Categories
Evig dom Himlen

Himlen uden Helvede

Jeg har ofte mødt folk i kristne kredse, som siger at de tror på Himlen, men ikke på Helvede. Den form for tro er faktisk ikke særlig sjælden. Men der er et stort problem her. For med hvilken ret kan man sige at Himlen findes, og i samme sætning påstå at Helvede ikke eksisterer? Jesus taler om begge dele, og nogle gange endda i den samme ramme. Se blot hvad Jesus siger i Mattæus 7.21-23:

“Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje. Mange vil den dag sige til mig: Herre, Herre! Har vi ikke profeteret i dit navn, og har vi ikke uddrevet dæmoner i dit navn, og har vi ikke gjort mange mægtige gerninger i dit navn? Og da vil jeg sige dem, som det er: Jeg har aldrig kendt jer. Bort fra mig, I som begår lovbrud!”

Så at sige, at vi kun tror på det ene uden at tro på det andet, er faktisk med til at undergrave vores tro. For hvis Helvede ikke skulle være et fysisk sted, hvorfor skulle Himlen så være det?

Sandheden er jo, at jeg med ligeså stor rationalitet (eller irrationalitet) kan argumentere for at Helvede findes, men Himlen ikke findes. Men hvis jeg påstod noget sådant ville folk også kalde mig tåbelig, og med rette. Men det er jo ligeså tåbeligt at sige det modsatte. Folk der har sådan en forståelse, kender ikke bibelen, eller vil ikke kende den.

Jesus brugte usædvanlig meget af sin tid på at advare mod den kommende dom. Han talte også om Himlen, men hvis man kigger efter, ser det faktisk ud til at Han talte mere om fortabelsen end han gjorde om Himlen. Det er faktisk tilfældet i Mattæusevangeliet, tjek selv efter. Fordi Han gjorde det, er vi også nødt til at tage Hans ord om de to steder man kan være i evigheden meget alvorligt. Vi kan ikke nøjes med at tage den ene del uden den anden.

For hvis vi kun vil nøjes med den ene del, så er vi med til at bøje Guds ord, så det passer ind i det billede vi gerne vil have. Men når vi gør det, skaber vi også vores egen Gud, hvilket er en overtrædelse af de ti bud. Vi må ikke danne vores eget billede af Gud. Det billede vi skal have af Gud, er vist og åbenbaret i Hans ord. Det kan godt være vi har svært ved at forholde os til at Gud er sådan, men hvis bibelen siger det så er det os der må konformeres til Ham, og ikke Ham til os. For det har Han jo allerede gjort i Kristus.

Læs også det gamle indlæg om dette emne, hvor grundlæggeren af Frelsens Hær William Booth bliver citeret: Himlen uden Helvede

Categories
Bibelen Kirke

På den klippe vil jeg bygge min kirke

Der er nogle der er blevet vrede på mig. Det er jeg efterhånden så vant til at der er nogen der bliver, men denne gang var det nogle som jeg har en vis respekt for. Jeg var i udgangspunktet ikke enig i kritikken, men fordi de var dem de var, og fordi det var en alvorlig anklage de havde, så var jeg også nødt til at tage den til efterretning. For hvis man ikke kan tåle at blive kritiseret, så bygger man på et forkert fundament.

Kritikken gik på mit indlæg Menigheden, Guds gave til de kristne, hvor jeg havde skrevet følgende:

“Jeg har hørt prædikanter sige noget så tåbeligt som; Jesus kom ikke for at starte en kirke. Forkyndere der siger sådan aner åbenbart ikke hvem Jesus er, og har ikke det fjerneste begreb om hvad treenigheden egentlig betyder.”

Resten kan læses på linket. Men det var netop dette citat jeg blev kritiseret for. Det var for meget. Man mente at jeg havde overskredet en grænse. Man var i tvivl om jeg mente at prædikanter der sagde sådan var på vej mod Helvede. Hvilket jeg ikke havde skrevet, og heller ikke kunne finde på at bruge som begrundelse derfor. Hvad jeg implicit skrev var at standarden hos mange prædikanter er uhyggelig lav, når man kan sige noget sådant. Derudover mente man heller ikke at jeg havde ret. For Jesus kom ikke for at starte en kirke, men for at gøre disciple.

Jeg mente stadig ikke at jeg havde skrevet noget forkert, for jeg ønsker generelt ikke at komme ind på områder som jeg ikke synes jeg er kompetent nok til at skrive om. Men jeg kunne se at jeg nok havde brug for andre til at vurdere om jeg havde overtrådt en grænse, og om jeg var teologisk forkert på den. For jeg kunne ikke selv se at det skulle være tilfældet. Jeg kontaktede derfor to teologer som begge er præster i folkekirken, og en bibellærer fra en bibelskole med frikirkeligt bagland, som jeg ved har bred accept fra mange kirker. Den ene præst har læst på menighedsfakultetet i Århus, og den anden har læst på Dansk Bibelinstitut i København (også kendt som DBI). Bibellæreren underviser en del i bibelens troværdighed o.l.

Jeg spurgte alle tre om jeg havde overtrådt en grænse, og om der var noget teologisk forkert i det jeg havde skrevet. Svarene fra dem var et entydigt nej. Der var ikke noget teologisk forkert. Sagde Jesus ikke i Mattæus 16.18:

“Og jeg siger dig, at du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den.”

På den klippe vil JEG bygge MIN kirke, siger Jesus. Det gjorde den første præst mig opmærksom på. Det havde jeg faktisk selv glemt at Jesus havde sagt, men det er et meget skarpt ord, som klart viser at Jesus startede kirken. Det var ikke mennesker. Der var også mange andre vers som jeg blev gjort opmærksom på, da jeg talte med dem, som viser at det er Jesus der har startet kirken. Der var en af dem, (den frikirkelige bibellærer) som godt kunne se at jeg var lidt skarp i det, men ikke noget man kunne hænge mig ud for. Så min konklusion er, efter at have talt med nogle som jeg vidste ikke ville tale mig efter munden (er det ikke irriterende at blive talt efter munden?), og som jeg vidste har et godt bibelkundskab, at budskabet var bibelsk, og at jeg ikke havde overtrådt en grænse. Men måske havde været en smule skarp i det. Men jeg vil hellere være skarp end mudret. Alt for mange kristne har et mudret budskab, og det vil jeg helst holde mig fra, og så ved jeg godt at det kan blive lidt skarpt engang imellem. Hvis jeg har været for skarp på en ubibelsk måde, så er det mig der står til ansvar overfor Gud på det område. Derfor skal jeg huske at veje mine ord.

Men jeg tror også at kritikken var affødt af noget mere end ovenstående. Man mente at jeg havde gjort kirken til en bestemt bygning eller struktur. Det havde jeg nu ikke. Jeg skriver også lidt om det i mine kommentarer. Menigheden er en forsamling af kristne. Det behøver ikke foregå i en bestemt bygning, eller kirkeretning. Jeg er ikke generet af at nogle kristne kommer i husmenigheder, eller kristne fællesskaber som KFS hvis man er studerende, uden at komme i en kirkebygning. Det vigtigste er at man som kristen kommer i et kristent fællesskab. Det er også medvirkende til at jeg ikke her på hjemmesiden har fortalt hvilken kirke jeg kommer i. For jeg ønsker ikke at godkende eller stå for et bestemt kirkesamfund. Jeg mener ikke at det skal være afgørende for ens tro. Men jeg mener helt klart, at hvis man er en kristen, så skal man også være en del af en menighed eller kristen forsamling, hvis man hellere vil kalde det det. Jeg ser en stor fare i at leve et liv som kirkeløs, og det vil jeg meget gerne komme ind på en anden gang. For det vil jeg godt have er dokumenteret ordentligt udfra det der står i bibelen. Men hvornår jeg får tid til at komme ind på det, er meget usikkert, for jeg er kommet bagud i mine planer for hvad der skal skrives om her på siden. Så vær lidt tålmodig, men det er jo også en af åndens frugter 🙂

