Category: Forvirret lære

Categories
Forvirret lære Kirke

Forventer du at kunne købe en Bic Mac på McDonald´s?

Tænk hvis man gik ind på McDonalds og bestilte en Bic Mac, og man så fik det mærkværdige svar, at det serverede man ikke, og man vidste heller ikke hvad en Bic Mac var. Selvom det ikke er den burger jeg spiser flest af, så ville jeg da blive noget overrasket hvis det skulle ske. Bic Mac’en er nærmest et ikon for McDonald´s, og er med til at definere hvad McDonalds er og står for.

Ikke desto mindre er det hvad der er sket i rigtig rigtig mange kirker. For det burde være sådan at når man tog i kirken, så kunne man også forvente at få leveret evangeliet om Jesus Kristus. Men det er bare uhyggeligt sjældent at det er tilfældet. I stedet for bliver man tudet ørerne fulde af humanisme, selvhjælp, psykologi og alt muligt andet pjat som ”gør en forskel i verden” og ”du kan blive til noget stort hvis du bare tror nok på dig selv”. Ja, hvis det skulle ske man hørte om Jesus, så er det ofte et eller andet med, ”prøv Jesus og se om han er noget for dig”, eller ”Jesus vil udfylde det lille hul der er i dit hjerte som intet andet kan udfylde”. Det kan alt sammen lyde så smukt og så dejligt, men det er ikke evangeliet.

Evangeliet er en del af Guds kirkes identitet. Hvis ikke evangeliet er tilstede i kirken, så er der også noget galt med den kirkes identitet og selvforståelse. Fuldstændig som hvis McDonalds havde glemt at lave burgere. McDonalds er jo netop kendt for burgerne, og ikke for deres spaghetti eller kartoffelmos. Hvis folk ikke længere kunne få burgere på McDonald´s så ville folk blive skuffede og finde et andet sted at spise.

Måske er det en af forklaringerne på at der er så få der kommer i kirke i dag.

 

Categories
Bibelen Falsk Lære Forvirret lære Hvem er Gud? Livet som kristen

Hvilken autoritet har en kristen?

I visse dele af den karismatiske bevægelse er der nogen der mener kristne har fået autoritet over både vind, vejr, økonomi og meget andet. Men argumentationen for dette er ikke skudsikker, da det ofte er baseret på misbrug og tilmed misforståelse af Guds ord. Lad mig give et eksempel. I Lukas 8 har vi følgende begivenhed:

Mens de sejlede, faldt han i søvn. En hvirvelstorm fór ned over søen, og de tog vand ind og var i fare. De gik da hen og vækkede ham og sagde: »Mester, Mester! Vi går under!« Han rejste sig og truede ad stormen og bølgerne; de lagde sig, og det blev blikstille. Men han sagde til dem: »Hvor er jeres tro?« Forfærdede og forundrede sagde de til hinanden: »Hvem er dog han, siden han kan befale over både storm og sø, og de adlyder ham?

Tre ting er gode at lægge mærke til her. Hvem fik stormen til at lægge sig? Det gjorde Jesus. Hvem er Jesus? Han er Gud der er blevet menneske, og Han har magt over elementerne. Hvad gjorde disciplene? De undrede sig over hvem Han var siden storm og sø adlød Ham. Det er altså en begivenhed som viser hvem Jesus er, og Hans autoritet over denne verden. Kun Gud har denne autoritet.
Men nogen har misbrugt budet om at vi skal gøre det samme som Jesus, til at vi også skal ændre vejret o.l. og gøre det med vores “åndelige magt”. Forstå mig ret, kristne må godt bede Gud om godt vejr, og bede Gud om at skåne os under orkaner o.l. Det er der intet galt i, men at påstå vi har magt til at ændre vejret og andre naturfænomener er helt forkert.

Hvis det virkelig skulle være sandt at kristne har fået den samme autoritet som Jesus til dette, hvorfor ser vi så ikke nogle begivenheder i bibelen der dokumenterer at det skulle være normalt? En af de absolut mest betydningsfulde apostle var Paulus. Han burde have stor tro, kende Gud og kende til hans evne og begrænsninger som kristen. Han var jo på et tidspunkt udsat for et voldsomt uvejr da han i fangenskab var på vej til Rom over middelhavet. Det kan vi læse om i apostlenes gerninger 27.18-20:

” Eftersom vi var hårdt presset af stormen, begyndte de næste dag at kaste last over bord.  Og den tredje dag kastede de egenhændigt skibsudrustningen ud. I flere dage sås hverken sol eller stjerner, og det var stadig hårdt vejr. Til sidst svandt ethvert håb om vores redning.”

Vi ser senere at passagererne og besætningen kommer frelst i land, men båden går tabt pga det enorme uvejr som de er i. Et uvejr der er så voldsomt at de nærmest mister håbet. Kun Paulus har håb og giver det håb videre til de andre hvor han fortæller hvordan Gud vil redde dem.
Det bemærkelsesværdige ved denne begivenhed er at vi på intet tidspunkt læser om at Paulus stillede sig frem og bød stormen om at lægge sig. Om nogen skulle kunne gøre det, i fald denne lære var rigtig, så var det da Paulus. Men nej det gjorde han ikke. Noget andet bemærkelsesværdigt her, er at den samme som skrev Lukas evangeliet, er den samme som skrev apostlenes gerninger. Det er ret vigtigt at tage med her. For det betyder at hvis det virkelig var således at det at Jesus fik stormen til at lægge sig, betyder at vi skal gøre det samme. Så må man stille sig selv spørgsmålet; hvorfor hverken Lukas (som var med på båden) eller Paulus ikke gjorde det samme.

Svaret er meget enkelt. Lukas og Paulus var ikke Gud, det er kun Gud der har den autoritet. Lukas og Paulus har bedt til Gud, og bedt Ham om hjælp i deres nød. Men at byde stormen at lægge sig, var ikke deres opgave. Det havde de fattet, selvom de nok havde været langt mere “karismatiske” end mange af vor dages karismatikere.
Spild ikke din tid med at tage autoritet over dit og dat, men bed til Gud og hold dig til Ham. Og hvis du skal tage autoritet over noget, så gør det kun der hvor bibelen viser der er hjemmel for det. Og det gælder altså ikke for vejret. Forresten den bedste måde du kan få autoritet over din økonomi (som nogen også hævder vi kan få) er ved at være fornuftig i den måde vi bruger pengene på. Det råd gælder både for kristne som ikke kristne og kræver ikke stor tro. Kun sund fornuft.

Categories
Endetiden Forvirret lære Kommentar til medierne

Prædiker din præst Captain America eller Jesus Kristus?

Så sker det, den 28 april kommer det som mange biografgængere venter på: Captain America Civil War får premiere i de danske biografer. Den skal nok gå hen og blive en pæn blockbuster, for superheltefilm er ret populære for tiden. Det kan der være gode forklaringer på, for superhelte kan være meget interessante personer, som Hollywood i dag er blevet gode til at gøre spændende at se på en storskærm.

Superhelte er ikke så ensrettede som mange tror, men ret forskellige personligheder. Spiderman er en teenager med for mange kræfter som har problemer med piger og privatøkonomien. Ironman er en arrogant rig playboy med alkoholproblemer der ser smart ud og har nørdede tekniske finesser. Superman er i bund og grund en ret kedelig person som blot har ekstreme superkræfter, og Batman er selvtægtsmanden som har noget lækkert gear og en barndom der har givet ham de traumer der driver ham til at kæmpe imod uretfærdighed. Og sådan kunne jeg fortsætte, men en af disse superhelte skiller sig markant ud fra mængden, og det er så ham der har hovedrollen i den nye film.

Captain America er ikke som de andre , (og ja jeg undskylder overfor jer som anser dette for at være en seriøs blog, at jeg kan finde på at tage en superhelt op som med så banalt navn som Captain America, og tilmed har noget virkelig kickset tøj på, men der er mening i galskaben). Han var oprindelig en hulbrystet ung mand, som ville melde sig frivilligt til anden verdenskrig for at bekæmpe nazismen. Han kunne tydeligt se nazismen var så uretfærdig og umenneskelig en ideologi at den måtte bekæmpes ligegyldig hvad. På grund af hans hulbrysthed og andre svagheder, kunne han dog ikke blive godkendt som soldat. Men får i stedet lov at blive en del af et eksperiment for at skabe supersoldater. Han får superkræfter og kommer til at kæmpe mod nazisterne, men pga en flyulykke oppe ved Nordgrønland (eller lignende) bliver han frosset ned i indlandsisen, hvor han først bliver fundet ca 70 år senere. På grund af hans superkræfter har han overlevet nedfrysningen og kan i dag kæmpe videre imod uretfærdighed.

Konservative værdier
Ok det var en lang indledning, men hold nu godt fast. For hvad sker der hvis man tager en mand fra fyrrerne i USA, og lader ham sove i 70 år og vågne op i vores tid? Så har du en mand med fyrrernes moral og holdninger, som nu lever i et nutidigt samfund. Captain America, har beholdt de gode konservative holdninger fra den tid han kommer fra, og mener stadig at de er værd at kæmpe for. Også selvom det så skulle betyde at han kommer til at tabe. Det handler altså ikke om muligheden for at vinde, men om at kæmpe for det der er rigtigt, også selvom det skulle betyde tab af eget liv. Med andre ord så kommer Captain America fra en tid hvor helte var helte og ikke så fokuserede på deres eget ve og vel.

Captain America er på disse og andre punkter en usædvanlig forbilledlig person. Han er en superhelt man kan relatere til, fordi han selv har været almindelig, ja faktisk svagelig. Samtidig er han ikke blevet ødelagt af hans superkræfter så at han gør sig selv til mere end andre. Han kan nemlig huske hvem han var før, og det han stod for. Det er ellers noget som andre superhelte ofte kan blive mere eller mindre negativt påvirket af, men ikke Captain America, han husker hvem han var, for han er stadig den samme person på trods af superkræfterne.

Prædiker forbillede i stedet for frelseren
Han er en mand som er nem at se op til, og samtidig giver han håb fordi det er rart at se der findes folk som Captain America (selvom han jo ikke findes i virkeligheden). Alt andet lige er der ikke noget galt i dette, så længe Captain America forbliver i tegneserierne og biograffilmene. Men når Captain America bliver prædiket fra kirkernes prædikestole så er der noget galt. For alt for mange præster prædiker reelt set et budskab som handler mere om Captain America, end det handler om Kristus.

For når man kun prædiker Jesus som et forbillede vi kan se op til, og ikke prædiker Jesus som den eneste frelser der kan udfri os fra synden, så er det ikke Jesus, men Captain America der er blevet prædiket.

Mange præster prædiker ikke Kristus så at synden i vores liv bliver så tydelig, at vi kan se vi har brug for at bliver frelst fra synden. De prædiker i stedet en der er et forbillede, en som vi kan se op til og som vi kan have det godt med. Med andre ord, de prædiker en som har mere til fælles med Captain America end med Jesus. Desværre kan Captain America ikke frelse nogen fra evig fortabelse, det er kun den sande Jesus der kan det. Vi kan altså ikke nøjes med at prædike Jesus som et forbillede, eller som en der bare giver os håb i en verden fuld af uretfærdighed. Vi har brug for at prædike den Jesus som gav sig selv hen for os, for at vi måtte blive sat fri for syndens løn og få fred med Gud i stedet. Den Jesus som viser at vi har så uendelig meget brug for Ham for at vi må kunne blive frelst, har vi brug for at høre om.

Præster kan være populære fordi de prædiker Captain America
Men vi har ikke brug for at høre om en person der minder om Captain America når vi burde høre om den sande Jesus. Rigtig mange præster der prædiker et sådan Captain America-budskab kan godt være overordentlig populære. Jeg ved om mange pastorer som menighederne er superglade for, for det er sådan nogen gode prædikener han holder, siger de. Men ofte synes man det er gode prædikener fordi de ikke er provokerende, fordi de ikke peger på den synd der er i vores liv, fordi forkyndelsen bare er rar, inspirerende og spændende at høre på og kan give os et eller andet diffust håb om at der er en der nok skal få styr på de ting der er i vejen. Fuldstændig ligesom Captain America gør det, for det er elementer der også kendetegner ham. Captain America er helten du nemt kan se op til, og have som forbillede, men ikke på en måde der gør at du får det dårligt med din synd selv og tænker:”Jeg har brug for at være afhængig af Jesus og tilhøre Ham”. Nej i stedet tænker man ”Sikken mand, sikke et menneske” om Jesus og det er ikke nok. Men når man hører om den sande Jesus og får ham forkyndt som Han virkelig er, så betyder det at jeg får det dårligt med min synd, og kan se at jeg har brug for at Jesus frelser mig fra min synd. Forstå mig ret, jeg ønsker mig ikke tilbage til en eller anden form for mørkekristendom, hvor vi bare skal have det dårligt med os selv og gå rundt i evig skam. Det ville være trist. Men en sand og klar forkyndelse af Kristus vil også betyde at synd bliver fremstillet som forbrydelse i Guds øjne, og at vi kan se vi er skyldige syndere fortjener Guds evige straf. Det var også normalt da Jesus selv gik her på jorden. Da Peter havde sin første store oplevelse med Jesus var hans reaktion at Jesus måtte gå væk fra ham, fordi han (Peter) var en syndig mand.

Derfor lad budskabet om Jesus bliver prædiket fra de danske prædikestole, og budskabet om Captain America blive vist i de danske biografer. Vi kan nok ikke forvente at det bliver normalt at evangeliet bliver vist i de danske biografer, men vi bør forvente at det er evangeliet der bliver prædiket i kirkerne, og ikke acceptere hvis vi hører noget som ikke er evangeliet!

Categories
Endetiden Falsk Lære Forvirret lære Mirakler

Torben Søndergaards hypede video er ikke den sidste reformation

Så kom den, Torben Søndergaards hypede film i spillefilmslængde ”The Last Reformation” (link). En film som mange desværre anser for at være inspireret af Helligånden. Virkeligheden er dog at den er langt mere inspireret af Torben Søndergaard selv, end den er velsignet af Gud. Til dem som kender Torben, så er der ikke noget nyt i denne film som Torben ikke har sagt eller vist før. Endnu engang kan man se Torben Søndergaard fortsætte med at prædike et evangelium der handler mere om hvad han og hans disciple laver i dag, end det handler om Jesus Kristus og hvad Han har gjort for os.

Men lad mig starte med det positive man kan sige om filmen. For det første er den ganske godt optaget. Gode billeder som er skarpe med fine farver, og lyden er godt optaget og der er behagelig musik som underlægningsmusik flere steder. Så hvad det angår, så er det teknisk set et godt stykke arbejde. Og respekt for at Torben er i stand til at finde dygtige teknikere med det rigtige udstyr og som han kan motivere til at lave en flot teknisk kvalitet som dette. Det er faktisk godt håndværk.

Bedre end Luther?
Men en ting er de skarpe billeder og gode lyd. Hvad der er vigtigere er indholdet, og her falder langt størstedelen til jorden. Bare titlen i sig selv er arrogant. Tænk at man kan påstå at her er en mand som kan tage patent på at sige at dette er den sidste reformation. Med hvilken ret siger han det. Tilmed siges det i filmen at reformatorerne Luther, Zwingly og Calvin mislykkedes, men nu har vi fundet nøglen til hvordan kirke skal være 2000 år efter Jesu død og opstandelse, og Torben er åbenbart det redskab som Gud har udvalgt til dette. Bare ærgerligt at iagttage at Torbens forståelse af bibelen kan ligge på et meget lille sted, og hans brug af den, er mere til gavn for det han selv mener, end det bibelen siger. Efter at have set ca en trediedel af Torbens Pionerskolevideoer og udfra mit kendskab til Luther, så må jeg konkludere at Luther havde mere bibelsk forståelse i sin lillefinger end, Torben har i hele sin krop.

Gammel model
Ganske kort fortalt så er filmen bygget op som Torbens videoer og prædikener som regel er bygget op. Først bliver der brugt rigtig lang tid (over en halv time) på at fortælle og vise det ene eksempel efter det andet af det som Torben og hans disciple oplever når de går på gaden for at bede for mennesker. Dette har Torben fundet ud af er et meget effektivt redskab, når han skal overbevise folk om at han er sendt af Gud. “Se mig, se hvad jeg gør, og se hvad Gud gør igennem mig og andre der gør som mig” er modellen han bruger. Dette bliver så i filmen underbygget ved at få diverse folk, unge som gamle, til at sanktionere for at det er rigtigt hvad der sker og at det skulle være bibelsk. Men bare fordi folk siger det er bibelsk, er det ikke det samme som at det virkelig er bibelsk.

En positiv parentes og et ødelagt ur
Endelig efter ca 38 minutter kommer der så noget som er positivt i filmen. Der er en lille tynd evangelie præsentation, og den er meget hurtigt overstået. Hvilket er mærkværdigt, for det absolut vigtigste må da være hvad evangeliet er, men evangeliet har desværre ikke den store vægt hos Torben. Den fylder nærmest ingenting. Ok den er der i videoen, men det er ikke på en måde der hverken er centralt eller drivende i videoen, tværtimod bliver det bare en parentes i de 100 minutter som hele videoen varer. Jeg tror bestemt på at Gud kan bruge denne lille del, og jeg tror også at Han vil bruge den. Jeg har nemlig ikke noget problem i at Gud bruger folk som er forvirrede, er på vildspor, eller tilmed vranglærere. Jeg har mødt folk som er kommet til Kristus ved at Gud brugte folk fra Jehovas Vidner, og Jehovas vidner er uden tvivl en ubibelsk sekt. Jeg har selv oplevet at den person der gav mig evangeliet tilbage i 1988 var en ekstrem forvirret mand, som var total påvirket af trosbevægelsen og havde meget svært ved at falde til i en kirke, fordi han altid havde svært ved at underordne sig kirkens lederskab selv når det angik småting. Ikke desto mindre brugte Gud ham til at nå mig. Jeg ved om ateister der er kommet til erkendelse af at der findes en Gud, ved at se StarWars filmene. Personlig anbefaler jeg dem ikke fordi jeg ved at de bygger på Zen-buddhisme, og viser ikke en personlig gud, men en upersonlig gud, som i filmene kun er en kraft. Ikke desto mindre har Gud vist at han bruger film som er fulde af vranglære til at nå folk. Så at Gud bruger forvirrede folk, og organisationer og film som bygger på vranglære, kan ikke bruges til at godkende dem som værende fra Gud. Derfor kan man heller ikke pr. definition godkende Torben Søndergaard fordi der er nogen der indimellem bliver frelst. Torben må vurderes på det han siger og gør og om det er i overenstemmelse med bibelsk kristendom. Og at han kort deler evangeliet som en parentes, viser kun det som de fleste ved. Et gammeldags armbåndsur der er gået i stykker, viser på trods af at det er gået i stykker tiden rigtigt to gange i døgnet.

Manipulation eller dæmoner
Efter evangeliepræsentationen bliver resten af videoen noget af det værste jeg længe har set vedr. påstået dæmonuddrivelse. For det er nærmest det som resten af videoen handler om og viser. Torben Søndergaard har igennem et stykke tid skrevet og vist at der under deres dåbsseancer nærmest som en tradition viser sig dæmoner hos de folk der skal døbes. Det har jeg før skrevet om på dette link: Nyreligiøsitet og dæmoni hos Torben Søndergaard. Min konklusion fra den video som er på linket, er den samme som jeg har efter at have set ”The Last Reformation”. Det er ikke dæmonuddrivelser der sker, men i bedste fald manipulation med folks følelser og i værste fald er det dæmonbesættelse. Det er så kraftigt lig med det man kan se hos nogle af de værste sider af New Age bevægelsen at jeg ikke kan komme til nogen anden konklusion end at jeg må advare enhver imod at blive døbt af Torben Søndergaard eller en af hans disciple. De påståede dæmonuddrivelser der finder sted, kan heller ikke sammenlignes med dem man ser i bibelen. Eksempelvis så skulle det jo angiveligt være kristne der bliver døbt, men hvis man er kristen, kan man ikke samtidig være besat af en dæmon. Jesus og Satan kan ikke bo i samme hus, så er Jesus flyttet ind, så er der ikke plads til djævelen. Men Torben påstår jo at man ikke kan sættes fri før man er døbt, og derfor passer disse oplevelser fint med hans ideer. For det andet, hvorfor skulle dæmonmanifestationer pludselig begynde at ske under dåben? Det er som om det er noget Torben selv får til at ske, og hvis man kigger på den video jeg har lagt på linket ovenfor, så er det også tydeligt at det er Torben der manipulerer kvinden i den. At folk nogle gange kommer til at gøre det uden at Torben under dåben manipulerer folk, kan nemt skyldes at han har forberedt dem på at det nok kommer til at ske, og det sker jo næste hver gang de har en flok der skal døbes siger han. Og når flere skal døbes er der altid nogle folk der er mere ”overfølsomme” for påvirkning end andre, og har brug for lidt opmærksomhed ved at lade sig følelsespåvirke lidt for meget. Det har jeg set adskillige gange før i både kirkelige såvel som ikke-kirkelige situationer. Men det store spørgsmål som jeg står med, er hvorfor i alverden at Torben Søndergaard tror at dæmonerne har hørebesvær. For han råber og råber og råber. Men jeg kan ikke finde nogen steder i bibelen hvor dæmonuddrivelser skete ved at man råbte ad de onde ånder. Tværtimod man talte til dem og sagde de skulle fare ud. Det var ikke kun Jesus der talte, det gjorde Paulus også, og selvom han blev vred på en ond ånd, så står der stadigvæk at han sagde til ånden, ikke råbte til ånden. Som vi ser i apostlenes gerninger 16.18:

” Så blev Paulus vred, han vendte sig om og sagde til ånden: »I Jesu Kristi navn byder jeg dig at forlade hende!« Og ånden forlod hende øjeblikkelig.”

Men det er åbenbart ikke stærkt nok for Torben at tale til ånden, der skal se vildt ud, og lyde vildt samtidig.

Bekymret konklusion
Jeg er ked af at jeg i min bedømmelse her for nogle kan lyde hård og ubarmhjertig. Men jeg har virkelig svært ved at skrive dette uden det bliver for følelsesagtigt. For jeg var grædefærdig da jeg havde set videoen færdig. For jeg er så ked af og bedrøvet over at mange folk som jeg ellers opfatter som nidkære kristne flokkes om en forfører som Torben Søndergaard. Han er ikke en mand som Gud har velsignet, men en mand der blot har overtaget Christian Hedegaards rolle, dog uden den usunde fokus på penge som Hedegaard havde.
Men hvis Torben var velsignet og ledt af Gud, så ville det være langt mindre Torben, og meget mere Jesus vi ville høre fra hans side af. Når jeg så samtidig ved at der i kølvandet på Torben er ufattelig mange knuste og ødelagte mennesker som han aldrig taler om, og jeg samtidig ved at der er langt flere der følger ham i dag end nogensinde før, så bliver jeg rigtig rigtig ked af det. For Torben Søndergaard er ikke til nogen hjælp. Han fungerer som et quick fix der giver happiness her og nu, men eftervirkningerne er sårede og forvirrede mennesker som har brug for hjælp.

Forstår ønsket om en brændende kirke
Jeg kan godt forstå at nogen er fascineret af at her er nogen der faktisk gør noget, nogen der går ud på gaden for at fortælle om Jesus (selvom det er mere bøn for syge end evangeliet de prædiker), nogen der vil missionere, nogen der vil brænde for Jesus. Det forstår jeg godt at folk savner i mange kirker, for det burde der være mere af i kirkerne. Det ønske ser sundt og godt, men det er ikke et ønske som skal opfyldes igennem en som misbruger menneskers tillid og prædiker et budskab der handler mere om ham selv end om Jesus, og tilmed lover folk noget han ikke har ret til at love dem, og derfor stikker dem blår i øjnene. Behold ønsket og branden efter at være sammen med andre kristne der vil dele evangeliet med andre, men lad være med at gøre det med en mand som Torben. Torben Søndergaard er ikke en del af den sidste reformation, men er blot endnu et afsnit i kapitlet om forførere i kirken. Vil du være en del af den sidste reformation, så tag din bibel frem og læs i den og find ud af hvad Jesus vil sige til dig, og hvad Han ønsker af dig. Hvis du søger Ham igennem Hans ord, så ved jeg at Han vil tale til dig. For Han er stor nok til at tale til dig uden at skulle gøre det igennem selvbestaltede apostle som ikke er kaldet af Gud, men dem selv!

Torbens skadelige befrielsesteologi.

Categories
Brevkassen Forvirret lære Kirke Livet som kristen

To 1689 menigheder: Den stive, den udvandede (og den fornuftige)

I dette mit sidste indlæg af tre om problemerne ved 1689 bekendelsen, vil jeg pointere det største problem ved at være en 1689 menighed. Udover at der er en tendens til at 1689 menigheder kommer til at fokusere for meget på specifikke punkter, som derved kan komme til at skygge for at fokusere på Kristus. Og udover at deres forståelse af hvordan man bruger søndagen er misforstået, så er det største problem mere konsekvenserne af hvordan man som 1689 menighed praktiserer og forholder sig til og bekendelsen. Du kan se de to første indlæg i serien på disse links: “1689 er ikke løsningen” og “Skal Kristne holde søndagen på en særlig måde?“.

Den stive, men troværdige
For i bund og grund er der to typer 1689 menigheder. Dem som mener og praktiserer at alle punkterne i bekendelsen er alvorlige og vigtige, og dem hvor man accepterer og praktiserer at det ikke er alle punkterne man skal tage så alvorligt. Særlig sabbatsbuddet bliver et kendetegn på dette.
For der er 1689 menigheder som helhjertet mener at søndagen skal holdes på den noget stive måde som jeg beskrev sidste gang. Hvor man eksempelvis ikke engang må tænke på sit arbejde om søndagen, og heller ikke gå på restaurant eller i en kiosk og købe ind, eller læse avis etc. Men på trods af dette stive syn på søndagen, så synes jeg godt at man kan respektere sådanne menigheder for deres nidkærhed. For de viser med deres handlinger at det som deres kirke skriver at den mener, er også noget de mener så meget at de praktiserer det. Det skaber en troværdighed, som på trods af den stivhed som man ellers viser, er værd at anerkende. Det de tror på, er også det de gør.

Den afslappede, men udvandede
Men så er der også den anden type. Dem som ikke mener at alle punkterne skal forståes lige bogstaveligt eller tages så alvorligt. Det er 1689-menigheder som eksempelvis ikke mener at det er så vigtigt at alle i menigheden gør en dyd ud af at holde søndagen, på den særlige måde som er udtrykt i 1689. Umiddelbart virker det som menigheder med en større frihed og lidt bredere rammer, og det kan såmænd også være godt. Men den tilgang til bekendelsen bærer på et stort problem som den slags menigheder åbenbart ikke ønsker at tænke på. For hvad sker der hvis en kirke har en bekendelse der på et specifikt punkt har en meget klar og alvorlig beskrivelse, men den samme kirke i praksis viser at man ikke mener, at det er et punkt man skal tage alvorligt? Det man signalerer bliver jo så at der er dele af ens tro, som man ikke mener er så vigtig endda.
Det er ret alvorligt. For umiddelbart kan det godt være at det ikke er et problem her og nu, men hvad med fremtiden? For hvis dem som kommer i den kirke nu, ikke mener at et punkt i bekendelsen som er soleklart beskrevet ikke skal praktiseres, hvad så med dem som kommer i kirken om fem og ti år? Vil de så have fundet andre punkter i bekendelsen som de heller ikke mener er så alvorlige? Og hvad så om tyve og tredive år, hvordan ser det så ud. Med andre ord, at have dele af ens bekendelse som man i ens handlinger viser at man ikke tager alvorligt, er en bekymrende glidebane.
Der er desværre masser af eksempler igennem historien på at det er et problem. Tag eksempelvis baptistsamfundet i Danmark. De var engang kendt for at være bibeltro kristne som prædikede evangeliet tydeligt og klart. I første del af forrige århundrede gik det rigtig godt for baptisterne, særlig i Nordjylland hvor der havde været vækkelsesbølger i det første og tredje årti. I dag har baptisterne ikke den store respekt i landet mere. Hverken i det sekulære som det kirkelige. De har stille og roligt siden tredserne udviklet sig til et kirkesamfund der ikke tager Guds ord seriøst, og man har åbnet op for både det ene og det andet underlige i de kirker. Det er ikke sket på en gang, men ved at man i tredserne lod præsterne åbne op for en lille smule liberalteologi, som gik ud på at man ikke behøvede tage hele bibelen for Guds ord. Men acceptere at noget af bibelen kun var menneskers ord.

Folkekirken viser akkurat samme problem, når den ellers har en ret god bekendelse, men har præster som viser at de ikke tager den bekendelse alvorligt. Engang var det måske kun småting som man ignorerede, men det starter jo altid med det som folk kalder småting. Men fordi folkekirken ikke har taget opgøret med ”småtingene” alvorligt har det udviklet sig til at man i dag kan have kvindelige præster som advokerer for at reinkarnationstanken godt kan integreres i kristendom, uden at det får konsekvenser for præstens ansættelse. Foruden alle de folkekirkepræster der tror alle mennesker kommer i Himlen på trods af at bekendelsen signalerer at Jesus vil komme tilbage for at dømme levende og døde. Konsekvensen er at folkekirkens bekendelse i mange kirker ikke er andet end tomme ord som de ikke mener.

Det samme kan nemt ske for en 1689 menighed der i dag mener at alle punkterne fra den bekendelse skal stå i bekendelsen, selvom man accepterer at det stive sabbatsbud ikke bliver overholdt, og heller ikke mener det er så vigtigt at holde den. For hvis en kirkes bekendelse siger at sabbatsbuddet skal tages alvorligt, men samme kirke ikke praktiserer det, så har man heller ikke nogen argumenter for at tage Guds ord alvorligt når det står i samme bekendelse. Det kan nemt bare blive et spørgsmål om tid før det sker for en sådan menighed. For punktet om Guds ords troværdighed er lige så alvorligt beskrevet i 1689 som det om hviledagen. Men hvorfor skal man tage det punkt alvorligt, når man ikke tager sabbatsbuddet alvorligt? Når man åbner for ikke at tage et punkt alvorligt, er konsekvensen at man med tiden heller ikke behøver tage de andre punkter alvorligt. Og til sidst er man kun en kirke med en tom bekendelse. Hvilket fører mig videre til den sidste kirke.

Den fornuftige og reflekterende
Der findes kirker som godt kan se at det er vigtigt at have en bekendelse, men de vil også godt have en som ikke er udformet så den går ud over det som er nødvendigt. Nogle af disse kirker har positivt ladet sig inspirere af 1689 bekendelsen som jo på mange punkter netop er god. De har så taget de punkter som handler om hvem Gud er, om treenighedslæren, om bibelens troværdighed, om mennesket og vores syndefald, og vores behov for en frelser m.v.. Men de har undladt at tage de dele med som ikke er nødvendige, fordi de har tænkt over hvad der bør står i en bekendelse. Det har de valgt istedet for bare at kopiere en bekendelse de ikke har tænkt tilfredsstillende igennem. Men den fornuftige 1689 menighed, (som så ikke må kalde sig 1689) er dem der ligesom berøanerne vil at bekendelsen skal være overens med skriften og har derfor undersøgt hvad skriften siger. Det viser også at de er modige for de frygter og elsker Gud højere end mennesker eller en tradition.

Dette er både sund fornuft, og en god udvikling der viser kirker som er i stand til at reflektere. Så hvorfor er der så kirker hvor nogen medlemmer opfører sig som om de kom i en menighed hvor man ikke praktiserer alle punkterne, men i deres kirkes bekendelse har man alle 1689 bekendelsens punkter med? Jeg kan nok ikke svare fyldestgørende herpå, så lad være med at døm mig alt for meget på mit gæt her. Så svaret her er bare det som jeg formoder kan være en årsag, og ikke nødvendigvis hele sandheden om det. Men det er som om at de 1689 menigheder som ikke tager alle punkterne alvorligt, er bange for at de ryger ud af det netværk de har med andre 1689 menigheder, hvis de redigerer dele af den væk. Det er som om at netværket er vigtigere at holde fast i, end at forholde sig til hvad der sandt, sundt og fornuftigt.
Men et andet svar kunne Også være at lederne i de kirker har et forhold til bekendelsen som har ligeså stor værdi som deres forhold til bibelen. De tør ikke redigere i den fordi de finder den for hellig (så at sige). Bibelen skal ganske rigtigt ikke omskrives, men en bekendelse er ikke Guds ord. Den skal bygge på Guds ord og være i overenstemmelse med Guds ord, og derfor bør der ikke være noget til hinder for at man redigerer i en bekendelse, når man kan se der er unødvendige elementer i den.
Så for at afslutte denne serie om problemerne ved 1689 bekendelsen, så vil jeg gøre opmærksom på at der findes rigtig mange dejlige kristne som kommer i 1689 menigheder, og er glade for det. Mange af dem tager deres tro på Kristus meget alvorligt og det skal man respektere. Men der er nogen tendenser i disse menigheder som er problematiske, og som er med til at skabe stivhed, eller udvanding af troen. Og lige præcis derfor er jeg bekymret når jeg hører at der er folk der ønsker at starte 1689 menigheder op, fordi de tror at 1689 bekendelsen er løsningen på kirkens problemer i dag. Løsningen ligger ikke i en lang avanceret bekendelse som lægger ting til som ikke er nødvendige. Løsningen er at kristne mænd og kvinder vender tilbage til Kristus og søger Ham. Med andre ord, kirken må vende tilbage til Kristus som den sande kilde. Det er ganske rigtigt et meget nemt svar at komme med. Men hvis vi bare tænker lidt over det, så må vi også nå frem til at det er det eneste rigtige svar. Vi finder ikke kirkens løsninger i et eller andet koncept hvad end det er et koncept fra halvfemserne eller fra 1689. Vi finder kirkens løsning ved at gå til Kirkens Herre som er Kristus.

Eksempel på en menighed som har redigeret 1689 til en udgave de synes de kan stå inde for kan man finde på følgende link:  http://www.texarkanarbc.org. De har tilmed en rigtig godt forklaring på hvorfor de har redigeret bekendelsen til, og samtidig ærer de også folk der førhen har kunne se de gode ting i 1689 bekendelsen. For langt størstedelen af den bekendelse er virkelig god. Men det er ikke en god idé bare at copy and paste den som værende løsningen for kirkerne i dag. Men at bruge den som inspiration til en bedre og mere reflekteret bekendelse kan være en god løsning.

 

Categories
Brevkassen Forvirret lære Kirke Livet som kristen Troens forsvar

Skal kristne holde søndagen på en særlig måde? Om problemerne ved 1689-bekendelsen

Mit indlæg fra den anden januar i år ”1689 er ikke løsningen” har nogle opfattet som en provokation eller som et angreb på det Gud gør i landet lige nu. Det er jeg ked af har været opfattelsen for nogen, for jeg har ikke haft til hensigt at provokere eller angribe det Gud gør. Men mit ønske har været at få folk til at tænke. Men der har også været mange som har haft glæde af at læse det, og kan se at bekendelser kan sagtens være gode, men det er ikke godt når Kristus kommer til at stå i skyggen af en bekendelse. At nogle folk vælger at være 1689 vil jeg ikke gå imod, og jeg har heller ikke til hensigt at ”omvende” 1689 tilhængere. Men at få folk til at tænke og gerne få et lidt mere balanceret syn på nogle af de problematiske dele af 1689 bekendelsen. Og tilmed i stedet glæde sig ved de dele af bekendelsen som tydeligt giver Gud ære og er tydeligt bibelske.

For at kunne gøre det bare nogenlunde tilfredsstillende tror jeg det er bedst i dette indlæg at fokusere på det 1689-bekendelsen kalder for ”Sabbatsdagen”. Den bliver nemlig af dem defineret som en kristen sabbat, dog normalt kaldet ”Herrens dag”. Det er med andre ord den dag de fleste bare kalder for søndag.

”Herrens dag” har en særlig position hos 1689-menigheder. For det er ikke bare den dag hvor man går til gudstjeneste i den menighed man hører til (hvilket er en god og rigtig ting at gøre), men en dag hvor man ifølge bekendelsen ikke engang må tænke på sit almindelige arbejde. I 1689 bekendelsen star der I kapitel 22. stk 8 følgende: ”The sabbath is then kept holy unto the Lord, when men, after a due preparing of their hearts, and ordering their common affairs aforehand, do not only observe an holy rest all day, from their own works, words and thoughts, about their worldly employment and recreations, but are also taken up the whole time in the public and private exercises of his worship, and in the duties of necessity and mercy.”

Konsekvensen af denne stive måde at opfatte søndagen på, bliver at søndagen nemt går hen og bliver en byrde, i stedet for at være en hvile. Dertil bliver den i sit udtryk noget der ligner de meget stramme krav som vi finder i den mosaiske lov. En lov som ikke gælder i den nye pagt, men som før Jesus kom, skulle pege hen på at vi har brug for en frelser. For det var nemlig ikke muligt at efterleve den lov, den skulle i stedet vise vores syndige natur. Derfor var der ikke nogen hvile i den gamle pagt, og sabbatsbuddet i den gamle pagt var kun en skygge af den hvile som skulle komme. Den ægte hvile finder vi i Kristus, og ikke i at holde søndagen mere hellig end andre dage. For den nye hvile er større end en enkelt ugentlig dag. Desuden er det ikke bibelsk at gøre søndagen til en byrde, da det er i uoverenstemmelse med det Jesus siger om at Hans åg er nemt at bære (Matt 11,28-30). Men at overholde en dag sådan som 1689 bekendelsen beskriver det, medfører at det er syndigt bare at tænke på sit arbejde om søndagen, foruden at læse en avis, eller se en film eller dokumentar i fjernsynet. Ja, bare det at spise på en restaurant er syndigt, for det betyder jo at man får andre til at synde imod Gud når de arbejder om søndagen. Det med at spise på restaurant om søndagen er noget jeg ved er et problem for rigtig mange tilhængere af 1689, og noget de kan tage meget alvorligt, og snakke meget længe om, hvilket jeg har prøvet adskillige gange. Men hvordan skal vi så forholde os til søndagen i en nytestamentlig forståelse?

Skal vi holde søndagen for ekstra hellig i dag?
Gud skabte jorden på seks dage, og hvilede den syvende. Det står ret tydeligt i det gamle testamente. Der ser vi også at jøderne i både den mosaiske lov og i de ti bud, får at vide at de skal hvile den syvende dag. Den syvende dag er vel at mærke lørdagen. Formelt set er det fra solnedgang fredag til solnedgang lørdag. I det tidsrum måtte jøderne ikke arbejde, men skulle tilbede Gud og hvile. Det er på den ene side et dejligt bud som viser at Gud både ønsker vi skal arbejde, men også ønsker at vi skal hvile. Derudover så viser det gamle testamente at sabbatten var et pagtstegn mellem jøderne og Gud som viste at de var Hans ejendomsfolk, og samtidig skulle pege hen på den hvile der venter dem der tilhører Gud. Men det er ikke det vigtigste. Det gamle testamente er jo en skygge af det der skulle komme, og det ser vi tydeligt i det nye testamente. Så spørgsmålet er om vi i dag skal opfatte den syvende dag på samme måde som man gjorde i det gamle testamente.

I det gamle testamente var det at arbejde på en sabbat en synd. Man måtte heller ikke handle på en sabbat, for det var også en synd. Der var tidspunkter i Israel hvor man tog dette meget seriøst, og tidspunkter hvor man ikke tog det så tungt. Men det gamle testamente viser at det var noget som Gud var meget skarp omkring, og som Han viste jøderne havde en ret stor betydning. Så spørgsmålet er hvilken betydning har det så i dag hvor vi lever under den nye pagt, og hvordan er sabbatten en skygge af det som skulle komme (Hebræerne 4.8-11).

To ting er vigtige at lægge mærke til her. I det nye testamente ser vi ikke længere at der kræves noget særligt på en særlig dag i ugen. Jesus viser flere gange overfor jøderne, at Han er Herre over sabbatten, og at de krav som de havde levet under hidtil, (som farisæerne tilmed havde gjort endnu stivere med ekstra krav) skulle forståes på en ny og mere befriende måde. Ikke sådan at forstå at sabbatten ikke betød noget, men at vi nu endelig fandt ud af hvad den virkelig er et billede på.

Burde vække undren
I det nye testamente er der heller ikke nogen gentagelser af det 4. bud om overholdelse af en specifik dag i ugen, men i stedet viser den tydeligt og gentagne gange at det handler om tro på Jesus Kristus og den hvile vi finder i Kristus (Hebræerne 4,9). Men der er omvendt faktisk advarsler mod ikke at gå tilbage til at lade sig friste af at underkaste sig gammel lovtrældom. Ifølge Kolosenserbrevet kapitel 2, 16-17, står der direkte at de gammeltestamentlige aspekter af loven ikke gælder for kristne: ”Lad derfor ikke nogen dømme jer på grund af mad eller drikke, eller på grund af fester eller nymåne eller sabbatter. Det er kun en skygge af det, som skal komme, men legemet selv er Kristus.” Dette brev var vel at mærke skrevet til hedningekristne. Og det indikerer meget tydeligt at de kristne i Kollossos var blevet kritiseret af jødiske kristne (eller blot jøder) for ikke at holde sabbatten hellig. Paulus fortæller dem at det skal de ikke tage sig af, for det er ikke det som er væsentlig mere. Men troen på Kristus er meget væsentlig og afgørende.

