Jeg har mange gange hørt om ungdomsgrupper i nogen kirker, som efter deres ungdomsmøder om fredagen (eller lørdagen), gik i byen og opførte sig som folk nu gør, når de går i byen i weekenden. Jeg ved at det er et problem man har diskuteret i flere kirker, og som man har forskellige ideér til hvordan man kan løse. Man har eksempelvis forsøgt at løse det ved at gøre ungdomsmøderne mere smarte, indføre bowling istedet for forkyndelse, gøre møderne mere afslappede og hyggelige. Men intet af det er en reel hjælp når det kommer til stykket.
Her vil jeg gerne erkende min egen skyld, for jeg har selv været med til at afprøve disse menneskelige løsninger. Jeg har ovenikøbet talt til møder, hvor jeg har forklaret hvorfor kristne ikke kunne leve med et ben i verden og et ben i kirken, og er vidende om at andre har gjort det samme i en god mening. Men vi er som regel gået fejl med den forkyndelse. For vi glemmer hvem det er, der har lyst til denne verdens glimmer og hvem der ikke har. Jeg burde have givet evangeliet dengang, istedet for at prædike hvordan man skal leve som kristen, når sandheden nok har været at en stor del af dem ikke var genfødte kristne. Ikke alle, men nogle.
Et nyt menneske
Da jeg blev frelst, gad jeg ikke længere drikke mig fuld og gå i byen. Glæden ved den slags forsvandt. Hvis jeg prøvede det, ville jeg nok have vågnet næste morgen med en dårlig samvittighed, som ville betyde at jeg havde endnu mindre lyst til det end før. Hvorfor egentlig det? Jo, fordi jeg var født på ny. Prøv at se hvad Johannes skriver her:
“Enhver, som er født af Gud, gør ikke synd; for Guds sæd bliver i ham, og han kan ikke synde, fordi han er født af Gud.” Første Johannes 3.9
Nu skal vi ikke gå hen og misforstå dette vers, således at man ikke kan fejle som kristen og gøre rigtig dumme ting. Det er ikke det der er tale om. Der er tale om at en kristen ikke kan leve i synd. Vi kan ikke fungere i en syndig livsstil. Dette er også med til at vise, at vi er anderledes end verden. For det verden har at tilbyde, interesserer os ikke længere. Det er kun tomhed i forhold til det Gud har til os. Men eén der ikke er født på ny, vil ikke kunne forstå dette. En ufrelst kan ikke se skønheden i Jesus, og i at leve et gudsfrygtigt liv. For dem er det en dårskab og en kedsommelighed. Mange af de ufrelste der kommer i kirkerne, vil uden problemer kunne gå i byen efter et møde og opføre sig som verden, uden dårlig samvittighed. De kan ikke se at prædikanten skulle have ret, for prædikantens formaning om at leve gudsfrygtigt er for den ufrelste dårskab. Men for den omvendte er det åndelig mad.
Hvem skal vi give åndelig mad?
Istedet for at formane de ufrelste og forsøge at “disciple” dem, burde vi istedet prædike synd, dom og retfærdighed, så de også kan se at de er fortabt uden Gud. Jeg ved godt at der er mange der så vil svare, at det vil medføre at en del af dem vil forlade kirken. Til det kan jeg kun sige, at så må vi lade dem gå. Hvorfor skulle vi bruge tid på folk der ikke vil omvendes, men bare komme i et kulturelt socialt fællesskab der giver dem falsk tryghed. Når man burde bruge tid på at give de kristne åndelig mad, som vil holde dem tæt til Gud.
Er det ikke vigtigere at sørge for at give åndelig mad til dem der vil have åndelig mad, end at give tomme kulhydrater til en flok der alligevel ikke vil leve deres liv for Kristus eftersom de ikke tilhører Ham? Og er vi ikke kaldet til at give fårene mad, og ikke gederne, som Spurgeon ville have sagt det?
