Categories
Endetiden Falsk Lære Synd

Er John Arnott velsignet af Gud eller forbandet?

John Arnott som i år bliver hovedtaler for Pinsevækkelsens sommercamp i Mariager. Han er kendt fra det man i halvfemserne kaldte Toronto-vækkelsen. En kirke som oplevede nogle ret underlige manifesteringer, som folk fra hele verden valfartede til for at opleve. Dengang var der en stor debat om det her virkelig var fra Gud eller ej. For det var meget ustruktureret hvad der foregik, og der var ikke megen bibelsk forkyndelse over det. I dag er der generel enighed blandt rigtig mange, om at det der skete var forkert, og skulle være noget man havde afvist. Ikke desto mindre har pinsevækkelsen valgt at invitere en af de allermest betydningsfulde personer fra den kirke som deres hovedtaler på deres bibellejr (hvis man da efterhånden kan kalde det en bibellejr, Sommercamp er faktisk et mere ærligt ord når man tager i betragtning hvor meget der bliver undervist udfra bibelen på den lejr).

John Arnott har ikke omvendt sig eller vendt ryggen til det der skete i Toronto.  Heller ikke efter alle de negative erfaringer man har derfra. Det kan lederne af Pinsevækkelsen i Danmark åbenbart heller ikke, selvom mange lægfolk i pinsevækkelsen godt kan se at det er et usædvanlig dårligt valg af hovedtaler. Hvilket bare endnu engang tydeliggør at mange af lederne i den kirkeretning er blinde vejledere. Men lad os prøve at se på nogen af frugterne fra Toronto bevægelsen, og så må vi en anden gang kikke lidt på hvad det er John Arnott og hans kone Carol er kendt for at sige og godkende.

Paul Gowdy
Insider-viden er alt andet lige et godt sted at starte. Og her er der en særlig person der træder frem, Paul Gowdy. Han var en af lederne i Wineyard menighederne i Toronto dengang i halvfemserne. Hvad han oplevede dengang, og hvordan han fik det dårligt med det, samt hvordan han i dag har konkluderet det som noget der var langt mere ødelæggende, end helende er skræmmende, men vigtig information at læse. For hvis det er det samme John Arnott kommer med til Pinsevækkelsens sommercamp, så er der god grund til at at enhver sund og bibelsk pastor og ældsteråd i pinsevækkelsen, tydelig markerer for den menighed Gud har givet dem ansvar for, at man ikke kan anbefale folk at tage på denne sommercamp. Man vil istedet advare på det kraftigste imod den. Her er lidt citater fra Paul Gowdys reflektioner efter Toronto bevægelsen, hele dokumentet kan læses på: http://lyd-i-natten.dk/Tekstfiler/Toronto.pdf

“Efter 3 år på højden af den såkaldte torontovelsignelse var vor Vineyard assembly i Scarborough ( Øst Toronto) stort
set selvdestrueret. Vi opslugte hinanden med sladder bagtalelse, splittelse, sekter kritik osv. Efter 3 år med græderi
bøn for mennesker, spasmer (systelser), rullen rundt grineri, brølen, tjenende hos TACF(Toronto airport church
fellowship), ledende lovsang hos TACF, forkyndende ved TACF, stort set levende hos TACF var vi de mest kødelige
umodne og villedte kristne jeg kender.”

Om selve oplevelserne som man kunne få i Toronto kirken skriver han:

“I bagklogskabens lys tænker jeg: Hvordan kunne jeg være så blind? Jeg lo af folk, som forestillede at være hunde, som
tissede på kirkens søjler, jeg betragtede mennesker, som forestillede sig at være dyr, gø brøle klukke(som høns),
forestille at flyve med vinger, konstant opføre sig berusede og synge fjollede sange. Hvordan jeg kunne forestille mig
at noget af dette var virket af Helligånden forbløffer mig i dag. Det var larmende uhelligt og blasfemisk overfor
Bibelens hellige Gud. Jeg tror at jeg tænkte at så længe vi ikke underviste noget, som var i direkte modsætning til
Bibelens lære, så var det det vi kaldte det eksotiske. Det var et udtryk vi brugte om manifestationer, der ikke kunne
forsvares bibelsk. Vi blev undervist om at vi havde valget mellem et system, som var fuld af liv og uorden eller et
system, som en kirkegård med orden og død. Som en ung umoden præst ønskede jeg liv og uorden. Jeg glemte at Gud
ønsker at vi modnes i Ham. Jeg blev befippet over forskellige profetier – specielt en fra Carol Arnott, hvor hun havde
en brudeoplevelse, hvor hun blev haldt ind i samvær med Jesus, og hun sagde at den kærlighed hun oplevede var
bedre end sex. Jeg blev chokeret i min ånd. Hvordan kunne hun sammenligne Guds kærlighed med sex? Når vi
fornemmede at dæmoner gik grassat i vore møder underviste John Arnott os om at vi skulle spørge kommer eller går
de? Hvis de var på vej ud var det OK. John forsvarede den kao der var ved at sige at hvis vi bad Helligånden komme
og fylde os burde vi ikke være bange for hvordan skulle Satan kunne forføre os. Det ville gøre Satan stærk og Gud svag.”

På et tidspunkt blev det da for meget for Paul Gowdy, det var efter han havde denne oplevelse:

“Endelig en aften, hvor jeg lå og rullede rundt ”fuld i Helligånden” som vi sagde – faldt tiøren for mig jeg begyndte at
synge og børnehavesangen ”Mary had a little lamb its fleece was white as snow.”( Maria fik et lille lam dens pels var
hvid, som sne) Jeg sang den med en spottende ånd og omgående sagde mit hjerte mig at dette var en dæmon. Jeg
angrede omgående og var i totalt chok: hvordan kunne en dæmon komme ind i mig? Var jeg ikke nidkær for Guds
riges sag? Var jeg ikke forgabt i alt, ved Jesus? Jeg vidste at en uren ånd lige havde manifesteret sig igennem mig og
jeg var skyld i stor synd. Efter den oplevelse holdt jeg mig væk fra TACF, jeg vendte aldrig tilbage dertil, men havde
ikke den nødvendige overbevisning til at sige helt fra overfor hele oplevelsen, men troede at vi havde svigtet i at
håndtere velsignelsen godt nok.”

Læs hele Paul Gowdys reflektion på: http://lyd-i-natten.dk/Tekstfiler/Toronto.pdf

Du kan læse mere om invitationen af John Arnott på disse links: http://www.sommer-camp.dk/program/talere/gaestetalere.html

og her https://sand.omvendelse.dk/john-arnott-er-hovedtaler-pa-pinsevaekkelsens-sommercamp-det-er-trist-3403.htm

Næste gang jeg skriver om John Arnott vil jeg vise lidt mere om hvad det er for en modvækkelse som John Arnott og hans kone reelt står for, og hvorfor den er i direkte modstrid med bibelen.

Categories
Uncategorized

Rob Bell eller bibelen. Hvem stoler du på?

Den fortløbende diskussion om Rob Bells er stadig noget som folk åbenbart er forvirret over. Det burde de ikke være, for det er så ganske tydeligt at Rob Bell med hans universalisme, misbrug af bibelvers, inddragelse af andre religioner (og dermed gør sig selv til synkretist) og fokus på mennesket fremfor Gud og en masse andet som også er ubibelsk, er en vranglærer. Det er blevet dokumenteret kollosalt mange gange, og det bliver det nok også nogen gange endnu. Jeg har lagt nogle udvalgte links for neden til noget dokumentation herfor.

Men lad os da lige tage og se hvad der sker når man tager Rob Bells udtalelser, og sammenligner dem med det man læser i bibelen. Det har Todd Friel fra Wretched TV gjort i denne video.

I fortsættelsen her vil du se hvordan Rob Bell i hans bog, fuldstændig misbruger Luther, og giver Luthers skriverier om død, Helvede og Himmel en helt ny betydning. Det her er et så brutalt overgreb på en af reformatorernes udtalelser, at enhver der kan sige god for Rob Bells misbrug af Luther her er,, nej det er nok bedst jeg lader være med at skrive det. Der vil bare være nogen der blev meget sure. Nogen vil blive sure fordi de blev ramt, og andre vil blive sure fordi jeg ikke var hård nok. Men se selv hvad det er Rob Bell har skrevet om Luther i hans kætterske bog “Love Wins”:


Se disse links for yderligere information om Rob Bell:

http://www.apologetik.dk/?p=1241

http://www.youtube.com/watch?v=8wSAEezBc3s

https://sand.omvendelse.dk/rob-bells-nye-bog-love-wins-giver-ikke-nogen-svar-3356.htm

https://sand.omvendelse.dk/hvorfor-er-rob-bell-en-vrangl%c3%a6rer-podcast-1439.htm

https://sand.omvendelse.dk/rob-bell-skammer-sig-over-evangeliet-1781.htm

Categories
Falsk Lære Forvirret lære Hvem er Gud? Kirke Korset Omvendelse Overfladisk kristendom podcast Prædikener Synd

10 sekel og en kjortel. Podcast fra Dommerbogen

For et par år siden holdt jeg denne prædiken som jeg havde omdøbt fra “10 sekel og en kjortel” til “300.000 kr og fri bil”. Det var den første prædiken jeg holdt i den kirke hvor jeg senere blev ekskluderet som forkynder (se mere om den sag her: https://sand.omvendelse.dk/den-forkyndelse-var-der-ikke-plads-til-2690.htm). Jeg synes ellers ikke at jeg holdt mig tilbage fra at tale Guds klare ord i denne prædiken. Derfor undrer det mig at nogen mener at jeg har spillet med skjulte kort, for jeg har bestemt ikke skjult hvilken teologi jeg stod for, hvilket denne prædiken da også tydeliggør (til dem som ikke ved det er jeg reformert baptist (og formodentlig en sund karismatiker).

Jeg fik lyst til at vise denne prædiken igen, for den er desværre meget relevant for det der sker i mange danske kirker i dag. Der er alt for mange præster (og kirkefolk) som tager fejl af Guds velsignelse og Guds klare ord. Og som vælger at følge noget der ligner velsignelse, men reelt set bare er humanisme i fåreklæder.

Har du ikke hørt denne prædiken før, og hvis du ikke forstår hvorfor mange præster går på kompromis med sandheden, så er der mange svar at hente i denne prædiken over to af de mest underlige kapitler fra dommerbogen. De er dog ikke så underlige hvis man læser dem i lyset af Guds ord. Det er forresten det bedste lys at læse Guds ord i. Du kan høre den både som video eller som mp3 her nedenunder.

Categories
Bibelen Kirke Livet som kristen Overfladisk kristendom

“De første kristne var da ikke så smarte”

Når man ser moderne kirker i dag, ændre på sproget, ændre på symbolikken, og ændre på måden de forsøger at nå folk på, så er en af deres argumenter for disse ændringer “kommunikation”. Man vil gerne kommunikere noget som ikke vækker anstød hos ikke kristne, man vil heller ikke skabe forvirring med ens kommunikation, fordi det er så vigtigt for dem at verden kigger på dem som flinke, og behagelige mennesker m.v. Men hvad sker der når vi sætter denne tilgang til det kristne menighedsliv, overfor de første kristne? Det har jeg kigget lidt på.

De første kristne var umoralske i folks øjne
Urkirken gik der mange rygter om blandt folk i romerriget. Men nogle af rygterne var baseret på sandhed. Man anså eksempelvis de kristne for at være særdeles umoralske fordi de blev gift med deres søskende. For eksempel er jeg jo gift med en søster i Herren. En sætning som isoleret set virker forkert. Men i dag er det ikke så svært at sige, de fleste ved at vi kun er søskende i troen, ikke i kødet. Men det havde folk svært ved at forholde sig til dengang, så de kristne var umoralske i folks øjne, fordi man mente de giftede sig med søskende. Ikke desto mindre fortsatte man med at kalde hinanden søskende, på trods af at det medførte dårlig omtale.

De første kristne var kannibaler
Noget som folk i romerriget havde meget svært ved at forholde sig til, var at kristne spiste menneskekød og drak menneskeblod. Hvordan kunne folk dog finde på at gå ind i en sådan gudsdyrkelse? I dag ved folk godt at det jo blot drejer sig om nadveren som Jesus indstiftede, før sin død, og som ikke har noget med kannibalisme at gøre. De første kristne kunne have være smarte og bare kalde det noget andet, for at undgå misforståelser og had fra verden. Ikke desto mindre holdt de fast i de udtryk Jesus havde givet dem, også selvom det kostede dem livet.

De første kristne var ateister
Romerriget var i store træk åben overfor andre trosformer. Bare man også kunne sige “Cæsar er herre”. Men at sige det om Cæsar og de følgende kejsere var ikke noget kristne kunne sige. For kristne mener kun at der er een Gud. Og kun til Ham vil man bede, og kun Ham vil man erkende som Gud. Men at sige “Cæsar er herre” tog kristne så alvorligt at de blev dræbt fordi de ikke ville gå med til at sige det. Det svarede for dem til at fornægte deres frelser. Men i folks øjne blev det anset som ateisme. Når man ikke kunne anse deres guder som sande guder, så var man da en ateist. Alligevel holdt de kristne fast i at de kun ville tilbede den sande Gud, og ikke de falske guder.

Men hvad så i dag?
I dag er det tøsedrengene der mange steder sætter dagsordenen kirken. Kors og andre kristne symboler bliver fjernet fra kirkerummet, da det ikke skal vække anstød. Man taler ikke om synd, fordi folk ikke bryder sig om at blive kategoriseret som syndere. Man tør ikke tale om den kommende dom, da man ikke ønsker “at skræmme folk ind i Himlen” som man så kirkeligt korrekt siger det. Man vil hellere tale om “at få et bedre liv”, “at have mere selvtillid”, “at have et mål med sit liv”, “have et godt fællesskab, hvor man hjælper hinanden” og sådan kunne jeg fortsætte. Men at tale Guds klare ord, så det er til gavn og opbyggelse for menigheden, har mange af hvor tids prædikanter forsømt. Al deres kontekstualisering som de mener er så vigtig for at “nå en posttmoderne verden” og hvad de ellers siger, er tåbeligt at høre på, når man sammenligner med den første kirke. For i Urkirken var det vigtigere at holde fast i Guds ord, og i en kompromisløs forkyndelse af dette Guds ord, end at forsøge at nå verden på verdens præmisser. Det gjorde de i sådan en grad at det betød døden for mange. For os betyder det i værste grad at vores popularitet muligvis daler blandt nogle.

Men når populariteten betyder så meget for så mange, i forhold til hvad Guds ord betød for de første kristne, så er spørgmålet hvor godt ville kirken i vores del af verden ville klare sig under en forfølgelse? For hvis vi ikke tør prædike det fulde evangelium under frihed, med risiko for at blive upopulær, hvor meget mindre vil vi så prædike det under forfølgelse? Og hvorfor gider kristne finde sig i at have sådan nogen vatnisser som ledere i kirken?

Categories
Endetiden Falsk Lære Kommentar til medierne

En sund eller usund holdning til dommedag

I forbindelse med den noget mediehypede historie om nogen ekstremister i USA der har forudsagt at dommedag sker i morgen, syntes jeg dette indlæg var værd at tage frem igen. Jeg vil dog gøre opmærksom på at jeg ikke anser dem som kristne der kommer med forudsigelser som dem man kan læse om i denne artikel fra Kristeligt dagblad. At Kristeligt Dagbladkalder dem kristne er en klar misforståelse. Sande kristne vil ikke tage den slags seriøst, og holde sig fra den slags lære! Her er det gamle indlæg:

I disse dage er der flere, i særlig den karismatiske bevægelse der er begyndt at komme med mærkværdige forudsigelser om Jesu genkomst. At Jesus engang kommer og henter sin brud, er jeg ikke det mindste i tvivl. Men hvornår det vil ske, kan jeg ikke forudsige, fordi bibelen er ganske klar på dette område. Læs blot Mattæus 24 og se selv efter. Men lad mig her nøjes med at citere 24.42:

“Våg derfor, for I ved ikke, hvad dag jeres Herre kommer.”

Der er nogen der har overfortolket dette skriftsted til, at det kun betyder at vi ikke kan sætte dato på. Men udtrykket som Jesus her kommer med er ifølge grundteksten et ret bredt udtryk. Det kan både bruges om årstid, time i døgnet, om enten morgen eller aftenshalvdøgn, eller om et helt præcist klokketidspunkt. Det er også årsagen til at det er oversat forskelligt. I nogle oversættelser står der jo at vi ikke ved hvilken time Jesus kommer i. Så den brede betydning gør at vi ikke kan sætte noget mål på, hvornår det skulle ske.

Men i dag ser vi at der i dele af den karismatiske kirke, er folk der mener at de har fået åbenbaringer om at Jesus kommer i år 2012. Og det er sjovt nok noget som de siger at flere andre siger rundt om i verden, som om det skulle gøre det mere troværdigt. Inden jeg går videre vil jeg sige til nye læsere at det bestemt ikke er alle karismatikere der er hoppet på den vogn. Der er mange karismatikere med et ordentligt bibelsyn, som afviser den form for åndelig arrogance. For det er hvad det er. For når Jesus selv sagde at Han ikke kender timen og dagen, men kun Hans Fader i Himlen (Mattæus 24.36), så er det åndelig arrogance når folk begynder at sige at de kender året det sker. Det er at gå langt over stregen.

Sat i bås
Dertil er det også med til at man sætter sig selv i bås, med falske profeter som har kommet med de samme budskaber før. Jeg nævner blot Charles Taze Russel som grundlagde Jehovas Vidner, som forudsagde dommedag (vist nok i 1912 eller deromkring), og Ellen G. White der grundlagde Syvendedags adventisterne som også forudsagde Jesu genkomst (uden at det dog blev indfriet). Og den mærkværdige William Branham som også forudsagde at bortrykkelsen skulle ske i 1976. Og så det danske tagryggen.dk som mente det skulle være sket i 2006. Og da det ikke skete mente de man kunne lære noget af det, men sjovt nok lærte de ikke at det var forkert af Kim Andersen fra tagryggen at komme med sådanne forudsigelser.

Disse folk tilhører bestemt ikke en gruppe man burde ønske at være i bås med. Men det er ikke første gang at en forholdsvis stor del af kirken har mistet fokus og er begyndt at kigge på forudsigelser om Jesu genkomst. Det har ikke været godt før, og det er heller ikke godt nu. Før det første årtusindskifte, havde man de samme forventninger. Af en eller anden ubibelsk grund var man overbevist om at Jesus ville komme tilbage omkring årtusindskiftet. Nu er der nogen der mener at vækkelsestegn viser sig ved en forventning om Jesu snarlige genkomst. Og det er der også noget om. Men der er også en anden side som vi ikke snakker så meget om, som er den negative del af forventningen af Jesu genkomst. Og jeg har det dårligt med at skrive at der er en negativ side, men det skyldes ikke Jesus, men de kristne selv.

Den negative side er at kristne kan risikere at gå istå, når de fokuserer for meget på at Jesus kommer snart. Dengang for lidt over 1000 år siden holdt man op med at bygge nye kirker, og dem man havde, lod man stå til. For hvorfor skulle man bruge ressourcer på det, når Jesus var lige om hjørnet? Da man var kommet en tredive/fyrre år ind i det nye årtusind, og Jesus ikke var kommet tilbage. Begyndte man at tænke at man måske havde været lidt for hurtig i sin konklusion. Så nu skulle man til at renovere og bygge nye kirker. Hvilket var et forholdsvis stort arbejde, da man havde forsømt det i så mange år.

Men vi er ikke stort bedre i dag. En kirke som jeg kom i, i halvfemserne havde bygget en ny kirke og skulle vurdere deres lån til realkreditselsskabet. Da man fortalte at man havde lavet lånet om til et trediveårs lån grinte man. For man var da sikker på at Jesus var kommet tilbage inden de tredive år. Så det realkreditselsskab skulle da ikke forvente at vi fik betalt alle pengene tilbage. For vi var da forlængst kommet hjem til Herren inden da. Man blev ret irriteret på mig (ja folk var også irriterede på mig dengang), da jeg nævnte at Jesus altså ikke kom tilbage førend evangeliet var forkyndt for alle folkeslag, og at der på det tidspunkt stadig var 2 milliarder mennesker der ikke havde hørt evangeliet. Det var noget vrøvl syntes man, for man var bare sikker på at Jesus genkomst var lige om hjørnet. Men hvis de virkelig mente det, burde de have fortalt deres naboer og bekendte noget mere om Jesus end de gjorde. Men de ville bare hjem og slippe for at bo her. Med andre ord de var gået i stå.

Og med det vil jeg godt sige at en af årsagerne (og jeg tror der er flere) til at vi ikke kender timen og dagen til Jesu genkomst, er for at undgå at vi går for meget i stå. Vi må godt læse tidens tegn, nej mere end det, vi skal læse tidens tegn for det siger Jesus vi skal. Men vi har ikke autoritet til at sætte tider på! Det er kun noget vi kan se i bagspejlets lys, og sådan er det. Vi skal arbejde som om Herrens dag er nær, men ikke gå i stå af den grund. At vi forventer Jesus kommer snart er ikke en årsag til at holde op med at plante kirker, eller lade være med at tage en uddannelse, eller stoppe med at indbetale sin pensionsopsparing.

Og så er jeg ligeglad med om så tusind profeter fra både den karismatiske bevægelse og mange andre siger at Jesus kommer tilbage i 2012. Det er ikke engang afgørende for mig om Han kommer i 2012. Han kan komme i 2011 eller 2013, eller senere. Det er ikke afgørende. Det afgørende er at han kommer. Ikke fordi en profet har sagt det, men fordi Han selv har sagt det, men også sagt at vi ikke kender timen og dagen. Så dem der render rundt og tror de er den nye tids Nostradamus, kan jeg fortælle at de har ikke noget nyt at fortælle. De skulle langt hellere tage og læse deres bibel og vise at det er den der er deres autoritet. Og så skulle de tage og prædike korsets evangelium istedetfor at gøre sig til “overprofeter” som folk kan se op til, og synes er meget åndelige. Jeg har brug for langt mere holdbare statements end deres forudsigelser, og dem ved jeg hvor jeg kan finde, nemlig i bibelen!

Categories
Bibelen Endetiden Kirke Livet som kristen Omvendelse podcast Prædikener

Podcast:Jesu brev til menigheden i Pergamon

I søndags holdt jeg fjerde del af en prædikenserie om Jesu breve til de syv menigheder. Denne gang var det om Pergamon-menigheden. I denne del taler jeg om hvad der menes med at Jesus siger at Satans trone stod i Pergamon. Hvad mener Jesus når han advarer denne kirke imod Bileams lære, og hvad var det for en lære? Skal kristne være bange for forbandelser, eller er det andre ting vi skal frygte? Og så vil der være en forklaring på hvad Jesus dog mener med at den der sejrer vil Han give en hvid sten.

Du kan høre første del af serien her: De syv menigheder første del
Den omhandler hvorfor Efesos menigheden havde forladt sin første kærlighed, og hvorfor bedømmelse er en vigtig del af kirkens arbejde.

Anden del kan du høre her: De syv menigheder anden del
Der udlægger jeg hvordan det kan lade sig gøre at være en menighed som Jesus ikke kritiserer, men kun har ros til.

Tredie del som også omhandler Smyrnamenigheden kan du høre her: De syv menigheder tredie del.
Den omhandler den kristnes ansvar, overfor det Gud har betroet os, samt om forskellen på bibelsk og såkaldt “moderne” kristendom.

Categories
Bibelen Livet som kristen

Det er farligt at arbejde med Guds hellige ord

På søndag skal jeg prædike næste del af min serie om Jesu breve til de syv menigheder i Johannes Åbenbaringen. Denne gang er jeg nået til Pergamon-menigheden. Menigheden der boede hvor Satans trone stod (for der står den ikke mere).  Her er et lille udsnit af det jeg vil komme ind på der:

I Hebræerne 4.12 står der:

”For Guds ord er levende og virksomt og skarpere end noget tveægget sværd; det trænger igennem, så det skiller sjæl fra ånd og marv fra ben og er dommer over hjertets tanker og meninger.”

Det er Guds ord der er et tveægget sværd, og det er skarpere end noget andet sværd. Det er så skarpt, at den der arbejder med ordet, skal passe på. For hvis det bliver brugt forkert, kan man komme til at skære i sig selv.
Det kan være ganske godt at vi bruger Guds ord på os selv, så vi får skåret “nogle kødlunser” af. Men når vi ikke forstår at bruge det ordentligt, og måske ovenikøbet kun bruger det til andre, men ikke til os selv, så kommer vi også til at skære i os selv, men på en måde så det skader os, og ikke gavner os. Og det er farligt at komme til at skære sig selv, uden at lægge mærke til det.

Et enkelt glasskår
Jeg har engang arbejdet med gøgl. Og nogen af os, havde lært at ligge på glasskår. Det er ret nemt.
Der skal bare være glasskår nok, så er det ikke så farligt (gør det kun med en proffesionel!). Huden er nemlig meget elastisk og stærk, hvis der er glasskår (eller søm nok, hvis man bruger en fakirseng). Men når der kun er få glasskår, så kan du skære dig.
En af mine gøglervenner fortalte om en der engang optrådte med dette. Gøgleren havde lige rullet sig rundt i glasskår, uden der skete noget. Men da gøgleren rejste sig op, lå der et glasskår for sig selv, som gøgleren satte hånden på uden at lægge mærke til den. Blod begyndte bare at løbe ned af hånden og ned på gulvet. Publikum kunne ikke finde ud af om det var en del af showet eller ej. Men de andre gøglere signalerede ”kom herind i stedetfor afslut afslut”, for at undgå at gøre folk chokerede. Det blev også lidt af et chok for gøgleren bagefter ude i kulissen da vedkommende fandt ud af hvorfor publikum var så opmærksomme på showet i forhold til normalt. Først da blev blødningen stoppet.

Men hvis det er farligt at arbejde med glasskår, så er det farligere at arbejde med forkyndelsen og undervisningen af Guds ord. Os der står med det skal dømmes så meget hårdere, siger skriften også. Vi er nødt til at tage Guds ord alvorligt, og vide at det ikke kun er et ord til andre, men ligeså meget til os selv, som det er til andre. Ellers vil vi tage skade af at bruge dette skarpe sværd.

Du kan høre de første tre dele af serien på disse links. De kan høres seperat uden problemer.

https://sand.omvendelse.dk/podcast-jesu-brev-til-menigheden-i-efesos-3309.htm

https://sand.omvendelse.dk/podcast-hvad-er-en-kirke-efter-guds-hjerte-smyrnamenigheden-fra-abenbaringen-3360.htm

https://sand.omvendelse.dk/podcast-smyrnakirkens-tro-i-forhold-til-moderne-tro-3379.htm

Categories
Endetiden Kommentar til medierne

Det moralske skred som vi ikke ser

Vi lægger ikke lige mærke til det, fra dag til dag. Men der sker hurtigere end nogensinde før et moralsk skred, og det er et skred som vi nærmest er ude af stand til at stoppe, fordi vi ikke har råbt vagt i gevær, i god tid. Ting som vi accepterer i dag, som normale ville for blot tyve og tredive år siden være uhørte. Vi kalder det tolerance, men reelt set dækker ordet tolerance i denne sammenhæng, at vi ikke kan skelne kanel fra skidt, så godt som vi kunne før. Jeg har tænkt mig at tage nogle eksempler på det op her på bloggen. Men i dag vil jeg tage et meget banalt eksempel, som er så banalt, at man tænker, hvorfor i alverden tog de det så ilde op.

Dredger seriemagasinet action

The Sevenpennynightmare
I halvfjerdserne i England var der et tegneseriemagasin ved navn Action, som i dag går under tilnavnet sevenpennynightmare. Det var billigt, det var i sort hvid, og det var trykt på dårligt papir, og historierne var blodige og voldelige. Det var små serier om hajer der bed hovedet af folk, der var beskidte skurke, der var offentlig korruption, og lastbiler der smadrede ind i andre biler, huse, og folk, som stod i vejen. Med andre ord var det ikke det blad som forældrene var glade for at deres små drenge læste. For det var et drengeblad, og det var mest drenge mellem 10-18 år der købte dette blad.

Dredger
Den måske mest omtalte af disse serier var Dredger. Dredger var en secret service agent for den engelske efterretningstjeneste, og han var så rå, kold og voldelig, at James Bond blev til en lille sød puddelhund der kunne få en rolle i “The sound of Music”. Dem der er i fyrrerne kan muligvis huske Dredger, for hans historier blev trykt i det hedengangne tegneerieblad Seriemagasinet, i halvfjerdserne. Der var flere af Actionbladets serier der kunne læses der. Historierne om Dredger, var hæsblæsende fra start til slut, og intet absolut intet stod i vejen for Dredger, hverken venner eller fjender skulle stille sig i vejen for ham, det havde konsekvenser. Opgaven for efterretningstjenesten var målet, og intet skulle hindre det mål i at blive nået, og da slet ikke noget som moral. I billedet nedenunder er starten på en af de mere kendte historier om Dredger. Det er “The Berlin Job” som foregår under den kolde krig. Allerede i billede nummer tre, sparker Dredger tænderne ud på en kommunistisk agent, efter selv at være tortureret på billede 1 af samme agent. Ikke noget med at bruge lang tid på kodesnak, politisk spil, strategier og alt muligt andet.

 

Samfundets modstand
Hvor vil jeg så hen med dette? Jo, Action bladet fik kun en meget kort levetid på ca. et år. Ikke pga dårlige salgstal, heller ikke fordi den gav underskud. Det var en salgsmæssig, og indtjeningsmæssig succes. Men pga den modstand der var imod Action fra samfundets side. Det blev anset for at være et blad der gav de unge en dårlig moral. Gav dem dårlige ideer, og havde en negativ effekt på dem. Og mange forældre var en del af den modstand der var imod bladet, og dets historier. Summa summarum valgte man at lukke bladet, og høre på den store gruppe af modstandere af bladet. Samfundets moral, fik stoppet dette blad. Man forsøgte at fortsætte nogen af historierne og minimere volden, men da eksempelvis Dredger blev til en sød kopi af James Bond, blev det bare for sukkersødt til at drenge mellem 10-18 år gad spilde deres tid på den serie mere. Og så gik den helt ind il sidst.

Mine tanker (hvad end de er værd)
Jeg kan godt huske jeg læste Dredger som barn. Min mor kunne heller ikke lide at jeg læste dem. Hun syntes det var noget ynkeligt litteratur jeg brugte min tid på. Hun ville hellere have at jeg læste bøger som “Guds blinde øje” af J.. Bech Nygaard (den var godt nok kedelig), og ungdomsbøger som den svenske “Peters baby” af Gun Jacobsen (lidt mere spændende, men slog ikke Dredger i tempo). Så min mor prøvede at påvirke mig. Hun forbød mig ikke at læse lavpandet litteratur som den jeg fik i Seriemagasinet, men gav tydeligt udtryk for at det ikke var særligt godt.

Men hvad er det så de unge læser i dag? Når jeg kigger på hvad unge læser i dag af fantasy-bøger med trolddom, vold, afguder og når jeg ser på hvad det er for noget de spiller på computeren med World of Warcraft og lignende. Så må jeg i dag erkende at Dredger i sammenligning med det vi ser de unge indtager i dag fra underholdningsbrancen, kommer til at ligne en puddelhund der kunne have fået en rolle som lille sød puddelhund i hundefilmen Beethoven, eller den nyere hundefilm Marmaduke. Dredgerserien som man dengang fandt for upassende, og ulødig, er ikke noget i forhold til det unge bruger tid på i dag.

Men det får mig til at stille nogle spørgsmål. Hvis en serie som Dredger i halvfjerdserne kunne få forældre op af stolen, og kæmpe for at nedlægge serier som den? Hvad er det så lige der gør at man i dag mange steder fuldstændig blindt accepterer at de unge ser de mest forfærdelige ting i biografen, læser de mest ugudelige, og voldelige bøger, og spille de forfærdeligste computerspil hvor de får en avatar der ligner en dæmon osv?

Tavsheden
Men hvor er der nogen der råber op om det i dag? Hvor er der nogen der tør gå ud og tage en offentlig debat om hvilket moralsk forfald vi har oplevet, siden vi i dag, ikke engang vil se i øjnene at den næste generations moral, vil være langt mere formet af underholdningsindustriens mangel på moral, end på gode gamle moralske dyder? Det er som om vi bare accepterer alt, og ikke tør eller er i stand til at sige “farligt” når noget er farligt. Ikke engang kristne forældre har evnen eller viljen til at sige til deres børn, at dæmoniske computerspil, new age relateret fantasy, eller dårlig musik der promoverer promiskuøsitet og hedenskab ikke skal høre hjemme i deres hjem. Det er ihvertfald meget få kristne forældre der holder stand på det område i dag.  Og det er nok der allerværste. For det at folk i verden er mere påvirket af tidånden end af moral, er til at forstå. Men når selv dem der kalder sig kristne ikke formår at sigte skidt fra godt, så er vi ude på et vildspor. Så har saltet mistet sin kraft. Og hvad duer det så til andet end at trædes ned?

Categories
Hvem er Gud? Kirke Livet som kristen Omvendelse

Ønsker vi virkelig omvendelse? Af Leonard Ravenhill

Leonard Ravenhill der i dag er hjemme hos Herren, er ofte værd at høre på. Har været et forbillede for både David Wilkerson, Keith Green og Paul Washer og mange andre. Han taler i denne prædiken om hvorvidt vi overhovedet ønsker omvendelse, eller bare vil fortsætte med at leve vore liv, som om det ikke koster noget at følge Jesus. Ravenhill rammer plet, det er forkyndelse som koster at høre på, for selvom jeg kan tale om nok så meget omvendelse, så er Ravenhill så skarp at jeg kan mærke mit eget kød stritte imod. Men det anser jeg for at være et godt tegn, på en god forkyndelse.
Ravenhills forkyndelse er ret anderledes fra de fleste andres. For bare to sætninger fra denne mand, synes jeg nogle gange kan svare til en hel prædiken fra andre forkyndere. Også gode forkyndere vel at mærke. Derfor er der som regel rigtig meget at hente i Ravenhills prædikener. Så hvis du har brug for at trykke på pauseknappen indimellem, for at tænke nærmere over hans budskab, så gør endelig det. Ravenhill kan sagtens tåle at blive hørt i bidder. For de er ret så fyldige.

Tryk hvis du vil have mulighed for at se videoen istedet. Videoen gør det lidt nemmere at forstå hvad han siger, hvis man synes det er svært med mp3en.

Categories
Falsk Lære Livet som kristen

Hvorhenne bliver grænset overskredet?

For nylig var der en på Facebook der henvendte sig til en af mine Facebook-venner, fordi han mente de havde bedømt en ubibelsk bog på for let et grundlag. Det havde de nu ikke. For de havde læst store dele af bogen, og det de havde læst var ikke i overenstemmelse med Guds ord. Så længere burde den ikke være. Men der er en tendens i tiden til at man ikke må bedømme noget som helst, medmindre man har læst hvert enkelt lille bogstav og tøddel, og undersøgt årsagen bag og dit og dat. Og sandt er det at nogle ting skal undersøges dybdegående inden man laver en bedømmelse. Men det er faktisk ikke altid at vi selv har brug for at udføre disse bedømmelser.

Engang var det normalt at man kunne spørge sit lederskab, hvis man var i tvivl om noget var godt eller ej, og ofte var det nok. Hvad tænker du måske lige nu, skal man ikke tænke selv? Jo, det skal man, men man kan ikke overskue alting, der er begrænsninger, og hvis man har gode ledere i kirken som passer på fårene, så vil de også være gode vejledere her. Men det er efterhånden sådan at en stor del af lederne er en flok vatnisser som kun tør advare imod bedømmelse (måske fordi de ikke selv tåler at blive bedømt). Men lad mig give dig fire eksempler. Lad mig starte med et simpelt først.
SLANGER
Min gode ven Cameron Buettel kommer fra Australien. Da de boede der var det ganske normalt at se slanger, da det sted de boede var et slangeområde. Nogle af dem var giftige, mens andre var harmløse. Hvordan skulle han nu gøre sin datter opmærksom på dette, og give hende et råd som kunne redde hende fra stor pine? Meget enkelt. Han sagde simpelthen til hende, det der er en slange, slange er BAD for dig. VERY BAD. Cameron begyndte ikke at bruge lang tid på at vise hende at den der slange var fin, og den der farlig, men den tredie kan give kløe osv.
Der er nogen ting der skal undersøges, mens andre er åbenlyse. Men hvor går grænsen for hvornår man kan bedømme noget som forkert, uden at skulle læse hvert eneste lille ord, og se på om den er skrevet poetisk, allegorisk, eller endog psykedelisk?
Hvor går grænsen?
De næste tre eksempler, må du vurdere hvornår grænsern for tilbundsgående undersøgelse bliver overskredet, måske før jeg starter, måske efter. Du må selv vurdere.
Første eksempel:
Bogen Hytten er en bog hvor en mand der har mistet sin datter, møder Gud i en Hytte. Gud viser sig som tre personer. Gud Fader er en stor afroamerikansk kvinde. Jesus en lidt afslappet tømrer, som taber mad på gulvet, og helligånden en asiatisk kvinde hvis tøj flimrer i mærkelige farver. Behøver jeg læse den bog? Er det billede som man her får af Gud ikke et brud på det andet af de ti bud?
Eller kan man nøjes med at læse en anmeldelse af den bog? Her er min anmeldse som jeg lavede efter at have fået et eksemplar af oversætteren: http://omvendelse.dk/sand/wp-content/uploads/Sandheden%20om%20Hytten.pdf
Næste eksempel
Harry Potter, er det noget man bør læse som kristen? Nogen siger det er ligegyldigt, fordi det bare er billedligt, mens andre siger det er trolddomskraft. I fald det er det sidste er bibelen klar. Trolddomskraft er noget den kristne skal holde sig fra. Behøver man læse alle syv bøger for at finde ud af hvad det handler om? Nej, man burde kunne nøjes med en af filmene. Har man set etteren, så kan man hurtigt se, at det er trolddomskraft den handler om. Så hvorfor bruge mere tid på den? Har jeg da heller ikke mere fornuftige ting at bruge min tid på? Og ville de første kristne have det godt med at se en sådan film som er så hedensk i sit verdensbillede?
Tredie eksempel
Hmm pornofilm er det noget man skal undersøge før man bedømmer dem/det? Hvad nu hvis der står på coveret til en pornofilm at denne er lavet for at inspirere folk til et bedre sexliv og giver sex en ny dimension der kan være godt for et parforhold? Kan det virkelig passe at jeg er nødt til at undersøge den film, før jeg kan konkludere at den ikke er en jeg skal spilde min tid på? Hvad siger du?
Jeg er ganske sikker på at det nok er de fleste der er enig med mig i at den sidste er gået langt over grænsen. Men hvad med de andre? Men det jeg ville vise er at der er en grænse for hvad man behøver undersøge for at kunne bedømme. Jesus sagde at et træ kendes på dets frugter. Det kan også bruges til at en bog godt kan bedømmes på dets omslag (nogen kan ihvertfald). Og rigtig mange gange er det faktisk nok. Andre gange er det ikke.