Categories
Livet som kristen Mirakler

Hvorfor sendte Jesus de helbredte til præsterne?

Noget som undrede mig som nykristen var at Jesus efter at have helbredt nogen, ofte befalede dem at gå hen til præsten for at blive undersøgt. Dertil sagde han også tit at folk ikke skulle sige til andre at Han havde helbredt dem. At få ind i hovedet hvorfor det lige var sådan, og så samtidig være i et kirkesamfund, hvor det visse steder lige netop var en enorm fokus på helbredelse, og på markedsføring af helbredelse i stedet for Kristus har gjort at det har været svært for mig at forstå.


Men ved bibellæsning, og god bibelundervisning, så er det fascinerende at finde ud af hvad det betyder for os i dag at Jesus sagde som Han gjorde. Sagen er den at på Jesu tid, havde præster også en lægelig tjeneste. De skulle vurdere om en sygdom var så alvorlig at man var nødt til at blive udelukket fra den normale del af samfundet, og hvornår man kunne få lov at komme tilbage efter at være blevet helbredt. Særlig spedalskhed var noget som der skulle undersøges grundigt, da en spedalsk skulle holde sig langt væk fra andre, og råbe ”Uren, uren” i fald man så andre komme hen til en. Så spedalskhed var noget man tog meget alvorligt. I mosebøgerne kan man læse hvordan man skulle vurdere spedalskhed. Efter at være blevet rask fra en spedalskhed, skulle man faktisk isoleres i en periode, hvorefter præsten igen skulle tjekke om spedalskheden virkelig var helt væk.
Så hvis man havde været spedalsk, og var blevet helbredt, så skulle ens helbredelse godkendes først. Et af de steder hvor vi ser Jesus helbrede en spedalsk er i Mattæus 8.1-4:

”Jesus rakte hånden ud, rørte ved ham og sagde: »Jeg vil, bliv ren!« Og straks blev han renset for sin spedalskhed. Men Jesus sagde til ham: »Se til, at du ikke siger det til nogen; men gå hen og bliv undersøgt af præsten, og bring den offergave, Moses har fastsat, som et vidnesbyrd for dem.«”

På den ene side kan man nemt undre sig over at Jesus sendte en helbredt hen til præsten for at lade sig syne, for var Jesus da ikke sikker på at han var blevet rigtigt helbredt? Jo, Jesus vidste godt at Han var fuldstændig helbredt, men Han ville også efterleve de regler som Gud havde givet dem igennem Moses. Hvis Jesus ikke havde budt manden at gå til præsten, så ville de religiøse kunne anklage Ham for at bryde Moselovens regler. Samt for at lade ham kalde folk der ikke var godkendt som rene, være rene uden det etablerede samfunds godkendelse heraf.

Men der er også den anden side, som vi desværre overser nemt. Hvis Jesus sendte en helbredt hen til præsten for at få vurderet om helbredelsen kunne godkendes eller ej, så skal de folk der beder for syge i dag, i endnu større grad sende folk til læge for at få vurderet om de virkelig er blevet raske. Hvis man virkelig er blevet helbredt, så bør den helbredelse også være klar nok til at den kan blive dokumenteret.
Der er en sørgelig tendens til at nogen folk der er blevet bedt for, ikke tør at gå til læge for at få en faglig vurdering af deres helbredelse. Årsagerne kan være mange, men en der går igen, er at man mistænker det at gå til lægen for at være et tegn på dårlig tro. Hvad det jo slet ikke er. For hvis Jesus kunne sende folk til den tids læger, så skal vi da gøre det i endnu større grad. Der findes tilmed eksempler på at man har fået at vide at man risikerer at miste sin helbredelse hvis man går til lægen, og på den måde viser ”svag tro”.

