Categories
Bibelen Livet som kristen podcast Prædikener

Samsons vigtigste budskab. Podcast fra Omvendelse.dk

Historien om Samson er kendt for de fleste. Man kan læse om den i Dommerbogen kapitel 13-16. Det er en fascinerende historie som jeg har prædiket over flere gange. Jeg har opdaget at der er et budskab som vi ofte overser når vi taler om Samson. Ikke fordi det er noget der er skjult i teksten, men nok fordi mange ikke ønsker at fokusere på netop dette. Hør selv hvad det drejer sig om.

Samson har et meget vigtigt budskab til mange som kalder sig kristne i dag. Et budskab som viser hvem vi mennesker er, og hvad der skal til førend man kan konkludere at man er født på ny. Hvordan jeg er nået frem til det ved at læse om Samson, er ganske enkelt sket ved at læse ud af bibelen, og ikke ved at forsøge at forstå Samson udfra et foruddefineret forståelsesmønster. En metode som mange flere skulle benytte sig af. For det er ved brug af den, at vi nemmest kan finde ud af hvad Gud vil sige til os. Hvis vi forsøger at forstå bibelen udfra et bestemt forståelsesmønster,så forsøger vi jo at vise hvad vi ønsker Gud skal sige til os. Og det er ikke nødvendigvis det samme!

Men hør selv hvad det er som gør at jeg har kaldt denne prædiken for “Samsons vigtigste budskab”.

By René Vester

Omvendelse.dk styres af René Vester. Siden vil informere om hvad der er bibelsk kristendom, og afsløre hvad der er ubibelsk. Alt for mange kirker i dag, er mere påvirkede af deres egen kirkekultur, end af Guds ord. Nogle kirker er endog mere påvirkede af denne verden, end af Guds sande ord.
Derfor vil der sandsynligvis være nogle der vil føle sig trådt på efter at have læst det der står her på bloggen, og på omvendelse.dk.
Det er dog ikke for at træde på nogen, at denne hjemmeside er oprettet, men udelukkende for at fremme de bibelske sandheder.
Har du spørgsmål er du velkommen til at kommentere mine blogs, eller sende en mail til info@omvendelse.dk.

3 replies on “Samsons vigtigste budskab. Podcast fra Omvendelse.dk”

Tak for en fremragende prædiken. I sandhed en af de meget spændende fortællinger i det Gamle Testamente.

Du foreslog at jeg skulle høre den, vel vidende hvordan min forståelse af Biblen varierer fra din, så jeg blev naturligvis nødt til at høre med. Og hvor var det dog en glædelig oplevelse.

Jeg frygtede, at jeg nu skulle til at høre en beretning om en mand der kunne kvase sine fjender. Jeg frygtede, at jeg skulle præsenteres for en mand, der kunne fange 200 ræve med de bare næver (og dræbe 1000 mænd med en æselkæbe), som en historisk beretning.

I stedet præsenterer du mig for en smuk myte, med fokus på de mytiske aspekter. Her er det især vigtigt at se på navnenes betydning i fortællingen, for du har jo så evigt ret, disse navne er ikke tilfældigt valgt. De fortæller ganske nøje hvilken rolle der spilles. Vi skal forstå karakterernes ståsted for at komme til den endelige erkendelse. Du vælger at drage erkendelsen videre til den kristne omvendelse, og det er glimrende … det er den verden hvorfra myten må forstås i kristenlivet.

Personligt finder jeg det spændende med den fokus der ligger på kærligheden til egoet, ikke Gud (at styrken ikke ligger i håret, men det faktum at Gud er over Samson; hans hår er blot et ydre symbol på en pagt mellem mennesker og Herren).
Samson finder først ro i Herren, da han udsletter sit ego (går i døden for den sandhed hans øjne forbød ham at se). Hans dyrkelse af de ydre forhold blinder ham, så han ikke ser Gud i det indre. Da hans øjne fjernes, og han kastes i den største nød, ser han dog Gud med sit hjertes klarsyn, og omvender sig til det højeste.

Det er en gammel myte, som vi ser flere gange. Da Adam forglemmer Gud i sin kærlighed til Lilith, kaster Herren Lilith i fortabelse. Men i stedet for at begræde tabet af sin elskede, vender Adam sig tilbage til Gud.

Det lyder jo umiddelbart ulogisk, men vi lærer igen og igen, at det er vores øjne der gør os blinde. Vi ser den ydre verden, og forglemmer Gud.

Erkendelsen af Guds storhed er en indre proces, og netop derfor skal Samson miste sine øjne for at finde Gud. Også Christus Jesus blev forsøgt forledt af det ydre. Hele verden blev han tilbudt, men han vidste, at Gudsriget er større, Gud er absolut. Christus fornægter verden (det relative), fornægter denne verdens herre (det relatives love).

Samson har ikke denne styrke. Samson er nok den stærkeste mand, men han er svag i troen. Han kaster sig i synd, og pagten med Gud ophæves (han forglemmer Gud som Adam før ham). Men vi hører at Gud er hos ham, og da Samsons hjerte åbnes for det absolutte, opfyldes han atter af dets herlighed.

Hej Michael
Tak for tilbagemeldingen. Det glæder mig at du fik noget ud af den. Jeg ser nu ikke selv historien om Samson som en myte. Det er der flere grunde til, men jeg tror ikke det vil have nogen afgørende betydning at tage den diskussion op her. Du fik budskabet og har forstået hvad der er det vigtigste budskab. Jeg ser det dog ikke helt så gnostisk som dig. Det kan jeg jo godt skrive til dig nu hvor jeg ved du selv kalder dig gnostiker.

Jeg ved at vi læser biblen helt forskelligt ^^ . Det har vi også talt om pr. mail. Det er netop grunden til at jeg (i respekt for din tro, tolkning og religionsforståelse) har holdt mig væk fra de teologiske debatter her på siden.

Men det betyder jo netop ikke, at jeg ikke ser stor skønhed og visdom i Biblen. Jeg læser myter, du læser beretninger … det er en debat som går tilbage til oldkirken, og hvor er det fantastisk, at vi i dag kan tale sammen i gensidig respekt (en gensidig respekt der har været fraværende siden omkring år 400). Men gensidig respekt betyder ikke, at man på nogen måde er enige, og dette er et grundlæggende område, hvor enighed aldrig vil blive opnået ^^

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *