Categories
Kirke Livet som kristen Prædikener

Byg Guds kirke som Gud vil bygge den

En ting som jeg tror er med til at afholde folk fra at starte nye menighedsfællesskaber op, er en den idé om at det er svært og avanceret at styre, planlægge og administrere en kirke. For vi har fået en idé om at kirke SKAL indeholde flere elementer som er ret omkostningstunge (både menneskeligt og økonomisk), men som ikke nødvendigvis er grundet i skriften. Det skyldes i store træk at vi har glemt hvad kirke egentlig handler om. Men også at vi har glemt hvad og hvem det er som sørger for at lægge flere til kirken.

Vi tror jo ofte at det er vores værk at der begynder at komme folk til kirkerne. Vi kan have forskellige ideer om hvad der kan tiltrække. Et professionelt lovsangskor, eller en dramatisk forkyndelse, måske ovenikøbet bare et drama, et godt lydanlæg, gode bløde stole, en cafe med en særlig god espressomaskine, eller et dukketeater med nye dukkespil hver gang der er kirke. Jeg kunne fortsætte her, men….
Der er ikke noget galt i at have en espressomaskine i kirken. Det gør heller ikke noget at stolene er bløde. Men problemet er at vi nogen gange gør disse elementer så vigtige at vi glemmer at det vi samles i kirken for, er at høre forkyndelsen af Guds ord, og samles som kristne.

Kirkens drivkraft
Ordets forkyndelse skal være det som er drivkraften i enhver kirke der er startet af Gud. Det skal ikke være en masse udenoms aktiviteter som driver kirken. For i så fald vil den miste det sunde fokus på Kristus. Forstå mig ret. Det er ikke forkert af en kirke at have outreach til samfundets svage o.l. Det er bestemt en god ting, ligesom kirken også kan gøre mange andre rigtig gode ting. Men alt dette må være aktiviteter som er opstået som knupspring på en kirke der har fokus på en sund og god forkyndelse. Hvis det blot bliver til socialt arbejde, kreative workshops, og sportslige aktiviteter så bliver det til tomme gerninger, hvis ikke kirken har en god sund forkyndelse.

Guds ære eller min ære?
Det andet problem der opstår når vi tror at det er alle disse aktiviteter der er vigtige, er at når der kommer folk til kirken, så bliver det vores arbejde der får æren for at de kommer til kirken. Men det er jo ikke mig eller dig der skal have æren for dem der bliver tillagt kirken. Det er Gud. Som der står i apostlenes gerninger 2.47 om den første menighed:

”Herren føjede hver dag nogle til, som blev frelst”

Det var Herren der føjede til, ikke mennesker, ikke apostlene. Men vi kan spørge os selv hvad gjorde apostlene? De prædikede ordet. Og gjorde det så klart og tydeligt at folk vidste hvad de talte om. De havde ikke et stort lovsangskor, eller et lysshow i loftet med behagelige farver som kunne give folk en rar fornemmelse. De havde heller ikke en virkelig fed moderne bygning som de kunne invitere folk ind i, så de kunne blive imponerede. Nej, de prædikede ordet, og Gud føjede nogen til menigheden.

Guds dårskab
Det er det vi kalder forkyndelsens dårskab. Det er den metode Gud har valgt til at få sit budskab ud om Ham. Det er den Han har valgt at velsigne, og det er den metode som kirken skal benytte sig af. Også selvom det går imod alverdens forslag om at benytte nye og smartere metoder. For heldigvis har Gud vist os i Paulus ord at verdens visdom er dummere end Guds dårskab (første korinterbrev 1.25). Højere når vi ikke, selvom vi selv synes vi er nok så kloge.

At starte ny menighed op handler om at finde nogen kristne som savner den evangeliske forkyndelse, og have nogen der kan prædike det. Finde ud af hvad man er enige om, og hvad man er uenige om, og vurdere om man kan have menighedsfællesskab på baggrund af det eller ej. Derefter kan man finde ud af hvem der duer og er egnet til at stå for forkyndelsen.

Start Parat Kirke
Når man har det, kan man starte en kirke op, og starte bare med det. Hvis Gud velsigner det, vil det blive til mere. Men lad være med at starte et andet sted, end her. Lad være med at starte menighed op bare fordi du er sur, utilfreds, oprørsk o.l. Start kirke op fordi der er et behov for nye kirker, som vil bygge på det fundament Jesus allerede har lagt i forvejen. Byg ikke på sand, men byg på klippen. For Han er værd at bygge på, det er mine gerninger og aktiviteter ikke. Byg en kirke der er drevet af en sund, bibelsk forkyndelse om Ham, hvem Han er og hvad Han har gjort på korset for os.

By René Vester

Omvendelse.dk styres af René Vester. Siden vil informere om hvad der er bibelsk kristendom, og afsløre hvad der er ubibelsk. Alt for mange kirker i dag, er mere påvirkede af deres egen kirkekultur, end af Guds ord. Nogle kirker er endog mere påvirkede af denne verden, end af Guds sande ord.
Derfor vil der sandsynligvis være nogle der vil føle sig trådt på efter at have læst det der står her på bloggen, og på omvendelse.dk.
Det er dog ikke for at træde på nogen, at denne hjemmeside er oprettet, men udelukkende for at fremme de bibelske sandheder.
Har du spørgsmål er du velkommen til at kommentere mine blogs, eller sende en mail til info@omvendelse.dk.

4 replies on “Byg Guds kirke som Gud vil bygge den”

Flot indlæg, René. Way to go!

Jeg kan også bedst lide valgkampe, hvor partierne præsenterer deres egen politik frem for at skyde andres ned. Det er langt mere sobert og skaber langt mere respekt.

Er du dybt bedrøvet over kirkelige tilstande, behøver du dog ikke altid at tie og dække for de dele af legemet, du blues ved. Det er ok at sætte fokus på – som fx Paulus gjorde ift. Peter.

Men din dybe bedrøvelse over tingenes tilstand, og din kærlighed til Kristus samt til dem, som du efter bedste overbevisning mener, er vildfarne eller sågar frafaldne, bør skinne igennem hvert eneste indlæg, så man tydeligt mærker dit hjerte for Kristus og hans rige.
Så man tydeligt mærker din kærlighed til dine (frafaldne, vildfarne, lunkne, verdslige etc.) brødre og søstre.
Så man tydeligt mærker, at du med smerte har udøst dit hjerte for Gud angående tingenes tilstand, hvor du har bedt om barmhjertighed, nåde og retledning for og til dem, som har forladt Vejen.

I så fald ville jeg og formentlig mange andre rent faktisk kunne tage imod det, som du har at give. For du HAR noget at give, som bl.a. dette glimrende indlæg viser.
Kom med meget mere af, hvad DU rummer – uden at skyde vildt omkring dig imens. Det vil alligevel fremgå tydeligt, omend indirekte, af dine indlæg, hvad du mener er forkert rundt omkring i diverse kirker.
Og når tingene er for grelle omkring dig, så lad os mærke din kærlige, ydmyge og broderlige ånd, når du af kærlighed til Kristus og hans rige vejleder og tilretteviser ift. det lys, du har fået.

Med kærlig og hjertelig hilsen
Jens

Ja det ville være dejligt Jens hvis man kunne nøjes med indlæg som dette. Men det viser bibelen at det ikke er, og erfaringerne det samme. Der skal være fokus på begge dele.
Ellers ville Elias jo ikke være gået direkte imod Baalsdyrkerne. Han kunne have sagt det på ovenstående måde istedet. Men det ville ikke være nok. Jesus behøvede heller ikke sige til Thyatira menigheden at Han havde det imod dem at de havde givet plads til den falske profetinde Jezabel. Og Paulus behøvede heller ikke omtale Hymenæus og Alexander overfor Timotheus og vise ham at de to skulle han ikke give plads, fordi “deres lære ville brede sig som kræft”. Og Paulus behøvede så heller ikke tiltale at der var utugt i korintermenigheden som de skulle rense ud.

Der skal være plads til begge dele, ellers mister det balancen. At der er nogen der ikke kan tåle at jeg skriver som jeg skriver kan ikke bruges som et argument. Der var også folk der ikke kunne tåle at høre hvad Jesus sagde, og de hængte Ham på et kors.

Og hvis Jens du virkelig synes dette er en god metode og du selv bruger den på din arbejdsplads, hvordan kan det så være at der i Domino er plads til så meget vranglære. For det har åbenbart ikke hjulpet at I der arbejder der kan nøjes med at være kærlige, ydmyge og broderlige (og ja det tror jeg I er, jeg kender jo flere af jer, så det har jeg ikke noget problem i at tro, og det er positivt ment). Men hvis I er det, og man stadig giver plads til ubibelske ting som gode artikler om “Hytten”, Rob Bell, Brian McLaren, og meget andet vrøvl, samt at man istedetfor at fremme evangeliets forkyndelse, fjerner evangelisk forkyndelse ( se her: http://sand.omvendelse.dk/er-der-plads-til-evangeliet-hos-frikirkenet-3157.htm ) hvad hjælper al jeres kærlighed, ydmyghed og broderlighed hvis I ikke tør sige sandheden om disse vranglærere? Og mangler I ikke kærlighed når I ikke er kærlige nok til at sige sandheden?
Hvor er der nogen hos jer der tør tage bladet fra munden og risikere jeres job, fordi I kan se at There´s something rotten in Domino and Frikirkenet.

Den anden side af sagen er at mange har brug for at få tingene at vide ret klart. Det siger jeg ikke for at tale ned om nogen, for det tror jeg selv at jeg har haft brug for mange gange, før jeg kunne se mere klart hvor galt det faktisk står til i kirkedanmark. Og her ville jeg ønske det var folk som dig, og andre der var ansat i kirkedanmark der begyndte at tage bladet fra munden, istedetfor at det var mig. For hvor er jeres røst henne i denne debat?
Men tak for kommentaren alligevel 🙂

BTW, det kan godt være at jeg på nogen punkter står tilbage i forhold til flere andre i kærlighed, ydmyghed og broderlighed. Og at du og I andre der arbejder for Frikirkenet, har mere modenhed på nogen af disse områder. Men det der er det store spørgsmål er om det ikke burde være jer der tog nogle af de områder op som jeg eksempelvis skriver om, for det er der en slående mangel på. Hvis I gjorde det, så ville jeg gerne tage tid til at skrive flere indlæg som ovenstående. For ja det er den slags jeg hellere vil skrive. Det har du ret i.

Hmm, jeg er ikke helt sikker på, om jeg fik udtrykt mig klart nok – i hvert fald fornemmer jeg, at du ikke helt forstod, hvad jeg mente. For jeg er helt enig i, at der skal være plads til begge dele (selv om jeg nok synes, at du tipper voldsomt over til den ene side :-)) – det skriver jeg også i min første kommentar.

Det, som jeg savner ved dine kritiske og revsende indlæg, er dels en lidt mere ydmyg tilgang til tingene, og dels at det bliver skrevet i kærlighed – på samme måde, som når Paulus med tårer nævner, at mange vandrer som fjender af Kristi kors.
Den slags tårer, spejder jeg forgæves efter i dine indlæg. Jeg mangler i den grad at mærke, at du er sønderknust og ked af det pga. af tingenes tilstand.

Sådan virker det desværre ikke. Tværtimod virker det for mig, som om du nogle gange ligefrem leder efter noget at kritisere og griber enhver anledning dertil – og næsten finder en form for tilfredsstillelse derved. Og det giver mig associationer til selvretfærdighed og til trangt til at fremhæve sig selv på bekostning af andre og deres fejl.

Jeg siger ikke (håber det ikke), at det er sådan – men det er de tanker, jeg får ved at læse din blog.
Har du mon på noget tidspunkt stået uden viden om en person, som en kirke har inviteret som taler, hvorefter du har googlet taleren for at se, om der var noget, du oplevede, skulle påtales?

