Categories
Bibelen Evig dom Hvem er Gud? Troens forsvar

Jesu magt og autoritet over djævelen var ikke nok til at frelse os

Da soldaterne kom for at hente Jesus i Getsemenas have skete der noget som fik Jesus til at tale om hvilken autoritet Han havde. Der står:

En af dem, der var sammen med Jesus, løftede hånden og trak sit sværd, slog efter ypperstepræstens tjener og huggede øret af ham.  Da sagde Jesus til ham: »Stik dit sværd i skeden! For alle, der griber til sværd, skal falde for sværd. Eller tror du ikke, at jeg kan bede min fader om på stedet at give mig mere end tolv legioner engle til hjælp? Men hvordan skulle da Skrifterne, der siger, at sådan skal det ske, blive opfyldt?« Mattæus 26.51-54

Man umiddelbart undre sig over at eftersom Jesus havde så stor magt, at Han kunne tilkalde legioner af engle til at redde ham fra soldaterne der kom for at hente ham, hvorfor brugte Han så ikke denne magt til at frelse os fra djævelen. Hvad er det lige der gjorde at Jesus ikke bare valgte at besejre Satan på den måde? Han havde magten til ikke blot at få udryddet de soldater der hentede Ham, men også Satan og alle hans dæmoner. Et ord fra Jesu mund skulle være nok til dette kan vi læse i Åbenbaringsbogen.
Men sagen er at hvis Jesus havde valgt at løse problemet på den måde, så ville der stadig være et uløst problem. For der ville stadig være problemet at menneskers synd ikke var blevet betalt for.Hvis Jesus blot havde fjernet Satan stod vi stadig med vores synd som vi skulle stå individuelt til regnskab for. Det var Jesus særdeles vidende om. Han kom for at sone vore synder på korset og betale al vores gæld. Derfor var det nødvendigt at overvinde satan ikke kun ved et ord, men også ved at betale for dem der hører Jesus til. Så Han kunne sige om Hans børn at de tilhører Ham, og at de var betalt for.

At Gud er en retfærdig Gud betyder også at Han ikke bare kunne “nøjes” med at fjerne Satan. Der måtte ske en betaling for vores synd. Hvis ikke det skete og så Gud bare uden betaling tilgav os, så ville det betyde at Gud ikke var retfærdig. Men istedet en uretfærdig Gud, og det er Han ikke. En retfærdig Gud er nødt til at straffe de overtrædelser der sker, også selvom det betyder at det vil koste evig straf i Helvede. Men en kærlig Gud som bibelens Gud, vil også gøre hvad Han kan for at redde folk fra en så forfærdelig straf. Derfor blev Han menneske og tog den straf på sig selv, for at dem der vil tage imod Ham som Herre og omvende sig fra deres syndige veje kan få evigt liv i Himlen.
Har du givet dit liv til Ham, så Han er Herre i dit liv? Så Han på dommens dag kan sige MIN om dig. For kun dem Han siger MIN om er dem som kan undslippe en retfærdig Guds evige straf. En straf som Han har skabt en og kun en mulighed for at undgå.

Categories
Bibelen Falsk Lære Forvirret lære Kirke Mirakler podcast

Podcast: En Hellligåndsfyldt kirke

På Tilbage til Bibelens bibellejr i sidste uge talte jeg over emnet at være ledt og fyldt af Helligånden. Årsagen til at jeg tog den op var at der er meget forvirring omkring hvad der er fra Gud, og hvad der ikke er. Men hvis vi går til skriften, så er det vidunderligt at se hvor enkelt det er at finde ud af om noget er fra Herren eller ej. Og hvis vi går til den, så bliver det tydeligt at se at meget af det som vi ser ikke er fra Gud. Og interessant nok så kom jeg til citere Torben Søndergaard i denne prædiken. Så find selv ud af om Torben Søndergaard virkelig er så ledt af Gud som han påstår at være, eller om han er ledt af noget andet. Find selv ud af hvad.

Det er nu kun en parentes han fylder i denne prædiken, som kommer ind på hvad der kendetegner den Helligåndsfyldte prædiken ifølge bibelen, og hvorfor det er vigtigt at prædike et budskab som er i overenstemmelse med det Helligånden vil sige. Tro mig det er ikke så svært som nogen folk gør det til. Dette er befriende undervisning at høre, særlig for folk der havde været i eller under manipulerende ledere i kirkerne.

Resten af talerne vil blive uploadet til nettet snart, og der er mange gode at høre der med dansk oversættelse.

Categories
Bibelen Falsk Lære Troens forsvar

Årsager til at læse i bibelen: Så vi kan kende løgn fra sandhed

De tre første indlæg i denne serie, var mere positivt ladet end denne bliver, men vi kan ikke nøjes med kun at se på den positivt ladede del, vi må også se på den negativt ladede. Der findes godt nok en bibeludgave som ikke gør det, den har fået navnet ”The positive bible”. Den har taget konsekvensen og ekskluderet det der lyder negativt, og nøjes med det positive. Har aldrig læst den, men kunne godt tænke mig at vide hvor meget der er tilbage af Jobs bog i den. Eksempelvis siger Job i andet kapitel vers 10: ” Tager vi imod det gode fra Gud, må vi også tage imod det onde”.

Sandhed og løgn
I denne verden er der to slags informationer; sandheden og løgnen. Nogen gange vil de to blive blandet sammen, men løgn blandet sammen med sandhed bliver til løgn. Det kan vi finde utallige eksempler på. Men vi kan vide en ting: Bibelen er Guds ord og den er sand, for Gud kan ikke lyve. Jesus siger selv at Han er vejen, sandheden og livet. Så vi kan altså kende sandheden.
Men kender vi sandheden så er vi også i stand til at vide hvad der ikke er sandheden. Når du tilmed kender sandheden i den sammenhæng den står i, så gør det at din tro bliver endnu mere urokkelig end hvis du kun kender brudstykker af sandheden. Det er bl.a. derfor det er bedst at læse hele bøger i bibelen, og ikke bare læse her og der, efterhånden som du slår tilfældigt op. Det er nemlig ikke måden at læse bibelen på, brudstykker vil ikke give dig overblik.

Kender du sandheden er du i stand til at høre hvis din præst prædiker noget forkert. Når det sker han gør det, og så er din opgave, i og med at du kunne høre det, at gøre ham opmærksom derpå. Det her handler ikke om at finde vranglære alle vegne, det her skal finde sted i både gode som dårlige kirker. Jeg har oplevet at nogen har sagt noget til mig, som jeg vinklede forkert eller ikke fik sagt godt nok i min kirke. Og jeg har også kommenteret på noget de andre prædikanter har sagt. Det har dog som regel været i småtteriafdelingen, men det er vigtigt at det sker, fordi man i en kirke har et ansvar for at holde sig til sandheden og ikke lade ens egne ideer være styrende. Derudover hvis man gør det i de små tilfælde, så vil man også gøre det når det er voldsomt forkerte ting der bliver sagt fra prædikestolen. Desværre er der godt nok mange steder at der ikke engang er plads til at irettesætte den slags. Tavshed er det nye sort i mange kirker i dag, hvad angår bedømmelse.

To eksempler
Men lad mig give et par eksempler som jeg har hørt indtil flere gange. Jeg har nogen gange hørt folk sige at man ikke skal prædike om synd, og slet ikke tale om fortabelsen, for det er jo fordømmende. Og så siger de at Jesus jo ikke var fordømmende, for Han sagde jo til kvinden der var grebet i hor ”heller ikke jeg fordømmer dig”. Det er jo en sætning de fleste kan huske, men de glemmer hvad Jesus siger bagefter. Lad os lige se hvad der står:

”Heller ikke jeg fordømmer dig. Gå, og synd fra nu af ikke mere” Johannes 8.11

Der hørte altså noget mere til, og det var et omvendelsesbudskab som betød at Han sagde hun ikke længere skulle leve i synd. Men isoleret set vil sætningen ”Heller ikke jeg fordømmer dig”, blive til en modsætning til hvad meget andet vi læser i bibelen, og også hvad Jesus selv siger. For Han kunne godt nok sige nogen ting som var ret dømmende, især overfor farisæerne og saddukæerne. Men hvis man kender sin bibel, og ved hvad der står før og efter de enkelte vers, så vil man også kunne høre når en laver om på skriftens budskab. Noget som særligt er nemt at gøre hvis folk ikke kender bibelen, og prædikanten kun bruger brudstykker som han har fået til at passe ind i sin agenda.

Krav på helbredelse
Den anden som jeg også har hørt flere gange er at kristne har krav på at være raske. En af de værste gange jeg har hørt det, var da en velkendt frikirkepræst holdt en prædiken på tre kvarter, hvoraf de to første kvarter var ret gode. Det var nemlig evangeliet han forkyndte, men desværre ødelagde han budskabet med det sidste afsluttende kvarter. For der begyndte han så at snakke om at han havde det så dårligt med at hans børn ikke var raske, for som han sagde det havde han jo krav på de var i og med at de var en kristen familie. Han kunne ikke lige se og forstå hvad der var galt med hans tro, siden børnene var syge. Da jeg hørte det sagde jeg ”HVAD”, for det var ikke ortodoks historisk kristendom han lige fik med der. Det var konsekvensen af trosbevægelsens grimme lære om at vi er små guder der har krav på både dit og dat i Jesu navn, men som ved en nærmere granskning viser sig at være i modstrid med historisk kristendom.

Det skal være sådan at hvis man hører noget som man ligger udenfor den historiske kristendom, så bør man lige tage at vurdere om det nu også er rigtigt. Måden vi finder ud af det, er ved at sammenligne det der står i bibelen med hvad folk siger. Det sidste eksempel her viser hvad der sker når man blander løgn med sandhed. For hvad sker der når man hører sådan et blandet budskab? Man griber fat i den kødelige del. Den del som handler om hvad JEG har krav på, hvad JEG har ret til. På den måde glider det sande evangeliske budskab i baggrunden, på trods af at evangeliet var en del af det. Men det bør være sådan at evangeliet er tydelig og det man husker mest i en prædiken. Kender man Guds ord tilfredsstillende, så ved man også at en kristen ikke har krav på noget fra Guds side af. Vi har fundet nåde fra Ham, og hvad vi har, har Han givet os i sin store nåde til os. Men at påstå at man har krav på fuld helse o.l. er ikke en bibelsk tilgang. Flere kristne i bibelen var også syge, og det står i bibelen netop for at vise os at kristne ikke har krav på et perfekt liv i fuld helse. Men at den kristne også har modstand, endda i form af sygdom er bare en del af det kristne liv, som også hører med. Tag blot Job endnu engang. Der står at han var en retfærdig mand. En retfærdig mand findes kun hvis Gud har retfærdiggjort ham. Så Job var retfærdiggjort af Gud. På trods af dette så oplevede Job en modstand som kun de færreste oplever. Han mistede alt hvad han havde med undtagelse af sin kone som ikke var en støtte for ham. Hans venner som besøgte ham var heller ikke nogen støtte, de påstod jo at det var hans egen skyld, nærmest som om han ikke havde ”tro” nok. Job gjorde det rigtige, han gav Gud ære, og holdt fast i troen på Ham fordi Job vidste der var noget der var større og vigtigere end hans eget liv og velvære.

Så ved jeg at der er nogen læsere som er påvirket af trosbevægelsen som nu vil sige ”Ja men det var den gamle pagt”. Til det kan jeg sige den holder ikke, men jeg vil nøjes med at vise at kristne (det vil sige folk under den nye pagt) kan også være syge. Her er bare et uddrag af hvad bibelen siger om dette:

Fillipperbrevet 2.25-28: ” Jeg har ment det nødvendigt at sende Epafroditus til jer, min broder og medarbejder og medkæmper, jeres egen udsending, som I sendte til at tjene mig, med hvad jeg havde brug for.  Han har nemlig længtes efter jer alle og været urolig, fordi I havde hørt, at han var syg. Og syg har han været, døden nær; men Gud var barmhjertig mod ham, og ikke mod ham alene, men også mod mig, så at jeg ikke skulle have sorg på sorg.”

Til Timotheus skriver Paulus i sit første brev til ham kapitel 5 vers 23: ” Drik ikke længere bare vand, men tag lidt vin for din mave, og fordi du så tit er syg.”

I Paulus sidste brev før han blev henrettet skriver han til Timotheus i kapitel 4 vers 19-20:” Hils Priska og Akvila og Onesiforos’ hus! Erastos er blevet i Korinth, Trofimos har jeg måttet efterlade syg i Milet.”

Tre eksempler på folk der var kristne og syge. Ikke et eneste sted finder vi at de blev beskyldt for at have dårlig tro. Der står ikke så meget om dem at vi kan sige ret meget andet end at de var kristne, og at de var syge.  Hvis man kender sin bibel, så ville man også kunne finde frem til at når folk påstår den kristne har krav på et liv uden sygdom, så er den der påstår det på forkert grund, og har en forståelse af bibelen som bygger på en helt forkert tilgang, af flere grunde. Men også fordi vi kender ovenstående vers.
Men kender man ikke sin bibel, så er det meget nemt at blive vildledt. Derfor elsker du Jesus, så læs din bibel og vid hvad Hans vilje er, så du kan kende Hans vilje fra andres vilje, og så du kan holde dig til Ham som også er kendt som Sandheden.

Du kan læse de andre indlæg i serien på disse links:
https://sand.omvendelse.dk/arsager-til-at-laese-i-bibelen-kende-guds-vilje-4178.htm 

https://sand.omvendelse.dk/arsager-til-at-laese-i-bibelen-vi-kan-kende-gud-4189.htm

https://sand.omvendelse.dk/arsager-til-at-laese-bibelen-sa-du-kan-kende-sandheden-4214.htm

Categories
Bibelen Evangelisation Omvendelse Overfladisk kristendom Troens forsvar

Hvorfor er frelsesbønnen er ikke bibelsk?

I mange evangeliske kirker bruger man i dag den såkaldte ”synderens bøn”. Det foregår på den måde at folk har hørt et budskab, der som regel ikke er evangeliet, men i nogen få tilfælde faktisk er evangeliet. Herefter bliver folk indbudt til at bede en bøn som skal gentages efter prædikanten. Derefter siger man ofte til folk at de nu er blevet frelst. Men der er nogle store problemer involveret i at bruge denne frelsesbøn, eller synderens bøn som den også bliver kaldt. Den er nemlig ikke bibelsk funderet og er ligeså forkert at bruge som barnedåben, hvis man påstår at den er frelsende vel at mærke. Hverken barnedåb, eller synderens bøn er frelsende, og begge giver en forkert forståelse af hvordan et menneske bliver frelst.

Problem
De to største problemer ved denne bøn, er dels at påstå den kan frelse nogen, dels at den ikke er bibelsk funderet. Det er ikke alle der siger det helt således, der er nogen der nøjes med at påstå at nogen blev frelst fordi de bedte bønnen, men de er ikke i stand til at sige hvem og hvor mange. At den ikke er bibelsk funderet og der ikke kan findes nogen steder i bibelen hvor folk bliver frelst ved at gentage en bøn, viser at det ikke er en som er en del af historisk kristendom. Den er faktisk også kun noget vi ser i en meget kort periode i kirkehistorien og det er faktisk kun indenfor de sidste 70 år at den er slået virkelig igennem og har bredt sig.

