Categories
Bibelen Hvem er Gud?

Gud holder fest 1 (Hvem vil med?)

En lignelse som jeg prædikede over for et par år siden, vil jeg gerne gennemgå igen. Den står i starten af Mattæus 22, og jeg har valgt at gennemgå den stykkevis. Lad os starte med de første 7 vers:

“Jesus tog til orde og talte igen til dem i lignelser: »Himmeriget ligner en konge, der holdt sin søns bryllup. Han sendte sine tjenere ud for at kalde de indbudte til brylluppet, men de ville ikke komme. Så sendte han nogle andre tjenere ud, der skulle sige til de indbudte: Nu er der dækket op til fest; mine okser og fedekalve er slagtet, og alt er rede. Kom til brylluppet! Men det tog de sig ikke af og gik, én til sin mark, en anden til sin forretning, og andre igen greb hans tjenere og mishandlede dem og slog dem ihjel. Men kongen blev vred og sendte sine hære ud og dræbte disse mordere og brændte deres by.”

Gud søger os
Vi har altså at gøre med en konge som vil invitere til en bryllupsfest. Der er her ikke nogen tivl om hvem den konge er, det er selvfølgelig Gud selv. Dem som bor i Hans rige vil Han gerne have med til festen. For det er Hans søn som festen er for. Men folk vil ikke komme. Her kan vi se borgerne sande natur. De ved godt at de har en konge, der er ikke noget der tyder på at de er uvidende herom. Men de ønsker ikke at have fællesskab med kongen. Heller ikke selvom det er noget godt som han ønsker at være sammen med dem om. De søger ikke kongen, men kongen søger dem.

Men kongen (Gud) vil ikke give op. Han ønsker virkelig at de skal komme med til festen, også selvom de ignorerer Ham. Han ønsker at dele sin glæde med sine borgere. Derfor sender Han nu sine tjenere ud for at invitere dem. Så kan de ihvertfald ikke påstå at de var uvidende om invitationen. Det vil dermed ikke være muligt for dem, at kunne sige at de var uvidende om bryllupsfesten.

De får at vide hvad de kan få til festen, og at festen er klar til dem. Der er dækket op, og maden er parat. Men alligevel siger de fra, og vil ikke komme til festen. Deres handlinger viser jo at det er deres eget valg at de ikke vil med, de viser ikke at de har gode grunde til ikke at tage med. En gik til sin mark, en anden til sin forretning, mens andre slog de udsendte tjenere ihjel. De første tos handlinger viser at de sætter deres mark og deres forretning foran andre ting. Marken og forretningen forsvinder jo ikke, fordi de tager med til en fest. Men de vil hellere have deres eget, end de vil glæde sig over kongen der holder fest. De sidste borgere viser at de slet ikke kan lide kongen. Det er som om de tænker “kan kongen ikke bare lade os være i fred? Så vi kan leve vore egne liv, så vi kan leve som vi selv vil”. Når de så bliver forstyrret af kongens tjenere, bliver de så vrede over at de ikke kan leve i fred med sig selv, at de vælger at slå tjenerne ihjel.

Kongens vrede
Men hvad disse borgere også har valgt at ignorere, da de valgte at undgå invitationen, og ovenikøbet slog de udsendte ihjel, er at denne konge også kan blive vred. Det er ikke gået op for dem at deres ønske om at leve for sig selv, og ignorere deres konges invitation, vil resultere i kongens vrede. For vi ser nu at borgernes modvilje mod at tage imod invitationen medfører at kongen sender sine hære ud for at slå dem ihjel. Det kan godt være at dette kom bag på borgerne. For de havde måske kun hørt at det var en kærlig konge de havde. Men de havde ikke været opmærksom på at Han også var en retfærdig konge, som kan blive vred på sine borgere når de vælger at leve som om Han ikke findes. På trods af at de vidste hvem Han er.

Afslutning på første del
Så i første del af lignelsen ser vi at Gud ønsker at være sammen med Hans skabning. På trods af at de lever for sig selv, og ikke har noget indre ønske om at have fællesskab med Ham, så søger Han dem alligevel. Selvom de lever som fjender af Ham, ønsker Han at opsøge dem. Så Gud giver ikke bare op, Han forsøger virkelig at få fat i os. Men for dem der siger nej til Hans invitation er der konsekvenser. På trods af at folk har et billede af Gud som viser en der altid er flink og rar og ser igennem finger med folks fejl, så viser det sig at bibelens Gud kan blive vred. Og vel at mærke en vrede som kan betyde døden for folk.
Men heldigvis giver Gud ikke op bare fordi de første Han kalder på siger nej. Men det vil jeg vende tilbage til i næste del af denne serie, som kommer snart.

Categories
Falsk Lære Kirke Musik

En lovsangsleder indrømmer brug af massehypnose

For et halvt års tid siden skrev jeg et længere indlæg om hvordan man kan blive udsat for massehypnose igennem lovsangen (se her). Det er heldigvis ikke al lovsangsledelse der falder i den kategori.  Efter jeg havde skrevet det, fandt jeg en video af en lovsangsleder som fortalte hvordan han som lovsangsleder kunne få folk ind i en bestemt stemning, alt efter hvordan han satte musikken sammen. Det er meget muligt at denne lovsangsleder gjorde dette med en god hensigt, men måden var ikke baseret på bibelen. Selvom han misbrugte et bibelvers nu og da til at underbygge det. Det var nu ikke så voldsomme misbrug, jeg har set dem blive brugt af andre, uden at jeg har gjort noget særligt ud af det.

Men det mærkværdige ved hans undervisning om hvordan man skulle lede en forsamling i lovsang, var at det handlede om at lovsangslederen havde fået evnen og ansvaret for at få folk ind i en bestemt stemning. Han viste i sin undervisning hvordan man kan få folk ind i en stemning, så de blev parat til at modtage forkyndelsen.

Set udfra den tid vi lever i, virker det ikke til at der er noget galt i dette. For det sker jo rigtig mange steder, at lovsangen fungerer på den måde, så hvorfor ikke bare blive bedre til at bruge lovsangen, til at få folk ind i en bestemt stemning? Men set i bibelsk perspektiv er der ikke noget der viser os, at man skal synge, spille eller bygge sangene op på en bestemt følelsesmæssig måde, før prædikanten kan komme til. Spørg dig selv hvor lang tid lovsangskoret var på, før Jesus trådte frem og holdt bjergprædikenen, eller nogen af de andre gange han trådte frem og underviste. Og allerede her er der heldigvis nogen der tænker “Hvilket lovsangskor? For det har jeg da ikke hørt om”. Det betyder nu ikke, at det er forkert at synge i kirken, tværtimod er det helt bibelsk at gøre det. Men vi har ikke brug for at komme ind i en stemning der er manipuleret frem vha musik og sang. Vi har brug for at få forkyndt et klart og tydeligt Guds ord, og ikke være i en tilstand hvor vi følelsesmæssigt bliver svagere til at bedømme hvad vi hører.

For det er det næste punkt jeg ville ind på. Nu er der flere som har henvendt sig til mig og sagt jeg er for hård i min bedømmelse af Hillsongfænomenet (se her). Nogen af dem der er uenig med mig, ser ud til at tro jeg har baseret min bedømmelse af Hillsong på en eller to videoer derfra. Det være langt fra, men det kan man selv undersøge ved at søge på Hillsong på denne sides søgefelt. Men i Hillsong bliver man udsat for denne form for manipulation med ens følelser, som det jeg skrev ovenfor. Man står og synger den ene sang efter den anden. Lovsangsbandet står og hopper og danser og får folk til at danse med og blive en del af stemningen. Man er i forvejen en del af en stor forsamling, og lader sig nemt flyde med på bølgen. Når så endelig prædikanten kommer på, så kan han sige næsten hvad som helst. For folk er i en stemning hvor de tager imod næsten hvad som helst. Jeg har personlig hørt det mest utrolige vrøvl blive sagt i Hillsong, mens folk har siddet og tage imod forkyndelsen ukritisk. Jeg har undersøgt og vurderet om folk tog imod den, og det så det kraftigt ud til.

Men her er et par af videoerne som er lavet af lovsangslederen Doug Flathers. I den første fortæller han hvordan det angiveligt er lovsangslederens opgave at få folk ind i en bestemt stemning, og i den anden viser han eksempler på hvordan han gør. Denne lovsangsleder har glemt hvad lovsang er. Lovsang handler ikke om at manipulere folk ind i en bestemt stemning, men om at lede folk ind i lovsang til Gud!

Til dem der vil læse mere om lovsang, kan jeg anbefale disse to indlæg:
Lovsang 3 af Ivan Rasmussen

Lovsang 4 af Ivan Rasmussen

Samt disse to:
Lovsang 1 Oprindelig lovsang

Forkert tilgang til lovsang

Hvis man ønsker at undersøge hvordan man ikke skal misbruge lovsang til at manipulere med folk, kan man se resten af Doug Flathers videoer her:
Doug Flathers om lovsangsledelse

Categories
Forvirret lære Hvem er Gud? Troens forsvar

“Sandheden er ilde hørt”

I går skrev jeg om den lidt underlige historie om hvorfor Store Stygge Ulv løslod de tre små grise, da han endelig havde fanget dem (se her). Årsagen var skrev jeg:

“For hvis han ikke havde dem at rende efter, så kunne han se at hans liv ikke havde nogen mening.”

Store Stygge Ulvs liv handlede om at fange de tre små grise. Men da han endelig fangede dem, var han nødt til at løslade dem, for at undgå at miste meningen med sit liv. Ligeledes er der mennesker der påstår at de søger sandheden, men som ikke vil tage stilling til sandheden når de møder den. Jeg har mødt dem mange steder, de vil gerne diskutere åndelige områder, og filosofere sig frem til det ene og det andet. Men når de finder ud af at man siger at man kender sandheden, så slår de fra. Det er ikke i orden at sige man kender sandheden, for det er for meget at forlange for et menneske. Dermed sætter de sig selv i en ret mærkværdig situation. For dels siger de at det de selv søger efter ikke kan findes. Og dels siger de at det ikke er muligt for et menneske at kende sandheden. Hvis de virkelig mener det, så viser de at deres liv er tomt og nyttesløst. For hvorfor skulle man søge efter noget der ikke kan findes? Det er jo tåbeligt.

Men jeg er overbevist om at der er en anden årsag til deres påstand om at de søger sandheden, som de reelt set ikke mener alligevel. Det lyder nemlig godt i andres øren at sige den slags. De kan endda få det til at lyde som om de er intelligente. Men hvis de bliver konfronteret med sandheden så vil perspektivet med deres liv jo forsvinde. For hvis de virkelig en dag skulle stå overfor sandheden, så ville det betyde at de var nødt til at forholde sig til den. På det tidspunkt var de nødt til, ligesom Store Stygge Ulv, at finde ud af om man ville betale den pris det koster at forholde sig til sandheden, eller ej.

For enten kender man sandheden og lever efter den, eller også lever man som om der ikke er nogen sandhed, på trods af at man er blevet gjort bekendt med den. Udtrykket “Sandheden er ilde hørt” må jeg sige ser ud til at være sandt. Forresten så er sandheden en person. Han hedder Jesus og omtaler sig selv sådan her:

“Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig.” Johannes 14.6

Categories
Uncategorized

“Dagens Disney evangelium”

Hvor underlig overskriften end lyder, så er dette fortsættelsen på indlægget fra i går, om det er arrogant at sige at man kender Gud (se her). Men dette indlæg handler om problematikken ved at sige man søger sandheden.

