Categories
Falsk Lære Kommentar til medierne

Torben Søndergaard anbefaler profetier af Todd Bentley

For omkring syv år siden, var der en stor fokus på den falske profet Todd Bentley. En mand som man påstod at Gud brugte til en stor vækkelse ovre i Florida. Mange var kritiske overfor ham, og det viste sig også at Todd Bentley udover at have påstået den ene helbredelse efter den anden (som han ikke kunne dokumentere en eneste af) og ubibelske profetier, så havde han drukket sig fuld på barer i Lakeland, og været sin kone utro med babysitteren. Den babysitter er han nu gift med, mens han har ladet sig skille fra sin kone. Så alt i alt ikke noget der tyder på han var en kristen mand.

Dengang var Torben Søndergaard en af de få som gik ud og advarede imod Todd Bentley. Torben havde nemlig arbejdet sammen med ham og nogle fra de samme kredse, og havde fundet ud af at noget var galt. Han fik tilmed skrevet et læserbrev til Udfordringen som skabte en del polemik, fordi mange mente at Todd Bentley klart var sendt af Gud på trods af meget tydelige problemer.
Men det som Torben skrev dengang, mener han åbenbart ikke mere. For i hans klumme i Udfordringen (som handler om ham selv og ikke Jesus) skrev han fornylig følgende om de påståede mirakler han oplever ske i Danmark, og særlig igennem hans mærkværdige Jesushotel i Aalborg.

”For 10 år siden kom der en mand fra USA til Danmark med et profetisk ord til os vort land. Ordet var, at Danmark skulle blive kendt som en Betesda Dam. Altså et sted, hvor syge kunne opleve frelse og helbredelse”. Udfordringen 22/1/2015

Da jeg læste det, så tænkte jeg at det var interessant at han ikke nævnte hvem den profet var, og at jeg faktisk havde en idé om hvem det kunne være. Og ganske rigtigt viser det sig at der er tale om Todd Bentley igen. Her er hvad Todd Bentley ”profeterede” da han var i Danmark dengang:

”Da jeg bad for min tur til Danmark, sagde Helligånden: ”Todd, ikke bare i en region eller en kirke eller en by, vil der være en ’Betesda Dam’.” Jeg spurgte: ”Herre, hvor vil det være?” Hele det danske land vil være kendt for helbredende kraft, og folk fra udlandet vil sige: ”Hvis vi kan komme til det land, til Danmark, så vil vi blive helbredt. Og det er lige meget hvilken by eller kirke, vi tager til, for helbredelse sker alle steder i det land” Kilde

Så Torben Søndergaard mener altså at for at kunne argumentere for at det der sker på hans skøre Jesushotel oppe i Aalborg, er han nødt til at bruge en gammel falsk profeti fra en falsk profet. Det er altså ret voldsomt det her, og jeg blev først overrasket, for det havde jeg egentlig ikke ventet af ham. Men når man ser på hvordan Torben Søndergaard har udviklet sig igennem de senere år, så er det ikke så overraskende. For det er tydeligt at han er ved at gå på akkurat den samme vej som netop Todd Bentley, Benny Hinn og Bill Johnson. Det er oplevelser og ikke Guds ord og Helligånden der er drivkraften. Det kan godt være de kalder det Helligånden, men Helligånden vil ikke gå imod Guds eget ord, som er indblæst af Helligånden.
Det der sker på Søndergaards Jesushotel er ikke sundt, og de videoer jeg nogle gange ser fra Torben Søndergaard, og de mails jeg får fra folk der har søgt hans hjælp eller har arbejdet sammen med ham, viser at der er noget fundamentalt galt. Når han så tilmed har brug for at citere en dæmonisk person som Todd Bentley så er det kun med til at slå mere fast end nogensinde før, at Torben Søndergaard er på afveje og er en mand som man ikke skal følge eller høre på.

Så i flere af de kommende indlæg her på bloggen, vil der komme en del om Torben Søndergaard. Frikirkenet kan jo ikke finde ud af at advare imod ham, selvom langt størstedelen af deres ledere har meget store problemer med manden. Men det har de svært ved at sige offentligt. Hvorfor det er således vil jeg muligvis komme ind på en anden gang. Torben Søndergaard vil muligvis sige at han ikke har sagt at det var Todd Bentley. Todd er nemlig fra Canada og ikke USA som han skrev, og Todd var også i Danmark for 12 år siden og ikke 10. Men jeg ved også godt at det er sådan man kan komme til at sige ting lidt forkert, det er helt normalt når man citerer fra hukommelsen. Men hvis det ikke var Todd Bentley som Torben Søndergaard citerer, hvem er det så? Torben er velkommen til at fortælle mig hvem det så er, for så vil jeg gladelig redigere eller fjerne dette indlæg. Men jeg er ikke i tvivl om at det drejer sig om selveste Todd, for det er en så typisk overdreven Todd Bentley profeti, som er fuld af varm luft. Og en ting er helt sikker, hvis Torbens Jesushotel er opfyldelsen af Todds profeti, så er der endnu mere grund til at holde sig langt væk fra det sted!

Næste gang: Befrielse eller besættelse?

By René Vester

Omvendelse.dk styres af René Vester. Siden vil informere om hvad der er bibelsk kristendom, og afsløre hvad der er ubibelsk. Alt for mange kirker i dag, er mere påvirkede af deres egen kirkekultur, end af Guds ord. Nogle kirker er endog mere påvirkede af denne verden, end af Guds sande ord.
Derfor vil der sandsynligvis være nogle der vil føle sig trådt på efter at have læst det der står her på bloggen, og på omvendelse.dk.
Det er dog ikke for at træde på nogen, at denne hjemmeside er oprettet, men udelukkende for at fremme de bibelske sandheder.
Har du spørgsmål er du velkommen til at kommentere mine blogs, eller sende en mail til info@omvendelse.dk.

One reply on “Torben Søndergaard anbefaler profetier af Todd Bentley”

Wow. Du kender virkelig ikke den mand du skriver om her. Det er da SÅ tydeligt at læse.

Hvorfor begynder du ikke at tjene Jesus i stedet for at træde på andre mennesker? Hvorfor ikke elsker andre mennesker, og bede for dem i stedet for at tale ned om dem? Hvorfor ikke spørge Gud om hvad der er sandt eller falsk i stedet for at lade det vare den første tanke i dit hovede?

Matt. 7,21-23
Det er ikke alle, der omtaler mig som ‘Herre’, der kommer med ind i Guds rige, men kun de, der gør min himmelske Fars vilje. På dommens dag vil mange prøve at forsvare deres handlinger: ‘Herre, Herre, er det da ikke i dit navn, vi har profeteret? Er det da ikke i dit navn, vi har uddrevet onde ånder? Er det da ikke i dit navn, vi har gjort undere?’ Men jeg vil svare: ‘Jeg har aldrig kendt jer. Gå jeres vej, I som handler ondt!’

Gør du Guds vilje ved at skrive om andre du ikke kende?

Jeg siger til dig René: Tænk en ekstra gang over om det du gør er det Gud vil have at du skal gøre, og spørg så Gud til råds.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *