Lis Jensen og Poul Erik Haahr fra Nyt i natten har lavet en skitse, som viser de overordnede forskelle mellem de tanker vi ser hos kirkevækstbevægelsens folk, og det der står i bibelen. Jeg har set den igennem og synes de rammer rigtig godt plet i de problemstillinger der er her. Her er et par eksempler:
Kirkevækstbevægelsen ser menigheden som verdens håb, mens bibelen viser at Kristus er verdens håb.
Kirkevækstbevægelsen har en pragmatisk tilgang. (Der ses på, hvad der virker – markedsanalyser, strategier og visioner). Bibelen viser at det er troskab mod Ordet der er hovedsagen. (Gud lægger mere vægt på lydighed end på gerninger.)
Kirkevækstbevægelsen vil hellere tale om livet her på jorden end om det evige liv. Mens sande kristne vil høre om Jesu genkomst og det evige liv.
Et punkt som jeg så som meget alvorligt, og som jeg har set konsekvenserne af så mange steder var følgende: Kirkevækstbevægelsen har medført at man har mistet ærefrygten for Gud. Man vil hellere tale om at Gud er til for vores skyld. Men bibelen viser at vi skal frygte Gud, og bøje os ind under det, som Han sender på vor vej.
At nogen den dag i dag kan sige god for Todd Bentley efter sidste års skandaler, er svært at forstå. I dette klip fra Wretchedradio, gennemgår Todd Friel, problemerne ved Todd Bentley, og problemerne med dem der arbejder på at få ham tilbage til prædikestolen. Men også hvordan man burde tage sig af Todd Bentley ifølge bibelen. Det er nærmest uhyggeligt at høre hvordan Todd Bentleys “mentor” Bill Johnson ikke bruger bibelen i sin argumentation for at få Todd Bentley tilbage. Men forfriskende at høre Todd Friel fortælle hvor enkelt det egentlig er hvis man godt vil have folk tilbage i en sund tro igen. Men det ser desværre ud til at Todd Bentley er på vej tilbage på trods af skandalerne. Så snart vil du der spilder dine penge på God TV, igen få lov til at høre en skør mand sige BAM, slå folk i maven, tilkalde “healing angels” som bibelen ikke taler om, og komme med de mest tossede profetier, samt urigtige historier om folk der er rejst op fra de døde. Men du vil ikke høre ham prædike Guds ord, selvom det er det han burde gøre, hvis han virkelig var sendt af Gud.
Til dem der har glemt, eller ikke ved hvem Todd Bentley er, kan man se eksempler på hans forkyndelse (eller mangel på samme) her:
I Politiken kan man i dag læse om en gruppe mennesker i Vollsmose, som tvang to politibetjente til at løslade to anholdte. Det er ikke første gang at noget lignende er sket, og det er heller ikke noget vi kan sige kun er gældende for indvandrergrupper. For vi oplever lignende tendenser hos etniske danskere. Folk har mistet respekten for Lovens lange arm, og har valgt at lave deres egne love i stedet. Love som passer dem selv godt, men ikke nødvendigvis andre. Engang ville begivenheder som den her slags, nærmest aldrig kunne ske. Der var en respekt for loven, og for dem som holdt øje med at loven blev overholdt. Men der har været en tendens til at folk har sat deres egen lov, deres egen måde at fortolke livet på, over den som landet har bestemt.
Men loven virker alligevel Men på trods af at de to herrer i Vollsmose blev løsladt, så skal lovens arm nok få fat i dem på et tidspunkt alligevel. Hvad enten det bliver politiet der får fat i dem eller ej. Hvis politiet senerehen får fat i dem, kommer de for en dommer, og så vil de blive dømt der. Men selv hvis de går under jorden, og politiet ikke får fat i dem, så er der en anden lov som de ikke kan undslippe i egen kraft, og det er Guds lov.
På trods af at de måske mener at deres egen lov er bedre end andres, så bliver det i sidste ende en større og mere retfærdig lov, som de skal stå til ansvar for en dag. For forbrydelse skal straffes, hvad enten man selv anser sig for skyldig eller ej. Intet menneske vil på dommens dag blive dømt på basis af sin egen lov. Men på basis af Guds lov, den der er kendst som de ti bud. Der er kun en måde at undgå den lov på, og det er ved at omvende sig fra sine synder og tro på Jesus Kristus og Hans gerninger.
I disse dage har jeg tænkt en del over hvilket kors det er vi prædiker. Er det et kors der blot viser kærlighed, eller et kors der blot giver helbredelse, enten i form af fysisk eller åndelig helbredelse? Eller er det et kors som blot skulle fungere som symbol for et eller andet? Hvis det er den slags kors vi maler for andre, så er det et reduceret kors, og dermed ikke et kors der har nogen frelseskraft. Hvis vi prædiker korset, så er vi nødt til at prædike det bibelske kors, og ikke et andet kors.
Der var tusindvis af andre mennesker der blev korsfæstet under romerriget, men kun et eneste af de kors er brugbart i dag. Slaveoprøreren Spartacus blev korsfæstet med tusindvis af hans efterfølgere af romerne. Men ingen af de kors er der nogen kraft i, i dag. På begge sider af Jesus blev to forbrydere korsfæstet, men ingen af dem er der nogen kraft i, i dag. Men den der hang på det ene af de to kors, kastede sig ind under kraften af Jesu kors. Det sande og rigtige kors.
For det var på det kors, at Jesus bar vores synd. Den synd som vi har begået og som Gud vil straffe fordi Han er retfærdig. Der tog Jesus den dom som vi skulle have, for at dem som ville tage imod Ham, og tro på Hans fuldendte værk på korset, og Hans ord og gerninger, kunne undslippe evigheden i Helvede. For dem vil der ikke længere være nogen dom, for de har fået en andens retfærdighed. Jesu retfærdighed. Det er det kors vi skal prædike og male for øjnene af andre. Ikke et kors som undlader at vise, at det her var årsagen til at Jesus skulle lide døden på et kors. For det er ikke et kors som indeholder synd, dom og retfærdighed, men et kors som ikke har nogen frelseskraft i sig.
Steve Sanches fra Stone the preacher har mødt en falsk omvendt, i anledning af mindehøjtideligheden for Michael Jackson. Han kalder sig for Michael Fatson, sandsynligvis pga hans kropsvæg sammenlignet med den oprindelige Michael Jacksons. Lyt til Steve hvordan han her ved hjælp af Guds ord, får denne mand til at begynde at sætte tvivl om han er frelst eller ej. Ikke på et eneste tidspunkt siger Steve at Michael Fatson ikke er frelst, det er Guds ord selv der virker det frem. Men det er ikke noget som denne falske omvendte bryder sig om. Gå ikke glip af slutningen af denne video, hvor man ser Michael Fatsons reaktion.
Der er to måder at falske omvendte vil reagere på, når de bliver udsat for sandheden. Enten vil de finde ud af at de ikke er frelst, og så spørge “men hvad skal jeg så gøre for at blive frelst?”. Eller også vil de blive vrede over at finde ud af at deres egen retfærdighed og godhed, ikke kan give dem tryghed for evigheden. Hvor hurtigt de vil nå frem til en af de to muligheder er forskelligt. Men Michael Fatson her er ret hurtig til at finde ud af hvordan han vil reagere.
Nu skulle de værste efterdønninger af Michael Jacksons død snart være ovre. Så nu synes jeg godt jeg kan tillade mig at komme med nogle tanker omkring det. Om man kunne lide Michael Jackson eller ej, så var han svær at komme udenom. At manden på flere områder var talentfuld, kan man heller ikke være i tvivl om. En som også godt kunne se det, er den hedengangne Fred Astaire.
