Dette skriver Paulus i første Korinterbrev 15.31. Hvilket er noget underligt noget at skrive, for Jesus kom jo for at give os liv, ikke sandt? Engang forstod jeg ikke hvad Paulus mente med at vi skulle dø, at vi er som slagtefår der dræbes dagen lang (Romerbrevet 8.36). Hvorfor kunne han ikke bare leve livet i Kristus, hvorfor oplevede han at han dø dagligt? Nogle har påstået at det var en forberedelse af den martyrdød som Paulus skulle få. Men sandheden er at dette handler om meget mere end en forberedelse til martyrdøden. Det handler om livet som kristen. Os der lever med Gud, vi skulle gerne dø lidt hver dag. Det handler det forresten også om, for dem som forkynder evangeliet.
Hov, hvorfor skriver jeg det? Ved forkynderne ikke det i forvejen da? Jo, jeg tror bestemt der findes nogle som har erfaret hvad det indebærer at prædike. Men alt for mange forstår det ikke. Jeg kan huske da jeg var ung, frisk og smart, da elskede jeg at prædike. Jeg elskede at prædike levende og fangende, smart og opmuntrende. Jeg syntes jeg var rigtig rigtig sej til at gøre Guds ord levende (jeg overså at det er levende i forvejen). Jeg havde så “fint” et selvbillede at jeg syntes Gud havde fået en god idé når Han sådan brugte mig til at prædike. Det kan godt være, at jeg var bibelsk nok i det meste jeg prædikede dengang. For dengang prædikede jeg også omvendelse. Men det var ikke et ordentligt ord fra Gud. Det var mere et ord fra mig. For det handlede om at JEG var god til at prædike, at JEG var en dygtig formidler. Og jeg nød når folk roste mig for mine prædikener. Men problemet var at jeg ikke var død. Jeg var en elendig forkynder. For jeg manglede noget i min forkyndelse. Jeg manglede at dø fra mig selv. Det var for meget mit ord, og ikke Guds ord.
Sandheden er at os der prædiker Guds ord, vi er kaldet til at dø fra os selv, når vi prædiker Guds hellige ord. For det er ikke vores ord. Det er ord som dræber os, og dræber andre. Men det er måske også derfor så mange afholder sig fra at prædike et klart Guds ord. Vi ønsker at beholde vore egne liv, istedet for at lad Ham blive større i os. Jeg ser frem til den dag hvor der vil være mange forkyndere og pastorer der vil sige som Paulus:
Altid bærer vi den død, Jesus led, med i legemet, for at også Jesu liv kan komme til syne i vort legeme. v11 Altid overgives vi midt i livet til døden for Jesu skyld, for at også Jesu liv kan komme til syne i vores dødelige krop. Derfor virker døden i os, men livet i jer. Anden Korinterbrev 4.10-12