Categories
Falsk Lære

Da Moses mødte Rob Bells forfædre

Rob Bells moderne “evangelium” er ikke noget nyt. Moses mødte nogen af de første Rob Bellere, nemlig Rob Bells forfædre. Det var dem der syntes at det var “en værdi” at tvivle på det som Gud havde sagt. De folk der kender til den smarte tjekkede og rigtig cool forkynder Rob Bell, ved også at han gør et stort nummer ud af at fremhæve vores tvivl som en værdi. Men hov det er da ikke i overenstemmelse med bibelen. For i Bibelen er tvivl at sammenligne med synd. Læg mærke til at Jesus skældte disciplene mere ud over deres tvivl, end over deres synd (hvorfor vil jeg komme tilbage til en anden gang).

Men okay. Moses har altså gået rundt i ørkenen sammen med israelitterne og var kommet til det forjættede land. De havde sendt tolv spioner ind i landet for at undersøge det. Da de kom tilbage fyrre dage senere sagde de at det var et godt land. Men der var kæmper der boede derinde, som var meget stærke. Derfor var de blevet bange. En af spionerne Kaleb sagde dog:

“Lad os dog drage op og erobre landet. Det kan vi sagtens” Fjerde mosebog 13.30

Kaleb viste altså at han ikke tvivlede på at Gud havde sagt at landet tilhørte dem.

“Men de mænd, der havde været deroppe sammen med ham, sagde: »Vi kan ikke drage op mod det folk, for de er stærkere end vi.”

Denne tvivl som de sidste havde, smittede så kraftigt af på resten af israelitterne at de begyndte at klynke. Læs blot her hvad de sagde:

“Gid vi var døde i Egypten! Eller gid vi var døde i ørkenen her! Hvorfor fører Herren os til dette land, hvor vi skal falde for sværdet og vores kvinder og børn blive taget som bytte? Var det ikke bedre, om vi vendte tilbage til Egypten?” Fjerde mosebog 14.2-3

Læs her hvad Gud siger konsekvensen skulle blive for denne gammeltestamentlige udgave af emergent church:

“Ingen af jer, undtagen Kaleb, Jefunnes søn, og Josva, Nuns søn, skal komme ind i det land, som jeg svor, jeg ville lade jer bo i. I sagde, at jeres familier ville blive taget som bytte; men dem vil jeg føre derind, og de skal lære det land at kende, som I har vraget. Men jeres lig skal ligge her i ørkenen. Jeres sønner skal leve som hyrder i ørkenen i fyrre år, og de skal bære straffen for jeres utroskab, indtil I alle sammen ligger som lig i ørkenen. Ligesom I brugte fyrre dage til at udspejde landet, skal I bære jeres straf i fyrre år, et år for hver dag, og I skal erfare, hvad det vil sige at have mig til fjende. Jeg, Herren, har talt! Ja, sådan vil jeg handle mod hele denne onde menighed, der har rottet sig sammen mod mig. Her i ørkenen skal de omkomme, her skal de dø!«”

Fyrre år i ørkenen for at tvivle på Gud. Hvad mon Gud vil give den moderne emergente kirke som sætter tvivlen i højsædet? Tja jeg er egentlig ret ligeglad med om det lige bliver fyrre år i ørkenen igen, eller noget andet som Gud vil give dem. Jeg kan ihvertfald se at det ikke medfører noget godt at følge folk der siger, at det er i orden at tvivle på det Gud har sagt i sit ord. Disse mennesker har fuldstændig misforstået hvad tro er, når bibelen siger:

“Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses.” Hebræerne 11.1.

Categories
Bibelen Kirke

Hvad står fast?

Er der ting i bibelen som jeg ikke forstår? Ja det er der, men det er ikke noget der får mig til at tvivle på Gud og Hans ord. Når det er sagt, så er der også mange ting som jeg godt forstår, men også noget som jeg ved at der står, uden jeg nødvendigvis forstår det hele. Det er områder som bibelen beskriver meget klart. Nogle af disse områder bliver kaldt for doktriner.

Doktrinerne er kristne bæresøjler som der ikke kan sættes tvivl om. Fordi Gud har vist det meget klart og tydeligt igennem sit ord. De vigtigste doktriner kan du læse om i menuen “Trosbekendelse” foroven på hjemmesiden. Jeg vil komme tilbage til dem en anden gang hvor jeg vil gennemgå dem her på bloggen.

Mange kirker er bange for at melde klart ud hvad de står for. De ønsker ikke at have en ret præcis bekendelse af deres tro. Det er specielt gældende for en del frikirker desværre. Det er ikke for at være ude efter frikirkerne, da jeg selv tilhører det segment, men har rigtig mange gode kristne kontakter og venner som tilhører folkekirken. Men det er et stort problem at man ikke bekender en klar tro. Istedet ser man at mange af dem kalder sig en “bibeltroende” menighed. Og ja det lyder da meget godt, men det siger Rick Warren også at hans kirke Saddleback church er. Så det er åbenbart en sætning der kan strækkes ret langt. Jeg tror på at menighederne har brug for at vise klart hvad man tror på og står for.

Tror ens kirke at bibelen er fuldt ud troværdig? Tror man på at Jesus er Gud der blev menneske? Tror man på at Jesus tog vores straf på sig, fordi at synd er så forfærdelig i en Hellig og retfærdig Guds øjne, at Han er nødt til at straffe synd? Tror man på at der kun findes to udgange fra dette liv, et Helvede og en Himmel? Tror man på at man kun kan blive frelst hvis man er villig til at omvende sig fra sit eget liv, fordi man ser sig selv som en synder der har brudt Guds hellige lov?

Hvor mange menigheder er parat til at vise hvad det er de står for? Og dem der ikke vil vise hvad de står for, hvad står de egentlig for? Hvor mange menigheder tør gå ud og sige at de står på bibelsk grund, og samtidig vise hvad bibelsk grund er?

Jeg kan se at der er ved at ske noget i kirker rundt omkring i landet. Men mange kirker er bange for at melde for at melde klart ud om dette. En af årsagerne til at de er bange for det, vil jeg komme ind på i næste uge.

Categories
Livet som kristen

Hvor er det godt når brødre sidder sammen!

Jeg var sammen med nogle forleden, som det var en meget stor fornøjelse at være sammen med. De havde nemlig den samme brand efter at prædike evangeliet til de unåede. Den samme lyst til at være sammen med andre kristne. Men allerstørst en kærlighed til Jesus der gjorde at man kunne mærke at de ikke længere tilhørte sig selv, for Jesus var deres Herre. De var forvandlede af Jesus. At være sammen med dem fik mig til at tænke på det salme 133:

“Hvor er det godt og herligt,
når brødre sidder sammen!
Det er som den gode olie på hovedet,
der flyder ned over skægget,
over Arons skæg,
ned over kjortlens halsåbning.
Det er som Hermons dug, der falder
på Zions bjerge.
For dér giver Herren velsignelsen,
livet i al evighed.”

Categories
Evig dom

Anbefaling af artikel på Jesusnet

En rigtig god kristen hjemmeside er www.jesusnet.dk. Udover et chatrum som er drevet af folk der har en god forståelse af bibelen, i modsætning til dem jeg skriver om i forrige indlæg. Så får de også udarbejdet nogle gode sunde velskrevne artikler. En af de sidste omhandler Helvede. Her er et uddrag:

“Bibelen er uhyggelig klar i sin tale om, at der findes to udgange på menneskelivet: Frelse eller fortabelse, evigt liv eller evig død. Udsagnene er så klare, at de er umulige at omtyde til at betyde noget andet. For eksempel siger Jesus som afslutning på sin bjergprædiken”

“Gå ind ad den snævre port; for vid er den port, og bred er den vej, der fører til fortabelsen, og der er mange, der går ind ad den. Hvor snæver er ikke den port, og hvor trang er ikke den vej, der fører til livet, og der er få, som finder den!” (Matthæusevangeliet 7,13-14)

Har du lyst til at læse mere så gå ind på linket her til Jesusnet.dk.

