Categories
Falsk Lære

Rick Warren skal ikke inviteres til min kirke

Da der er nogen der er blevet irriteret over at jeg kan finde på at sætte tvivl om John Piper, efter hans invitation af Rick Warren, må jeg hellere endnu engang vise hvorfor Rick Warren er problematisk. Det sværeste ved at skulle gøre det, er at det ikke er til at finde ud af hvorhenne man skal starte. For der er så mange ting at tage fat på her. Jeg har valgt at tage nogle punkter op, og så linke til det sted hvor jeg har skrevet mere om det, hvor man også kan finde dokumentationen herfor.

Rick Warren fordrejer skriften.
En af de ting som Rick Warren er mest kendt for, er hans evne til at bøje skriften så den passer til hans budskab. Det er allernemmest at se, når man læser hans bøger. Forsøg blot at læse de bibelvers han bruger i sine bøger, og se hvad de oprindelig betød, og i hvilken kontekst det står i. Du vil hurtig finde ud af, at det ikke er det samme budskab. Med andre ord giver han faktisk bibelen et nyt budskab. Men et budskab som ikke kan læses ud af bibelen. Men kun kan læses fordi Rick Warren har læst det ind i bibelen. Eksempler herpå kan du finde på dette link: Bedømmelse af Rick Warrens bøger for Dummies

Rick Warren arbejder for et nyt verdenssamfund
Dette er ikke noget kristne fokuserer så meget på mere. Men engang var kristne meget opmærksomme på at i endetiden ville antikristelige kræfter forsøge at skabe en ny verdensorden. En organisation som arbejder på det, er Rick Warren medlem af. Det skyldes muligvis hans P.E.A.C.E plan, som går ud på at skabe en bedre verden. Deriblandt fred. Rick Warren har vist glemt at Jesus sagde at Han ikke kom for at skabe fred i verden (Mattæus 10.34). Han kom for at skabe fred i mennesker med Gud. Men det er en helt anden sag. Du kan se mere om hans arbejde med organisatioen CFR på disse link:Hvorfor er det et problem at Rick Warren er medlem af CFR?
Hvorfor sidder Rick Warren hos Tony Blair, og taler om hvordan vi kan skabe en bedre verden?

Rick Warren anbefaler folk fra New Age bevægelsen
Det er velkendt at Rick Warren sætter folk på sin talerstol som står for noget helt andet end kristendom. Noget som bibelen taler imod at vi skal gøre, særlig Johannes i hans sidste to breve. Vi må godt tale med folk af en anden overbevisning. Men vi skal ikke give dem taleplads i kirken. Der er der nemlig en forskel. Rick Warren er åbenbart ikke særlig opmærksom på dette. Han har bl.a. anbefalet New Age manden Ken Blanchard. En mand som åbent bekender sig til New Age, og hvis bøger i dag kan købes igennem kristne forlag. Bøger som de samme forlag advarede om for 20 år siden, kan man i dag købe igennem forlagene. Ken Blanchards bog “At lede som Jesus” er eksempelvis udgivet af Scandinavia herhjemme.
Se mere her: Rick Warren og Ken Blanchard
Rick Warren anbefaler forresten selv New Age bønnemetoder, hvilket du kan læse mere om her: Så kom afsløringen af “Hvem er denne mand?”

Rick Warren lyver, men vil ikke indrømme det
At folk kan komme til at lyve, både med vilje eller uden at tænke over det, er desværre hvad der sker. Men en kristen som har løjet, eller er kommet til at lyve burde erkende det, og sige jeg har sagt noget forkert, eller jeg har løjet. Det er åbenbart meget svært for Rick Warren. For det er sket indtil flere gange. Jeg linker til nogle stykker af dem her:
Hvorfor forsvinder videoer om Rick Warren?
Rick Warren er pastor for Rupert Murdoch.

Rick Warren tager vendekåben på igen

Rick Warren samarbejder med Mormoner
Rick Warren er jo kendt for sine kirkevækstprogrammer. Det er velkendt at mormoner og jøder er med på de kirkevækstkonferencer som bliver holdt i hans kirke. Hvilket han ikke ser noget problem i. Som han selv siger, synes han ikke at de forskelle der er på mormonsk og kristentro er væsentlige. Han kalder forskellene for “non-essentials”. Se mere her: Mormoner og jøder de er da næsten en slags kristne ikke?

Rick Warren prædiker ikke evangeliet når han kan
Flere gange har Rick Warren haft mulighed for at give evangeliet klart og tydeligt til mange igennem medierne. Men istedet er det et ganske andet budskab som kommer ud. Se selv på disse links:
Rick Warrens forståelse af evangeliet
Rick Warren prædiker stadig et andet evangelium

Dertil viser hans bog “Det målrettede liv” en forkert udgave af kristendom. Men det er mange steder blevet den form for kristendom som man har valgt at tro på i dag istedet. Folk tror faktisk at kristendom handler om at have et formål med sit liv. Men kristendom handler om noget langt større end det. Se mere om bogen her: Fire advarselstegn i “Det målrettede liv” af Rick Warren.

Forresten handler den bog heller ikke om Gud, selvom Rick Warren siger det. Den handler om dig istedet, og om hvad vi kan få ud af livet. Med andre ord et jeg-centreret budskab. Men det har jeg skrevet en smule om her: Det handlede jo bare om mig.

Personlig kan jeg stadig ikke se nogen som helst grund til at anbefale hans bøger, og bruge dem som erstatning som bibelstudier. Jeg kan heller ikke forstå at mange præster ikke tør melde ud at Rick Warren er problematisk, for jeg ved at flere af dem er klar over flere af de ting jeg her nævner. Men det er som om de hellere vil ignorere dette, og så istedet hoppe med på Rick Warrens succesvogn, i håbet om at de også kan få en stor flot kirke som han har. Den skulle vist nok være på 85.000 i dag. Det lyder da også pænt stort. Men hvis de 85.000 ikke får evangeliet præsenteret hvad nytte er det så til? Og hvad skal vi med det?

Categories
Falsk Lære

John MacArthur om Rick Warrens mangelfulde udgave af evangeliet

Før jeg går igen gennem´går hvorfor Rick Warren ikke er en mand man skal sætte på en prædikestol (som John Piper desværre har valgt at gøre), vil jeg endnu engang give ordet til John MacArthur vedr. dette. For MacArthur viser i denne video, den vigtigste grund til at vi ikke kan kalde Rick Warrens udgave af kristendom for bibelsk kristendom. Det er pragmatisk kristendom som ikke er baseret på bibelen, men på menneskers erfaringer. Eftersom mennesker kan tage fejl, men Gud ikke kan, så åbner pragmatisme op for en mængde fejlslutninger.

I denne video vil MacArthur klart vise hvorfor Rick Warrens forståelse af hvordan man bliver kristen, ikke blot er mangelfuld, men også vildledende, og dermed farlig. Farlig fordi den giver folk en falsk tryghed af frelse, som i sidste ende kan ende med at folk går fortabt, selvom de regnede med at de var sikret en plads i Himlen.

Categories
Bibelen Evangelisation Evig dom Himlen Hvem er Gud? Kirke Korset Livet som kristen Mirakler Omvendelse Prædikener Synd Troens forsvar vækkelse videoer

De sande tegn på at kirken har fået Helligånden

Det er pinse i dag, og det er kirkens fødselsdag. For det var på pinsedag at Helligånden blev udgydt, og Guds startede sin kirke. Så det er en stor fødselsdag.Tegnet på at det er her kirken blev født, er at Helligånden blev udgydt over disciplene. Så her kan vi altså se hvad der kendetegner en kirke der er ledt af Helligånden.

Noget som man i særlig de kredse jeg kommer fra, har overfortolket i bibelen, er at det blev tungetale som skulle ses som et tegn på at man har fået Helligånden. Det har medført at diverse mærkværdige personer som Christian Hedegaard, Todd Bentley, Chuck Pierce m.fl. har sluppet af sted med at sige det mest forfærdelige vrøvl i kirkelige kredse. For det måtte jo være Helligånden der havde inspireret dem til det, de talte jo i tunger. Men sandheden er at vi ikke kan bedømme om en har Helligånden pga tungetalen. Hvilket jeg har skrevet mere forklarende på dette link.

Det sande tegn på at man har fået Helligånden er den evangeliske forkyndelse. For det er den der blev frigjort på pinsedag ved hjælp af Helligånden. Den evangeliske forkyndelse af Jesus Kristus igennem Hans disciple. Simon Peters Pinseprædiken er et studie værd hvad det angår, et studie jeg også har tænkt mig at gennemgå en dag her på siden. Men det der kendetegner evangelisk forkyndelse er at forkyndelsen indeholder disse fem punkter.

1: Guds hellighed

2: Menneskets syndige natur

3: Nødvendigheden af retfærdighed

4: Kristi værk på korset

5: Omvendelse og tro på Kristus

Alle disse punkter finder du både i Peters pinseprædiken og i resten af det nye testamente. Hvis en forkyndelse ikke indeholder det evangeliske budskab, hvori disse fem punkter er bærende, så er det ikke Helligånden det er ledt af. Her hjælper det ikke at bede fem timer i tunger, eller se syge blive raske. Det er for overfladiske fænomener, som ikke i sig selv har et evangelisk budskab. De behøver ikke være dårlige, men uden det evangeliske indhold er de tomme. Min ven Cameron Buettel har fået lavet en videoserie, hvor han også gennemgår hvorfor netop disse punkter er afgørende for den evangeliske forkyndelse. En forkyndelse som desværre er blevet en mangelvare i kirken, selv i de kirker som man siger er ledt af Helligånden. Men vurder selv om du hører disse ting i din kirke.

Categories
Falsk Lære Kirke

Derfor skulle John Piper ikke invitere Rick Warren

Det er nok flere af læserne her, som er vidende om at den anerkendte bibellærer og pastor John Piper, har inviteret manden bag den ubibelske bog “Det målrettede liv” forfatter og pastor Rick Warren til at tale på den kommende Desiring God konference i år. Jeg er blevet spurgt om hvad jeg mener om det, og hvorfor. Her er mit svar.

For det første er jeg ikke overrasket over den udvikling som John Piper viser her. Han har i forvejen i et stykke tid samarbejdet med “The cool cursing pastor” Mark Driscoll. En mand som har en god teologi, men taler grimt, og har nogle deciderede farlige udmeldinger om sex. Jeg ved at John Piper er blevet konfronteret med dette samarbejde af andre pastorer, men det har ikke medført nogen ændringer. Istedet ser det ud til at han bevæger sig fra evangelisk kristendom til pragmatisk kristendom (som ikke er kristendom men blot en parodi). Det har han vist dels med sin invitation af Rick Warren til denne konference, og med sine tåbelige undskyldninger for at invitere ham. Og jeg skriver ganske rigtigt med store ord her, men lad mig forklare hvorfor.

Den vigtigste grund til ikke at invitere Rick Warren, er at han ikke er kendt for at prædike evangeliet. Jeg har læst meget af Rick Warren, jeg har hørt meget af hans forkyndelse, men jeg har aldrig oplevet en forkyndelse af evangeliet. Jeg har oplevet noget humanistisk pladder, som kunne være skrevet af en hvilken som helst anden selvhjælpsguru eller psykolog, denne gang bare med bibelvers der er blevet givet ny betydning. Det har de fået fordi Warren er kendt for at tage bibelvers ud af konteksten og give dem den betydning han ønsker de skal have. For det hele handler om at have et mål med sit liv for Warren. Der er dog eksempler på at han har sagt noget der lyder evangelisk. Men det er kun noget han siger når han er sammen med evangeliske kristne som kender evangeliet. Til dem siger han at han er enig, men går så ud og prædiker noget andet bagefter.
Hvis en mand ikke prædiker evangeliet, skal man ikke sætte vedkommende til at prædike. Heller ikke selvom han er et kendt navn, og vil skaffe stor opmærksomhed eller hvad der nu driver Piper til denne beslutning.

Dårlige undskyldninger
John Pipers undskyldninger for at invitere ham er også ret søgte. Du kan høre dem i nedenstående video. Her fortæller han om et møde han havde med Rick Warren, hvor Warren fortalte at han havde læst en masse Jonathan Edwards. Edwards er kendt som den største teolog i USAs historie, og hans prædiken “Sinners in the hands of an angry God” er den mest berømte prædiken derovre. Til den oplysning burde Piper have spurgt Warren, “men hvorfor prædiker du så ikke det samme budskab som Edwards”.
Piper spurgte Warren om hvad han mente om Jesu stedfortrædende soneoffer, hvortil Warren svarede at han troede på det, men ikke prædikede så meget om det som Piper. Til det burde Piper have formanet Warren og sagt, burde du så ikke fokusere langt mere på det, end du gør, for Jesu stedfortrædende soneoffer er en naturlig eksplicit del af evangeliet?
Men hvad der også virker fuldstændig tåbeligt er når Piper begynder at forsvare Warren bog “Det målrettede liv”. Han siger nærmest at det må være en god bog, for Warren skriver jo i starten af det ikke handler om dig, men om Gud. Men har Piper egentlig læst hvad der kommer bagefter så? Har han da kun læst netop dette afsnit? For resten af bogen viser jo at det handler om mig istedet. At han starter med at skrive det handler ikke om dig, men om Gud, gør blot at nogen mister deres bedømmelseskraft, og tænker at nu må det da være en god bog. Den finte faldt John Piper åbenbart for.

I denne video kan man høre John Pipers eget forsvar. Jeg synes han gør det virkelig dårligt, og smider den troværdighed som han ellers har stået for så mange år, ud af vinduet. Der er noget galt når en bibellærer med hans viden om evangeliet, kirkehistorie og kirkelige netværk, kan finde på at mænge sig med “ny smart kristendom” som ikke er i overenstemmelse med historisk kristendom. Piper gør et stort nummer ud af at vise hvorhenne ham og Warren er enige. Områder som jeg generelt set også er enig i. Men det er sekundære områder som her skaber enighed, og ikke primære. For hvis evangeliet ikke er den bærende del af ens arbejde, så er det ikke værd at bygge et samarbejde på når det gælder forkyndelsen af evangeliet. Evangeliet er ikke den bærende del af Rick Warrens arbejde, det er istedet hans tro på at det handler om at have et formål med sit liv. Det er det vi hører Warren tale meget og længe om, men evangeliet skal man lede efter med lys og lygte. Det er for lidt til at gøre ham til et af hovednavnene til en evangelisk konference.

Hvis man ønsker at få en lidt dybere og mindre følelsesengageret vurdering af Pipers valg og forklaringer, kan jeg anbefale Tim Challies blog på dette link.

Jeg vil i et kommende indlæg at beskrive mere klart hvorfor Rick Warren er stærkt problematisk at arbejde sammen med som kristen. Det er vist på tide at få det frem igen. Hvis man er uenig i mine anklager og mener at de er udokumenterede, så kan jeg anbefale at søge på Rick Warrens navn i søgefeltet. Der vil man også finde flere af dokumentationerne.

Categories
Bibelen Endetiden Kirke Livet som kristen

Er kirken parat til forfølgelse? Når kirken forfølger kirken

”Derfor, se, jeg sender profeter og vise og skriftkloge til jer; nogle af dem vil I slå ihjel og korsfæste, andre vil I piske i jeres synagoger og forfølge fra by til by.” Mattæus 23.34

Dette siger Jesus til nogle farisæere og skriftkloge, efter Han har sagt til dem at det skal gå dem dårligt fordi de afviser evangeliet, og fordi de forhindrer andre i at høre evangeliet m.m. Bestemt ikke noget de blev glade for at høre, og som nok var med til at gøre dem endnu mere parate til at korsfæste Ham. For det Jesus sagde, var reelt set at de folk som i samfundet blev anset for at være de mest hellige, og dem der mest fortjente Guds velsignelse, at lige præcis dem ville der ikke være plads til i Guds rige. Sådanne proklamationer var slet ikke i overenstemmelse med det man ellers mente i samfundet om farisæerne og de skriftkloge.

Men Jesus nøjes heldigvis ikke bare med at sige at der ikke er plads til dem i Guds rige. Han forklarer også hvorfor. Og Han peger på deres gerninger. For deres gerninger viste at de ikke tilhørte Gud. En af de gerninger Han illustrerer dette med, er at Han vil sende profeter og vise og skriftkloge til dem. Men de vil slå dem ihjel i stedet for at modtage dem. De vil med andre ord, ikke tage imod folk fra den Gud, som de siger og påstår de selv tilbeder. Det at de ikke vil tage imod Guds udsendte viser at de ikke tilhører Gud, og at de i virkeligheden blot er hyklere som ikke har åndens frugter.

Sådan var det dengang under Jesu tid. Men der er ikke noget nyt under solen i dag. Vi har også farisæere og skriftkloge i kirkerne i dag, og det er de samme slags mennesker som afviser evangeliet i dag, som dengang. Folk der kan lide at blive set på som hellige og mere kloge end andre indenfor kirkelige ting. Men samtidig ikke er genfødte kristne, der lever i ånden og dør fra sig selv. Disse mennesker leder mange af vor tids kirker. Jeg kan nævne nogle få velkendte personer. Den nu forhenværende Roskilde stift biskop Jan Lindhardt der er mest kendt for sin åbenlyse liberalteologi, og præst og forfatter Johannes Møllehave som er kendt for at være universalist, og for at leve i åbenlyst utroskab med sin nu afdøde hustru. Begge er folk der har påstået de forkyndte evangeliet og var kristne, men i deres gerninger og lære har vist at de ikke kender Gud og heller ikke Hans ord, selvom de har eksamener i det. Begge har de også haft deres opgør med folk der var sande troende, som stod fast på sandheden. En sandhed som begge disse gentagne gange har afvist med deres udtalelser og gerninger.

Piskning i synagogerne
Vi lever i et land lige nu, hvor det ikke er accepteret at man pisker folk pga deres tro. Så det er ikke noget vi oplever lige nu. Men tingene kan ændre sig. Det er sket før, og det kan ske igen. Vi kan godt risikere også i et vestligt land at der ikke er plads til at have frihed til at tro og forkynde det man selv ønsker at tro. Når det sker, vil vi også i dette land kunne opleve at kristne som holder fast i bibelens troværdighed og autoritet vil blive forfulgt af den sekulære kirke, afhørt af den sekulære kirke, og tortureret af den sekulære kirke. Og jeg skriver med vilje sekulær kirke, for den kirke der kan finde på at gøre den slags overfor Guds folk (ja det gælder også for andre folk) er ikke en kirke som tilhører Gud, men er af denne verden. Deraf ordet sekulær.

Dem der vil udøve dette vil ironisk nok tro at de tjener Gud med dette. For de vil jo gøre det i kirkeligt regi, og dermed kunne argumentere for at de udøver deres religiøse arbejde. Der vil være kristne som pga denne forfølgelse fra den kirke som de troede de hørte til, vil falde fra troen. De kan ikke få det til at passe ind i deres ”teologi” at kirken bliver forfulgt at ”sine egne”. Men Jesus har advaret os imod dette i Johannes 16.1-3:

” Sådan har jeg talt til jer, for at I ikke skal falde fra. De skal udelukke jer af synagogerne, ja, der kommer en tid, da enhver, som slår jer ihjel, skal mene, at han derved tjener Gud. Og det skal de gøre, fordi de hverken har kendt Faderen eller mig.”

Ikke noget nyt under solen
Vi behøver altså ikke blive forvirrede over denne forfølgelse. At kristne bliver forfulgt er noget vi kristne er blevet lovet. At vi kan risikere at blive forfulgt af den sekulære kirke viser også at Jesus havde ret i sin forudsigelse. Jeg tror ikke som nogen gør, at dette kun gælder for den vestlige verden dengang den romersk katolske kirke styrede i middelalderen. Jeg tror heller ikke at det kun gælder for den tid som var på Jesu tid. Dette gælder også for os i dag. Der er ikke noget ved vores del af verden, eller den tid vi lever i, som skulle gøre at vi ikke er i risiko for forfølgelse fra en sekulær kirke. Det er en forfølgelse som vi alle kan risikere, og ikke en vi kan flygte fra ved at bede på en speciel måde, eller have en eller anden form for tro ”der er bedre end andres” sådan som nogen i trosbevægelsen fejlagtigt har indikeret. Kristne kan mener, tror jeg og er sikker på, i alle tider blive udsat for forfølgelse. Det sker på forskellige niveauer og metoder. Men hvis vi ikke er parat til at blive hængt ud som fanatikere, ekstremister, og fundamentalister med det nuværende niveau af forfølgelse fra den etablerede kirke (hvis man kan kalde det forfølgelse, ordet ekskludering er nok bedre) hvordan skulle vi så være parate til den kommende forfølgelse? Noget vi kristne må spørge os selv om jævnligt er, og vi er parat til at dø for vores tro, eller om vi trænger til at få vores tro fornyet. Det tror jeg er sunde spørgsmål at stille til sig selv, og til sine medbrødre og søstre i troen. Derfor denne korte serie.

Categories
Endetiden Livet som kristen Overfladisk kristendom

Er kirken parat til forfølgelse? Kirken der forfølger Kirken

Noget som for mange kristne er svært at forstå, er at den største modstand man møder imod evangeliet, ofte er den man møder i kirken selv. Engang kunne man sige at det kun var i den romersk katolske kirke at man rigtig oplevede det. Jan Hus, William Tyndale og Martin Luther oplevede hvordan den største modstand mod deres klare forkyndelse af Guds ord, kom fra kirken selv. Det var en modstand der var så kraftig at det kostede Hus og Tyndale og mange andre deres liv.
I dag er det ikke så ligetil at se hvorhenne modstanden vil komme fra. For det er ikke nødvendigvis fra den romersk katolske kirke vi i dag oplever modstanden. Den modstand man møder derfra er langt mere diplomatisk orienteret. Nej, i dag oplever vi modstanden i mange af de etablerede kirker. Kirker hvis historie bygger på reformatorisk kristendom, men som har valgt at glemme hvad reformeret kristendom er.

Jeg kan huske at den gang det gik op for mig hvor enkelt evangeliet egentlig er, og hvordan det reelt set skal forkyndes, så tænkte jeg umiddelbart, at dem jeg arbejdede sammen med i det kirkelige ville blive ligeså begejstrede som jeg var. Den forkyndelse som havde åbnet mine øjne var dels Ray Comforts “Hells best kept secret” (SE HER)
og  Paul Washers  shocking youth message (SE HER).

Men jeg blev faktisk meget overrasket over at se den måde det blev modtaget på. Nogle få af dem jeg arbejdede sammen med var fuldstændig enige, men andre viste klar modstand mod den måde at forkynde på. Det var ikke en måde der passede til vore dage og andre ubrugelige undskyldninger var det jeg hørte. Men der var aldrig nogen bibelske argumenter fandt jeg ud af.

At jeg naivt troede at de andre kirkefolk ville glæde sig som jeg, er ikke usædvanligt. Den samme naivitet havde Luther også da han fandt ud af hvad evangeliet virkelig var. Det kan man læse ud af hans 95 teser som han satte op på Wittenbergs kirkedør. Der kunne man læse at han da bestemt regnede med at hvis paven vidste hvorledes man inddrev penge fra folk, så ville det medføre et øjeblikkeligt stop. Også at han da var sikker på at Paven ikke mente at man kunne blive frelst ved at købe sig til det med penge. Men Luther tog fejl. For paven var stærkt indblandet i denne forbryderiske måde at føre kirke på. Luther ændrede også ret kraftigt mening om paven senere hen.

Luther oplevede forfølgelse ikke så meget fra folket, men fra den kirke som han var en del af. Det samme sker for kristne i dag. De selvsamme kirker som folk kommer i, arbejder i og engagerer sig i, modarbejder folk der forkynder evangeliet. Man forsøger ovenikøbet at få dem fjernet. Det er ikke noget jeg skriver fordi jeg selv har oplevet det, for hvis det bare var mig, der oplevede det, så var det nok bare et tilfælde. Men det er noget folk oplever mange steder.

En fristelse
Der er i dag en fristelse for dem der oplever den modstand i kirken mod evangelisk forkyndelse. Det er den fristelse der får os til at tænke på om vi måske skal skrue lidt ned for den klare forkyndelse. Om vi ikke istedet skulle være lidt forsigtige, og istedet værre lidt smart og bare give små guldkorn her og der, og så håbe der er nogen der fanger det. Men det er en farlig fristelse. For hvis vi er fristet til det i dag, hvor vi kun mister positioner i kirken, hvor meget mere fristet vil vi så ikke være når det er fysisk forfølgelse vi vil opleve istedet? For det vil være det fremtiden vil byde. Fysisk forfølgelse fra en frafalden kirke mod dem der holder fast i evangeliet. Hvorfor jeg påstår det, og hvad bibelen siger om dette vil jeg komme på næste gang.

Categories
Endetiden Kirke Livet som kristen Overfladisk kristendom

Er kirken parat til forfølgelse? NÅR den kommer

Forfølgelse er noget vi kun sjældent hører om i kirkerne i dag. Det skulle da lige være hvis man inviterer en fra Åbne døre til at komme og prædike (det kan jeg bestemt anbefale at man gør). I så fald hører vi om kristne i andre lande som er forfulgt, og så tænker vi nemt ”Ih hvor har vi det godt her i Danmark, for vi er da ikke forfulgt”. Det er dog en farlig tanke at have, for Paulus skriver til Timotheus at ”Forfulgt bliver alle, som vil leve et gudfrygtigt liv i Kristus Jesus.” i anden Timotheus 3.12.

Kristendom = forfølgelse
Ifølge Paulus er forfølgelse ikke noget man kan undgå som retlevende kristen. Det er noget der følger med kristenlivet. Men selvfølgelig er der gradueringer af forfølgelse. Det forekommer på forskellige områder og styrker. Men en ting kan vi være sikker på, nemlig at vi kristne er blevet lovet forfølgelse. Dette viser Jesus også er vigtigt at gøre folk opmærksomme på, når Han i lignelsen om sædefrøet fortæller, at det korn der blev sået på klippegrund som sprang hurtigt op, men blev svedet af solen, svarer til dem der kun holder ud en tid. Det er dem som når der kommer forfølgelse og trængsler falder fra, siger Han. Jesus omtaler her forfølgelsen som en selvfølge, hvilket Han gør indtil flere gange i bibelen. Han begrunder det med at hvis de kan finde på at korsfæste Ham, hvad skulle de så ikke kunne finde på at gøre ved Hans efterfølgere?

Men selvom vi er blevet lovet forfølgelse, kan vi p.t.  godt være taknemmelige for, at vi ikke nødvendigvis bliver sat i fængsel pga vores tro her i Danmark. Men en dag vil det også komme til at ske i dette land. Om det bliver i min levetid eller ej, ved jeg ikke og skal heller ikke begynde at fundere for meget over. Men jeg skal være parat til at det kan ske. For der vil komme en dag, hvor enhver der er kristen, vil blive udsat for voldsom forfølgelse. Det ser vi bl.a. i Markus 13.9-13 hvor Jesus siger:

Men tag jer i agt! Man skal udlevere jer til domstolene, og I vil blive pisket i synagogerne, og I vil blive stillet for statholdere og konger på grund af mig, som et vidnesbyrd for dem. Først skal evangeliet prædikes for alle folkeslag. Og når de fører jer for retten, skal I ikke på forhånd bekymre jer om, hvad I skal sige; men det, som bliver givet jer i samme stund, det skal I sige; for det er ikke jer, der taler, men Helligånden. En bror skal udlevere sin bror til døden, og en far sit barn, og børn skal rejse sig imod forældre og få dem dømt til døden. Og I skal hades af alle på grund af mit navn. Men den, der holder ud til enden, skal frelses.

Et ord der er værd at lægge mærke til her er ordet NÅR. Der står ikke hvis de fører jer for retten, men når de fører jer for retten. Dette er altså ikke noget vi kan bede os fri for på dette tidspunkt. Der vil ikke være nogen åndelige kampsbønner, eller nogen smarte bibelske metoder til at leve et liv i overhalingsbanen med masser af succes, og heller ikke nogen juridisk undtagelse her som vi kan benytte os af her. De kommer og de vil hente os fordi vi er kristne, og har Jesus til Herre. Dette vil være en tid hvor der er plads til at være muslim, buddhist, ateist, m.v. Men der vil ikke være plads til folk der har sat Jesus på førstepladsen (se hvorfor i forrige afsnit her).

Nu kunne vi tænke at det forhåbentlig ikke sker i vores generation. Det kan jeg personligt ikke se noget galt i at tænke, men en ting der er vigtigere er at vi skal vide og være parat til at dette kunne ske i vores generation. Det kunne ske for dig og mig. Og hvis det bliver i vores tid, er vi så parate til at det skulle komme så vidt? Hvis vi ikke er parat til at blive forfulgt med den smule omkostninger det har for os i dag at leve et gudfrygtigt liv, hvorfor skulle vi så være parate til forfølgelse når det bliver meget voldsomt? Betaler vi kristne prisen for at efterfølge Jesus i dag, eller forsøger vi at undgå at betale den pris som andre gudfrygtige kristne betaler? Er det overhovedet spørgsmål vi tør stille os selv? Og hvad er det for en kirke der ikke gør folk parate til den forfølgelse som vil opstå på et tidspunkt? Er det en kirke der opfylder Jesu ord?

Se fortsættelsen som handler om Hvem der forfølger i det kommende afsnit.

Categories
Endetiden Kirke Livet som kristen

Er kirken parat til forfølgelse? Men hvorfor bliver kristne forfulgt?

Hvis man har fået at vide at det at være en kristen betyder at man får et bedre, rigere , mere spændende, ja tilmed sjovere liv og så erfarer at kristenlivet faktisk er fuld af modstand, hvad så? Her tror jeg desværre at vi har en stor del af svaret på, hvorfor folk falder så hurtig fra efter en en omgang “instant christianity”. Hvad det er kan man se på dette link. Folk er simpelthen ikke forberedt på at kristendom ikke fungerer fantastisk godt med denne verden, og slet ikke at den kristne også vil opleve en indre kamp. En kamp mellem vores kød og vores ønske om at leve til Guds ære. Kødet og ånden kæmper imod hinanden, hvilket er noget man også bør forberede folk på før de vælger at blive kristne.

Parat til at dø? Hvorfor skulle jeg være det?
Jesus advarede Hans efterfølgere om at det kunne koste dem livet. Han fik også folk som gik i døden for Ham. Men hvordan vil folk i kirkerne i dag forholde sig til forfølgelse? Måske skulle man se på hvad forfølgelse egentlig er, og hvordan den viser sig. Den første kirkes forfølgelse handlede ikke så meget om at de troede på Kristus. Der var plads til at tro på hvad man havde lyst til, bare man også anerkendte at Kejseren var Gud. Som borger i romerriget kunne man risikere at blive hentet af soldater, der tvang en til foran en figur af kejseren eller noget andet der skulle symbolisere kejseren, at sige “Domitian er Herre” (dengang Domitian var kejser). Hvis man ikke sagde det, mistede man hovedet.
Det var altså ikke selve det at man havde sin egen tro, der var noget galt med. Men at ens tro ikke godkendte og accepterede andre trosformer som gyldige. Ikke dermed sagt at kristne ikke kan leve side om side med folk som tilhører andre religioner. Det er jo nærmest kun i lande som bygger på kristne værdier at man finder plads til religions- og ytringsfrihed. Men kristendommen levner ikke plads til synkretisme (ord for at Gud findes i alle religioner). Men i den kristne tro er der kun plads til en Gud, og det kunne det romerske rige ikke acceptere. Man ville ikke leve med at nogen mente at der var en højere magt end romerriget selv.

Det er de samme årsager der findes i dag til forfølgelse. Det ser vi eksempelvis i det kinesiske samfund. Du kan godt finde kirker som ikke bliver forfulgt at staten der. Det er de kirker der er godkendt og autoriseret af den kinesiske stat. De er med andre ord underlagt staten. Men de kirker som ikke er autoriseret af staten, oplever gentagne gange forfølgelse. Hvorfor nu det? Den består jo ikke af kriminelle, eller terrorister som forsøger at undergrave staten. Men tværtimod af lovlydige borgere som ikke forsøger at skade staten. Men alene det at der er grupper i befolkningen som har en autoritet som er højere end staten selv, er noget som den kinesiske stat frygter. Man vil ikke høre tale om en autoritet højere end dem selv.

Når vi ved dette, så betyder det at forfølgelse af kristne også vil kunne finde sted i den vestlige verden. For nu kan vi se at det ikke handler så meget om ytrings- og religionsfrihed. Men om at kristne kan få lov at til at have en autoritet der er højere end staten, eller endog kirken. Når man ikke længere kan acceptere at kristne fortsat ikke vil anerkende abort, stadig ikke vil anse ægteskab mellem homoseksuelle som et ægteskab (uden at det er et forsøg på at forfølge homoseksuelle, men blot et forsøg på at holde fast i det der står i Guds ord), og heller ikke vil anse andre religioner som værende troværdige, så er tiden inde til forfølgelse her også. Vi vil på trods af at det er fra kristne at ideer om ytrings- og religionsfrihed er opstået, blive anklaget for at indskrænke det selvsamme. Og blive anklaget af folk der er blinde for at de selv indskrænker ytrings- og religionsfriheden med deres mangel på anerkendelse af kristnes måde at tro på.

Fortsættes….

Categories
Bibelen Endetiden Livet som kristen

Er kirken parat til forfølgelse? Den første kirke

Noget som jeg personligt finder skræmmende er hvorvidt kirken af i dag er parat til at blive forfulgt. Det er der klare grunde til. Hvis man spørger kirkefolk hvorfor man skal være en kristen, så er svarene som regel at man får et bedre liv, et lykkeligere liv, et sjovere liv, et mere indholdsrigt liv, og så videre. Men det er nærmest umulig at finde nogen der som Jesus gjorde fortæller hvad det koster at være en kristen. For det var noget Han meget ofte gjorde, når folk opsøgte Ham. Som her i Mattæus 8.19-20:

“en skriftklog kom til ham og sagde: »Mester, jeg vil følge dig, hvor du end går hen.« Men Jesus sagde til ham: »Ræve har huler, og himlens fugle har reder, men Menneskesønnen har ikke et sted at hvile sit hoved.«”

Eller her i Lukas 9.61-62:

“Og en anden sagde: »Jeg vil følge dig, Herre, men giv mig lov til først at tage afsked med dem derhjemme.« Jesus sagde til ham: »Ingen, der lægger sin hånd på ploven og ser sig tilbage, er egnet for Guds rige.«”

Jesus havde ikke brug for at oversælge sit budskab. Han lagde tingene frem råt for usødet. Hvis du vil følge mig, så koster det dit liv, var Hans gentagne budskab. Ikke et budskab som tiltrak mange mennesker. Folk var tiltrukket af Hans mirakler som helbredelse af syge, Hans evne til at mangfolddiggøre fem brød og to fisk, så flere tusind kunne spise og blive mætte af det. Ja, selv Hans talen imod det etablerede religiøse system ville folk også godt høre på. Men når Han fortalte hvad det kostede at følge efter Ham, så faldt folk fra, og det i stort tal. Hvilket vi eksempelvis læser i Johannes evangeliets sjette kapitel. Jesus ville ikke bilde folk noget andet ind, end at Hans efterfølgere ikke kunne leve deres eget liv. Men i stedet et liv som i sidste ende kunne medføre at de kunne blive slået ihjel.

Parate disciple
Vi ser også at Jesu forberedelse af disciplene var det rigtige sats. Jesus kunne jo have formået at få store kæmpeskarer til at følge Ham. Men Hans valg af en lille gruppe af overgivne disciple betød også at når forfølgelsen kom, så var disse efterfølgere parate til at gå igennem det. For de havde fået at vide at det var hvad de gik ind til. De vidste godt at martyrdøden var en mulighed som der var høj risiko for.

Fordi de var parate til at gå hele vejen, og pga Guds nåde, var kristendommen også umulig at stoppe. Hvordan kunne man stoppe folk der var villige til at dø for deres Herre? Det var simpelthen ikke muligt. Men hvad så i dag? Er vi også parate til at gennemgå forfølgelse i dag? Er vi trænet til at kunne klare modstand? Eller kan dagens kirke ikke holde stand imod den forfølgelse der vil komme en dag?

Fortsættes.

Categories
Kirke Livet som kristen Overfladisk kristendom

En sekundær Jesus

Jeg har siddet og kigget lidt på hvordan andre kirkelejre bliver annonceret i år. Og det var ikke noget jeg blev opmuntret af. For at sige det på dansk, så var der langt mellem snapsene. Jeg fandt en spændende lejr som jeg synes så ud til at være bibelcentreret. Det var den der bliver holdt af Nyt Liv. Den kan ses på dette link: Nyt Livs bibellejr. Derudover er der selvfølgelig også Tilbage til bibelens lejr som man kan se på dette link Bibellejren Resurection Reformation med Peter Hammond. Jeg tror bestemt der er flere gode lejre, men de er efterhånden svære at finde.
Når man kigger på hvordan de enkelte lejre promoverer sig, så er der en ting der slår mig; hvor er Jesus henne? Det er som om at det langt mere handler om have en fed lejr, med godt sammenhold, masser af aktiviteter, fest, god mad, sjove indslag, sej musik. Undervisningen bliver heller ikke promoveret som om den handler om Jesus. Det handler mere om ledelse, hvordan opnår man bedre fællesskaber, hvordan engagerer man folk mere, hvordan kan kirken være “relevant” i en ny tid, og så videre og så videre. Men Jesus, Ham hører vi kun om som en sekundær person. Jesus har fået en anden plads, og Hans ord er blevet sat hen på den bænk hvor de ensomme dansere sidder og venter forgæves på en der vil byde dem op til dans.

Hvorfor ?
Hvorfor skulle man egentlig tage på en “bibellejr” hvor der ikke er fokus på bibelen? Jeg har ikke rigtig ord for hvor målløs jeg er overfor dette. Hvorfor i alverden bruger man tid på at arrangere disse store lejre, hvor fokus er blevet på sekundære områder, men hvor kirkens hovedperson, istedet er blevet udskiftet med de sekundære områder? Hvorfor er der ikke længere plads til evangeliet på disse lejre? Er der da noget der er vigtigere end evangeliet?
Nogen vil måske spørge hvad det er for lejre jeg mener her, men jeg vil i denne omgang lade være med at linke til dem jeg taler om. Folk bliver altid så vrede når jeg gør det. Men den lejr du måske har tænkt dig at tag med på, prøv lige selv og se om du kan finde en klar forkyndelse af Jesus der. Find ud af om det er Jesus der er i centrum eller mennesker istedet. Er det aktiviteterne der bliver promoveret, eller er det evangeliet? Er det kirkens strategier, og hensigter der bliver promoveret eller er det Jesus som synderes frelser der bliver vist frem?

Vælg din bibellejr med omhu, hvis du har tænkt dig at tage på lejr. For den lejr du vælger viser også om det er Jesus der er dit centrum, eller om det bare er din kirkeretning, eller dine sociale relationer. Dette skriver jeg ikke for at promovere TIlbage til Bibelens lejr, for jeg ved at der er andre gode lejre, med gode forkyndere der ikke er bange for fortsat at prædike evangeliet klart. Men vælg en lejr hvor du kan være sammen med kristne som er tørstige efter mere af evangeliet, og hvor de får den tørst tilfredsstillet.