Categories
Livet som kristen Omvendelse

Tegn på at man er født på ny

Jeg har mange gange hørt om ungdomsgrupper i nogen kirker, som efter deres ungdomsmøder om fredagen (eller lørdagen), gik i byen og opførte sig som folk nu gør, når de går i byen i weekenden. Jeg ved at det er et problem man har diskuteret i flere kirker, og som man har forskellige ideér til hvordan man kan løse. Man har eksempelvis forsøgt at løse det ved at gøre ungdomsmøderne mere smarte, indføre bowling istedet for forkyndelse, gøre møderne mere afslappede og hyggelige. Men intet af det er en reel hjælp når det kommer til stykket Her vil jeg gerne erkende min egen skyld, for jeg har selv været med til at afprøve disse menneskelige løsninger. Jeg har ovenikøbet talt til møder, hvor jeg har forklaret hvorfor kristne ikke kunne leve med et ben i verden og et ben i kirken, og er vidende om at andre har gjort det samme i en god mening. Men vi er som regel gået fejl med den forkyndelse. For vi glemmer hvem det er, der har lyst til denne verdens glimmer og hvem der ikke har.

Da jeg blev frelst, gad jeg ikke længere drikke mig fuld og gå i byen. Glæden ved den slags forsvandt. Hvis jeg prøvede det, ville jeg nok have vågnet næste morgen med en dårlig samvittighed, som ville betyde at jeg havde endnu mindre lyst til det end før. Hvorfor egentlig det? Jo fordi jeg var født på ny. Prøv at se hvad Johannes skriver her:

“Enhver, som er født af Gud, gør ikke synd; for Guds sæd bliver i ham, og han kan ikke synde, fordi han er født af Gud.” Første Johannes 3.9

Nu skal vi ikke gå hen og misforstå dette vers, således at man ikke kan fejle som kristen og gøre rigtig dumme ting. Det er ikke det der er tale om. Der er tale om at en kristen ikke kan leve i synd. Vi kan ikke fungere i en syndig livsstil. Dette er også med til at vise, at vi er anderledes end verden. For det verden har at tilbyde, interesserer os ikke længere. Det er kun tomhed i forhold til det Gud har til os. Men eén der ikke er født på ny, vil ikke kunne forstå dette. En ufrelst kan ikke se skønheden i Jesus, og i at leve et gudsfrygtigt liv. For dem er det en dårskab og en kedsommelighed. Mange af de ufrelste der kommer i kirkerne, vil uden problemer kunne gå i byen efter et møde og opføre sig som verden, uden dårlig samvittighed. De kan ikke se at prædikanten skulle have ret, for prædikantens formaning om at leve gudsfrygtigt er for den ufrelste dårskab. Men for den omvendte er det åndelig mad.

Istedet for at formane de ufrelste og forsøge at “disciple” dem, burde vi istedet prædike synd, dom og retfærdighed, så de også kan se at de er fortabt uden Gud. Jeg ved godt at der er mange der så vil svare, at det vil medføre at en del af dem vil forlade kirken. Til det kan jeg kun sige, at så må vi lade dem gå. Hvorfor skulle vi bruge tid på folk der ikke vil omvendes, men bare komme i et kulturelt socialt fællesskab der giver dem falsk tryghed. Når man burde bruge tid på at give de kristne åndelig mad, som vil holde dem tæt til Gud.

Categories
Bibelen Korset

Knust af Gud

I dag langfredag blev Jesus korsfæstet på Golgatas kors. Han blev anklaget af jøderne, sendt til korsfæstelse af Pontius Pilatus, og naglet fast til korset af Romerne. Men hvem dræbte Jesus? Det var Gud selv der dræbte sin egen søn. For vi skal ikke glemme hvad det var for et bæger Han var nødt til at tømme i vores sted, som jeg skrev om for to dage siden.  Jesus døde jo ret hurtigt af en mand der var blevet korsfæstet. Det ser ud til at Han kun hang der en tre fire timer. Men normalt hang man der mellem 2 og 4 dage. For så lang tid tog det at dø på et kors. Læg mærke til at romerne i Johannes 19.31-37 knuste de korsfæstedes ben inden de tog dem ned. For så kunne de hænge dem op igen dagen efter, og undgå at de flygtede. Men da de kom til Jesus kunne de se at Han allerede var død. For at teste om det kunne være rigtigt stak de Ham i siden med et spyd, og blod og vand flød ud. Jeg har fået at vide at dette indikerede at Hans hjerte var sprængt, men det vil jeg nu gerne have dobbelttjekket før jeg vil gøre mere ved den del.

Jesu hurtige død skyldes at Han blev knust af Guds vrede. For det var nødvendigt at en gik i vores sted og tog straffen på sig, så at vi kunne undgå straffen der kommer. Som Esajas skrev i 53.5:

“Men han blev gennemboret for vore overtrædelser
og knust for vore synder.
Han blev straffet, for at vi kunne få fred,
ved hans sår blev vi helbredt.”

Han bar vores synd, hvis vi vil give den til Ham. Han blev knust af Gud, så vi kunne undgå at blive knust. Lad os fly til Ham, og undgå Guds vrede, mens tid er, og holde fast i Ham og fuldføre vores løb med Ham, så vil Han holde fast i os. For hvis Gud var parat til at knuse sin egen søn i vores sted. Hvor meget mere vil Hans vrede så ikke gå ud over dem, der ikke vil forstå at de er syndere der har brug for Guds tilgivelse?

Categories
Uncategorized

Kan liv opstå ved en tilfældighed?

Pga sygom og prioritering af det der skete langfredag for så mange år siden, er det lovede indlæg om livets opståen udskudt til i morgen eller senest mandag.

Categories
Falsk Lære

Praise moves et alternativ til yoga

Forleden skrev jeg om, og viste en video af noget man havde valgt at kalde kristen yoga. Der findes bare ikke noget der hedder kristen yoga i Guds øjne,hvilket kan gå hen og blive et ret stort problem for dem der dyrker “kristen yoga”. Men for at kristne kan undgå at dyrke yoga, har nogle andre fundet løsningen.

Løsningen er “Praise moves”. I videoen her nedenunder ser vi en kvninde der har haft ondt af kristne som har haft brug for at dyrke yoga. For hun mener at yoga vil lede folk væk fra Gud. Det giver jeg hende ret i. Men hun har så istedet lavet et program der hedder Praise moves, hvor man i gymnastikken priser Gud i forskellig positioner og bevægelser.
Det skulle åbenbart være godt fordi Praise moves giver dig en sundere krop, sjæl osv.

Mit spørgsmål er; Hvad er der nu galt i at lave gymnastik? Hvorfor skal det at bevæge sig ske på en bestemt hellig måde, og er det egentlig i orden den måde det sker på her? Personligt mener jeg at fokus rammer helt ved siden af. Og minder i store træk om det kristne sexmagasin som jeg også omtalte forleden i dette indlæg. Hvad mener du?
https://sand.omvendelse.dk/kristen-yoga-de-to-ord-passer-da-ikke-sammen-212.htm

Her er videoen:

Categories
Uncategorized

Et lille gækkebrev

Mine børn har her i påsken været ret optaget af at klippe gækkebreve til mig og min kone. Så min kone blev inspireret til at lave et gækkebrev til dem, der var lidt ud over det sædvanlige. Jeg syntes selv den var så god, at jeg har valgt at dele den med jer læsere, Vær dog opmærksom på at der ikke bliver uddelt påskeæg eller chokoladeharer til dem der kan gætte det. Den del gjaldt kun mine børn, men til gengæld vil jeg ønske jer en rigtig god påske. 

Kære Bianca og Alberte

I påsken Jesus led smerte

Han på korset døde

Mange så Ham bløde

Men ud af graven Han stod igen

og er med os blevet ven

Når vi Ham kender

og igen og igen til Ham os vender

Dette var det vigtigste ord

Som i mit hjerte bor

Bare I det aldrig glemmer

Men det for evigt gemmer

Hvis I min navn gætte kan

Får I en chokoladeharemand

Mit navn med kors skrevet er

Hvem kan dette mon vær’?

+++++ +++++++”

Categories
Evangelisation Synd

Jesu bøn i Getsemanes have

Her i påskedagene har jeg af naturlige årsager valgt at fokusere lidt på hvad der skete i påsken dengang. Jeg har valgt at starte i Getsemanes have. Der bad Jesus den tilsyneladende underlige bøn: 

“Fader, hvis du vil, så tag dette bæger fra mig. Dog, ske ikke min vilje, men din.” Lukas 22.42

Hvad var det for et bæger som Jesus bad måtte gå Ham forbi? Lad os se på hvornår der ellers er tale om et bæger fra Gud i bibelen. I Jeremias 25.15 står der:

“Dette sagde Herren, Israels Gud, til mig: »Tag dette bæger vin, vredens bæger, af min hånd, og lad alle de folkeslag, jeg sender dig til, drikke af det. “

Og i Johannes Åbenbaringen 14.10 står der om dem der tog dyrets mærke på sig at de:

“…skal også drikke Guds harmes vin, skænket ufortyndet i hans vredes bæger, og han skal pines i ild og svovl for øjnene af de hellige engle og Lammet.”

Hvis vi tager de to vers kan vi se at der nogen gange er tale om et vredens bæger. Et bæger der er fyldt op med Guds vrede. En vrede der skyldes vores synd imod Ham. Kan vi finde mere positive vers som indeholder ordet bæger? Ja det kan man godt, men det bæger som Jesus skulle drikke var Guds vredes bæger.  Ellers havde Han jo ikke nogen grund til at frygte. Og frygte det gjorde Han. Han frygtede det vredes bæger så meget at han svedte blodsdråber. Det kan rent faktisk godt lade sig gøre at svede blod. Men det er ekstremt sjældent, det sker kun hvis folk er bange helt ud over det sædvanlige. Dertil er det meget farligt at svede blod, det kan man dø af. Men hvorfor frygtede Jesus det bæger? Det svarer Han selv på i Mattæus 10.28:

“Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel, men ikke kan slå sjælen ihjel, men frygt derimod ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede.”

Jesus kendte godt til sin Faders vrede, og Han frygtede den mere end nogen anden. Han var meget vidende om hvor forfærdeligt det er at falde i den levende Guds hænder (hebræerne 10.31). Det var ikke noget Han på nogen måde ønskede at opleve. Alligevel valgte Han at drikke det bæger der var fuld af Guds vrede over os menneskers synder. Og han drak det til sidste dråbe. Tro mig, der var ikke en dråbe tilbage. Så for os der har valgt at kaste os ind under Jesus, er der ikke nogen vrede mere fra Gud. Men for dem der har valgt at leve deres eget liv, og stå udenfor Hans beskyttelse. Over dem er Guds vrede. Hvor forfærdeligt det må være en dag at vågne op i Helvede, og der for sent erkende at de kunne have kastet sig ind under Jesus og få del i frelsen, og have undgået Guds vrede i evigheden.

Categories
Uncategorized

Hvad sker der på hitlisten?

Okay jeg er sprunget på popularitetsvognen. Men det er en popularitetsvogn over de mest sete indlæg her på bloggen. Så jeg kan ikke ligefrem sige at det er for at blive populær at du nu kan se hvad der var forrige måneds mest sete indlæg. Den her hjemmesides temaer har aldrig været lavet for at tækkes det populære. Det kan dog være ret spændende at se hvad der er mest interessant for folk at læse. Den mest populære i februar var Er det i orden at have oplevelser med Gud?. På fjerdepladsen var der sjovt nok plads til det lille satireindlæg Emergent for en dag.
Men nedenunder hitlisten som du kan finde på forsiden Omvendelse.dk kan du se mine anbefalinger fra forrige måned. Og den højeste anbefaling får tv-serien skadestuen. Eller nærmere sagt det lille klip med en døende mand som har fået en emergent præst til at hjælpe sig af med sin syndenød. Det er den præst bare ikke særlig god til. Se klippet på dette link som har min højeste anbefaling for februar måned.
Se resten af hitlisten på Omvendelse.dk.

Categories
Falsk Lære

Pas på surdejen

Jesus siger til sine disciple i Markus 8.15:

“Se til, at I vogter jer for farisæernes surdej og Herodes’ surdej”

Det er interessant at se at det ikke kun er en bestemt slags surdej, Han advarer imod, men flere slags. For surdej, eller vranglære kommer i mange afskygninger. Og meget af det ligner til forveksling kristendom. Se blot på Rick Warrens ubibelske bøger som “Det målrettede liv” som jeg før har omtalt her. Den bog bliver i dag forkyndt i mange kirker som før var bibelfunderede.  De kan ikke se at det er vranglære, fordi det er så pakket ind i bibelvers. Selvom bibelversene er taget ud af den sammenhæng de stod i, og samtidig er fra nogle af de dårligste oversættelser af bibelen. Så der vil forekomme vranglære, som er svær for nogen at få øje på.

Men det betyder ikke at vi skal tage let på vranglære. En af mine venner sagde til mig forleden, at der findes jo så meget jeg-fokuseret kristendom. Jeg var lige ved at sige ja, men ændrede det så hurtigt til, Nej der findes ikke noget jeg-fokuseret kristendom, der findes kun Gudsrettet kristendom. Sand kristendom er rettet mod Jesus og Hans fuldendte værk på korset. For der ser jeg, at jeg i mig selv er elendig. Så elendig at Gud valgte at betale min straf, for at jeg kunne gå fri.

Vranglære ønsker at få fokus hen et andet sted. Det er også derfor at Jesus advarer mod vranglære. Men hvorfor er det netop surdej at han sammenligner med? Jeg bager selv en del, og har også benyttet mig af surdej, som jo virker ligesom gær. Men det bemærkelsesværdige ved surdej er at selv om den kun forekommer i små mængder, så virker den alligevel. Hvis der er meget surdej, virker det hurtigt, hvis der er lidt, virker det langsomt. Men det virker, og ligesådan er det med vranglære. Vranglære har følger for kirken. Dette advarede Jesus om dengang, og d.v.s. at Han advarer om det i dag. Vi kan derfor ikke tage let på disse ting som mange gør. Men være påpasselige med hvad vi åbner os op for. Test om den lære vi får er i overenstemmelse med bibelen. For hvis den ikke er, så er den ikke fra Gud. Og heller ikke noget såkaldt nyt fra Gud.

Categories
Bibelen

Kan jeg bruge Jesu ligklæde til noget?

Jeg er ikke imod ærkæologi. Heller ikke bibelsk ærkæologi. Tværtimod finder jeg det særdeles spændende. Men der er områder indenfor det nærmest pseudoærkæologiske område der hedder relikvierne. Relikvier er ting fra Jesu tid som har været relateret til enten Jesus direkte eller til apostlene. F.x. er der relikvier som angiveligt skulle være en apostels hånd (eller skelethånd nærmere sagt). Den slags samlede man rigtig meget på under Luthers tid. Luther selv tordnede imod det, selv da han var ansat i den katolske kirke til at undervise. Sagen var eksempelvis den at nogle af apostlene, åbenbart havde så mange knogler at der var nok til at samle mere end syv stykker af Simon Peter ( jeg husker ikke de præcise tal for dette, så hæng mig ikke op på netop dette tal). Ret imponerende, specielt set i forhold til at kirken havde godkendt hvert eneste af disse knoglerelikvier.

Men er vi bedre i dag til at undgå et usund fokus på relikvier? Mange synes jo at det såkaldte Jesu ligklæde er særdeles interessant. De undersøger den på kryds og på tværs. De læser bøger om den, de diskuterer den. Der bliver produceret tv-udsendelser om den. Og den bliver besøgt og kigget på af folk der vil se den selv. Det ser næsten ud som om der kun findes to slags folk hvad dette ligklæde angår. Dem der er tilhængere af den, og dem der mener det er et bedrageri af høj klasse vel at mærke. Men man glemmer den tredie gruppe når man taler om ligklædet. Dem for hvem ligklædet ikke betyder noget, fordi deres tro ikke bygger på et ligklæde. Et ligklæde som man ikke kan finde ud af at datere ordentligt. Og selv hvis man kunne, ville der ikke være nogen beviser for at dette skulle være det ligklæde, som Jesus blev svøbt ind i.

For om det er det eller ej, vil ikke have nogen betydning for min tro på at Jesus døde på korset for min skyld. Jeg bygger ikke min tro på omstændigheder, men på hvad der står i Guds ord. At dette Guds ord så igen og igen bliver dokumenteret og underbygget af ærkæologien, er jeg kun glad for. Men at bygge min tro på andet end det som Gud har åbenbaret i sit ord, såsom dette efterhånden moderne relikvie er tåbeligt tidsspilde. Husk på hvad Jesus sagde til Thomas efter opstandelsen:

“Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror.” Joh. 20.29

Categories
Falsk Lære

Kristen yoga. De to ord passer da ikke sammen!

Nej selvfølgelig gør de ikke det. For hvorfor skulle kristne udøve nogle hinduistiske øvelser som de selv siger kun er beregnet til at brænde karma af. Hinduerne udøver ikke yoga for at blive mere smidige eller for at få en sund krop. Yoga handler om at fastlåse sin krop i positioner som ikke er normale for et menneske. Alligevel er der i dag nogle som prøver at sælge noget så tosset som kristent yoga.

Men ikke nok med det, så så jeg på kristeligt-Dagblads hjemmeside en omtale af et sexmagasin for kristne. Når man holdt det magasin blev man ovenikøbet hver måned tilbudt kristent sexlegetøj. Det værste var faktisk ikke at der udkom et sådant magasin. For der er altid nogen som prøver at lokke penge fra kristne, med dårlige metoder. Nej det værste var at magasinet var anbefalet af præster. Hvilken præst med et ordentligt kendskab til bibelen ville dog anbefale et sexmagasin der anbefaler sexlegetøj til at peppe sexlivet op. Bare fordi det påstår at være et kristent sexmagasin. Tåbeligt, er det eneste ord jeg kan komme med.

Jeg har ikke valgt at vise billeder fra sexmagasinet. Istedet vil jeg vise en reklame for kristen yoga og give dem der har brug for et billigt grin en kort video med “kristen” yoga kvinder i såkaldte Moses positioner. Okay lad os kalde det tragikomisk. Det er nok et mere præcist ord for dette.