Faktisk bør det vække stor undren for dem som anser søndagen som en ekstra hellig dag, at der ikke noget sted i det nye testamente er noget tydeligt påbud til de nye kristne (læs hedningekristne) om at efterleve mosaiske love på søndagen. Tværtimod er der indikeringer på at det er vigtigt at prioritere at mødes med sin menighed. Der var på det tidspunkt allerede opstået en tradition for at man gjorde dette om søndagen. Hvilket kirkehistorisk menes at være sket fordi Jesus opstod om søndagen.

Der er altså ikke nogle påbud om at vi ikke må købe ind, gå på restaurant, læse fag eller skønlitteratur eller sågar gå ud i værkstedet og arbejde lidt om søndagen. Ja det er tilmed acceptabelt at arbejde om søndagen på sin arbejdsplads. Dog, og dette er vigtigt, sørg for ikke at forsømme din menighed (Hebræerne 10,25). Så det at vi ikke længere har en dag som vi kan kalde en speciel hellig hviledag mere, betyder altså ikke at man kan være ligeglad med at være en del af en kirke. Nej, en kristen er også en del af en kirke, og har et ansvar for at være en del af fællesskabet der. I princippet kunne det ligeså godt være andre dage man mødtes på en søndagen, men det er jo ikke en dårlig tradition at komme i kirken om søndagen.

Er det så forkert at holde søndagen på en særlig måde?
Alt dette betyder ikke at det nødvendigvis er forkert at holde søndagen særlig hellig som enkeltperson. Hvis man har valgt at sige ”Jeg ønsker at lægge alt andet til side om søndagen og hellige mig gudstjeneste og samvær med brødre og søstre i Herren, og ikke tænke over hverdagens små gøremål” eller lignende, så er det en god ting at sige. Men kun så længe det er et personligt løfte/mål man har valgt. På samme måde er det også en god ting hvis folk vælger at betale tiende (dvs et fast beløb af ens indtægt til kirken), så længe det er et personligt valg, som man har det godt med. Men hvis man begynder som nogen gør og siger at det er syndigt ikke at betale tiende, ja nogen steder bliver man tilmed kaldt en tyv hvis man ikke betaler tiende, ja så har man lagt noget til bibelen som man ikke har nytestamentlig hjemmel til. Det samme er tilfældet når man som kirke påstår at søndagen er den dag man skal hvile sig på, og ikke engang må tænke på sit arbejde, eller gå på restaurant o.l. Der er ikke nogen nytestamentlig argumentation for at kunne pålægge kristne at holde søndagen sådan! Forskellen ligger i at kristne kan tage personlige valg, som gælder dem selv. Men der er nogle ting som de ikke skal lægge ned over andre som en byrde eller krav. Det svarer til at nogle kristne har valgt ikke at drikke alkohol, mens andre har det ok med at drikke alkohol (med måde vel at mærke). Det er ikke forkert at vælge alkohol fra, men det er heller ikke forkert at drikke alkohol så længe det ikke er misbrug. Og hvor ville det dog være forfærdeligt hvis de afholdende anså dem som var glade for alkohol, for at være dårlige kristne, eller endda slet ikke som kristne. Og ligeledes ville det være trist hvis dem som nød alkohol, så ned på dem som var afholdende fordi de var afholdende.

Derfor kan man ikke sige at det pr. definition er forkert at holde søndagen særlig hellig, men det er forkert at sige at det er et bud der gælder alle kristne at de skal holde søndagen hellig. Hvilket 1689 bekendelsen faktisk gør.

At bestræbe sig på at efterleve dele af den gamle pagt reflekterer derfor ikke evangeliet, og det gavner ikke nogen at mene at alle kristne er forpligtet til at overholde én bestemt overbevisning på et område som tilhører det gamle testamente.

Men hvilke konsekvenser får det så? Næste gang vil jeg skrive om konsekvenserne ved dels at være en 1689 menighed som forsøger at leve op til sabbatsbudet som de har skrevet det, men også om konsekvenserne ved at være en 1689 menighed, som har valgt ikke at tage dette påbud så tungt. Og det kommer måske bag på nogle, at det faktisk er langt mere alvorligt at komme i en 1689 menighed som ikke tager sabbatsbuddet alvorligt, end at komme i en som tager det meget seriøst. Hvorfor det er tilfældet vil jeg forklare næste gang.

 

 

Ellers vil jeg anbefale også at kigge på hvad John MacArthur har skrevet om overholdelse af sabbatsbudet på dette link hvor jeg engang oversatte det til dansk. Men også denne video med Tim Conway som meget fint og dejligt balanceret forklarer hvorfor vi ikke længere er underlagt de mosaiske love, men en ny og bedre lov.

https://sand.omvendelse.dk/skal-kristne-overholde-sabbatten-i-dag-4761.htm

https://www.youtube.com/watch?v=ZisDi0S3Kes

Categories
Bibelen Falsk Lære Forvirret lære Kirke Musik Overfladisk kristendom

En kirke baseret på følelser eller sandhed?

Der er to ting som jeg finder meget bekymrende for kirkesituationen i Danmark i dag. Den ene er hvor lidt bibelkendskab kirkens folk generelt har i dag, i forhold til for bare et kvart århundrede siden. Dengang var det langt mere normalt for kirkens folk at læse i bibelen. Man vidste dengang at udgangspunktet for kirkens liv var det der stod i bibelen, og derfor læste man selvfølgelig i den. Ja, jeg ved godt at der også dengang var folk som ikke læste ret meget i den (eller slet ikke), men generelt set var det normalt for kirkens folk at søge i Guds ord, og kende dens forskellige bøger. Man kunne tilmed finde ud af at slå op i den.
I dag er der en udpræget grad af bibelanalfebetisme. Man aner ikke hvad der står eller hvor det står. Man har i stedet læst tåbelige substitutbøger som Rick Warrens ”Det målrettede liv” eller “Hytten” af Paul M. Young o.l. Eller når det skal være virkelig vildt, så læser man en bog om en dreng som angiveligt skulle have været i Himmelen, men som beskriver den Jesus han mødte deroppe på en måde som er i uoverenstemmelse med bibelen. Men hvad gør det, bare det er spændende, og ve den der sætter tvivl om drengens fortællinger! Nogle gange har man tilmed læst den slags bøger som et led i en kirkes strategiplan, som kan gå ud på at kirkens medlemmer i cellegrupper skal studere diverse bøger. Engang brugte man cellegrupperne til at kirkens medlemmer kunne studere bibelen sammen (nogen gør glædeligvis stadigvæk det). Men desværre tror nogen ledere at det er mere spændende og givende at få folk til at læse bøger som ikke bygger på bibelen, men på nogle liberalteologers ubibelske ideer, eller nogle svævende folks underlige oplevelser. Bare det skrevet på en eller anden smart eller spændende måde.

Følelser
Det andet bekymrende for kirkesituationen i dag, er hvor meget af det som sker som bygger på følelser og oplevelser i stedet for på bibelsandheder. Følelser er gjort vigtigere end sandheden. Når fok vælger at komme i Hillsong ovre i København, eller hos Torben Søndergaards Jesushotel i Aalborg (bare for at tage nogle eksempler), så er det et tegn på at følelserne og oplevelserne betyder langt mere for nogen folk end Guds ord.
Alt for mange der kalder sig kristne, vælger kirke udfra deres oplevelser. Men vi burde i stedet vælge kirke udfra om det er Guds ord der bliver prædiket der. Og vel at mærke bliver prædiket så bibelens ord ikke bliver bøjet til ukendelighed. Når folk vælger en kirke på basis af den musik der bliver spillet, eller hvor mange påståede eller dokumenterede helbredelser der er (den romersk katolske kirke har faktisk mange dokumenterede mirakler, men det er ikke nok til at kunne godkende dem som en bibelsk kirke), eller på hvor sjov eller smart prædikanten er, så har man valgt kirke på et helt forkert grundlag. Kirken som Gud ønsker at Hans folk skal komme i, er en kirke som sætter bibelen højt, og forstår at bibelens budskab er evangeliet om Jesus Kristus. Gud der blev menneske og bøjede sig helt ned til os, for at frelse os fra den straf der ventede os, medmindre vi vendte om fra vore onde veje og søgte Jesu nåde og frelse. En kirke som ikke advarer imod den kommende dom, og som ikke peger på Kristus som den eneste frelser, og som ikke lægger noget til bibelen som Torben Søndergaard eksempelvis gør, er ikke en kirke fra Gud. Og dermed ikke en kirke som Gud ønsker at hans folk skal komme i.

