Et af de store spørgsmål folk kan snakke meget om, er forskellen på om man er kaldet eller udvalgt. Jeg har hørt folk tale om dette emne mange gange, og i lang tid. Men hvor er det dog befriende at gå til Guds ord istedet og finde ud af hvad Jesus selv siger om det emne. For som den gode gamle bibelforståelsesregel siger “kontekst, kontekst, kontekst”. Derfor har jeg i denne prædiken jeg holdt for en tre år siden, valgt at kigge på hvad er det for en kontekst Jesus taler om dette emne i, for kunne det ikke give os svar på hvad Han mener? Og det er ganske vigtigt at vide, for det har stor betydning at finde ud af om man kun er kaldet, eller udvalgt. Se den på video, eller download den som mp3.
Category: Brevkassen
Sidst skrev jeg om hvordan Moses Hansen ikke ville lade sig vurdere i lyset af skriften og hvordan det viser sig at manden ikke har en bibelsk forståelse og tro på Helligåndens virke. Det kom der en lang debat om på Facebook, som jeg synes var bedrøvelig på mange områder. Du kan se indlægget her: https://sand.omvendelse.dk/abent-brev-og-svar-til-moses-hansen-4218.htm og hvis du har facebook kan du se debatten her: https://www.facebook.com/#!/rene.vester/posts/159703957497075?notif_t=share_comment.
Men først vil jeg gøre opmærksom på, at jeg ikke noget sted har påstået at jeg gør alting perfekt, eller debatterer perfekt. Men det er der åbenbart nogen der mener jeg har gjort i og med at jeg har kritiseret Moses Hansen. At kritisere ham, svarer i nogens øjne til at sparke til en hellig ko i Indien. Lad mig forklare.
Her er nogen af de reaktioner som jeg har fået:
Olav Nørgaard skriver “det du skriver er bare så kvalmende…. ” (fordi jeg kritiserer Moses Hansen)
Jeg har ingen ret til at kritisere ifølge Børge Porsens bibel. Jeg aner ikke hvem han er, men det er åbenbart en anden bibel han har end den jeg har, eller også kan han ikke læse. For Paulus skriver i første korinterbrev 5.12:
”Er det da min sag at dømme dem, der står udenfor? Er det ikke dem, som er indenfor, I skal dømme?”
og Paulus fortæller selv hvorledes han irettesatte apostlen Peter (Kefas) i alles øjensyn i galaterbrevet 2.14:
”Men da jeg så, at de ikke gik lige fremad efter evangeliets sandhed, sagde jeg til Kefas i alles påhør: Når du, der er jøde, lever som hedning og ikke som jøde, hvordan kan du så tvinge hedningerne til at leve som jøder? ”
Så at irettesætte andre der kalder sig kristne er faktisk en kristens opgave. Nej ikke sådan at vi skal gå rundt og irettesætte hele tiden, men det er en opgave på ligefod med at prædike evangeliet. For at holde kirken ren.
Så kom der også en ret hadsk kommentar fra en Poul Erik Jensen som skriver:
”Hej René jeg tror ikke, at du hverken kender Jesus eller Moses Hansen,på den måde som du sviner alle til ,må du være af en anden ånd. Hvis du tror at du er den eneste som er på rette spor ja så kan du være sikker på at du helt har taget fejl. jeg har nu kendt både Jesus og Moses i 33 år. Og det som du står for har ingen sammenligning med dem.”
Det som jeg finder allermest bekymrende ved kommentarer som den, er at den i ligner den samme retorik folk brugte til at få den falske profet Todd Bentley godkendt som værende en der var sendt fra Gud, når eftertiden og den forkyndelse (eller mangel på samme) viste at Todd Bentley var sendt af Satan, og det er han forresten stadigvæk!
Når jeg kritiserer, så ønsker jeg at gøre det på bibelsk grund, for mine egne meninger og følelser skal jeg passe på med at bygge på og lade mig lede af. Derfor ønsker jeg også selv at hvis folk har noget at kritisere mig for, at de så også vurdere mig udfra skriften, og ikke udfra deres følelser. Jeg ønsker at være parat til kritik for ikke at være en hykler. Men det er lige præcis den kritik jeg mangler fra dem som er vred over at jeg har bedømt Moses Hansens mangel på bibelsk forståelse og forkerte forståelse af hvordan man bliver frelst, siden han kan påstå at det er i orden at bruge den såkaldte ”frelsesbøn” som ikke har noget bibelsk grundlag (se linket her: https://sand.omvendelse.dk/abent-brev-og-svar-til-moses-hansen-4218.htm ).
Hvor er den bibelske vurdering?
Det at der er en slående mangel på bibelsk argumentation og forsvar for Moses Hansen skræmmer mig. For det er en indikation på at Moses Hansens person og ord for nogen har større betydning end skriften. Det er nu ikke noget der kun gælder for ham, men også andre kirkeledere. Ja det gør faktisk at Moses Hansen kommer i samme kategori som Manu Sareen, en mand som mange faktisk mener har gjort noget godt for kirken, men som ikke bygger sine initiativer på bibelsk grund, men på meninger og følelser. Efterfølgere af folk som Moses Hansen har jeg oplevet har en kraftig tendens til at påkalde sig en blind tro, som de ikke mener de skal være istand til at stå til ansvar for, ved at kunne forklare hvorfor de mener som de gør. Blind tro er historisk set ikke noget som kendetegnede kristne. Men fordi vi er blevet så påvirket af kirker som ikke bygger på bibelen som den romersk katolske kirke eksempelvis, m.fl. så er der i dag mange kristne der mener det er ligegyldigt om man kan forklare troen. De kan ikke give en tilfredsstillende forklaring på hvorfor det er troværdigt at Jesus både blev korsfæstet, døde og opstod igen, men værst af alt, de er ikke engang interesseret i at vide hvorfor, eller forklare hvorfor. Det er folk som kan finde på at sige følgende ”jeg har ikke brug for at forklare det, det er en blind tro jeg har”. Hallo, man kan ikke bygge sit liv på en blind tro, man kan muligvis starte med en blind tro, men det er ikke meningen vi skal bygge på en blind tro. Vi skal vide at bibelen er troværdig og hvorfor den er troværdig. Og ikke bare bruge stupide argumenter som”det står i bibelen og bibelen siger den er troværdig og så er den troværdig”.
De steder hvor folk er i stand til at forklare deres tro, og hvorfor det er troværdigt og fornuftigt at tro på bibelen, der har du også mennesker der er i stand til at tænke selv. Og det er der godt nok et kæmpestort behov for. Kristne mennesker der ved hvad de tror på, og hvorfor de tror på det. Hvis der var flere af den slags, kunne man minimere (men nok ikke helt undgå) folks dumme kommentarer som de ikke kan underbygge på bibelsk grund.
Hvor ville det være godt hvis det var således at man kunne høre på folk der var i Moses Hansens omgangskreds og lignende ledere med lidt for meget karisma (som de har i stedet for sund teologisk forståelse) at de var i stand til selv at reflektere og forklare, og ikke bare tog alt hvad folk som Moses Hansen sagde for godlydende.
Hvad siger bibelen egentlig om bekendelse med sin mund?
Der var dog nogle få som havde noget de brugte som bibelsk argument for den såkaldte frelsesbøn. Det sætter jeg pris på, men det var ikke en rigtig udlægning, og bliver heller ikke brugt af bibeltroende teologer som et argument. Jeg vil i mit næste indlæg forklare hvorfor og vise hvordan det skrifsted er med til at skabe en større klarhed på hvad evangeliet betyder for den kristne, og hvordan det ikke er et skrifsted vi skal minimere til at tro handler om noget kirken kun i nyere tid har kaldt en frelsesbøn. Skriftstedet er romerbrevet 10.9-10.
På Facebook oplevede jeg for et par dage siden at se et billede fra et fængsel i Rumænien hvor Moses Hansen havde været at prædike. Det var også Moses Hansen som havde lagt billedet ud på sin facebook-profil. Ordene til billedet var følgende:
” Der var ca. 140 fanger, der rejste sig for at tage imod Jesus. De bad alle med på frelsesbønnen.”
Det bedrøvede mig at denne gamle evangelist faktisk troede at man bliver frelst af at gentage en bøn, som han så i dette tilfælde har kaldt frelsesbønnen. For der findes ikke en sådan frelsesbøn i bibelen. Der står ingen steder i bibelen at man skal gentage en bøn, og så bliver man frelst. Det er en idé som først er kommet ind i kirken indenfor de sidste 150 år, og er ikke en vi ellers finder i historisk kristendom. At påstå den frelser er ligeså dumt og ubibelsk som at påstå at barnedåben frelser. Derfor valgte jeg at give en kommentar til Moses Hansens billede som lød sådan her:
”Der står ikke noget i bibelen om at man bliver frelst ved at bede en bøn. Der står man skal omvende sig og få Jesus som Herre. At gentage en bøn er ikke en bibelsk måde at blive frelst på. Det svarer til at påstå dåb frelser. Vi er altså nødt til at lade bibelen definere hvordan man bliver en kristen, ikke vore traditioner.”
Så kom den sædvanlige bunke af religiøse bemærkninger fra folk som er så blinde overfor at denne idé er mere traditions baseret, end den er bibelbaseret. Det havde jeg sådan set forventet, folk bryder sig som regel ikke om at få noget modsat at vide i forhold til det man er vant til at høre i kirke. Særlig ikke hvis man får at vide at det man bygger på er baseret på menneskers ideer og ikke på Guds. Jeg forsøgte i debatten at gøre opmærksom på problematikkerne ved at bruge denne såkaldte frelsesbøn, da den kan give folk en falsk tryghed. En tryghed som visse præster ovenikøbet prøver at prakke folk på. Jeg ved om folk der har gået til deres kirkeleder og sagt de var i tvivl om de var kristne, og så blevet spurgt om de da ikke havde bedt frelsesbønnen, som om den skulle frelse nogen.
Men så kom Moses Hansen også med en kommentar. I stedet for at svare på det jeg kommenterede på, så talte han dog udenom, og viste at han ikke havde til hensigt at forholde sig til om frelsesbønnen var bibelsk eller ubibelsk. Senerehen begyndte han at komme med stråmænd som dem her:
”Rene, da du ved, hvordan det skal gøres 100% rigtigt, så tag du til Rumænien og gør det på den perfekte måde.
Du må undskylde, at jeg bare er et skrøbeligt lerkar med hjerte- og lungeproblemer, der rejser til Rumænien og forkynder Evangeliet for fanger.”
Det er desværre et ret typisk svar det her. I stedet for at forholde sig til skriften så får man at vide ”ja når du nu gør det på den 100 % rigtige måde så kan du jo gøre det”. Undskyld mig, men jeg bliver altså målløs når jeg hører eller ser en der kalder sig en Jesu tjener og som skulle have tjent Herren i flere årtier bruge så lavt et argument. Det er et tegn på mangel på modenhed i tjenesten. For sagen er ganske enkelt den at jeg på intet tidspunkt har erklæret at jeg gør tingene 100 % rigtig. Men jeg har skrevet dette, at frelsesbønnen er en ubibelsk metode og den skal ikke bruges. Men det ville Moses ikke forholde sig til. Nu bliver jeg i stedet anklaget for at det er det rene vanvid jeg skriver, men ok Moses vil ikke forholde sig til hvad skriften viser, og har i stedet vist at han er langt mere drevet af den traditionelle måde at gøre det på, end af bibelens forskrifter. Jeg vidste i forvejen godt at Moses er lige lovlig ekstrem i nogen henseender, og det synes jeg egentlig også der må være plads til, til en vis grænse. Men når det så tydeligt er kirketradtion over bibelen som bestemmer hvordan han prædiker for folk, det havde jeg i min naivitet ikke regnet med.
I debatten var der nu en masse rygklappere som gav Moses det ene skulderklap efter det andet, han er åbenbart for hellig til at man kan give en bibelsk kritik. Men der var dog også en anden person som skrev noget fornuftigt og kunne forklare hvorfor denne frelsesbøn ikke er bibelsk funderet, hvilket var en glæde at læse. Til ham skrev Moses endnu et forsvar for hans metode (dog uden bruge af bibelen i hans argument), og sluttede så af med spørgsmålet:
”Har DU da noget bedre forslag at gøre det på?
Det er det spørgsmål jeg vil give Moses Hansen svar på her.
Kære Moses
Der er en bestemt metode som er et bedre forslag end den med frelsesbøn som du har brugt over for de fanger i det rumæsnke fængsel. Men lad mig lige starte med at gøre opmærksom på at jeg ikke har noget problem i at tro at nogen af de fanger blev frelst, men ikke på grund af frelsesbønne, men i stedet på trods af. Men det er ikke en undskyldning for at bruge den, så lad os istedet finde ud af hvad Gud mener vi skal gøre.
Det er enkelt at finde ud af hvad vi skal gøre for vi kan gå til bibelen og se det der. Vi skal gøre som Jesus siger, og som Paulus, Peter og de andre apostle og disciple gjorde. Her er hvad der står Paulus og Barnabas gjorde i apostlenes gerninger 14.21:
”De forkyndte også evangeliet i denne by og fik mange gjort til disciple. Så rejste de tilbage til Lystra, Ikonion og Antiokia.”
De forkyndte evangeliet, og hvis du har en god bibelordbog så prøv at slå evangeliet op som ord, og se eksempelvis hvor mange gange det dukker op I apostlenes gerninger, og se hvor tit der bare står at de forkyndte evangeliet.
Der stod ikke nogen steder at de fik folk til at bede en frelsesbøn. Der står de forkyndte evangeliet. Hvorfor så det? Fordi det er den del der er de kristnes opgave, men at frelse er Guds opgave. Du Moses kan ikke lede nogen til frelse, og det kan jeg heller ikke. Det er kun Guds ånd der kan gøre det. Men vi kan noget andet og det er det vi er blevet befalet at gøre, nemlig prædike evangeliet.
Men nu kan jeg godt forstå at du så er lidt i en ”men hvad skal jeg så gøre for at få dem frelst?”. Forstår godt din nød for dem, den er god og behold endelig den! Men du kan kun prædike evangeliet og være god imod dem og høre på dem hvis de vil tale med dig, men du må stole på at Gud virker ved sin Helligånd og lader Ham drage på dem, overbevise om synd og lade dem forstå at kun ved omvendelse til Jesus Kristus kan de få deres synder forladt. Kun ved at tro på Jesu fuldbragte offer på korset og få Jesus som Herre kan de få lov at leve det nye liv i Kristus og få en frihed der er større end den de har både i og udenfor det fysiske fængsel.
Kære Moses Hansen, du kalder dig selv en karismatisk kristen. Hvis du virkelig mener du er det, så vis du stoler så meget på Helligånden at du tror Guds ord nok til at din opgave er at prædike evangeliet, og så vil Gud gøre resten igennem Hans ånd. Hvor mange der så bliver frelst er hverken din eller min sag at vurdere, det ved Gud langt bedre end os.
Hvis du har adgang til Facebook, kan du se hele tråden her: https://www.facebook.com/#!/photo.php?fbid=10150981612559206&set=a.10150974654849206.441492.666864205&type=3&theater
For nylig skrev jeg på facebook at Gud vil tilbedes i ånd og sandhed, og det medfører at vi ikke kan tilbede Gud som vi selv vil. Det medførte en del debat og en del spørgsmål. Flere spurgte mig hvad det egentlig betyder at vi skal tilbede Gud i ånd OG sandhed? Så jeg vil her forsøge at give et svar.
For det første er det ikke noget man behøver blive sur over at få at vide, hvilket flere underligt nok blev. For den der sagde det var Jesus selv. Det gjorde Han overfor den samaritanske kvinde ved brønden i Johannes 4.23-24. Der står der følgende:
”Men der kommer en time, ja, den er nu, da de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed. For det er sådanne tilbedere, Faderen vil have. Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed.”
Så det er altså ikke noget mennesker har bestemt, men Herren selv. Men hvad indebærer det så? Betyder det virkelig at jeg ikke bare kan tillade mig at tilbede Gud på den måde jeg kan lide, og hvad er det for noget med ånden, og det der med sandhed?
Den at Gud vil tilbedes i ånd, er desværre en sandhed som er blevet misbrugt af visse dele af den karismatiske bevægelse. Torontovækkelsen og folk som Todd Bentley og Christian Hedegaard m.fl. har om nogen misbrugt det her. Og gjort det at tilbede i ånden som noget ustyrligt og ekstatisk. Det er ikke bibelsk baseret teologi, og slet ikke hvad Jesus mener. Det er meget mere enkelt. Hvem kan tilbede Herren, og hvem modtager Herren tilbedelse fra? Det gør Gud fra dem der tilhører Ham. Kun dem der tilhører Ham, vil Han modtage tilbedelse fra. Se blot på Kain og Abel, der var kun en af dem som Gud modtog tilbedelse fra.
Dem som tilhører Gud, er også dem som har fået Guds ånd. Jesus siger det implicit i Johannes 14.23 at det forholder sig således:
” Jesus svarede ham: »Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord, og min fader vil elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham.”
Gud tager bolig i dem der tilhører Ham, og det gør Han ved sin Helligånd. Så sand tilbedelse er kun mulig når den kommer fra en kristen, det vil sige en der tilhører Jesus og ikke tilhører sig selv. Men er en født på ny kristen. Det handler ikke om man taler i tunger eller har modtaget en såkaldt ”anden velsignelse” som nogen ekstreme karismatikere prøver at bilde folk ind. Er man en kristen, så har man Guds ånd. Jeg er selv karismatiker, men mener at det er frygtelig arrogant at påstå at folk der ikke er hvad de kalder åndsdøbt, ikke har fået Helligånden. Det er en farisæerisk og eksklusiv tankegang at have!