Jeg vil starte med Dan Turells digt fra 1976 fra “Dagens Disney evangelium”. Det er en genfortælling af en enkeltstående episode fra et ældre Anders And blad. Det var den udgave med store stygge ulv og de tre små grise, hvor ulven endelig får fat i grisene. For en gangs skyld var der ingen Gårdmand Bjørn, klokkeblomst eller lille stygge ulv m.m. som kunne forhindre ham i at fange grisene. Hans drøm om at tilberede dem, krydre dem og spise dem, skulle nu endelig ske. Men nu hvor de tre små grise ligger på gulvet, sker det værste der nogensinde er sket i store stygge ulvs liv. Jeg citerer Dan Turell:

“Så var det, Praktiske Gris stillede ham det helt saglige spørgsmål
ikke noget klynk og pjat med Praktiske Gris som der var med hans tankeløse brødre;
men en sidste chance for en ny erfaring – han stillede ham spørgsmålet:
hvad han – Store Stygge Ulv – nu ville tage sig til,
hvad skulle hans liv nu bestå af,
når grisene var ædt
og gryden var kold
og Store Stygge Ulv havde hvilet sig godt
efter sit solide, mangeårigt velfortjente måltid?
når Store Stygge Ulv igen stod op
efter sit livs festbanket – hvad så?

Den virkede”

Disse spørgsmål fik Store Stygge Ulv til at tænke ret alvorligt over tilværelsen. For hvad betød det for ham, når han ikke længere kunne leve for at fange grisene? Hvad skulle han så give sig i kast med? Hvad ville det betyde for hans nuværende liv? Det ville jo betyde at hans liv ville blive forandret fuldstændig. Han var nødt til at leve på en helt anden måde. Så det ender med at han løslader grisene. For hvis han ikke har dem at rende efter, så kunne han se at hans liv ikke havde nogen mening. Ligesom dette indlæg ikke har nogen mening hvis man ikke læse fortsættelsen som kommer næste gang. Selvom den intelligente læser nok har fattet pointen.

Categories
Hvem er Gud?

Er det arrogant at sige man kender Gud?

En anklage man nemt kan få i dag er at man ikke kan tillade sig at sige at man kender Gud. For hvordan kan man dog finde på at påstå at man ved hvem Gud er? Og man kan slet ikke tillade sig at påstå at man kender sandheden. Det er arrogant siges det, og dette høres fra alle sider. Ligefra ateister, new age folk, og folk der kommer i kirke og påstår at de er kristne. Men jeg kan ikke se at det skulle være arrogant. Kun hvis man kunne sige det med udgangspunkt i ens egen “åndelighed”.

Men når man siger at vi ikke kan vide hvem Gud er, og at vi ikke kan kende sandheden, så gør vi samtidig Gud meget lille. Vi skaber en gud som ikke evner at vise hvem den gud er. En gud som kan skabe verden, men åbenbart ikke har evnen til at artikulere hvorfor den gud skabte verden. Det er en meget svag gud. En sådan gud kan jeg ikke tro på. Den Gud som har skabt denne verden, har vist fantastiske evner. Når den Gud også kan skabe folk med personlighed, og siger i sit ord at vi er skabt i Hans billede, så er det fordi den Gud selv er en person. Vel at mærke en person som kan artikulere hvem Han er, hvorfor Han har skabt os, og hvad Hans formål med os er.

Når man påstår at Gud ikke kan gøre dette, så ophøjer man mennesket, og gør Gud mindre. Men der er også en anden årsag som viser hykleriet blandt disse mennesker som siger de søger sandheden, men samtidig siger at den ikke kan findes. Se hvad det er i næste kommende indlæg.

Categories
Hvem er Gud? Musik

George Harrison som lovsanger

Ændring af indlægget her d.14/6: Pga kommentarer og henvendelser er dette indlæg blevet ændret. Hvorfor det er sket, kan man både læse senerehen i indlægget, samt på dette link som hedder Undskyldning til læserne.

I 1970 indspillede Beatles guitaristen George Harrison et af sine allerstørste hits. “My sweet lord” hed den. Det var en slags lovsang kan man vist godt sige. Her er et lille uddrag af den:

“My sweet Lord
Hm, my Lord
My sweet Lord

I really want to see You
Really want to be with You
Really want to see You Lord
But it takes so long, my Lord”

Og sådan fortsætter det. Min søde Herre, jeg vil gøre det og det, og jeg elsker dig, ih hvor jeg dog elsker dig. Efterhånden som sangen udvikler sig, begynder der så at komme kor på som synger halleluja indover. Til dem der ikke kender sangen, kan den høres på dette link: Youtube. Jeg kan dog ikke anbefale den, fordi den hænger fast i hovedet på en irriterende måde. Dertil er der billeder i videoen som jeg ikke synes om at have liggende på denne side. Men jeg synes samtidig det er den video som bedst viser sammenblandingen af religionerne i sangen.

Denne sang fik mange til at tro at George Harrison var blevet en kristen. Mange kristne har også sunget sangen som lovsang i deres kirker, og troet at dette var en god sang. Mange er dog også blevet overraskede når de fandt ud af at halleluja koret i slutningen af sangen, blev udskiftet med tilbedelse af Hare Kristna. Koret begyndte at synge de mantraer som bliver brugt af tilhængere af Hare Krishna bevægelsen. Men for George Harrison var dette ikke noget problem. For den gud han sang om var ikke en artikuleret gud. Sangen havde jo ikke noget reelt indhold om hvem gud er. Gud var blevet degraderet til et ord, en følelse, en åndelig oplevelse. Gud var ikke konkret og tydelig åbenbaret i det som George Harrison sang. For Harrison var der ikke nogen forskel på Kristus og Krishna. Det forhold som han havde til sin gud, var ikke et der var veldefineret. Det var ikke en som man kunne finde ud af hvem var, ved at fortælle om den gud. Men kun ved at komme ind i en bestemt følelsestilstand.

Problemet
Men om Harrison valgte at synge til Krisha eller ej, så har denne lovsang et problem. Problemet er at gud blot er blevet til et ord. Den der står bag ordet gud, er ikke en som jeg kan sætte klare ord på. Det er en gud hvis person kun kan opleves i det man kalder ” the area of non-reason”. Man har en følelse overfor den ordet handler om, men jeg kender ikke personen når det kommer til stykket. Jeg ønsker blot at tilbede den eller det. Vi har altså at gøre med en lovsang uden teologisk indhold. Den ligger langt fra de gamle salmer som havde et stort teologisk indhold. Rigtig mange af de gamle salmer som man i flere kirker i dag har dømt udenfor, viste og beskrev hvem Gud er. Hvad Han har gjort for os, og hvad Han ønsker af os m.m. Disse sange fik folk ind under huden, når de sang dem ugentlig i kirken, og dagligt i hjemmene. Man kunne huske dem og man tænkte over dem, fordi de fortalte hvem Gud er.

Lovsangene af i dag er så langt fra de gamle salmer som beskrev Gud. De ligner langt mere George Harrisons hinduistiske lovsang. Mange af dem er faktisk med langt mindre teologisk indhold end Harrisons sang var, og kunne derfor med held synges i mange andre religiøse retninger. Der er ikke noget specielt ved dem, som gør dem tydeligt evangeliske. Men vi synger dem gladeligt, og tænker at det lyder friskt, det lyder moderne, og folk er glade, og kan ovenikøbet finde på at danse til dem. Hvad der jo er forståeligt nok, da det mere er influeret af dansemusik, end original lovsang.

Lad mig give dig et eksempel. Her er en video fra Hillsong, hvor de har fået besøg af Joel Osteens lovsangsleder, Israel Houghton. De synger en sang som hvis man kigger på noget af teksten kan virke udemærket. Men omkvædet kvæler budskabet, sådan som jeg ser det (læs hvorfor på dette link.) Omkvædet bliver gentaget igen og igen, så det bliver omkvædet der bliver hængende i ens sind. Det er ikke verset man husker, som faktisk har lidt indhold i sig. Man ender istedet med “Let the redeemed of the Lord say so”. Hvad man så end skal bruge det til. Jeg er blevet gjort opmærksom på at mange af Hillsongs tekster (dette er ikke en Hillsong tekst) har reelt teologisk indhold, hvilket er godt. Personlig kan jeg ikke anbefale dem alligevel. Det skyldes flere ting. Dels at de er en del af trosbevægelsen, og dels at deres forkyndelse er kolosal dårlig, og også viser at de er en del af trosbevægelsen. Men det vil jeg vende tilbage til en anden gang, man kan dog se mere om det på dette link.

Rettelse
Det der står her nedenunder var den del jeg ikke havde forklaret ordentligt, samt udvalgt en video til, der var et forkert eksempel på lovsang uden telogisk indhold. For det viste sig at netop den sang der blev sunget her, havde et teologisk indhold. Jeg skulle derfor ikke have valgt den. Årsagen til at jeg valgte videoen var primært for at vise at det der skete ved Hillsong ikke er decideret kirkeligt. Det er en koncert, og stemningen er også derefter. Det ligner det Tozer kaldte at pumpe en stemning op, mere end det ligner folk der kommer for at høre et klart og tydeligt Guds ord. Det er også sangene som folk de husker Hillsong for, deres forkyndelse er bare en man tager imod når man har sunget tilpas meget. Desværre er man på det tidspunkt i en stemning som gør at man bliver meget nemt modtagelig for næsten hvad som helst. Hvad jeg også skrev nedenunder, og hvad jeg også stadig mener. Men teksten fra videoens sang, skulle jeg have undersøgt, og det undskylder jeg at jeg ikke har gjort, og dermed også undervurderet nogle af spørgsmålene fra kommentatorerne her nedenunder. De første 17 kommentarer er fra før ændringen af dette indlæg. Jeg har valgt at lade det oprindelig stå nedenunder her, for at andre kan forstå de første kommentarer, men også fordi jeg ikke har noget problem i at vise at jeg kan være for hurtig og lave fejl her på bloggen. Jeg ønsker at de ting der bliver skrevet her, er vurderet ordentligt, men kan lave fejltagelser, og det er sket her. Men her er den oprindelige del:

“Lad mig give dig et eksempel. Her er en der har været til Hillsong, som har optaget noget med sit kamera. Det er ganske rigtigt at folk er engagerede her. Men er det Gud de tilbeder, eller er det blot en følelse. Er det ikke mere en overvældelse af at være med til noget hvor folk er sammen om noget fælles. Og dem der står og synger på platformen, får de virkelig folk til at fokusere på hvem Gud er? Eller er det her ikke mere end en koncert, fordi den er uden teologisk indhold, men bare med musik der svinger?”

