Categories
Bibelen Evangelisation podcast Prædikener

Guds kærlighedsbrev nu med download

Den sidste podcast som jeg lagde på “Guds kærlighedsbev” var ikke mulig at downloade sidste gang, men kun at høre. Jeg har dog rettet fejlen. Da jeg har fundet ud af at det er en rigtig god forkyndelse at give til ikke-kristne, vil jeg stærkt anbefale dig at give den videre til en der ikke er kristen. Forklar dem, at den kan vise dem hvorfor bibelen er troværdig, hvorfor bibelen er skrevet, og hvordan vi kan forstå bibelen. Det er spørgsmål som mange faktisk gerne vil have svar på. Jeg tror at denne podcast kan være en stor hjælp til dette, og til at forstå hvem Gud er. Men hør den selvfølgelig først selv, før du giver den videre. Ellers kan du jo ikke anbefale den. Men her er den så igen, men denne gang med mulighed for download. 

Categories
Evangelisation

Menneskefisker

At være menneskefisker. Det må være det største kald et menneske kan have over sit liv. Heldigvis er det et kald der ligger over enhver kristens liv. Så det er ikke noget man som kristen behøver være irriteret over ikke at være kaldet til. Dermed mener jeg bestemt ikke, at vi alle skal være prædikanter, eller skal vidne for alle og enhver vi kommer i nærheden af. Der er forskellige måder at fortælle de gode nyheder på. Det er dog vigtigt at vi også har en ordentlig forståelse af hvordan man bliver frelst, og hvorfor det er nødvendigt. Ellers kan vi have svært ved at forklare det for andre.

Vi var nogle der i lørdags havde valgt at gå ud på gaden og evangelisere. Vi havde taget nogle traktater med, og var ready for fight. Det var bare rigtig godt. Vi oplevede selvfølgelig alle sammen, at der var flere der overhovedet ikke ville tale med os. Men der var rigtig mange som vi havde nogle rigtig gode samtaler med. Der var særlig en samtale med en ung mand som jeg havde, som gjorde et stort indtryk på mig.

Det var bare en kort samtale. Jeg så han sad på en bænk, og gik hen til ham og fik en samtale i gang udfra en lille tryllekunst jeg har lært (enhver kan lave den), og forklarede ham at hans øjne lige havde bedraget ham. Derefter gik jeg over og fik ham til at forstå værdien af hans øjne. Så drejede jeg den over til at hans sjæl var meget mere værdifuld end hans øjne, ved at læse Mattæus 18.9:

“hvis dit øje bringer dig til fald, så riv det ud og kast det fra dig; du er bedre tjent med at gå ind til livet med ét øje end med begge øjne i behold at kastes i Helvedes ild.”

Jeg fortalte ham at dette ret voldsomme udsagn, burde få os til at forstå hvor meget vigtigere vores sjæls værdi er, end meget af det andet vi bekymrer os om. Vi skal jo alle dø og stå foran Gud engang, og så er det vigtigt at vi er parat til at møde ham der. Jeg gav ham lidt som han kunne læse i om det, og da jeg gik, sagde han tak.

Det var faktisk det tak jeg fik der, som fik mig til at tænke. For jeg kunne godt høre hvorfor han sagde tak. Det var ikke fordi han havde set en tryllekunst, heller ikke fordi han havde hørt en veltalende person. Han sagde tak fordi jeg havde gjort ham opmærksom på, det der var vigtigt. Hvor skal han være i evigheden. Hans øjne var blevet lukket op, det der før var vigtigt kunne han pludselig se ikke var så vigtigt mere.

Det er også det en stor del af evangelisation handler om. Vi skal prædike ordet så folk kan forstå hvad det handler om. Og gøre det på en måde som får folk til at se hvem Gud virkelige er, og forstå vigtigheden af hvorhenne vi skal være i evigheden. Når folk ser det, så er det grund til at omvende sig.