Sandhed
Hvis kirkens folk ikke bygger på sandhed, men i stedet på følelser, er der ikke noget at sige til, at så mange ting og holdninger i kirkerne ændrer sig. For vore følelser kan svinge helt enormt, og en kirke der er styret af at tilpasse sig de følelser og oplevelser folk ønsker at få, vil være en kirke som man ikke ved hvor man har om bare 2 og 3 års tid. Hvilket besvarer spørgsmålet om hvorfor så mange kirker ikke mere mener det de mente for bare få år siden. Men hvis kirkens folk i stedet bygger på Guds ord, så har vi et fantastisk fundament som gør at vi ikke rokkes, men kan holde fast i det som vi ved er sandt, godt og sundt. Tilmed er det et fundament som Gud selv har givet kirken, fordi Han elsker kirken. Bør kirken så ikke tage imod dette ord og holde det højt?

Categories
Endetiden Falsk Lære Forvirret lære

Nyreligiøsitet og dæmoni hos Torben Søndergaard. Del 2.

Sidste gang skrev jeg om hvordan de begivenheder der sker på Torben Søndergaards Jesus-hotel, lugter mere af New Age, end det dufter af Kristus. De ting der sker har ikke sit udgangspunkt i bibelen, men i folks oplevelser. Dertil bygger Torbens lære mere på det han påstår Gud har sagt til ham og de oplevelse han har haft, istedet for at bygge på Guds ord. Det er en meget farlig cocktail for det er elementer som er kendetegnende for kulter og sekter. Vi så de samme ting ske hos Faderhuset og Evangelist. Når så Torben Søndergaard tilmed påstår at han er en apostel (hvilket han skrev i hans bog “Den sidste reformation”) påkalder han sig en autoritet som han ikke har nogen som helst ret til at have. Apostlene er døde og begravede og vores opgave er at følge apostlenes lære. Ikke at følge nye selvbestaltede apostle!

For nylig havde Torben Søndergaard et indlæg i den kirkeforvirrede avis Udfordringen, hvor han har en kritisk vurdering af kvinden Charlotte Rørth som for nylig har været i medierne og fortælle at hun har haft et personligt møde med Jesus. Hvilket skete engang hun var nede i Spanien. Torben skriver interessant nok nogle gode pointer om det som kan virke tvivlsomt ved hendes “åndelige oplevelse”. Hvilket i udgangspunktet er fint nok. Men så skriver han i samme hug følgende om en bioligi-lærer som ikke er kristen, der kom forbi deres Jesus-hotel:

“Han stod i en time og mærkede Helligånden og var dybt rystet bagefter. Han sagde bl.a., at han aldrig havde oplevet noget lignende og kunne blive i denne fred for evigt. Han tog herfra forvandlet med tårer i øjnene.”

Denne biologi-lærers oplevelse er der i følge Torben ikke noget galt med. Det kan man se mere om i mit forrige indlæg som bl.a. vise hvad Torben Søndergaard havde skrevet på facebook om den samme biologi-lærer (se dette link). Men hvad har de to personer så til fælles? For det første havde de havde begge en åndelig oplevelse hvor de begge to angiveligt havde et møde med Gud. For det andet har ingen af dem vist tegn på at det var Helligånden der virkede på dem. For hverken Charlotte Rørth eller biologilæreren viste tegn på at de var overbevist om synd, dom eller retfærdighed. Tværtimod var det en spændende oplevelse og biologilæreren havde tilmed sagt at “sådan en tilstand kunne jeg blive i for evigt” ifølge Torben. En sådan fred er ikke unormal at folk finder i de nyreligiøse kredse, og de mener også at det er Gud der virker. Men det er ikke den måde Gud virker ved sin Helligånd på folk der ikke er genfødte.
En person som ikke er en genfødt kristen vil opleve Helligånden ved at man vil kunne se sin egen synd. Man kan se at man er på vej til evig dom, og man kan for en gangs skyld indse at det er retfærdigt. Det gør Helligånden så vi kan se og erkende at vi har brug for en sand frelser og den frelser er Jesus Kristus. Men hvis vi ikke får den overbevisning, så er der heller ikke nogen grund til at omvende sig. Så er der kun grund til at søge endnu en åndelig oplevelse, og om den sker på et Jesus-hotel, i Spanien eller på et New Age center er ikke afgørende. Men det er oplevelserne åbenbart for nogle.
Jeg er alvorligt bekymret for de ting der sker oppe på Torbens hotel (ja, det burde hedde Torbens hotel, for det er ikke Jesus der virker der, men Torben). For kristne kommer fra alle mulige steder og hopper på de ting som Torben siger, fordi han er dygtig til at manipulere med mennesker. Jeg tror egentlig ikke at Torben gør det i en ond mening, jeg kan godt forestille mig at han faktisk tror på det virkelig er fra Gud det der sker. Men det ændrer ikke på at det er meget farligt at følge ham. For det han lærer folk, og det han gør ved folk har mere til fælles med nyreligiøsitet end med kristendom. Det er gået hen og blevet gnostisk hvad der sker der, og nu har han tilmed fået endnu et vindue til mange kirkefolk ved hans faste indlæg i avisen Udfordringen.

Jeg ved der er mange kirkeledere også i det karismatiske miljø som er meget skeptisk overfor Torben Søndergaard. Det er også derfor der ikke er mange der inviterer ham til at tale i Danmark. Men det er de færreste der tør gå ud og tale om det. For de ved det vil skabe splittelse og at nogen vil forlade deres menighed fordi de er forført at Torbens person. Og det er man meget bange for. Men er det ikke nødvendigt at sige sandheden og advare om de ulve der forførere fåreflokkene, også selvom ulven måske tror den er et får (men alligevel opfører sig som en ulv)?

Men selvom Torben måske selv tror på at han virkelig er ledt af Gud, og tror på de ting der sker er fra Gud, så har han et personligt ansvar for det han gør. Han er nemlig blevet advaret og konfronteret af flere som har kendt ham igennem tiden. Så han er ikke uvidende herom. Mange har sagt til ham at han prædiker sig selv istedet for Kristus. Mange har sagt til ham at han manipulerer med mennesker. Men Torben har ikke taget imod nogen formaninger, men har istedet fortsat sit personlige korstog som handler om ham selv og om hvad han gør. Der er kun en måde at stoppe en sådan mand på, og det er ved at holde op med at støtte ham og afsløre hvad manden reelt står for.

Se hvad Torben skrev om Charlotte Rørth her: http://udfordringen.dk/2015/02/hvilken-jesus-moedte-charlotte-roerth/

Eller læse mere om Torben her:  https://sand.omvendelse.dk/torben-sondergaard-praediker-skadelig-befrielsesteologi-4614.htm

Categories
Bibelen Falsk Lære Forvirret lære Hvem er Gud? Mirakler

Torben Søndergaard har misforstået historien om Betesda dam

Når Torben Søndergaard bruger en profeti fra Todd Bentley (selvom han ikke vil indrømme at det er der den kommer fra), så viser han at han ikke har forstået hvad historien om den syge mand ved Betesda Dam egentlig handler om. Den handler jo netop ikke om Betesda Dam, men om Jesus. Den slags misforståelser er dog symptomatisk for Torben Søndergaard, men derom senere, for det er vigtigere at finde ud af hvad det vi læser i Johannes evangeliets femte kapitel virkelig handler om.

En mand der havde været syg i 38 år lå ved Betesda Dam, og ventede som så mange andre, på at en engel skulle skabe røre i vandet. For når det skete ville den første der kom ned i vandet blive helbredt. Men denne mand nåede aldrig derned før den første, for det var han for syg til. Men så sker der noget, Jesus kommer og taler med ham. Derefter helbreder Jesus ham, sådan lidt kort fortalt.
Halleluja, den syge mand mødte Jesus. Han ventede på en engel der kunne give ham et mirakel, som så mange andre ved Betesda Dam, men han fik noget meget større. Han fik Jesus. Hvor meget bedre er det ikke at få Jesus end bare at få en engel og et mirakel. Folk var taget til Betesda Dam, fordi de havde brug for, eller ønskede et mirakel. Men et mirakel frelser ikke nogen, og det gør engle heller ikke. Mange af dem der tog til Betesda Dam fokuserede kun på miraklet. Men Jesus viste denne mand at der var noget der var vigtigere end et mirakel. For det er meget vigtigere at få et møde med Jesus selv, og det fik ham.


Men når Torben Søndergaard skriver om Betesda dam så bliver det til følgende istedet:

“For 10 år siden kom der en mand fra USA til Danmark med et profetisk ord til os vort land. Ordet var, at Danmark skulle blive kendt som en Betesda Dam. Altså et sted, hvor syge kunne opleve frelse og helbredelse. Han sagde, at det ikke kun ville blive et eller to steder, men det ville blive hele landet. Ja, uanset hvor man kom i Danmark, ville der være mennesker, der ville kunne bede for én og sætte én fri.” http://udfordringen.dk/2015/01/danmark-kendt-som-betesda-dam/

Prøv at sammenlign det med det Todd Bentley sagde da han var i Danmark, noget som han ret sikkert har sagt i mange andre lande fordi det lyder fedt at sige:

“Da jeg bad for min tur til Danmark, sagde Helligånden: ”Todd, ikke bare i en region eller en kirke eller en by, vil der være en ’Betesda Dam’.” Jeg spurgte: ”Herre, hvor vil det være?”
Hele det danske land vil være kendt for helbredende kraft, og folk fra udlandet vil sige: ”Hvis vi kan komme til det land, til Danmark, så vil vi blive helbredt. Og det er lige meget hvilken by eller kirke, vi tager til, for helbredelse sker alle steder i det land”
De sidste fire år har jeg profeteret om kirker, byer og regioner, som vil være værter for helbredelses udgydelser. Men jeg har aldrig set et helt land, som på alle sider har en helbredelses salvelse. Helbredelser vil ske hele tiden i alle byer.” http://udfordringen.dk/2015/01/danmark-kendt-som-betesda-dam/

Tjah det passer godt nok ret fint med det som Torben Søndergaard siger den såkaldte profet sagde, som han citerer i Udfordringen. Men Torben kan bare Kontakte mig og forklare mig hvem det så er, så skal jeg nok trække det tilbage. Men om det var Todd Bentley eller en anden, så har både ham og Torben misforstået den bibelske historie om den syge mand ved Betesda Dam. Den handler nemlig ikke om at der skal ske en masse helbredelser, men om at møde vores vidunderlige frelser Jesus Kristus, og Ham kan vi møde alle steder, også de steder vi ikke forventer Ham. Folk der lå ved den dam forventede kun en engel, det fik nogen af dem. Men den syge mand fik Jesus istedet.

Hvad er så symptomatisk ved Torben Søndergaard?
Folk som Torben Søndergaard vil hellere have mirakler end de vil have Jesus, og hvor er det dog trist. Torben taler kolossalt meget om sig selv og hvordan Gud angiveligt bruger ham til det ene og det andet, og hvor meget Gud fortæller ham. Men alt det er til ingen nytte hvis ikke Torben holder op med at prædike sig selv, og istedet forstår at hvis man virkelig er en kristen og forkynder, så er ens opgave at prædike Kristus. Det er også det den bibelske historie om den syge mand ved Betesda Dam handler om. Den handler ikke om at der skal ske en masse helbredelser i alle byer i Danmark. Det er en idé som har udgangspunkt i den gamle pagt. Men vi har brug for den nye pagt, den som viser at der kun er eén frelser og den frelser er Jesus Kristus!

Categories
Falsk Lære Forvirret lære Kirke Kommentar til medierne

Hvad kan vi lære af Mark Driscolls fald fra toppen?

For nylig blev presset på Mark Driscoll, manden der er kendt i medierne som ”Den bandende pastor” så stort at han var nødsaget til at stoppe som pastor for sin menighed i Seattle. Det mest chokerende ved det, er at det først skete nu, og ikke for lang tid siden. For hvis der er nogen som har misbrugt sin magt, og manipuleret, løjet og talt udenom, så er det desværre Mark Driscoll. Hvilket er noget jeg har skrevet om før, og også er fuldstændig offentlig viden. Efterhånden som skeletterne lå i hobetal udenfor skabet, var der ikke meget mere at gøre. Mark Driscoll måtte tage sit gode tøj og gå. Han efterlader en kirke som var/er fyldt med folk som så op til ham som en markant og relevant leder som man var meget dedikeret til. Nu må de resterende ledere så overtage (der er mange der allerede er flygtet fra kirken eller blevet ekskluderet, så der er ikke så mange tilbage), selvom de ikke lige har haft den samme status som Driscoll. Om de er i stand til at videreføre kirken på tilfredsstillende vis, og rydde op i den meget manipulation og celebrity-kultur der har været omkring Driscoll vil kun tiden vise.

En af de største fejl ved kirken Mars Hill i Seattle, var ikke så meget den lære som Driscoll stod for. Driscoll kunne faktisk godt prædike evangeliet, selvom han ofte forurenede det med sine ”egne åbenbaringer” som ikke altid var fra Gud, og med sit grimme sprog, og unødvendige provokeren af folk. For Driscoll var evangeliet ikke nok, det skulle krydres med ham for at blive godt nok, men heller ikke det var den største fejl. Nej, den største fejl var at man i Mars Hill kirken havde opbygget et system som i meget stor grad afhang af en enkelt mand, og den mand var ikke Jesus, men Mark Driscoll.

Driscoll blev omdrejningspunktet for hvad der skulle ske i kirken. Dem som var hans medledere, sagde Driscoll selv skulle være folk som underordnede sig ham, og være enige med ham og hans visioner. Ellers kunne de ikke bruges, og måtte fjernes som ledere. Lige præcis det gjorde Mars Hill meget sårbar. For hvis en kirke kun er ledt af en person og ikke et pluralt lederskab, så afhænger kirkens fremtid af hvordan det går for den person. Om den leder er stærk eller svag i udgangspuntet, er sådan set ligegyldigt. Hvad der betyder noget, er at vi alle hver som en har svage punkter, og på et eller andet tidspunkt vil de svage sider af os komme frem. Og i særdeleshed som leder af en kirke vil det med tiden blive meget synligt. Samtidig var Driscoll også meget hurtig til at fjerne eventuelle ledere som ikke talte ham efter munden. Hvilket gjorde manden endnu mere sårbar, da det betød at han ikke var i stand til at tage imod konstruktiv kritik.

Det her kan også nemt gå hen og ske i kirker som har en bedre lære end den man så i Mars Hill. Når en kirke er afhængig af en enkelt leder, som kun er interesseret i at have medledere (eller ældste) som skal være enig med ham på voldsomt mange punkter, så er det ikke længere en bibelsk funderet kirke. Så er det i stedet noget der meget nemt kan udvikle sig usundt. Det har vi set gentagne gange, og det vil ske igen de steder hvor man ikke forstår betydningen og værdien af et pluralt ældsteråd/ledelse. At stå alene som leder, er ikke sundt. Jern sliber jern. Men jern der ikke er sammen med andet jern ruster og bliver dårligt. Din leder har brug for at være tilnærmelig, og brug for at arbejde sammen med andre der kan formane og irettesætte ham. Og dertil skal din leder også være i stand til at tage imod irettesættelse og formaning fra andre og erkende sine fejl. Kan han ikke det, er han ikke en bibelsk funderet leder ligegyldigt hvilken bekendelse han vedkender sig! Hvis en kirkeleders reaktion på kritik er at kalde kritikerne for “oprørske” selvom det bare er folk der er bekymrede eller synes der er en ubalance, så er der noget der er gået helt galt. Det sker ikke kun i Mars Hill i Seattle. Det kan også ske i Danmark. Særlig alvorligt bliver dette når der fra resten af en sådan menighed er en ukritisk holdning til det pastoren siger, for det er kun med til at gøre pastoren endnu mere urørlig. Det er farligt, og det var med til at gøre det til en meget ubekvem situation for Driscoll, for det gjorde ham blind overfor den reelle kritik der var af ham!

Epilog: For resten gik der ikke langt tid før man igen kunne høre og se Mark Driscoll på en kirkescene. Denne gang var det hos trosbevægelsesprædikanten Robert Morris. En mand der har godkendt mormonen Glenn Beck som en ægte troende (ja du læste rigtigt). Driscoll har ellers før været meget klar i mælet overfor trosbevægelsen, og også overfor sekter som mormonerne. Men det betyder åbenbart ikke så meget for Driscoll mere. Det betyder mere for Driscoll at være på, end at have kristen integritet. Se mere her hvor han prøver at lave lidt mere damagecontrol og forbedre sit image. BTW det er sandt hvad Robert Morris siger om at vi ikke skal tro på alt vi læser på nettet. Men rigtig rigtig meget af det man kan læse om Mark Driscoll er dokumenteret og sandt, og skyldes Driscoll selv, ikke medierne. At misbruge sætningen at “vi ikke skal tro alt der står i medierne” er ikke det samme som at Driscoll er uskyldig.