Engang var ægteskabet noget som kristne tog meget alvorligt. Det skyldtes to ting. For det første kendte vi Guds ord, og vidste at Jesus sagde:
“Derfor skal en mand forlade sin far og mor og binde sig til sin hustru, og de to skal blive ét kød.‹ Derfor er de ikke længere to, men ét kød. Hvad Gud altså har sammenføjet, må et menneske ikke adskille.” Markus 10.7-9
For det andet stolede vi på at det skulle forstås sådan som Jesus sagde det. Vi anså ikke hans udtalelse for at være svær at forstå, og mente heller ikke at det skulle ses igennem et bestemt nutidigt fortolkningsfilter. I dag er det blevet anderledes. Skilsmisse foregår nu ganske ofte i kirkelige kredse, og vel at mærke uden at utroskab er en involverende faktor. Jesus accepterer jo utroskab som en skilsmissegrund for den forurettede part. Men ikke nok med at skilsmisse forekommer ofte i dag, så ser vi også en anden tendens. Folk der er skilt bliver gift igen. Uden at deres forrige ægtefælle er afgået ved døden. Man er begyndt at tænke som verden.
Jeg kan huske engang hvor det var normalt for kirkefolk, at mene at fraskilte ikke kunne blive gengift. Ganske enkelt fordi man kunne se at bibelen viste, at det ville være at begå utugt. Hvis nogen begyndte at gøre tegn til at man ønskede at blive gift igen, så var der fra pastorernes side ikke nogen hjælp at hente. Man fulgte Guds ord. I dag skal man lede lang tid for at finde en pastor som ikke vil gengifte folk. Men jeg har ved der findes nogen endnu.
Hvis en mand som er skilt fra sin hustru, bliver gift med en anden, siger bibelen at han begår ægteskabsbrud, eller utugt. Så når en pastor genvier en fraskilt, så er han med til at anerkende utugt i menigheden. Det har en konsekvens! For vi ser flere steder at seksuel synd i kirken er blevet accepteret. Vi accepterer at folk kan have sex udenfor ægteskabet, og det er heller ikke noget man lægger skjul på. Selv praktiserende homoseksuelle er i nogen frikirker blevet accepteret som medlemmer. Man anser ikke deres syndige livsstil for at være en hindring for at blive medlem.
Disse ting var noget man ikke så igennem fingre med i evangelikale kirker for ikke så mange år siden. Men i dag har vi en anden situation. Og det må jo være startet et eller andet sted. Jeg kunne godt forestille mig at det at vi ikke har taget ægteskabet alvorligt, og ikke har forstået det igennem skriften, har været kraftigt medvirkende til den udvikling vi har set. Vi trænger til at vende tilbage til bibelen, og følge den.
13 replies on “Tager vi ægteskabet alvorligt? Skilsmisse 2”
René, mener du at hvis der findes en uskyldige part, så kan vedkommende gifte sig igen?
Hvordan vil du stille dig, hvis en fraskilt bliver omvendt?
Og hvad vil det sige at være gift? Er det udelukkende efter lovgnivningen? En del par kalder fx. hinanden mand og kone, selv om de ikke er lovformeligt gift.
Hej Linealis
Jeg regnede jo med at der ville komme spørgsmål som disse på et tidspunkt, da jeg jo ikke er udtømmende i mine indlæg. Men jeg er glad for at det er dig der spørger.
Hvis en fraskilt bliver omvendt. Hvilket vil sige at man ikke var kristen før skilsmissen, så skal vi se på vedkommende som en ny skabning fordi bibelen siger vi er det. Derfor kan jeg ikke se at det skulle være til hinder for at blive gift, hvis man finder en anden kristen man ønsker at leve resten af sit liv med.
Problemet opstår når det er folk som kalder sig en broder som Todd Bentley der bliver gengift, og så mener man kan komme tilbage til at forkynde igen. Man kan nu ikke kalde det forkyndelse i Todd Bentleys tilfælde, men der er eksempler på andre end ham hvad dette angår).
Ang. det at blive gift, så er det ganske rigtigt at oprindelig så blev man anset for at være gift, når man først havde været sammen seksuelt. Men der opstod en kultur som gjorde at ægteskabet skulle indgås foran Gud, ved en præst. Og vi lever i et samfund hvor man kan få papir på at man er gift med hinanden. Så jeg kan ikke se hvorfor kristne skulle afholde sig fra den slags. Hvad er det der afholder folk fra at få det vielsespapir, andet end deres egen modstand. Jeg ved at der er nogen der siger at det er for dyrt at blive gift. Men der står altså ikke noget i bibelen om at et bryllup skal koste 100.000 kr. Det kan gøres for under 1000 hvis det ikke er festen man fokuserer på.
Dit første spørgsmål har jeg gemt til sidst. Eller nærmere sagt, det er et spørgsmål som jeg kun vil diskutere med folk som jeg sidder sammen med, og hvor vi alle har en bibel åben. Det skyldes ganske enkelt at dette er et sted hvor vi på den ene side er enormt bundet af et kirketraditionelt bibelsyn, eller på den anden side af en humanistisk tilgang. Jeg har før siddet i en debat som denne og det vil jeg ikke have noget imod igen. Men det skal være med bibelen i hånden, hvad det også var sidste gang. Og der blev vi faktisk enige ved at se hvad Jesus sagde helt præcist om dette, og hvad Han ikke sagde. Så jeg må desværre skuffe dig Linealis (og andre måske) Men hvis vi fik muligheden ville jeg gerne møde dig og tale om dette med bibelen i hånden. At have bibelen i hånden vedr. dette emne, er jeg sikker på at du ikke har noget imod. Men jeg håber du vil tilgive mig for at være lidt vag på et emne denne gang.
Jeg er enig i at man som kristen skal gifte sig ‘lovformeligt’. Det jeg tænkte på, er når et par, der har levet sammen uden at være gift lovformeligt, men alligevel har anset sig som ‘mand og kone’, går fra hinanden. Er det så at betragte som skilsmiss? Sådan noget foregår desværre også i kristne kredse. Og hvis en af parterne bliver omvendt, mens den anden falder fra, hvad skal en præst så sige til den omvendte?
@Rene – Et ægteskab indgået af en mand og en kvinde er vel et fuldt gyldigt ægteskab, uanset om man er troende eller ej. Min pointe vil være at selv om man var uomvendt før, og så bliver omvendt er man vel stadig gift med sin første mand, jvf. beretningen om kvinden ved Sykar Brønd, så blev hun jo ikke sat fri til at leve med en anden mand end hendes første, fordi hun mødte Jesus.
At man i ægteskabet bliver forenet, bliver et kød, er vel ikke kun noget der sker når troende gifter sig.
@Jesper, ja for mig at se underviser Bibelen klart at ægteskab er gældende for alle, om de er troende eller ej.
@Rene Der er en forskel mellem utugt og ægteskabsbrud, hvis man er gift er der ingen gyldig grund til at bryde ægteskabet, heller ikke ved utroskab. Ved utugt før ægteskabet, giver Jesus muligheden for at det kommende ægteskab annulleres. En god web-tjeneste angående ægteskab og Bibelen er: http://www.marriagedivorce.com .. her er en sektion med teologisk materiale som bl.a. omhandler denne forskel.
Linealis jeg mener det er muligt at svare på at spørgsmål som det du kommer med, jeg tror også at vi to kan være enige om det meste her. Men der er noget jeg synes er værd at tænke over istedet. Og det er hvor langt ude vi kirker er kommet nu, Vi er blevet så påvirket af verden i kirken at disse spørgsmål igen og igen dukker op. Og de bliver så komplicerede at vi efterhånden er bange for at tage bibelen frem for at finde svar, fordi vi ikke ønsker at skubbe folk væk.
Der var engang hvor spørgsmål som disse ikke var nødvendige at stille, fordi vi ikke havde problemer her.
TIl Jesper
Jeg kan godt se hvor du vil hen, og kan også godt følge dig. Men hvis man er født på ny er man en ny skabning. Det gamle er forbi. Jeg vil ikke længere være bundet af min fortid. Men hvis en kristen går fra sin ægtefælle er man ikke fri til at blive gift. Ikke førend den anden part er afgået ved døden.
I fald det var tilfældet at vi ikke er frigjort kunne man i tilfældet med kvinden ved Sykars brønd sige at hun skulle gå tilbage til sin første mand. Men det ser vi jo heller ikke Jesus sige eksplicit. Jeg synes dette er et at de steder hvor vi skal passe på med at blive for skråsikre. For en der bliver frelst kan ikke længere være bundet af sin fortid. Men man kan ikke leve i synd.
Men jeg ved godt at dette ikke er et område hvor vi kan blive enige på alle punkter, specielt ikke når vi får komplekse problemer som dem Linealis henviser til. Men jeg mener bestemt det er et emne der er værd at tage op, for vi er nødt til at gå tilbage for at finde ud af hvad bibelen siger om dette område. For det har vi jo åbenbart glemt. Derfor er jeg bestemt glad for jeres indput her (på trods af min undskyld mig vaghed).
@Rene – Jeg er helt enig i at emnet ikke er nemt at blive skråsikker på 🙂 Men som Martin også anfører, så ændrer ægteskabet vel ikke status uanset om man tror eller ej, og at vi bliver en ny skabning, betyder jo heller ikke at synden forlader os, den utugt vi har begået, den synd vi har begået, det liv vi har levet er jo alt andet lige en del af os stadigvæk, selv om vi følger Jesus. Denne nye skabning bliver jo ikke fuldt forløst på denne jord, i så fald skulle vi jo slet ikke dø, vores krop ikke have skavanker etc. og det er jo en ganske anden teologi.
Jeg siger ikke at omvendelse ikke har en konsekvens, og jeg siger heller ikke at det nye liv ikke er begyndt, men famler efter i hvilken grad. Sagen er for mig at se den at gamle Adam er forsøgt druknet, men så længe vi er her på jorden må vi leve med at han kan svømme.
Ja, en troende er en ny skabning og det gamle er forbi og noget nyt er blevet til. For en tyv vil det betyde at han må holde op med at stjæle, for en afgudsdyrker vil det betyde at han holder op med at dyrke afguder, for en løgner, vil det betyde at han holder op med at lyve, for en som lever i ægteskabsbrud, vil det betyde at han høre op med at leve i ægteskabsbrud, altså gå tilbage til sin oprindelige kone, eller leve som enlig hvis konen ikke vil tage ham tilbage.
@Martin – jeg tror vi langt hen ad vejen er enige derom, mit største problem er at det gør menighedstugt ganske kompleks, ikke mindst fordi der ofte er børn involveret på kryds og tværs, tillad mig et eksempel. 2 fraskilte finder hverandre, bliver gift og dukker op sammen med deres egne og deres fælles børn på en bibelcamping. Havde de været to unge ugifte på 18 uden børn var de blevet kylet ud af pladsen, men det gør man jo ikke med den slags par…
Jeg synes jeg støder på flere og flere af disse ulykkelige kombinationer og det smerter mig, for jeg ønsker heller ikke at sige til mennesker de ikke skal komme og hører Guds ord, jeg selv er jo også en synder, og ikke bedre stående end de, så jeg har det meget svært med det her emne, men en ting er sikkert, ægteskabet er i kristne kredse under pres, og det er vigtigere end nogensinde før at vi gør noget for bevarelsen af dem.
Jesper H. peger på et vigtigt punkt: At menighedstugten bliver ganske kompleks. Hvis jeg selv – Gud forbyde det – skulle komme ud for at blive skilt (det sker dog med garanti ikke foreløbig), så er jeg da ikke i tvivl om at jeg hurtigt – bevidst eller ubevedst – ville søge over mod en menighedssammenhæng, hvor det er acceptabelt af gifte sig igen. Især hvis omstændighederne gjorde, at jeg på en eller anden måde kunne udråbe mig som ‘uskyldig part’. Dermed kommer vi også let over i en loviskhed, hvor fraskilte ‘får lov’ til at gifte sig igen, og hvor der pga. emnets følsomme karakter kan opstå pres for at give efter.
@Linealis – jeg tror din analyse af den menneskelige natur, med udgangspunkt i dig selv, er knivskarp, man finder jo ikke smuthullerne før man har brug for dem, men når man har brug for dem… hvem kan så sige sig fri for at forsøge?
Vi kan desværre ikke gøre som din navnebror og hente et mirakel fra de gale gallere.
Lad mig starte med det positive: Det er dejligt at læse at vi er enige om at dette er et område hvor vi er blevet alt for liberale. Vi har forskellige forventninger til hvordan vi så skal tolke dette, men det er bestemt i den rigtige retning.
Den negative er alt den fokus på hvad vi gør hvis det og det skulle ske. For engang ville vi ikke have haft svært ved at svare på de spørgsmål. Det var forresten dengang kirketugt var normalt i kirken. Men efter at kirketugten er blevet til noget perifært, er vi blevet bange for at tage beslutninger som disse. Og alt for ofte sker det fordi vi ikke ønsker at skubbe nogen væk, men samtidig glemmer Guds ord (eller ignorerer).
Og det er ikke for at underkende de problematikker Linealis bl.a. kommer op med.
På den anden side har vi engang været for hurtige til kirketugt. Engang var man jo så ekstrem at kvinder med smykker som øreringe o.l. blev smidt ud af kirken. Derhen skulle vi jo heller ikke ende. Der er jo ikke nogen grund til at blive legalistiske.
Jesper heldigvis behøver vi ikke de gale gallere, for vi har en Gud i Himmelen. Men sjovt at læse din kommentar.
@Rene – jeg glæder mig som dig over at der stadig er nogen som tager ægteskabet og de løfter der er forbundet dermed alvorligt, ægteskabets stilling og position i samfun det har i mange år været under beskydning, det er trist, men til at leve med, hvad der imidlertid er svært at leve med er når det forplanter sig ind i menigheden, således er ægteskabet som insitution en af de absolut væsentligste byggesten i menigheden/kirken, og derfor tror jeg ægteskabets forringede status vil afstedkomme et yderligere forfald i kirken.
Må Kristus komme snart!