For at kunne forstå hvornår splittelse er i orden og bibelsk, og hvornår det er ubibelsk og dermed syndigt, må vi naturligvis vende os til skriften. Her er der en god idé dels at se på grundteksten, men også se på det i den kontekst vi læser det i. En læser havde gjort opmærksom på at de ord der bliver brugt om splittelse i hhv, Mattæus 10.35 og Galaterne 5.20 var lidt forskellige. Men begge ord har også den samme rod, og jeg synes ikke umiddelbart at der er den store forskel på ordene, men jeg vil anbefale at læse hvad der blev skrevet om grundteksten i den første kommentar på første del af serien på dette link.
Men jeg synes det ser ud til at det er konteksten der her får størst overvægt. Så lad os se på det Jesus siger først i Mattæus 10.35 i den sammenhæng det bliver sagt i. Så må vi se på Galaterbrevets kontekst senere.

Enhver, som kendes ved mig over for mennesker, vil jeg også kendes ved over for min fader, som er i himlene. Men den, der fornægter mig over for mennesker, vil jeg også fornægte over for min fader, som er i himlene. Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd. Jeg er kommet for at sætte splid mellem en mand og hans far, en datter og hendes mor, en svigerdatter og hendes svigermor, og en mand får sine husfolk til fjender. Den, der elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værd, og den, der elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd. Og den, der ikke tager sit kors op og følger mig, er mig ikke værd. Den, der har reddet sit liv, skal miste det, og den, der har mistet sit liv på grund af mig, skal redde det.” Mattæus 10.32-38.

Det her handler tydeligvis om hvem der tilhører Jesus, og hvem der ikke gør. Og det er noget som står helt klart af Jesu tale her. Men hvem er det så der tilhører Jesus Kristus? Det er dem som vil kendes ved Jesus overfor mennesker, og have en klar tro på Ham. Det er dem som sætter deres frelser højere end deres familiemedlemmer. Og med familiemedlemmer tror jeg Jesus vil vise meget mere end dette. For det er muligt at årsagen til at det er far og mor, datter og søn o.l. der bliver taget frem, er at det er disse  vi normalt vil gøre rigtig meget for, og tilsidesætte vores selviskhed for. Når vi skal sætte dem til side for Jesu skyld, så burde det også gælde for andre som vi sætter højt. Det kan være folk som står os nær i det kirkelige eksempelvis. De skal naturligvis heller ikke stå imellem Gud og os. Så dette bør gælde for alle menneskelige forhold.

Hvis vi ser på hvordan skriftstedet starter, ser det ud til at der vil komme splid mellem dem der ikke vil kendes ved Jesus Kristus overfor mennesker, og dem der vil kendes ved Jesus Kristus overfor mennesker. De sidste er dem der ikke er flove over deres tro, og ikke er bange for at holde fast i ordet, selvom det giver modstand. Mens de første enten skjuler deres tro, ikke har nogen tro, eller forsøger at tilpasse deres tro så den ikke vækker anstød. Eksempelvis folk der bøjer Guds ord, for at undgå uønskede konflikter med folk i denne verden.

Hvis vi ser på hvordan skriftstedet slutter, kan vi se at det også handler om dem der sætter denne verden højere end Gud. De prioriterer menneskelige relationer frem for relationen til Gud. Til allersidst ser vi hvad der virkelig skiller ”Den, der har reddet sit liv, skal miste det, og den, der har mistet sit liv på grund af mig, skal redde det”. Her ser vi at en sand kristen, er en der har mistet sit eget liv, og ikke længere lever for sig selv. Den sande kristne har fået et nyt liv, og det liv har den kristne i Jesus Kristus. Som der står i Galaterne 2.20 i den gamle oversættelse:

”det er ikke længere mig der lever, men Kristus lever i mig”

Så den splittelse som Jesus taler om, er altså ikke en splittelse af kristne. Men en splittelse mellem dem der tilhører Jesus, og dem der ikke gør. I denne splittelse indgår både folk der bekender sig til kristendommen og folk der ikke gør. Dvs dem som bliver skilt fra Jesu flok, også er dem som går under falske omvendte. Folk som muligvis kan siges at være kulturkristne, eller folk som har tjent i kirken, men aldrig har sagt ja til at blive født på ny. Mellem disse folk og de sande troende, vil Jesus sætte splid.

Så vi kan se at den splid der er i orden, og bibelsk korrekt, er den form der sætter splittelse mellem de sande troende og dem der ikke er sande troende. Men det i sig selv har flere gange været nok til at folk er blevet bedømt for at være vranglære. Noget som Jesus selv oplevede. Men også noget som Hans efterfølgere har oplevet, såsom Martin Luther, John Wesley, Jan Hus m.fl. har kunne mærke.

Share on Facebook

9 Responses to “Paradokset om splittelse. Del 2”

  1. Linealis Says:

    Der er vist nogle afsnit, der går igen?

  2. René Vester Says:

    Er hermed rettet. Tak for det.