Men når det er sagt, så glæder jeg mig over at der er nogen der har kontaktet mig, fordi de mener at jeg har taget fejl af nogen ting. Det er faktisk sjældent efterhånden, at man oplever det i kristne kredse. Så jeg værdsætter bestemt at nogen var villig til at konfrontere mig med dette. For tænk nu hvis det var et område hvor jeg virkelig havde taget fejl. Så har jeg jo også brug for at blive konfronteret med det. Og jeg glæder mig også over at nogen havde valgt ikke bare at snakke om at jeg var forkert på den, men også havde handlet på deres mistanke.

Categories
Kirke Prædikener

Hvis den fulde sandhed ikke kan prædikes i kirken, hvor kan den så?

Hvis ikke sandheden frygtløst kan prædikes i kirken, hvilken plads er der så for sandheden? Hvordan kan vi opbygge en generation af forstandige kristne, hvis vi er slået af frygt over tanken, at ikke-kristne måske ikke kan lide at høre den sandhed. Og siden hvornår har det været i orden for kirken at bejle til verden? Skrev apostlen Johannes ikke:

“I må ikke undre jer, brødre, hvis verden hader jer.” Første Johannes 3.13

Og sagde Jesus ikke:

“Når verden hader jer, skal I vide, at den har hadet mig før jer.” Johannes 15.18

Bibelske kristne har altid forstået at de må afsky verden. Paulus havde ikke noget tilovers for taktik og strategier der prøvede at tilpasse sig verdens ønsker. Han forsøgte aldrig at vinde verden ved hjælp af intellektuel accept, personlig popularitet, status, eller god omtale af sig selv og lignende ting. Han skrev:

“Vi er blevet som affald i verden, et udskud i alles øjne indtil nu.” Første korinter 4.13

Har den moderne kirke ret til at prøve “en mere sofistikeret” tilgang til at forkynde evangeliet? Tør vi sætte os selv så langt væk fra de kristne i fortiden, der har turdet stå op og kæmpe for sandheden?

“Citat af Pastor John Macarthur.”

Jeg ville ønske jeg havde sagt dette selv, men jeg har her nøjedes med frit at oversætte MacArthur. Hans ord rammer skarpt i mit eget hjerte. At vi er kommet så langt ud, at vi i dag må spørge os selv om hvorfor der ikke er plads til at prædike den fulde sandhed i kirken. Hvor er vi så på vej hen?

Categories
Hvem er Gud?

Er Gud en dårlig Far?

Jeg er en glad far. Jeg er blevet velsignet med tre børn. De er pt alle under ti år, så teenageårene er jeg endnu ikke kommet til. Men når de kommer, så lad os antage følgende som jeg ikke tror kommer til at ske, og beder til ikke vil ske.

Mine børn viser sig måske at være ret oprørske som teenagere. De går meget i byen. De kommer meget sent hjem. Nogle gange først om morgenen. Det er tydeligt at de har drukket alkohol i mængder der ikke er tilrådelige. De har taget stoffer som ikke er lovlige. De har ladet sig misbruge, og selv misbrugt andre. Jeg vil godt undskylde sammenligningen, men jeg er nødt til at bruge mine ejne børn som allegoritme. Du ville jo ikke bryde dig om, at jeg brugte dine til det, vel?

Hvis jeg nu var en far som ingenting sagde til dem. Men bare lod stå til. Jeg ville spise sammen med dem, tale med dem, køre dem i skole, og hvad man ellers gør som forældre til teenagebørn. Men jeg ville ikke gøre noget ved deres syndige adfærd. Den ville jeg bare se igennem fingre med. Prøv at spørg dig selv, hvad du tror mine naboer ville sige om mig, for ikke at tale om mange andre i byen, som godt kan se hvad det er, der finder sted i min familie.