Categories
Forvirret lære

En forvirret leder med fornuftige støtter

Jeg har fået en del henvendelser pga mine indlæg om Christian Hedegaard og Evangelist. Nogle af dem har vist sig at være ret uenige med mig i det jeg skriver. Nogle få af disse henvendelser, plus et par andre som også omhandler Hedegaard, har jeg dog tænkt lidt over, og kunne se at det nok er bedre at putte Hedegaard i en ny kategori der hedder Forvirret lære. Derfor har jeg ændret det gamle indlægs kategorisering til dette istedet.

Jeg ved at der er nogen der vil blive sure over at jeg har defineret Hedegaard som en forvirret lærer, istedet for en falsk lærer. Men jeg mener ikke at jeg har dokumentation nok for at kunne bedømme ham som en total vranglærer som Rob Bell og Rick Warren og folk som dem. Men jeg er nødt til at kunne skrive med en ordentlig samvittighed herinde.

At jeg bedømmer Hedegaard som forvirret er ikke på nogen måde en godkendelse af Evangelist eller en anbefaling, af dem der arbejder under ham. Jeg vil her forsøge at forklare hvorfor, jeg har valgt denne bedømmelse. Men først vil jeg beskrive hvad jeg ikke kan bruge til at godkende ham.

Der er flere der har skrevet til mig, at mange er blevet helbredt igennem evangelist. Der har været dæmonuddrivelser hvor folk er blevet sat fri. Der er nogle narkomaner som er kommet ud af narkomani, og lignende er sket for alkoholikere. Jeg kan selvfølgelig ikke have noget imod dette. Men det er ikke en bibelsk grund at bedømme om en mands lære er i orden eller ej. Jesus siger selv i Mattæus 7.21-23:

“Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje. Mange vil den dag sige til mig: Herre, Herre! Har vi ikke profeteret i dit navn, og har vi ikke uddrevet dæmoner i dit navn, og har vi ikke gjort mange mægtige gerninger i dit navn? Og da vil jeg sige dem, som det er: Jeg har aldrig kendt jer. Bort fra mig, I som begår lovbrud!” 

Vi kan altså ikke udfra at man har profeteret og uddrevet onde ånder sige at man er frelst og kommer i himmelen. For det havde disse mennesker gjort, og brugte det som argument for at de tilhørte Jesus. For Jesus sagde; Jeg har aldrig kendt jer.

Hvad der er positivt ved Hedegaard er en brand for et arbejde, om at nå mennesker. Fint nok. Jeg er ikke så enig i de metoder som Hedegaard bruger for at nå mennesker, men en stor del af det er heller ikke noget som jeg vil bedømme ham på. At Evangelist er involveret i noget “nå de unge med et skateboardarrangement” synes jeg er et ubrugeligt argument, selvom jeg ikke selv ville bruge et skateboardarrangement som indgang til at forkynde evangeliet.

Men hvad er der så galt? Der er det galt at Hedegaard virker mere som en forvirret mand med karismatiske lederevner, som samtidig viser tegn i form af mirakler der følger ham. Jeg er ikke ude på at bedømme miraklerne, dem kender jeg ikke nok til. Heller ikke at han er en karismatisk person, det skal han have lov til at være. Men jeg har lagt mærke til at den lære han siger at han står for, er han ikke i stand til at forsvare på en troværdig måde. Hvis man stiller spørgsmål som Hedegaard ikke har lyst til at svare på, viser der sig nogle sider som ikke burde forekomme så meget hos en kristen leder. En kristen leder skal være et forbillede på dette område ifølge Efeserbrevet. Her er et eksempel som Roar Lavik fra Dialogcentret har beskrevet fra et møde med Hedegaard og nogle fra Evangelists bestyrelse:

“Desværre var mødet ikke særligt konstruktivt, idet Christian Hedegaard ikke besvarede vore spørgsmål, men i stedet for fortalte den ene succeshistorie efter den anden, pludselig slog over i engelsk og endog ganske umotiveret også følte sig foranlediget til at skulle demonstrere tungetale for os. Jeg havde forberedt 20 spørgsmål, jeg ønskede besvaret, men selv om mødet varede 5 timer, nåede jeg kun at stille 3 spørgsmål – uden egentlig at få et eneste svar. Et par gange måtte Johs Hansen ligefrem afbryde Christian Hedegaard med ordene: ”Du hører ikke, hvad Roar spørger dig om…” “Artiklen i sin helhed kan læses her.

At Hedegaard undviger spørgsmål, eller begynder at snakke og fokusere på noget helt andet, er ikke en enlig svale. Det er noget som flere har oplevet før og efter dette møde. Han viser at han ikke kan besvare teologiske spørgsmål som er vigtige for at kunne forstå hans syn på Gud, Jesus og bibelen. Istedet opfører han sig som en forvirret mand der snakker om alt andet som HAN synes er vigtigt og afgørende, istedet for at besvare spørgsmål, som han havde lovet at svare på. Det er noget mange har oplevet særlig på Evangelists chatrum.  Jeg ved fra en læser her på bloggen at Hedegaard gav hende det her svar på Evangelists chatrum; “Stil teologiske spørgsmål til en teolog” til noget der vist nok var et udemærket spørgsmål. Derefter blev hun kort tid efter smidt ud af  chatrummet pga at spørgsmål som tydeligvis irriterede Hedegaard. Det ved jeg også at der er flere der har prøvet. Der er ovenikøbet nogen der er smidt af chatten uden at have nået at spørge om noget, igen af Hedegaard selv.

En del af dem der har chattet på Evangelist.dk har fortalt mig at de andre fra Evangelist som de talte med, som David Klit, eller Lena Løbner, faktisk var meget behagelige og fornuftige at chatte med. Det var med andre ord debatter som de fik noget ud af, fordi de fik svar på nogle spørgsmål de anså som vigtige. Men så har de ofte oplevet at Hedegaard kommer ind på chatrummet og begynder at “buldre løs”, og begynde at skrive ting som ikke rigtig kunne bruges til noget. Eksempelvis har han skrevet om Kristeligt Dagblad; “Det er den klammeste og mest løgnagtigte avis i DK, værre en ekstrabladet. Den burde ikke kalde sig kristelig, når den ikke taler sandhed”. Det skulle have været i en debat som David Klit også var inde over, og hvor han prøvede at dæmpe Hedegaard lidt ned. Det fik dog den modsatte effekt.
Det samme er sket hvor folk har haft debatter med Lena Løbner, som også er forløbet godt indtil Hedegaard kom ind på chatten og skulle vise ansigt.

Her ser jeg faktisk et ret stort problem. Hvordan kan det være at så mange tilsyneladende fornuftige personer kan finde sig i at arbejde under og med en mand der opfører sig så uvist, og som smider folk ud af et chatrum, som de faktisk er kommet ind på for at finde svar på nogle spørgsmål. Jeg kan ikke komme til noget andet svar end at disse “fornuftige” mennesker støtter Hedegaard fordi de tror på de tegn der følger med ham. De tegn bruger de til at godkende ham, istedet for at bedømme det han lærer. Hvis jeg har ret i den påstand (og det er en påstand som jeg ikke har mulighed for at verificere da jeg forstår at evangelists folk ikke vil svare ordentligt på sådan et spørgsmål (du kan jo selv prøve hvis du er inde på deres chatrum, og ikke er bange for at blive smidt ud af chatrummet pga dine spørgsmål)), så har vi altså nogle som har valgt at gå efter tegnene og ikke efter den sunde lære.

Af de samme grunde kan jeg ikke anbefale folk at involvere sig i selskabet Zelot som kører under David Klit, og heller ikke at gå til koncert med Lena Løbner, hvor gode hendes sange så end er. For jeg kan ikke støtte nogen der støtter en der har en teologi der kan ligge på en 25øre. For det er hvad Christian Hedegaard viser at han har, når han kan finde på at svare; Spørg en teolog om teologiske spørgsmål. For med det svar glemmer han hvad teologi betyder. Det er jo sammensat af de to ord, Teo og logos, som betyder Gud og ord. Så det Hedegaard svarede her var på godt dansk; spørg en der kender Guds ord om Guds ord, for det kan jeg ikke svare på.
En sådan leder ville jeg ikke turde følge, hvis han kaldte sig en kristen leder. De kristne ledere jeg har brug for skal have et godt og sundt kendskab til Guds ord, for at jeg vil gå med dem, og arbejde under dem. Men hvis dem der arbejder under og med Christian Hedegaard har andre argumenter, så er de velkomne til at kontakte mig. Jeg er meget interesseret i at høre deres forklaring.

