Categories
Bibelen Evangelisation

Lad os høre hvad ateisten har at sige

Jeg så for nylig denne video på youtube, som er produceret af en ateist. Han laver her en satire på kristne der forsøger at komme med gudsbeviser, og det må jeg sige at han faktisk gør rigtig godt. Han har været god til at fange hvad det er for fejl kristne kan komme til at lave, når de kommer med cirkelslutninger og hvad man kan kalde “pretty lame” argumenter for Guds eksistens. Nogen af dem er dog ikke så “lame” igen, men burde kunne udtrykkes på andre måder. Men for en gangs skyld vil jeg anbefale at høre en ateist med en satirisk vinkel, vise hvor dumt det nogen gange kan lyde i andre folks øre, når vi ikke har undersøgt emnerne på tilfredsstillende vis. Eller sagt med andre ord når vi ikke lever op til det Peter skriver i hans første brev kapitel 3 og vers 15:

“men I skal hellige Herren Kristus i jeres hjerte og altid være rede til forsvar over for enhver, der kræver jer til regnskab for det håb, I har”

Og hvis man ikke tror det er nødvendigt, så burde man se nødvendigheden af det efter denne video.

Det betyder selvfølgelig ikke at vi skal undlade at give evangeliet til andre, fordi vi ikke synes vi er i stand til det på tilfredsstillende vis. For det er vi jo alligevel aldrig. Men at vi i vores evangelisation forsøger at blive bedre, og skarpere ved at undersøge ordet, og lære det at kende, og begynde at tænke over de spørgsmål vi hører fra folk, istedetfor bare at give dem et færdiglært universal-svar.

Categories
Kirke

Kirken og Hollywood. Del 2

Se forrige afsnit på dette link.

Da man havde tiltrådt de nye etiske regler (The Hays code) for Hollywood, blev det i de næste tredive år mere og mere normalt for kristne at gå i biografen. Man syntes at det der blev leveret af underholdning kunne godkendes, da det overholdte nogle regler som var sat af en kristen. Men samtidig var der kræfter i Hollywood som forsøgte at presse reglerne til det yderste, og se hvad de kunne holde til. Det var altså ikke fordi Hollywood havde ændret sig, drifkraften var stadig den samme. Man havde bare valgt at overholde nogle etiske regler, som gjorde at man kunne bevare en indtjening i passende størrelse. Det var særlig Warner Brothers der prøvede at presse reglerne op igennem halvtredserne, men også mere ansete selskaber som MGM forsøgte periodevis at nærme sig grænsen og presse den. Men i 1968 valgte Hollywood da også at lægge Haysreglerne i skuffen, og derefter låse den og smide nøglen væk. Det tog ikke lang tid førend man kunne se ændringen på de film der kom ud nu. Ikke nok med at man nu fik film der havde en mærkværdig fokus på djævelen som “Rosemarys Baby” og “Excorsisten”, så fik man også indført nøgenhed, utroskab, og ikke mindst et usædvanligt grimt sprog. Dette blev nu normen i rigtig mange film. Ord som ikke blev sagt før, blev nu sagt så mange gange at det også kom til at påvirke det generelle sprog. Har du nogensinde tænkt over at i mange amerikanske film bliver navnet på vores frelser brugt som et bandeord. Hvorfor kan de ikke istedet sige Buddha eller Krishna, eller Hitler som et bandeord i stedet? Hvorfor vælger de at bruge frelserens navn til at vise deres afsky? Dette var et tydeligt brud på det tredie bud: “Du må ikke misbruge Guds navn”. Noget bibelen kalder blasfemi og som Gud tager meget alvorligt.

Men det afholdt desværre ikke kristne fra at gå i biografen og se disse film. For i de forrige fire årtier var man blevet så vant til at biografens underholdning var en fast del af ens liv. Man havde sat sine fødder der så meget at man da ikke bare begyndte at holde op med det. Man valgte at leve med at der blev sagt nogen bandeord og var lidt nøgenhed her og der. For underholdning var vel så vigtigt at man godt kunne lade lidt snavs komme ind samtidig. Hvad det har fået af betydning for vores nuværende generation vil jeg gerne komme ind på næste gang.

