercamp. Det kan jeg nu godt forstå, men der er dog flere der misforstår hvad jeg har skrevet. Men jeg har langtfra været ude på at gøre alle i den kirkeretning til frafaldne, eller dårlige kristne. Når andre kommentatorer har skåret alle i et bestemt kirkesamfund over en kam, så har jeg gentagne gange meldt ud overfor dem at det ikke er noget jeg kan tilslutte mig. Jeg ønsker ikke at stereotypificere folk til det ekstreme, selvom min lidt firkantede måde at skrive på nogen gange kan blive set sådan. Men tendenser i kirkeretninger har jeg ikke noget imod at gøre opmærksom på.
Det jeg skriver om her nedenunder er ikke noget der kun er gældende for et bestemt kirkesamfund. Det er noget som jeg ved sker mange steder, på forskellige niveauer. Noget som har undret mig ved nogle af de henvendelser jeg får, er at man påstår at der er masser af sund forkyndelse til deres møder.Men mange af de selvsamme steder ved jeg om folk som der har mistet deres prædikestol. Som er blevet frataget deres tjeneste, eller har fået at vide at de emner de forkynder om, ikke længere må forkyndes der. Hvis det var vranglære man forbød, så ville det være fint nok. Men det viser sig meget ofte at det er historisk ortodoks kristendom man forbyder. Den form for forkyndelse som viser at Gud er Hellig, kærlig og retfærdig, og at vi er syndere der har brudt Guds lov, som kun har et håb og det er i Kristus og ikke i os selv.
Her er hvad man burde lægge rigtig meget mærke til. Hvordan kan det være at man i mange af de moderne kirker (dvs dem der forkynder “moderne kristendom), ikke vil have plads til klar og tydelig kristendomsforkyndelse? Hvorfor fjerner man dem der forkynder historisk kristendom, og beholder den moderne tilgang? Måske er svaret det ganske enkle, at det ikke er det samme evangelium. Og hvis det passer, så er der nogen der har et rigtigt stort problem. Hvis det er dem som prædiker historisk kristendom som er forkert på den. Så ve dem, for det bliver ikke rart at skulle stå til ansvar overfor Gud, hvis man har prædiket noget der er forkert og fører folk vild. Men hvis det er dem der står for moderne kristendom, så ve dem, for de skal også stå til ansvar overfor Gud en dag.
Hvis jeg kigger lidt fornuftigt på det, så kan jeg ikke se at det skulle være den historisk ortodokse kristendom der er forkert. For det er den man har holdt fast i siden apostlenes gerninger. Men hvis det er moderne kristendom der skulle være sand, så er der noget i mig der siger fra. For hvis man siger at den moderne udgave er den sande, så siger man jo i samme åndedrag at den gamle ikke duer mere. At den gamle var forkert, og at vi ikke har brug for den. Det er faktisk en ret arrogant holdning at have til kirkefædrene. Det er en ret arrogant holdning at have til de gamle vækkelser hvor Gud brugte mænd som John Wesley, Martin Luther, John Hus, Jonathan Edwards m.fl. Det er samtidig også en arrogant holdning at have til de 100.000 vis af kristne som i vore dage bliver dræbt pga deres tro.
Men tilbage til emnet. Der findes stadig steder hvor der er plads til evangeliets forkyndelse. Der findes også steder stadigvæk, hvor det er flere udgaver af evangeliet der bliver forkyndt. For det kan godt lade sig gøre en stund. Men jeg kan ikke forestille mig at det kan fungere på sigt. To forskellige evangelier kan ikke på sigt være i stue sammen. Man må skille det ene fra. Her er der stadigvæk mulighed for at nogen kirker, nogen kirkelige organisationer, kan sige fra overfor det moderne, og sige ja til det gode gamle. TIl jer der står der, har jeg et budskab. Lad være med at gå på menneskers vej, men gå istedet på Guds vej. Det kan godt være at andre kirker vil synes I er gammeldags, og håbløse. Men det handler ikke om hvad andre mennesker synes. Det handler om at gå på den vej som Gud har vist os. Og det kan lade sig gøre at have en kirke som Gud er tilfreds med. Der er jo to ud af syv kirker som Jesus taler til i Johannes Åbenbaringens kapitel 2 og 3 som Han roser. Som Han ikke har noget at udsætte på. De andre fem skælder Han ud, og til en af dem siger Han endda at Han står udenfor døren. Han er altså slet ikke i den kirke, selvom de selv synes de har det rigtig godt.
Så det evangelium der bliver prædiket i din kirke, er det et evangelium fra Gud, eller er det et evangelium som er så langt fra bibelens, at Jesus er sat udenfor døren. Og hvis I vil have Ham ind igen, så vid at det koster at man smider det moderne evangelium ud. For de to kan ikke fungere sammen. Der er kun plads til en af dem.
I første del af denne serie, kunne vi se at Gud er den der søger os, på trods af vores modstand mod Ham. Men Han er også den der bliver vred, når vi afviser Ham (se første afsnit her: Gud holder fest 1.). Vi så i andet afsnit at Gud ikke søger folk pga deres evner, gode hensigter, eller mangel på samme. Han søger alle mennesker. Der er ikke nogen som Han ikke ønsker at søge efter (se andet afsnit her: Gud holder fest 2). Men lad os se hvad der nu står resten af lignelsen om kongesønnens bryllup.
“Men da kongen kom ind for at hilse på sine gæster, fik han dér øje på en, der ikke havde bryllupsklæder på. Han spurgte ham: Min ven, hvordan er du kommet ind uden bryllupsklæder? Men han tav. Da sagde kongen til sine tjenere: Bind hænder og fødder på ham og kast ham ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren. Thi mange er kaldet, men få er udvalgt.«” Mattæus 22.11-14.
Her sker der noget uventet, i forhold til historiens foreløbige udvikling. For nu er der endelig fest, folk er ankommet og kongen går ind for at hilse på sine gæster. Han ønsker altså stadig at være sammen med dem som Han har inviteret. Men ser så en der ikke har bryllupsklæder på. Her er der ikke tale om at gæsten ikke har haft råd til at tage et pænt sæt tøj på. For vi skal huske hvem der blev inviteret. Det var alle typer, rige som fattige. Så teksten indikerer her, at det er kongen der har sørget for bryllupstøj til sine gæster. Hvilket også er noget flere bibellærere er enige om. Det var altså ikke fordi gæsten ikke havde mulighed for at tage bryllupstøj på. Den mulighed havde kongen sørget for.
Vi har ikke nogen tydelig forklaring på hvorfor gæsten ikke havde bryllupstøj på. For gæsten tav jo da der blev spurgt ind til det. Måske skyldes den manglende forklaring her, at det var ligegyldigt hvad man brugte som undskyldning her. For det handler ikke om ens egen forklaring, ens egen begrundelse for ikke at tage det rigtige tøj på. Det handler om at gæsten ikke havde det rigtige tøj på. Så hvad enten det skyldes at gæsten syntes at hans eget tøj var godt nok i forvejen, eller at han havde overset bryllupstøjet, eller bare ikke hørt om det, eller set bryllupstøjet og konkluderet at det ikke lige var hans stil, eller han måske syntes at det var da lige lovlig fint, så duede ingen af disse som undskyldninger overfor kongen.
Han tav
Hvorfor tav gæsten? Mange siger at når de engang skal stå overfor Gud, så vil de sige at han da bare skal lukke dem ind. For de har haft et hårdt liv, eller de har været gode mennesker, eller det kan da vel ikke være meningen at Gud vil sende dem til evig straf. Nogen siger at de nok skal få overtalt Gud til at lukke dem ind på dommens dag, det skal de nok finde ud af. Men der står stadig at gæsten tav, da kongen spurgte ham. Lige netop dette og lignende vers, viser os at overfor Gud har vi ikke noget forsvar. Vi har ikke nogen undskyldninger overfor Ham som er brugbare. Selvom folk i deres nuværende liv påstår at de kan overtale Gud, så vil det ikke blive tilfældet når de en dag skal stå overfor Ham. De vil stå uden undskyldning, uden forsvar, uden håb, medmindre de er i Kristus, og har givet deres liv til Ham.
Hvad var der så for noget tøj, som man skulle have på den denne bryllupsfest? Det vil jeg komme ind på næste gang.
I første afsnit om lignelsen om kongesønnens bryllup, så vi at Gud er den der inviterer, men dem som havde førsteret til at blive inviteret, var ikke interesseret, hvilket fik forfærdelige konsekvenser. Du kan læse første afsnit her: Gud holder fest 1.
Men lad os nu se på de næste tre vers fra denne lignelse:
“Så sagde han til sine tjenere: Bryllupsfesten er forberedt, men de indbudte var ikke værdige.Gå derfor helt ud, hvor vejene ender, og indbyd, hvem som helst I finder, til brylluppet.Og disse tjenere gik ud på vejene og samlede alle, som de fandt, både onde og gode, og bryllupssalen blev fuld af gæster.” Mattæus 22.8-10
De indbudte var ikke værdige står der. Men hvorfor var de ikke det? De var jo inviteret, og vi kan derfor ikke sige at de ikke var velkomne til festen pga deres mangel på værdighed. Nej deres uværdighed er en som de selv havde valgt. Ikke som en falsk ydmyghed, forstået på den måde at der var nogen af dem der sagde “nej, nej, jeg er ikke værdig til at komme til fest hos kongen”. Nej, de indbudte var ikke værdige, fordi de ikke ønskede at komme med til festen. Deres ønske om at leve for sig selv, og leve i fred for nogen der forstyrrede dem i at leve for sig selv, gjorde dem uværdige. Så hele uværdigheden er en der bunder i dem selv, ikke i kongen. Ikke i Gud.
Man kan godt spørge hvem denne gruppe der havde førsteret til at blive inviteret var. På den tid da Jesus talte, var det jøderne. Guds udvalgte folk, dem som fornægtede Ham og korsfæstede Ham, fordi de ikke ville have Ham da Han kom til dem. Men det har vist sig sidenhen at det samme gælder for kirken. Igennem historien har vi set hvordan kirken er gået forkert, og har forladt skriftens ståsted, og når den så er blevet gjort opmærksom på hvad skriften siger, så har de sagt nej til den. Når Gud har sendt folk som prædikede det fulde evangelium, så har kirken ofte sagt nej til den form for forkyndelse. Men når kirken siger nej, er der andre der får budet. Og det er her at vi ser vækkelsesretninger ofte er brudt frem. Eksempelvis så blev John Wesley lukket ude af den etablerede kirke, fordi han prædikede et for klart og tydeligt evangelium. Han var ellers uddannet præst, men fik ikke lov til at tale i kirken mere. Det passede ikke ind i tiden dengang. Den tids kirke havde et budskab der var tilpasset til den tid, og var ikke i overensstemmelse med bibelen. John Wesley begyndte at prædike på torvene i England istedet. Efterhånden som folk blev frelst, startede man nye kirker og det var sådan at Metodistkirken opstod. Men lignende ting kunne siges om Indre Mission, baptisterne, m.fl. Det er faktisk spændende at høre hvordan disse vækkelsesretninger opstod, det kan man lære meget af! Men tilbage til teksten.
Selvom dem der havde førsteret til at blive inviteret valgte at være uværdige, giver kongen ikke op. Han vil holde fest. Så nu sender han sine tjenere ud for at finde andre der kan komme med til fest. Og Han er ligeglad med hvem der kommer. Det var både onde og gode står der. Alle typer her kunne inviteres med. Det viser noget om kongen her. Han ønsker at være sammen med folk, på trods af hvad de har gjort, og hvem de er. Ligesådan er Gud også. På trods af vore lovbrud, på trods af vores fornærmelse af Ham, vores liv som fjende af Ham, så ønsker Han fællesskabet med os.
Det er interessant at bemærke at det var alle som de fandt, som man inviterede. Der var ikke nogen grupper som man mente ikke duede til at blive inviteret. På trods af, at der blandt dem der her blev inviteret, var alle typer gode som onde, så kunne man komme med til festen. Det var altså ikke en fest som man kom med til fordi man i sig selv var værdig, eller havde gjort et eller andet specielt. Det var kort og godt alle. Hvilken betydning det har for slutningen af denne lignelse vil jeg komme ind på i et senere afsnit i serien her.
En sang som meget flot beskriver Guds opsøgende kærlighed som gør at Han kalder os, på trods af hvem vi er, synger Don Fransisco om i sangen “I don’t care where you’ve been sleepin” som man kan høre her:
En lignelse som jeg prædikede over for et par år siden, vil jeg gerne gennemgå igen. Den står i starten af Mattæus 22, og jeg har valgt at gennemgå den stykkevis. Lad os starte med de første 7 vers:
“Jesus tog til orde og talte igen til dem i lignelser: »Himmeriget ligner en konge, der holdt sin søns bryllup. Han sendte sine tjenere ud for at kalde de indbudte til brylluppet, men de ville ikke komme. Så sendte han nogle andre tjenere ud, der skulle sige til de indbudte: Nu er der dækket op til fest; mine okser og fedekalve er slagtet, og alt er rede. Kom til brylluppet! Men det tog de sig ikke af og gik, én til sin mark, en anden til sin forretning, og andre igen greb hans tjenere og mishandlede dem og slog dem ihjel. Men kongen blev vred og sendte sine hære ud og dræbte disse mordere og brændte deres by.”
Gud søger os Vi har altså at gøre med en konge som vil invitere til en bryllupsfest. Der er her ikke nogen tivl om hvem den konge er, det er selvfølgelig Gud selv. Dem som bor i Hans rige vil Han gerne have med til festen. For det er Hans søn som festen er for. Men folk vil ikke komme. Her kan vi se borgerne sande natur. De ved godt at de har en konge, der er ikke noget der tyder på at de er uvidende herom. Men de ønsker ikke at have fællesskab med kongen. Heller ikke selvom det er noget godt som han ønsker at være sammen med dem om. De søger ikke kongen, men kongen søger dem.
Men kongen (Gud) vil ikke give op. Han ønsker virkelig at de skal komme med til festen, også selvom de ignorerer Ham. Han ønsker at dele sin glæde med sine borgere. Derfor sender Han nu sine tjenere ud for at invitere dem. Så kan de ihvertfald ikke påstå at de var uvidende om invitationen. Det vil dermed ikke være muligt for dem, at kunne sige at de var uvidende om bryllupsfesten.
De får at vide hvad de kan få til festen, og at festen er klar til dem. Der er dækket op, og maden er parat. Men alligevel siger de fra, og vil ikke komme til festen. Deres handlinger viser jo at det er deres eget valg at de ikke vil med, de viser ikke at de har gode grunde til ikke at tage med. En gik til sin mark, en anden til sin forretning, mens andre slog de udsendte tjenere ihjel. De første tos handlinger viser at de sætter deres mark og deres forretning foran andre ting. Marken og forretningen forsvinder jo ikke, fordi de tager med til en fest. Men de vil hellere have deres eget, end de vil glæde sig over kongen der holder fest. De sidste borgere viser at de slet ikke kan lide kongen. Det er som om de tænker “kan kongen ikke bare lade os være i fred? Så vi kan leve vore egne liv, så vi kan leve som vi selv vil”. Når de så bliver forstyrret af kongens tjenere, bliver de så vrede over at de ikke kan leve i fred med sig selv, at de vælger at slå tjenerne ihjel.
Kongens vrede Men hvad disse borgere også har valgt at ignorere, da de valgte at undgå invitationen, og ovenikøbet slog de udsendte ihjel, er at denne konge også kan blive vred. Det er ikke gået op for dem at deres ønske om at leve for sig selv, og ignorere deres konges invitation, vil resultere i kongens vrede. For vi ser nu at borgernes modvilje mod at tage imod invitationen medfører at kongen sender sine hære ud for at slå dem ihjel. Det kan godt være at dette kom bag på borgerne. For de havde måske kun hørt at det var en kærlig konge de havde. Men de havde ikke været opmærksom på at Han også var en retfærdig konge, som kan blive vred på sine borgere når de vælger at leve som om Han ikke findes. På trods af at de vidste hvem Han er.
Afslutning på første del Så i første del af lignelsen ser vi at Gud ønsker at være sammen med Hans skabning. På trods af at de lever for sig selv, og ikke har noget indre ønske om at have fællesskab med Ham, så søger Han dem alligevel. Selvom de lever som fjender af Ham, ønsker Han at opsøge dem. Så Gud giver ikke bare op, Han forsøger virkelig at få fat i os. Men for dem der siger nej til Hans invitation er der konsekvenser. På trods af at folk har et billede af Gud som viser en der altid er flink og rar og ser igennem finger med folks fejl, så viser det sig at bibelens Gud kan blive vred. Og vel at mærke en vrede som kan betyde døden for folk.
Men heldigvis giver Gud ikke op bare fordi de første Han kalder på siger nej. Men det vil jeg vende tilbage til i næste del af denne serie, som kommer snart.
I går skrev jeg om den lidt underlige historie om hvorfor Store Stygge Ulv løslod de tre små grise, da han endelig havde fanget dem (se her). Årsagen var skrev jeg:
“For hvis han ikke havde dem at rende efter, så kunne han se at hans liv ikke havde nogen mening.”
Store Stygge Ulvs liv handlede om at fange de tre små grise. Men da han endelig fangede dem, var han nødt til at løslade dem, for at undgå at miste meningen med sit liv. Ligeledes er der mennesker der påstår at de søger sandheden, men som ikke vil tage stilling til sandheden når de møder den. Jeg har mødt dem mange steder, de vil gerne diskutere åndelige områder, og filosofere sig frem til det ene og det andet. Men når de finder ud af at man siger at man kender sandheden, så slår de fra. Det er ikke i orden at sige man kender sandheden, for det er for meget at forlange for et menneske. Dermed sætter de sig selv i en ret mærkværdig situation. For dels siger de at det de selv søger efter ikke kan findes. Og dels siger de at det ikke er muligt for et menneske at kende sandheden. Hvis de virkelig mener det, så viser de at deres liv er tomt og nyttesløst. For hvorfor skulle man søge efter noget der ikke kan findes? Det er jo tåbeligt.
Men jeg er overbevist om at der er en anden årsag til deres påstand om at de søger sandheden, som de reelt set ikke mener alligevel. Det lyder nemlig godt i andres øren at sige den slags. De kan endda få det til at lyde som om de er intelligente. Men hvis de bliver konfronteret med sandheden så vil perspektivet med deres liv jo forsvinde. For hvis de virkelig en dag skulle stå overfor sandheden, så ville det betyde at de var nødt til at forholde sig til den. På det tidspunkt var de nødt til, ligesom Store Stygge Ulv, at finde ud af om man ville betale den pris det koster at forholde sig til sandheden, eller ej.
For enten kender man sandheden og lever efter den, eller også lever man som om der ikke er nogen sandhed, på trods af at man er blevet gjort bekendt med den. Udtrykket “Sandheden er ilde hørt” må jeg sige ser ud til at være sandt. Forresten så er sandheden en person. Han hedder Jesus og omtaler sig selv sådan her:
“Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig.” Johannes 14.6
En anklage man nemt kan få i dag er at man ikke kan tillade sig at sige at man kender Gud. For hvordan kan man dog finde på at påstå at man ved hvem Gud er? Og man kan slet ikke tillade sig at påstå at man kender sandheden. Det er arrogant siges det, og dette høres fra alle sider. Ligefra ateister, new age folk, og folk der kommer i kirke og påstår at de er kristne. Men jeg kan ikke se at det skulle være arrogant. Kun hvis man kunne sige det med udgangspunkt i ens egen “åndelighed”.
Men når man siger at vi ikke kan vide hvem Gud er, og at vi ikke kan kende sandheden, så gør vi samtidig Gud meget lille. Vi skaber en gud som ikke evner at vise hvem den gud er. En gud som kan skabe verden, men åbenbart ikke har evnen til at artikulere hvorfor den gud skabte verden. Det er en meget svag gud. En sådan gud kan jeg ikke tro på. Den Gud som har skabt denne verden, har vist fantastiske evner. Når den Gud også kan skabe folk med personlighed, og siger i sit ord at vi er skabt i Hans billede, så er det fordi den Gud selv er en person. Vel at mærke en person som kan artikulere hvem Han er, hvorfor Han har skabt os, og hvad Hans formål med os er.
Når man påstår at Gud ikke kan gøre dette, så ophøjer man mennesket, og gør Gud mindre. Men der er også en anden årsag som viser hykleriet blandt disse mennesker som siger de søger sandheden, men samtidig siger at den ikke kan findes. Se hvad det er i næste kommende indlæg.
Ændring af indlægget her d.14/6: Pga kommentarer og henvendelser er dette indlæg blevet ændret. Hvorfor det er sket, kan man både læse senerehen i indlægget, samt på dette link som hedder Undskyldning til læserne.
I 1970 indspillede Beatles guitaristen George Harrison et af sine allerstørste hits. “My sweet lord” hed den. Det var en slags lovsang kan man vist godt sige. Her er et lille uddrag af den:
“My sweet Lord
Hm, my Lord
My sweet Lord
I really want to see You
Really want to be with You
Really want to see You Lord
But it takes so long, my Lord”
Og sådan fortsætter det. Min søde Herre, jeg vil gøre det og det, og jeg elsker dig, ih hvor jeg dog elsker dig. Efterhånden som sangen udvikler sig, begynder der så at komme kor på som synger halleluja indover. Til dem der ikke kender sangen, kan den høres på dette link: Youtube. Jeg kan dog ikke anbefale den, fordi den hænger fast i hovedet på en irriterende måde. Dertil er der billeder i videoen som jeg ikke synes om at have liggende på denne side. Men jeg synes samtidig det er den video som bedst viser sammenblandingen af religionerne i sangen.
Denne sang fik mange til at tro at George Harrison var blevet en kristen. Mange kristne har også sunget sangen som lovsang i deres kirker, og troet at dette var en god sang. Mange er dog også blevet overraskede når de fandt ud af at halleluja koret i slutningen af sangen, blev udskiftet med tilbedelse af Hare Kristna. Koret begyndte at synge de mantraer som bliver brugt af tilhængere af Hare Krishna bevægelsen. Men for George Harrison var dette ikke noget problem. For den gud han sang om var ikke en artikuleret gud. Sangen havde jo ikke noget reelt indhold om hvem gud er. Gud var blevet degraderet til et ord, en følelse, en åndelig oplevelse. Gud var ikke konkret og tydelig åbenbaret i det som George Harrison sang. For Harrison var der ikke nogen forskel på Kristus og Krishna. Det forhold som han havde til sin gud, var ikke et der var veldefineret. Det var ikke en som man kunne finde ud af hvem var, ved at fortælle om den gud. Men kun ved at komme ind i en bestemt følelsestilstand.
Problemet Men om Harrison valgte at synge til Krisha eller ej, så har denne lovsang et problem. Problemet er at gud blot er blevet til et ord. Den der står bag ordet gud, er ikke en som jeg kan sætte klare ord på. Det er en gud hvis person kun kan opleves i det man kalder ” the area of non-reason”. Man har en følelse overfor den ordet handler om, men jeg kender ikke personen når det kommer til stykket. Jeg ønsker blot at tilbede den eller det. Vi har altså at gøre med en lovsang uden teologisk indhold. Den ligger langt fra de gamle salmer som havde et stort teologisk indhold. Rigtig mange af de gamle salmer som man i flere kirker i dag har dømt udenfor, viste og beskrev hvem Gud er. Hvad Han har gjort for os, og hvad Han ønsker af os m.m. Disse sange fik folk ind under huden, når de sang dem ugentlig i kirken, og dagligt i hjemmene. Man kunne huske dem og man tænkte over dem, fordi de fortalte hvem Gud er.
Lovsangene af i dag er så langt fra de gamle salmer som beskrev Gud. De ligner langt mere George Harrisons hinduistiske lovsang. Mange af dem er faktisk med langt mindre teologisk indhold end Harrisons sang var, og kunne derfor med held synges i mange andre religiøse retninger. Der er ikke noget specielt ved dem, som gør dem tydeligt evangeliske. Men vi synger dem gladeligt, og tænker at det lyder friskt, det lyder moderne, og folk er glade, og kan ovenikøbet finde på at danse til dem. Hvad der jo er forståeligt nok, da det mere er influeret af dansemusik, end original lovsang.
Lad mig give dig et eksempel. Her er en video fra Hillsong, hvor de har fået besøg af Joel Osteens lovsangsleder, Israel Houghton. De synger en sang som hvis man kigger på noget af teksten kan virke udemærket. Men omkvædet kvæler budskabet, sådan som jeg ser det (læs hvorfor på dette link.) Omkvædet bliver gentaget igen og igen, så det bliver omkvædet der bliver hængende i ens sind. Det er ikke verset man husker, som faktisk har lidt indhold i sig. Man ender istedet med “Let the redeemed of the Lord say so”. Hvad man så end skal bruge det til. Jeg er blevet gjort opmærksom på at mange af Hillsongs tekster (dette er ikke en Hillsong tekst) har reelt teologisk indhold, hvilket er godt. Personlig kan jeg ikke anbefale dem alligevel. Det skyldes flere ting. Dels at de er en del af trosbevægelsen, og dels at deres forkyndelse er kolosal dårlig, og også viser at de er en del af trosbevægelsen. Men det vil jeg vende tilbage til en anden gang, man kan dog se mere om det på dette link.
Rettelse Det der står her nedenunder var den del jeg ikke havde forklaret ordentligt, samt udvalgt en video til, der var et forkert eksempel på lovsang uden telogisk indhold. For det viste sig at netop den sang der blev sunget her, havde et teologisk indhold. Jeg skulle derfor ikke have valgt den. Årsagen til at jeg valgte videoen var primært for at vise at det der skete ved Hillsong ikke er decideret kirkeligt. Det er en koncert, og stemningen er også derefter. Det ligner det Tozer kaldte at pumpe en stemning op, mere end det ligner folk der kommer for at høre et klart og tydeligt Guds ord. Det er også sangene som folk de husker Hillsong for, deres forkyndelse er bare en man tager imod når man har sunget tilpas meget. Desværre er man på det tidspunkt i en stemning som gør at man bliver meget nemt modtagelig for næsten hvad som helst. Hvad jeg også skrev nedenunder, og hvad jeg også stadig mener. Men teksten fra videoens sang, skulle jeg have undersøgt, og det undskylder jeg at jeg ikke har gjort, og dermed også undervurderet nogle af spørgsmålene fra kommentatorerne her nedenunder. De første 17 kommentarer er fra før ændringen af dette indlæg. Jeg har valgt at lade det oprindelig stå nedenunder her, for at andre kan forstå de første kommentarer, men også fordi jeg ikke har noget problem i at vise at jeg kan være for hurtig og lave fejl her på bloggen. Jeg ønsker at de ting der bliver skrevet her, er vurderet ordentligt, men kan lave fejltagelser, og det er sket her. Men her er den oprindelige del:
“Lad mig give dig et eksempel. Her er en der har været til Hillsong, som har optaget noget med sit kamera. Det er ganske rigtigt at folk er engagerede her. Men er det Gud de tilbeder, eller er det blot en følelse. Er det ikke mere en overvældelse af at være med til noget hvor folk er sammen om noget fælles. Og dem der står og synger på platformen, får de virkelig folk til at fokusere på hvem Gud er? Eller er det her ikke mere end en koncert, fordi den er uden teologisk indhold, men bare med musik der svinger?”
“Og hvad så? Der findes stadigvæk kirker som er glade for at synge George Harrisons hinduistiske lovsang, på trods af at de ved at den er hinduistisk. Man siger bare “at vi synes det er en god sang, og vi lægger det i den vi har lyst til”. Jeg ville ikke kunne komme i en sådan kirke hvor man ikke tog det seriøst at man sang sange som er skrevet til andre guder, og som var helt uden indhold. Men det er der nok mange der forstår.
Men vi siger det samme om de sange som kommer fra Hillsong, og andre såkaldte lovsange uden teologisk indhold. Mange siger at det kan godt være at deres teologi ikke er helt i orden, og at det er ret overfladisk, men det er nogen gode sange, og vi lægger det i dem som vi synes er godt. Men spørgsmålet er måske mere om vi ikke skulle vurdere, om vi bliver påvirket af folk med en overfladisk tro, og dårlig teologi, ved at høre på deres sange? Hvis vi blev påvirket af de gode salmer dengang vi sang dem, hvorfor skulle vi så ikke blive påvirket af Hillsongs sange? Spørgsmålet er nu ikke så meget om vi bliver påvirket, men hvor påvirket vi allerede er i dag? For når jeg kigger ud over kirkedanmark i dag, så ser jeg at den overfladiske kristendom har taget over, og den ser ikke ud til at være på tilbagegang (nej jeg ved godt det ikke kun er Hillsongs skyld, de er blot en del af tendensen). Men heldigvis ser jeg også at Gud rejser folk op til at stå fast på Hans ord. De samme folk har også en tendens til at gå tilbage til de gamle salmer, og vende sig bort fra den overfladiske lovsang. Mon der er en årsag til at det er den slags sange de søger?”