Men hvad så med sandheden? Kan vi tilbede Gud i både ånd og sandhed? Ja, det kan vi, for det er hvad Jesus siger vi skal, og så kan det jo også lade sig gøre, når Han siger det på den måde. Men hvordan finder vi sandheden, og hvordan skal vi bruge den? Jesus er sandheden siger Han om sig selv, og sandheden om Ham, finder vi i Hans åbenbarede vilje som er Guds ord. Jeg ved godt nogen vil påstå at det er arrogant at påstå at man kan kende sandheden om Gud. Men det er reelt set en arrogant holdning at have overfor Gud. For i det man påstår det, så påstår man jo at Gud ikke er i stand til at vise hvem Han er.
Men Gud er i stand til at vise hvem Han er, og har gjort det med menneskeord i bibelen. Så vi kan kende Gud i dag, og vi kan tilbede Ham som den Han er, fordi vi kan læse om hvem Han er. Vi behøver ikke længere være i tvivl om hvem Gud er, og hvad Han står for. Vi kan bede til Ham i fuld tillid til at hvis vi tilhører Ham, og derfor har Hans ånd, og hvis vi kender Hans vilje, som er åbenbaret i skriften, så vil Han også tage imod vores tilbedelse.
Så alt dette er den positive side af at Gud vil tilbedes i ånd og sandhed. Men meget ofte vil vi ikke acceptere dette, og dermed ender vi mennesker ofte på den negative side af dette. For mange mennesker også i kirkerne, vælger i stedet at tilbede gud på deres egen måde. De vil hellere bruge metoder fra de hedenske ritualer, i stedet for det som Gud har bestemt i sit ord. Man vil dyrke meditation for at søge gud, eller danse cirkeldans, eller dyrke Taize eller hvad man nu kan finde på som ikke er defineret i skriften. Når man gør det, så begår man samme fejl som Arons sønner der bar fremmed ild for Herren.
“Men Arons sønner Nadab og Abihu tog hver sit fyrbækken, gjorde ild på dem og lagde røgelse på ilden; de frembar uhellig ild for Herrens ansigt, og det havde han forbudt dem. En ild slog ud fra Herren og fortærede dem, så de døde for Herrens ansigt.” Tredie mosebog 10.1-2
Arons sønner havde valgt at bære fremmed ild fremfor Herren. Noget som skriften viser at Gud ikke havde påbudt dem. Men Nadab og Abihu havde en anden mening. De ville “tilbede” Gud på deres egen måde. Noget som blev skæbnesvangert for dem. Det må have skabt stor gudsfrygt at se disse to blive fortæret af ild, fordi de bar fremmed ild for Herren. Men det bør det også gøre i dag for os. For det nye testamente viser at Gud stadig har valgt hvordan Han vil tilbedes. Det er altså ikke noget vi selv bestemmer. Så heller ikke i den nye pagt vil Gud tillade at blive tilbedt i kød og løgn. Der er nemlig ikke nogen forskel på den Gud vi finder i det gamle testamente og det nye. Det er den samme Gud. Ikke dermed at forstå at vi skal leve op til moselovens ca. 670 lovbud, men at den Gud som er retfærdig, kærlig, nådig og vred med mere, også er den Gud vi får beskrevet i det nye testamente. Så hvis Gud kunne vælge at straffe folk for at tilbede Ham på en forkert måde i den gamle pagt, så kan Han også i dag. Ananias og Safira fra apostlenes gerninger kapitel 5 viser også dette. De troede at Gud tog imod et løgneoffer, men blev slået døde af Gud, da deres synd blev afsløret. Så det er altså af største vigtighed at man finder ud af hvordan Gud vil tilbedes.
Der er flere ting som jeg ikke kommer ind på her. Men jeg har nu aldrig troet at jeg kunne udtømme disse emner fuldstændig. Men områder der også er relevante er at tilbedelsen ikke længere handler om ofringer, overtroiske ritualer, eller ceremonielle rensninger med videre. Men det kan man jo selv tænke videre over.
Hvis du er interesseret i at høre mere om hvorledes Gud vil tilbedes og ikke tilbedes kan du høre denne prædiken som jeg holdt 2010.
Hvordan kan jeg finde ud af hvad der er Guds vilje for mit liv? Er det en information der er skjult? Er det noget jeg skal udøve specielle religiøse handlinger for at finde ud af? Eller er det i realiteten ikke så svært at finde ud af?
Nogle spørger andre, eksempelvis ved at spørge sin præst. Hvilket i udgangspunktet kan være en god ting, hvis ens præst kender skriften og bygger på den. Andre vælger at gå til profeter, eller folk der kalder sig profeter, hvilket jeg har lidt skepsis overfor. For det er lidt ligesom dem der bad Jesus om at gøre tegn for dem, men Jesus valgte ikke at give dem noget tegn. Ikke andet end at Han opstod fra de døde på trediedagen. Men det var nu også et stærkt tegn.
Men er det så svært at finde ud af hvad der er Guds vilje, og behøver man virkelig få en stor åbenbaring om det, for at finde ud af det, sådan som nogen åbenbart mener? For har Gud ikke vist det i forvejen, igennem sit ord? Alt for mange bruger tid på at søge efter Guds vilje ved at sidde lang tid i bøn (bøn er ellers fint nok), ved at faste, eller ved at gå til såkaldte profetkonferencer. Men skulle vi ikke istedet læse hvad der står i bibelen, og der finde ud af hvad Gud allerede har sagt? For hvorfor skulle Gud sige noget nyt? Vi har jo fået alt hvad vi har brug for at vide om Gud, i dette liv i bibelen.
Men hvad er så Guds vilje? Guds vilje er at alle skal frelses (1 TIm 2.4). Det er ikke alle der bliver frelst. Så det viser os også at der er nogen der ikke er i Guds vilje. Er du frelst er du i Guds vilje. Er du i Guds vilje så sørg for at blive i Guds vilje. Det kan du gøre ved at kende Hans ord. Eksempel: Du er forelsket i en som ikke er kristen. Er det en god idé at blive gift med vedkommende? Lad os se hvad der står i Guds ord. Der står at vi ikke skal gifte os med de ikke-troende. Det var jo nemt, for så kender vi Guds vilje på det område. Det kan godt være at du er irriteret over det, men det står der, og så må det være Guds vilje. Jeg behøver ikke en stor åbenbaring, for det står klart i bibelen.
Okay, men hvad nu hvis jeg går med nogle overvejelser, om jeg skal starte på en uddannelse? Hvordan kan jeg finde ud af om det er Guds vilje? Svaret er; læs Hans ord, og søg Guds vilje i det Han allerede har skrevet. Står der at det er dumt at tage en uddannelse? Jeg har ikke fundet noget der skulle tale imod det. Er den uddannelse du vil i gang med i uoverenstemmelse med Guds ord? Det er vist kun sjældent det er tilfældet. Så ifølge Guds ord, er der ikke noget til hinder for at du skulle tage en uddannelse. Men hvad nu hvis Gud vil noget andet alligevel? Det vil jeg komme ind på i et senere indlæg, men Guds ord er den øverste autoritet. Gud siger ikke noget der er i modstrid med Hans ord. Så kend Hans vilje for dit liv ved at lære Hans ord at kende.
Jesus sagde at ”den, der ikke tager sit kors op og følger mig, er mig ikke værd”. Første gang jeg læste det, tænkte jeg at så hårdt mente Jesus det nok ikke. Men efterhånden som jeg læste videre i bibelen, fandt jeg ud af at det virkelig var sandt. På det tidspunkt havde jeg ikke taget mit kors op. Jeg havde heller ikke valgt at følge Jesus. Jeg levede mit eget liv, derfor var det også hårdt for mig at læse. Men jeg kaldte mig alligevel for en kristen.
Gud vidste bedre, og viste mig at jeg tog fejl og at jeg ikke tilhørte Ham. Netop fordi jeg ikke havde omvendt mig, og betalt den pris det koster at være en kristen.
Koster ikke Gratis?
Men hov, er frelsen da ikke gratis? Til dels ja, og til dels nej. Ja, den er gratis fordi vi får den fuldstændig ufortjent, og kan ikke gøre noget for at få den selv. Det er Gud der tilbyder os den, og vi kan ikke få den hvis ikke Gud kalder på os og derved tilbyder os frelsen. Men samtidig har den en pris, for vi kan ikke få den hvis ikke vi vender om fra os selv og giver os til Jesus. Prisen for at blive et Guds barn er at vi ikke længere tilhører os selv, men Jesus Kristus. Vi skal altså betale med vore egne liv.
Det er faktisk en ret stor pris. Den var stor for mig da jeg omvendte mig, på trods af at det liv jeg levede var ynkeligt, syndigt og taberagtigt på samme tid. Jeg var ikke en der var værd at sætte sine penge på, for jeg så ikke ud til at have en fremtid. Alligevel syntes jeg det var en stor pris at betale, for jeg elskede mit eget liv. Jeg elskede min synd, men jeg kunne også godt se at den synd jeg elskede gjorde at jeg var adskilt fra Jesus som jeg ellers snakkede så meget om.
Men om vi lever et liv i succes og rigdom, eller i gennemsnits omstændigheder med et gennemsnitligt job og en gennemsnitsløn, eller lever på bunden af samfundet, så føles det at vende sig fra sit eget liv altid som en stor pris at betale.
“Nævn prisen”
Jesus sagde det havde en pris, og det skal vi også sige. Men hvis vi ikke siger det har en pris, eller vi ikke mener det er nødvendigt at fortælle om den pris, så bedrager vi os selv. Men vi bedrager også dem som hører på os, hvis vi ikke sørger for at gøre opmærksom på den pris det er at følge Jesus. Vi giver dem billig nåde, uden omkostninger. Noget som vi ikke er blevet bedt om at prædike. Det kan godt være folk prøver at forhandle med Gud om de ikke kan betale en mindre pris. Det er ikke unormalt at folk gør det, det gjorde jeg selv, men fandt ud af at på det område var der ikke noget at forhandle om!
Køb ikke en dårlig kopivare
Noget jeg har tænkt over på det sidste er hvor nemt det er at glemme dette. Vi har en tendens til at sige god for den ene og den anden forkynder som formår at prædike på en ny og mere moderne måde. De kan måske prædike så kristendom bliver et logisk valg, en fornuftig beslutning, det sidste du lige mangler at gøre for at få et komplet liv og andre lignende argumenter. Men ofte bliver den slags forkyndelse til et billigt evangelium, for det koster ikke noget.
Men evangeliet koster. Jesus Kristus udgød sit blod og betalte med sit liv da Han blev knust af den vrede som Gud ville sende over mig, hvis jeg skulle stå alene foran Ham på dommens dag. Det var den højeste pris Jesus betalte og den blev betalt på Golgatas kors! Hvis Jesus var parat til at betale så høj en pris, burde vi så ikke også være istand til at betale den pris vi skal betale? Nemlig vore ynkelige og syndige liv. Hvad enten vi er taberagtige eller ej i verdens øjne, så er det en lav pris at betale i forhold til Hans pris.
Til dig der er i tvivl om du har betalt prisen
Hvis du ikke er sikker på om du er en kristen, eller hvis du synes det er hårde ord jeg kommer med her, eller du måske bare synes at der er noget her du ikke helt forstår. Så vil jeg anbefale dig at høre den måske vigtigste prædiken jeg nogensinde har holdt. Jeg har prædiket mange gange, men hvis jeg vidste at jeg kun havde en prædiken tilbage, så ville jeg prædike den her. Du kan høre den på dette link og jeg håber du får de svar du mangler. Men hør den kun hvis du er parat til at overveje den pris det har at blive en kristen. Ellers ville det være bedre om du aldrig hørte den. Her er linket: https://sand.omvendelse.dk/hvad-er-vigtigt-82.htm
Det er officielt nu at pinsevækkelsen har inviteret en mand der optræder hos falske profeter og profetinder, og som selv er gift med en falsk profetinde. Det er John Arnott som var en del af den såkaldte Toronto-vækkelse som mange karismatikere talte om i halvfemserne. I dag er det rimeligt anerkendt de fleste steder, at Toronto-vækkelsen ikke var fra Gud, men fra en hel anden kanal. Ikke desto mindre fører John Arnott sig stadig frem som en som er ledt af Gud, og som Gud bruger til åndsudgydelser. Den mand har pinsevækkelsen inviteret til deres Sommercamp som hovedtaler.
