Min ret, din ret, deres ret og vores ret. Jeg har tit mødt folk som er blevet udsat for en uretfærdig behandling, som de mener de har ret til at føle vrede over. Nu er der i princippet ikke noget galt i at være vred. Vi burde være vrede over at abort er legalt, eller være vred over den pornoficering vores samfund er udsat for, bare for at nævne nogle få eksempler. Men at være vred på nogen, som har behandlet en uretfærdigt, er ikke noget vi skal tillade.
Eksempel: Jeg har tit mødt kvinder som er vrede over deres mænd (eller eksmænd), og som bruger rigtig meget tid på at fortælle om hvordan de blev behandlet, og hvor forfærdelig han var (undskyld, her til de kvindelige læsere, at det lige kommer til at gå ud over jeres køn, jeg kunne have taget et andet eksempel, men jeg mente at dette eksempel ville de fleste kunne nikke genkendende til). Ufattelige mængder af tid og ressourcer bruger de til at fokusere på “deres ret” til at være vrede.
Når vi har det sådan, og det er jeg ret overbevist om at vi alle har prøvet i en eller anden grad, så glemmer vi hvem der har mest ret til at være vred. Vi glemmer Gud. Vi glemmer hvor stor Hans vrede er mod synderen. En vrede der er så stor at Han kaster folk i Helvede, fordi vi lever i oprør mod Ham, og er onde i vores hjerter. Den ret til at være vred, har Han også over os der kaldes Hans børn. Og Han siger faktisk at vi skal tilgive vore skyldnere, som Han har tilgivet vores skyld.
Husk på den gældbundne tjener som kongen havde ret til at sælge som slave. Den ret frasagde kongen sig fordi han fik medlidenhed med tjeneren. Men da han så at tjeneren ikke selv ville frasige sig sin ret til at inddrive et endnu mindre beløb fra en anden mand, da tog kongen sin ret tilbage til at straffe sin tjener, og overgav ham til bødlerne står der i Mattæus 18.23-35. Hvis vi holder fast på vores ret til at være vrede og bitre over andres behandling af os, så vil Gud også bruge sin ret til at vise sin vrede på os igen. Dette er meget alvorligt, men mange vil ikke anse det for at være alvorligt nok, for selvom de kender Guds meget klare ord om dette, vil de hellere fastholde deres ret. En undskyldning som jeg tror de bruger (og som jeg nævner fordi jeg selv har haft en tendens til at bruge den) er at det kan være rigtig svært at tilgive, når man jo blev uretfærdigt behandlet. Men husk at Jesus blev uretfærdigt dømt. Den mest uretfærdige dom i hele verdenshistorien. Alligevel kunne han tilgive dem hvad de havde gjort mod Ham. Hvis Han kunne det, så er vi også nødt til det.