Jeg vil gå så vidt som til at sige at hvis en helbredelsesprædikant ikke anbefaler dem han beder for, om at gå til lægen og få vurderet deres helbredelse, så efterlever han ikke Jesus på dette område. Og i og med at det er noget vi ser gentagne gange i det nye testamente, så er det ikke noget vi kan ignorere.
At påstå en person er blevet helbredt, uden at der har været faglig vurdering indover er ikke nødvendigvis i orden kan vi altså se. Dertil er et mirakel af Jesus også i stand til at blive både bedømt og vurderet af udenforstående. Alligevel ser vi folk påstå at de er blevet helbredt for ting som ikke er dokumenterede.

Men der er også et andet punkt som mange af disse helbredelsesprædikanter heller ikke efterlever Jesus på. De vil nemlig gerne have at man taler om ens helbredelse, og hvem der bedte for dem gjorde det. Men Jesus bad jo netop folk om at være stille med dette. Hvorfor Han gjorde det, og hvad det betyder for os i dag, vil jeg komme ind på i næste indlæg.

Categories
Endetiden Falsk Lære Livet som kristen

Fire advarselstegn i Rick Warrens ødelæggende bog “Det målrettede liv”

Bogen “Det målrettede liv” er en af de mest solgte bøger i nyere tid. Folk læser den som om det er sand kristendom, hvad det desværre ikke er. Der er også nogle advarselstegn i den, som viser sig allerede i begyndelsen af bogen. Disse fire advarselstegn vil jeg gennemgå her.

  1. Hovmod
    I starten af bogen står der: Denne bog er tilegnet dig. Inden du blev født, planlagde Gud dette øjeblik i dit liv. Det er ikke en tilfældighed, at du holder denne bog i hånden.
    Hvordan kan Rick Warren tillade sig at skrive sådan i indledningen af hans bog. Det er som regel kun folk fra new-age bevægelsen der kan finde på at skrive så hovmodig en indledning. Ikke en eneste af de 66 bøger i bibelen starter sådan, selvom de med langt større ret kunne skrive det. Så med hvilken ret tillader Rick Warren at starte sådan ud. Det er en hovmodig tilgang, som burde få folk til at tænke; “hmm der er et eller andet galt her”. Det tror jeg også der er flere der har oplevet, men fordi man har hørt så meget om hvor god den bog er, har man måske valgt at fortsætte.
  2. En ed
    På side 13 i bogen skal man underskrive en overenskomst. I den overenskomst står der følgende: “Med Guds hjælp forpligter jeg mig til de næste 40 dage af mit liv at opdage Guds plan for min tilværelse.” Derefter skal man skrive sit eget navn, så skal en ven skrive sit navn, og så har Rick Warren underskrevet med sit navn i forvejen.
    Det er faktisk en ed man skriver under på, og hvad siger Jesus om det: “I har også hørt, at der er sagt til de gamle: ›Du må ikke sværge falsk,‹ og: ›Du skal holde, hvad du har svoret Herren.‹ Men jeg siger jer: I må slet ikke sværge, hverken ved himlen, for den er Guds trone, eller ved jorden, for den er hans fodskammel, eller ved Jerusalem, for det er den store konges by. Du må heller ikke sværge ved dit hoved, for du kan ikke gøre et eneste hår hvidt eller sort. Men i jeres tale skal et ja være et ja og et nej være et nej. Hvad der er ud over det, er af det onde.”Jesus siger meget klart at det ikke er tilladt at sværge. Hvis vores tale er udover at et ja er et ja, og et nej et nej, så er det af det onde. Det her er faktisk meget alvorligt, for Rick Warren prøver at overtale os til at læse hans bog ved en ubibelsk metode, som Jesus advarer imod. Vi burde altså igen være advaret her om at denne bog ikke er bibelsk funderet, når forfatteren kan finde på at lede os ind i en syndig handling allerede i starten af bogen.
  3. “Det handler ikke om dig”
    Det står der i indledningen på side 17. Det er en af de allerfarligste sætninger i bogen. Normalt har jeg ikke noget imod denne sætning, for vore liv skal netop ikke handle om os selv, men om Jesus. Men Rick Warren misbruger dette udtryk på det groveste. For netop denne sætning får mange kristnes naturlige barrierer mod ting der er forkerte, til at forsvinde. Mange har sagt til mig, at Rick Warren jo selv skriver “Det handler ikke om dig”, og har derefter taget imod ubrugelig lære som ikke er baseret på bibelsk visdom. Men hvis man kigger i resten af bogen, kan man også godt se, at den reelt set handler om mig. Selv i forordet kunne jeg jo læse at det handlede om mig. Prøv også at se hvor mange gange det handler om mig i det afsnit som kommer lige efter hans indledning her: “Formålet med DIT liv er langt større end DIN personlige tilfredsstillelse, DIN indre fred eller endog DIN lykke. Det er langt større end DIN familie, DIN karriere eller selv DINE vildeste deømmw og ambitioner. Hvis DU ønsker at vide hvorfor DU er sat på denne jord, er DU nødt til at begynde med Gud. DU er født ved ham og til ham.”

    Ja det sidste ord er skrevet med lille h istedet for stort H, som man skal når man skriver om Gud. Men det kan nu være en tilfældig fejl, som jeg ikke vil hænge ham op på, men blot her fortælle hvorfor jeg ikke havde skrevet det med stort. Det er et ordret citat, fra hans bog. Isoleret set, kunne jeg godt acceptere dette afsnit, selvom der forekommer rigtig meget DIG og DIN og DU. Men problemet er at dette forsætter i resten af bogen. Den bog handler om MIT liv. Hvad JEG kan gøre, for at finde formål med mit liv. Reelt set er Rick Warrens evangelium et gerningsevangelium, og dermed ikke noget evangelium i virkeligheden. Men det må jeg komme tilbage til en anden gang.Okay skal vi lige have et sidste advarselstegn med? Jeg har skrevet om den før, men her er den igen. Mange af hans bibelcitater er taget fra de dårligste oversættelser, og taget ud af den sammenhæng de står i. Her kommer den værste:
  4. Omvendelse eller selvhjælp?
    På side 19 skriver Rick Warren:“Du har brug for mere end selvhjælpsråd. Bibelen siger: “Selvhjælp er ikke hjælp i det hele taget. Selvfornægtelse er vejen – min vej – til at finde dig selv, dit sande jeg”” For det første burde en der kender sin bibel bare nogenlunde, spørge sig selv om man nogen sinde havde læst i bibelen, at det handler om at finde sig selv. For det er jo det der står “til at finde dig selv, dit sande jeg”. Det har jeg aldrig læst om i bibelen. Men jeg har hørt om det i New Age kredse, og hos kristne der ikke bygger deres liv på Guds ord, men på menneskelige overleveringer. Men lad os prøve at se hvad der står i den autoriserede danske oversættelse:“Den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig, skal finde det.”
    Hov, der stod da ikke noget om at man skal finde sit sande jeg. Nåh det kunne være en oversættelsesfejl. Lad os prøve at se hvad der står i en af de mest anerkendte internationale oversættelser. King James Version: “For whosoever will save his life shall lose it: and whosoever will lose his life for my sake shall find it.”

    Det var også særdeles langt fra det som Rick Warren påstår at der stod. Men han havde også brugt en af de der læselet bibler med et udvandet budskab til at støtte hans påstand. Det er også et vers der fortæller om omvendelse fra sit eget liv. Ikke om at finde sig selv.” 

Hvis du er i tvivl om hvad du skal gøre, når du bliver inviteret med i en gruppe der ønsker at gennemgå denne bog, eller en anden af Rick Warrens bøger, så vil jeg ikke fraråde dig at tage med. Tværtimod. Tag endelig med, men husk at tage din bibel med, og lad det være en dansk autoriseret bibel. Slå alle de skriftsteder op som der bliver henvist til, specielt dem der bare er skrevet i en fodnote (den ovenstående var faktisk en fodnote) . Vis de andre hvad der står, og hvilken sammenhæng det står i, og Rick Warrens lære vil hurtigt blive afsløret som det det er.
Hvilke konsekvenser kan det så få tænker du. Jo det kan få to konsekvenser. Enten vil folk forstå at de er igang med at læse en bog der er ubibelsk, og vil vælge at lægge den væk istedet. Muligvis vil de få lyst til at studere Guds ord istedet.
Den anden konsekvens er dog ikke så rar. For der vil folk blive sure på dig, fordi du bringer en mand som Rick Warren i tvivl. De vil sige at den bog jo har været til velsignelse for millioner af mennesker, og har ændret den måde folk har levet på. Du vil blive anset for at være en kætter, som ikke forstår det budskab Rick Warren har. Men så har du trods alt vist dem hvad der står i bibelen i forhold til Rick Warren, og det vil være et valg som de har truffet, ikke dig.
Ja, det er ikke altid nemt at være kristen. Folk kan blive sure på os, selv folk i kirkerne. Men vi er jo ikke blevet lovet et nemt liv, men vore synders forladelse, og evigt liv hos Gud i Himlen.

Categories
Endetiden Falsk Lære Kirke Troens forsvar

R. C. Sproul forklarer hvordan kirker accepterede den romersk katolske kirke

R. C. Sproul er kendt som mister Reformed i USA. Han har været professor i teologi, og arbejder stadig som pastor, selvom han efterhånden er en ældre herre, og har gennemgået en hjerneblødning. Men han drives stadig af lysten til at prædike Guds ord. Efter at have hørt denne undervisning flere gange til og fra arbejde i bilen, kan jeg godt forstå at han har svært ved at stoppe som forkynder. For i denne undervisning viser han hvor stort behovet for en klar forkyndelse af evangeliet er. For det behov er blevet langt større efterhånden som kirken mange steder i den vestlige verden er forfaldet. Hvordan det forfald hænger sammen med de filosofiske ideers udvikling, og hvordan den romersk katolske kirkes gik fra at blive anset for en kætterkirke til at man fejlagtigt i dag, mange steder anser den som en evangelisk kirke. Historien bag det vil Sproul forklare rigtigt godt her.
Det er også noget vi oplever store problemer med her i Danmark. Prøv bare at se på hvad Moses Hansen og Frikirkenets Formand Lars Bo Olesen har sagt om den nye pave (se link her: https://sand.omvendelse.dk/abent-brev-til-moses-hansen-og-frikirkenets-formand-lars-bo-olesen-4729.htm).

I starten vil man muligvis synes han bruger lidt lang tid på at forklare hvordan ideer hænger sammen, og bliver udviklet. Men det vil give mening. Dette er en undervisning som viser hvor vigtigt det er for kirken at holde fast på doktrinerne, særlig de fem solaer (Skriften alene, Kristus alene, Troen alene, Guds ære alene, og troen alene). Men som også viser den klare fare der er ved at arbejde sammen med kirker der ikke kan tilslutte sig disse fem solaer. For som Sproul siger, hvis vi ikke kan blive enige om disse fem, har vi så overhovedet noget at vi kan arbejde sammen om som kirke?

Men dette er ikke kun om hvor skidt det står til i kirken. Det handler også om, at hvis kirken skal kunne fungere ordentligt til Guds ære, så må vi der forkynder Guds ord, holde fast i den gode forkyndelse, og prædike Kristus. Vi skal stoppe med at prædike os selv, vore egne ideer, egne oplevelser, egne små kæpheste, men istedet prædike Kristus som korsfæstet død og opstanden!

T4G 2010 — Session 2 — R.C. Sproul from Together for the Gospel (T4G) on Vimeo.

Du kan også Dowloade den her.

Categories
Bibelen Livet som kristen podcast

Podcast: Kristne vil blive forfulgt og falsk anklaget

I søndags prædikede jeg over den sidste del af saligprisningerne. Det er der hvor Jesus lover at dem der tilhører Ham, på en eller anden måde vil opleve at blive enten forfulgt eller falsk anklaget, og at dem der oplever dette er særlig velsignet. Men dette er vi også nødt til at forstå sammen med hvad der ellers står i bibelen om dette. For hvornår er det lige at en forfølgelse medfører velsignelse fra Gud, og hvornår gør det ikke? For det er ikke enhver form for forfølgelse som er i orden. Men den forfølgelse Jesus har lovet os, hvad skyldes den så? Dette og andet vil jeg komme ind på i denne prædiken fra Gudstjenesten som vi holdt i søndags. Håber den kan være til velsignelse for dig.

Categories
Bibelen Kirke Livet som kristen Troens forsvar

Skal kristne overholde sabbatten i dag?

Er Sabbatten noget vi skal overholde i dag, eller er der en ny frihed i Kristus? Det har John MacArthur svaret meget klart på i denne artikel som jeg har oversat til dansk her nedenunder:

Vi mener, at de gammeltestamentlige bestemmelser for Sabbatten er ceremonielle, og ikke moralske aspekter af loven. Som sådan er de ikke længere i kraft, men er gået bort sammen med offersystemet, det levitiske præstedømme og alle andre aspekter af Moses lov, som var før Kristus. Her er grundene til at vi har dette synspunkt.

1. I Kolossenserbrevet 2.16-17, henviser Paulus udtrykkeligt til sabbatten som en skygge af Kristus, som ikke længere er bindende, idet at Kristus nu er kommet. Det står helt klart i disse vers, at det er den ugentlige sabbat som er i betragtning her. Udtrykket “fester eller nymåne eller sabbatter” henviser til de årlige, månedlige, og ugentlige hellige dage i den jødiske kalender (jvf. Første krønikebog 23.31, Anden krønikebog 2.3, 31.3; Ezekiel 45.17, Hosea 2.13). Hvis Paulus henviste til særlige ceremonielle datoer for hvile i denne passage, hvorfor skulle han så have brugt ordet “sabbat?” Han har jo allerede nævnt de ceremonielle datoer, når han talte om festivaler og nye måner.

2. Sabbatten var et tegn på den Mosaiske pagt til Israellitterne (Anden Mosebog 31.16-17, Ezekiel 20.12, Nehemias 9.14). Men da vi nu er under den nye pagt (Hebræerne 8), er vi ikke længere forpligtiget til at overholde de regler der hørte under den mosaiske pagt.

3. Det Nye Testamente befaler aldrig kristne at overholde sabbatten.

4. I vores eneste glimt af en tidlig kirke gudstjeneste i det Nye Testamente, mødtes kirken på den første dag i ugen (Ap.g 20.07).

5. Ingen steder i Det Gamle Testamente er de hedenske nationer befalet at holde sabbatten eller fordømt for ikke at gøre det. Det er bestemt mærkeligt det ikke er tilfældet, ifald at det var således at sabbatten var beregnet til at være et evigt moralsk princip.

6. Der er ingen tegn i Bibelen på at nogen som helst holdt sabbatten før Moses tid. Ej heller er der noget bud i Bibelen som viser man skulle holde sabbatten før den blev givet som lov på Sinais bjerg.

7. Da apostlene mødtes i Jerusalem råd (Ap.g 15), pålagde de ikke at de ikke-jødiske troende skulle overholde sabbaten.

8. Apostelen Paulus advarede hedningerne om mange forskellige synder i sine breve, men at bryde sabbatten var aldrig en af ​​dem.

9. I Galaterne 4.10-11, irettesætter Paulus galaterne for at tro at Gud forventede at de skulle overholde særlige dage (herunder sabbatten).

10. I Romerne 14.5, forbyder Paulus dem, der overholder sabbatten (disse var uden tvivl jødiske troende) at fordømme dem, der ikke overholdt dem (ikke-jødiske troende).

11. De tidlige kirkefædre, fra Ignatius til Augustin, lærte, at Det Gamle Testamente sabbat var blevet ophævet, og at den første dag i ugen (søndag) var dagen, hvor kristne skulle mødes til gudstjeneste (i modsætning til påstanden mange syvende dags adventister hævder, at søndagsgudstjenesten ikke blev indført før det fjerde århundrede).
12. Søndag har ikke erstattet lørdag som sabbatten. Herrens dag er snarere en tid, hvor de troende samles for at fejre Hans opstandelse, som fandt sted på den første dag i ugen. Hver dag for den troende er en ​sabbatshvile, da vi er ophørt fra vores åndelige arbejdskraft og hviler i Herrens frelse (Hebr 4.9-11).

Så mens vi stadig følger det mønster som gør at en dag i ugen, bliver til en dag hvor Herrens folk samles i tilbedelse, så vil vi ikke henvise til dette som “sabbatten”.

 

Du kan læse originalen på dette link: http://www.gty.org/resources/questions/QA135

Categories
Kirke Kommentar til medierne Overfladisk kristendom

William skabte et monster

De fleste danskere kan godt huske den markante forfatter og digter Dan Turell. Personligt synes jeg flere af hans digte var vidunderlige med hans skæve vinkler på tilværelsen. De fik en til at se tingene på en anden måde, end man normalt ville gøre. Hans (vist nok) debutbog ”Vangede billeder” er efterhånden blevet en klassiker indenfor dansk litteratur, og er også fascinerende med fragmenter fra hans barndom.
Udover at være buddhist (med en underlig svaghed for gamle salmedigtere som Kingo o.l.), så var Dan Turell meget fascineret af den amerikanske beatnikforfatter William S. Borroughs. Manden som skrev romanen ”Naked lunch”. En roman som i første omgang blev cencureret i USA, men som man så valgte at filmatisere i halvfemserne. William S. Borroughs var misbruger. Både af alkohol, marihuana og stoffer. I en længere periode i hans ungdom var det også meget hårde stoffer han var på. En del af hans liv som han underligt nok ikke viste tegn på at fortryde, nærmest tværtimod. Hans litteratur var præget af vulgaritet, modbydeligheder, promiskuøsitet, narkotika, surrealisme og meget andet af samme skuffe. Og den litteratur havde påvirket en meget ung Dan Turell, og havde haft stor indflydelse på hans forfatterskab. Så stor at Dan Turell anså sig selv for at være den største William S. Borroughs fan i Danmark, hvis ikke i hele skandinavien.

Selvom det var i halvtredserne de fleste af William S. Borroughs bøger udkom (så vidt jeg ved), så kulminerede hans ikonstatus i starten af 80erne, hvor han rejste rundt og læste op af sine romaner. Han havde en utrolig evne til at genfortælle disse historier med hans egen rustne alkoholiserede narkostemme. Han kunne tryllebinde folk med hans oplæsninger også selvom han samtidig kunne være ret beruset, hvilket åbenbart var normen mere end undtagelsen. Det er nu ikke nogen forelæsninger jeg ville anbefale at høre, da han ofte var direkte blasfemisk, og havde et ordforråd der ikke var særligt sobert, mildt sagt.

I 1983 kom William S. Borroughs så til Danmark, og skulle holde sine romanoplæsninger i Saltlageret i København. Dette show blev indledt af Dan Turell. Men før showet skulle der laves et møde mellem Danmarks største fan af William S. Borroughs, og William S. Borroughs selv. Dan Turell skulle sidde face to face med sit største idol.

Blandt dem som kender til denne begivenhed, så er den kendt som antiklimakset over næsten alle antiklimakser. Mødet mellem de to, blev så fad en affære, at hverken Dan eller William, rigtig vidste hvor de skulle gøre af sig selv. De to som burde have været “soulfriends” ifølge nogen, sad og talte så langt forbi hinanden som de næsten kunne have gjort. Her var et møde der i sandhed opfyldte Søren Kierkegaards postulat om at forventningens glæde er den største. For det her møde nåede ihvertilfald ikke op til de forventninger der var sat til det.

Hvorfor gik det så galt?
Indehaveren af den bogbutik hvor de mødtes, forklarede senere hvorfor det gik galt. William S. Borroughs var en mand som skrev om den mest ekstreme udlevelse af sig selv. At udleve sine egne drifter og lyster, og manglen på respekt for det normale og for autoriteter var det man kunne læse ud af William S. Borroughs bøger. Nihilisme, hedonisme og anarkistisk ideologi var ekstremt fremtrædende elementer i hans litteratur.
Men på trods af dette, så var William S. Borroughs en ret konservativ person. Han gik i konservativt tøj, han opførte sig generelt set meget høfligt og civiliseret, og så egentlig ganske normal ud. Han lignede på ingen måde det stereotype billede vi har af stofmisbrugere og alkoholikere. Han havde altså en baggrund som gjorde at hans person var mere konservativ end han selv lige stod ved. Både af udseende og af hans måde at gebærde sig med andre på.

William S. Burrougs

Denne konservatisme kom til udtryk da han mødte Dan Turell. En mand der havde klippet sig fuldstændig skaldet (som på det tidspunkt ikke var særlig normalt), havde sort neglelak på (en idé han havde stjålet fra Lou Reed) og en sjov hat på samt en stor sort trenchcoat. Det så alt i alt meget mørkt ud. William S. Borroughs havde grå trenchcoat, slips, og grå hat på. Han kunne ligne en bifigur fra en en af halvtredsernes film noir. Selvom han var en der røg marihuana flere gange om dagen, og startede sin dag med et glas vodka, så så han bare helt normal ud i forhold til Dan Turell.
William S. Borroughs havde fået at vide han skulle have et møde med hans største fan i Danmark. Mødet ville blive optaget til dansk TV. Da han endelig møder Dan, spurgte han skeptisk ”hvem er den person?”.
Det viste sig desværre for Dan Turell at hans idol William S. Borroughs ikke brød sig om det syn han så. For han så en meget underlig person, som han ikke på nogen måde kunne relatere til. Hvorfor skulle han snakke med en mand der så så outreret ud som denne mand. Han var ikke vant til at have seriøse samtaler med mænd der havde barberet deres hår ned til hovedskallen og som sad med sort neglelak på, og en lidt for bredskygget hat til at den virkede normal.  Med andre ord William S. Borroughs havde ikke fattet konsekvenserne af hans ideer. Han havde ikke fattet, at de tanker og ideer han havde skrevet ned i sine bøger, ville medføre at nogen mennesker begyndte at udleve dem.

Konsekvenser i samfundet
Trist egentlig at William S. Borrougs ikke forstod at de tanker og ideer man giver videre til andre, kan få konsekvenser, og vise sig at blive til noget helt andet end man havde regnet med. Det er ikke noget der er så usædvanligt endda. Hvem kunne have forestillet sig at den fri abort ville blive til at man begyndte at kønsteste fostre for så at slå en slags køn ihjel, for at beholde det andet køn? Eller at man i dag ville begynde at sortere fostre fra pga bitte små genfejl som man en dag ikke anså for at være alvorlige? Hvis man sagde det dengang, ville man blive anset for at være ekstremist. Nogen ville måske endda påstå at man brugte usaglige argumenter.

Konsekvenser i kirken
Men det er samfundet. Og samfundet har ikke nogen anden grundbyggesten end det som man mener lige nu og her er rigtigt. Fordi samfundet ikke har en base der er funderet i sandhed, men i folkets og ledernes mening og følelser. Det er galt nok, men dog forståeligt når man ikke har en fast sandhed at arbejde udfra. Men hvad værre er, at det som sker i mange kirker i dag, som ikke har noget som helst med kristendom at gøre, er konsekvenser af kirkelederes tanker og ideer som er blevet levet ud i yderste konsekvens.

Her er bare et par eksempler: Dem der talte om engang at vi ikke skulle tage forbuddet mod kvindelige præster betyde alt for meget, havde svært ved at se konsekvenserne af at se igennem fingre med det. For hvis vi ikke skal tage Guds ord seriøst omkring spørgsmålet om kvindelige præster eller ej, hvad bliver så det næste vi ikke behøver tage alvorligt? Personligt tror jeg ikke vi ville se så meget igennem fingre med skilsmisse blandt kristne som vi gør i dag, hvis kirken stadig havde holdt fast i at kvindelige præster ikke er bibelsk forsvarligt. For kunne man holde fast i den del, så havde man også god mulighed for at holde fast i at skilsmisse uden bibelsk årsag, ikke er i orden og ikke skal accepteres. Eller bare det at man i dag har præster som straight out siger at de ikke tror på bibelen er sand,og mener de er i stand til selv at vurdere hvad der skal tages seriøst og hvad der ikke skal tages seriøst, det ville også være utænkeligt i evangeliske forsamlinger før. Men i dag er det noget der forekommer ret meget af.

Eller hvad med ideen om at kirken skal have et sprog som verden forstår? Ja, selvfølgelig skal vi tale så det er forståeligt, men ideen er blevet misbrugt og overdrevet til det groteske, når man begynder at klæde sig ud som vampyrer og holder diskotek med verdslig musik i kirkelig regi, bare for at tage nogen ekstreme eksempler.

Dem der kom med disse ideer engang, har ikke altid overvejet hvad konsekvenserne af deres ideer ville være. Og alt for mange gange ser vi desværre at ideer har konsekvenser, og de kommer faktisk nogen gange ud i deres yderste konsekvens. En af årsagerne til at dem som fik ideerne ikke kom fuldstændig langt ud, er at de ligesom William S. Burroughs havde en baggrund som gav dem en hvis konservativ holdning som gjorde at de holdt sig selv lidt i snor. Men den generation vi har nu og de kommende har ikke den samme konservative holdning. Mange af dem har ikke en viden om basale bibelske grundprincipper, eller også har de ikke en tilfredsstillende viden om kirkehistorie, som sætter dem i stand til at genkende kirkernes fejltrin, for at kunne undgå dem igen. Mange af dem er på trods af at de er vokset op i kristne hjem, ikke blevet oplært i bibelen af deres forældre. Forældre som troede det blev gjort henne i kirken, og at man kunne nøjes med at se nogen tegnefilm med bibelske temaer som blot var udvandet til de ukendelige.

Når en sådan generation skal overtage kirken, så vil den generation som var før dem, ikke kunne genkende kirken. Selvom det er dem selv som er skyld i det. Det er nemlig deres egne ideer, som disse historieløse unge vil føre ud i livet. Konsekvenserne af deres egne ideer vil gøre dem selv til folk der føler sig udenfor, og ikke kan se sig selv som en del af en sådan kirke. Det er en langt større konsekvens, end den William S. Burroughs så hos Dan Turell. Burroughs forstod som ufrelst ikke sit ansvar som forfatter. Men kirkens folk som står på en talerstol, burde i langt størrre grad forstå og tænke over konsekvenserne af det de tænker og siger.

https://sand.omvendelse.dk/hvorfor-vil-kristne-ligne-vampyrer-2523.htm

http://www.udfordringen.dk/art.php?ID=25993

https://sand.omvendelse.dk/podcast-om-bibelens-trov%c3%a6rdighed-autoritet-og-emergent-church-518.htm