Jeg har som forhenværende pinseven ærgret mig over, at se den udvikling der er sket i pinsevækkelsen de sidste 22 år. Engang var man parat til at kalde en spade for en spade, og en skovl for en skovl. I dag vælger man at kalde falske profeter for Guds mænd. Jeg har før talt om åndelige forfald som er sket i flere karismatiske kredse (se links neders), og alligevel må jeg erkende at jeg undrer mig over, at pinsevækkelsens ledere har så stor frækhed at invitere en mand som er i akkurat samme kategori som Bob Jones, Rick Joyner, Todd Bentley og Peter Wagner. Folk som har mere tilfælles med det der udsprang af William Branham, end fra bibelfunderede karismatikere.
Jeg vil ikke skrive så meget om John Arnott denne gang, men vise en video af en som har været inde i dette arbejde, og været en af dem der var ledt vild i denne mystiske bevægelse. Det er Andrew Strohm, som i denne video viser hvad det egentlig er der sker i disse kredse og hvordan det er i direkte modstrid med Guds ord. Jeg synes den alene giver spørgsmål til eftertanke som rigtig mange pinseledere har brug for at tænke over!
At jeg påstod at John Arnott er gift med en falsk profetinde, er selvfølgelig lidt voldsomt at skrive. Men jeg har hørt hende profetere, og det er ikke fra Gud det hun profeterer. Man kan se et eksempel på det i denne video hvor hun ses sammen med Todd Bentley og hendes mand. Hele videoen er rystende at se, taget i betragtning at de to er inviteret til Mariager her til sommer. Hvor er de ledere i pinsevækkelsen som tydeligt kan se at dette ikke er i orden, og offentligt vil gå imod dette, og samtidig vil sige til deres kirkemedlemmer at de ikke kan anbefale folk at tage på sommercamp der? Vi er mange der ønsker at høre jeres røst!
Se evt. disse links: https://sand.omvendelse.dk/gode-og-darlige-konferencer-sammenlign-selv-2891.htm
https://sand.omvendelse.dk/kan-poul-kirk-fra-frikirkenet-ikke-tale-sp%c3%b8rgsmal-2242.htm
Og denne om William Branham: https://sand.omvendelse.dk/branhams-argumenter-lyder-moderne-men-er-de-trov%c3%a6rdige-2988.htm
I går skrev jeg et indlæg hvor jeg med udgangspunkt i nogle fakta om Johannes Møllehave, viste at det en kirke der anser sig selv for at være evangelisk, ikke kan invitere Møllehave som taler. Det har jeg fået en del reaktioner på, særlig i debatter på facebook og som personlige beskeder. Det der undrer mig ved rigtig mange af de reaktioner jeg har fået, er at nogle folk mener jeg har talt grimt om Møllehave, at jeg sparker til en mand der ligger ned, at jeg ikke viser respekt for manden osv. Det har folk ret til at mene. Derfor har jeg efterfølgende genlæst indlægget, og vurderet om jeg har skrevet noget forkert. Det har jeg før gjort, og det vil jeg komme til at gøre igen. Og hvis jeg er parat til at kritisere andre, skal jeg også være parat til at modtage kritik.
Men
Min konklusion er dog den samme som før. Artiklen handler ikke decideret om Møllehave. Møllehave er blot taget frem som et symptomatisk eksempel på en kirke der ikke kan se forskel på bibelske forkyndere og vranglærere. Det var mit eneste formål. At Møllehave kommer til at fremstå som det han er (nemlig en synder som ikke har omvendt sig fra sig selv, og ikke er en genfødt kristen) ser jeg ikke noget problem i. Manden er en offentlig kendt person, og jeg har ikke skrevet noget om ham, som ikke er offentlig kendt i forvejen. Det er jo altsammen noget han selv har stået frem og sagt. Så intet af det kan påståes at være sladder, da det er fra mandens egen mund jeg har det. Jeg har blot sammenlignet det med hvad bibelen siger, og der er der stor modstrid. Så enten har Møllehave ret og bibelen uret, eller også har Møllehave uret og bibelen ret. Jeg tror på den sidste mulighed.
Hvad er meningen?
Det som jeg påpeger er at kirker der kan finde på at invitere folk som ham, bevæger sig udenfor Guds vilje. Det er altså ikke kun Møllehave der er tale om, men folk der er ligeså langt ude som Møllehave. Og kirker der inviterer den slags, kan ikke siges at være evangeliske!
Dertil skrev jeg også at der mangler en offentlig kritisk røst fra de præster og ledere som er i de kirkesamfund, hvor man inviterer den slags folk. Lad mig gentage hvad jeg skrev i går, for lige at slå fast hvad det var jeg mente var problemet her:
“Det vi ikke taler om
Hvor ville jeg ønske at de kirkeretninger som har frækheden til at invitere folk som Møllehave og det de står for, kunne åbne op for at debattere problemerne ved at indbyde sådanne folk. Men hvor ville jeg også ønske at der var nogen (særlig ledere) der turde gå offentligt imod disse invitationer af folk der prædiker et andet evangelium.
Lad mig give nogle eksempler. Møllehave var gæstetaler på missionsforbundets landsstævne 2008. Han skule være det hos baptisterne i 2009, men aflyste pga hjerteproblemer. Han blev afløst af Lone Hertz, kvinden som for nogle år siden udgav en dansk oversættelse af det gnostiske evangelium Thomas-evangeliet. Det var ikke med til at gøre det bedre! Og hvad så i år? Ja, det seneste jeg har hørt er at pinsevækkelsen har inviteret John Arnott som var en af lederne ved den skøre Toronto-vækkelse i halvfemserne. Noget som mange karismatikere i dag har taget afstand fra.