“Og hvad så?
Der findes stadigvæk kirker som er glade for at synge George Harrisons hinduistiske lovsang, på trods af at de ved at den er hinduistisk. Man siger bare
“at vi synes det er en god sang, og vi lægger det i den vi har lyst til”. Jeg ville ikke kunne komme i en sådan kirke hvor man ikke tog det seriøst at man sang sange som er skrevet til andre guder, og som var helt uden indhold. Men det er der nok mange der forstår.
Men vi siger det samme om de sange som kommer fra Hillsong, og andre såkaldte lovsange uden teologisk indhold. Mange siger at det kan godt være at deres teologi ikke er helt i orden, og at det er ret overfladisk, men det er nogen gode sange, og vi lægger det i dem som vi synes er godt. Men spørgsmålet er måske mere om vi ikke skulle vurdere, om vi bliver påvirket af folk med en overfladisk tro, og dårlig teologi, ved at høre på deres sange? Hvis vi blev påvirket af de gode salmer dengang vi sang dem, hvorfor skulle vi så ikke blive påvirket af Hillsongs sange? Spørgsmålet er nu ikke så meget om vi bliver påvirket, men hvor påvirket vi allerede er i dag? For når jeg kigger ud over kirkedanmark i dag, så ser jeg at den overfladiske kristendom har taget over, og den ser ikke ud til at være på tilbagegang (nej jeg ved godt det ikke kun er Hillsongs skyld, de er blot en del af tendensen). Men heldigvis ser jeg også at Gud rejser folk op til at stå fast på Hans ord. De samme folk har også en tendens til at gå tilbage til de gamle salmer, og vende sig bort fra den overfladiske lovsang. Mon der er en årsag til at det er den slags sange de søger?”

Categories
Kirke Omvendelse Synd vækkelse

Konsekvensen af at sige nej til forkyndelsen af evangeliet

Jeg har lovet at skrive hvorfor jeg har gjort så meget ud af aflysningen af Paul Washer på Pinsevækkelsens sommercamp. Det har ikke været noget jeg har haft lyst til at skrive om, så derfor har jeg kommet til at udsætte det nogen gange. For hvad jeg skriver her, ved jeg at der er nogen der vil misforstå. De vil tro at jeg er særlig ude efter pinsevækkelsen, og efter at sætte dem i et dårligt lys. Jeg kan ikke forhindre folk i at komme med sådanne anklager, men det er ikke min hensigt at være specielt efter pinsevækkelsen. Der findes gode kristne i den kirkeretning, og sagen er at jeg ved at det jeg skriver om pinsevækkelsen her, ligeså godt kunne være sket i andre kirkesamfund i dag. For dette er en tendens der ikke kun finder sted i pinsekredse.

Vi kan umiddelbart sige at lederne af pinsevækkelsens Sommercamp (PS) har ret til at vælge hvem de vil have. Men de har et ansvar som ledere. Det ansvar går ud på at give kristne som kommer på lejren god solid kristen undervisning og forkyndelse. Det har der været mangel på i flere år på PS. De gode forkyndere er langsomt blevet sat ud på et sidespor, og pt er der næsten ikke plads til de solide forkyndere på PS mere. Det er ikke kun mig der siger det, jeg ved at mange andre i pinsevækkelsen siger det samme.

Men når der kommer en som Paul Washer, der er kendt for at prædike det fulde evangelium, og man så vælger at aflyse det, så har det faktisk konsekvenser. Det viser bibelen, og det viser historien også. Som jeg har skrevet om i nogle indlæg for nylig (se her og her), så er en afvisning af en der forkynder evangeliet, ikke bare en afvisning af personen. Det er en afvisning af Jesus kristus, og hele evangeliet. Konsekvensen af at afvise evangeliet, er at man får noget andet. Så lad os se på hvad man kan få istedet.

“Ve dig, Korazin! Ve dig, Betsajda! For hvis de mægtige gerninger, der er sket i jer, var sket i Tyrus og Sidon, havde de for længst omvendt sig og siddet i sæk og aske. Men det skal gå Tyrus og Sidon tåleligere ved dommen end jer. Og du, Kapernaum, skal du ophøjes til himlen? I dødsriget skal du styrtes ned! Den, der hører jer, hører mig, og den, der forkaster jer, forkaster mig. Men den, der forkaster mig, forkaster ham, som har udsendt mig” Lukas 10.13-16

De tre byer som Jesus her omtaler, lå ved Genesaret sø. Læg mærke til at jeg skrev lå. For de er der ikke mere. Man har fundet ruinerne af byerne, men der bor ikke nogen mere. Til gengæld er der en anden by som stadig ligger der. Det er Tiberias. Den kan man læse om i Johannes 6, og der kan man se at i den by, tog folk imod ordet, de fulgte Jesus. De forkastede Ham ikke, men tog imod Ham. At lige præcis den by stadig ligger der, mens de andre som Jesus kom med veråb over ikke findes mere, viser at der er konsekvenser. Men nu ved jeg, at der er nogen som mener at det ikke er nok bare at se på hvad bibelen siger. De vil se at det også gælder i dag, for at kunne tro det. Så lad os se lidt på det.

Vækkelsen man kunne have fået
Denne historie er gengivet fra en gammel prædiken fra 1991af den nu afdøde evangelist Aril Edvardsen. I Sydtyskland engang sidst i tyverne eller starten af trediverne, var der en pastor som begyndte at prædike evangeliet klart og tydeligt. Det medførte at der brød en vækkelse ud der. Folk omvendte sig og begyndte at tage deres liv med Gud meget alvorligt. Men da kirkens overordnede ledere fandt ud af hvad der foregik dernede i Sydtyskland, besluttede man sig for at stoppe det. Man forbød præsten at prædike som han gjorde, hvortil præsten spurgte om de da ikke var interesserede i vækkelse. Det var de ganske vist, men de sagde at det ikke var den slags vækkelse som de ville have. De ville have en vækkelse der var fokuseret på det nationale istedet. Man skal ikke have fulgt meget med i historietimerne for at kunne regne ud, at de fik national vækkelse. De fik en nationalsocialistisk vækkelse, og det var ødelæggende for ikke bare Tyskland, men hele Europa og mere til.

Men nu behøver der jo ikke bryde verdenskrig ud hver gang nogen siger nej til evangeliet. Det fungerer også på lavere niveauer. Jeg har arbejdet i flere kristne organisationer. Et af stederne, hvor jeg også prædikede som en del af min ansættelse, fandt man ud af at den måde jeg prædikede på ikke passede ind i den sædvanlige forkyndelse. Det der ellers blev forkyndt der, var diverse former for kristusløs kristendom. Sådan lidt “Jesus er din Dude” og “Gud elsker dig som du er” (hvilket jo skulle betyde at Jesus ikke havde brug for at sone vore synder på korset), eller “du behøver ikke læse i din bibel, for Gud taler til os igennem naturen og film i biografen” o.l.

