Categories
Bibelen Hvem er Gud? Korset Omvendelse Prædikener Synd

Podcast: Den fortabte søn

For 1½ år siden, lagde jeg en prædiken på, som var en vers for vers undervisning baseret på Jesu lignelse om den fortabte søn. Den fik jeg, og får stadig en del respons på. Mange har mailet mig og takket mig for lige netop den prædiken. Det er også en prædiken jeg har fået brændt over på CD, og har givet til folk jeg kender go møder. Den har nemlig et budskab som er nemt at give til folk, hvad enten de er kristne eller ikke kristne.

Årsagen til at jeg dengang skrev den prædiken, var at jeg havde hørt pastor John MacArthur prædike over lignelsen og læst i Hans bog om samme (A tale of two sons). Og efter at have gjort det, vidste jeg bare at jeg var nødt til at lave den prædiken på dansk. Det betød ikke at jeg direkte oversatte MacArthurs forkyndelse. Det var faktisk et stort arbejde at gøre den personlig og selv at dykke ned i teksten. Det tog en måned at skrive den prædiken, og krævede flere aftener hvor jeg bare sad med den. Det viste sig da også at være en god investering. For den måde jeg gik til skriften her, inspireret af MacArthurs metode, var med til at hjælpe mig til at prædike mere vers for vers, end jeg havde gjort før. Den metode har været med til at åbne skriften mere op, end jeg ellers var vant til. Og det er også derfor at jeg i dag prædiker som jeg gør. Men hvis du ikke har hørt denne prædiken, og heller ikke ved hvad jeg mener med at prædike ”vers for vers”, så brug muligheden her. Den vil give dig et godt indblik i teksten, og teksten budskab, og hvad der sker når vi går rigtig ned i teksten og forsøger at finde ud af hvad den betyder.

Categories
Uncategorized

Gud frelste et vrag 3: Og hvem kom dagen efter?

Første gang at jeg havde haft besøg af de kristne, fik jeg næste dag besøg af Jehovas Vidner. Dem havde jeg haft besøg af nogen gange før, men det var lidt mærkeligt at de lige kom dagen efter de kristne. Men det var nok tilfældigt tænkte jeg. Sjovt nok skete det sammen næste gang jeg fik besøg af de kristne. Igen dagen efter kom Jehovas vidner. Og næste gang, og næste gang. Efterhånden vidste jeg bare at når de kristne kom, så ville jeg få besøg af Jehovas vidner næste dag. Det var som om der var en kamp om at få fat i mig, i den åndelige verden. Men det blev også mere og mere klart for mig at der var forskel. Og den kunne mærkes.

Jesus var hos os
For den første gang jeg havde besøg af de kristne sagde en af dem, ”at hvor to eller tre er forsamlet i Jesu navn, der er Jesus midt iblandt dem. Det betød at når vi nu sidder her René, så er Jesus iblandt os, for det står her i Hans ord”. Det syntes jeg umiddelbart var lidt voldsomt sagt, men manden havde ret. Jeg kunne godt mærke at disse folk kom med Guds ånd. Vi var ikke alene, der var noget mere og større her, end bare ord. Jesus var virkelig hos os, når vi talte sammen om Ham.

Tomhed
Men når Jehovas vidner kom, så kom de med tomhed. De sagde ting som lød godt, som virkede fine, og de var særdeles flinke. Men det var tydeligt for mig, at det ikke var liv de kom med. De kom kun med tomhed som ikke kunne hjælpe nogen. Og det blev mere og mere tydeligt for mig, hvem der kom med det sande liv, og hvem der kom med falsk håb.

Der kom dog på et tidspunkt en lang periode hvor jeg ikke havde fået besøg af mine kristne venner. Og jeg var faktisk ved at savne de samtaler vi havde, og det fællesskab vi havde hvor jeg jo kunne mærke at vi ikke var alene. Så jeg ringede til en af dem, og spurgte om de ikke snart kunne besøge mig igen. For jeg syntes det havde været godt for mig, at tale om Gud med dem. Han blev rigtig glad for at jeg ringede, og fandt en ven og tog faktisk ud til mig samme aften. Og det var så godt, at få det besøg, og jeg vidste at det nok var det eneste rigtige for mig at blive en kristen ligesom dem. Men helt parat var jeg dog ikke. Og hvorfor jeg ikke var helt parat, og hvordan jeg blev det, vil jeg komme ind på næste gang.

Se da andre afsnit her:

Gud frelste et vrag 1: Druk, hash og HF

Gud frelste et vrag 2: Treugersvin og samtaler med Gud

Gud frelste et vrag 3: Og hvem kom dagen efter?

Gud frelste et vrag 4: For høj en pris

Gud frelste et vrag 5: Gud lukkede min mund

Gud frelste et vrag 6: Hvem søgte hvem?

Categories
Hvem er Gud? Uncategorized

Gud frelste et vrag 2: Treugersvin og samtaler med Gud

Se første afsnit her: Gud frelste et vrag 1: Druk, hash og HF

Min ven og jeg havde efter tre dages indtag af den hjemmelavede treugersvin, blevet lidt træt af smagen. Vi mente vi havde brug for nogen øl i stedet. Så vi valgte at gå op til brugsen, og købe nogen der. Det var en fredag aften, og da vi kom op til torvet i Houlkær (forstad til Viborg) stod der en gruppe mennesker og sang salmer. Jeg begyndte at synge med for jeg var jo i et godt humør i forvejen. Men så var der en mand der lagde sin hånd på mig, og spurgte om jeg kendte Jesus. Hvortil jeg prompte svarede at selvfølgelig gjorde jeg det, for jeg var jo en kristen og havde tilmed gået på en kristen efterskole. Vi kom så i snak der på torvet, mens min ven kom i snak med en af de andre fra deres friluftsmøde. Jeg syntes godt nok at manden jeg talte med havde nogen ret bombastiske meninger, men jeg var jo åndelig interesseret og syntes det var spændende at tale med nogen der ville snakke om åndelige ting. Så spurgte han om de måtte komme og besøge mig en gang og snakke videre, når jeg engang var blevet ædru. Det passede mig faktisk fint, jeg fik i forvejen besøg af nogen fra Jehovas Vidner på det tidspunkt, så nu kunne jeg finde ud af hvad der var så forkert ved Jehovas Vidner, når jeg nu kunne sammenligne bibeltro kristne med denne sekt.

Anderledes mennesker
Den næste onsdag fik jeg så besøg af dem jeg havde mødt. De kom fra en karismatisk frikirke, og de kom tit efter deres onsdagsmøder, så vi kunne sidde og tale sammen. Jeg husker at jeg anså dem for at være lidt for bibeltro, og tage bibelen liiiidt for alvorligt. Men de var rare at tale med, og jeg syntes også det var nogle spændende ting vi talte om. Den ene af dem havde været alkoholiker, og den anden havde været hippie en gang. Men det var tydeligt for mig, at det var de i hvert fald ikke mere. Der var sket noget med dem, og de fortalte mig også hvordan Gud havde forvandlet dem. Og forvandlede det var de. De brændte for at fortælle andre om det de havde oplevet, og turde fortælle det klart og tydeligt. Der var flere ting vi var enige om. Men to ting som jeg ikke kunne forstå de kunne mene, var dels at de ikke troede på evolutionsteorien, og den anden at de mente at der var en Himmel og et Helvede. Det faldt mig meget for brystet at de ikke kunne se at reinkarnationstanken var den mest optimale og sande måde at forstå livet og døden på. Så da jeg fandt ud af at de ikke accepterede reinkarnationstanken, anså jeg dem faktisk for at være mindre udviklede rent åndeligt end jeg var. For det var da for galt at man ikke kunne acceptere reinkarnation. Men ikke desto mindre valgte jeg at fortsætte med at tale med dem, for jeg tænkte at jeg kunne hjælpe dem til at forstå hvor befriende reinkarnationstanken var, og på den måde hjælpe dem til et åndeligt højere niveau. Det endte heldigvis anderledes, men derom senere.