Ville folk ikke tale om mig, som en dårlig far? Ville jeg ikke blive omtalt som ham der ikke har styr på sine børn. Når man så mine børn nede i byen ville man omtale dem som; Åh det er også ham dersens Renés børn, at han ikke skammer sig over at have sådan nogen børn. Hvor til andre ville svare; Jamen, hvad kan man forvente af børnene med en far som ikke irettesætter sine børn?

Nu er det ikke sådan at jeg er meget bekymret over hvad folk mener om mig. Hvis jeg var, havde jeg aldrig startet www.omvendelse.dk. Men jeg ønsker ikke at folk skal snakke dårligt om mig for noget som virkelig er dårligt. Og slet ikke pga mine børn. Men hvorfor tror nogle folk så at Gud er ligeglad med hvordan Hans børn opfører sig?

I mange kirker accepterer man i dag at menighedens medlemmer lever i synd. Der er ikke nogen der påtaler det, man synes ikke at man har ret til at blande sig i andres liv, selvom bibelen taler om kirkedisciplin. Man undskylder sig med at de jo er kristne, for de har jo “bedt Jesus om at komme ind i sit hjerte”, hvilket nok er den dummeste undskyldning for at kunne acceptere synd. Specielt fordi bibelen ikke siger noget om at man bliver frelst ved at bede Jesus om at komme ind i sit hjerte. Man siger måske; de er jo i en proces. Men hvor er omvendelsen spørger jeg. For uden omvendelse kan vi slet ikke se Guds rige.

Hvorfor ønsker nogle kristne at gøre Gud til en dårlig far, som bare accepterer synd hos sine børn. Det er ikke bibelsk kristendom. Der var en kommentar for nylig fra en der skrev, at vi prædiker nåden som om at vi har fået nåde til at synde. Hvad jeg måtte give hende ret i at vi gør. Men det har bare aldrig været Guds vilje at vi fik nåde til at synde. Det er istedet Guds vilje at gøre os fri fra synden. For en god far ønsker at hans børn skal leve ordentligt, og han vil også sige noget til dem hvis de er kommet på vildspor. Det gør Gud også overfor Hans børn.

“for Herren irettesætter den, han elsker, som en far den søn, han holder af.” Ordspr. 3.12

Så lad os prædike Gud som en god Far, ikke en dårlig. Dels fordi vi ikke skal give de ikke-troende anledning til at tale dårligt om os. Men endnu mere fordi vi ønsker at ære Gud med vores liv, og vise Ham tak for Hans frelse til os, der er Hans børn.

Categories
Falsk Lære

Rick Warrens forståelse af evangeliet

Så tager vi Rick Warren op igen. Han holdt en juleprædiken på Fox News sidste år. Jeg har set den, og den var ikke god. En ting er at nogle synes at hans bøger virker rigtig gode, selvom de er fyldt med vranglære. Men at høre den mand prøve at prædike er helt forfærdelig. I denne prædiken sagde han bl.a. dette:

“God isn’t mad at you. He’s mad about you”

Det kan man på en måde godt sige til folk der er født på ny. For der er ingen fordømmelse i dem der er i Kristus. Men at sige dette på nationalt tv, og samtidig vide at mange af dem ikke var kristne, er at lede folk vild. Hvis jeg sagde til en der ikke havde omvendt sig til Jesus, at Gud ikke er vred, men bare elsker vedkommende. Så kan de jo bare leve videre i synd, uden at behøve at omvende sig, for Gud elsker jo mig alligevel. Rick Warren giver altså folk en falsk tryghedsfornemmelse.

Men det var bestemt ikke det eneste der var galt med denne prædiken. For han talte også om at få lov at starte forfra med sit liv. Igen en idé som godt kan bruges, men ikke sådan som Rick Warren gør. For ifølge ham, handler det om at starte forfra igen, og igen, og igen, og igen. Lyder lidt hinduistisk ikke? Der er ikke nogen fokus på at jeg aldrig nogensinde vil blive god nok i mig selv. Men fokus var på at jeg får lov at starte forfra. Men selvom jeg starter forfra, vil jeg så nogensinde klare det? Vil jeg nogensinde komme til at leve et perfekt liv. Har Rick Warren fundet en metode?