Categories
Kirke Synd

Er den tolerante kirke en ny opfindelse? Fortsat

Leonard Ravenhill sagde engang; “Menneskets forståelse af Gud har ændret sig igennem tiden, men Guds forståelse af mennesket har ikke ændret sig” (ihvertfald ikke efter syndefaldet). Det er udgangspunktet for fortsættelsen på indlægget fra i forgårs. Mange steder er kirken blevet så tolerant overfor synd, at Guds lov ikke betyder noget mere. En af forklaringerne på dette har jeg nogen gange hørt være sådan her “vi ønsker at være en glad og levende kirke”. Det har jeg da heller ikke noget imod at man ønsker at være. Men burde det største ønske ikke være, at man var en kirke efter Guds hjerte. For sådanne kirker eksisterer faktisk. Det gjorde der ihvertfald under apostlenes tid. Hvilket jeg vil dokumentere udfra bibelen i en kommende serie her på bloggen. Så må ønsket om en glad og levende kirke komme i anden række.

Alt for mange gange igennem historien og specielt i vore dage, kan man se at kirken ikke lever op til det som der står i bibelen.  Istedet forsøger man at være et supplement til verden, og sørger for at verden kan føle sig velkommen i kirken. Men det har Gud aldrig bedt os om. Han har bedt os om at gå ud i verden og forkynde omvendelse til Ham. Konsekvenserne af det andet, bliver at kirken bliver forurenet af synd. I en gruppe som jeg mødes med engang imellem havde en af mine venner en andagt. Han læste det her fra Efeserbrevet 5.3-5:

“Men utugt og al slags urenhed og griskhed må end ikke nævnes iblandt jer; det sømmer sig ikke for hellige. Heller ikke skamløshed og tåbelig snak eller overfladisk vid; det passer sig ikke, men derimod taksigelse. For det skal I vide, at ingen utugtig eller uren eller grisk – det er det samme som en afgudsdyrker – har lod og del i Kristi og Guds rige.”

Det var bare en ganske kort andagt han holdt udfra dette skriftsted. Men det var vidunderligt at høre dette i en kristen forsamling. For det er ikke noget vi har så meget fokus på mere. Det er de færreste der tør prædike udfra den tekst i dag. Og ser man ordentligt på det skriftssted kan man se at den tolerante kirke ikke er opfundet af Gud, men af mennesker. Den tolerante kirke kan godt finde ud af at sige “heller ikke jeg fordømmer dig”, men glemmer at sige “gå og synd fra nu af ikke mere” som er den sammenhæng den første sætning blev sagt i (Johannes 8.11). Her kan vi ikke sige at vi lever i en ny tid som vi er nødt til at tage hensyn til, som jeg kom ind på i mit første indlæg herom. Hvis Gud ikke har ændret sit syn på mennesket, så har han heller ikke ændret sit syn på kirken.

Jeg taler ikke om at vi ikke må række ud til folk i verden. Men det må ikke ske ved at gå på kompromis med Guds ord. Hvilket er det der alt for ofte sker i den tolerante kirke. Ingen burde være så hovmodige at tro at de har en højere, mere moderne, mere tolerant og bedre forståelse af hvem Gud er i deres forsvar for den tolerante kirke. For siger de ikke i samme åndedrag at Guds kirke op igennem historien har haft en dårligere forståelse af bibelen, og af Gud, end den vi har i dag? Glemmer de så ikke at Guds syn på mennesket ikke har ændret sig, bare fordi menneskenes syn på Ham har ændret sig.

Categories
Hvem er Gud? Synd

Jeg er ond, men Gud har alligevel valgt at elske mig

Her er fortsættelsen fra i går fra en prædiken jeg holdt for nylig. Kommer nok snart i en podcast her på bloggen. 

I romerbrevet 7.18 står der:

“Jeg ved, at i mig, altså i mit kød, bor der intet godt. Viljen har jeg, men udføre det gode kan jeg ikke.”

