Categories
Brevkassen Livet som kristen podcast

Helliggjort, eller helliggørelse eller både og?

At være en kristen og leve et helligt liv, hvad indebærer det? Spørgsmålet ville engang være nemt at svare på, men pga den store differentierede forståelse af dette emne i dag, er det svært at finde nogen der kan svare klart og tilfredsstillende på det. Jeg vil dog give det et forsøg her, men uden at love at det blive udtømmende svar.

Hvad er en kristen?
For at kunne svar på spørgsmålet, tror jeg at vi skal starte med at definere hvad en kristen er. Ikke i forhold til hvad kirker eller staten eller undervisningsbøgerne siger. Men i forhold til hvad bibelen siger. I anden korinterbrev 5.17 er der en god beskrivelse i kan bruge.

“Er nogen i Kristus, er han en ny skabning. Det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til!”

Den man var før man var en kristen, er altså død, og den nye som er blevet til er i Kristus, og det er noget der er synligt. For Paulus skriver “se, noget nyt er blevet til!”. Der er altså tale om at der er tydelig forskel på den man var før, og efter man blev en kristen. Men hvad er det så der er sket? Det har Charles Spurgeon en god illustration på. Han sammenlignede det med, at hvis man havde en sulten gris der var i gang med at spise grisefoder, og man kunne forvandle grisen til et menneske med et knips. Så ville mennesket pludselig stå med hovedet nede i et grisetrug, og med det samme erkende at det her ikke er menneskeføde. Han ville derfor spytte grisefoderet ud omgående, og søge efter menneskemad istedet. Hvorfor? Fordi han var et menneske og mennesker spiser menneskeføde.

Sådan er det også for den der er blevet født på ny. De ting man gjorde før, kan man ikke gøre mere. Man kan måske falde i, men man kan ikke leve i det mere. Den synd som vi nød før, kan vi ikke nyde mere, fordi vi er blevet forvandlede, og Guds natur har taget bolig i os. Guds natur kan ikke fungere sammen med synd. Men det betyder jo ikke at vi lever perfekte liv, for vi fejler jo stadig. Vi falder og slår os,  men som der står om den retfærdige så rejser han sig op igen, og det bør en kristen også gøre selvom man har faldet mange gange. Den uretfærdige bliver liggende.

En ny vandring
Når vi er blevet født på ny, og er nye skabninger i Kristus, så er vi også på en helliggørelsesvandring. Samtidig med at Gud har helliggjort os. Vi kan ikke skille de to ting fra hinanden. Dels ser Gud på os som helliggjorte, for ellers ville Hans vrede være over os. Og dels vandrer vi med Ham, mens vi lader Ham rense os, så vi kan blive parate til at være sammen med Ham i Himlen. Folk der påstår at de kan leve videre i synd efter de er frelst, viser ikke tegn på at de er frelst. De viser at de elsker synden, mere end de elsker Jesus. For hvis de elskede Jesus, så ville de også hade synden. Vi kan ikke både elske Jesus, og elske synden på samme tid. For så tjener vi to herrer, og det er ikke muligt ifølge bibelen. Det betyder nu ikke at vi dermed ikke bliver fristet. Tværtimod, hænger det sammen, for fristelsens formål er jo bl.a. at gøre os stærkere i troen og mere afhængige af Ham, og dermed komme tættere på Ham.

Alt i alt, selvom jeg ikke har gennemgået ovenstående særlig dybt, så mener jeg at vi både er helliggjort (dermed også retfærdiggjort) i Kristus, og at vi når vi er blevet Hans, skal leve i helliggørelse, og dermed løbende igennem vores liv, lade Jesus rense os for synd. Ikke at vi nogensinde når til perfektion i det liv vi lever her, men at vi er i en proces der viser vi lever i helliggørelse.

Hvis man ønsker at høre mere om dette (og det håber jeg nogen synes) kan jeg anbefale Paul Washers undervisning om det i nedenstående prædiken.

