Ændring af indlægget her d.14/6: Pga kommentarer og henvendelser er dette indlæg blevet ændret. Hvorfor det er sket, kan man både læse senerehen i indlægget, samt på dette link som hedder Undskyldning til læserne.
I 1970 indspillede Beatles guitaristen George Harrison et af sine allerstørste hits. “My sweet lord” hed den. Det var en slags lovsang kan man vist godt sige. Her er et lille uddrag af den:
“My sweet Lord
Hm, my Lord
My sweet Lord
I really want to see You
Really want to be with You
Really want to see You Lord
But it takes so long, my Lord”
Og sådan fortsætter det. Min søde Herre, jeg vil gøre det og det, og jeg elsker dig, ih hvor jeg dog elsker dig. Efterhånden som sangen udvikler sig, begynder der så at komme kor på som synger halleluja indover. Til dem der ikke kender sangen, kan den høres på dette link: Youtube. Jeg kan dog ikke anbefale den, fordi den hænger fast i hovedet på en irriterende måde. Dertil er der billeder i videoen som jeg ikke synes om at have liggende på denne side. Men jeg synes samtidig det er den video som bedst viser sammenblandingen af religionerne i sangen.
Denne sang fik mange til at tro at George Harrison var blevet en kristen. Mange kristne har også sunget sangen som lovsang i deres kirker, og troet at dette var en god sang. Mange er dog også blevet overraskede når de fandt ud af at halleluja koret i slutningen af sangen, blev udskiftet med tilbedelse af Hare Kristna. Koret begyndte at synge de mantraer som bliver brugt af tilhængere af Hare Krishna bevægelsen. Men for George Harrison var dette ikke noget problem. For den gud han sang om var ikke en artikuleret gud. Sangen havde jo ikke noget reelt indhold om hvem gud er. Gud var blevet degraderet til et ord, en følelse, en åndelig oplevelse. Gud var ikke konkret og tydelig åbenbaret i det som George Harrison sang. For Harrison var der ikke nogen forskel på Kristus og Krishna. Det forhold som han havde til sin gud, var ikke et der var veldefineret. Det var ikke en som man kunne finde ud af hvem var, ved at fortælle om den gud. Men kun ved at komme ind i en bestemt følelsestilstand.
Problemet
Men om Harrison valgte at synge til Krisha eller ej, så har denne lovsang et problem. Problemet er at gud blot er blevet til et ord. Den der står bag ordet gud, er ikke en som jeg kan sætte klare ord på. Det er en gud hvis person kun kan opleves i det man kalder ” the area of non-reason”. Man har en følelse overfor den ordet handler om, men jeg kender ikke personen når det kommer til stykket. Jeg ønsker blot at tilbede den eller det. Vi har altså at gøre med en lovsang uden teologisk indhold. Den ligger langt fra de gamle salmer som havde et stort teologisk indhold. Rigtig mange af de gamle salmer som man i flere kirker i dag har dømt udenfor, viste og beskrev hvem Gud er. Hvad Han har gjort for os, og hvad Han ønsker af os m.m. Disse sange fik folk ind under huden, når de sang dem ugentlig i kirken, og dagligt i hjemmene. Man kunne huske dem og man tænkte over dem, fordi de fortalte hvem Gud er.
Lovsangene af i dag er så langt fra de gamle salmer som beskrev Gud. De ligner langt mere George Harrisons hinduistiske lovsang. Mange af dem er faktisk med langt mindre teologisk indhold end Harrisons sang var, og kunne derfor med held synges i mange andre religiøse retninger. Der er ikke noget specielt ved dem, som gør dem tydeligt evangeliske. Men vi synger dem gladeligt, og tænker at det lyder friskt, det lyder moderne, og folk er glade, og kan ovenikøbet finde på at danse til dem. Hvad der jo er forståeligt nok, da det mere er influeret af dansemusik, end original lovsang.
Lad mig give dig et eksempel. Her er en video fra Hillsong, hvor de har fået besøg af Joel Osteens lovsangsleder, Israel Houghton. De synger en sang som hvis man kigger på noget af teksten kan virke udemærket. Men omkvædet kvæler budskabet, sådan som jeg ser det (læs hvorfor på dette link.) Omkvædet bliver gentaget igen og igen, så det bliver omkvædet der bliver hængende i ens sind. Det er ikke verset man husker, som faktisk har lidt indhold i sig. Man ender istedet med “Let the redeemed of the Lord say so”. Hvad man så end skal bruge det til. Jeg er blevet gjort opmærksom på at mange af Hillsongs tekster (dette er ikke en Hillsong tekst) har reelt teologisk indhold, hvilket er godt. Personlig kan jeg ikke anbefale dem alligevel. Det skyldes flere ting. Dels at de er en del af trosbevægelsen, og dels at deres forkyndelse er kolosal dårlig, og også viser at de er en del af trosbevægelsen. Men det vil jeg vende tilbage til en anden gang, man kan dog se mere om det på dette link.
Rettelse
Det der står her nedenunder var den del jeg ikke havde forklaret ordentligt, samt udvalgt en video til, der var et forkert eksempel på lovsang uden telogisk indhold. For det viste sig at netop den sang der blev sunget her, havde et teologisk indhold. Jeg skulle derfor ikke have valgt den. Årsagen til at jeg valgte videoen var primært for at vise at det der skete ved Hillsong ikke er decideret kirkeligt. Det er en koncert, og stemningen er også derefter. Det ligner det Tozer kaldte at pumpe en stemning op, mere end det ligner folk der kommer for at høre et klart og tydeligt Guds ord. Det er også sangene som folk de husker Hillsong for, deres forkyndelse er bare en man tager imod når man har sunget tilpas meget. Desværre er man på det tidspunkt i en stemning som gør at man bliver meget nemt modtagelig for næsten hvad som helst. Hvad jeg også skrev nedenunder, og hvad jeg også stadig mener. Men teksten fra videoens sang, skulle jeg have undersøgt, og det undskylder jeg at jeg ikke har gjort, og dermed også undervurderet nogle af spørgsmålene fra kommentatorerne her nedenunder. De første 17 kommentarer er fra før ændringen af dette indlæg. Jeg har valgt at lade det oprindelig stå nedenunder her, for at andre kan forstå de første kommentarer, men også fordi jeg ikke har noget problem i at vise at jeg kan være for hurtig og lave fejl her på bloggen. Jeg ønsker at de ting der bliver skrevet her, er vurderet ordentligt, men kan lave fejltagelser, og det er sket her. Men her er den oprindelige del:
“Lad mig give dig et eksempel. Her er en der har været til Hillsong, som har optaget noget med sit kamera. Det er ganske rigtigt at folk er engagerede her. Men er det Gud de tilbeder, eller er det blot en følelse. Er det ikke mere en overvældelse af at være med til noget hvor folk er sammen om noget fælles. Og dem der står og synger på platformen, får de virkelig folk til at fokusere på hvem Gud er? Eller er det her ikke mere end en koncert, fordi den er uden teologisk indhold, men bare med musik der svinger?”
“Og hvad så?
Der findes stadigvæk kirker som er glade for at synge George Harrisons hinduistiske lovsang, på trods af at de ved at den er hinduistisk. Man siger bare “at vi synes det er en god sang, og vi lægger det i den vi har lyst til”. Jeg ville ikke kunne komme i en sådan kirke hvor man ikke tog det seriøst at man sang sange som er skrevet til andre guder, og som var helt uden indhold. Men det er der nok mange der forstår.
Men vi siger det samme om de sange som kommer fra Hillsong, og andre såkaldte lovsange uden teologisk indhold. Mange siger at det kan godt være at deres teologi ikke er helt i orden, og at det er ret overfladisk, men det er nogen gode sange, og vi lægger det i dem som vi synes er godt. Men spørgsmålet er måske mere om vi ikke skulle vurdere, om vi bliver påvirket af folk med en overfladisk tro, og dårlig teologi, ved at høre på deres sange? Hvis vi blev påvirket af de gode salmer dengang vi sang dem, hvorfor skulle vi så ikke blive påvirket af Hillsongs sange? Spørgsmålet er nu ikke så meget om vi bliver påvirket, men hvor påvirket vi allerede er i dag? For når jeg kigger ud over kirkedanmark i dag, så ser jeg at den overfladiske kristendom har taget over, og den ser ikke ud til at være på tilbagegang (nej jeg ved godt det ikke kun er Hillsongs skyld, de er blot en del af tendensen). Men heldigvis ser jeg også at Gud rejser folk op til at stå fast på Hans ord. De samme folk har også en tendens til at gå tilbage til de gamle salmer, og vende sig bort fra den overfladiske lovsang. Mon der er en årsag til at det er den slags sange de søger?”