Hvorfor kan jeg ikke udføre det gode når jeg har viljen? Det forklares af en af de kristne doktriner. Den der siger at mennesket er fordærvet i sin natur. Det står i Romerbrevet 3.9-12:

“Der er ingen retfærdig, ikke en eneste. Der er ingen forstandig, ingen, der søger Gud.
De er alle kommet på afveje, alle er fordærvede; ingen gør godt, ikke en eneste.”

Har vi en fri vilje? Ja, men fordi vi er fordærvede i vores natur vælger vi også forkert. Ingen af os herinde kan sige os fri for ikke at have brudt Guds lov. Vi er forbrydere i Hans øjne hvis vi skal stå alene overfor Ham engang. Og forbrydere bliver straffet. Så nu ved vi hvem vi er.

Men hvis du ville skamme dig overfor dine venner ved at få alle dine tanker udstillet som jeg sagde før (se link), fordi du ved hvordan de vil tage det. Hvordan tror du så ikke at en Hellig Gud ville se på dem. Når du en dag skal stå foran Guds domstol, og Han både viser dig dine tanker, ord og gerninger. Og Han kender dem alle, for Han har set dem. At se sig selv i det lys er en skrækkelig ting.

Alligevel viser Gud sin kærlighed til dig ved at han blev menneske og døde på et kors for dig. Og har åbenbaret sin vilje og frelsesplan for dig i SIT ord. 1 Joh 4.10

“Deri består kærligheden: ikke i at vi har elsket Gud, men i at han har elsket os og sendt sin søn som et sonoffer for vore synder.”

Ikke nok med det. Gud har sørget for i Hans ord at vi kan få indsigt i det Han har gjort for os. Og finde retledning for vores liv. Det er en kærlig Gud der har sørget for dette ord til os, for at advare os imod den kommende dom. En ligeglad Gud ville ikke have sendt os sådan et kærlighedsbrev.

Categories
Synd

Jeg er ond!

Dette er en del af en prædiken jeg holdt for nylig.I dette stykke definerer jeg udfra bibelen den menneskelige ondskab.

Hvis vi skal forstå hvor stor Guds kærlighed er, og hvad det er for et kærlighedsbrev Han har skrevet til os, samt hvorfor det er et kærlighedsbrev, så må vi starte med os selv og finde ud af hvem vi er. For det er os det er skrevet til.

Her vil jeg gerne vise hvor forfærdelige og syndige vi er. I både vore egne øjne, og i Guds øjne. For det er ikke muligt at se lyset fra Gud klart nok hvis vi ikke klart kan se det mørke vi selv er i, ifølge Charles Spurgeon.

For alle har syndet og mistet herligheden fra Gud, og ufortjent gøres de retfærdige af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus. Rom. 3.23-24

Alle har syndet. Alle. Og ufortjent gøres de retfærdige. Ufortjent. Jeg kan ikke i egen kraft gøre mig fortjent til Guds kærlighed og frelse. Hvis jeg troede at jeg kunne så har jeg mistet alt, og viser at jeg ikke har forstået evangeliet. Men hvorfor kan jeg ikke gøre mig fortjent til frelsen? Fordi jeg er ond. Jeg er virkelig ond. Ja jeg er faktisk ligeså ond som dig. Hov hov Rene så ond er jeg da heller ikke. Okay, men hvad nu hvis jeg kunne tage alle dine tanker og sætte dem op på storskærm, så alle dine venner kunne se dem sammen med dig. Ikke dine gerninger, bare dine tanker. Og lad os bare nøjes med den sidste måned. Så ville der dukke ting op på den skærm, som du ville skamme dig så meget over at du ville flygte ud af døren, og aldrig vise dig igen. Du ville skamme dig så forfærdeligt over at dine venner fik indblik i dine skrækkelige tanker. Hør hvor ved jeg det fra tænker du måske nu? Jeg kender også mennesket og ved at bibelens ord er sande.

I romerbrevet 7.18 står der:

Jeg ved, at i mig, altså i mit kød, bor der intet godt. Viljen har jeg, men udføre det gode kan jeg ikke.

Fortsættelse følger i morgen.

Categories
Kirke

Er den tolerante kirke en ny opfindelse?

