Når folk kommer svært til skade, sker det at hjernen vælger at frigøre endorfiner. Disse endorfiner er smertedæmpende, og har den samme virkning som morfin. Endorfiner er et naturligt stof som findes i os, men er kun til brug i nødsituationer. Det er ret smart at Gud har udstyret os med smertedæmpende funktioner. Men vi skal vide at endorfiner findes kun i denne verden.
Jeg har flere gange mødt folk som har erkendt at de er på vej til Helvede. Men alligevel ikke vil vende om til Jesus og frasige sig deres syndige livsstil. De samme mennesker kan godt finde på at sige, at de nok vænner sig til varmen. Eller det er jo alligevel er i Helvede at deres venner er, så de kan vel ligeså godt tage derned og hygge sig. Et af de dårligste argumenter jeg har hørt var en der sagde at hans humor alligevel ikke passer til Himlen, men mere til Helvede. Problemet er blot at intet af dette vil komme til at passe for nogen af dem.
I Helvede er der ikke nogen der taler sammen, hygger sig, eller fortæller sjofle vittigheder. Dertil er der ingen der nogensinde vil vænne sig til varmen. For der står i Åbenbaringen 14.11:
“Og røgen fra deres pinsler stiger op i evighedernes evigheder, og de har ingen hvile, hverken dag eller nat”
Og i Mattæus 10.28 står der:
“Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel, men ikke kan slå sjælen ihjel, men frygt derimod ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede.”
Det er altså mere end blot en sjælelig tilværelse man har i fortabelsen. Det er ligeså meget en fysisk tilværelse, og den er forfærdelig. Man vil blive pint i al evighed og man vil aldrig finde hvile. Der er ikke længere nogen endorfiner som dæmper smerten for dem der er i Helvede. Helvede er for dem der valgte deres egen vej, og kun ville have Guds gaver, men ikke ville kende gavegiveren. De viste at de hellere ville leve uden gavegiveren, og de har fået det de ønskede. En evighed uden Gud, men de har også fået en evighed uden Guds velsignelser og gaver. De har fundet ud af at alt det de elskede i denne verden, kunne de ikke tage med i Helvede. Med undtagelse af en ting måske, deres syndige begær. Men i Helvede kan de aldrig nogensinde få dette begær opfyldt. Der er kun plads til at fokusere på smerten og fortvivlelsen over ikke at have taget imod det kald fra Jesus, som de fik da de gik på jorden. En smerte og fortvivlelse som vil kunne mærkes til fulde, for fortabelsen er et sted helt uden endorfiner, et sted uden hvile.
