Jeg tror bestemt på at kristne kan have stærke oplevelser med Gud. Vi kan godt have åndelige oplevelser som Gud giver os, men, og her et et stort men. Det er ikke i orden udelukkende at bygge troen på oplevelserne. Der er nemlig en farlig tendens i flere kristne kredse i dag, til at bygge deres tro mere på oplevelser end på Guds ord. På den måde er megen vranglære kommet ind i mange kirker. Oplevelseskristendom er for mange en farlig vej at begive sig ud på. Jeg tror på vi kan have oplevelser, for jeg oplever dem selv. Men jeg tror ikke på at oplevelserne skal være i modstrid med bibelen. Og jeg mener bestemt ikke at vi skal bygge ny teologi på vores oplevelser. Teologien må vi bygge på Guds ord!
Tillad mig at være lidt fræk nu. Hvis jeg fortalte nogen af de kritikere denne hjemmeside har, om de oplevelser jeg havde med Gud før jeg startede omvendelse.dk, så ville mange af dem ændre mening om denne hjemmeside. Det er bestemt ikke alle kritikerne der ville være så nemme at påvirke, og tak og lov for det for jeg vil hellere have et de bruger Guds ord til at vurdere det. Men dem som ville ændre mening pga nogle oplevelser jeg fortalte om, hvad ville de egentlig have lært, hvis de begyndte at tro på mig, bare pga mine oplevelser? Ingenting. De ville ikke have lært noget, for hvad så næste gang der kom en og fortalte om deres oplevelser med Gud. Så ville de også tro på den person, selvom vedkommende måske ikke var fra Gud.
Så mine oplevelser skal ikke være afgørende for om denne side er i orden eller ej. Som en ung pige spurgte mig om for nylig; Men hvad nu hvis paven havde fået at vide af Gud, at det var i orden at bande, ville det så ikke være i orden? Mit svar var et klart nej, for bibelen siger stadig at vi skal tale ordentligt, og at der ikke skal udgå noget råddenskab fra vores mund. Så om paven, Christian Hedegaard eller Joel Osteen oplever noget nyt som de siger er fra Gud, så kan jeg ikke bruge det til noget hvis det ikke er i overenstemmelse med Guds ord. I salme 119.105 står der:
“Dine ord er en lygte for min fod, et lys på min sti.”
Der står ikke “Mine oplevelser med dig er en lygte for min fod, et lys på min sti”. Nej, det er Hans ord dette gælder for. Alt for mange kristne, specielt i de karismatiske kredse som jeg godt vil indrømme at jeg tilhører bygger deres tro på de oplevelser de har haft. Nogle af dem er gode nok, men jeg har efterhånden stået model til mange ubibelske konklusioner som kristne har taget på baggrund af en oplevelse. Og hvis man viste dem hvad bibelen sagde om det samme, blev de bare sure og sagde “Jamen sådan har Gud vist mig det!”. Så har oplevelsen fået større betydning end skriften. Det er ikke i orden. Vi er nødt til at vurdere disse ting på Guds ord!
Hvis du har oplevelser med Gud, så glem ikke at læse Hans ord. For oplevelser alene fører vild, og jeg har set mange gå vild. Men jeg har også mødt folk som har gået i en åndelig ørken i flere år uden oplevelser, men som har holdt fast i troen og i Hans ord. Disse folk er dem som jeg kan se, har en stor tro på Gud. For de har holdt fast i ordet og bygget på det. Hvis de selvsamme personer havde bygget på oplevelser, så var de faldet fra i dag. Har du opleveler med Gud, så glæd dig over dem, men vær ikke afhængig af dem. Hold fast i Hans ord, fryd dig over Hans frelse, og gå på Hans vej i fuld tillid til Ham. Husk på Job som i den tid hvor han lå og skrabede sine sår med potteskår og havde mistet alt hvad han havde. Husk på hvordan han holdt fast i troen, på trods af at oplevelserne viste det modsatte.
“Lykkelig den, som ikke vandrer efter ugudeliges råd,
som ikke går på synderes vej og ikke sidder blandt spottere,
men har sin glæde ved Herrens lov og grunder på hans lov dag og nat.
Han er som et træ, der er plantet ved bækken;
det bærer frugt til rette tid, og dets blade visner ikke.
Alt, hvad han gør, lykkes for ham.
Sådan går det ikke de ugudelige; de er som avner, der blæses bort af vinden.
Derfor står de ugudelige ikke fast ved dommen, syndere ikke i retfærdiges forsamling.
Herren kender de retfærdiges vej, men de ugudeliges vej går til grunde.” Salme 1
NB: Politiken har i dag en artikel om Faderhusets Ruth Evensen. Jeg mener at faderhuset med hende i spidsen er blevet ledt af en der sagde hun havde nogle oplevelser, som menigheden skulle bygge på. Men som har vist sig at være ubibelske. Men her ser man også de konsekvenser der kan komme ud af at følge den slags “åbenbaringer”. Artiklen kan ses her: Politiken.