For nogle år siden vejede jeg næsten 90 kilo, men er i dag nede på at veje omkring 76. Så jeg er gået fra at have et BMI (Body Mass Index) der har været tæt på det man kalder faretruende, til istedet at have et BMI i det rette område for folk med min højde. Nu er der ufattelig mange valgmuligheder at vælge imellem, når man skal vælge en metode til at tabe sig. Min metode har været den gode gamle; motioner, spis sundt og ikke for meget. Men jeg kunne også have valgt at tage et ubrugeligt uvidenskabeligt homoøpatisk slankeplaster på. Eller benytte mig af den heldigvis næsten glemte Atkins kur, der bestod af fedt og proteiner. Deet særlig interessante ved den var at den gode Dr. Atkins døde svært overvægtigt, men det ønskede hans kone ikke at der skulle fokuseres så meget på. Så er der alle pillekurene, frugtkurene, pulverkurene osv. Som en følge af at jeg igennem mit fag som økonom har arbejdet med forskning indenfor ernæring og sundhed i hospitalsvæsenet, vidste jeg godt hvilken metode der var bedst, og den valgte jeg så. Den var videnskabelig funderet, og erfaringerne viste at det var den der virkede allerbedst på lang sigt.
Væk med dødvægten
De mange kilo jeg har tabt er kilo som jeg har slæbt rundt på, men som ikke har været nogen nytte til. Det har været dødvægt, (fedt er dødvægt som ikke har nogen funktion). Og dødvægt kan være tungt. Jeg stod forleden med seks fyldte to-liters flasker i den ene hånd. Det er faktisk ret meget. Men det var tankevækkende at det var tæt på den ekstra vægt som jeg slæbte rundt med engang. Der er ikke noget at sige til at jeg ofte var træt, kunne få ondt i knæene og dertil sad meget ned. Jeg var blevet mindre produktiv som en følge af den ekstra ubrugelige dødvægt jeg slæbte rundt på. Med andre ord, jeg lignede størstedelen af de kirker som vi har i dag.
For den dødvægt jeg slæbte rundt på, som var farlig, i og med at den øgede mit blodtryk, kolesteroltal, og sænkede mit produktionsniveau, er at sammenligne med al den vranglære som mange kirker er inficeret af i dag. Vranglære har den samme funktion. Den forurener kirken med elementer som ikke hører kristendommen til. Den gør det mere krævende at køre kirke, da det nu kræver mere energi at holde tingene i gang, da det ikke er Guds Ånd der holder vranglæren i gang, men vores egne anstrengelser.
Vranglære i kirken suger energi fra det som er kirkens sande opgaver, og gør at kirkens medlemmer kører træt, kører død og kører galt. Man er ikke fit for fight, fordi man bruger sine kræfter forkert.
Men så spis dog bare den fisk, og spyt benene ud!
Et argument for at se igennem fingre med vranglære er nogen gange ovenstående overskrift. Men ideen med at spise fisken og spytte benene ud, er simpelthen ikke holdbar. Jeg spiser fisk, mine børn spiser fisk, og jeg kender mange andre der spiser fisk. Og ikke en eneste af dem har jeg hørt mene at det er en god oplevelser at få fisk ind i munden med ben i. Det er faktisk ødelæggende for ens appetit. Og ofte vil der ske det at hvis man har fået et stykke med flere ben i, så er det allernemmeste at gøre, at spytte det hele ud igen. Fordi det er alt for besværligt at få benene sorteret fra, når det er blevet til en plastisk masse inde i munden. Så man burde istedet sige, “Hvis der er ben i fisken du har fået i munden, så spyt det hele ud, for alt andet er for besværligt”. Og for lige at blive i fiskebilledet: Hvis din fiskehandler ikke er i stand til at give dig en fiskefilet som lever op til definitionen af fiskefilet (det vil sige den er benfri), så find en anden fiskehandler. En fiskehandler skal være istand til at levere fisk uden ben i. Ellers mister han kunderne.
Men tilbage til billedet med kirken der er besværet af dødvægt. Prøv at forestil dig en kirke hvor der ikke blev givet plads til vranglære. Forstå mig ret, det betyder ikke at man skal være enig om alle bitte små ting, men at man ikke giver plads til lære som minimerer Kristus, eller ophøjer os mennesker, eller leder væk fra Kristus, eller prædiker et andet billede af Kristus o.l. Der er plads til forskellighed og uenighed selvom man ikke giver plads til vranglære. Men prøv at forestil dig en sådan kirke. Kunne en sådan kirke som er kommet af med al sin dødvægt ikke være langt mere overgiven til Kristus, langt mere ledt af Ånden, og langt mere effektiv i ordets forkyndelse? Bare for at nævne nogle få eksempler. Vranglære er ikke noget man skal se let på. Det er udover at være ødelæggende for den kristnes forhold til Gud, (selvom en der er påvirket af vranglære ofte vil påstå det modsatte) så vil det også tære på kirkens ressourcer så den bruger energi og tid på noget den ikke burde bruge tid på. Tid som burde bruges til at ære Kristus, og søge Ham, og pege på Ham, så folk må se hvilken vidunder frelser vi har i Ham.
Og bare for at undgå misforståelser, så er dette indlæg ikke en nedgørelse af overvægtige. Jeg har selv været overvægtig og ved hvor nemt det er at blive det. Det ser jeg ikke ned på. Og jeg ved også at det kan være svært at komme af med de kilo igen. Men hvis jeg skulle vælge mellem at komme af med flere kilos overvægt, eller vranglære, så valgte jeg at skille mig af med vranglære. For den kan have evigheds betydning i værste fald.