Fred Astaire var (for dem der ikke kender ham) en danser og sanger som havde flere hovedroller i en bunke musicaller op igennem 30erne, og helt til 60erne. En usædvanlig lang og beundringsværdig karriere. Han er allermest kendt for sine film med skuespillerinden Ginger Rogers fra 30erne, hvor de indspillede 9 film sammen (en enkelt spillede de sammen i 40erne). Disse film er i dag milepæle indenfor filmhistorien, og bliver stadig set af filmnørder, filmentusiaster, filmsnobber og andre som godt kan lide at se gamle film. Fred Astaire var en glimrende stepdanser, men var også velbevandret i alle mulige andre typer af dans. Han var opdraget til at danse, og optrådte med hans søster på teaterscener allerede fra barnsben. For at gøre en lang historie kort, så var Fred Astaires navn lig med dans.
Et fanbrev Angiveligvis skulle Michael Jackson i 80erne have fået et fanbrev fra Fred Astaire. Det var en form for tak for at han tog dansestafetten og bragte den videre til en ny generation af danseinteresserede. På det tidspunkt var dans ikke noget man så så meget i biograferne mere (med få undtagelser). Danse- og musikfilm hørte mere til i Hollywoods guld og sølvalder. Men Fred kunne se at Michael havde de samme evner, den samme glæde, og den samme drift. De elskede begge at danse og de var virkelig gode til det. Michael Jackson kendte bestemt også til sine rødder. I musikvideoen til sangen Michael Jacksons sang Smooth Criminal, vil det for kendere af musicalgenren ikke være svært at se, at dette var en hyldest til Fred Astaire.
Ti ud af ti dør, og skal stå foran Gud Mange kunne måske mene at de begge to havde fået en gudsgiven dansegave. Det er da også muligt at det er noget de har haft lidt af i generne. Men en ting er dog sikkert. På trods af at de var så kendte som de var. På trods af at de var så talentfulde som de var. På trods af at de var så elskede af folk som de var, så er de døde i dag. De afveg ikke fra os andre på nogen måde hvad det angår. De kunne ikke undgå døden, og det kan vi heller ikke. En dag skal vi stå overfor vor Gud og skaber, og stå til ansvar for vore gerninger. Der vil Gud ikke dømme os efter hvor berømte vi var. Hvor talentfulde vi var, eller hvor elskede vi var. Det vil ikke have nogen betydning overfor Gud. Han vil dømme os på baggrund af hans Hellige og retfærdige lov. Det vil sige de ti bud. Dem har vi allesammen brudt, for ligesom der står i romerne 3.23:
“for alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud”
Ingen kan sige sig fri her. Men for dem der har kastet sig ind under Jesus, og skjuler sig i Ham, er der ingen dom. Dem der har givet deres liv til Ham, og taget imod Ham som Herre. Er du parat til at stå overfor din Gud og skaber, eller mangler du stadig at omvende dig fra dig selv, og blive Hans barn? I dag er det stadig nådens dag, omvend dig mens du kan. Giv dit liv til Ham der gav sit liv for dig, da du stadig var langt væk fra Ham. For os der er I Kristus, er der grund til at være glade. Der står i bibelen af vi altid skal glæde os i Herren (Filliperbrevet 4.4). Det skriver Paulus fordi der er grund til at glæde sig. Noget han kunne sige og skrive selvom han tit skrev fra et fængsel. Det var en glæde som ikke byggede på noget ydre, men på at han var blevet et Guds barn, selvom han havde levet som fjende af Gud. For dem der har fundet livet i Kristus er der grund til at glæde sig, men for dem der står alene på dommens dag er der kun evig straf i vente. Hvad enten man hedder Fred Astaire, Michael Jackson, eller hr og fru Jensen.
Men lad os lige se om Ray Comfort er enig med mig i den konklusion.
I onsdags afholdt Tilbage til bibelen det offentlige møde med Paul Washer. Vi havde ikke brugt en eneste krone på at annoncere mødet, men fik istedet lavet bannere til dem der ønskede at reklamere for mødet på deres egne sider. Dertil var der skabt opmærksomhed på Facebook omkring mødet. Vi havde lejet den største sal i Fritidscentret i Randers, men havde overvejet at tage en af de mindre. Det var godt vi ikke gjorde det. For allerede et kvarter før mødet startede var der halvfyldt i salen. Og ved mødets start var der fyldt godt og grundigt op, så vi kunne ikke have været i noget mindre. Det var interessant at finde ud af at folk kom alle mulige steder fra. Det var ikke en bestemt kirkeretnings folk der kom, på trods af at Paul Washer ikke lægger skjul på at han er baptist. Folk kom ganske enkelt for at høre evangeliet, eller fordi de var inviteret af nogen som ønskede de skulle høre evangeliet.
Synd, dom og retfærdighed Paul Washer skar det ud i pap for os, at vi er forbrydere som fortjener evig straf. Først da han havde vist dette klart og tydeligt, gik han videre og viste hvad det var der skete på korset. Det er også den rigtige rækkefølge. Alt for mange gange taler vi om korset, men uden at forstå eller forklare hvorfor der var brug for Jesu stedfortrædende død på det kors. Det blev glimrende forklaret denne gang. Det var ikke et budskab som kildede i ørerne på folk. Efter mødet viste det sig også at der i særlig grad var to typer af reaktioner. Dem der var glade og taknemmelige for at mødet blev afholdt, og som sagde “gid det var det her der blev prædiket i kirken i stedet for”. Dem var der til gengæld også rigtig mange af. Men så var der også dem der bare ville ud hurtigst muligt, fordi de var vrede og ikke brød sig om at få at vide at der ikke var noget i dem der gjorde dem bedre end andre. Det var folk som anså sig selv som gode mennesker, men reelt set var selvretfærdige. De ville gerne have korset, men ikke det kors der blev forkyndt den aften. De ville godt have et symbolsk kors, men ikke et kors som viser at vi alle er forbrydere der fortjener evig straf. Det var det samme problem som farisæerne under Jesu tid også havde. De brød sig ikke om at Jesus afslørede deres synd. De ville hellere være gode i deres egne og andres menneskers øjne. Der var dog også en tredie gruppe, som kom for at høre Paul Washer og som havde brug for tid til at tænke over det. Og det skal der bestemt også være plads til.
Mødet blev optaget på video, og vil blive lagt på nettet senere. Det vil ske på Tilbage til bibelens hjemmeside. Møderne fra Lejren vil også blive lagt på med tiden. Både som video og som mp3. De vil sandsynligvis også blive at se på denne side. Vi overvejer at få dem brændt på DVD også, men til en symbolsk pris, hvor alle burde kunne være med. Noget vi meget gerne vil er at få lavet en god udgave at mødet onsdag aften som vi kan bruge til at give ud. Når det engang er færdiggjort vil jeg fortælle mere om den, og hvordan den kan bruges effektivt.
I går blev lejren med Paul Washer, og hans ven pastor og forfatter Charles Leiter så færdig. Det har været tre dejlige dage, hvor vi fik god og grundig undervisning i Guds ord. Nogen af de ting der blev talt om var “Hvad er en bibelsk menighed?”, “Hvad er evangeliet?” “Hvordan ser Gud på familien, og hvad er mandens og hustruens ansvar? (særlig mandens), kirkedisciplin og meget andet. Vi fik optaget møderne på video og MP3. Og de vil forhåbentlig snart blive lagt ud på nettet.
Paul Washer sagde at han gerne ville komme igen, muligvis til Januar, men så ville det ikke blive som en konference, men hvor han kun vil komme for at tale og bede med folk der ønsker at starte nye menigheder op. Menigheder som er baseret på bibelen, og ikke på hvad folk nødvendigvis er vant til at opfatte som en kirke. Vi har ofte gjort kirkeplantning til noget meget avanceret hvor det nærmest ikke kan lade sig gøre hvis ikke man har en stor pengetank i baghånden. Fordi man både skal have børnearbejde, teenagearbejde, gospelkor foruden et profesionelt lovsangsband, powerpoint og lysshow og et storkøkken med alle fasciliteter så folk kan spise et behageligt måltid før det tager hjem fra kirke, bare for at nævne noget. Men kirkeplantning er meget mere enkelt end det. Det er kort sagt folk der samles om Guds ord.
Det offentlige møde i Randers her i onsdags vil jeg fortælle om i morgen eller overmorgen. Det fortjener et indlæg for sig selv. Men lige nu vil jeg slappe af efter tre hårde, men gode dage. Dage som har været en nydelse, fordi det var sammen med brødre og søstre i Herren, som havde den samme brand. Selvom vi kom fra mange forskellige kirkesamfund.
Da jeg i de næste dage har travlt med min del af ansvaret for Paul Washer campen på Hedemølle Efterskole i Bjerringbro, er det ikke det store jeg vil kunne gøre her på siden. Men jeg vil dog skrive lidt, hvis der bliver mulighed for det.
Hvis du har mulighed for at tage med til det offentlige møde, så sker det i Teatersalen i Randers onsdag kl.19.30 vestergade 15. Før mødet vil der være evangelisation på gågaden og andre befærdede steder i Randers. Det er fra kl. 16.00.
I dag var vi oppe for at se skolen an, og finde ud af hvordan vi kunne arrangere det sidste. Det var en fornøjelse at blive vist rundt af min gamle matematiklærer Jens Dam (som i dag er forstander på Hedemølle Efterskole). Dengang jeg selv gik på den skole var jeg ikke en kristen. Det var tydeligt at se på mig, selvom jeg påstod noget andet. Men jeg ved at på den skole blev Guds ord plantet i mig, så det fem år senere skulle blive høstet. At være sammen med Jens Dam så mange år efter (25) og se og mærke at hans brand for Jesus ikke er blevet slukket efter de mange år, var en sand glæde. For jeg har set mange andre kristne ledere som er blevet lunkne, eller begyndt at sætte tvivl om Guds ord, eller skrue ned for teologien for at kunne nå nogle flere. Det var ikke det jeg oplevede ved Jens Dam, tværtimod. Som matematiklærer har han da nok også gjort et vist indtryk, jeg er da trods alt blevet økonom siden.
Farlige spørgsmål Men i morgen skal jeg så være sammen med mange andre brændende kristne, som ønsker at få god bibelundervisning. Vi skal høre om helt banale ting som “Hvad er evangeliet?” og “Hvad er en bibelsk menighed?” Ting som burde være selvfølgener, men er noget som mange i dag ikke kan svare på, fordi man tror alle ved hvad svaret er. Men det gør man desværre ikke. Prøv selv at tage på en af sommerens bibelcamps rundt omkring, og stil folk de spørgsmål. Men pas på, hvis man stiller spørgsmål som disse, kan man risikere at blive smidt ud. Sidste år var der jo nogen der blev smidt ud af en kirkecamp fordi man spurgte folk om to ting. Den ene var, “hvis jeg ikke var en kristen, hvorfor skulle jeg så blive en kristen?“, og det andet var “hvis jeg vil blive en kristen, hvordan kan jeg så blive det nu?” Det kunne folk ikke svare på, og så blev dem der spurgte folk om dette smidt ud. Af en eneste årsag, man brød sig ikke om spørgsmålet. Spørgsmål som enhver kristen burde kunne svar tilfredsstillende på.
Hvis du er en af dem der kommer med på campen på Hedemølle, så skal du ikke være bange for at stille disse spørgsmål. Vi har plads til at der bliver stillet den slags spørgsmål, for burde der ikke være plads til det i kristne kredse?
Selvom A. W. Tozer døde tilbage i 1963, er hans budskaber stadig relevante. Det er som om de har profetisk styrke over sig, når man ser på kirken af i dag. Men særlig når jeg kigger på en stor del af de kirkelige sommerstævner som er rundt omkring i landet lige nu, synes jeg desværre det passer alt for godt til det Tozer siger her:
”Kristus kalder mennesker til at bære deres kors; vi kalder dem til at have det sjovt i Hans navn. Han kalder os til at forsage verden; vi forsikrer dem om, at hvis blot de accepterer Jesus, ligger verden for deres fødder.
Han kalder os til at lide; vi kalder dem til at nyde al den spidsborgerlige komfort, som den moderne civilisation tilbyder. Han kalder os til selv-fornægtelse og død; vi kalder dem til at folde sig ud som grønne laurbærtræer og måske endda til at blive stjerner i en ynkværdig, femterangs religions-cyklus.”
