Splittelse er ved at blive et fy-ord i kristne kredse. Det er som om at splittelse er blevet noget man er så bange for, at det har medført at kritik er blevet en synd i sig selv. Folk som kritiserer bliver også påberåbt at være falske profeter, netop fordi de har kritik og dermed skulle skabe splittelse. Begrundelsen for den anklage finder de i galaterne 5.19-21:
“Kødets gerninger er velkendte: utugt, urenhed, udsvævelse, afgudsdyrkelse, trolddom, fjendskaber, kiv, misundelse, hidsighed, selviskhed, splid, kliker, nid, drukkenskab, svir og mere af samme slags. Jeg siger jer på forhånd, som jeg før har sagt, at de, der giver sig af med den slags, ikke skal arve Guds rige.”
Det er bestemt også bibelvers der skal tages alvorlige, for de bliver jo afsluttet med at dem der gør den slags ikke skal arve Guds rige. Og en af de ting de gør er at skabe splid, derfor er det ikke noget vi skal ignorere! Men hvis vi kun bruger dette skriftsted, så glemmer vi hvad Jesus sagde om splid. Det finder vi i Mattæus 10.34-36:
“Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd. Jeg er kommet for at sætte splid mellem en mand og hans far, en datter og hendes mor, en svigerdatter og hendes svigermor, og en mand får sine husfolk til fjender.”
Nu er det ikke sådan at vi kan sætte Jesu ord op imod Paulus ord. For skriften er troværdig, og skal forståes i sin helhed og ikke fragmenteret. Ellers ville vi ende i noget rod. For hvis vi kun benytter os af det Paulus skrev til galaterne, og brugte det taget ud af galaterbrevets kontekst, så ville det medføre at Jesus ikke kunne arve Guds rige. Netop fordi Han skabte splid, og ovenikøbet sagde at det var derfor Han var kommet. På den anden side skal det heller ikke være sådan at kristne kun er kommet for at skabe splid, hvilket de fleste formentlig er enig med mig i. Vi er nødt til at forstå det paradoks som vi ser her om splittelse. For der må være noget splittelse der er fra Gud, og noget der er fra mennesker, eller den onde. De to sidste former for splittelse er de farlige som vi skal afholde os fra, mens den første er den vi skal forsøge at efterfølge.
Jeg synes ikke det er noget nemt emne at komme ind på, fordi der er så mange meninger om det. Men jeg vil forsøge at tage det op med den indsigt og forståelse jeg nu engang har, og hvis der er nogen der har noget at tilføje kan vi måske få en debat over kommentarerne.
5 replies on “Paradokset om splittelse. Del 1”
Det er to meget interessante afsnit du tager frem her.
For at finde en forklaring, har jeg været helt nede og se på de græske ord i de to afsnit, samt har jeg læst forklaringerne der er findes i den norske studiebibel. Det kan være med til at kaste et lys over hvordan der kan findes en sammenhæng i at spild står begge steder.
Når vi læser det i Gal. 5,20, så bruger den gamle oversættelse kiv eller på græsk – dichostasia som kan oversættes med at splitte noget ad, altså noget jeg gør. Det er vendt mod mine egne handlinger.
I Matt. 10,35, er det græske ord – dichazō som betyder at skille fra. Altså ikke noget Jesus selv gør, men betydningen af Jesus Kristi gerning og liv i mennesker gør, at andre skiller sig fra Jesus. Det er ikke Jesus selv men andre når de ser Jesus.
Så forskellen ligger i om det er noget vi selv er med til at tage del i, ved at skabe splittelse med vores egne ord og handlinger, eller om bevidstheden at livet med Jesus gør at mennesker i bund og grund gør oprør mod Gud ved at skille sig fra os som kristne, ved at de skaber splid mellem os.
Kh
Henrik
Her er et ord, som er meget væsentlig i denne forbindelse:
“Men jeg formaner jer, brødre! til at holde øje med dem, som volder splittelserne og fører mennesker til fald ved at afvige fra den lære, I modtog; hold jer borte fra dem!” Rom. 16,17.
“ved at afvige fra den lære, I modtog” – det er nøglen til dette vers.
Netop! – Det er de, der afviger fra den sunde lære, der forvolder splittelserne – ikke de, der påtaler afvigelsen.
Tak for kommentarerne. Det er godt at få det fra andre vinkler. Jeg synes der er noget at hente i det I siger. Tak også for grundtekstvinklen Henrik. Jeg har linket til den fra den næste del i serien. Jeg synes ikke helt at der er den store forskel på ordene, de har jo også den samme rod i det græske. De kommer jo begge af ordet “dē-khä’-zō ” som betyder at skære i to dele. Men det er bestemt vigtigt at have den del med.
Næste afsnit kan ses på dette link: http://sand.omvendelse.dk/paradokset-om-splittelse-del-2-2760.htm