DISCLAIMER:
Jeg mener ikke med denne lille serie at det nødvendigvis er forkert at gå i biografen og se film. Meningen med serien er at vise hvad der sker, når vi ikke er opmærksom på at vi kan blive forført, men også at det ikke er meningen at kirken skal lave mærkværdige særaftaler med denne verden. Som da William Hays lavede en aftale med Hollywood.
Se forrige afsnit på dette link.

Categories
Kirke

Kirken og Hollywood. Del 1

Her starter en lille miniserie som viser hvad der sker når kirken indgår aftaler med verden. Serien har taget afsæt i et stykke af Hollywoods historie.

Hollywood var også i tyverne og trediverne verdens filmby nummer 1. Før første verdenskrig lå verdens filmby faktisk i Valby og hed Nordisk Film. Men efter verdenskrigen blev fokus flyttet til Hollywood. Det blev et sted hvor skuespillere, instruktører og manuskriptforfattere fik frie hænder på rigtig mange områder og det gik så godt for dem, at de syntes de kunne tillade sig næsten alt. Hollywood blev et sted hvor synden florerede i så stor stil at det faktisk blev et problem for indtjeningen i Hollywood. Stjernene i byen levede liv så ugudelige at mange kristne afholdte sig fra den form for underholdning. Man brød sig ikke om at støtte Hollywood, og den livsstil som man havde der. En livsstil som var åbenlys da man i medierne kunne læse de mest forfærdelige fortællinger om skuespillerne, og dertil var filmene også fyldt med ugudelighed og oprør mod det der var normalt. Noget som de kristne dengang ikke kunne acceptere eller støtte.
I slutningen af tyverne ønskede man at få de kristne tilbage i biograferne, for indtjeningen var ikke så god som ønsket. Man valgte at henvende sig til en kristen politiker ved navn William Hays. Han blev spurgt om han kunne hjælpe Hollywood med at lave nogle regler/rammer som kunne få den store andel af kristne i landet til at gå i biografen igen. Hvad Hays har tænkt på, og hvorfor han gik med til at lave nogle regler ved jeg ikke. Måske har han tænkt at det var godt for økonomien, eller godt for beskæftigelsen, eller godt for folk at få underholdning under depressionen. Men han har vist ikke tænkt over hvem det var han gik i gang med at lave en aftale med. Folk som havde promoveret ugudelighed, og vist at de ikke havde nogen interesse i et samfund som byggede på sunde værdier, kom nu til ham for at få hjælp til deres indtjening. Til deres overlevelse. Man fik nu lavet nogle regler som blev kaldt for ”The Hays code”. Det var en frivillig aftale som Hollywood indgik, og indebar at der ikke måtte forekomme nøgenhed, blasfemisk sprog, der måtte heller ikke være en herliggørelse af mord, eller utroskab og lignende. Bare for at nævne nogle få regler. Hvis man ikke overholdt disse regler fik man bøder og lignende. Og i de næste tredive år fungerede Hollywood under Hays reglerne. Og de kristne begyndte at komme tilbage til biograferne.

Følg med i næste afsnit hvor du kan læse hvad der skete i tredserne med the Hays code.

Categories
Synd

Hvorfor havde Kong Salomon så mange hustruer?

Der står i bibelen at man kun skal have en kone (1 mosebog 2.24). Men Kong salomon havde flere hundrede. Men reelt set ca. tusind hvis man medregnede hans konkubiner. Dertil var mange af hans hustruer fra hedningene, selvom Gud havde forbudt at indgå ægteskab med dem? Hvordan det kan være at denne kloge mand undlod at følge Guds ord her har jeg måske et svar på. Forestil dig at Salomon dengang han var en dreng havde spurgt sin far, Kong David, om hvordan han mødte Salomons mor. Måske kunne samtalen have set sådan her ud.

Salomon (S): Far hvordan mødte du mor?

Kong David (D): Jo, jeg gik engang rundt på taget og kom til at se på en kvinde der var på taget af et andet hus, som så meget smuk ud.

S: Hvad skete der så far?

D: Joe hun var på vej i bad og øh,,,

S: Men så kiggede du jo bare den anden vej ikk’os’ far?

D: Nej, jeg kom til at se på hende, og så inviterede jeg hende over til mig, og så blev hun gravid.

S: Og så blev I gift ikk’os’ far?

D: Nej, ikke med det samme for hun var gift med en anden mand.

S: Var hun gift med en anden mand? Jamen så kunne i da ikke blive gift.

D:Nej, men manden døde.

S: Han var nok en ond mand så, var han ikke far?

D: Nej, han var faktisk en rigtig god mand. Jeg kan ikke finde noget ondt at sige om ham.

S: Jamen hvorfor døde han så far?

D: Jeg sørgede for at han fik en farlig post i hæren, som ville medføre at han døde hurtigt.

S: Var det ikke at gå langt over stregen far? Kunne du ikke løse det på en bedre måde?

D: Joøh jeg prøvede at drikke ham fuld så han kunne gå hjem og være sammen med din mor, så det kunne se ud som om det var ham der var faren.

S: Drak du ham fuld?

D: Ja, men det virkede ikke, selvom han havde fået lidt meget at drikke ville han ikke gå hjem til sin kone, for han syntes det var uretfærdigt overfor de soldater der var ude i krigen. Han mente ikke at han kunnet tillade sig at hygge sig med sin kone, når de andre soldater havde det så hårdt ude ved fronten.

S: Far, han lyder da som en rigtig god mand, hvordan kunne du slå ham ihjel?

D: Jaeh det har jeg det også rigtig dårligt med, men nu er jeg jo gift med din mor og du skal jo være konge efter mig så skal vi ikke snakke om noget andet søn?

Om de har haft samtalen sådan her, eller om Salomon bare har hørt fra andre hvordan det foregik, vides selvfølgelig ikke. Men hvad jeg gerne vil sige med dette, er at synd har konsekvenser. Selvom der er tilgivelse at få fra Gud, hvis og når vi omvender os, så har synden stadigvæk konsekvenser, også i vores nytestamentlige tid. Salomon kunne se at hans far på et tidspunkt ikke havde taget det med sex indenfor ægteskabet så alvorligt som Gud ønsker. Så hvorfor skulle han så tage det alvorligt? Han burde da også have visse privilegier som konge af Israel. En sådan åbning for synd, var muligvis med til at han ikke kunne se at det ville skabe problemer for ham at blive gift, med kvinder som ikke var af israelsk herkomst. Det vil billedligt set sige, at han blev gift med en der ikke var en troende. Disse hedningekvinder som havde en anden tro fik overtalt Kong Salomon til at tilbede andre guder end Israels Gud. Han blev ledt i frafald.

Jeg sige ikke at fordi David syndede, så syndede Salomon også, for vi står til ansvar for vores egne handlinger. Men det er muligt at Salomon brugte Davids synd til at sige at så galt var Salomon ikke selv på den. Han slog trods alt ikke andre koners mænd ihjel for at blive gift med dem. Så han var da ikke en så stor synder som David, tænkte han måske. Og David var jo en mand efter Guds hjerte. Ja undskyldningerne for synd er mange, men overfor Gud har vi ikke nogen undskyldning, når vi skal stå overfor Ham på dommens dag. Da vil vort eneste håb være Jesus Kristus.
Hvis du ønsker at læse den oprindelige historie om Davids affære med Urias hustru Batseba kan du læse den i Anden Samuelsbog 11.

Categories
Kirke

Når saltet mister sin kraft

I den sidste tid har der i flere medier været debat om, hvorvidt det er en god eller dårlig idé at få fadervor ud af skolen, religion ud af det offentlige rum o.l. Jeg kan godt forstå at kristne ikke bryder sig om denne udvikling. Men måske skulle vi passe på med at skælde verden ud for at fjerne kristne symboler fra det offentlige rum. For det er faktisk ikke verden der startede med det. Det var kirken selv.

Vi har i den moderne kirke gjort så meget for at undgå at vække anstød og istedet virke normale, at det har resulteret i at vi selv har fjernet de kristne symboler. Nogle af de ledere som vi sætter som forbilleder indenfor kirkeledelse er samtidig dem der har gået allermest foran i denne proces. Tag f.x. Joel Osteen. I hanss megakirke har man åbenlyst fjernet de kristne symboler. Du vil få meget svært ved eksempelvis at finde et kors der. Du kan istedet finde vandfald, lysshow og lækre sæder. Korset ønskede man ikke, og man sagde selv at det var for ikke at vække anstød. Så hvis kirken kan fjerne de kristne symboler, hvorfor skulle verden så ikke også kunne?

Det samme ser vi tendenser til i flere kirker i Danmark. Særlig i det frikirkelige desværre. Det har fået større betydning at der er en “feel good” stemning når man kommer ind, end at man kan mærke at det er en kirke man er kommet ind i. Når nu verden kan se at vores kristendom ikke betyder mere for os, når vi selv udvander den. Hvorfor skulle det så være forkert af verden at gøre det samme som vi har gjort? Måske skulle vi tage og se på os selv i denne sag, førend vi begynder at anklage verden for det vi selv gør forkert. Måske skulle vi også til at sige til vore præster og ledere at vi vil have evangeliet i centrum igen. Vi ønsker ikke at fjerne det der viser at vi er i en kirke, tværtimod! Når verden ser at vi tager vores tro seriøst, så vil det også være med til at salte verden. Måske også på en måde så verden kan se at kristendom ikke bare er noget man tager ud af det offentlige rum.

Categories
Brevkassen Evig dom Hvem er Gud? podcast

Himmel, Helvede, Guds kærlighed og Guds vrede

Der var en der for nylig stillede mig følgende spørgsmål:

“Hvis Gud elsker folk så meget, hvordan vil Han overhovedet kunne lade dem lide så meget i såkaldt “Helvede” … og hvis nu Helvede findes, jeg siger ikke den ikke gør – men hvis den nu findes? hvor meget værre kan det overhovedet være end den lidelse folk lider i f.eks. Afrika? og hvis nogen skulle brændes af Gud, tror du ikke hele verden vil brændes?”

Det har jeg forsøgt at give svar på i dette podcast. Noget jeg også kommer ind på er hvorfor vi burde ønske at komme i Himlen. Og svaret på det er ikke det som mange umiddelbart tror.

Categories
Evangelisation Evig dom Omvendelse Prædikener

“Helvedestalen” af Ole Hallesby. En mand af den rette støbning

Har du nogensinde hørt gudstjeneste i radioen på P1? I fald du har, er det nok meget få af dem som du kan huske. Måske har din egen præst været en af de få udvalgte som har fået mulighed for at prædike Guds ord igennem den danske æter. Men sandsynligvis kan du heller ikke huske hvad han sagde der. Sådan er det også i Norge. I mange år har man haft forkyndelse i radioen deroppe, men ligesom her er det heller ikke mange af de prædikener man husker. Men der er dog en undtagelse, og det er Ole Hallesbys berømte og den dag i dag omtalte “Helvedestale” fra 1953.

Helvedestalen
Han kaldte den vist ikke selv for helvedestalen. Det er faktisk heller ikke så meget en bål og brand prædiken, selvom han da bestemt kom ind på fortabelsen. Men en prædiken der viser at Gud søger mennesket, og giver os de muligheder vi har brug for, for at kunne se nødvendigheden af at vi omvender os. Den prædiken bliver stadig debatteret den dag i dag. Mange er uenige  om Hallesby gjorde det rigtige her, eller om han skulle have prædiket et mere udvandet budskab. Men sagen er den at Hallesby brugte muligheden for at prædike et klart Guds ord om omvendelse til Jesus Kristus. Det var ikke en prædiken som var vag, vattet, eller talen folk efter munden. Men man blev så vred på manden at han så vidt vides ikke fik lov at prædike på radioen igen.

Resultaterne
Men Hallesby fortrød ikke. For han havde fået over tusind breve fra folk der takkede ham for hans prædiken, fordi de bagefter omvendte sig fra deres eget liv, og gav det til Kristus istedet. Derudover var der også rigtig mange der kom til præsterne rundt om i det norske land og spurgte hvad de dog skulle gøre for at blive frelst. Folk var med andre ord kommet i syndenød. Fordi Gud havde brugt en enkelt mands enkle prædiken.

Det kan godt være at Hallesby kun fik mulighed for et skud i bøssen. Men det skud brugte han godt. Han kunne jo som professor have tænkt at han kunne miste meget prestige, og anerkendelse i hans akademiske kredse ved at prædike som han gjorde. Men han havde en vigtigere sag end hans eget navn. Nemlig at forkynde Guds ord klart og tydeligt til Guds ære. Jeg ville ønske dem der får mulighed for at prædike evangeliet i den danske radio, og som kender evangeliet, ville følge Hallesbys eksempel. Også selvom det ville betyde at de aldrig ville komme i radioen igen.

Læs mere om prædiken på Shafan.dk. Du kan læse prædikenen i sin helhed på Nyt i Natten.

Men lad nu være med at høre Gudstjenesten i radioen istedet for at gå i kirke. Gudstjenester foregår i kirken og ikke ved at sidde derhjemme i sin lænestol!

Categories
Falsk Lære Hvem er Gud? Kirke Korset

Hvilket kors prædiker Robert Schuller?

For nogle dage siden skrev jeg om Mark Driscolls udvandede forkyndelse, som han holdt i Robert Schullers
“The Christal Cathedral”. Men hvem er Robert Schuller egentlig, og hvad står han for? Dette er faktisk relevant her i Danmark, da han faktisk er en inspiration for flere kirkeledere, end man lige tror. I en kirke jeg engang kom i, var der en del materiale der faktisk var direkte importeret fra Robert Schuller. Jeg kan huske at jeg dengang undrede mig over at man brugte det, for kvaliteten af materialet var virkelig dårlig. Men lad os se lidt på nogle af hans udtalelser. Udtalelser som kommer fra manden som man har kaldt bedstefaderen til den søgervenlige kirke.

“Kristus er den idelle mand, for han var inkarneret selvværd”

“Christ is the Ideal One, for he was Self-Esteem Incarnate”

Tjah hvilket bibelvers han bruger til at underbygge dette, kunne jeg godt tænke mig at vide.

“Ethvert menneske må blive behandlet med respekt: selvværd er hans hellige ret”

“Every human being must be treated with respect; self-esteem is his sacred right”

At vi mennesker er født lige, og skal behandles med respekt er jeg med på. Men at selvværd er en hellig ret, er at miste fokus.

“Klassisk teologi har med urette insisteret på at teologi er Guds-centreret, ikke menneske-centreret”

“Classical theology has erred in its insistence that theology be God-centered, not man-centered”

Schuller har ret i at klassisk teologisk ortodoks kristendom er Guds-centreret, men at påstå at det skulle være en fejl, er meget problematisk.

Men den her udtalelse er nok en af de værste:

“Korset helliger egotrippet. For korset beskyttede vores Herres perfekte selvværd fra at blive til syndig stolthed”

“The Cross sanctifies the ego trip. For the Cross protected our Lord’s perfect self-esteem from turning into sinful pride”

Dette er en degradering, og nedvurdering af hvad der skete på korset. Når pastorer kommer med den slags viser de at de ikke forstår hvad der skete på korset. De forstår ikke hvorfor man skal blive en kristen, og heller ikke hvilken fantastisk sejr som Jesus vandt på korset. Jeg kunne finde mange flere citater fra Robert Schuller, men du kan finde lignende mange andre steder. For desværre er de samme ord ofte at høre i vore egne såkaldt evangelikale kirker her i Danmark. De bliver sagt fordi præsterne tror det er det folk godt vil høre. Men de er åbenbart uvidende om at en stor del i kirken sidder og tørster efter ordentlig bibelsk funderet forkyndelse. Forkyndelse som er til ære for Gud, og viser hvem Han er, og hvorfor vi har brug for Ham!

Vil du høre en fortælle hvad der virkelig skete på korset kan du høre David Jakobsen fortælle det her i denne miniprædiken:

Categories
Kommentar til medierne

Mænd af den rette støbning. Hartmut Steeb

Det er nok de færreste danskere der har hørt om Hartmut Steeb. Men han er generalsekretær i organisationen Tysk Evangelisk Alliance. Jeg ved ikke fuldt ud hvad han står for, men der er ihvertfald et punkt hvor han har turdet tage en debat op, som mange kristne i dag helst undgår. Nemlig abortproblematikken. I Kristeligt Dagblad kan man i dag læse hvordan Hartmut Steeb går ud, og viser at det tyske samfund er på vej mod et værdiløst samfund, og at deres forhold til aborter indikerer at det er den vej det går. Hartmut er så vidt vides en aktiv abortdebattør i forvejen, og har ikke været bange for at tage dette brandfarlige emne op, og samtidig kalde det ved dets rette navn, mord. I dag har man i Tyskland fået tendenser der går imod senere og senere aborter. De senere aborter får man godkendt af det offentlige og pludselig bliver de så i orden. Et samfund der agerer på denne måde er et samfund uden fundamentale værdier, uden faste holdepunkter.  Når samfundet ikke har nogle øvre værdier at bygge på, og dermed heller ikke nogen absolutter at bygge på, så bliver det samfundet der er værdien, og i sidste ende samfundet der bestemmer hvad der er sandt. Noget som vi også bliver plaget af i Danmark på flere områder. Det kan godt være at Hartmut Steeb ikke bliver populær i visse politiske og ideologiske kredse for hans udtalelser om abort. Men nogen er jo nødt til at gøre det. Nogen er jo nødt til at vise når samfundet er på vej i en forkert retning. Men hvis de kristne tier stille om dette, så har man også givet samfundet carte blanch til at være det sidste absolut, den sidste afgørende sandhed. Der er altså brug for folk der tør bruge deres ytringfrihed mens de har den, til at vise at der er noget galt, også selvom det vil koste dem popularitet og anerkendelse. Se den omtalte artikel her Kristeligt Dagblad.

Categories
Evangelisation Livet som kristen

Mænd af den rette støbning. John MacArthur

Hvis du fik lov at komme i medierne, og svare på kritik af kristne holdninger. Ville du så bare forsvare det kristne står for, eller ville du bruge det til at prædike evangeliet? Jeg har efterhånden set mange kirkeledere komme i fjernsynet hvor de kun har siddet og forsvaret en eller anden holdning og pege på hvor normale de er i forsøget på at undgå at “skubbe nogen væk”. Jeg ved godt det kan være nemt at falde i den faldgrube, men her er et eksempel på en, der har vist at næsten ligemeget hvad emnet er, så bliver evangeliet også forkyndt. Her er nogle klip med Pastor Jahn MacArthur på besøg hos Larry King. Disse klip kender jeg flere kirkeledere der har brug for at se og blive inspireret af.

Og her er en lidt længere video som omhandler ægteskab mellem homoseksuelle. Læg mærke til at MacArthur ikke er en der går kraftigt ud imod homoseksuelle. Men viser at det er en synd som så mange andre, som man har brug for at omvende sig fra. Samtidig med at han igen og igen henviser til bibelen som sandheden.