  3. David Jakobsen Says:

    Jeg tror det er vigtigt at forstå begrebet skandalon på græsk. Det er et begreb der omtales som noget positivt og negativt i NT. Rom 16:17 bruger ordet og tilføjer – i modstrid med den Paulus lære. Jeg har netop skrevet noget om det på apologetik.dk:
    http://www.apologetik.dk/?p=1137

  4. René Vester Says:

    Ganske godt skrevet dit indlæg der. Men hvad så med dem der giver sig ud for at være kristne og påstår at de prædiker Kristus, men gør det uden st prædike Ham som skandalon? Medfører det så ikke at vort samarbejde med dem må medføre nogle skel så folk kan se der er forskel? Skel som burde være mulige at definere, også uden det behøver at blive isolatorisk.

  5. David Jakobsen Says:

    Jeg tror det er svært at gøre definatorisk. Jeg tror det er en af styrkerne ved ikke at have trosbekendelser for pinsekirkerne (der er også en masse dårlige) at de har set dette vilkår.
    Jeg tror dog at menighedstugt er stedet det starter. Vi i vores menighed. Ikke os i andres, vi aldrig har været i eller blot kender rygter om.
    Så tror jeg Gud har lovet os at der i hans kirke vil være en manifestation af hvem der er Guds børn og hvem der ikke er det. 1 Joh 3:1-10 taler om det. Der vil være områder der opstår som f.eks. evangelisation hvori man bruger loven til at afsløre folks synd. Når Paulus prædikede Kristus som Skandalon så var det bla i forhold til omskærelse – det var en skandalos dengang. Det vil det jo langtfra være i dag. Der er andre issues i dag som når vi trykker på disse røde knapper så skaber det modstand. Jeg tror vi som forkyndere skal udlægge Paulus evangelium så det afslører de tankebygninger der rejser sig mod erkendelsen af Gud i vores tid. Det vil skabe den modstand der vil lave et skel. (Det kender du jo selv til Rene) Vi skal som Paulus bede Gud om at vi, ved evangeliet må få frimodighed til at forkynde det som vi skal. Så vil der komme modstand, den vil afsløre hvem der er fra Gud.

  6. René Vester Says:

    Jeg kan da huske at man i pinsekirkerne var langt mere klar på hvad man mente og ikke mente, hvilket var med til at det var langt nemmere at sortere trosbevægelsens lære som værende udenfor i starten af halvfemserne. Så der har altså været tidspunkter hvor man har været mere klar, også selvom man ikke havde nogen trosbekendelse. Men manglen på trosbekendelse kan muligvis også have været med til at trosbevægelsen o.a. har fået stor indpas i bl.a. pinsevækkelsen og andre frikirker i dag. En bekendelse kan (afhængig af kvalitet) være med til at vise hvad er det vi tror på og hvorfor tror vi på det.

    Jeg kunne forestille mig at man har undladt trosbekendelser fordi de har svært ved at blive udtømmende. Men det behøver de jo ikke nødvendigvis at være for at være brugbare.

    Jeg tror du har ret i at vi er nødt til at starte i vore lokale kirker, også med kirketugt igen. Men hvad med det arbejde man har imellem kirkerne? Jeg ved jo at man i vækkelsesretningerne ikke taler imod en fra sin egen vækkelsesretning, selvom man er uenig med vedkommendes lære. Man holder sin mund fordi man tilhører den samme retning. Burde man ikke netop ophøre med sådan et arbejde, når man tager Paulus brev til Galaterne i betragtning om dette?

  7. Linealis Says:

    Trosbekendelser er vel altid blevet til som reaktion på vranglære Sådan er de fleste af de lutherske kirkers bekendelsesgrundlag i hvert fald blevet til. I det lys er det klart at en trosbekendelse aldrig kan blive udtømmende, men det er jo ikke værre end at man kan tilføje noget, når nye udfordringer viser sig. Men det er også klart at man skal tænke sig godt om inden man skriver noget, der måske skal holde i 500 år…

  8. René Vester Says:

    Ja du har fat i noget der. Der var eksempelvis en baptistkirke i USA der valgte i deres trosbekendelse at beskrive hvad ægteskabet er. Nemlig imellem en mand og en kvinde. Det blev taget ilde op af visse grupper. Men årsagen til de gjorde det var at tiden havde gjort det nødvendigt at definere hvordan man så på ægteskabet, fordi der i dag er nye syn på dette som ikke passer overens med bibelen. Så her har vi altså et eksempel på at man kan tage det op, når der er behov for det.

  9. Henrik Froholdt Says:

    Jeg kan da komme med et lille indput til det med trosbekendelse. Baptistkirken i Danmark har ikke en fast 400 år trosbekendelse. Den bliver revideret, og der kommer tit forslag til ændringer af den. Det bliver så diskuteret i det fælles åbne demokratiske rum. Den seneste er den er blevet til, og som står i fælleserklæringen, i 2009.

Leave a Reply