Begrebet “Frihed i Kristus” er efterhånden blevet så udvandet, at vi ikke ved hvad det er for en frihed vi har i Ham. Det er blevet til en følelse af frihed, som vi kan få til at betyde næsten hvad som helst. Et eksempel på det er når man står og synger med på Hillsongs “I am free”. Deri synger man i omkvædet følgende:
“I am free to run
(I am free to run)
I am free to dance
(I am free to dance)
I am free to live for you
(I am free to live for you)
I am free
(I am free).”
Hillsong (eller Jared Anderson) har her valgt at give en fokus på frihed til at løbe, danse og leve (for Jesus vil de vil sige), og så lidt mere frihed igen. Men deres definition af frihed er diffus, og ikke engang tæt på den frihed som Kristus kaldte os til. For det har aldrig nogensinde været en frihed som gav os ret til at løbe og danse. Hvilket i sig selv er et rigtig dårligt argument for at takke for frihed. “Hurra jeg er fri til at løbe” er ikke et godt argument, men noget der er godt til at bruge til at manipulere en forsamlings lyst til at leve sig ind i en sang. Jeg har før set unge folk stå og løbe på stedet, mens de sang disse strofer om en diffus frihed.
Nej, Den frihed Kristus har kaldet os til må vi finde i bibelen. Når vi læser om den frihed, bliver den eksempelvis gange sat i forbindelse med det modsatte af frihed nemlig trælleåg. Som her hvor Peter i hans andet brev kapitel 2.17-20 skriver:
“Disse mennesker er udtørrede kilder og tåger, der jages af stormen, og dystert mørke venter dem. De bruger opblæste og tomme ord, og ved hjælp af deres udsvævelser forfører de i kødeligt begær andre, som lige har gjort sig fri af de folk, der lever i vildfarelsen; de lover dem frihed, skønt de selv er slaver af fordærvelsen; for det, man ligger under for, er man slave af. Hvis mennesker gennem erkendelsen af vor Herre og frelser, Jesus Kristus, har gjort sig fri af verdens urenhed, men igen lader sig besnære og overvinde af den, er det sidste værre for dem end det første.”
Her taler Peter om de falske profeter, og advarer imod dem. De falske profeter lover godt nok frihed, men reelt set er det trælleåg man kommer ind over. Vi ser også at Peter siger at noget af det vi er sat fri af, er verdens urenhed. Da Kristus har gjort os fri af verdens urenhed. Så der er altså tale om noget med synd her.Paulus taler også en del om friheden i Kristus. Det ser vi særlig i Galaterbrevet hvor han skriver:
“Til den frihed har Kristus befriet os. Stå derfor fast, og lad jer ikke atter tvinge under trælleåg!” Galaterne 5.1
Den frihed som Paulus omtaler her, er den vi har når vi er er født og lever i den pagt som Gud har tilvejebragt for os. En frihed hvor vi ikke længere er under trælleåg. Trælleåg som viser sig ved nærmere gennemsyn, at have at gøre med loven, og synden. For da vi ikke tilhørte Jesus, men var djævelens børn, var vi dels slaver af synden, og ville blive dømt under loven. Ikke nogen god sammensætning. Tænk engang at være slave af at bryde Guds lov, og så samtidig være tvunget til at blive dømt under den lov. Det var en situation som kun ville blive værre og værre for os. Men når vi har omvendt os til Kristus, og vores liv tilhører Ham, så har vi udover frelsen, også fået del i to vigtige ting.
Dels er vi ikke længere slaver under synden. Ikke dermed at forstå at vi ikke kan synde og fejle mere. Men vi kan ikke leve i synd, og svælge os i den som vi gjorde før. Vi har ikke længere lyst til det, fordi vi har fået en ny natur i Kristus. (se mere her).Og dels skal vi ikke længere dømmes under loven. Hvis vi er i Kristus (dvs tilhører Ham, og Han er vores Herre) så har Han taget vores straf på sig. Vi står ikke længere alene på dommens dag. Vi kan ikke længere blive anklaget, For Jesus har betalt vores straf, og betalt den fuldt ud. Vi er altså frie fra at blive dømt under loven. Og det giver en enorm frihed. Ikke til at synde som Paulus advarer os om, men til at leve som Gud har kaldet os til. Det betyder heller ikke ligesom antinomianisterne siger at der ikke er nogen lov mere. Men at vi har fået frihed til at fejle, forsøge og leve som børn af Gud, der prøver med alle de fejl vi nu engang har. Det er ikke en diffus frihed, som jeg skal forsøge at gøre til en frihed til at løbe og danse eller lignende forkvaklede forsøg på at beskrive friheden i Kristus. Det er en konkret frihed som gør at jeg ved hvad jeg har at glæde mig over.
Lad mig slutte af med dette. Friheden i Kristus er så stor, at vi nu har kollosal (ja nærmest ufattelig) meget plads til at fejle, samtidig med at det ikke er en frihed til at leve i synd. Præsten Johannes Møllehave tror jo faktisk på at Jesu kors giver ham frihed til at leve i promiskuøsitet. Så selv præsteuddannede kan have et forkert syn her. Men når jeg skriver at der er meget plads til at fejle, så er det fordi at vi nogen gange kan indskrænke friheden i Kristus, til en frihed der giver os mulighed til at prøve at leve så godt vi nu kan. Men hvis det var tilfældet, så ville vi alle være fortabt. For hvem af os har virkelig (ja, jeg mener virkelig) gjort alt hvad vi kan, for at leve som gode mennesker? Har det ikke altid været muligt for os at gøre det bare lidt bedre? Og hvis vi havde muligheden for det, så er det fordi vi ikke har gjort vort bedste. Sandheden er at det er ufattelig sjældent, hvis det overhovedet nogensinde er sket, at jeg har gjort mit absolut alleryderste bedste. Så jeg har i sandhed grund til at takke Gud for den frihed jeg har i Kristus, og for at den kan defineres, så den kan forståes og efterleves.