På mit forrige indlæg som var et åbent brev til Lars Due Christensen (se her) fik jeg følgende svar:
“Kære Rene, jeg er stor tilhænger af åbenhed, hvor dette kan tænkes at have gavn for et bredt spektrum af mennesker. Karakteren af din henvendelse falder efter min mening ikke under denne kategori. Det at du uden anden form for forudgående henvendelse offentliggør et sådant brev kan ikke andet end bestyrke mig i det indtryk jeg har fået. Jeg har derfor ikke noget særligt håb til en yderligere kommunikation mellem os, men ønsker dig i øvrigt al Guds nåde og velsignelse over dit liv og fremtid.”
Jeg er selvfølgelig ærgerlig over ikke at få mere svar end dette. Og Lars kan også have ret i at jeg har henvendt mig til ham på en måde der i denne sag ikke fremmer noget positivt. Det kunne jeg måske have gjort på en bedre måde. Men hvorfor jeg valgte den måde vil jeg vise her. Jeg vil gøre opmærksom på at det jeg skriver her måske skal tages med et gran salt her og der. For det kan godt være påvirket en del af mine egne meninger, pga de konsekvenser det har haft for min forkyndertjeneste. Men lad mig forsøge at forklare:
For let
For det første syntes jeg det ville være for let af mig bare at skrive hvad Lars Due havde skrevet om mig, og så rakke det ned, og vende det til en lang anklage mod ham. Det ville være en løsning som måske kunne gøre at jeg fik det bedre og fik mulighed for at sige min mening om ham, som han skrev sin mening om mig. Men jeg syntes at et åbent brev ville være en mere ærlig måde at få de ting belyst på. Åben brev-metoden synes jeg generelt skaber rum for en god debatform og tone. Jeg har før sendt åbne breve til folk, med gode resultater. Alle de åbne breve jeg eksempelvis har sendt til politikere i Danmark, har medført at jeg har fået svar fra de selvsamme politikere, og det har jeg respekt for. Også selvom jeg ikke nødvendigvis var enig i deres svar. Lars Due mente åbenbart ikke dette, selvom jeg gav ham mulighed for at give sit besyv med i denne sag.
Mangel på bibelsk vurdering
For det andet ønskede jeg at vise, hvordan nogle ledende personer i kirkerne taler om andre som prædiker evangeliet. Det er ikke fordi jeg forventer at al korrespondence vedr, folk som mig, ser ligesådan ud. Men jeg syntes det er interessant at se, at Lars Due og Bent Hylleberg (den forhenværende rektor fra Salt Akademi som var den person Lars Due besvarede i korrespondencen) slet ikke bruger deres bibel i deres vurderinger. Det de taler om er at jeg skulle stå for en “Turn or burn” forkyndelse og at der ikke bør være plads til den slags. Der er ikke nogen henvisninger til hvad siger bibelen om folk som mig, om min forkyndelse er baseret på bibelen eller på en humanistisk metode, eller om der skulle være synd i mit liv. Nej, istedet er det deres egne meninger som kommer frem, som om deres meninger har nogen autoritet, hvis de ikke selv har underlagt sig skriftens autoritet. Den form for bedømmelse af andre prædikanter ligner meget den måde som Martin Luther og Jan Hus blev bedømt på af den romersk katolske kirke. Man brugte ikke bibelen, men byggede på de meninger som kirkens personer havde istedet. Jeg synes det er trist at se at det er den måde man bliver bedømt på i dag, af så fremtrædende frikirkefolk som Lars Due Christensen og Bent Hylleberg.
Skader andres tjeneste
For det tredie når Lars Due skriver at han kun vil have åben debat, når det har gavn for “et bredt spektrum af mennesker”, glemmer han at hans udtalelser har skadet min forkyndertjeneste, og dermed også et “bredt spektrum af mennesker” som havde gavn af den forkyndelse. Der var nemlig mange som gentagne gange havde sagt at de var glade for den forkyndelse jeg stod for, og at de gerne ville have mere af den slags. Men Lars Due mener åbenbart at han har ret til at skade andres forkyndertjenester, uden at skulle stå til regnskab for det bagefter. Og vel at mærke skade dem med udokumenterede udtalelser. Jeg mener at Lars Due har ret til at kritisere andre, men at gøre det uden nogen reel argumentation er ikke acceptabelt.
Hvad nu hvis han havde ret?
For det fjerde, hvad nu hvis Lars Due havde noget at have sine anklager i. Hvis han virkelig havde det, så mener jeg også at han var pligtig til at fortælle mig det, når jeg nu henvender mig til ham. Hvis han virkelig skulle have ret i at jeg stod for en “moderne form for farisæerisme” så burde han da fortælle mig hvorfor. Jeg ønsker da ikke at være en farisæer, for Jesus anså dem for at være djævelens børn og øgleyngel. Det er da så alvorligt at Lars Due burde advare mig så jeg kunne omvende mig. Det gør at jeg synes det ser ud til at enten bekymrer det ikke Lars Due at jeg har brug for at omvende mig, eller også er det fordi han ikke har noget at begrunde sine anklager på.
Men hvorfor jeg mere generelt har valgt at tage denne sag op, vil jeg komme ind på næste gang, og den er langt mere alvorlig end at Lars Due ikke vil give svar på mit brev.
5 replies on “Svar fra Lars Due Christensen”
[…] Due Christensens svar på dette brev kan se på dette link. 2 […]
Kære Rene
Intet – intet – intet menneske kan skade din forkyndertjeneste. Hvis du er kaldet er Gud, så baner han vejen for dig og din forkyndelse. Det er ikke din tjeneste, men det er en tjeneste for HAM og til hans ære. Hvorfor skal det da handle om dig?
Din forkyndertjeneste er jo ikke en karriere, men det drejer sig om dyrebare sjæles frelse.
Du klynker over at din tjeneste har lidt skade – er det en måde for en forkynder af Guds Ord at reagere på, når han kommer ud for lidt modstand?
Du sammenligner dig selv med Martin Luther og Jan Hus og den måde de blev behandlet på. Det er der vist ingen grund til at kommentere!
Men gør du som dem: Forkynd evangeliet “rent og purt”: At Guds egen Søn Jesus Kristus, sand Gud og sandt menneske, tog al vor skyld og straf på sig og på korset gik i døden for din og min skyld og at enhver, der omvender sig fra sin synd og tror på ham, der døde og opstod for dem, skal blive frelst.
Og hold så dit fokus her!
Mennesker i og udenfor menigheden hungrer efter dette evangelium.
Du er glad for Tozer, Piper, Horton, Lloyd-Jones, R. C. Sproul og Paul Washer. Det er vidunderlige og sande Ordets forkyndere – og mænd, der har vundet deres tjeneste på knæ og i samvær med Gud – og ikke ved at bruge en stor del af sin energi på at mistænkeliggøre andres motiver og offentligt sætte navngivne mennesker i gabestok.
Så gør som dem: Brug din tid på knæ!
Selvfølgelig skal der skal advares mod farlige tendenser i tiden. Du vinder din ret til at advare ved selv at leve som et forbillede for de troende i tale, i adfærd, i kærlighed, i troskab og i renhed.
Du får kun taleret overfor en lille flok rygklappere ved at udstille din umodenhed – og ja, “misforståede selvopfattelse”. På knæ René! Omvend dig fra dit klynkeri og råb til Gud om en vækkelse i det her åndeligt forarmede land. Råb til Gud for landets præster og ledere!
– og iøvrigt, intet fornuftigt menneske ved sine fulde fem vil svare på et åbent brev (medmindre det sker i storpolitik). Du må følge almindelig menneskelig omgangstone og høflighed og henvende dig personligt til den person, du vil i dialog med. At han ikke vil svare dig anderledes, skyldes ikke, at du er en stakkels forfulgt forkynder, men at du ikke overholder almindelige kommunikationsregler mellem mennesker. Og som de da især bør være blandt kristne.
Kære Christensen du kan kalde det klynk om du vil. Men hvis du læser det kommende indlæg, vil du måske kunne se hvorfor det ikke er klynk. For det handler om meget mere end klynk. Jeg er da heller ikke vred på Lars Due, og gav ham da også mulighed for at forklare sine udokumenterede anklager. Men det ville han ikke.
Men jeg klynker ikke over at min forkyndertjeneste har lidt skade. Jeg kan da sagtens glæde mig over det der er sket, for det har bl.a. medført at rigtig mange flere har hørt og læst den omtalte juleprædiken.Men derfor kan jeg da godt skrive at Lars Dues udtalelser skader andres tjenester. For der er da ikke nogen tvivl om at Lars Due med udtalelser som dem han er kommet med er skyldig i at skade andre. Hvis du ikke synes han er skyldig i det, så skal du være velkommen til at mene det.
Du virker til at tro at det handler for mig om at have en karriere som forkynder, det mener jeg nu ikke. For jeg ved godt hvordan man kan få en forkynderkarriere, det får man ved at tale det som som kirken tror folk godt vil høre. Og så skal man ikke tale konkret om omvendelse fra synd til Kristus og slet ikke om evig dom, kun om Himlen. Det er da ikke særlig svært. Men jeg har valgt at prædike hele evangeliet i stedet, og det har medført at mange døre er blevet lukket for mig. Og det har jeg valgt at leve med. Det er ikke en særlig blomstrende karriere, men det er der jo andre der har oplevet før mig. John Wesley oplevede også at dørene blev lukket for ham. Han begyndte at prædike på gader og stræder. Jeg har valgt at prædike på nettet istedet, (og nogle gange på gader og stræder). Men det er ikke min levevej, og jeg har heller ikke nogen forventning om at det kommer dertil.
Hov! Er jeg gået glip af noget her? Hvordan kan pastoren og lederskabet i en menighed, hvor du er medlem, tage en beslutning om dig grundet på noget, de har hørt af Lars Due? Skulle loyalitet ikke være begge veje? Jeg mener, at du har et problem med dit eget lederskab. Grrrrrrr!
@Christensen: Klynk eller ej, hvis René har ret i bare lidt af det han skriver, så er der jo en hel del får i frikirkerne rundt omkring som bliver ladt i stikken af de mennesker, der ellers var kaldet til at være deres hyrder. Det er vel et problem, uanset om René kan prædike i deres menigheder eller ej?