Kan man frelses ved at tage en beslutning???
Den er baseret på vranglæren der hedder ”Decisional regeneration”. Det er en man kan finde i rigtig mange kirkeretninger, og går ud på at du kan blive kristen ved at tage en beslutning for Kristus. Det kan du ikke. Jesus siger selv meget klart at det ikke er menneskers værk at blive kristen, men Guds værk.

”Ingen kan komme til mig, hvis ikke Faderen, som har sendt mig, drager ham” Johannes 6.44.

Dertil siger bibelen også at ”Der er ingen forstandig, ingen, der søger Gud.” (Rom.3.11) og det er noget vi kan finde flere steder i bibelen, at det ikke er os der søgte Herren, men Ham der søgte os. Det betyder at vi ikke bare kan vælge at tage en beslutning og eksempelvis gentage en bøn og så blive frelst. Pga vores syndige natur som er i oprør og modstrid med Gud, så vælger vi ikke Ham. Men hvis og kun hvis Han søger os, så er vi i stand til at omvende os. Ja, omvendelsen er også en gave fra Gud, som vi ikke bare kan udføre i egen kraft. Kun når Gud giver nåde er vi i stand til at omvende os.

Med andre ord, jeg er ikke istand til at vælge at blive en kristen. Jeg kan heller ikke sige at den 7 januar 2016 kl.20.47 vil jeg blive en kristen. For det er ikke mig der vælger, det er Gud der gør det, og det er ret vigtigt. For det er Gud der skal have æren for ens frelse, ikke en selv, og heller ikke den prædikant man eventuelt hørte på da man blev en kristen.
Nu vi er ved prædikantens opgave, så er hans opgave at forkynde evangeliet, og lade Guds Helligånd drage på mennesker og overbevise om synd (som han har talt om og defineret). Vise at kun Kristus kan frelse en (hvilket prædikanten har gjort klart). For så er der to vidner som bibelen siger der skal være. Vores ord (som er fra bibelen) og Guds Ånd som virker og viser det er sandt. Det er også dette der er med til at vise at frelsen i sandhed ER OVERNATURLIG. Fordi det er Gud der overbeviser, og ikke folks evne til at manpulere med folks følelser. Så det er ikke bare en menneskelig valgt beslutning, men Gud der virker stærkt ved sin Ånd. Dem der ikke tror på det er sådan og påstår man skal bede en bøn, eller døbes for at blive frelst eller kommer med andre forslag på hvad man selv skal gøre, har ikke fattet Guds kraft. De tror ikke på Helligåndens virke og gør frelsen til menneskers værk i stedet. Hvilket er tragisk og ødelæggende for kirken, da det medfører at folk som man tror er kristne, reelt set er ufrelste men ude af stand til at forstå hvorfor de er ufrelst, og ude af stand til at se deres eget behov for frelse.

Men hvorfor må man så ikke få folk til at gentage en bøn?
Inden jeg svarer på dette, vil jeg slå fast at der er folk der er blevet frelst efter at have bedt en såkaldt frelsesbøn. Det er dog ikke en begrundelse for at bruge den. For lad mig gøre det helt klart, de blev ikke frelst fordi de bedte bønnen, men fordi Gud kaldte på dem, og de forstod Gud kaldte på dem da de var overbevist om synd, og kunne se deres behov for en frelser. Så Gud har frelst dem fordi Han gjorde det, ikke fordi nogen havde valgt at gentage en bøn. Men vi skal ikke få folk til at gentage en sådan bøn af årsagerne jeg har nævnt ovenfor. Dels fordi vi ikke har bibelsk hjemmel til at gøre det, og fordi det ikke er noget vi kan finde som værende normalt i snart 2000 års kirkehistorie.
Men et andet vigtigt argument er at en frelsesbøn giver folk en falsk frelsestryghed, ligesom barnedåben og tungetale kan være det. Jeg ved om mange som er kommet fra både den ene og den anden baggrund til deres pastor og sagt de var i tvivl om de virkelig var frelst. I stedet for at tage en sådan bekymring alvorlig, så er der en tendens til at spørge folk om følgende i stedet: Jamen er du ikke døbt? Jamen taler du da ikke i tunger? Jamen har du da ikke bedt bønnen?

At sige ja til et af disse spørgsmål er absolut ingen sikkerhed for at man er frelst. Det er helt andre ting man skal vurdere det på, og jeg har lagt et par link nedenfor som kommer lidt ind på det. Men det er for meget at komme ind på her.

Nogen er så gået tilbage, og har valgt at forsøge at ignorere det som muligvis er Guds kald til dem. Da deres tvivl om de virkelig var frelst sagtens kan skyldes (mange gange tror jeg) at Gud kalder på dem. Så i stedet for at erkende at de har behov for at omvende sig og blive Guds barn, så har de nu fået en falsk tryghed som er blevet sanktificeret af deres pastor. Det svarer til at en blind leder en blind det her, og det er meget meget alvorligt.