Nå, lad nu være med bare at tage mine ord for gode varer på dette område. Hør denne gennemgang af Rick Warrens fordrejede julebudskab, som bliver analyseret af Todd Friel fra Way of the Master Radio. Jeg må indrømme at Todd gør et fint arbejde som jeg ville ønske, jeg kunne gøre ligeså godt. Men her er den, og bare rolig, du komme ikke i julehumør af at høre denne juleprædiken. 

Hvis du undrer dig over hvorfor at Rick Warren får lov at prædike på Fox News af alle steder, så skal der nok komme en forklaring på det senere. For den er også med til at vise hvem Rick Warren egentlig er, og hvad det er for nogle venner han har. Husk også at læse de andre indlæg om Rick Warren her på bloggen, hvis du ikke allerede har gjort det.

Categories
Omvendelse Overfladisk kristendom

Tør du bruge denne faldskærm?

Der var engang nogle faldskærmsfoldere der var kendt for at levere faldskærme der altid var foldet så faldskærmen foldede sig ud. De var meget anerkendt for deres arbejde og man talte om dem længe efter deres død. For de faldskærme de havde foldet, dem kunne man stole på. En ar årsagerne til at de kunne levere så god kvalitet var, at de altid gjorde det efter bogen. Hvilket alle var vidende om.

Men så en dag kom der en ny type faldskærmsfoldere til. De var kendt som “hurtigfoldere”. De kunne folde en faldskærm på den kvarte tid i forhold til de gamle faldskærmsfoldere. De tog ikke bogen så alvorligt, men hvad gjorde det, når bare man var hurtig til at folde en faldskærm. De nye hurtigfoldere blev meget populære. For nu kunne endnu flere få lov at springe i faldskærm, og få lov til det hurtigt. Mange snakkede om dem som de nye smarte faldskærmsfoldere der havde udviklet de gamles teknikker. Så alt så jo ud til at være såre godt.

Men så en dag var der nogen der tog ud på marken hvor folk plejede at lande. Et forfærdeligt syn ventede dem. Der lå døde mennesker ud over det hele. Og de havde alle faldskærme på som ikke havde foldet sig tilfredsstillende ud. Der var noget galt, og man fandt ud af at det var faldskærmsfoldningen der var gået galt. Derfor tog man det op på et møde hvor hurtigfolderne fik lov at forsvare sig.

Mange af de tilstedeværende ved mødet anbefalede at man gik tilbage til den gamle metode som blev gjort efter bogen. For den havde vist sig at være sikker. Men så stod en af hurtigfolderne op og sagde følgende:

“Venner, vi har lavet en analyse. Den har vist at 10 % af dem der bruger vores faldskærme faktisk klarer det. D.v.s. at vi har en succesrate på 10 %. Det er faktisk ikke så dårligt. For tænk hvis de var sprunget ud helt uden faldskærm, så havde der slet ikke været nogen overlevende. “

Det kunne nogen af lederne jo godt se. Og de kunne også godt se at de var langt billigere at bruge hurtigfolderne end dem der gik efter bogen. Derfor besluttede man sig for at beholde hurtigfolderne, og mente ikke at man behøvede at folde faldskærme efter bogen igen.

Hvordan prædiker vi evangeliet i dag? Prædiker vi det så folk forstår det ordentligt, og kan se at de er på vej mod evig fortabelse, hvis de ikke omvender sig fra deres synder. Eller prædiker vi det overfladisk, samtidig med at vi ikke gør det efter bogen? Engang var der forkyndere der prædikede hele Guds ord, uden at gøre det smart og spiseligt. Men i dag prædiker vi det så det er tilpasset verdens præmisser, og glemmer anstødsstenen i evangeliet. Er der noget at sige til at folk så hurtigt falder fra, efter de angiveligt er blevet frelst. De er blevet udsat for evangeliske “hurtigfoldere” og ikke nogen der gjorde det efter bogen.

Categories
Bibelen Falsk Lære

Bedømmelse af Rick Warrens bøger for Dummies

Ja, tro det eller ej. Enhver der kan læse, og forstå hvad man læser, kan også afsløre Rick Warrens bøger i at være ubibelske. Det kræver såmænd kun to ting. En autoriseret bibel, og en bog af Rick Warren. Warren har det med at bruge utallige bibelvers, og det har jeg i princippet respekt for. Men problemet med Warrens bøger er at bibelversene er taget ud af konteksten, og ofte er hentet fra nogle af de dårligste oversættelser der findes i dag. Med andre ord, han finder den oversættelse der passer bedst til at påvise at hans bøgers budskab er rigtige.

Okay, lad os tage et eksempel. Og i dag tager jeg kun et eksempel, men jeg skal nok komme tilbage til flere senere. På side 19 i “Det målrettede liv” står der følgende:

“Selvhjælp er ikke hjælp i det hele taget. Selvfornægtelse er vejen- min vej- til at finde dig selv, dit sande jeg.”

Der er en henvisning til bag i bogen hvor der står at det skulle stå i Mattæus 16.25. Det lyder jo meget godt. Lad os prøve at se hvad der står i den autoriserede i Matt. 16.25:

“Den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig, skal finde det.”

Tillad mig at føle mig lidt dum, det var da noget anderledes end det Rick Warren sagde der stod. Men okay, måske giver det mere mening at se hvad Warren mener hvis vi ser på verset i sin kontekst.

“Da sagde Jesus til sine disciple: »Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig. Den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig, skal finde det. For hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, men bøde med sit liv? Eller hvad kan et menneske give som vederlag for sit liv? ” Matt. 16.24-26

Aargh. Ja undskyld jeg bliver lidt følelsesmæssigt involveret. Men jeg kan da tydeligt se nu, at det Rick Warren prøvede at bilde mig ind at der stod, står der overhovedet ikke noget om. Det handler da ikke om at finde “mit sande jeg”, som hans vers viste. Det handler jo om at jeg er nødt til at omvende mig fra mig selv. Så Warren har taget et omvendelsesvers, og drejet det til at handle om at finde sit sande jeg. Kan du nu forstå at jeg der taler så meget om omvendelse her på omvendelse.dk kan komme til at udbryde “aargh”?

Spørgsmål: Jamen René, jeg er med i en gruppe hvor vi går igennem 40  målrettede dage. Hvad skal jeg gøre?

Det nemmeste du kan gøre er at slå hvert eneste vers op som Rick Warren henviser til. Se hvad der står i den autoriserede oversættelse, og hvilken sammenhæng det står i. Gør det meget gerne sammen med din gruppe. Der vil ikke gå lang tid før der vil ske en af følgende to ting.

  1. Din gruppe vil kunne se at Rick Warrens budskab ikke er i overenstemmelse med bibelen, og at han forsøger at misbruge bibelen for at få den til at passe ind i sin undervisning. Når han istedet burde sørge for at hans undervisning er i overenstemmelse med bibelen.
  2. Eller din gruppe vil blive enormt irriteret over dig af to grunde. Du slår for meget op i bibelen, hvilket de ikke kan lide. Og den anden grund er at de ikke mener at du forstår hvad man egentlig kan få ud af Warrens bøger. For de har gjort så meget for mange kirker over hele verden.

Jeg håber selvfølgelig på det første for dig, og ved også at mange grupper vil vælge denne vej hvis du gjorde det. Men jeg ved at der findes andre grupper som stædigt vil holde fast i noget som kan påvises at være falsk lære. Så der er en risiko for at du kan blive ret upopulær i din “målrettede gruppe”, men det har Jesus også prøvet så hvorfor skulle du have det anderledes?