Men hvem tør tale imod ledere som ikke kan se forskel på hvem der er sendt af Gud, og hvem der ikke er? Hvor er de præster og ledere som tør stå fast på Guds ord, og gå imod den ugudelighed som har spredt sig i vore kirker? Hvor er de præster og ledere som hellere viil stå ansvarlig overfor Gud, end overfor mennesker? Jeg og mange almindelige folk i kirkerne efterlyser jeres røst. Vi kan nemlig ikke høre jer.”
En undren
Til jer der mener at jeg har skrevet grimt om Møllehave. Jeg skrev ikke noget der var forkert om ham. Men jeg har ondt af manden, og mener at han skal have evangeliet, istedetfor at blive sat til at stå på en prædikestol. Men en ting der undrer mig over flere af jeres henvendelser er følgende: Hvorfor har I så meget brug for at forsvare en mand som siger han er kristen, men ikke lever som en kristen, og heller ikke taler som en kristen? Hvad er det lige der gør at man vil stå op for en mand som har langt mere til fælles med saddukæerne, og nikolaitterne? Saddukæerne var liberalteologerne under Jesu tid, og Nikolaitterne var en gruppe af påståede kristne som mente de kunne leve i synd, og være kristne alligevel. Både saddukæerne blev skældt ud af Jesus, og Nikolaitternes sagde Jesus ikke skulle have plads i kirken (se Johannes åbenbaringen kapitel 2). Så at kristne kan forsvare Møllehave, er over min forstand. Hvorfor vil I ikke stå op for evangeliet istedetfor at forsvare en mand der har været med til at ødelægge kirken, med hans fortaleri for seksuel umoral, og universalisme foruden en masse andet ubibelsk?
Man kan se det forrige indlæg her: https://sand.omvendelse.dk/druk-seksuel-umoral-og-universalisme-i-kirken-3388.htm
´
Som en fortsættelse på det jeg skrev om i indlæg nr 1000 har jeg valgt at tage fat i det farlige emne “Hvornår skal jeg forlade min menighed?”. Når jeg skriver farlig, så er det ikke for sjov, for det er en særdeles alvorlig sag, som man ikke skal tage let på. Derfor er det også med stor frygt at jeg skriver dette. For det er et område hvor man skal passe på ikke at tage alt for hurtige beslutninger. Hellere gå en mil for meget, end en mil for lidt. Så lad mig starte med at give nogle eksempler, på hvad der helt sikkert ikke er gode argumenter for at forlade sin menighed. Og dem jeg kommer med her, er ikke taget ud af luften, men kommer fra virkeligheden.
Argumenter der ikke duer:
“Kirken har købt en ny støvsuger til 3000 kr”. Ja, det kan godt være at du synes det var penge som sagtens kunne bruges bedre, og det har du sikkert ret i. Men at nogen ledere kommer til at bruge kirkens midler på en mindre fornuftig måde (ifølge din vurdering) skal Gud nok dømme. Dertil burde man spørge sig selv, hvor mange gange man selv har kommet til at købe noget man ikke fik brug for. Eller bare købte noget der var for dyrt i forhold til brugsmuligheden. Jeg ville her være ligeså skyldig som den menighedsledelse der har brugt pengene inefficient her. Så nej halvdårlig administration af penge holder ikke som et argument for at forlade sin menighed.
“Præsten siger vi skal hilse på hinanden”. I nogle kirker er folk ret gode til at hilse på hinanden i forvejen. Men der findes præster der kan finde på at indføre det som et ritual under gudstjenesten. Det kan godt være du finder det tåbeligt, og formynderisk, som om du ikke selv er i stand til at hilse på de andre i kirken. Men det er ikket et godt argument for at forlade sin menighed. Hvilket naturligt fører os til det næste punkt.
“Jeg synes præsten er irriterende”. Hmm det sker at præsten taler for længe, det sker at præsten kommer til at sige noget dumt (både fra prædikestolen og andre steder). Dertil kan det være at præsten bare har en måde at være på, som ikke lige tiltaler dig. Han er måske ikke som den forrige præst, som altid brugte mindst 10 minutter på at tale med dig efter gudstjenesten, eller hvad det nu lige var du var så glad for ved ham.
“De andre i kirken er irriterende”. Ja, det behøver ikke kun være præsten der er irriterende. Det kan alle de andre også være. Hvad mon de andre tænker om dig mon? Men at de andre i kirken er irriterende, er ikke et argument i sig selv for at flytte. For kirken er fyldt med syndere der er frelst af Guds nåde, og sådan er det også i de andre kirker. Sådan er det jo forresten også med dig og mig. Men at være frelst, er ikke ensbetydende med at vi ikke kan være irriterende mere.
“De synger for lang tid i kirken”. Ja, det kan godt være at der er flere der er enige med dig i det, og i så fald så må I gå til ledelsen om det, hvis I finder det alvorligt nok til det. Men at folk synger for meget i kirken, er et dårligt argument. Men selvom sangene er ubibelske er der ikke argument nok til at forlade sin menighed. Det vil istedet give anledning til at snakke med ledelsen om hvad evangeliet er, og sætte det i forhold til de sange man synger. Hvilket bringer os videre til hvornår der kan være grund til at overveje at forlade sin menighed. Og læg venligst mærke til at jeg skrev overveje, hvilket ikke er det samme som at forlade den.
En evangelisk kirke
Jeg kunne jo fortsætte fra nu af og i meget lang tid med at remse dårlige argumenter op. Men det som er vigtigt at få vurderet i disse sager er en sand og bibelsk fokus på evangeliet. Der kan være grund til at forlade sin menighed, når evangeliet ikke blive prædiket, og når der bliver prædiket vranglære. Men selv når det sker, er der ting som man skal passe meget på med, førend man tager det meget store spring. For som jeg skrev i starten, så hellere gå en mil for meget, end en mil for lidt. Det tror jeg er vigtigt i denne sammenhæng. Men hvor meget er den mil så? Det er det store spørgsmål, og her kan vi også have forskellige vurderinger. Men et spørgsmål som er vigtigt at vurdere her er at vurdere om de kirker som kalder sig kirker, hvor mange af dem som reelt set er Guds kirker. Og skal man forblive i en kirke som ikke er Guds kirke? Hvor lang tid kan man støtte sådan et system, og er det i orden?
Da dette er en ordentlig portion at gå i gang med, vil der komme andre indlæg som er udenfor emnet i den næste måneds tid. Jeg er bl.a. ikke færdig med sagen om Frikirkenet, se eksempelvis indlægget “Er der plads til evangeliet hos Frikirkenet?“. Plus nogle andre ting, så dette vil blive en serie som vil blive taget i små bidder. Men det jeg godt vil skrive om er hvor langt man bør gå med folk som er på vildspor (og det kan være meget langt ifølge bibelen), men også hvordan man kan finde en ny og bedre menighed, og hvornår det kan være tid til at starte menighed sammen med andre, samt hvad det er vigtigt at have fokus på når man gør det. For der er desværre alt for mange fatale historier fra folk der har prøvet det. Men måske er der en årsag til at flere af disse initiativer er endt dårligt.
Der er efterhånden været mange der har spurgt om min baggrund, og hvorfor jeg blev kristen. Jeg synes ikke selv det har så stor betydning, men kan godt se at det måske var en idé at få det fortalt alligevel. Så i dag starter jeg på en serie som jeg har valgt at kalde “Gud frelste et vrag”.
HF i Viborg
I 1987 var jeg flyttet til Viborg, hvor jeg var startet på HF. Jeg havde før da boet i Struer på Carlsen Hotel (850 kr om måneden for et værelse) i et par år. Hotellet var nu mere et værtshus, og var kendt som en af de mest berygtede i byen. I Struer havde jeg også forsøgt mig med HF, men det gik galt pga af druk, hash, fravær, og manglende engagement. Derfor blev jeg både smidt ud af kollegiet og fra gymnasiet, og måtte så bo på Carlsens Hotel i stedet. Jeg havde derefter arbejdet som specialarbejder, samt været ledig i en periode. Mit liv gik meget op i at ryge mig skæv, og drikke mig fuld. Det var ikke unormalt at jeg på vej til mit arbejde røg en joint, og når jeg fik fri røg jeg noget mere hash sammen med vennerne. I weekenderne brugte jeg mine optjente penge på at drikke, hvis jeg vel at mærke havde penge nok. Hvis jeg ikke havde mindst 500 kr til en weekend, gad jeg ikke gå i byen. Der skulle helst være 1000 kr, for at jeg gad bruge tid på det. Ellers syntes jeg det var for kedeligt. Så var det nemmere at ryge hash i stedet, og sidde og stene enten alene eller sammen med nogle venner.
Jeg syntes dog at det blev for meget, og kunne godt se at det var en dårlig udvikling jeg var kommet ind i. Så jeg havde overvejet at forsøge mig med HF igen, og flyttede så til Viborg for at starte på en frisk der. Det skal lige siges at på trods af at jeg levede som jeg gjorde, så kaldte jeg mig en kristen. Jeg troede jo på der var en gud, og at det havde noget med bibelen at gøre. Men jeg interesserede mig samtidig for den okkulte verden. Jeg havde brugt tid på at lege med meditation, astrologi, gestalt- og primalskrigsterapi, og læste bøger og blade som var okkulte. Dertil bandede jeg kraftigt, og kunne sagtens sige jeg var en kristen i en sætning hvor der indgik bandeord i. Så selvom jeg kaldte mig en kristen, så var der ikke nogen frugter som viste at jeg var en kristen. Det var kun ord.
En billig brandert?
Men nu startede jeg på HF igen, og ville prøve på en frisk. Så hensigten var der, men som mange også godt ved, så er det rigtig svært at lave om på sig selv. Så det tog da heller ikke lang tid, før jeg fandt mig nye venner som var som mig, og som havde de samme tendenser til hash og alkohol. Men ikke desto mindre havde jeg dog sat mig så meget efter, at få taget den HF-eksamen at jeg holdt fast i studiet på trods af det liv jeg førte ved siden af. Min tilværelse i Viborg gik ud på to ting: gå i skole, og flygte fra virkeligheden. Og da man ikke havde så mange penge til at flygte for når man var på SU, var hash ofte det virkemiddel som var billigst. For jeg brød mig stadig ikke om at gå i byen, hvis jeg ikke havde så mange penge. Hvis jeg kunne se at der kun var råd til 15 øl så blev jeg hellere hjemme. Der skulle gerne være råderum til at jeg kunne drikke mindst 20 øl, for at jeg gad bruge tid på at gå i byen. Men så ville jeg til gengæld også godt. Men så fik jeg en idé en dag efter at have set en reklame. Jeg kunne lave min egen vin. For et startbeløb på 100 kr til vinballon, og en saftblanding med gær og kemikalier, kunne jeg komme i gang med at lave treugersvin. Noget som mange danskere benyttede sig af i 80erne. Man kunne lave ca. 24 liter vin til en pris af 120 kr. Det var en særdeles konkurencedygtig pris i forhold til supermarkedernes prisniveau. Det smagte ikke fantastisk godt, men fuld det blev man, og der var meget af det. Da jeg havde lavet mit første bryg, kom en af mine venner over. Han ville da godt smage, og selvom det slet ikke var meningen vi skulle drikke os fulde, så blev det til fire dage med ren druk og manglende skolegang. De 24 liter vin forsvandt, på trods af den ikke særlig fantastiske smag. Den tredje dag skete der dog noget specielt, som blev startpunktet til at Gud frelste mig et år efter. Hvad det var må du se i næste afsnit.
Se da andre afsnit her:
Gud frelste et vrag 1: Druk, hash og HF
Gud frelste et vrag 2: Treugersvin og samtaler med Gud
Gud frelste et vrag 3: Og hvem kom dagen efter?
Gud frelste et vrag 4: For høj en pris