Categories
Brevkassen Falsk Lære Forvirret lære

Hvad er vigtigst, frugt eller lære?

Et ofte brugt argument til forsvar for en der spreder falsk lære, er at en person kan være så flink, rar og behagelig at man konkluderer at det godkender personen som kristen. Til at argumentere for det henviser man til åndens frugter i galaterne 5. Og det er bestmet også et rigtigt kapitel at henvise til. Men vi glemmer resten af galaterbrevet, når vi kun henviser til det femte kapitel. For i størstedelen af det brev, irettesætter Paulus meget kraftigt galaterne for at have skiftet den sunde lære ud med falsk lære. Og han er vred, rigtig vred. Så når vi begynder at påstå at det er nok bare at have gode frugter i form af et bestemt adfærdsmønster, så mister vi helheden. Det gør også at vi kan komme til at anerkende folk som kristne som ikke er kristne. Eksempelvis synes jeg at Dalai Lama virker som en der opfylder noget der kunne ligne åndens frugter. Men Dalai Lama er ikke en kristen, fordi han er bekendende og praktiserende buddhist. Hans lære er altså markant forskellig fra den kristne lære, ergo er han ikke en kristen. Men lad os se lidt på hvad Jesus siger om frugterne selv i Mattæus 7.15-18:

“Tag jer i agt for de falske profeter, der kommer til jer i fåreklæder, men indeni er glubske ulve. På deres frugter kan I kende dem. Plukker man druer af tjørn eller figner af tidsler? Sådan bærer ethvert godt træ gode frugter, og det dårlige træ dårlige frugter. Et godt træ kan ikke bære dårlige frugter, og et dårligt træ kan ikke bære gode frugter.”

De frugter som Jesus henviser til her, behøver ikke kun være dem som Paulus omtaler, selvom de indgår. Frugter er et begreb som dækker ret bredt. Jeg har undersøgt hvad bibelkommentatoren David Guzik siger om netop dette. David Guzik er en person hvis bibelkommentarer jeg ofte har brugt til hjælp, når jeg skulle forberede en prædiken. Man kan finde info om ham her: Blueletterbible.org

Han siger om det vers her, at kristne skal tage sig i agt for falske profeter, og en af måderne vi skal vurdere om det er en falsk profet er på frugterne. De frugter siger han kan deles op i tre grupper. De er som følger:

  1. Hvordan lever en person? Er den livsførelse som vedkommende lever, i overenstemmelse med det Paulus skriver, om en der tjener i menigheden? Lever personen et retfærdigt liv, er han ydmyg og viser han troskab. Med troskab tror jeg David Guzik mener en der viser troskab overfor sin familie, menighed og for troen på Jesus Kristus.
  2. Vi skal være opmærksomme på indholdet af deres lære. For den sande frugt af at leve med Gud, og af at søge i Hans ord, er også at man har en lære der har fokus på hvem Gud er, og som ikke er en lære der kildrer folk i ørerne. Så en af frugterne er at læren er i overenstemmelse med Guds ord!
  3. Vi skal være opmærksomme på hvordan effekten af personens lære bliver, og er. Hvis følgerne er at folk vokser i troen, og Gud bliver større i dem, og de selv bliver mindre, så er det en god frugt. Men hvis effekten bliver folk der vil deres eget, deres egne ideer, deres eget liv på deres egen måde. Med andre ord leve et liv som ikke er Gudscentreret (på trods af at de kan fortsætte med at sige at deres liv handler om Gud) så er det ikke en god frugt. Han skriver også at hvis effekten er at folk blot vil underholdes (om Jesus) så er det heller ikke en god frugt.

I den debat der har været for nylig, synes jeg det er punkt 2 som vi har glemt. For jeg giver David Guzik ret i at en følge af at man er en discipel af Jesus, og har valgt at leve med Ham, og søge i Hans ord. Må være at man får en lære der er mere og mere i overenstemmelse med Guds ord. Hvis ens lære er fejlagtigt og på afgørende punkter doktrinære forkerte, så er det bestemt en dårlig frugt.

Med det vil jeg også påpege at vi skal passe på ikke at falde i den anden grøft og kun se på læren. For vi kan godt møde folk som har læren i orden,  men deres liv viser noget helt andet. Så ville det være ligeså problematisk. Men den sunde lære er også en frugt, og ikke en frugt vi skal underkende.

Categories
Brevkassen Evig dom Hvem er Gud? podcast

Himmel, Helvede, Guds kærlighed og Guds vrede

Der var en der for nylig stillede mig følgende spørgsmål:

“Hvis Gud elsker folk så meget, hvordan vil Han overhovedet kunne lade dem lide så meget i såkaldt “Helvede” … og hvis nu Helvede findes, jeg siger ikke den ikke gør – men hvis den nu findes? hvor meget værre kan det overhovedet være end den lidelse folk lider i f.eks. Afrika? og hvis nogen skulle brændes af Gud, tror du ikke hele verden vil brændes?”

Det har jeg forsøgt at give svar på i dette podcast. Noget jeg også kommer ind på er hvorfor vi burde ønske at komme i Himlen. Og svaret på det er ikke det som mange umiddelbart tror.

Categories
Brevkassen

Må man sige tåbe?

Jeg har nogen gange her på bloggen omtalt nogle vranglærere på en måde som det pt ikke er så normalt at bruge i kristne kredse. Det har jeg også fået noget kritik for indimellem. Når jeg har fået sådan kritik, så har jeg kigget på hvad det er de kritiserer, og om det er i orden eller ej at jeg har skrevet det. Jeg synes at jeg er nødt til at tage den slags henvendelse seriøst.

Sandheden er at jeg glæder mig over den slags kritik, for en del gange kommer den fra kristne som synes jeg er gået over stregen, og vil gøre mig opmærksom herpå. Den kritik kan jeg kun være taknemmelig over over, for alt for mange gange vælger vi kristne, at se igennem fingre med ting som vi burde tage op. Derfor kan jeg ikke blive sur over sådan en henvendelse, hvis jeg kan se at den er fra velmenende kristne, og ikke bare fra nogle vranglærere der er sure over at jeg afslører deres lære som falsk. Nogle gange har henvendelser også medført at jeg har ændret i noget jeg har skrevet, og nogle enkelte gange har jeg gjort opmærksom på at et indlæg er blevet ændret, og hvorfor det blev ændret.

Men lad mig tage to eksempler op hvor jeg har valgt ikke at ændre på noget. Den ene gang var da jeg som en kommentar til Henri Nissens leder i Udfordringen skrev at jeg da ikke var bange for en halvfed skaldet tatoveret mand der kan råbe Bam (om Todd Bentley. Se sammenhængen her). Det var der en læser som syntes var at gå over stregen. For jeg kunne ikke tillade mig at skrive sådan om en broder, selvom han var langt ude.

Den skulle jeg lige tænke over. Men jeg holdt fast i hvad jeg havde skrevet fordi, jeg ikke kunne se at Todd Bentley skulle være min broder. Det var simpelthen ikke kristendom han forkyndte, men en anden Jesus. Dertil er jeg selv halvfed og skaldet, men har ikke planer om at blive tatoveret, og er heller ikke bange for Todd Bentley. Og jeg kan godt tåle at folk siger jeg er fed og skaldet. Selvom jeg var uenig med læseren, er der ingen tvivl om at det var en henvendelse som jeg værdsatte højt.

For et par dage siden skrev jeg at de som er fortalere for emergent church bevægelsen er tåber
(se her). Det var der også en der syntes var lidt uvist at skrive, og jeg forstår godt vedkommendes bekymring. For han syntes at jeg kunne blive udsat for anklager fra emergente, som der ikke var nogen grund til, hvad jeg godt kan forstå, og også er noget jeg vil tænke lidt mere over. Jeg syntes også man skal passe på med kalde folk for tåber, men vælge vore ord med omhu. Men der er nogen der mener at man ikke må sige tåbe, fordi Jesus i Mattæus 5.22 siger:

”den der siger: Tåbe! Skal dømmes til Helvedes ild”

I fodnoten til dette vers står der at der i nogle gamle håndskrifter også står ”uden grund”. Hvilket giver en noget anden vinkel på det. Men selv hvis der ikke stod det, så kan man stadig nå til samme konklusion. Dels ved at se hvilken sammenhæng det bliver sagt i, men også ved at se på hvornår der ellers bliver sagt “tåbe” i bibelen.
Vi kan ikke bruge dette bibelvers isoleret. For hvis det skal forståes isoleret, skal Jesus selv dømmes til Helvedes ild. Og det er der vel ikke nogen kristne der tror på er sket. Men Jesus siger selv i Mattæus 23.16-17 til farisæerne:

”Ve jer, blinde vejledere! I siger: Sværger nogen ved templet, har det ingenting at sige; men sværger nogen ved guldet i templet, så gælder det. Blinde tåber, hvad er størst, guldet eller templet, der helliger guldet?”

Men når vi ser hvorfor Jesus kaldte dem tåber, får vi også forklaringen på hvorfor det var i orden. Han talte til farisæerne som kendte skriften, men fornægtede den med deres handlinger og ord. De satte andre ting som autoritet i stedet for. Der var altså en grund til at han kaldte dem tåber, og det var helt i orden at han gjorde det. Det er forresten det samme ord der bliver brugt i grundteksten begge gange. Ordet mōros.

Ligeledes kaldte jeg nogle emergente fortalere tåber, fordi de kender ordet. Thomas Willer kender ordet, Henrik Holmgaard kender ordet. Men de har valgt at lade postmodernismen og Brian McLaren, Rob Bell og Doug Pagitts bøger være deres inspirationskilde i stedet. Når de kender ordet, men har valgt det fra for at få løgnelære i stedet, så er man en tåbe. Deres kendskab til ordet burde betyde at de afviste de falske profeter, og begyndte at undervise i sand kristendom i stedet.

Mener jeg så at alle som er tilhængere af emergent church er tåber? Nej bestemt ikke, for der er nogen af dem som ikke har tilstrækkeligt kendskab til ordet. Dem kan jeg ikke udtale mig om. Men dem som burde have kendskab og kender til ordets sandhed, dem har jeg ikke noget imod at udtale mig om.

Desuden bliver ordet tåbe brugt mange gange i bibelen, og flere gange af Guds folk. Så det kunne jeg godt bruge langt mere plads på at skrive om, men slå selv efter og tjek om det er rigtigt.
Det betyder ikke at vi skal bruge det i flæng, vi skal jo bedømmes på hver et ord vi har sagt. Det betyder vel også at vi bliver dømt på hvert et ord vi skriver. Jeg kan ikke se der skulle være nogen forskel der. Derfor vil jeg også fortsat sætte pris på dem som henvender sig, hvis de synes jeg er gået over stregen, og tage deres henvendelser seriøst. Dels fordi jeg ikke kan garantere at jeg ikke kan lave fejl hvad dette angår, men også fordi jeg som andre har brug for at blive irettesagt indimellem.

Categories
Bibelen Brevkassen

Fordi de havde hårde hjerter

Der var en læser der mente at bibelen var utroværdig fordi bibelen var fuld af modsigelser og vold, mord m.m. Nu kunne jeg godt svare somjeg gør til nogen, at der ikke findes nogen modsigelser i bibelen. Der findes kun paradokser. Men det kan selvfølgelig være nemt nok at komme med den påstand. Men læseren havde et godt eksempel, på noget der så modsigelsesagtigt ud. Det er fra 5 mosebog 22.28-29:

“Når en mand træffer en jomfru, der ikke er forlovet, og han griber fat i hende og har samleje med hende, og de bliver grebet, skal den mand, der havde samleje med pigen, betale hendes far halvtreds sekel sølv, og hun skal være hans kone, fordi han voldtog hende. Han må ikke sende hende bort, så længe han lever.”

Det er forståeligt at man ved at læse femte mosebog og se på den lidt isoleret, kan medøre en forståelse af at det var godt nok en ond Gud, der kunne indføre sådanne regler. Men der er noget vi glemmer så, og det er årsagen til disse regler blev indført. Heldigvis fortæller Jesus årsagen hertil. Det gør han da nogle farisæere stiller ham et spørgsmål.

“De spurgte ham: »Hvorfor har Moses så påbudt manden at give et skilsmissebrev, når han skiller sig fra hende?« Han sagde til dem: »Det var med tanke på jeres hårdhjertethed, at Moses tillod jer at skille jer fra jeres hustru, men fra begyndelsen var det ikke sådan. Jeg siger jer: Den, der skiller sig fra sin hustru af anden grund end utugt og gifter sig med en anden, begår ægteskabsbrud.«” Mattæus 19.7-9

Dengang var det sådan at bare du var utilfreds med sovsen som din kone lavede, så var det grund nok til at blive skilt fra hende. For at gøre dette skulle der laves et skilsmissebrev, dette var med til at kvinden kunne beholde lidt af sin ære i behold, plus andre ting. Det var med tanke på jeres hårdhjertethed at det blev indført, siger Jesus. De ti bud burde have været nok, Jesus selv siger at de ti bud kunne defineres i to bud som bliver “Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind” og “Du skal elske din næste som dig selv”. Men fordi Gud vidste at de havde hårde hjerter, indførte han regler som kunne minimere tendensen til anarki, dvs lovløshed. Han indførte regler som kunne holde orden på samfundet selvom der var lovovertrædelse. Det var ikke fordi han ønskede det skulle være sådan, men skete for at beskytte de svage i samfundet. Hvis disse regler ikke havde været der, havde der ikke været nogen konsekvens af lovovertrædelse blandt mange, og så ville man ikke have et sundt samfund.

Vi ser også, at dem Gud udvalgte havde den forståelse. Tag eksempelvis Josef som skulle giftes med Maria. I Mattæus 1.18-19 står der:

“Med Jesu Kristi fødsel gik det sådan til: Hans mor Maria var forlovet med Josef, men før de havde været sammen, viste det sig, at hun var blevet med barn ved Helligånden. Hendes mand Josef var retsindig og ønskede ikke at bringe hende i vanry, men besluttede at skille sig fra hende i al stilhed.”

Hvis Josef havde holdt sig til hans rettigheder ifølge moseloven, så skulle hun stenes fordi hun var blevet gravid udenfor ægteskabet. Men den mand som Gud udvalgte til at være stedfar for sin søn, skulle ikke have et hårdt hjerte. Han valgte en der havde forståelse for nåden som Gud har vist i sit ord, og som ikke var drevet af hvad han havde ret til, fordi han tilsyneladende var blevet snydt. Vi kender resten af historien, han finder ud af at han ikke er snydt, og vælger at gå ind i Guds plan.

Jeg kunne selvfølgelig finde andre eksempler på paradokser i bibelen, som ligner modsætninger. For der er sandt nok mange af dem. Men jeg synes dette eksempel fint viser at skriften er klar, og forklarer sig selv, hvis vi forsøger at finde ud af hvad der står, og ser på det i den store sammenhæng.

