For to år siden holdt Frikirkenet en lederkonference hvor hovedtaleren var en New Age filosof (Steen Hildebrandt), og dermed en der stod for det modsatte af kristendom. Det kom der lidt medieomtale om, da flere var utilfredse med at deres pastorer skulle undervises af en fra New Age bevægelsen. I år har Frikirkenet i november måned valgt at have to hovedtalere som er kirkelige, men desværre ikke nogen der prædiker Kristus. Det drejer sig om den engelske pastor Paul Scanlon fra Abundant Life Church, og Niels Christian Hvidt som er en romersk katolsk teolog. Det er ganske interessant at iagttage at Frikirkenet igen inviterer Paul Scanlon, og derfor vil jeg i dette indlæg overorndet fokusere på det problematiske ved at sætte ham på en prædikestol.
Men først er det interessant at se på hvorfor man i de danske frirkirker er begyndt at invitere Paul Scanlon, og hvorfor man er så interesseret i at invitere en fra England. Paul Scanlon har selv gjort opmærksom på hvorfor han er interessant at invitere for danske frikirker. Det gjorde han da han var her for ca tre år siden. England ligner rent kirkemæssigt Danmark. Englænderne og danskerne går ikke ret meget i kirke. I USA er der derimod mange der går i kirke. Frikirkenets ledere har efterhånden fået øjnene op for, at det er svært at efterligne de metoder man bruger i USA til at få flere folk ind i kirkerne. For hvor man i USA er vant til at gå i kirke, så er det i USA også nemmere at få folk ind i sin egen kirke. Folk er jo kirkevant i forvejen.
Men hvis man bor i et område hvor folk ikke er vant til at gå i kirke, så skal der muligvis andre redskaber til. Så man er muligvis ved at gå væk fra metoder ala Rick Warren og Bill Hybels som er meget amerikanske. I stedet kunne man se om der findes succesfulde kirker i lande som er sammenlignelige med Danmark.

Der er flere af den slags i England, men en der skiller sig særligt ud er Abundant Life Church som er ledt af Paul Scanlon. Nogen kender sikkert hans datter Charlotte Gambill som (desværre) også prædiker. Hun var en af hovedtalerne på pinsevækkelsens sommerstævne i år. Paul Scanlon har formået i et ukirkeligt område at få skabt en ret stor kirke, og lige netop dette er man i Frikirkenet ret interesseret i at lære af ham. Isoleret set et godt ønske, men spørgsmålet er om Paul Scanlons metode og forkyndelse overhovedet kan siges at være indenfor det tilladte i kirken?
Paul Scanlon er for det første en del af trosbevægelsen. Godt nok en søgervenlig del, men det hjælper ikke på det. Det alene burde være nok til at afvise ham som taler, men for Frikirkenet som jo også består af flere trosbevægelsesmenigheder er det ikke nok. Så hvad ellers taler imod?
Jeg har hørt Paul Scanlon flere gange, og jeg vil henvise til den første og den sidste tale jeg har hørt. Første gang var fra dengang han besøgte Frikirkenets lederkonference for tre fire år siden. Dengang brugte han en stor del af tiden på at fortælle om sin rejse til Danmark. Hvilket var ganske uinteressant, men han er god til at krydre sin tale. Først derefter fortalte han hvor stor hans kirke var, og hvor succesfuld den var, og sagde flere gange at han til slut ville vise hvordan man kunne se de metoder i bibelen. Til slut forsøgte han så at vise det. Han havde tre skriftsteder han brugte og de var alle sammen misvisende, og en ekstrem bøjning af Guds ord, som han fik til at blive noget helt andet.
I bund og grund handlede det om påstod han, at folk skulle finde deres særlige ressourcer. Alle har en ressource, og hvis man finder den, kan man vokse. Hvis kirkens medlemmer finder dem hver især vil kirken vokse. Det begrundede han bl.a. med at tage udgangspunkt i den historie fra Bibelen hvor en enke kommer til Profeten Elisa. Hun siger hun skylder penge og hendes mand er død, så hvad skal hun gøre. Profeten Elisa siger hun skal låne krukker hos dem hun kender og lukke sig inde i sit hus og hælde olivenolie fra hendes egen oliekrukke over i de krukker hun har lånt, og så bagefter sælge olien. Det er en fin bibelsk historie om Guds trofasthed om omsorg. Men den fik Paul Scanlon til at handle om at kvinden fandt sin egen ressource. For i stedet for at fortælle hvordan det viste Gud som trofast og omsorgsfuld, sagde han at kvinden her fandt sin egen ressource. Hendes egen ressource skulle i dette tilfælde være det store netværk som hun angiveligt havde af folk hun kunne låne krukker af. Så det at hun kunne sælge meget olie handlede i stedet om at hun havde et stort netværk af folk som hun kunne låne krukker af. Fokus på mennesket og hvad det er istand til, fremfor hvad Gud er i stand til.
Da jeg hørte det plus de to andre (som jeg ikke kan huske, men som også var misvisende) var jeg fuldstændig rystet. For det var en mp3-fil som Frikirkenet selv havde lagt ud fra deres møde, så folk kunne høre hvor fantastisk den undervisning havde været. Men den var direkte forkert. At de kunne invitere en som ikke prædiker evangeliet, men noget andet (ja jeg har hørt andet af Paul Scanlon og han kommer ikke engang tæt på evangeliet), er hvad der måske kan ske. Men så at offentliggøre hvor dårligt de er, og dermed vise at man ikke engang kunne høre at manden bøjede Guds ord til ukendelighed, er et tegn på at lederne i Frikirkenet ikke har viljen og eller evnen til at skelne skidt fra kanel.
Men hvad så nu? Jo Frikirkenet har fået en ny leder, efter Tonny Jacobsen er trådt tilbage som leder. Det er Lars Bo Olesen som er pastor i Åben Kirke i Herning. Får det nogen positiv betydning? Åbenbart ikke, for heller ikke Lars Bo Olesen og hans medpastorer er i stand til at se at det Paul Scanlon prædiker ikke er evangeliet, og tilmed heller ikke bibelsk. Det har de vist med al tydelighed, da de for et stykke tid siden havde Paul Scanlon på besøg. Her skulle han bl.a. tale om at høre Guds stemme. Det var en søndagsgudstjenesteprædiken han fik lov til at holde. Spændende tema at prædike over, og meget nemt at svare på. Jeg ved at den forrige leder af Frikirkenet Tonny Jacobsen godt kunne svare på dette. Han stillede engang spørgsmålet til en gudstjeneste om folk havde lyst til at høre hvad Gud sagde til dem? Det ville de gerne, hans svar var at så skulle de læse hvad Gud allerede har sagt. Det blev nogen folk lidt skuffede over (forstå det hvem der kan), men det var et dejligt befriende svar som viste at vi alle kan kende Guds vilje, for vi kan alle læse i bibelen, som jo er Guds vilje åbenbaret.
Det var dog ikke det svar som Paul Scanlon gav. I den tale han holdt om at høre Guds stemme, læste han på intet tidspunkt op af bibelen. På intet tidspunkt henviser han til bibelen som der du kan lære Guds stemme at kende. De gange han henviser til bibelen er for at henvise til eksempler som vi ikke skal bruge til at høre Guds stemme. Som den med det våde lammeskind og Gideon o.l. som han fik fremsagt humoristisk så det ikke var noget vi kunne lære af. I stedet for at vise hvad Guds ord siger, fortalte Paul Scanlon om sig selv.
Dette er symptomatisk for folk som Paul Scanlon. De prædiker sig selv, deres egen historie, ders egne erfaringer, deres egne kampe og det bliver ikke til andet end det. Hvor det burde og skal være Guds ord de prædiker i stedet. Paul Scanlon er dog så dygtig at han formår at krydre sin tale så godt at folk hopper på hvad han siger. For selvom Paul Scanlon på intet tidspunkt fortæller hvordan man kan kende Guds vilje, men i stedet fortæller hvordan man på en subjektiv måde selv kan føle sig frem til Guds vilje (som nok er min egen vilje i det tilfælde) uden at bruge Guds ord til at vise det udfra, så viser Åben Kirke i Herning at de synes det er godt. Den ligger nemlig på deres egen hjemmeside både som mp3-fil og som video på deres Youtubekanal. Foruden en bunke overkarismatiske personligheder fra den karismatiske bevægelse som anbefalede videoen på Facebook. Tænk at man som stor pastor i England kan få lov at tale næsten en hel time om dette emne uden at tage udgangspunkt i skriften. Og værre endnu, tænk at lederne for en stor kirke ikke kunne se dette.
Jeg forstår ikke at folk kan sige god for en mand som Paul Scanlon og invitere ham som taler. Medmindre det er fordi at man er mere interesseret i at få en stor kirke som den Paul Scanlon har, end man er i at høre en mand prædike det der står i Guds ord. Men til dem som hellere vil høre Gods ord blive prædiket, end at tage ved lære af Paul Scanlon, men som er en del af Frikirkenet, hvorfor tager de hen til denne konference? Jeg ved nogen vil svare pga netværket. Men hvad er det dog for et netværk der udover at inviterer folk er New Age filosoffer som Steen Hildebrandt, folk der bøjer Guds ord til ukendelighed, og folk som Niels Christian Hvidt der kommer fra den romersk katolske der siger at retfærdiggørelse af tro alene er kættersk (foruden en masse andet der er direkte vranglære såsom henvendelse til døde mennesker som man bare kalder helgener). Det er da ikke et netværk man kan støtte som en kristen kirke.
Frikirkenets overordnede tema denne gang er det overnaturlige. Det synes jeg godt nok man har snakket meget om i de kredse efterhånden, men evangeliet om Jesus Kristus og Hans værk på korset er svært at finde i de kredse. Og det bliver ikke bedre af at invitere hverken Paul Scanlon eller Niels Christian Hvidt. Hvidt har godt nok meget fokus på det overnaturlige, men en mand som kommer fra en kirke der bygger på vranglære, og bekender sig offentligt til vranglære, kan man da ikke invitere som kristen organisation.
Vurder selv om du kan finde ud af hvorhenne Paul Scanlon skulle prædke udfra bibelen i den prædiken som jeg henviste til ovenfor. Den kan ses på denne video. Nedenunder har jeg lagt links til relevante indlæg der er relateret til ovenstående. Den hedder ifølge Åben Kirkes podcast side “At høre Guds stemme”.
Frikirkenets lederkonference: http://lederkonferencen.dk/talere/
Frikirkenet invitation af New Age filosof: https://sand.omvendelse.dk/frikirkenet-inviterer-new-age-filosof-som-hovedtaler-3080.htm
Mere om denne invitation: https://sand.omvendelse.dk/frikirkenet-har-ingen-bibelske-argumenter-3138.htm
Dokumentarudsendelse om læren bag den Romersk katolske kirke: http://www.youtube.com/watch?v=VClgYQnT7Z8
Indlæg om der overhovedet er plads til evangeliet hos Frikirkenet: https://sand.omvendelse.dk/er-der-plads-til-evangeliet-hos-frikirkenet-3157.htm