Der prædikede jeg evangeliet så godt som jeg kunne, og Gud brugte det. For folk kom i syndenød, og spurgte “hvad skal jeg gøre for at blive frelst” og folk der troede de var frelst, fordi de havde gentaget en bøn ved et møde engang, begyndte at ransage sig selv for at finde ud af om de virkelig var frelst. Jeg har fået at vide at folk græd over deres egen synd, og at flere begyndte at tage deres kristenliv langt mere seriøst. Men der var også nogen som ikke mente at det var deres Gud jeg prædikede, for det var ikke den form for forkyndelse de var vant til. Det var specielt blandt personalet at man mente det. For at gøre en lang historie kort, så blev det besluttet at jeg ikke længere måtte forkynde om Jesus, eller undervise i kristendom. Man ville ikke afskedige mig, fordi man vist var godt tilfreds med det andet arbejde jeg udførte der. Forbudet mod fortsat undervisning og forkyndelse, skete på trods af at jeg havde prædiket og undervist i kristendom i flere år det sted. Man kunne ikke give mig en teologisk begrundelse, man sagde bare at man ikke brød sig om det. Og særligt ønskede man ikke at folk skulle få det dårligt med sig selv. Med andre ord de måtte ikke komme i syndenød, man ville hellere have en “glad kristendom”. Sagen var at jeg selvfølgelig ikke kunne være på en arbejdsplads der kaldte sig kristen, hvor der ikke var plads til at prædike historisk kristendom. Så jeg fandt et andet job istedet.

Jeg kan nu godt klare at blive modsagt, så jeg tager det ikke personligt at jeg blev forhindret i at prædike. Jeg har jo selv været med til at vælge en “branche” hvor man kan risikere at blive stenet. Og så galt var det jo ikke endt her. Men det sted har konsekvenserne af at afvise evangeliet, da det endelig blev forkyndt igen, vist sig tydeligt. Den arbejdsplads har i dag fået noget andet, fordi de sagde nej til evangeliet. Det de har fået er synd som de ikke kan få styr på. Jeg ved fra folk der fortsatte med at arbejde der, at man i dag ser at der er problemer med at folk der taler meget grimt, der er mangel på respekt for dem der har et ansvarsområde og der bliver taget stoffer og der er sexuel umoral, som jeg ikke ønsker at uddybe. Samtidig er der ingen konsekvenser af dette, for stedet fungerer ifølge nogen, som om der ikke er nogen lov. De ansatte melder sig syge og siger deres job op i stor stil, fordi det ikke længere er til at holde ud at være ansat der. De havde sagt nej til evangeliet da de hørte det, og fik noget andet.

Hvad har det med Sommercamp at gøre?
Det er lige præcis det der skræmmer mig ved at lederne af PS aflyser besøget af Paul Washer. Når den overordnede ledergruppe for PS vælger at få møderne med ham aflyst, så er det fordi de har undersøgt hvem han er, og jeg gruer for hvad det er de får istedet nu. For det er i forvejen ikke særligt godt det der bliver leveret på den camp, og det kan jeg dokumentere. Når der så kommer noget godt, vil man ikke have det. Man vil hellere have en “glad og frisk kristendom”. Men sandheden er at de får noget helt andet. Hvad der skete på min gamle arbejdsplads vil ske for mange i pinsevækkelsen snart. Fordi de sagde nej til evangeliet, får de istedet kaos. Ikke fordi jeg er en profet, men fordi bibelen og historien viser at det er konsekvensen.

Pinsevækkelsen som engang var kendt for at være en hellighedsvækkelse, vil udvikle sig til det modsatte. Der vil komme problemer med seksuel synd i menghederne, misbrug af stoffer og alkohol, mangel på respekt for lederne, og mangel på respekt for evangeliet. Og det vil ske fordi de ledere man har indsat, ikke kender evangeliet når de hører det, men istedet afviser det. For afvisning af evangeliet har en konsekvens, hvad enten vi vil det eller ej. Men læg mærke til hvad der vil ske i pinsevækkelsen igennem de næste tre år. Du vil blive overrasket hvor hurtigt frafaldet vil være.

Jeg håber og tror at der vil være menigheder i pinsevækkelsen, som vil vende sig bort fra denne udvikling. Menigheder som kan se at der er noget galt, og ikke længere kan se igennem fingre med det forfald som sker og vil ske. Men det kræver også at de melder ud at de ikke kan støtte den linie som mange af lederne i pinsevækkelsen desværre står for. Hvad angår den arbejdsgruppe som står for PS, så kan jeg ikke udtale mig om hvem af dem der kan høre Guds stemme, og hvem der ikke kan. Men dem som kan se at der er noget galt, burde tage sig sammen og vise deres modvilje og afsky for det der sker. Også selvom det kan betyde at de mister deres position og indflydelse i den gruppe. For det er langt vigtigere at kunne forsvare evangeliet, end at beholde sin “taburet”.

Categories
Evangelisation Kirke Synd

Tegn på en kirke drevet af Helligånden 2

Det første tegn på at kirken er drevet af Helligånden viste jeg i første del (se her). Der var forkyndelsen og dens indhold. Det hænger fint sammen med det næste tegn på at kirken er drevet af Helligånden. For hvis forkyndelsen er baseret på Guds ord, og peger klart på Jesus. Så vil det også få en betydning for dem der hører det. Det er hvad vi ser der sker efter Peters prædiken på pinsedag. Der står:

“Da de hørte det, stak det dem i hjertet, og de spurgte Peter og de andre apostle: »Hvad skal vi gøre, brødre?” Apostlenes gerninger 2.37

De var ikke upåvirkede af det de hørte. Det stak dem i hjerterne. De så hvem de selv var, syndere der havde brudt Guds lov, og stod strafskyldige overfor Ham. De oplevede det som sker under rigtige vækkelser, de så at de i sig selv var uden håb. “Hvad skal vi gøre?” er et af de mest normale spørgsmål som folk giver hvis de er i syndenød, fordi Gud drager på dem. Hvordan kan jeg undgå Guds straf, hvordan kan jeg få tilgivelse, og kan Gud overhovedet tilgive en som mig. Det er spørgsmål som vil dukke op hos folk i en kirke der er drevet af Helligånden. Både hos besøgende og faste kirkegængere. For Guds ånd blev sendt for at overbevise om synd. Og når Guds ånd virker sammen med ordet, så vil folk se at de er elendige, og uden håb i sig selv. For kun der kan de se at deres eneste håb er Jesus Kristus. Der kan man se behovet for omvendelse.

Man vil også se noget andet som vi ikke ser skrevet om på pinsedag, men andre gange at evangeliet bliver prædiket i bibelen. Man vil se at folk vil blive vrede, irriterede, fornægtende o.l. Et sted hvor vi kan se det er i Lukas 7.30 hvor Jesus siger.

“Men farisæerne og de lovkyndige forkastede Guds plan med dem og lod sig ikke døbe af ham.”

Dette blev sagt i relation til Johannes Døberen og hans forkyndelse. Den måde det bliver sagt på, viser at farisæerne faktisk vidste hvad Guds plan var for dem. Dvs at de vidste godt at Gud kaldte på dem. Men Jesus siger at de forkastede den plan. Det er også hvad folk der har fået evangeliet at vide klart og tydeligt, men som vælger at overhøre det gør. De siger nej til Guds plan. Det kan godt være de kalder sig kristne, men hvis de har sagt nej til Guds plan, så vil det ikke hjælpe dem på dommens dag. De er som farisæerne Jesus omtalte. Der er ikke nogen forskel.

Hvis evangeliet bliver forkyndt ordentligt i en kirke, så vil det også have denne effekt. Fordi Gud har valgt at virke ved sin ånd, når Hans ord bliver forkyndt. Det er nemlig et ord som man er nødt til at tage stilling til. Ikke sådan at forstå at folk skal tage en beslutning på stedet. Folk må godt få tid til at lade ordet virke i dem. Men det vil virke, og det vil medføre at folk enten siger ja til Guds plan, eller nej til Guds plan. Men for at kunne gøre det, skal man også vide hvad Guds plan er, og det er forkynderens opgave at gøre rede for det. Og så er vi jo tilbage ved første del af serien igen.

Men en kirke hvor forkyndelsen ikke stikker i hjertet, hvor der ikke længere bliver prædiket omvendelse fra synd, til Jesus. Det er også en kirke som ikke er drevet af Helligånden. For enten er man drevet af Helligånden, eller også er man ikke.

Categories
Evangelisation

Løbet tør for traktater

OBS: Dette indlæg kan godt misforståes som basunblæsning. Men det skal kun ses som en inspiration til at give evangeliet videre til andre. Jeg er ikke selv en udpræget evangelisttype. Det ved jeg fordi jeg kender folk som virkelig er evangelister med stort E. Men om man er evangelist eller ej, så kan man godt evangelisere. Vi behøver ikke alle gøre det lige meget, eller på samme måde. Men da jeg selv har brug for at blive opmuntret til evangelisation, tænkte jeg at dette indlæg kunne være med til inspirere andre.

Jeg var græsenke nogle dage i sidste uge. Så jeg havde alle tre børn alene hjemme, og tænkte jeg vi skulle tage ud og opleve noget udenfor huset. Så jeg sagde til dem at vi skulle en tur ned til havnen så de måtte tage noget tøj på der passede dertil. For det var ret blæsende den dag. Jeg selv tog en (synes jeg selv) pæn skindjakke på, som jeg ikke havde brugt i et stykke tid. Jeg plejer at have en pæn habitjakke på for tiden, som jeg føler mig godt tilpas i. Den er også fyldt op med de ting jeg plejer at have brug for. Som tegnedreng, kuglepen, traktater og businesscards etc. Men nu havde jeg min skindjakke på, og taget min tegnedreng med i dens lomme.

Efter turen på havnen og en is, spurgte jeg børnene om de ville med op og se et historisk sted som lå i nærheden. Det ville de gerne og så tog vi afsted. Efter at have undersøgt det historiske sted, kiggede vi på udstillingen. Der var ikke andre på det tidspunkt, det er ikke et historisk sted der bliver besøgt så meget udenfor turistsæsonen. Men så kom der en bus, fyldt med pensionister. En af de der busture for primært ældre folk der gerne vil have en tur, hvor de kan drikke noget kaffe, spise en kage, og måske få en lille snaps i kaffen (og det fik de). Så pludselig er der en stor mængde mennesker omkring mig, som alt andet lige er taget afsted på tur for at få tiden til at gå. Jeg tænkte automatisk at min gode ven Cameron som er udpræget evangelist, ville rende rundt og give traktater, da det var så åbenlys en god mulighed for at gøre dette. Men nu var Cameron ikke lige med. Der var kun mig. Så jeg stikker hånden ned i min højre brystlomme, hvor jeg plejer at have mine traktater. Der fandt jeg EN traktat. Der var kun EN enkelt tilbage. Det synes jeg jo var lidt slapt, når der nu var så mange mennesker. Så jeg lod børnene lege lidt mere og sagde så til dem at nu skulle vi hjem. Jeg satte dem ind i bilen og kiggede så efter i bildøren om der ikke var flere traktater der. Jeg plejer at have en god bunke der, men der var kun fire tilbage. Nåh det var da bedre end en. Så nu kunne jeg gå hen til nogle af dem og give dem nogle traktater så der var flere der kunne få, og så gjorde jeg det. “Hej og håber I nyder det dejlige vejr. Jeg har nogle gåder her som jeg godt vil give jer, og som kan give jer lidt at tænke over”. Fortalte dem ganske kort hvad det drejede sig om, og tog så og kørte hjem med børnene. Traktaten de fik er som regel en folk plejer at vise videre til andre. Så jeg havde det fint med at kunne give fire traktater ud. (Jeg beholdt den femte, for man ved aldrig om man møder en som man bare er nødt til at give en traktat).