Mange kirker er blevet så “moderne”, at de mener at have fået en ny og større åbenbaring end den man traditionelt har haft i kirkehistorien. En forståelse der gør at man eksempelvis er blevet mere og mere tolerant overfor synd. Jeg læste på en kirkes hjemmeside at de ville være en kirke hvor alle ville blive inkluderet. Det var noget af en udmelding. For skal den forstås sådan at alle kan være en del af kirken, ligegyldigt hvordan man lever? Eller betyder det at alle der omvender sig fra deres synd, er velkomne i kirken, ligegyldigt hvad de har gjort før? For der er jo stor forskel.

Nu kender jeg ikke den pågældende kirke godt nok, til at kunne udtale mig om hvordan det skulle forstås. Men desværre er det sådan, at mange kirker ikke længere tager synd alvorligt. Undskyldningen går på at, man skal jo ikke blande sig, og det der med kirkedisciplin, det er jo sådan noget gammeldags noget. Man vil hellere være en moderne kirke hvor der er plads til alle. Det betyder ikke noget at man leger med okkultisme ( ja det lyder tosset det ved jeg godt, men det sker faktisk), indtagelse af alkohol i mængder der ikke er tilrådelige (undskyldningen her er at de er jo unge, og skal have lov til at have et ben i hver lejr et stykke tid), seksuel aktivitet uden at være gift med den seksuelle partner o.l.

Man forklarer det med at man er blevet mere tolerant, og at man er nødt til at acceptere at verden har en påvirkning på kirken. Man er med andre ord “moderne”. Men er det så moderne igen? Jeg ved ikke om du har læst kongebøgerne. Men det er særdeles interessant at se hvor mange gange at noget der ligner den moderne kirke, opstod dengang for så mange år siden i det gamle Israel. Man blev igen og igen et meget tolerant samfund, der tillod andre former for tilbedelse, ovenikøbet tilbedelse af andre guder. Nogle gange blev præsterne i templet så tolerante og moderne at man indførte tempelskøger. En gang blev de faktisk så moderne at man havde indført mandlige tempelskøger. Ja det er virkelig blevet tolerant når man selv i Guds hus kan gå ind og købe “hellig homoseksuel sex”.

“Judæerne gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, og med de synder, de begik, gjorde de ham mere vred, end deres fædre havde gjort. Også de byggede offerhøje og lavede stenstøtter og Ashera-pæle på alle høje bakker og under alle grønne træer; der var endog mandlige helligskøger i landet. De fulgte alle de afskyelige skikke hos de folkeslag, som Herren havde drevet bort foran israelitterne.” Første kongebog 14.22-24.

Men hvad ser vi i kongebøgerne om de samme ting? Vi ser igen og igen at der var konger der omvendte sig fra landets onde gerninger, og ryddede op. Se hvad der står om Kong Asa:

“Asa gjorde, hvad der var ret i Herrens øjne, ligesom sin fader David. Han forviste de mandlige helligskøger fra landet og fjernede alle de møgguder, som hans forfædre havde lavet. Han fjernede også sin mor Ma’aka som kongemoder, fordi hun havde ladet fremstille en rædselsstøtte til Ashera. ” Første kongebog 15.11-13

Læg mærke til at han gjorde hvad der var RET I HERRENS ØJNE. Han fjernede de ting der var en afskyelighed i Guds øjne. Han var endda villig til at fjerne sin egen mor, fordi han vidste at Guds lov var vigtigere end hans mors lyst. Mange af de andre konger før ham, og nogle af dem der kom efter ham, syntes ikke det betød så meget hvordan man tilbad. De var tolerante.  Om dem står der at de gjorde hvad der var ondt i Herrens øjne.

Læs fortsættelsen på dette indlæg i overmorgen.

Categories
Falsk Lære

Om bedømmelse af bøger

Jeg havde en diskussion med noget så sjældent som en emergent som færdes i Luthersk Mission. Han er ovenikøbet uddannet teolog, så det får jo en til at undre sig endnu mere. Men sandt er det at den emergente vranglære breder sig i de kirkelige kredse for tiden. Hvorfor den gør det vil jeg komme tilbage til en anden gang. Diskussionen kan ses forneden i indlægget Rick Warren og Ken Blanchard HER.

Her fik jeg at vide at jeg ikke kunne bedømme Rob Bells og Ken Blanchards bøger, når jeg ikke havde læst dem. Det kan jeg godt forstå at man kan mene, og vil også godt give delvis ret i den påstand. Men hvorfor jeg ikke kan give fuldstændig ret, vil jeg gerne forklare her.

Nogle bøger behøver man ikke læse dybt for at kunne bedømme. Hvis jeg ser forsiden af et pornoblad, så har jeg ikke brug for at kigge indeni for at vurdere at det blad ikke er godt. Det holder jeg mig bare fra, og finder hurtigt noget andet at kigge på. Men så kan der være andre bøger som kan være lidt sværere at vurdere. Der kan det være en mulighed at se på hvad bogen handler om. Eksempelvis ved at se på kapitlernes navne, læse introduktionen, bagsiden eller lignende. Det mener jeg at man kan ved at se på kapitlernes navne i bogen “Sex Gud”. Det første kapitel i Rob Bells Sex Gud hedder “Gud bærer læbestift”, det er faktisk en blasfemisk titel. Nogle ville måske mene at man burde være stoppet allerede ved titlen på bogen. For min Guds navn starter ikke med sex. Jeg ved godt det er Gud der har opfundet det, men hallo, betyder det at Han så også skal hedde det? Rob Bell har altså overtrådt det tredie af de ti bud, som siger at vi ikke må misbruge Guds navn. Og vi er kun startet med bogens titel og første kapitel. Det er ikke en god start.

Men så er der andre bøger hvor det er nødvendigt at kigge lidt dybere for at kunne vurdere dem. En sådan bog mener jeg Rick Warrens “Det målrettede liv” er. Den er så subtil skrevet, at nogle kristne er nødt til at kigge nærmere på den for at finde ud af om det virkelig er fra Gud eller ej. Andre kan se ved at se på forsiden at der er et eller andet i vejen her. Som en læser gjorde mig opmærksom på. Den amerikanske titel Purpose driven life, bør stille et spørgsmål om jeg kan nøjes med at være drevet af et formål? Er det ikke meningen at det er Gud der skal drive mig, ved sin Helligånd?

Men behøver jeg læse hver eneste ene bog og høre hver eneste lille prædiken fra de falske profeter for at kunne vurdere dem. Nej selvfølgelig nej, for det ville da være til at blive skør i hovedet kun at bruge tid på den slags. I Rob Bells tilfælde kan jeg nøjes med at se på et par af hans forfærdelige Nooma videoer, som er begyndt at blive vist i kirkerne her i Danmark også. Der er læren så klar falsk, og tåbelig at det er usædvanligt nemt, med en bibel i hånden at teste om Rob Bell virkelig er fra Herren. Når jeg så HAR fundet ud af at han prædiker et andet evangelium, behøver jeg så læse alle hans bøger?

Så kommer der det med mit ansvar for hvad der står her på siden. Når jeg bedømmer hvad eksempelvis Rick Warren har sagt, så sker det ikke på baggrund af hvad andre har skrevet og sagt om ham. Jeg sørger for at undersøge om det virkelig kan passe, og hvis jeg ikke kan finde dokumentation for det, så vælger jeg ikke at bruge det. I tilfældet med hans arbejde med Ken Blanchard, så hørte jeg selv Rick Warren introducere Ken Blanchard og hvad Blanchard havde at sige. Hvad jeg har skrevet om Joel Osteen, er baseret på det Joel Osteen selv har sagt, ikke hvad andre har sagt. Da jeg vurderede Bono, skete det på baggrund af hvad Bono havde sagt og gjort, ikke andre. Jeg henviste ovenikøbet til en officiel U2hjemmeside.

Så hvad angår bedømmelse af lære, så er det nogengange let, andre gange svært. Når vi bedømmer og fortæller andre om det så skal dokumentationen være i orden, hvad jeg forsøger her på bloggen. Samtidig skal vi også passe på ikke at se dæmoner alle vegne, men holde fokus på Gud. Det sidste er det vigtigste, derfor fokuserer jeg også en del på hvem Gud er, og hvorfor det er vigtigt at holde fast i Ham.