Men hvad så med Romerbrevet 10.9-10?
De få gange jeg har fået et bud på et bibelsk argument for at få folk til et gentage en bøn, og at det skulle frelse en, så er folk kommet med dette vers:

”For hvis du med din mund bekender, at Jesus er Herre, og i dit hjerte tror, at Gud har oprejst ham fra de døde, skal du frelses. For med hjertet tror man til retfærdighed, med munden bekender man til frelse.” Romerbrevet 10.9-10

Det er dejligt at der faktisk er folk der henviser til bibelen i deres forsvar for denne metode, for det er da bedre at høre på end de mange der argumenterer med at sådan har deres kirke gjort i mange år og mange andre kirker gør også, og så må det jo være rigtigt. Hvilket er et virkeligt dårligt argument, for kirkerne har igennem tiden godt nok begået mange dumheder, og bare fordi man begår en dumhed i lang tid, gør det ikke dumheden bedre. Men hvorfor kan vi så ikke bruge versene fra romerbrevet? Fordi vi er nødt til at forstå hvordan disse vers blev modtaget og forstået af dem som fik brevet. Og det kan vi godt finde ud af.

Brevet var til en kirke som var i Rom, og det var i romerrigets tid. De var udmærket godt klar over at denne bekendelse i sin yderste konsekvens (og den konsekvens var ofte ret tæt på dengang) kunne betyde at man måtte vælge imellem liv og død. At påstå og bekende at Jesus er Herre (græsk: kyrios), svarede dengang til at sige kejseren ikke var Herre. Det kunne meget nemt dengang betyde at man mistede hovedet (hvis man var romersk statsborger), eller blev smidt for løverne, korsfæstet eller fik en anden mere pinefuld død end halshugning fordi man ikke var romersk statsborger. Romerske statsborgere havde visse borgerrettigheder som ikkeborgere ikke havde. Paulus skriver ikke her at en enkel bekendelse som bare bliver sagt, eller for den sags skyld gentaget ikke har nogen frelsende effekt. Men en bekendelse som betød at man var parat til at ofre sit eget liv for at kunne tro på Kristus, en bekendelse som betød at man satte sit eget liv mindre værd end en mundtlig bekendelse, er en bekendelse som viser at man er frelst. Når man ved det, så ved man også at et hjerte som virkelig tror på Kristus, også er et hjerte som vil bekende sin tro på Kristus både under forfølgelse og når der ikke er modstand. En kristen som vil bekende Kristus under alle omstændigheder, besidder det hjerte der sidder i den den genfødte kristne. Det er derfor der står at man med hjertet tror til retfærdighed, og munden som viser hjertets indstilling.

Så at påstå at dette vers er en begrundelse for at bruge en frelsesbøn, er en misforståelse som minimerer og ignorerer kristne som har gået i døden fordi de kendte disse bibelvers, og forstod dem som de skulle forståes. At blive frelst er Guds værk, og til Guds ære. Jeg kan kun komme til Ham hvis Han kalder på mig, det er ikke noget hverken jeg eller noget andet menneske kan planlægge. Så prædikanten kan heller ikke frelse dig, ligesom han heller ikke kan lede dig til Kristus. Han kan fortælle om Kristus, og vise hvorfor vi har brug for Kristus. Han er kun manden med budskabet fra Herren. En bøn frelser mig ikke, en beslutning frelser mig ikke, og en dåb gør heller ikke. Der er kun eén der frelser, og det er Gud selv.

Men lad venligst være med kun at høre på hvad jeg har at sige om dette emne. Men hør hvad andre og klogere folk end jeg siger. Her er Paul Washer fra en af hans ret berømte prædikerner hvor han viser hvorfor han vil gå i krig med ”the sinners prayer”.

 

Og her er historien bag det vi i dag kalder synderens bøn, og det er ret vigtige informationer som bliver givet her, som burde være øjenåbnere for nogen.

Her er et indlæg som jeg skrev om tegn på at man er fyldt af Helligånden, som kort berørere et af emnerne ovenfor.
https://sand.omvendelse.dk/tegn-pa-at-man-har-helliganden-292.htm

Categories
Bibelen Hvem er Gud?

Årsager til at læse bibelen: Så du kan kende sandheden

En bibliotekar blev engang spurgt om hvor mange bøger de havde på biblioteket. Det var et eller andet 6 cifret antal. Derefter blev hun spurgt om bibelen var der. Det svarede hun ja til, hvortil responsen så var, at der så i det mindste var eén bog som var sand iblandt de hundredtusindvis af andre bøger.
Nu findes der godt nok bøger som ikke er bibelen, og som er sande (men det er ikke mange). En stor del af dem hedder matematikbøger. Ikke alle matematikbøger er sande, men langt størstedelen af dem er (hvis vi undlader at kigge på stavefejl). Men matematik kan ikke frelse nogen på trods af dens sandhed. Vi har brug for at kende en vigtigere sandhed end den for at blive frelst, og sandheden som jeg taler om her, har et navn. Han hedder Jesus.

Jeg er vejen, sandheden og livet siger Jesus, og i Johannes evangeliets start står der følgende:

”I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud.” Johannes 1.1.

I vers 14 kan vi så tydeligt se at det er Jesus der er tale om her, da der står:

“Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed.”

Så Jesus som er sandheden, er også Guds ord, og dermed evangeliet, hvilket medfører at Guds ord bibelen er sandheden. Det er altså en sand bog, og det kan vi vise på rigtig mange måder at den er. Men det er ikke noget jeg vil gøre et stort nummer ud af denne gang. Men tænk engang at Gud har sørget for at sandheden som for os er så svær at finde i egen kraft (faktisk umulig), har Gud i sin nåde gjort tilgængelig for os, så vi kan få indsigt i sandheden.
Vi kan få indsigt i hvem Han er, hvad Han vil gøre og hvad Hans plan er for dem der tilhører Ham, og dem der ikke vil tilhøre Ham. Vi kan få en ordentlig forklaring på hvorfor der er så meget elendighed i verden, men også hvorfor der er så mange gode ting i verden. Bibelen er samtidig en uudtømmelig bog om sandheden og dermed en slags overflødighedshorn af gode gaver, for du kan altid gå dybere ned i den, og få et endnu større kendskab til Guds sandheder.
Men der er også en anden konsekvens som vi ikke skal glemme af at vi kan kende sandheden. Og den kommer jeg tilbage til næste gang.
Se også de forrige afsnit af serien her:
Vi kan kende Gud: https://sand.omvendelse.dk/arsager-til-at-laese-i-bibelen-vi-kan-kende-gud-4189.htm
Vi kan kende Guds vilje: https://sand.omvendelse.dk/arsager-til-at-laese-i-bibelen-kende-guds-vilje-4178.htm 

 

Categories
Bibelen Hvem er Gud? podcast

Podcast: Hvem var de vise mænd, og hvordan fandt de Jesus?

Søndagens prædiken i går var første del af Mattæus andet kapitel. Det er der hvor vi møder de vise mænd, som eftertiden så har lavet om til tre hellige konger, hvilket var og er en misforståelse. Hvem var de, og hvordan fandt de Jesus, og hvilke faldgruber kan der være af misforståelser her? Det og om hvordan det er muligt at kende sandheden og alligevel være ligeglad med sandheden vil jeg kommer ind på i denne prædiken. En prædiken som også gør det klart at Jesus ikke bare var et menneske, men var Gud der steg ned fra Himmelen og blev som os, dog uden synd.

Categories
Bibelen Falsk Lære Kirke Uncategorized videoer

OPDATERING Mine dumme spørgsmål til Phil Johnson

VIGTIG OPDATERING: Phil Johnson kan ikke komme alligevel i år, på grund af kredsløbsproblemer. Phil Johnson har været nødt til at trække sig fra en del af hans arbejde, da hans læge (og hustru) anbefalede ham på det kraftigste at skrue ned for blusset. Han er meget ked af at han ikke kan komme, men det er det rigtige at gøre når den slags sker. Vi fra Tilbage til bibelen er pt i gang med at finde en anden løsning, så vi stadig kan holde en bibellejr med bibelen i fokus. Det var det vi ville som udgangspunkt, og det vi stadig vil. Der vil blive informeret om hvad løsningen bliver her på denne hjemmeside indenfor kort tid.
Du kan læse mere om Phil Johnsons tilbagetrækning på: http://www.teampyro.org/2012/06/phil-johnson-unplugged.html

Til sommer holder Tilbage til Bibelen vores fjerde bibelcamp. En camp som vi ikke har gjort meget for at markedsføre, da den nærmest har solgt sig selv. Der er dog stadig plads til nogen endnu, så det kan nåes hvis du gerne vil med.
Jeg mødte hovedtaleren Phil Johnson da jeg var i USA til Shepherds Conference, og det var en fornøjelse at snakke med ham. Han kender sin bibel mere end de fleste, han tør svare på det mange synes er svære spørgsmål, og han kan give gode klare svar som er funderet i bibelen. Noget som burde være tilfældet for enhver pastor. Hvis du overvejer at tage med så kan du kontakte Carsten Jørgensen på telefon 43903204 eller på hans email carstenstampe@yahoo.com. Det er ikke det samme nummer som står på flyeren, da hans nummer i mellemtiden er blevet ændret. Men emailen er den samme. Du kan læse mere om lejren på dette link: http://www.tilbagetilbibelen.dk/?p=306

Her er den korte video med mine dumme spørgsmål til Phil Johnson. Hvis du kommer til bibellejren håber (og tror jeg) at dine spørgsmål er bedre end mine.

Categories
Bibelen Hvem er Gud?

Årsager til at læse i bibelen: Vi kan kende Gud

At Gud eksisterer er en selvfølge. Naturen viser at der må være en skaber og det kan selv et barn se. Men hvem er den Gud der har skabt verden? Det er der mange bud på, men kun et bud kan være rigtigt. Det er nemlig ikke flere guder der har skabt verden, og den Gud der har skabt verden er unik. Han har tilmed sørget for at det ikke er muligt i egen kraft at finde ud af hvem Han er. Det var en af årsagerne til at Gud satte keruber (engle) op ved Edens have til at stå med flammende sværd for at forhindre mennesket i at komme ind og spise af livets træ. Gud ville ikke have at noget menneske selv kunne tage æren for at finde Ham, det skulle kun være ved at Han drog på mennesket, og ledte dem hen til Jesus Kristus.

Så vi er ikke i stand til at finde ud af præcis hvem Gud er, hvis vi skal gøre det selv. Men på trods af dette, så har Gud sørget for at vi alligevel kan lære Ham at kende. For selvom Han har sørget for at intet menneske i egen kraft kan finde frem til Ham, så har Han også sørget for at åbenbare for menneskene hvem Han er. Det har Han gjort i bibelen. Bibelen er den bog som er den mest troværdige af alle religiøse bøger, den er historisk korrekt, den er ærkæologisk dokumenteret, den viser en enorm indsigt i hvordan verden ser ud, og hvordan mennesket er, og det er den bog fra antikken som vi har absolut flest manuskripter fra. Der findes ikke nogen religiøs bog der er mere dokumenteret end den. Så den er troværdig.

Men udover at den er troværdig, så viser den også hvem Gud er, og hvad Hans vilje er, og Hans væsen er. Han er Hellig, retfærdig, Kærlig, barmhjertig, almægtig og meget mere kunne jeg skrive her. Bibelen viser et tilfredsstillende billede af Gud, i og med at den viser paradokserne og fordi det er Gud selv der har åbenbaret det. I den kan vi læse at Gud både er kærlig og vred. At Han viser kærlighed til synderen i og med at Han ønsker at frelse os syndere, og nåde i og med at solen skinner og skyerne regner på såvel retfærdige som uretfærdige. Men vi kan også læse, at den samme Gud er vred over menneskets synder. Ja, så vred at Han er nødsaget til at straffe synd, pga Hans retfærdighed. Alle disse ting er vigtige at vide om Gud. For det er en fejl når folk får et forkert billede af Gud som ikke er i overenstemmelse med Guds ord. Så får vi kun halve billeder af Gud, som ikke hænger sammen og som reelt set er billeder af andre guder som kun eksisterer i vore hoveder. Som når nogen folk siger ”min gud kunne ikke sende nogen mennesker til evig fortabelse”. Så siger de samtidig at deres gud ikke er bibelens Gud, for det kan og vil Han gøre. Det har Han jo udtrykkeligt sagt i skriften.

Men i bibelen får vi også et billede af en Gud som er langt mere barmhjertig og nådefuld end mange mennesker er. Når vi ser hvem Han har frelst og hvad de blev frelst fra, så kan man tenderes til at undres over at Gud frelser folk der er så langt ude i synd. Tag blot kong David, som lå med sin nabos hustru (Batseba) og endte med at få manden dræbt i krigen så David kunne undgå at blive konfronteret med at Batseba var gravid med ham. Det er altså en ret voldsom historie. Den mand viste Gud nåde over, og det er betrøstende at vide, for så kan Gud også vise nåde overfor os.

Hør Guds stemme
I nogen kredse hører man ofte folk sige at de vil så gerne høre Gud tale til dem. Men de samme folk har nogen gange en tendens til ikke at læse særlig meget i bibelen. Så spørgsmålet er om de virkelig vil høre Gud tale, eller om de bare vil have en oplevelse. For hvis de virkelig vil høre Gud tale, så skal de læse hvad Han allerede har sagt! For Gud vil ikke åbenbare noget nyt om sig selv for os uden for sit ord. Bibelens kanon er lukket, og har været det i snart 1900 år. Så hvis du virkelig vil høre Guds stemme, og virkelig vil lære Gud at kende, så læs hvad Han har sørget for der er blevet skrevet om Ham, og fra Ham i den bog Han har skænket til os, så vi kan lære Ham at kende.

Categories
Bibelen Livet som kristen

Årsager til at læse i bibelen: Kende Guds vilje

Den absolut vigtigste årsag til at kristne bør læse i bibelen, er at det er den bedste og mest præcise måde at kristne kan kende Guds vilje. Mange folk har en mening om at de kan kende Guds vilje med deres liv, ved eksempelvis at faste i fyrre dage, eller dyrke kontemplativ bøn, tale i tunger i flere timer, og sådan kunne jeg fortsætte. Ingen af disse giver nogen garanti for at det man finder ud af skulle være Guds vilje. Jeg har desværre også mødt folk der siger de har oplevet Gud har talt både det ene og det andet til dem, som viste sig ikke at være fra Gud alligevel. Men i stedet var baseret på en eller anden åndelig oplevelse, som ikke havde sit udspring i sandheden, men i noget de ikke kunne forklare og artikulere.

”Ethvert skrift er indblæst af Gud og nyttigt til undervisning, til bevis, til vejledning og til opdragelse i retfærdighed, så at det menneske, som hører Gud til, kan blive fuldvoksent, udrustet til al god gerning.” Anden Timotheus 3.16-17

Guds vilje er artikuleret, og det betyder at vi kan kende Guds vilje. Han har ikke holdt den hemmelig for os, men i sin nåde og visdom åbenbaret Hans vilje og væsen igennem Hans ord. Så hvis du ønsker at kende Guds vilje, hvis du ønsker at vide hvem Gud er, så læs hvad Han har sagt allerede. For det Han sagde dengang, mener Han også i dag. Gud er den samme i går, i dag og til evig tid. Derfor kan vi sagtens ”nøjes” med de gode gamle åbenbaringer, og har ikke brug for ny åbenbaring. Det viser sig jo alligevel at de nye åbenbaringer om gud ofte er så afvigende fra bibelens Gud at der ikke kan være tale om den samme.

At kende Guds vilje burde have langt større indvirkning på den kristnes liv, end man lige går og ser. Det burde betyde at vi tog ægteskabet langt mere alvorligt. For bibelen viser ægteskabet er helligt. Det burde betyde at vi hadede synd mere end vi gjorde, for bibelen viser tydeligt at Gud hader synd. Det burde betyde at vi advarede folk mere imod den kommende dom. For Guds ord viser tydeligt at der kommer en dom, som selv Jesus advarede imod. Måske er en af årsagerne til at man kan have svært ved at se dette i kristnes liv, at vi ikke læser særlig meget i Guds ord.

Categories
Bibelen Livet som kristen

Det som jeg ikke har fortrudt jeg brugte tid på

Der er kun 24 timer i døgnet, og Gud ønsker at vi skal bruge de timer fornuftigt og til Hans ære. Så spørgsmålet er om vi gør det, og om vi gør det godt nok. Her må vi jo allesammen svare nej, det er der ikke nogen af os der gør. Jeg har godt nok brugt min tid forkert på både den ene og den anden måde, og jeg ved at det vil også ske i fremtiden. Også selvom jeg kan have nok så højtravende ønsker om en mere overgiven, rationel og fornuftig brug af den tid Gud har givet os. Der er dog en ting som jeg ikke har fortrudt at jeg bruger tid på, og som jeg derfor også holder fast i af flere grunde.

Familiens bibelandagt
Om aftenen efter vi har spist og børnene har fået lavet deres lektier, eller hvad de ellers skal have gjort, og før vi putter dem, så samles vi og synger en sang (ofte en salme) eller to, vi beder og så læser vi i Guds ord. Det er altså bibelen vi bruger, vi tager ikke en andagtsbog og går igennem. Hvis vi brugte en andagsbog så ville det være fordi det ville være noget ekstra vi gjorde i løbet af dagen, og den ville så fungere som et supplement. Men det gør  vi ikke, istedet er det Guds ord vi går igennem, og det er en bog af gangen som vi gennemgår ved at læse den op, forklare den, og taler om den.

Men det kan man da ikke med små børn
Nogen mener at det er svært at få små børn til at sidde og høre efter hvis det skal være bibelen man læser op af. Så der er nogen der har valgt at bruge bibelhistorier, dvs historier fra bibelen blot omskrevet til børnesprog.  Igen vil jeg mene at det nogen gange kan være et godt supplement, men det er vigtigere at lære børnene Guds ord, end at lære dem bibelhistorierne. For historier fra bibelen der er omformuleret er ikke Guds ord. Det er da også sandt at det nogen gange kan være svært at lære børn at sidde og lytte og vente til de må stille spørgsmål. Det kan faktisk være svært at starte et sådan bibelstudie/andagt op, fordi der er modstand mod at sidde og høre efter når man hellere vil lege. Men de har jo masser af anden tid som de kan bruge til at lege, og lige præcis her er det at jeg udover at bruge min tid på noget godt, så signalerer jeg også til mine børn, at denne bog er så vigtig at far og mor vil have at de lærer den at kende.

Var engang normalt
Jeg er ofte blevet trist over at se hvor lidt unge mennesker med en kirkelig baggrund kender deres bibel. De har ikke været vant til at se deres forældre tage den frem, de har ikke oplevet at forældrene har oplært dem i bibelen, og de har ikke lært at læse i den. Men engang var det helt normalt at kristne familier gjorde den slags. Det var den bog som folk kendte, fordi far havde læst den for børnene. I gamle dage havde man altså heller ikke flere forskellige slags børnebibler, man havde eén bibel, og det var den man brugte.
Du følger altså en god tradition ved at bruge bibelen sådan, og det er ikke noget der nogensinde bliver gammeldags.Det at kende Guds ord er så vigtig af flere årsager. Hvorfor vil jeg gennemgå i de næste indlæg uden dog at kunne være udtømmende. Så hvorfor vi skal lære Guds ord at kende, og hvorfor det er vigtigt hvad enten man er barn, teenager, voksen eller ældre vil jeg gerne skrive lidt om.

Inspirazione
Lige kort der kan være flere forskellige måder at man holder en bibelandagt på, så længe der er en oplæsning af Guds ord, og man prøver at forklare den. Så jeg håber kun at være til inspiration her, ikke at komme med et fast mønster for hvordan man skal gøre. Noget vi gør er at tage en hel bog af gangen. Og så skifte mellem en bog fra det nye testamente og så tage en fra det gamle. Pt er vi ved at gennemgå Første Samuelsbog som vi valgte at tage lige efter en gennemgang af Dommerbogen, da de lå i naturlig forlængelse af hinanden. Så vil vi nok tage to bøger fra det nye i træk bagefter. Hvor meget vi læser svinger fra gang til gang. Det handler meget om hvad der står, og hvor meget jeg og de andre er i stand til at sige udfra det, og læse det i den rigtige kontekst. Jeg behøver ikke forstå det hele, og det behøver de andre heller ikke, men det kommer jeg måske ind på i de kommende indlæg. Indtil da, er din familie endnu ikke kommet i gang med at læse bibelen som samlet familie, så overvej kraftigt om at komme i gang. Tro mig, det er den del af jeres familieliv som vil være allermest givende på sigt.