Categories
Omvendelse Overfladisk kristendom

Hvordan ville Jesus have svaret den rige mand,ifølge moderne kristendom? 1

På et tidspunkt møder Jesus en rig mand der spørger Ham; Gode Mester, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv? Hvis Jesus fik det spørgsmål i dag, og hvis Han skulle svare som de fleste evangelister ville svare, så ville det lyde nogenlunde sådan her:

“Du har et tomt rum i dit hjerte, og hvis du beder mig om at komme ind i det, vil du finde glæde og fred, og når jeg er død på korset så har du fået tilgivelse for dine synder.”

Jeg har tit hørt denne formidling af frelsen, men hvis vi sætter den overfor det der virkelig skete, så må man nå til den konklusion, at den er direkte ubibelsk. Prøv at se hvad der skete ifølge bibelen:

“Og da Jesus gik ud på vejen, kom der én løbende og faldt på knæ for ham og spurgte: »Gode Mester, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?« Jesus svarede ham: »Hvorfor kalder du mig god? Ingen er god undtagen én, nemlig Gud. Du kender budene: ›Du må ikke begå drab, du må ikke bryde et ægteskab, du må ikke stjæle, du må ikke vidne falsk, du må ikke begå røveri, ær din far og din mor!‹ «  Han sagde: »Mester, det har jeg holdt alt sammen lige fra min ungdom.«  Og Jesus så på ham og fattede kærlighed til ham og sagde til ham: »Én ting mangler du: Gå hen og sælg alt, hvad du har, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlen. Og kom så og følg mig!« Men han blev nedslået over det svar og gik bedrøvet bort, for han var meget velhavende.” Matt. 19.17-22

Interessant er det at se at Jesus starter med at bruge loven, og ikke nåden. For Jesus kunne se at denne mand ligesom alle andre ønskede at retfærdiggøre sig selv. Han mente åbenbart at han var så god at han ikke havde brudt de ti bud. Indtil Jesus viser ham at han har en anden gud, end den sande Gud. Hans gud er penge, for dem ønsker han ikke at give bort, det var dem han byggede sit liv på, mere end han byggede på Guds ord.

Men når vi ser hvordan Jesus talte ordet, i forhold til den måde vi ser i mange kirker i dag. Så må man også erkende at vi har brug for at komme tilbage til en bibelsk forkyndelse, istedet for en udvandet model, der har vist sig ikke at virke alligevel. For den udvandede model fører ikke til omvendelse fra synd. Men til halvhjertet tro uden efterfølgelse af Jesus.

Prædik Guds ord som Guds ord er, for hvem er vi, at vi skulle have ret til at bøje det og få det tilpasset vores behov? Bliver det så ikke uvirksomt?

(Som overskriften antyder vil der komme en fortsættelse på dette indlæg)

Categories
Kirke

Menigheden, Guds gave til de kristne

Inden jeg går videre med min afsløring af Rick Warren, vil jeg gerne skrive noget om menigheden, eller kirken om du vil. Jeg har hørt prædikanter sige noget så tåbeligt som; Jesus kom ikke for at starte en kirke. Forkyndere der siger sådan aner åbenbart ikke hvem Jesus er, og har ikke det fjerneste begreb om hvad treenigheden egentlig betyder.

På pinsedag blev kirken født. (læs om det i apostlenes gerninger kapitel 2). Der er bred enighed om at pinsedag er kirkens fødselsdag. Men hvem startede den. Var det Peter, der holdt den berømte pinseprædiken? Var det apostlene? Nej det var helligånden. Helligånden kom og fyldte apostlene og de andre disciple med Guds ånd, så de fik kraft til at prædike Hans ord, og lige præcis der startede kirken. Men hvem er helligånden? Læs hvad der står i Joh. 14.23:

“Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord, og min fader vil elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham”

Udfra dette kan vi se at helligånden er Gud, og at Gud tager bolig i os når vi vælger at følge Ham. Så udfra dette kan vi se at Jesus startede kirken, fordi Jesus er Gud der blev menneske. Det var ikke apostlene, de var blot Guds redskaber.

Men har vi andre steder som dokumenterer at Jesus ville have en kirke? Ja, i Johannes Åbenbaringen. For i kapitel 2 og 3, siger Jesus at Johannes skal nedskrive nogle klare budskaber til syv udvalgte kirker. Jesus havde altså et budskab til kirken. Han havde ikke kun et budskab til den enkelte, men til kirken. Jeg håber jeg snart får tid til at gennemgå hvad det er Han sagde til de kirker og hvorfor.

Når jeg læser om menigheden i bibelen, ser jeg at den er Guds gave til os kristne. Den er ikke perfekt, den kan være på vildspor nogen gange, og den har ikke altid tjek på det hele. Men den er stadigvæk Guds gave til de kristne, så glem ikke menigheden. Vær trofast i din menighed, også selvom du ikke altid er enig. For som forfatteren af hebræerbrevet skriver:

“og lad os ikke svigte vor egen forsamling, som nogle har for skik, men formane hinanden så meget mere, som I ser, at dagen nærmer sig.” Hebr. 10.25

Siger jeg at man aldrig må skifte menighed? Nej, men man skal ikke skifte menighed af hvilkensomhelst årsag. Der skal være en godt dokumenteret og meget velovervejet årsag til at man skifter menighed. I princippet er jeg modstander af det. Men mener der kan være årsager som jeg ved lejlighed kan komme ind på en anden gang. Men vigtigst her er det at vide, at kristne har brug for at komme i en menighed. Vi kan ikke stå alene. Vi har brug for at samles med andre kristne for at vi kan opmuntre hinanden i troen, også når det er hårdt.

Categories
Falsk Lære Overfladisk kristendom

Skal vi gøre Jesus mere attraktiv?

Jeg er bedrøvet og vred over al den snak om at vi skal gøre Jesus mere attraktiv for den generation der lever i dag. Hvilken del af bibelen bruger de til at forsvare den slags? Hvorfor skal jeg gøre Jesus mere relevant i forhold til den kultur jeg lever i? Med det samme vi forsøger at gøre Jesus mere interessant og relevant, mister vi Ham totalt. For Han er vidunderlig som Han er. Han har ikke brug for at jeg taler om Ham, som om Han bare er den sejeste, cooleste og mest supertjekkede der findes I hele verden. Han er mere end det. Han er Jesus. Han er Gud der blev menneske for din og min skyld. Han er ikke en vi kan tillade os at nedgradere til vores “buddy” der altid står til rådighed for os, efter vores behov.

Det er os der skal kaste os ned for Ham og erkende at Han er den der har betalt vores synder. Så at vi kunne undgå Guds vrede, hvis vi erkender vores skyld og omvender os fra vores synd. Men istedetfor at forkynde Kristus som en vi burde kaste os på knæ for, så forkynder vi en Kristus der har kastet sig på knæ for os. Vi taler om en der accepterer alle. En der ser igennem fingre med synd. Så der er ikke noget mystisk i, at dem der bliver “kristen ved håndsoprækning” ikke ser ud til at vide at det også koster omvendelse fra synd, at leve som kristen.

Her vil jeg faktisk ikke anklage dem med de oprakte hænder, men jer der forkynder et halvt evangelium. Det er nemlig et evangelium uden anstødsstenen. Hvis anstødsstenen ikke er en del af forkyndelsen, så er det slet ikke evangeliet i forkynder, men et andet.

Prædik Guds ord som Guds ord er. For hvem er vi at vi kan tillade os at bøje det? Gør vi os så ikke bedre og klogere end Gud? Hvis vi gør det har vi så ikke gjort os selv til Gud?

Jesus er attraktiv som Han er. Vi behøver ikke ændre Guds ord for at mennesker må komme til Ham. Der vil være folk der siger nej, og det har der altid været. Det er kirken nødt til at erkende. Vi skal ikke forvente at vi kan blive så gode til at forkynde evangeliet, at det vil være attraktivt for alle. For når Jesus ikke kunne det, hvorfor skulle vi så kunne? Prædik det sande Guds ord, og så vil dem der vil Gud komme, og dem der ikke vil Gud vil gå. Så lad dem gå, og lad de andre komme.