Vær beredt
Men det var helt underligt pludselig at finde ud af, at man var ved at løbe tør for traktater. I de fleste af mine jakker er der traktater i, så jeg ikke behøver tænke på det. De er der bare. Men her kom jeg til at tage en jakke som ikke havde fået fyldt lommerne op for nylig, og ikke nok med det. Sidedøren i bilen var også ved at være løbet tør. Det var faktisk en ubehagelig situation. Sørg for altid at have en traktat på dig, du ved aldrig hvem du møder, og så er det godt at kunne give en evangelie-præsentation, som de kan tage med sig og læse, og som er lavet på en læsbar måde. Hov det mínder mig om at jeg har glemt at fylde bilen op. Sidedøren er stadig tom for traktater, det skal der lige gøres noget ved.

Her er Trish som er tilknyttet Way of the Master. Hun er i udpræget grad evangelist. Hun har gjort sin bil til en velsmurt traktatmaskine. Hun har måske gjort lidt meget ud af det, vil nogen nok synes. Men hun er ihvertfald beredt til tænderne med traktater. Du behøver nok ikke gøre ligesåmeget ud af det som hun gør. Men mon ikke vi er nogen som kunne trænge til at blive lidt inspireret af hendes begejstring for at forkynde evangeliet til de unådede?

Categories
Bibelen Kirke Prædikener

Tegn på en kirke drevet af Helligånden 1

Pinsen som vi fejrer i disse dage, er en fejring af kirkens fødsel. Det var på pinsedag for små 2000 år siden at Gud udgød sin ånd over de discipl,e der var samlet for at vente på Åndens komme. Det skete ret voldsomt, ved at der kom tunger af ild, og satte sig på hvert enkelt af dem. Så begyndte de at tale på andre tungemål, uden at vide hvad det var de egentlig sagde. Men folk som kom fra andre lande, kunne høre at de priste Gud på deres sprog, og de undrede sig. Nogle mente at de var fulde, fordi det virkede så vildt. Men så er det at Peter træder frem, og holder sin berømte pinsetale. Det er Peters tale der er værd at lægge mærke til, hvad angår tegn på at være en kirke der er drevet af Helligånden. Alt for mange har troet eller tror, at tegnet på at være en kirke drevet af Helligånden er at man taler i tunger. Dem der siger sådan glemmer at kigge på hvad det var Peter prædikede på pinsedag, for det er det sande tegn på at man er en Helligåndsdrevet kirke.

Hvad sagde han så?
Han prædikede Guds ord. Peter træder frem og siger at det der er sket, er hvad der er forudsagt i profeten Joels bog, og så citerer han fem vers fra Joels bog. Derefter fortæller han at Jesus som Gud havde sendt, havde de korsfæstet, og efter Han var død, oprejste Gud Ham fra de døde. Det bruger han så noget fra en salme af David til at underbygge, og forklare.Og så slutter han af med at sige:

“Så skal da hele Israels hus vide for vist, at den Jesus, som I har korsfæstet, har Gud gjort både til Herre og til Kristus.” Apostlenes gerninger 2.36

Hvad var det så der var så specielt ved Peters tale? For det første så var forkyndelsen drevet og bygget op af Guds ord. Men det var samtidig et målrettet ord, for hans forkyndelse pegede på Jesus, og viste hvem Jesus er. Peter kom ikke med en masse filosoferen over hvordan Gud måske kunne være. Han begyndte heller ikke at tale om hvor mange gange Gud havde brugt ham til at helbrede folk, og hvor mange penge folk gav ham fordi de ville støtte en Guds mand. Han brugte heller ikke tid på at forklare at hvis man ikke talte i tunger ligesom han nu gjorde, så var man ikke en ordentlig kristen. Han talte slet ikke om at livet handlede om at have et mål, eller at man havde brug for at frigøre sit potentiale. Og absolut ingenting om at vi ikke ved hvad Gud mener fordi det skulle være svært at forstå Guds ord.

Istedet var det et klart og tydeligt Guds ord der blev forkyndt. Han holdt ikke noget tilbage, de fik at vide hvem Jesus er, og at de havde korsfæstet ham, og var skyldige i at have slået Guds søn ihjel. Altsammen baseret på det der stod i Guds ord i forvejen. Det at Peter brugte skriften som han gjorde, og viste at skriften peger på Jesus, og selv pegede på Jesus, er de primære tegn på at man er drevet af Helligånden. En kirke som ikke gør det, er ikke drevet af Helligånden, men noget andet. Eksemplerne som jeg kom med foroven illustrerer det fint kirker som ikke er drevet af Helligånden. Folk kan tale i tunger fra nu og og ti år frem, uden at der er noget Helligånd i det. Paulus selv taler imod at man skal gøre det, for han mente jo selv at det var vigtigere at undervise i ordet, end at tale i tunger (se første korinterbrev 14).

Første tegn
Så første tegn på at man er en kirke der er drevet af Helligånden er en forkyndelse der er bygget på Guds ord, viser hvad Guds ord siger og viser at ordet peger på Jesus og viser os hvem Han er. Men der er også et andet tegn på at man er en kirke drevet af Helligånden, og det tegn vil jeg vende tilbage til i næste afsnit i denne miniserie.