Categories
Evangelisation Livet som kristen

Jeg må nok hellere prædike mere forsigtigt

Jeg er så træt af folk der begynder at prædike evangeliet ordentligt, som efterfølgende kommer i tvivl om de forkynder evangeliet ordentligt, bare fordi de får lidt modstand. Modstand er en af tegnene på at ens forkyndelse er i orden. Det er bestemt ikke et afgørende tegn, for Jehovas vidner har modstand og deres forkyndelse er helt forkert. Men anyway, at en der forkynder evangeliet klart og tydeligt får modstand er helt bibelsk. Hvis de kunne finde på at korsfæste Jesus, så kan de finde på at gøre det samme med os. Men jeg har observeret at kristne fra flere kredse som begynder at prædike loven før nåden, i dag flere steder oplever at de får modstand fra deres egne. En modstand som gør at mange af dem begynder at tænke; Prædiker jeg på en forkert måde eftersom folk bliver irriteret, ovenikøbet kristne folk som jeg kender i forvejen? Men sagen er at det er helt bibelsk.

Det koster at prædike evangeliet. Vi der gør det, gør det ikke for at blive populære. Eller for at blive rige eller anerkendte. Dem der gør det for disse ting, tror jeg ganske enkelt ikke prædiker et ordentligt evangelium. Vi gør det fordi vi elsker Gud og ønsker at Hans ord skal forkyndes, sådan som Han har sagt vi skal gøre det. Men i vores vestlige kultur er vi blevet så tryghedssøgende og velfærdsfokuserede at vi ikke tåler ret meget modstand. Er der nogen der siger til os; Sådan kan du ikke prædike. Bliver vi i tivivl med det samme, og tænker at så må vi nok være mere “vise” og forsigtige, så folk ikke bliver stødt bort. Men dermed glemmer vi at Jesus selv kaldte sig for en anstødssten, og fjerner vi det i evangeliet der støder nogle folk bort fra evangeliet, så fjerner vi faktisk Jesus.

Hvis du har brug for at sætte din tro i perspektiv i forhold til nogle der har betalt en pris for at være kristen. Så se denne video. Jeg advarer dig, den er hård at se. Så se den kun hvis du kan tåle at se hvordan andre kristne er udsat for forfølgelse og hån i andre lande. Spørg gerne dig selv om vi ikke burde være ligeså villige til at betale prisen, som de er. Jeg skriver ikke dette for at skabe fordømmelse over nogen. Det har jeg ingen interesse i. Men jeg ønsker virkelig at vi må forstå at forkyndelsen af evangeliet på Guds præmisser er meget vigtig, selvom den kan koste noget der ser ud til at være en meget høj pris. Nemlig vore liv. Men vi må ikke glemme, at Han gav sit liv først for os.

Categories
Evangelisation Omvendelse

Hvordan bliver man frelst? 7 Prædik ordet

I sidste afsnit i denne serie, skrev jeg om at det ikke er nok at lade Helligånden vise folk deres synd. Gud har nemlig valgt at Hans Helligånd virker sammen med vores vidnesbyrd om Ham. Alt for mange tror at vi bare skal prædike om Guds kærlighed uden at forkynde om en Hellig og retfærdig Gud som er vred over menneskenes synder. Men det er ikke en bibelsk tilgang til forkyndelsen af omvendelsesbudskabet. Paulus skriver til Romerne i kapitel 10.14:

“Men hvordan skal de påkalde ham, som de ikke er kommet til tro på? Hvordan skal de tro på ham, som de ikke har hørt om? Hvordan skal de høre, uden at nogen prædiker?”

Paulus viser altså at vi ikke forstår det, hvis vi ikke får det forkyndt. Når vi ser på hvordan Paulus prædikede, så ser vi også en mand der turde tale om synd som det var, også selvom det havde konsekvenser. På et tidspunkt hvor han er sat i fængsel og får lov til at komme op og fortælle statholderen Felix om hans tro, fordi Felix var nysgerrig, vælger Paulus jo at tale om retfærdighed og afholdenhed og den kommende dom. Til det sagde Felix: “Nu er det nok, du kan gå! Når jeg får tid, vil jeg sende bud efter dig.”

Paulus havde en fuld forståelse for at Felix ikke ville blive frelst, hvis han ikke hørte det fulde evangelium. Ikke et sorteret evangelium, men et evangelium der klart viste at uden omvendelse ville Gud ikke føde os på ny. Selvom han godt vidste det var et upopulært budskab talte han det alligevel.

Her er der en vigtig sandhed. Os der forkynder evangeliet har et kæmpeansvar. Et ansvar der er så stort, at mange forkyndere burde have tænkt sig om en ekstra gang inden de gik ind i forkyndertjenesten. De har et ansvar for at forkynde det evangelium der er en kraft til frelse. Ikke at forkynde et halvt billede af Gud. Ikke kun at forkynde om den flinke Jesus som hjalp de svage og fattige, men også om den Jesus der kaldte til omvendelse, for at vi måtte undgå den kommende dom.

Derfor hvis du virkelig ønsker at dine bekendte skal fatte evangeliet om Jesus, så er du også nødt til at prædike det fulde evangelium. Her ved jeg godt at det kan være en svær overvindelse for mange, men det er et ansvar vi har som kristne. Hvis du er i tvivl om hvordan du kan gøre dette, så se den video som jeg har lagt i det næste indlæg her på bloggen. Jeg tror den kan være til stor hjælp for rigtig mange kristne.

Categories
Evangelisation Omvendelse videoer

Lær at give evangeliet til andre

Hvis du går og har det sådan, at du har svært ved at finde ud af, hvordan du skal forkynde evangliet til andre. Så har jeg et råd som jeg personligt fik meget stor gavn af, og har gjort at min præsentation af evangeliet, gik fra en lettere humanistisk tilgang, til en bibelsk tilgang.Til dig som ikke ved hvordan du kan præsentere evangeliet for andre, kan jeg anbefale nedenstående video, som omhandler netop dette. Ja den er amerikansk, og ja den er også provokerende nogen steder, men elementerne som bliver brugt er bibelske og brugbare på rigtig mange niveauer i vores forkyndelse af Jesus. Jeg håber virkelig at du vil se denne video, hvis du ikke har set den før. Den hedder Hells best kept Secret, og er muligvis en af de vigtigste kristne videoer der  nogensinde er lavet. Så hvis du er en af dem der kun sjældent ser kristne videoer, så er den her en du må vælge at se. Og hvis du ikke giver mig ret i det efter at have set den, så giv mig gerne besked om det.

Categories
Evangelisation vækkelse

Citater fra vækkelsesprædikanten John Wesley

Den største vækkelsesprædikant der nogensinde har levet i England må vist være John Wesley. Han har udtalt nogle ting som jeg synes er tankevækkende den dag i dag.

“Før jeg prædiker kærlighed, barmhjertighed og nåde, er jeg nødt til at prædike synd, lov og dom.”

Til dem han underviste i at forkynde ordet sagde han:

“Prædik 90 procent lov og 10 procent nåde”

Når jeg ser i min bibel, så synes jeg ordet ligner det John Wesley sagde, mere end den moderne forkyndelse ligner det der står i bibelen. Derfor du der prædiker Guds ord, prædik Guds ord som Guds ord er, hvis du øsnker at ordet skal virke.

Her er originalteksterne:

“Before I preach love, mercy and grace, I must preach sin, Law and judgment.” 

“Preach 90 percent Law and 10 percent grace.”

Hvis du ikke kender John Wesley, så søg på ham i søgefeltet, og se hvad jeg ellers har skrevet om denne forkynder.

Categories
Evangelisation Omvendelse

Hvordan bliver man frelst? 6

I sidste afsnit af Hvordan bliver man frelst? lovede jeg at skrive om, hvorfor vi ikke bare kan fortælle om Guds kærlighed uden at tage den anden side med, hvis folk skal frelses.  Det er åbenbart nødvendigt at komme ind på, fordi mange har en forkert opfattelse af dette. De mener vi blot skal fortælle at Gud elsker dem, og så vil Helligånden gøre resten. Men hvis vi siger det, siger vi samtidig at Jesus og Paulus prædikede forkert. For de talte meget om synd, dom og retfærdighed. Sagen er også den, at det er nødvendigt at tale om synd, dom og retfærdighed for at kunne forstå hvorfor vi har brug for frelsen.

Jeg har hørt smarte tiltalende prædikanter dokumentere ved hjælp af en dårlig bibelsk tilgang, at vi ikke skal tale om synd, slet ikke om Helvede, og for alt i verden aldrig om Guds vrede. De siger at det er Helligåndens opgave at gøre dette. Det er også sandt at det er en af Helligåndens vigtigste opgaver. Jesus siger om Helligånden i Johannes 16.8:

“og når han kommer, skal han overbevise verden om synd og om retfærdighed og om dom.”

Men vi er nødt til at se på, hvordan Helligånden virker for at kunne få en ordentlig forståelse af dette skriftsted. Jesus siger til nogle vrede jøder i Johannes 5.31-32:

“Er det kun mig selv, som vidner om mig, er mit vidnesbyrd ikke gyldigt. Der er en anden, som vidner om mig, og jeg ved, at det vidnesbyrd, han aflægger om mig, er gyldigt.”

Hvad Jesus siger her er at der skal være to vidner. Det er et element som bibelen omtaler flere gange. Hvis nogen skal anklages for noget skal der være mindst to vidner siger moseloven. Hvis nogen anklager en leder for noget skal det ikke kun være på en mands udsagn, men på mindst to. Når vi læser Jesu ord herovenfor ser vi, at når det gælder forkyndelsen er det også afgørende at der er to vidner. Forkynderen og Helligånden. Jesus siger i dette skrifsted at når Han taler, så virker Helligånden samtidig. For at folk kan mærke og forstå at det Han siger er fra Gud, og det Han talte om var bl.a. synd, dom og retfærdighed.

Det gælder også for os i dag. Det galdt for de gamle vækkelsesprædikanter, og det galdt under vækkelser, og der er ikke noget nyt under solen, der gør at vi i dag ikke længere har brug for at tale om synd, dom og retfærdighed. Hvad er det der sker når vi taler Guds ord som Guds ord er. Ja ifølge Jesus sker der det, at Helligånden virker og vidner sammen med vores ord om, at det vi siger er fra Gud. Folk har ingen undskyldning for at sige at de ikke vil pmvende sig og tro på Gud, hvis vi prædiker ordet sådan. Det kan godt være at de ikke vil indrømme det. Men det er deres eget problem.

En anden fordel for dem der prædiker Guds ord sådan, er at det kan medvirke til at de holder sig ydmyge overfor Gud. Fordi det så ikke er deres eget ord de taler, men Guds ord. Og så kan de ikke selv tage æren for det. Men hvis det ikke er Guds ord man forkynder, så kan man jo godt tage æren for det, men det vil ikke hjælpe en, når det skal uddeles løn i himmelen.

Categories
Evangelisation Omvendelse

Verden er åndelig sulten og tørstig. Hvad betyder det for forkyndelsen?

For nylig hørte jeg at en præst til et stort fælleskirkeligt nadvertræf sagde at verden er åndelig sulten og tørstig. Nu har jeg ikke noget imod fælleskirkelige møder, jeg har selv været med til at arrangere flere af den slags i 90erne, og med stor glæde. Men det som den præst sagde er egentlig interessant at dykke ned i. For hvad kan vi bruge den information til?

At folk er åndelige tørstige er noget jeg tit har hørt, og jeg er bestemt ikke uenig, men jeg har en mistanke om at denne viden har været med til at ændre vores forkyndelse af Jesus Kristus. For noget tyder på at vi har tænkt sådan her: er liver i Kristus ikke noget der stiller vores åndelige sult? Og kan det stille den sult, så kan vi også gå ud og sige til folk; Vi har noget der kan mætte DIN åndelige sult.

Men hvad sker der når vores formidling af evangeliet bliver til et salg at noget der kan mætte den åndelige sult? Får vi så ikke et produkt der blot er at sammenligne med alle de andre tilbud i den åndelige verden? Kunne folk så ikke ligeså godt begynde at dyrke meditation, eller studere hekse og trolddomskraft, hvilket rigtig mange jo gør i dag, eller kunne man ikke ligesågodt, give folk bederemme og bønneregler som kan give dem en åndelig tilfredsstillelse?

Personlig tror jeg, det er konsekvensen når vi bygger vores forkyndelse på den åndelige sult som folk har, istedet for at bygge den på at mennesket er en synder der har brudt Guds lov, og som fortjener evig straf i Helvede, men som Gud har skaffet frelse til for dem der vil, igennem Jesu fuldbragte værk på korset.
Det er meget muligt at det ikke kun skyldes en fokus på en åndelig tørst. Jeg tror også at det skyldes at mange af os er bange for at prædike det fulde evangelium, fordi vi ved at nogle vil blive vrede på os, fordi vi afslører dem som syndere. Men konsekvensen af denne tilgang til forkyndelsen er katastrofal.Har du nogensinde hørt en prædikant sige sådan her:

“Du har muligvis et godt liv, du er glad for din kone, dine børn, dit hus, din bil og dit arbejde. Du har med andre ord alt det man kunne ønske sig. Men indeni har du et lille tomrum. Det tomrum er skabt for Jesus, og hvis du inviterer ham ind i det, så vil dit liv blive fuldt og helt. Og du vil ikke have noget tomrum mere i dit liv.”

Derefter gentager de en bøn, og så får de at vide at de er frelst og har fået evigt liv. Er det en forkyndelse der bringer omvendelse? Er det en forkyndelse som skaber en forståelse af Hvem Gud er, og hvem vi er? Hvis svaret er nej, (og det er det) så er det heller ikke en forkyndelse eller en frelsesmetode som vil redde folk fra evig fortabelse. Det var ikke andet end en åndelig sult som blev mættet.

Dette indlæg bør læses i relation til indlægget Hvordan bliver man frelst? 5

Categories
Evangelisation

Hvordan kan en muslim komme i himlen?

Jeg mødte en muslim i en taxi her forleden. Han havde sat radioen ind på en kanal som jeg ikke havde hørt før. Så jeg spurgte ham hvad det var. Det var noget pakistansk radio som hyldede Allah og hans profet Muhammed. Det var tydeligt at det var noget der betød noget for ham, og det har jeg stor respekt for. Men spurgte ham så hvad man skulle gøre for at komme i himlen som muslim. Til det svarede han, at man skulle være et godt menneske. Man skulle være god ved andre, bede til Allah, og gøre gode ting. Jeg kunne godt give ham ret i som kristen, at man for at komme i himlen var nødt til at være et godt menneske. Det har jeg ikke nogen problemer med (men husk at se hvad jeg skriver lidt senere om dette) . Men sagde til ham at det jo så var vigtigt at finde ud af, om man nu også var et godt menneske. For hvis man ikke er et godt menneske, så er man jo på den og fortjener Helvedes pinsler istedet.
Jeg tror nok at han spurgte mig hvordan man kan finde ud af om man er et godt menneske, det kan jeg ikke helt huske. Men jeg fik ihvertfald fortalt ham, at vi er nødt til at se os selv i forhold til den standard som Gud har sat. Den standard hedder de ti bud.
Har du nogensinde løjet? I så fald så er du en løgner. Har du stjålet er du en tyv, og her drejer det sig ikke om hvor meget man har stjålet, for det står der ikke noget om i de ti bud. Har man stjålet er man en tyv. Har vi misbrugt Guds navn, så er vi blasfemikere. Og så det seksuelle. Har vi bedrevet hor? Og selvom vi ikke synes at vi har, så siger Jesus at hvis vi bare kigger på en kvinde med lyst, så har vi bedrevet hor i vore hjerter.
Så jeg fortalte ham derefter at udfra Guds standard, så findes der ikke nogen gode mennesker. For alle har syndet og mistet herligheden fra Gud (rom 3.23) Vi fortjener alle Guds straf, og det var ikke noget han var uenig med mig i. Nu var vi desværre allerede ankommet til vores bestemmelsessted, og jeg skulle af. Men nu var det så heldigt at jeg havde et af mine visit kort, som jeg nu kunne give til chauføren.
“Her er min hjemmeside, omvendelse.dk, der kan du se mere om hvordan man kan komme til himlen, og hvorfor vi reelt fortjener Guds straf”. Jeg ved ikke om han har været inde her på siden. Men jeg ved at han fik en forståelse for at der ikke findes nogen gode mennesker. Og den er vigtig for at kunne se os selv i Guds lys, ellers vil vi ikke kunne omvende os til Ham. Jeg ved også at der på mit kort er en præsentation, som er rettet mod Gud, og som vil få folk til at tænke over hvad der sker når man dør. For det er jo ret vigtigt at finde ud af, eftersom ti ud af ti mennesker dør. Hvad sker der bagefter?
Jeg ved godt at det med at give traktater er lidt gammeldags, men jeg tror faktisk at det har en effekt. Jeg synes de er svære at lave, men jeg kunne godt tænke mig at lave nogle flere. For jeg har erfaret at traktaten, hvad enten den er stor som en avis, eller lille som et visitkort, den vil folk gerne have. Mange læser dem faktisk, og kan få et Guds ord hvis de er baseret på Guds ord.Og så er de gode til at give til dem man har talt med om evangeliet, som en slags opfølgning, også selvom man ikke fik afsluttet samtalen ordentligt, sådan som jeg oplevede denne gang.

Categories
Evangelisation Synd

Jesu bøn i Getsemanes have

Her i påskedagene har jeg af naturlige årsager valgt at fokusere lidt på hvad der skete i påsken dengang. Jeg har valgt at starte i Getsemanes have. Der bad Jesus den tilsyneladende underlige bøn: 

“Fader, hvis du vil, så tag dette bæger fra mig. Dog, ske ikke min vilje, men din.” Lukas 22.42

Hvad var det for et bæger som Jesus bad måtte gå Ham forbi? Lad os se på hvornår der ellers er tale om et bæger fra Gud i bibelen. I Jeremias 25.15 står der:

“Dette sagde Herren, Israels Gud, til mig: »Tag dette bæger vin, vredens bæger, af min hånd, og lad alle de folkeslag, jeg sender dig til, drikke af det. “

Og i Johannes Åbenbaringen 14.10 står der om dem der tog dyrets mærke på sig at de:

“…skal også drikke Guds harmes vin, skænket ufortyndet i hans vredes bæger, og han skal pines i ild og svovl for øjnene af de hellige engle og Lammet.”

Hvis vi tager de to vers kan vi se at der nogen gange er tale om et vredens bæger. Et bæger der er fyldt op med Guds vrede. En vrede der skyldes vores synd imod Ham. Kan vi finde mere positive vers som indeholder ordet bæger? Ja det kan man godt, men det bæger som Jesus skulle drikke var Guds vredes bæger.  Ellers havde Han jo ikke nogen grund til at frygte. Og frygte det gjorde Han. Han frygtede det vredes bæger så meget at han svedte blodsdråber. Det kan rent faktisk godt lade sig gøre at svede blod. Men det er ekstremt sjældent, det sker kun hvis folk er bange helt ud over det sædvanlige. Dertil er det meget farligt at svede blod, det kan man dø af. Men hvorfor frygtede Jesus det bæger? Det svarer Han selv på i Mattæus 10.28:

“Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel, men ikke kan slå sjælen ihjel, men frygt derimod ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede.”

Jesus kendte godt til sin Faders vrede, og Han frygtede den mere end nogen anden. Han var meget vidende om hvor forfærdeligt det er at falde i den levende Guds hænder (hebræerne 10.31). Det var ikke noget Han på nogen måde ønskede at opleve. Alligevel valgte Han at drikke det bæger der var fuld af Guds vrede over os menneskers synder. Og han drak det til sidste dråbe. Tro mig, der var ikke en dråbe tilbage. Så for os der har valgt at kaste os ind under Jesus, er der ikke nogen vrede mere fra Gud. Men for dem der har valgt at leve deres eget liv, og stå udenfor Hans beskyttelse. Over dem er Guds vrede. Hvor forfærdeligt det må være en dag at vågne op i Helvede, og der for sent erkende at de kunne have kastet sig ind under Jesus og få del i frelsen, og have undgået Guds vrede i evigheden.