Categories
Brevkassen

Brevkassen: Tror jeg på det flyvende spaghettimonster

Kære omvendelse.dk
Jeg har lige på hjemmesiden læst et par indlæg om “Gud”..
Står i virkelig inde for alt det i skriver, og tror i virkelig på jeres sag? For jeg har svært ved at tage det alvorligt. Tror i også på “det flyvende spaghetti monster” eller tandfeen? Det burde vel være ligeså sandsynligt. Og med de ting jeg kan læse online i mosebogen om Gud, vil jeg mene, at vi er bedre tjent uden en ham/hende/det.
Her er et af mine favoritcitater:
“when one person suffers from a delusion it is called insanity. When many people suffer from a delusion it is called religion.
Robert Pirsig
Dette citat har jeg valgt at sende jer, fordi det til en hvis nøjagtighed beskriver min livsanskuelse. Jeg tror ikke på Gud, og jeg fordømmer religion.
Måske i burde ændre navn fra “omvendelse.dk” til “hjernevask.dk”?
Jeg skriver ikke dette for at være provokerende, eller jo det gør jeg, men ikke blot for at være provokerende – jeg er rent faktisk interesseret i at vide, hvad jeres holdning er til alt dette – for jeg har virkelig svært ved at tro, at man kan tro på noget af så upålidelig en karakter med så upålidelige kilder bag sig – men fantasifuldt, det er det!!

Ellers håber jeg, at i må leve et godt liv, leve mere i nuet, og droppe fiktionen.
MVH (afsender kendt af red)
Her er svaret:

Tak for din mail. Før jeg svarer på dit indledende spørgsmål vil jeg lige kommentere på dit forslag til ændring af domænenavn. Jeg tror godt jeg forstår hvad du mener. Kirken har mange gange i løbet af historien minimeret muligheden for at mennesket måtte tænke selv. Det er jeg stor modstander af at kirken skal have lov til. I det arbejde jeg har haft som underviser, er min ypperste opgave også at lære elever at tænke selv, og ikke bare tage alt for gode sager. Det samme ønsker jeg også for mine læsere på bloggen. Jeg ønsker ikke at folk bare skal tage hvad jeg skriver for gode varer, men personlig vurdere dem i forhold til skriften. Så for at gøre det kort så er mit ønske ikke at hjernevaske, men at folk må vurdere om det jeg skriver er rigtig eller forkert. Og gerne gøre det udfra enten bibelen, eller en rationel tilgang.

Men det var bare en kommentar til din kommentar:-).

Det er ikke første gang jeg har hørt om det flyvende spaghettimonster. Så vidt jeg ved, er det en Richard Dawkins opfindelse. Problemet med spaghettimonsteret er, at dette monster ikke har efterladt et skrift som er troværdigt og viser en dybdegående forståelse af hvordan verden ser ud, er skabt og hvorfor mennesket er som det er. Nu kunne du måske finde på at sige at det er der da andre religioner der gør. Til det må jeg svare, at de kun prøver på det. Bibelen er den religiøse bog i hele verden som er allertættest på at vise hvordan verden hænger sammen. Ting vi først har fundet ud af for nylig er beskrevet i bibelen for over 3000 år siden og mere til. Det i sig selv behøver ikke overbevise nogen, og heller ikke dig. Men jeg har lavet et podcast om hvorfor bibelen er troværdig og hvad det har af betydning for os mennesker. Den kan høres på dette link:

https://sand.omvendelse.dk/guds-k%c3%a6rlighedsbrev-nu-med-download-307.htm

Hvis du ikke får noget ud af de første ti minutter, tror jeg ikke du får så meget ud af resten. Men hvis du kan se at der er noget om det jeg taler om her, så tror jeg du vil få rigtig meget ud af at høre hele podcastet. Jeg mener det er ca 25 minutter langt. Sig til hvis du har spørgsmål til det.

Der foregår stadig en korrespondence mellem afsenderen og jeg, hvoraf noget måske vil blive offentliggjort senere. Afsenderen har givet lov til at bruge mailen her i brevkassen.