Author: René Vester

En af de forkyndere som jeg er gladest for at høre på (Mark Kielar) talte engang om betydningen af familiebibeltime. Det var noget ganske nyt for mig, og jeg tænkte at det havde min famlie ikke så meget brug for. For vi gav jo børnene et Guds ord når vi lagde dem i sent, og dertil er det også normalt for os at tale om Gud og bibelen. Men det begyndte at arbejde i mig, og jeg blev overbevist om at det var et område som jeg havde overset.

Engang var familiebibeltime noget ganske normalt at have for kristne familier. Det at faren i familien tager bibelen frem og læser og udlægger ordet for sin familie, og man snakker om det ord man har hørt. Det var førhen ikke noget ekceptionelt, men bare noget man gjorde. Men det er meget sjældent at man hører om det i dag. Jeg er dog overbevist om at det sker flere steder. Men mange har i dag ladet fjernsynet og computeren overtage familiens bibeltime, eller også har man antaget at kirkens søndagsskole skulle være nok.

Da jeg sagde til min kone at jeg godt kunne tænke os at vi begyndte at holde familiebibeltime, lyste hun helt op (det er jo altid dejligt at se). Hun bakkede fuldstændig op, men da børnene hørte om det blev de lidt skeptiske. Hvad var nu det for noget? BibelTIME sagde de, varer det en HEL TIME? Hvad det jo ikke nødvendigvis gør (det har det da ikke gjort endnu). Men vi havde valgt at vi skulle have bibeltime og sådan blev det.

Vi valgte at lægge nemt ud ved at starte med Markusevangeliet. Den er skrevet i et enkelt sprog af en der tilsyneladende ikke havde den store uddannelse. Vi tager ca en kvart til et halvt kapitel pr gang. Og det har vist sig at være til stor velsignelse for os. Børnene har fået en fornyet interesse for Gud. De tænker langt mere over det end før (incl. mig selv). Men noget som jeg er blevet rigtig glad for er at det i dag ofte er børnene selv der spørger om vi ikke skal have bibeltime. Det havde jeg faktisk ikke forudset. Men der sker noget når man som familie søger i Guds ord, for at forstå Guds vilje og Hans dybder. Når vi først finder ud af hvilken rigdom der er i Guds ord, og når man gør det som familie, så er det en rigdom som også bliver os til del. Jeg er taknemmelig til Gud for at Han har vist mig betydningen af dette, og er blot ked af at jeg ikke var startet på det noget før.

Den kollektivistiske forståelse af familien som bibelen viser flere gange, (Jeg og mit hus vil tjene Herren. Josva 24.15) er stadig vigtig i dag. Det er den på trods af at vi lever i en individualistisk tid. Det kollektivistiske syn på familien, og det hierarki som Gud har sat i familien, betyder også at faren har et ansvar for at Guds ord bliver studeret i familien. Jeg er sikker på at der er mange hustruer som ville ønske at deres mand tog et initiativ som dette.  Jeg tror ikke min kone er nogen enlig svale her. Men det kræver også at faren lægger avisen ned, eller går fra sin computer eller slukker fjernsynet og sætter sig ned med familien og dykker ned i Guds ord. Det er dog en investering som har et rigtigt godt udbytte.

At kristne bliver skilt er ikke noget nyt. Men at det sker i den grad som vi ser i dag, er ganske usædvanligt. Engang var det sådan at hvis et ægtepar blev skilt, så var det noget meget voldsomt, og noget der skabte stort røre. De evangeliske kirkers forståelse af skilsmisse var så klar, at de sekulære medier ofte (nogen gange fejlbarligt) hængte kristne organisationer ud for ikke at tillade skilsmisse. Eksempelvis havde man historier om lærere på kristne privatskoler som var nødsaget til at finde et andet job i tilfælde af skilsmisse. Nogen gange kan man stadig se medierne skrive sådan. Men sandheden er at de ikke længere gør brug af nogen konkrete historier. For det er svært at skaffe disse historier i dag.

At folk bliver skilt behøver ikke nødvendigvis medføre at man ikke kan arbejde i kristne organisationer. Det afhænger af årsagen til skilsmissen. Hvilket jeg også synes bibelen ser ud til at vise, hvilket jeg muligvis kommer tilbage til en anden gang. Men en årsag til skilsmisse som man ser mange gange i dag, er kristnes fejlagtige tro på, at man har en personlige ret til at være lykkelig.

Der er en kraftig tendens til at kirkefolk tror at livet som kristen handler om at være lykkelig. “Jeg har ret til at være lykkelig, for jeg skal være lykkelig i Kristus”. Når så man finder ud af at ægteskabet er hårdere end man regnede med. Og man ovenikøbet kan opleve at det er hårdt i en meget lang periode, så begynder ens tro på at man har ret til at være lykkelig, at komme i kambolage med ægteskabets problemer. Man synes jo at det er den anden ægtefælle der er skyld i at jeg ikke er lykkelig. Gud vil vel have at jeg er en glad kristen, men det kan jeg ikke være når jeg er sammen med ham eller hende.

Her er der mange der vægter ens ret til at være lykkelig, højere end ægteskabet. Det sker på trods af at Jesus siger:

“Hvad Gud altså har sammenføjet, må et menneske ikke adskille.” Mattæus 19.6

Og på trods af at Jesus siger:

“Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig” Markus 8.34

At tage sit kors op vidste folk godt hvad betød dengang. Men vi har glemt hvad det betyder i dag. Når man så en mand med et kors dengang, vidste man at den mand skulle dø. Det var en dødsdømt mand. At høre Jesus sige, at den der vil følge Ham skal tage sit kors op og følge Ham, svarer til at sige: Den der vil være en kristen skal dræbe sit eget liv og leve ved at have Jesus som Herre. Intet mindre end det. Der er ikke ret meget “jeg har ret til at være lykkelig” over den sætning. Det er en sætning som handler om at sætte sit eget liv til side og gøre Guds vilje istedet. Guds vilje for ægteskabet er at de to Han har sat sammen skal mennesker ikke adskille. På dette er bibelen ganske klar, og der er ikke nogen grund til at sætte tvivl om dette, heller ikke selvom nogen mener at det at være kristen betyder at man har “ret” til at være lykkelig!