Vi kunne alle komme på overarbejde, hvis vi skulle kritisere den samlede kristenhed, hver gang vi vurderede, at nogen trådte ved siden af. Og jeg skriver netop vurderede – for jeg synes også, at du temmelig ofte beklikker folks motiver uden at tænke på, at det handler om mennesker, som i fuld oprigtighed har gransket Bibelen og lever deres liv for Guds ansigt, men som blot er kommer til nogle andre konklusioner end dig med hensyn til måder at drive kirke og evangelisere på.

Uenighederne om disse ting får dog ikke folk fra den katolske kirke eller IM eller purposedriven.dk til at udråbe dig som vranglærer eller frafalden. Hvis alle gjorde som dig, ville vi hurtigt få en kirkelig skyttegravskrig uden skyggen af samarbejde, hvor vi hver især isolerede os selv på sidelinjen og råbte efter hinanden – og det mener jeg ikke ville være i Kristi Ånd.

Min opfodring til dig er at fokusere noget mere på at bidrage med det, som jeg faktisk godt kunne tro, du har fået et guddommeligt mandat til: Nemlig at fokusere på kernen i evangeliet og ikke udvande indholdet i iveren for at skabe en form, som er imødekommende over for danskere i dag. For du har mange skarpe iagttagelser, og når du formulerer dig omkring kernen i den kristne tro, mærker jeg genklangen i mit indre, fordi Kristus herliggøres.
Dette har vi god brug for i kirkerne i dag, og det er en skam, hvis du vil nøjes med at stå på sidelinjen og råbe efter os andre :-). Kom med ind i et forpligtende samarbejde med os andre – så må vi slibe hinanden til og være modne nok til at leve med uenigheder på få eller mange områder. Vi kan helt sikkert bruge dine inputs, og du vil formentlig også kunne bruge noget, som vi andre kunne give dig (men dette er du måske uenig i?).

Dine kirkerevsende indlæg kan jeg desværre vanskeligt bruge til noget, som de er nu – heller ikke når jeg er enig med dig i det, du skriver. Du må vel også have en interesse i, at dem du skriver om, kan modtage dit budskab – men det kan være vanskeligt, når følelsen er, at du råber dem ind i ansigtet.
Mere respekt, ydmyghed, kærlighed og broderånd ville ikke tage brodden af denne blog. Jeg tror tværtimod, at det vil give dit budskab en langt større platform (dit budskab – ikke dig, denne blog handler jo ikke om dig, men om et budskab, som du har fået givet, og som jeg er bange for, at du i alt for høj grad taler for døve øren med pga. førnævnte ting).

Så herfra en absolut velment opfordring til at fortsætte både retledende og mere undervisende/opmuntrende indlæg – men på en måde, så Kristus herliggøres og Guds Ånd ikke bedrøves.
Jeg kan fx næppe forestille mig, at det er Helligånden, som har inspireret dig til at skrive ‘uslinge’ om Svend Løbner og Henri Nissen…

Kærlig hilsen Jens

Nej det kan også være at jeg ikke fik udtrykt mig klart nok. For jeg tager også imod den positive del du skrev, i første kommentar. Det kunne jeg godt have vist lidt bedre. Jeg er dog ikke på udkig efter vranglærere. I så fald kunne jeg ikke skrive om så meget andet. Jeg skriver heller ikke om alt jeg ser, men er selektiv. Men når du skriver dette:

“Uenighederne om disse ting får dog ikke folk fra den katolske kirke eller IM eller purposedriven.dk til at udråbe dig som vranglærer eller frafalden.”

Så tager du fejl. Jeg kan godt finde eksempler på hvad Rick Warren og hans efterfølgere har at sige om folk som kritiserer dem. Men det vil jeg hellere vise en anden gang.

Det med uslinge var jo blot et citat fra Wilkerson jeg brugte og gentog. Så spørgsmålet er om Wilkerson var ledt af Helligånden eller ej. Men om jeg skrev det ledt af Helligånden eller ej, skal jeg ikke give nogen subjektiv vurdering af. Men når du skriver sådan, så bør du også spørge dig selv om Jesus og Johannes døberen var ledt af Helligånden da de kaldte farisæerne for øgleyngel. Er det ikke mere voldsomt at kalde andre end usling?

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *