Categories
Kirke Overfladisk kristendom

Hård tale fra en profet

Det sker jo indimellem at jeg bliver kontaktet af folk der synes jeg er for hård og for firkantet i det jeg skriver. Det har jeg nu ikke noget imod sker, for det var jeg forberedt på før jeg startede dette arbejde. Men hvis man sammenligner hjemmesiden her, med hvad nogle af profeterne fra det gamle testamente skrev, så er jeg at sammenligne med et bløddyr. Læs her hvordan Esajas indleder sin bog i kapitel 1 vers 2-3:

“Hør, himmel, lyt, jord,
      for Herren taler:
      Børn har jeg opfostret og opdraget,
      men de har brudt med mig.
      Oksen kender sin ejer,
      æslet sin herres krybbe;
      men Israel kender ikke mig,
      mit folk fatter intet.”

Esajas taler her om at selvom Gud har opfostret folket, og taget sig af dem som en far, så er de alligevel oprørske og vil ikke kende Ham. De ønsker at leve deres eget liv. Nu skal vi huske på at de stadig kaldte sig jøder, og anså sig selv som Guds udvalgte folk. Men de viste med deres adfærd at de ikke kendte Ham. De viste istedet at de intet fattede.

Det er at sammenligne med en stor del af kirken i dag. Jeg ved godt at det er hårde ord, men det er hvad jeg tydeligt ser, og andre også. Det er ikke længere så afgørende hvilket kirkesamfund man tilhører. For der har sneget sig en ligegyldighedsånd ind mange steder som vi ikke har gjort op med. Vi tager ikke længere Guds ord så tungt. Vi mener ikke det er så alvorligt som det står. Til gengæld taler vi om fornyelse, og søger den alle mulige steder. Men vi tænker ikke på at søge den hos Gud, og slet ikke igennem Hans ord. Vi vil hellere søge hos smarte prædikanter og pastorer som har store megakirker som de kan vise frem. Vi sender vores ledere til kirkevækstkurser hos Bill Hybels og Rick Warren. Men vi sender ikke nogen til hellighedskonferencer med Paul Washer. Vi sender folk til USA for at lære om Brian McLaren og Rob Bells modbydelige redefineringer af kristendom. Men vi vil ikke sende nogen til David Wilkerson som kan lære om efterfølgelse af Kristus. Vi har valgt løgnelærere fremfor dem der taler sandhed. Ja vi er som et folk der ikke længere fatter noget. Vi er blevet et folk der taler om Gud, men vi kender Ham ikke. Er der ikke længere nogen der vil prædike Guds ord som Guds ord er?

Categories
Overfladisk kristendom

Ligner hun en kristen?

Jeg har ikke fulgt med i X-faktor. Jeg orkede ikke at bruge tid på at følge med i det. Jeg har da også andre ting at lave. Men jeg har hørt om hende Laura som skulle komme i en frikirke, og være sådan en god kristen. Det er ihvertfald hvad flere har skrevet om hende. Både på nettet, i de kristne medier og i de samtaler som folk har haft om X-faktor, har folk talt om Laura som sådan en god kristen pige. Sådan en vi har brug for stiller sig frem og gør det moderne at tro igen.

Nu er min opgave her, ikke at skrive noget grimt om Laura. Dette indlæg er mere rettet til dem der med vold og magt har forsøgt at gøre Laura til en kristen. For hendes egne udtalelser har meget ofte vist sig at være modsatrettede. Her er en udtalelse fra Laura:

“jeg kan da sagtens tage en nedringet trøje på og gå ud og vrikke med numsen på et diskotek og få et par drinks for meget. Jeg kan da også godt forestille mig, at jeg vil prøve et one-night-stand engang.” http://vip.tv2.dk/article.php/id-12214189.html 

Det synes jeg ikke lyder som noget der kommer ud af en kristens mund. Tværtimod. Det er nu heller ikke den eneste gang Laura har sagt noget, der viser at hendes tro ikke er så troværdig som man nogen gange har gjort den til.

Jeg har en mistanke. Den går på at årsagen til at vi har valgt at overbevise os selv om at Laura er kristen, er fordi hun ligner en stor del af de unge der er i kirkerne i forvejen. Hun lever et liv hvor hun bekender Jesus, men ikke viser noget liv som gør at man kan se hun lever med Jesus. Så hvis vi kan overbevise os selv om at Laura er sådan en stærk kristen. Så kan vi nok også overbevise os selv om at vore unge i kirkerne som lever et kødeligt liv sikkert også er frelst på trods af et ugudeligt liv.

Gad vide hvordan Gud ser på det her?

Categories
Livet som kristen

Paul Washer om familien Sidste del

I denne fjerde og sidste del af Paul Washers undervisning om Guds syn på familien, og opdragelse af børn, møder vi en side af ham som vi ikke hører så ofte. Her taler han om at respektere børnenes særegenskaber og personlighed. Selvom de har en syndig natur, så er de skabt i Guds  billede. Og de er skabt unikke. Han taler en del om at opmuntre og finde det gode frem i børnene så de kan blomstre.

Hvis du synes det her lyder Rick Warren agtig, så har du ret. Men det betyder ikke det er ubibelsk. For Paul Washer gør et stort arbejde ud af at definere hvad synd er, og hvor syndig vores menneskelige natur er, i de første afsnit. Når han så har gjort det vælger han at tage den anden del med, for at vi må få en rigtig forståelse af det. Rick Warren ville springe frem til alt det positive først og så blive der. Men det er der desværre ikke nogen frelseskraft i. Men nok om Rick Warren her.

Jeg håber at denne sidste del af familieundervisningen kan blive til gavn. Det var den jeg holdt mest af at høre, og gav mig mest at tænke over. Det skyldes måske at jeg har nogle mangler hvad angår en bibelsk forståelse af hvordan Gud ønsker familien skal være. Men det er heller ikke noget man taler så meget om for tiden.

Der vil blive lagt en ny prædiken/undervisning på næste lørdag. Det bliver dog ikke med Paul Washer, men en anden dygtig forkynder.