Hvordan læser jeg min bibel?

Lige nu er der en debat igang på denne side og hos andre om evig straf og universalisme. Det er meget spændende at være med i. Men der er en ting som jeg kommer til at tænke på, når jeg læser dette og ser hvordan vi nogen gange tolker bibelen. Der er flere der vælger at tolke bibelen i deres kirkes lys, og dermed har en form for forudforståelse for hvordan den skal forstås. Det har jeg forståelse for at man kan gøre. For det har jeg selv gjort rigtig meget. Det er også muligt at jeg stadigvæk gør det på nogle områder. Derom skal jeg desværre ikke kunne sige mig fuldstændig fri. Et eksempel på hvordan jeg har tolket bibelen i min kirkes lys og formidlet den til andre, vil jeg gerne vise her.

I Hebræerne 9.27 står der følgende:

“ligesom det er menneskenes lod at dø én gang og derefter dømmes”

Det vers har jeg brugt rigtig meget når jeg talte med folk der troede på reinkarnation. Og dertil er det også et ganske godt vers. Men der var noget i verset jeg ikke brød mig om. Jeg kunne ikke lide at man skulle dømmes. Derfor gjorde jeg nogen gange det, at jeg bortforklarede det med at vi skal dømmes,fordi det ikke var noget min kirke gjorde så meget ud af. Den gjorde til gengæld rigtig meget ud af at Gud ikke vil dømme nogen., selvom samme kirke både tror på Himmel og Helvede. Den syntes bare det der med at dømme lød så negativt.
Man kan faktisk godt forsvare begge vinkler, hvis man samtidig har en fragmentarisk tilgang til bibelen. Dvs pick and choose what you like. Men set i en helhed duer ingen af dem, for der står stadig “og derefter dømmes”. Men hvorfor sagde jeg så, som jeg gjorde?

Jo, jeg var jo vant til at høre at vi er dømt på forhånd og at Gud ikke vil dømme nogen. Så derfor følte jeg at jeg var nødt til at få bibelverset til at passe ind i min kirkes teologi, istedetfor at få det til at passe med resten af bibelen. Men det er ikke i orden. Vi kan ikke nøjes med at forstå bibelvers udfra en bestemt kirkes tilgang. For hvis vi gør det, så vil det også ende med at det bliver kirken der bliver autoriteten, og ikke skriften. Her kan vi godt huske tilbage på Luther, der så at kirken ikke var i overensstemmelse med skriften. Det blev der ikke set venligt på, for der var flere der mente at kirkens autoritet var af så stor betydning, at man ikke på tilfredsstillende vis, behøvede at forholde sig til skriften. Luther var en modig mand der turde stå fast på det Guds ord han havde læst, og ikke lade sig rokke af at andre mente at han var en oprører og forræder. For Luther var skriftens autoritet over kirken.

Så når vi læser vores bibel. Sø lad os gøre det i bibelens eget lys. Lad os høre efter hvad der bliver sagt i vore kirker. Men lad os samtidig bedømme det i forhold til skriften. Og lad os bygge på ordet og ikke på traditionelle overleveringer.