Gud var ikke enig med mig
På trods af at jeg var uenig med dem, så satte samtalerne mange tanker i gang. For dels havde jeg fået forkyndt et klart Guds ord, og dels havde jeg fået det leveret igennem mennesker som tydeligvis var forvandlede. De var ikke som andre. Jeg kunne godt se at de havde fejl, og ikke var overmennesker. Men deres liv vidnede om at de ikke levede for sig selv. De levede for deres Herre og Gud Jesus Kristus. Det næste års tid fik jeg nu nogle store diskussioner med Gud. Det var specielt når jeg var på vej til byen for at købe ind, at jeg diskuterede med Gud. Jeg gjorde tit det at når jeg skulle købe ind, så gik jeg ned igennem skoven og over broen ved Viborg Sø, og tog så bussen hjem efter mine indkøb. Turen ned til byen tog en lille times tid, og på den tur diskuterede jeg praktisk talt altid med Gud efter jeg var kommet i kontakt med de kristne. Det var egentlig lidt sjovt at jeg valgte at gå den tur, for jeg vidste godt hvad det var jeg ville komme til at tale med Gud om. Det var mit hash og alkoholmisbrug. Igen og igen ville vi have en diskussion om jeg ikke nok kunne få lov at ryge mig skæv og drikke mig fuld, og alligevel være en kristen. For at vise ”min gode vilje” prøvede jeg igen og igen at overbevise Gud om, at jeg da måtte være en kristen når jeg nu troede på Ham. Men det var som om det bare ikke var nok. Lige gyldigt hvor meget jeg diskuterede dette med Gud, hjalp det ikke. Jeg vidste godt det var forkert, jeg kunne godt mærke at jeg i virkeligheden ikke tilhørte Ham. Men måske kunne jeg så overbevise Gud på en anden måde. Så efterhånden holdt jeg op med at bande, mit sprog ændrede sig markant, og jeg begyndte også at holde mig fra porno, og begyndte også at læse i bibelen. Så i egen kraft forsøgte jeg at blive ”et bedre menneske”. Men igennem hele det næste år, fra jeg mødte de kristne dengang på torvet ved Houlkær, og til jeg blev frelst, havde jeg gentagne gange denne diskussion med Gud om jeg ikke nok kunne fortsætte med at ryge mig skæv og drikke mig fuld. Og på trods af mine forsøg på at overbevise Gud, så var det ikke en diskussion som jeg vandt. Men det må jeg komme tilbage til senere.

Næste afsnit kommer til at handle om hvem der altid kom og besøgte mig dagen efter jeg fik besøg af de kristne. Det var nemlig meget mystisk.

Se da andre afsnit her:

Gud frelste et vrag 1: Druk, hash og HF

Gud frelste et vrag 2: Treugersvin og samtaler med Gud

Gud frelste et vrag 3: Og hvem kom dagen efter?

Gud frelste et vrag 4: For høj en pris

Gud frelste et vrag 5: Gud lukkede min mund

Gud frelste et vrag 6: Hvem søgte hvem?

Categories
Brevkassen Synd

Gud frelste et vrag 1: Druk, hash og HF

Der er efterhånden været mange der har spurgt om min baggrund, og hvorfor jeg blev kristen. Jeg synes ikke selv det har så stor betydning, men kan godt se at det måske var en idé at få det fortalt alligevel. Så i dag starter jeg på en serie som jeg har valgt at kalde “Gud frelste et vrag”.

HF i Viborg
I 1987 var jeg flyttet til Viborg, hvor jeg var startet på HF. Jeg havde før da boet i Struer på Carlsen Hotel (850 kr om måneden for et værelse) i et par år. Hotellet var nu mere et værtshus, og var kendt som en af de mest berygtede i byen. I Struer havde jeg også forsøgt mig med HF, men det gik galt pga af druk, hash, fravær, og manglende engagement. Derfor blev jeg både smidt ud af kollegiet og fra gymnasiet, og måtte så bo på Carlsens Hotel i stedet. Jeg havde derefter arbejdet som specialarbejder, samt været ledig i en periode. Mit liv gik meget op i at ryge mig skæv, og drikke mig fuld. Det var ikke unormalt at jeg på vej til mit arbejde røg en joint, og når jeg fik fri røg jeg noget mere hash sammen med vennerne. I weekenderne brugte jeg mine optjente penge på at drikke, hvis jeg vel at mærke havde penge nok. Hvis jeg ikke havde mindst 500 kr til en weekend, gad jeg ikke gå i byen. Der skulle helst være 1000 kr, for at jeg gad bruge tid på det. Ellers syntes jeg det var for kedeligt. Så var det nemmere at ryge hash i stedet, og sidde og stene enten alene eller sammen med nogle venner.

Jeg syntes dog at det blev for meget, og kunne godt se at det var en dårlig udvikling jeg var kommet ind i. Så jeg havde overvejet at forsøge mig med HF igen, og flyttede så til Viborg for at starte på en frisk der. Det skal lige siges at på trods af at jeg levede som jeg gjorde, så kaldte jeg mig en kristen. Jeg troede jo på der var en gud, og at det havde noget med bibelen at gøre. Men jeg interesserede mig samtidig for den okkulte verden. Jeg havde brugt tid på at lege med meditation, astrologi, gestalt- og primalskrigsterapi, og læste bøger og blade som var okkulte. Dertil bandede jeg kraftigt, og kunne sagtens sige jeg var en kristen i en sætning hvor der indgik bandeord i. Så selvom jeg kaldte mig en kristen, så var der ikke nogen frugter som viste at jeg var en kristen. Det var kun ord.

En billig brandert?
Men nu startede jeg på HF igen, og ville prøve på en frisk. Så hensigten var der, men som mange også godt ved, så er det rigtig svært at lave om på sig selv. Så det tog da heller ikke lang tid, før jeg fandt mig nye venner som var som mig, og som havde de samme tendenser til hash og alkohol. Men ikke desto mindre havde jeg dog sat mig så meget efter, at få taget den HF-eksamen at jeg holdt fast i studiet på trods af det liv jeg førte ved siden af. Min tilværelse i Viborg gik ud på to ting: gå i skole, og flygte fra virkeligheden. Og da man ikke havde så mange penge til at flygte for når man var på SU, var hash ofte det virkemiddel som var billigst. For jeg brød mig stadig ikke om at gå i byen, hvis jeg ikke havde så mange penge. Hvis jeg kunne se at der kun var råd til 15 øl så blev jeg hellere hjemme. Der skulle gerne være råderum til at jeg kunne drikke mindst 20 øl, for at jeg gad bruge tid på at gå i byen. Men så ville jeg til gengæld også godt. Men så fik jeg en idé en dag efter at have set en reklame. Jeg kunne lave min egen vin. For et startbeløb på 100 kr til vinballon, og en saftblanding med gær og kemikalier, kunne jeg komme i gang med at lave treugersvin. Noget som mange danskere benyttede sig af i 80erne. Man kunne lave ca. 24 liter vin til en pris af 120 kr. Det var en særdeles konkurencedygtig pris i forhold til supermarkedernes prisniveau. Det smagte ikke fantastisk godt, men fuld det blev man, og der var meget af det. Da jeg havde lavet mit første bryg, kom en af mine venner over. Han ville da godt smage, og selvom det slet ikke var meningen vi skulle drikke os fulde, så blev det til fire dage med ren druk og manglende skolegang. De 24 liter vin forsvandt, på trods af den ikke særlig fantastiske smag. Den tredje dag skete der dog noget specielt, som blev startpunktet til at Gud frelste mig et år efter. Hvad det var må du se i næste afsnit.

Se da andre afsnit her:

Gud frelste et vrag 1: Druk, hash og HF

Gud frelste et vrag 2: Treugersvin og samtaler med Gud

Gud frelste et vrag 3: Og hvem kom dagen efter?

Gud frelste et vrag 4: For høj en pris

Gud frelste et vrag 5: Gud lukkede min mund

Gud frelste et vrag 6: Hvem søgte hvem?

Categories
Bibelen Omvendelse Prædikener

Evangelisk forkyndelse: Omvendelse og tro på Jesus Kristus

Her kommer sidste del af serien “Evangelisk forkyndelse”, som omhandler hvad der er essentielt for at man kan kalde forkyndelsen evangelisk. Den sidste “Omvendelse og tro på Jesus Kristus” er ligesom de fire andre punkter, et emne som næsten er forsvundet fra kirkernes forkyndelse (se link til de fire andre punkter i bunden af indlægget.

Mange ønsker ikke at prædike omvendelse, fordi det svarer til at sige at folks nuværende liv, ikke er godt nok i Guds øjne. Ikke desto mindre er det hvad Jesus prædikede, og hans efterfølgere i urkirken. Lad os eksempelvis se på hvad der skete efter den første prædiken som blev holdt i Guds kirke. Den blev nemlig holdt på kirkens fødselsdag, den vi kender som Peters pinseprædiken i apostlenes gerninger 2.37-38.

“Da de hørte det, stak det dem i hjertet, og de spurgte Peter og de andre apostle: »Hvad skal vi gøre, brødre?« Peter svarede: »Omvend jer og lad jer alle døbe i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse, så skal I få Helligånden som gave.”

Peter har prædiket evangeliet, for en stor gruppe mennesker som undrede sig over hvad der skete. Og der står at hans forkyndelse har været så stærk og klar, at det “stak dem i hjertet”. Peters respons er 100 % evangelisk, hans svar til dem er at de skal omvende sig. Han siger ikke som mange siger i dag, at de skal bede Jesus om at komme ind i deres hjerter. Det er der intet bibelsk belæg for at man skal gøre. Han siger heller ikke at de skal “nøjes” med at blive døbt. Dåb er ikke nok, og han siger heller ikke, at de har brug for at komme mere i Guds hus, og gøre gode gerninger for at blive frelst. Nej det vigtigste budskab her, er at de skal omvende sig.

Det var heller ikke uden årsag at Peter prædikede omvendelse. Han havde nemlig lært det af den bedste lærer. For Jesus selv prædikede omvendelse fra synd:

“Omvend jer, for Himmeriget er kommet nær!” Mattæus 4.17

Eftersom det er Jesus der sætter standarden for hvad evangelisk forkyndelse er, så er det også Hans standard vi må gå efter. Det gjorde Peter, og der er ikke noget i os, eller den tid vi lever i, der gør at evangelisk forkyndelse hører fortiden til. Enten prædiker man evangelisk, eller også gør man ikke. Og prædiker man evangelisk er der fem punkter der er nødvendige at have med som naturlige dele af sin forkyndelse. De samme fem punkter vil man også kunne genfinde i den forkyndelse der hører til sand vækkelseshistorie. Du kan om de første fire punkter her:
Se de første i denne serie her:
1: Guds hellighed

2: Menneskets syndige natur

3: Nødvendigheden af retfærdighed

4: Kristi værk på korset

Categories
Brevkassen Livet som kristen podcast

Helliggjort, eller helliggørelse eller både og?

At være en kristen og leve et helligt liv, hvad indebærer det? Spørgsmålet ville engang være nemt at svare på, men pga den store differentierede forståelse af dette emne i dag, er det svært at finde nogen der kan svare klart og tilfredsstillende på det. Jeg vil dog give det et forsøg her, men uden at love at det blive udtømmende svar.

Hvad er en kristen?
For at kunne svar på spørgsmålet, tror jeg at vi skal starte med at definere hvad en kristen er. Ikke i forhold til hvad kirker eller staten eller undervisningsbøgerne siger. Men i forhold til hvad bibelen siger. I anden korinterbrev 5.17 er der en god beskrivelse i kan bruge.

“Er nogen i Kristus, er han en ny skabning. Det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til!”

Den man var før man var en kristen, er altså død, og den nye som er blevet til er i Kristus, og det er noget der er synligt. For Paulus skriver “se, noget nyt er blevet til!”. Der er altså tale om at der er tydelig forskel på den man var før, og efter man blev en kristen. Men hvad er det så der er sket? Det har Charles Spurgeon en god illustration på. Han sammenlignede det med, at hvis man havde en sulten gris der var i gang med at spise grisefoder, og man kunne forvandle grisen til et menneske med et knips. Så ville mennesket pludselig stå med hovedet nede i et grisetrug, og med det samme erkende at det her ikke er menneskeføde. Han ville derfor spytte grisefoderet ud omgående, og søge efter menneskemad istedet. Hvorfor? Fordi han var et menneske og mennesker spiser menneskeføde.

Sådan er det også for den der er blevet født på ny. De ting man gjorde før, kan man ikke gøre mere. Man kan måske falde i, men man kan ikke leve i det mere. Den synd som vi nød før, kan vi ikke nyde mere, fordi vi er blevet forvandlede, og Guds natur har taget bolig i os. Guds natur kan ikke fungere sammen med synd. Men det betyder jo ikke at vi lever perfekte liv, for vi fejler jo stadig. Vi falder og slår os,  men som der står om den retfærdige så rejser han sig op igen, og det bør en kristen også gøre selvom man har faldet mange gange. Den uretfærdige bliver liggende.

En ny vandring
Når vi er blevet født på ny, og er nye skabninger i Kristus, så er vi også på en helliggørelsesvandring. Samtidig med at Gud har helliggjort os. Vi kan ikke skille de to ting fra hinanden. Dels ser Gud på os som helliggjorte, for ellers ville Hans vrede være over os. Og dels vandrer vi med Ham, mens vi lader Ham rense os, så vi kan blive parate til at være sammen med Ham i Himlen. Folk der påstår at de kan leve videre i synd efter de er frelst, viser ikke tegn på at de er frelst. De viser at de elsker synden, mere end de elsker Jesus. For hvis de elskede Jesus, så ville de også hade synden. Vi kan ikke både elske Jesus, og elske synden på samme tid. For så tjener vi to herrer, og det er ikke muligt ifølge bibelen. Det betyder nu ikke at vi dermed ikke bliver fristet. Tværtimod, hænger det sammen, for fristelsens formål er jo bl.a. at gøre os stærkere i troen og mere afhængige af Ham, og dermed komme tættere på Ham.

Alt i alt, selvom jeg ikke har gennemgået ovenstående særlig dybt, så mener jeg at vi både er helliggjort (dermed også retfærdiggjort) i Kristus, og at vi når vi er blevet Hans, skal leve i helliggørelse, og dermed løbende igennem vores liv, lade Jesus rense os for synd. Ikke at vi nogensinde når til perfektion i det liv vi lever her, men at vi er i en proces der viser vi lever i helliggørelse.

Hvis man ønsker at høre mere om dette (og det håber jeg nogen synes) kan jeg anbefale Paul Washers undervisning om det i nedenstående prædiken.

Categories
Kommentar til medierne

Lars Løkke Rasmussen valgte familien

For nogle dage var der et stort postyr over at statsminister Lars Løkke Rasmussen havde aflyst et møde med 80 diplomater, og istedet sendt en anden minister. Årsagen til aflysningen skyldes angiveligt, at han valgte at tage sig af sin datter der havde forstuvet foden. Den årsag er kommet mange for brystet. Dels har nogen af de 80 diplomater været ude og vise noget der nærmest ligner hån af statsministeren, og så har den forhenværende finansminister Mogens Lykketoft også kritiseret statsministeren kraftigt. Og på det politiske plan kan jeg da godt se at det var lidt ærgerligt, men…

Men hvis det virkelig er sandt at manden valgte at være sammen med sin datter og tage et “barns første sygedag” istedet for at tage sig af det politiske, så vil jeg gerne erklære ud, at det har jeg respekt for. En mand som vælger familien, på trods af at han har et stort embede, er en mand som jeg langt hellere vil have som statsminister, end en der negligerer sin familie. Og lad os da lige se på, hvem det var der kritiserede Lars Løkke. Det var diplomater, og de er jo kendt for at have en usædvanlig høj skilsmisseprocent. Netop pga deres job, som betyder at de flytter rundt i hele verden, og lader ægtefælle og børn være styret af jobbet istedetfor. Det er et rigtig karrierejob som medfører rigtig mange brudte ægteskaber, hvilket er velkendt. Så en kritik fra dem der går på at statsministeren skulle ignorere sin datters sygdom, kan jeg ikke tage alvorligt.

Hvad angår Mogens Lykketoft så sagde han, at han da ofte har været nødt til at lade familien ligge, fordi der var vigtigere ting at tage sig af (nej det er ikke et direkte citat, men sådan som jeg husker hans kommentar). Desværre for  Mogens Lykketoft, ser vi jo også konsekvenser af disse valg i hans familie. Gift fire gange og skilt to, (enkemand efter sin første hustru). Hvis vi ser bort fra hans første hustrus dødsfald, er det ikke en særlig god statistik Lykketoft leverer. Det er der flere af hans kollegaer der heller ikke gør. Og jeg tror det ville være bedst at jeg afholder mig fra at nævne de mest tragiske historier her. For der er for mange af de historier der er så tragiske at de er til at græde over.

Personlig ville jeg ønske at Lars Løkkes valg af familien, smittede af på andre politikere. For hvis de gik foran os andre i deres værdsættelse af deres familie, kunne det få betydning for hvordan resten af befolkningen værdsatte familien. Og familien er faktisk samfundets virkelige, og vigtigste byggesten. Og hvis de byggesten går i opløsning, så er jeg sikker på at samfundet i opløsning, og det er ikke noget jeg ønsker. Så Lars Løkke, du er velkommen til at blive hjemme og passe dit syge barn næste gang. Vi andre kan lære noget af det, også selvom der kommer til at stå grimme ting i avisen om dig, og måske endda 160 diplomater bliver sure og skuffede!


Se historien her.

Categories
Bibelen Kirke

Strøtanke: Luther holdt da op med at piske sig selv

Der er for nylig kommet frem at den forrige pave Johannes Paul II, angiveligt piskede sig selv (se artikel her). Det skulle stå i en biografi om ham som fortæller, hvordan han sov på trægulvet istedet for sin gode bløde seng, sultede sig selv, og slog sig både gul og blå. Hvorvidt det er sandt eller ej, ved jeg ikke, men hvad der er mere interessant, er at det skulle være historier som disse som skulle være med til at godkende den afdøde pave som en helgen.

For hvis det virkelig er sandt, så viser det også at den romersk katolske kirke ikke har udviklet sig nævneværdigt siden reformationen. For Martin Luther forsøgte jo også at piske sig selv (flagellanteri) for at gøre sig god overfor Gud, eller for at vise hans gode vilje eller hvad han nu forsøgte. Han fandt ihvertfald ud af, at det var der ikke brug for, og det skyldtes dette: Jesus Kristus havde båret alle hans synder på Golgatas kors. Der var ikke mere at sone. Der var ikke mere brug for selv at piske sig selv, der var ikke længere brug for at betale for at undgå skærsilden. Der var ikke længere brug for at underlægge sig en kirke som havde gjort sig større end Guds ord. Mærkværdigvis er der i dag en slags venden tilbage til den romersk katolske kirke hos mange kirkeretninger.

Hvis det nu var sådan at den romersk katolske kirke var vendt tilbage til skriften, og viste at den underlagde sig skriftens autoritet, og ikke hvad paven sagde, så ville det måske ikke være så farligt. Men når man stadigvæk anser flagellanteri og den form for selvpineri som værende noget der indikerer kristenhed, hvorfor skal man så søge derhen? Ville det ikke være bedre at finde ud af hvorfor Martin Luther holdt op med at piske sig selv og var villig til at risikere livet for at gøre Guds ord frit for folket? Men hvad ved jeg, det var jo bare en strøtanke fra mig.

Categories
Bibelen Kirke podcast Prædikener vækkelse

Podcast: Kong Josija og den største vækkelse i det gamle testamente

I denne prædiken taler jeg om den måske bedste konge i det gamle testamente. Hans navn var Josijas og han blev konge allerede som 8-årig. Hans liv, gerninger og overgivelse til Gud, har mange rigtig relevante budskaber til de kirker som ønsker vækkelse efter Guds principper. For i denne historie ser vi hvad sand bibelsk vækkelse er, og det er ikke helt det samme som vi nogen gange gør det til. Men historien viser også hvad det er for ledere vi har brug for i kirkerne, hvis vi ønsker kirker som er under Hans velsignelse.

Da jeg første gang holdt denne prædiken, kom der en ældre mand op til mig bagefter. Det er vel at mærke en mand som jeg har stor respekt for, da jeg kender til hans liv, og hans kamp for evangeliet. Så jeg var lidt nervøs om han måske havde en hård kritik af prædikenen, for han er bestemt en som jeg hører på når han har noget alvorligt at sige. Men han sagde heldigvis kun tak fordi at jeg ikke pakkede tingene ind. Det havde jeg heller ikke forsøgt, så det var rart at der var nogen der var glade for et klart og tydeligt budskab. Jeg får jo nogen gange at vide at ”jeg godt kunne pakke budskabet mere ind”. Hvad det er at jeg ikke pakkede ind, må du selv høre, i dette podcast om den største vækkelse i det gamle testamente.

Categories
Uncategorized

Annoncering af kommende indlæg i februar

Da der har været nogen forsinkelser her på bloggen den seneste tid, må jeg hellere skrive lidt om hvad man kan forvente den næste måneds tid. Jeg har lovet at fortælle hvordan jeg blev frelst. Det havde jeg regnet med at komme ind på denne måned, men har haft nogen ting jeg først ville gøre færdig, og jeg har haft lidt svært ved at vurdere hvordan jeg skulle gøre det. Jeg tror nu at jeg har valgt at gøre det til en lille serie, som jeg senere vil indtale på podcast. Men det skulle jeg gerne komme i gang med i februar.

Udover det vil jeg gerne færdiggøre serien ”Evangelisk forkyndelse”, og så skulle der gerne komme mindst to nye prædikener på i februar.Den første gerne i morgen lørdag, som omhandler en af de absolut bedste konger som vi finder i det gamle testamente, og hvad kirken i dag kan lære af ham.

Jeg kan se at jeg er nødt til at bruge lidt mere tid på mit arbejde med netværket tilbagetilbibelen.dk i denne måned. Så der vil nok ikke komme nær så meget på i februar som normalt. Det skyldes at vi har valgt også i år at holde en bibellejr til sommer. Det bliver fra onsdag d. 7 juli til lørdag d.10. Juli, på Hedemølle Efterskole i Bjerringbro. Gæstetaleren i år vil blive Peter Hammond fra Frontline. Men det vil der komme mere information om senere på www.tilbagetilbibelen.dk.