Categories
Falsk Lære Kirke Overfladisk kristendom

Derfor kommer Paul Washer ikke på Pinsevækkelsens sommercamp

En af omvendelse.dks læsere har undersøgt hvorfor arbejdsgruppen til pinsevækkelsens sommercamp, har anbefalet CampZeros (den paralelle ungdomscamp til sommercamp) at aflyse møderne med Paul Washer. Jeg har fået indsigt i mailkorrespondencen og vil kommentere på den her.
Det svar spørgeren fik fra en repræsentant fra arbejdsgruppen, var at Paul Washers profil ikke passede til det koncept man ville have til de unge. Man svarede også at man ikke havde nogen mistanke om at Paul Washer levede i synd, eller prædikede vranglære. Læseren spurgte så hvad det var ved Paul Washer, som gjorde at man ikke mente han passede til konceptet. Man undskyldte sig med at arbejdsgruppen hvert år vender over 100 forkyndere som gæstetalere. Og man vil gerne være enig om dem man inviterer.

Her er hvad jeg tænker om dette
Lad mig starte med det mærkelige, og slutte af med det alvorlige. Det var faktisk ikke sommercamps arbejdsgruppe der inviterede Paul Washer. Det var CampZero der inviterede ham. Men Sommercamps arbejdsgruppe anbefalede CampZeros arbejdsgruppe at aflyse Paul Washer. Så Paul Washer hører så vidt jeg kan se ikke til de ca. 100 forkyndere, sommercamps arbejdsgruppe plejer at vende. Han var inviteret til at komme på en parallel sommercamp. CampZeros ønske om at invitere Paul Washer, havde Sommercamps arbejdsgruppe blandet sig i. Det virker mystisk, for han var allerede inviteret, og det så da ud til at CampZeros arbejdsgruppe var enige derom. De havde jo annonceret ham på deres hjemmeside. Men okay det er det mystiske, jeg har ellers læst en del organisationsteori, og her er der altså noget der tyder på at organisationerne her ikke fungerer særlig godt. En organisationsteoretiker vil sige at det her indikerer at man har en splittet organisation. Hvilket igen tyder på at der er tegn på splittelse i pinsevækkelsen. Om det er sandt vil tiden vise, for pt. er det kun indikeringer jeg kan opbservere. Men lad det nu være.

Et farligt koncept
Den anden del, er langt mere alvorlig, for hvad er det for et koncept som man ønsker for de unge, der gør at der ikke er plads til en af de allermest bibelfunderede og downloadede evangelister og bibellærere. Eller nærmere sagt, hvad er det for et koncept der gør at man ligefrem vælger at AFLYSE et annonceret møde med Paul Washer? Det virker som om disse folk er mere bange for at få en ordentlig forkyndelse, end de ønsker at få en ordentlig forkyndelse. For lad os da lige kigge på hvem Sommercamps arbejdsgruppe ellers har inviteret.

Trosbevægelsen er velkommen
For et par år siden inviterede man Carl Gustav Severin fra Livets Ord i Upsala til at prædike på Pinsevækkelsens Sommercamp. Det er en af de kraftigste trosmenigheder i skandinavien. Jeg hørte ham tale og det var lidt som at høre Christian Hedegaard, bare uden høje råb og fakten med armene. Men han forkyndte slet ikke evangeliet. Han brugte istedet tiden på at fortælle hvor meget Gud brugte ham, og hvad han oplevede Gud gjorde, og hvor glade folk var for at Gud havde sendt ham. Forkyndelsen af ordet var ikke i centrum. Bagefter gik Pastor Jarle Tangsted fra Københavns Kristne Kulturcenter (landet største frikirke) op og sagde, at han støttede alt hvad Carl Gustav Severin havde sagt, og var så glad for at de havde inviteret ham. Jeg kan huske at jeg sad og undrede mig over den godkendelse. Senerehen har man i den menighed haft besøg af Ulf Ekman, som er grundlæggeren af Livets Ord i Upsala.

Man hvad så i år?
I år havde man inviteret endnu en trosprædikant. Pastor Sunday Adelaja fra Ukraine. Han har en kanonstor menighed i Ukraine og det var nok årsagen til at man havde inviteret ham. For hans lære er baseret på trosbevægelsen, og ikke på ortodoks historisk kristendom. Nu var der bare det, at der over Pastor Sundays hoved i længere tid har hængt en retssag. En retssag der lugter lidt for meget af den sommerhussag som hænger over Christian Hedegaard. Den her er bare værre (og nej han er endnu ikke dømt, men sagen alene burde gøre at man var afventende med at invitere ham). Man har fået folk i menigheden i Ukraine til at investere på ejendomsmarkedet, og givet folk den forventning at de ville få en gevinst på  60 % om året. Til folk der ikke har forstand på økonomi, kan jeg fortælle at når nogen lover dig en så høj gevinst på en investering, så er der allerede her noget der lugter meget mistænkeligt. Man skal nok holde sig langt væk fra den slags investeringer, også selvom det er en præst der anbefaler dem.

Nu har Sommercamp været nødt til at aflyse besøget af Pastor Sunday Adalaja. Men det underlige ved den her sag, sammenlignet med Paul Washer sagen, er at det er Pastor Sunday der har aflyst, ikke Sommercamp. På sommercamps hjemmeside står der:

“Pastor Sunday Adelaja har desværre meldt afbud på grund af nogle verserende juridiske undersøgelser mod hans organisation i Ukraine. Sunday har aflyst alle besøg i Danmark denne sommer.”

Så pinsevækkelsens Sommercamp vil hellere have Ukraines svar på Christian Hedegaard, som gæstetaler, end de vil have Paul Washer. Hvad er det for et “nyt” koncept som gør at der er plads til folk som har retssager hængende over hovedet, ang. økonomisk svindel, og samtidig er en del af trosbevægelsen. Men også er et koncept, som gør at man er nødt til at aflyse et møde med en højt respekteret evangelist og bibellærer?

Hvor længe vil kristne finde sig i dette?
VIl de sande pinsefolk snart rejse sig op og sige fra? Eller vil de blot finde sig i at der fortsat bliver serveret fordærvet mad til møderne på deres Sommercamp i Mariager? Der må da være nogen pinsefolk, der er ved at være virkelig træt af ledere der ikke kan sortere mellem god og dårlig undervisning. Ledere der ikke kan sortere mellem dem som er sendt af Gud, og dem der er sendt for at skabe forvirring. Hvor længe vil de sande pinsefolk finde sig i dette. Og det vil sige dem der vil Jesus, og ikke bare have smarte møder med høj musik, og prædikanter med en elendig teologi. Hvor længe vil de lade sig køre rundt i manegen af folk som ikke viser respekt for Guds ord, når de kan invitere vranglærere, men siger nej til bibelfunderede Jesusbrændende forkyndere.

Men det er desværre ikke kun et pinsekirkeproblem. For vi ser det samme problem mange andre steder. Det er desværre ikke kun pinsevækkelsen der er plaget af tåbelige forkyndere der ikke kender Guds ord, og derfor prædiker dom over sig selv i stedet. Men det er ikke nok at jeg og nogle få andre skriver om dette på nettet. Der er brug for at de sande kristne rejser sig op og siger deres mening. For hvis vi blot forsøger at ignorere dette forfald i kirken, så vil det blive et forfald som vil påvirke os selv i sidste ende.

Vær ikke bange for at miste din anerkendelse, din popularitet, eller din ære, det er vigtigere at kæmpe for evangeliets renhed, end det er at holde fast i ens position i kirken. For det kan være den pris man kan risikere at betale. Men nogen er nødt til at betale den, så find ud af om du er en af dem som er villig til at betale den pris. For der er brug for folk som sætter Jesu navn højere end deres eget navn.

Categories
Bibelen Endetiden Falsk Lære Forvirret lære

En sund holdning til Jesu genkomst

I disse dage er der flere, i særlig den karismatiske bevægelse der er begyndt at komme med mærkværdige forudsigelser om Jesu genkomst. At Jesus engang kommer og henter sin brud, er jeg ikke det mindste i tvivl. Men hvornår det vil ske, kan jeg ikke forudsige, fordi bibelen er ganske klar på dette område. Læs blot Mattæus 24 og se selv efter. Men lad mig her nøjes med at citere 24.42:

“Våg derfor, for I ved ikke, hvad dag jeres Herre kommer.”

Der er nogen der har overfortolket dette skriftsted til, at det kun betyder at vi ikke kan sætte dato på. Men udtrykket som Jesus her kommer med er ifølge grundteksten et ret bredt udtryk. Det kan både bruges om årstid, time i døgnet, om enten morgen eller aftenshalvdøgn, eller om et helt præcist klokketidspunkt. Det er også årsagen til at det er oversat forskelligt. I nogle oversættelser står der jo at vi ikke ved hvilken time Jesus kommer i. Så den brede betydning gør at vi ikke kan sætte noget mål på, hvornår det skulle ske.

Men i dag ser vi at der i dele af den karismatiske kirke, er folk der mener at de har fået åbenbaringer om at Jesus kommer i år 2012. Og det er sjovt nok noget som de siger at flere andre siger rundt om i verden, som om det skulle gøre det mere troværdigt. Inden jeg går videre vil jeg sige til nye læsere at det bestemt ikke er alle karismatikere der er hoppet på den vogn. Der er mange karismatikere med et ordentligt bibelsyn, som afviser den form for åndelig arrogance. For det er hvad det er. For når Jesus selv sagde at Han ikke kender timen og dagen, men kun Hans Fader i Himlen (Mattæus 24.36), så er det åndelig arrogance når folk begynder at sige at de kender året det sker. Det er at gå langt over stregen.

Sat i bås
Dertil er det også med til at man sætter sig selv i bås, med falske profeter som har kommet med de samme budskaber før. Jeg nævner blot Charles Taze Russel som grundlagde Jehovas Vidner, som forudsagde dommedag (vist nok i 1912 eller deromkring), og Ellen G. White der grundlagde Syvendedags adventisterne som også forudsagde Jesu genkomst (uden at det dog blev indfriet). Og den mærkværdige William Branham som også forudsagde at bortrykkelsen skulle ske i 1976. Og så det danske tagryggen.dk som mente det skulle være sket i 2006. Og da det ikke skete mente de man kunne lære noget af det, men sjovt nok lærte de ikke at det var forkert af Kim Andersen fra tagryggen at komme med sådanne forudsigelser.

Disse folk tilhører bestemt ikke en gruppe man burde ønske at være i bås med. Men det er ikke første gang at en forholdsvis stor del af kirken har mistet fokus og er begyndt at kigge på forudsigelser om Jesu genkomst. Det har ikke været godt før, og det er heller ikke godt nu. Før det første årtusindskifte, havde man de samme forventninger. Af en eller anden ubibelsk grund var man overbevist om at Jesus ville komme tilbage omkring årtusindskiftet. Nu er der nogen der mener at vækkelsestegn viser sig ved en forventning om Jesu snarlige genkomst. Og det er der også noget om. Men der er også en anden side som vi ikke snakker så meget om, som er den negative del af forventningen af Jesu genkomst. Og jeg har det dårligt med at skrive at der er en negativ side, men det skyldes ikke Jesus, men de kristne selv.

Den negative side er at kristne kan risikere at gå istå, når de fokuserer for meget på at Jesus kommer snart. Dengang for lidt over 1000 år siden holdt man op med at bygge nye kirker, og dem man havde, lod man stå til. For hvorfor skulle man bruge ressourcer på det, når Jesus var lige om hjørnet? Da man var kommet en tredive/fyrre år ind i det nye årtusind, og Jesus ikke var kommet tilbage. Begyndte man at tænke at man måske havde været lidt for hurtig i sin konklusion. Så nu skulle man til at renovere og bygge nye kirker. Hvilket var et forholdsvis stort arbejde, da man havde forsømt det i så mange år.

Men vi er ikke stort bedre i dag. En kirke som jeg kom i, i halvfemserne havde bygget en ny kirke og skulle vurdere deres lån til realkreditselsskabet. Da man fortalte at man havde lavet lånet om til et trediveårs lån grinte man. For man var da sikker på at Jesus var kommet tilbage inden de tredive år. Så det realkreditselsskab skulle da ikke forvente at vi fik betalt alle pengene tilbage. For vi var da forlængst kommet hjem til Herren inden da. Man blev ret irriteret på mig (ja folk var også irriterede på mig dengang), da jeg nævnte at Jesus altså ikke kom tilbage førend evangeliet var forkyndt for alle folkeslag, og at der på det tidspunkt stadig var 2 milliarder mennesker der ikke havde hørt evangeliet. Det var noget vrøvl syntes man, for man var bare sikker på at Jesus genkomst var lige om hjørnet. Men hvis de virkelig mente det, burde de have fortalt deres naboer og bekendte noget mere om Jesus end de gjorde. Men de ville bare hjem og slippe for at bo her. Med andre ord de var gået i stå.

Og med det vil jeg godt sige at en af årsagerne (og jeg tror der er flere) til at vi ikke kender timen og dagen til Jesu genkomst, er for at undgå at vi går for meget i stå. Vi må godt læse tidens tegn, nej mere end det, vi skal læse tidens tegn for det siger Jesus vi skal. Men vi har ikke autoritet til at sætte tider på! Det er kun noget vi kan se i bagspejlets lys, og sådan er det. Vi skal arbejde som om Herrens dag er nær, men ikke gå i stå af den grund. At vi forventer Jesus kommer snart er ikke en årsag til at holde op med at plante kirker, eller lade være med at tage en uddannelse, eller stoppe med at indbetale sin pensionsopsparing.

Og så er jeg ligeglad med om så tusind profeter fra både den karismatiske bevægelse og mange andre siger at Jesus kommer tilbage i 2012. Det er ikke engang afgørende for mig om Han kommer i 2012. Han kan komme i 2011 eller 2013, eller senere. Det er ikke afgørende. Det afgørende er at han kommer. Ikke fordi en profet har sagt det, men fordi Han selv har sagt det, men også sagt at vi ikke kender timen og dagen. Så dem der render rundt og tror de er den nye tids Nostradamus, kan jeg fortælle at de har ikke noget nyt at fortælle. De skulle langt hellere tage og læse deres bibel og vise at det er den der er deres autoritet. Og så skulle de tage og prædike korsets evangelium istedetfor at gøre sig til “overprofeter” som folk kan se op til, og synes er meget åndelige. Jeg har brug for langt mere holdbare statements end deres forudsigelser, og dem ved jeg hvor jeg kan finde, nemlig i bibelen!

Categories
Evangelisation Falsk Lære videoer

Rob Bell skammer sig over evangeliet

Overskriften her ved jeg godt er en provokation for mange af dem, der synes de har fået noget ud af Rob Bells bøger, videoer og prædikener. Men jeg mener præcist hvad jeg skrev, og vil selvfølgelig gerne dokumentere det. Det har jeg valgt at gøre i dag, ved et længere indlæg, istedet for at lægge en prædiken eller undervisning på. For dette indlæg kræver ca en halv time at komme igennem for at kunne forstå  hvorfor jeg kan tillade mig at skrive at Rob Bell skammer sig over evangeliet.

Rob Bell har udgivet nogle videoer som går under navnet Nooma. De bliver flere steder vist til ungdomsgudstjenester. Det gør det jo noget nemmere for ungdomslederen, der så slipper for at holde en prædiken, men måske kan få en debat igang bagefter istedet. Det er en debat jeg bestemt gerne ville være med i, for jeg kan hutigt vise at det Rob Bell gør i sine videoer, er en fordrejning af evangeliet. Lad os kigge på den jeg har valgt. Den hedder Bullhorn guy (Megafon-fyren ville det nok blive til på dansk), og den er en kritik fra Rob Bell imod open air prædikanter. Lad mig sige det som det er. Fik den video lov til stå alene, kunne man nemt forledes til at tro det er sandt. Men det er vel at mærke KUN hvis den får lov at stå alene. Men start med at se den her. Den er på ca 12 minutter, og “dejlig” forførende.

Men, og der er et men. Hvad nu hvis det Rob Bell har oplevet hos nogen open air prædikanter faktisk er forkert? Kunne der så ikke være noget om det han siger? Jo, det er der faktisk. For det er bestemt muligt at prædike open air, og gøre det på en måde som er mere skadelig, end den er god. Men det sker jo også i kirkerne, og Rob Bell er selv en af dem der udøver mere skade end godt som forkynder. Men det er jo ikke en begrundelse til at fjerne forkyndelsen i kirken. Den skulle istedet rettes til. Det samme er gældende for open air prædikanter og andre evangelister. I den her video vil Todd Friel fortælle os nogen eksempler på, hvordan og hvorfor folk kan prædike evangeliet forkert, og viser så hvordan vi enkelt og nemt kan give folk evangeliet, så de fatter hvad det handler om. Det her er rigtig god undervisning i evangelisation, og det er på et niveau hvor alle kan følge med, hvad enten man er professor eller ufaglært. Evangeliet er nemlig ikke svært, det er ganske enkelt.

Når du har set disse tre videoer burde du nå frem til samme konklusion som mig. Det er kun billed- og lydkvaliteten i Rob Bells video der har en god kvalitet i forhold til de to andre. Indholdet er klart bedst i Todd Friels version, det er sjovest i satireversionen, og mest ubibelsk i Rob Bells version. Rob Bell viser at han ikke tør prædike evangeliet som det er. Hans undskyldning er at det ikke virker, når vi prædiker det sådan. Dermed viser han mistillid til Gud og Hans ord. For det er dette budskab Gud har befalet os at prædike, og det er dette budskab Han har bestemt Han vil velsigne, og bekræfte ved sin Helligånd. Det evangelium vil Rob Bell ikke prædike, fordi han skammer sig over det. Han vil hellere prædike sit eget evangelium.

Hvilket evangelium vil du prædike?

Categories
Bibelen Falsk Lære Overfladisk kristendom videoer

Hvem prædiker det sande evangelium?

David fra apologetik.dk viser i dette link http://www.apologetik.dk/?p=922 en video med Steve Lawson, som gennemgår Joel Osteens uvidenhed om bibelske sandheder. Det er fra en prædiken der blev holdt på Shepherds Conference i år. Jeg har hørt forkyndelsen, og Steve Lawson er meget skarp, og burde være et forbillede for mange forkyndere. Der er dog en anden video fra youtube, som mere klart viser den kontekst som Steve Lawson talte udfra. Den burde enhver forkynder med et lavt syn på bibelen se. Men vi andre kan også nyde godt af den.

Der er i dag to slags kristne, Steve Lawson viser hvordan de gamle kristne var (og dem er der jo stadig nogen af). Derefter viser han hvordan moderne kristendom er, med Joel Osteen som den stereotype repræsentant herfor. Problemet med de to typer af kristne, er at de er så langt væk fra hinanden, at de ikke begge kan være kristne. Der må være en af de to typer der ikke står på bibelsk grund, ikke bygger på kristent fundament, og derfor heller ikke kan repræsentere kristendom. Du må selv vurdere hvem du vil følge af det to typer, ved at høre dette klip fra Stewe Lawsons prædiken.

Categories
Evangelisation Falsk Lære Overfladisk kristendom

Det kan du ikke længere se på evangelists hjemmeside

Engang kunne du læse følgende om Christian Hedegaards ven David Klit på evangelists hjemmeside:

“Millionær på mindre end et år
Kan man tage Gud med på arbejde – eller skal man bare bede ham om at blive hjemme og velsigne de ting, man nu går og gør? Forretningsmanden David Klit fra Arnborg ved Herning er ikke i tvivl. Her fortæller han, hvordan han efter en lang og smertefuld gældssanering er blevet mangemillionær på mindre end et år.”

Den historie kan du ikke læse mere. Måske har det noget at gøre med, at David Klits ejendomsfirma Zelot Development er gået konkurs. Et selskab som var en del af den famøse sommerhusfiasko i Tranum Klit. Når sådan et selvskab går konkurs, kan man jo ikke have den slags stående på sin hjemmeside. Det siger sig selv.

Men det siger også noget andet. For det første viser det at Hedegaard og Co ikke kan have dårlige vidnesbyrd liggende på deres hjemmeside. Der er kun plads til succeshistorier. Man fjerner de dårlige, og jeg kan ikke se at man har forklaret årsagen til det nogen steder. Det andet det viser, er noget mere alvorligt. For vi må spørge os selv, hvorfor Evangelist havde behov for at have sådan en historie på deres hjemmeside. Hvad var det de prøvede at signalere til læseren? Svaret er ganske enkelt den, at hvis man følger Christian Hedegaards metoder og vejledning, så kan man blive rig. For det var hvad historien handlede om. David Klit havde før gået konkurs, men fordi han troede på Gud (eller nærmere sagt Christian Hedegaard) så blev han rig. Det er en ret alvorlig udmelding. For det Hedegaard viser med dette er at de tusindvis af fattige kristne nordkoreanere, hvoraf en stor del sidder i koncentrationslejre blot mangler tro. Hvis de fulgte de samme principper som Hedegaard, så ville de også blive rige, og leve et fedt liv ligesom Hedegaard.

Men der er dog en positiv side af den her historie. At man fjerner denne historie, viser at folkene bag Evangelist, er klar over at deres tal tro ind i din situation, med bekend dig rig og bekend dig rask, ikke fungerer i virkeligheden. Deres system duer simpelthen ikke, ligegyldgigt hvor meget de forsøger at bekende sig til succes. Eller også kan det være at de mener, at David Klit selv er skyld i konkursen. Han manglede måske bare tro, og en der mangler tro, kan man jo ikke have på sin hjemmeside. Han er jo ikke en “superkristen” som Christian Hedegaard.

Christian Hedegaard skulle tage og prædike evangeliet, istedet for dette bliv rig og rask med Jesus snak. Det er set før, og det duer ikke. Et evangelium der ikke kan prædikes i hele verden, og dermed også Nordkorea. Er et evangelium der ikke skal prædikes nogen steder! For hvis det kun duer et sted, men ikke et andet sted, så er det et falsk evangelium. Jesus sagde at vi skulle prædike evangeliet om Ham til verdens ende. Vi skulle ikke prædike forskellige evangelier, kun et!

Categories
Falsk Lære Forvirret lære Kirke

John MacArthur om Erwin McManus og hans forgængere

Nedenstående er frit oversat fra Phil Johnsons anbefaling af genudgivelsen af en seksten år gammel bog af John MacArthur:

Seksten år er gået siden John MacArthur udgav sin bog “Ashamed of the gospel”. Denne bog har aldrig været ude af tryk siden. Det var en kritik af Willow Creek-og Saddleback kirkernes søgen efter at være “relevant.”

Stil kommer og går
Tingene er anderledes nu. For det der før virkede så forbavsende frisk og relevant, i en verden af søgere for seksten år siden, er nu gået af mode. Noget af det der skete er endda blevet foder for den post-evangeliske foragt og hån. Bill Hybels synes endelig at have holdt op med at tale om “unchurched Harry.” Rick Warren har istedet forsøgt at holde sig interessant ved at binde sit navn til nogle af Hollywoods politiske kæledyr. Andre udtryk, der var på mode dengang (som søgervenlig og brugervenlig) er ikke helt så populære i dag, som de var seksten år siden.

Men den pragmatiske filosofi, der ligger bag disse begreber er stadig den drivende kraft i den brede vide verden af semievangelisk og emergent religion. Fortalere for religiøs pragmatisme i dag, kalder stadig deres arbejde for “missionalt”. (Det er ikke for at antyde, at alt, hvad der kaldes “missionalt” er dårlig. Det er det ikke.) Men lad os se det i øjnene: De høje herrer fra det søgervenlige missionale ministerium har ikke gjort et godt stykke arbejde. De har kun leveret gammel vin på nye sække. Og vinen smagte dårligt.

På trods af at de specifikke tendenser og trick, der var så interessante i 1993  ikke længere er relevant mere, så er MacArthurs bog stadig relevant i dag. For det er en kritik af, at den underliggende filosofi, der lå bag dengang, og ligger bag de forkerte modvækkelser som foregår i dag. Derfor bliver den nu genoptrykt i en ny udgave. Her er et lille stykke fra et af de nye kapitler i bogen:

“Flere årtiers Nonstop snak om strategi om relevans, kontekstualisering og smarte metoder til at inddrage kulturen, har ikke haft nogen mærkbar positiv åndelige indflydelse på den verden, vi lever i. Indflydelsen fra kirken inden for vores kultur fortsætter med at falde; vores samfund er blot vokset sig mørkere, og budskabet som kirken i dag giver til verden, er mere forvirret og forvirrende end den måske har været på noget tidspunkt siden den mørke middelalder. . .

For at sige det ligeud: Kirken er blevet en kilde til latter for verden. Den står uden nogen moralsk autoritet, uden nogen troværdighed til at stå overfor verden og konfrontere synd. Den kan ikke  proklamere Kristi herredømme eller tale  med klar stemme om synd, retfærdighed, eller dom.”

Min kommentar til dette (René Vester)
Den bog burde være den man fik læst i kirkerne i dag. Men istedet fortsætter vi med at invitere de nye fortalere for relevant kirke og ræk ud til din kultur. Den 4 maj kommer der en mand som i en af hans bøger har skrevet følgende:

“The biggest enemy of the movement of Jesus Christ is christianity”

Dette står i hans bog “The barbarian way”, og han anbefaler selv sin bog med den udtalelse. Manden er Erwin McManus. Han er hovedtaleren til en kirkevækstkonference for frikirkepræster og forkyndere. Det foregår i pinsekirken (Bykirken) i Odense d. 4 maj under Willowcreek. Jeg har hørt forkyndelse af McManus og jeg kan ikke høre at han har noget nyt eller bedre at tilføje, end Bill Hybels eller Rick Warren. Der er ikke noget nyt under solen. Men hør selv efter i dette klip, hvor han siger hvad kirken skal gøre for at tiltrække folk. Og spørg dig selv om du ikke har hørt det alt for mange gange før. Og om der ikke mangler rigtig meget fokus på Jesus Kristus her:

Se Dominos anbefaling af Erwin McManus her, hvis du vil have en lidt mere positiv vinkel på den mand. Personlig fatter jeg ikke at man inviterer ham. Men undersøg selv om jeg ikke har ret, tag ikke blot mit ord for det. Men jeg synes at man istedetfor at invitere Erwin McManus, burde invitere nogen der turde prædike Guds ord som Guds ord er istedet. For det er vores største behov i kirken i dag! Så må Gud give væksten.

Categories
Falsk Lære Kirke Kommentar til medierne

Domino faldt for Rick Warrens pr-stunt

Som tophistorie på frikirkenets hjemmeside, kunne man i går læse at Rick Warrens kirke døbte 800 på en dag. Det blev fremstillet som en succeshistorie. Men åbenbart havde man ikke undersøgt hvordan man havde skaffet 800 der ville døbes den dag. Det var det jeg skrev om i dette indlæg. Hvor man kunne læse Rick Warren 8 grunde til at blive døbt den dag, og ikke en eneste af begrundelserne var bibelske. Det handlede mere om at man ville blive døbt af Rick Warren, og få  undervisning af Rick Warren, og ville få en bog af Rick Warren, og andre ting som handler om Rick Warren.

Men Domino syntes åbenbart det var en god historie, så den skulle de have som tophistorie. Hvorfor ville Rick Warren egentlig gerne fortælle os det her, tænker jeg lidt? Måske fordi det ser ud til at der er vækkelse i Saddleback church. Hvis Rick Warren kan få kristne til at tro at der er vækkelse hos ham, kan det skabe et godt image. Det er jo tiltrængt specielt i disse tider, hvor han er under angreb fra både evangelikale og sekulære medier. Fordi han har ændret mening omkring sin holdning til homoseksuelles mulighed for at blive gift. Og ikke nok med det, så har han også løjet for offentligheden om dette. Se hvordan her.
Men hvis RIck Warren kan få folk til at tro der er vækkelse hos ham, så vil mange se bort fra de problemer der er med hans lære, og også se bort fra at han har løjet indtil flere gange, og ikke vil indrømme at han har løjet. Mange kirker er jo i dag mere påvirket af pragmatisme end af Guds ord. Vi vil langt hellere have noget der ser ud til at virke, end vi vil følge Guds ord. Her er RIck Warrens produkt et godt bud. Men desværre er det et produkt uden frelseskraft.

Ny tophistorie
Forresten er de 800 døbte ikke længere tophistorien på frikirkenets hjemmeside. Den er pt blevet udskiftet med en historie om en Legostatue af Jesus. Men du kan stadig se hvordan Rick Warrens PR-stunt kom til at se ud ved at gå ind på Frikirkenets hjemmeside Domino her.

Jeg vil faktisk anbefale dig at gå derind for at se hvor pænt det kan se ud, hvis man ikke lige ved hvem Rick Warren er.

Hvis du ønsker at se en som ikke er faldet for Rick Warrens forskellige pr-stunts kan du se Al Mohlers kommentar på dette link.

Categories
Falsk Lære Synd

Hvorfor forsvinder videoer om Rick Warren?

Det er ikke første gang det er sket. Videoer med negativ dokumenteret information om RIck Warren forsvinder fra Youtube. Og det er nu sket med den video som jeg havde lagt på i dette indlæg. Og man burde undre sig over at det sker. For det har før vist sig at Rick Warrens håndlangere (som Richard Abanes eksempelvis (se her)), har truet folk til at fjerne materiale som viser en anden side af Rick Warren end den manden selv prøver at vise. Her er bare nogle eksempler på ting som er blevet forsøgt fjernet eller er fjernet.

Pastor for en pornodistrubutør
Rick Warren har engang pralet af at være pastor for mediemogulen Rupert Murdoch. Da folk så spurgte om det ikke var på sin plads at RIck Warren bad Murdoch om at stoppe med at distribuere og sælge porno igennem sit medienetværk, vendte Rick Warren på en tallerken og sagde nu at han ikke var pastor for Rupert Murdoch. Men han ville ikke trække sin gamle udtalelse tilbage, for han har jo et business-agtigt forhold til Murdoch. Murdoch støtter jo bl.a. Warrens P.E.A.C.E. plan med millioner af dollars. Dertil sælger Warren sine bøger igennem Zondervan som er ejet af Murdoch. Se mere her.

Det han aldrig sagde om Syrien
Så var der også dengang at Rick Warren rejste rundt i verden for at promovere sin P.E.A.C.E. plan. Da han kom til Syrien var han sammen med de politiske ledere, og han roste dem for at have et samfund hvor muslimer, kristne og jøder kunne leve i harmonisk fred med hinanden. Dette var optaget på video og vist i hans kirke. Men så var der nogen der sagde at det var da en underlig påstand. For sandheden var jo at kristne og jøder var (og er) stærkt forfulgte i syrien. Da den anklage kom frem, påstod Rick Warren at det havde han da aldrig nogensinde sagt. Og den offentlige video blev derefter redigeret. Desværre for Warren var dette blevet optaget og lagt på youtube. Den forsvinder vist engang imellem, men dukker så op igen så vidt vides.

Det har jeg aldrig nogensinde sagt
Så er det den nyste tåbelighed fra Warren. Hvor han først siger at han ikke går ind for at homoseksuelle skal have ret til at blive gift, og ovenikøbet sagde det ret klart. Men så bagefter går ud og påstår at det har han aldrig nogensinde sagt. På trods af at det kan dokumenteres tydeligt at han har sagt det. Og efterfølgende forsvinder videoer hvor man kan høre ham sige begge dele.

Hvorfor kan den her mand ikke bare indrømme at han har sagt det, men har ændret mening. Hvorfor vil han hellere fanges i en stor fed løgn, end indrømme hvad han står for. Forestil dig at din pastor stod og løj dig lige op i hovedet. Ville du ikke blive vred? Ville du ikke miste tillid til ham? Og hvis han så ikke engang ville indrømme at han havde løjet overfor dig, ville du så ikke finde dig en anden kirke? Jeg ville, men mange pastorer i dag lader sig ikke rokke af at RIck Warren har løjet for os alle. Man skulle tro de synes at han åbenbart er så hellig, at synd ikke betyder noget for ham. Hvis din pastor anbefaler Rick Warrens bøger, så anbefaler han en mand som lyver. Og løgn er stadig en synd, også i den nye pagt. Husk hvad der skete med Ananias og hans hustru. De faldt døde om da de løj for Guds og hans folk (læs apostlenes gerninger 5.1-11). At Rick Warren endnu ikke er faldet død om er ikke en undskyldning for at fortsætte med at lyve, men Guds nåde der giver ham tid til at omvende sig. Jeg håber virkelig at manden vil tage imod omvendelse fra Gud!

Men her er en video med den debat som foregår i medierne pt i USA om Rick Warren. Det var meningen han skulle have været gæst i programmet, men han aflyste. Om hans begrundelse for aflysning passer, må du selv vurdere. Men han har jo tydeligvis løjet før.

NB. Den oprindelige slettede video vil blive lagt på senere, til fri download her på siden.

Categories
Falsk Lære

Rick Warren tager vendekåben på igen

Det har været velkendt at RIck Warren og hans kirke Saddleback Church, har været ret upopulær i homoseksuelle kredse fornylig. Det skyldtes at Rick Warren mente (og faktisk sagde ret klart) at ægteskabet kun var forbeholdt en mand og en kvinde. Ægteskaber som ikke var baseret på en mand og en kvinde anså han ikke for at være ægteskab. Dermed kunne han og hans kirke heller ikke støtte den afstemning der var i Californien vedr. fratagelse af homoseksuelles muligheder for at blive gift.

Da de homoseksuelle mistede muligheden for at blive gift ifølge den californiske lov, blev der afholdt nogle ret kraftige demonstrationer udenfor RIck Warrens kirke. Dertil var det vist heller ikke noget der faldt god i Obamas jord, og de to skulle  jo helst være gode venner. Man var ret vrede over den modstand som Rick Warren havde udvist overfor ægteskab mellem to mænd eller to kvinder. Jeg har hørt hvad han sagde, og det var faktisk ret skarpt. Man blev helt overrasket over at han kunne sige noget så klart og så bibelsk funderet.

Men så tog han vendkåben på
Men hvad han sagde før, har RIck Warren nu sagt at han aldrig har sagt. Selvom det er dokumenteret, selvom der er flere vidner, og vi har flere udtalelser på video, så siger manden i dag, at det har han aldrig sagt eller ment.
Det er ikke f’ørste gang at Rick Warren først siger en ting, og bagefter siger at det har han aldrig sagt. På trods af at der er beviser på at han har sagt det. Hvorfor kan Warren ikke bare sige at han har ændret mening, istedetfor at komme med disse vendekåbeudtalelser? Det her er en mand som taler som vinden blæser. Han tør ikke stå fast på bibelsk grund. Han tør ikke stå op imod folk der mener det modsatte end ham. Han vil hellere tale det som han tror folk helst vil høre. Og dertil har han vist at han ikke er bange for at lyve, for at beholde sin popularitetsstatus. På trods af dette vil pastorer i det danske land fortsat anbefale hans tåbelige ubibelske bøger som leder folk væk fra evangeliet. Jeg undrer mig over dette. Men måske handler det om at mange pastorer gerne vil have en stor smart kirke som Rick Warrens, og foretrækker dette fremfor at prædike Guds fulde evangelium.

Men se den her video hvor det bliver skåret ud i pap at RIck Warren ikke fortæller sandheden. Fordi han er bange for at miste popularitet. Det minder forresten en del om det Paulus skriver til galaterne i kapitel 1.10:

“Er det nu mennesker, jeg vil have på min side, eller Gud? Eller søger jeg at være mennesker til behag? Var det stadig mennesker, jeg ville være til behag, var jeg ikke en Kristi tjener.”

Videoen her er forsvundet fra Youtube. Se en mulig forklaring på hvorfor den og andre videoer med Rick Warren forsvinder fra internettet her: Hvorfor forsvinder videoer om Rick Warren?

Categories
Falsk Lære Overfladisk kristendom

Rick Warren vil gerne døbe dig fordi……

Rick Warren holdt dåbsdag her i lørdags, og han ville gerne have skulle blive døbt som muligt. Og det behøver der jo ikke at være noget galt med. Men hvis man ser på Rick Warrens argumenter for at folk skulle lade sig døbe i lørdags, var der en slående mangel på bibelske argumenter for at blive døbt.  Jeg har her oversat Ricks argumenter til dansk:

Rick Warrens otte grunde til at tilslutte sig denne lørdag & IKKE udsætte dåben:

1. Jeg (Rick Warren) vil personligt undervise (dåbs)klassen for første gang i ti år.

2. Jeg vil personligt døbe folk efter undervisningen og du vil modtage et foto & dåbs certifikat.

3. Du får et gratis et års abonnement på Purpose Driven Connection magazine (Rick Warrens månedsmagasin for hans koncept “Det målrettede liv”. Red). Dette er aldrig tilbudt før.

4. Du får en gratis kopi af bogen “Den målrettede menighed”.

5. Dit navn vil blive medtaget i den historiske liste af Saddleback Pioneer medlemmer, der tiltrådte i vores kirke for første gang for 30 år siden. Denne påske er vores 30. påske, og jeg ønsker, at du indgår i denne liste.

6. Undervisningen er 1 time kortere end normalt.

7. Du vil være med til skabe kristen historie! Den største medlemskabsklasse nogensinde! (I nogen frikirker bliver man medlem ved dåbshandlingen. Red.)

8. Vi elsker dig og ønsker dig i vores familie. Der er ingen god grund til at udsætte det.

Jeg havde hørt at Rick Warren har nogen ideer til hvordan man kan gøre dåben til en fest, for at få flere til at blive døbt. Men det her er ikke en fest, men en falliterklæring. For intet sted ser vi Rick Warren forklare hvad bibelen siger om dåb. Intet sted skriver Rick at dåben er en begravelse af sit gamle liv, og at Jesus sagde at vi skulle døbes. Det her handler slet ikke om Jesus, det handler mere om Rick Warren, om RIck Warrens kirke, og om en selv. Det her viser en pastor der er høj på sit eget hovmod. Hvis min pastor begyndte at tale sådan her, så ville jeg sige noget til ham. Og hvis han ikke omvendte sig fra det, ville jeg finde en ny kirke. For en pastor som fremhæver sig selv på den her måde har et problem. Dette er en kirke hvor der ikke er plads til Jesus, men istedet til Rick Warren, og dem der vil følge ham. Uheldigvis for Rick Warren står der i bibelen at hovmod går forud for ulykke og fald (ordspr. 16.18).

Her er den oprindelige invitation.