Categories
Kirke Synd

Er den tolerante kirke en ny opfindelse? Fortsat

Leonard Ravenhill sagde engang; “Menneskets forståelse af Gud har ændret sig igennem tiden, men Guds forståelse af mennesket har ikke ændret sig” (ihvertfald ikke efter syndefaldet). Det er udgangspunktet for fortsættelsen på indlægget fra i forgårs. Mange steder er kirken blevet så tolerant overfor synd, at Guds lov ikke betyder noget mere. En af forklaringerne på dette har jeg nogen gange hørt være sådan her “vi ønsker at være en glad og levende kirke”. Det har jeg da heller ikke noget imod at man ønsker at være. Men burde det største ønske ikke være, at man var en kirke efter Guds hjerte. For sådanne kirker eksisterer faktisk. Det gjorde der ihvertfald under apostlenes tid. Hvilket jeg vil dokumentere udfra bibelen i en kommende serie her på bloggen. Så må ønsket om en glad og levende kirke komme i anden række.

Alt for mange gange igennem historien og specielt i vore dage, kan man se at kirken ikke lever op til det som der står i bibelen.  Istedet forsøger man at være et supplement til verden, og sørger for at verden kan føle sig velkommen i kirken. Men det har Gud aldrig bedt os om. Han har bedt os om at gå ud i verden og forkynde omvendelse til Ham. Konsekvenserne af det andet, bliver at kirken bliver forurenet af synd. I en gruppe som jeg mødes med engang imellem havde en af mine venner en andagt. Han læste det her fra Efeserbrevet 5.3-5:

“Men utugt og al slags urenhed og griskhed må end ikke nævnes iblandt jer; det sømmer sig ikke for hellige. Heller ikke skamløshed og tåbelig snak eller overfladisk vid; det passer sig ikke, men derimod taksigelse. For det skal I vide, at ingen utugtig eller uren eller grisk – det er det samme som en afgudsdyrker – har lod og del i Kristi og Guds rige.”

Det var bare en ganske kort andagt han holdt udfra dette skriftsted. Men det var vidunderligt at høre dette i en kristen forsamling. For det er ikke noget vi har så meget fokus på mere. Det er de færreste der tør prædike udfra den tekst i dag. Og ser man ordentligt på det skriftssted kan man se at den tolerante kirke ikke er opfundet af Gud, men af mennesker. Den tolerante kirke kan godt finde ud af at sige “heller ikke jeg fordømmer dig”, men glemmer at sige “gå og synd fra nu af ikke mere” som er den sammenhæng den første sætning blev sagt i (Johannes 8.11). Her kan vi ikke sige at vi lever i en ny tid som vi er nødt til at tage hensyn til, som jeg kom ind på i mit første indlæg herom. Hvis Gud ikke har ændret sit syn på mennesket, så har han heller ikke ændret sit syn på kirken.

Jeg taler ikke om at vi ikke må række ud til folk i verden. Men det må ikke ske ved at gå på kompromis med Guds ord. Hvilket er det der alt for ofte sker i den tolerante kirke. Ingen burde være så hovmodige at tro at de har en højere, mere moderne, mere tolerant og bedre forståelse af hvem Gud er i deres forsvar for den tolerante kirke. For siger de ikke i samme åndedrag at Guds kirke op igennem historien har haft en dårligere forståelse af bibelen, og af Gud, end den vi har i dag? Glemmer de så ikke at Guds syn på mennesket ikke har ændret sig, bare fordi menneskenes syn på Ham har ændret sig.

Categories
Hvem er Gud? Synd

Jeg er ond, men Gud har alligevel valgt at elske mig

Her er fortsættelsen fra i går fra en prædiken jeg holdt for nylig. Kommer nok snart i en podcast her på bloggen. 

I romerbrevet 7.18 står der:

“Jeg ved, at i mig, altså i mit kød, bor der intet godt. Viljen har jeg, men udføre det gode kan jeg ikke.”

Hvorfor kan jeg ikke udføre det gode når jeg har viljen? Det forklares af en af de kristne doktriner. Den der siger at mennesket er fordærvet i sin natur. Det står i Romerbrevet 3.9-12:

“Der er ingen retfærdig, ikke en eneste. Der er ingen forstandig, ingen, der søger Gud.
De er alle kommet på afveje, alle er fordærvede; ingen gør godt, ikke en eneste.”

Har vi en fri vilje? Ja, men fordi vi er fordærvede i vores natur vælger vi også forkert. Ingen af os herinde kan sige os fri for ikke at have brudt Guds lov. Vi er forbrydere i Hans øjne hvis vi skal stå alene overfor Ham engang. Og forbrydere bliver straffet. Så nu ved vi hvem vi er.

Men hvis du ville skamme dig overfor dine venner ved at få alle dine tanker udstillet som jeg sagde før (se link), fordi du ved hvordan de vil tage det. Hvordan tror du så ikke at en Hellig Gud ville se på dem. Når du en dag skal stå foran Guds domstol, og Han både viser dig dine tanker, ord og gerninger. Og Han kender dem alle, for Han har set dem. At se sig selv i det lys er en skrækkelig ting.

Alligevel viser Gud sin kærlighed til dig ved at han blev menneske og døde på et kors for dig. Og har åbenbaret sin vilje og frelsesplan for dig i SIT ord. 1 Joh 4.10

“Deri består kærligheden: ikke i at vi har elsket Gud, men i at han har elsket os og sendt sin søn som et sonoffer for vore synder.”

Ikke nok med det. Gud har sørget for i Hans ord at vi kan få indsigt i det Han har gjort for os. Og finde retledning for vores liv. Det er en kærlig Gud der har sørget for dette ord til os, for at advare os imod den kommende dom. En ligeglad Gud ville ikke have sendt os sådan et kærlighedsbrev.

Categories
Synd

Jeg er ond!

Dette er en del af en prædiken jeg holdt for nylig.I dette stykke definerer jeg udfra bibelen den menneskelige ondskab.

Hvis vi skal forstå hvor stor Guds kærlighed er, og hvad det er for et kærlighedsbrev Han har skrevet til os, samt hvorfor det er et kærlighedsbrev, så må vi starte med os selv og finde ud af hvem vi er. For det er os det er skrevet til.

Her vil jeg gerne vise hvor forfærdelige og syndige vi er. I både vore egne øjne, og i Guds øjne. For det er ikke muligt at se lyset fra Gud klart nok hvis vi ikke klart kan se det mørke vi selv er i, ifølge Charles Spurgeon.

For alle har syndet og mistet herligheden fra Gud, og ufortjent gøres de retfærdige af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus. Rom. 3.23-24

Alle har syndet. Alle. Og ufortjent gøres de retfærdige. Ufortjent. Jeg kan ikke i egen kraft gøre mig fortjent til Guds kærlighed og frelse. Hvis jeg troede at jeg kunne så har jeg mistet alt, og viser at jeg ikke har forstået evangeliet. Men hvorfor kan jeg ikke gøre mig fortjent til frelsen? Fordi jeg er ond. Jeg er virkelig ond. Ja jeg er faktisk ligeså ond som dig. Hov hov Rene så ond er jeg da heller ikke. Okay, men hvad nu hvis jeg kunne tage alle dine tanker og sætte dem op på storskærm, så alle dine venner kunne se dem sammen med dig. Ikke dine gerninger, bare dine tanker. Og lad os bare nøjes med den sidste måned. Så ville der dukke ting op på den skærm, som du ville skamme dig så meget over at du ville flygte ud af døren, og aldrig vise dig igen. Du ville skamme dig så forfærdeligt over at dine venner fik indblik i dine skrækkelige tanker. Hør hvor ved jeg det fra tænker du måske nu? Jeg kender også mennesket og ved at bibelens ord er sande.

I romerbrevet 7.18 står der:

Jeg ved, at i mig, altså i mit kød, bor der intet godt. Viljen har jeg, men udføre det gode kan jeg ikke.

Fortsættelse følger i morgen.

Categories
Kirke

Er den tolerante kirke en ny opfindelse?

Mange kirker er blevet så “moderne”, at de mener at have fået en ny og større åbenbaring end den man traditionelt har haft i kirkehistorien. En forståelse der gør at man eksempelvis er blevet mere og mere tolerant overfor synd. Jeg læste på en kirkes hjemmeside at de ville være en kirke hvor alle ville blive inkluderet. Det var noget af en udmelding. For skal den forstås sådan at alle kan være en del af kirken, ligegyldigt hvordan man lever? Eller betyder det at alle der omvender sig fra deres synd, er velkomne i kirken, ligegyldigt hvad de har gjort før? For der er jo stor forskel.

Nu kender jeg ikke den pågældende kirke godt nok, til at kunne udtale mig om hvordan det skulle forstås. Men desværre er det sådan, at mange kirker ikke længere tager synd alvorligt. Undskyldningen går på at, man skal jo ikke blande sig, og det der med kirkedisciplin, det er jo sådan noget gammeldags noget. Man vil hellere være en moderne kirke hvor der er plads til alle. Det betyder ikke noget at man leger med okkultisme ( ja det lyder tosset det ved jeg godt, men det sker faktisk), indtagelse af alkohol i mængder der ikke er tilrådelige (undskyldningen her er at de er jo unge, og skal have lov til at have et ben i hver lejr et stykke tid), seksuel aktivitet uden at være gift med den seksuelle partner o.l.

Man forklarer det med at man er blevet mere tolerant, og at man er nødt til at acceptere at verden har en påvirkning på kirken. Man er med andre ord “moderne”. Men er det så moderne igen? Jeg ved ikke om du har læst kongebøgerne. Men det er særdeles interessant at se hvor mange gange at noget der ligner den moderne kirke, opstod dengang for så mange år siden i det gamle Israel. Man blev igen og igen et meget tolerant samfund, der tillod andre former for tilbedelse, ovenikøbet tilbedelse af andre guder. Nogle gange blev præsterne i templet så tolerante og moderne at man indførte tempelskøger. En gang blev de faktisk så moderne at man havde indført mandlige tempelskøger. Ja det er virkelig blevet tolerant når man selv i Guds hus kan gå ind og købe “hellig homoseksuel sex”.

“Judæerne gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, og med de synder, de begik, gjorde de ham mere vred, end deres fædre havde gjort. Også de byggede offerhøje og lavede stenstøtter og Ashera-pæle på alle høje bakker og under alle grønne træer; der var endog mandlige helligskøger i landet. De fulgte alle de afskyelige skikke hos de folkeslag, som Herren havde drevet bort foran israelitterne.” Første kongebog 14.22-24.

Men hvad ser vi i kongebøgerne om de samme ting? Vi ser igen og igen at der var konger der omvendte sig fra landets onde gerninger, og ryddede op. Se hvad der står om Kong Asa:

“Asa gjorde, hvad der var ret i Herrens øjne, ligesom sin fader David. Han forviste de mandlige helligskøger fra landet og fjernede alle de møgguder, som hans forfædre havde lavet. Han fjernede også sin mor Ma’aka som kongemoder, fordi hun havde ladet fremstille en rædselsstøtte til Ashera. ” Første kongebog 15.11-13

Læg mærke til at han gjorde hvad der var RET I HERRENS ØJNE. Han fjernede de ting der var en afskyelighed i Guds øjne. Han var endda villig til at fjerne sin egen mor, fordi han vidste at Guds lov var vigtigere end hans mors lyst. Mange af de andre konger før ham, og nogle af dem der kom efter ham, syntes ikke det betød så meget hvordan man tilbad. De var tolerante.  Om dem står der at de gjorde hvad der var ondt i Herrens øjne.

Læs fortsættelsen på dette indlæg i overmorgen.

Categories
Falsk Lære

Om bedømmelse af bøger

Jeg havde en diskussion med noget så sjældent som en emergent som færdes i Luthersk Mission. Han er ovenikøbet uddannet teolog, så det får jo en til at undre sig endnu mere. Men sandt er det at den emergente vranglære breder sig i de kirkelige kredse for tiden. Hvorfor den gør det vil jeg komme tilbage til en anden gang. Diskussionen kan ses forneden i indlægget Rick Warren og Ken Blanchard HER.

Her fik jeg at vide at jeg ikke kunne bedømme Rob Bells og Ken Blanchards bøger, når jeg ikke havde læst dem. Det kan jeg godt forstå at man kan mene, og vil også godt give delvis ret i den påstand. Men hvorfor jeg ikke kan give fuldstændig ret, vil jeg gerne forklare her.

Nogle bøger behøver man ikke læse dybt for at kunne bedømme. Hvis jeg ser forsiden af et pornoblad, så har jeg ikke brug for at kigge indeni for at vurdere at det blad ikke er godt. Det holder jeg mig bare fra, og finder hurtigt noget andet at kigge på. Men så kan der være andre bøger som kan være lidt sværere at vurdere. Der kan det være en mulighed at se på hvad bogen handler om. Eksempelvis ved at se på kapitlernes navne, læse introduktionen, bagsiden eller lignende. Det mener jeg at man kan ved at se på kapitlernes navne i bogen “Sex Gud”. Det første kapitel i Rob Bells Sex Gud hedder “Gud bærer læbestift”, det er faktisk en blasfemisk titel. Nogle ville måske mene at man burde være stoppet allerede ved titlen på bogen. For min Guds navn starter ikke med sex. Jeg ved godt det er Gud der har opfundet det, men hallo, betyder det at Han så også skal hedde det? Rob Bell har altså overtrådt det tredie af de ti bud, som siger at vi ikke må misbruge Guds navn. Og vi er kun startet med bogens titel og første kapitel. Det er ikke en god start.

Men så er der andre bøger hvor det er nødvendigt at kigge lidt dybere for at kunne vurdere dem. En sådan bog mener jeg Rick Warrens “Det målrettede liv” er. Den er så subtil skrevet, at nogle kristne er nødt til at kigge nærmere på den for at finde ud af om det virkelig er fra Gud eller ej. Andre kan se ved at se på forsiden at der er et eller andet i vejen her. Som en læser gjorde mig opmærksom på. Den amerikanske titel Purpose driven life, bør stille et spørgsmål om jeg kan nøjes med at være drevet af et formål? Er det ikke meningen at det er Gud der skal drive mig, ved sin Helligånd?

Men behøver jeg læse hver eneste ene bog og høre hver eneste lille prædiken fra de falske profeter for at kunne vurdere dem. Nej selvfølgelig nej, for det ville da være til at blive skør i hovedet kun at bruge tid på den slags. I Rob Bells tilfælde kan jeg nøjes med at se på et par af hans forfærdelige Nooma videoer, som er begyndt at blive vist i kirkerne her i Danmark også. Der er læren så klar falsk, og tåbelig at det er usædvanligt nemt, med en bibel i hånden at teste om Rob Bell virkelig er fra Herren. Når jeg så HAR fundet ud af at han prædiker et andet evangelium, behøver jeg så læse alle hans bøger?

Så kommer der det med mit ansvar for hvad der står her på siden. Når jeg bedømmer hvad eksempelvis Rick Warren har sagt, så sker det ikke på baggrund af hvad andre har skrevet og sagt om ham. Jeg sørger for at undersøge om det virkelig kan passe, og hvis jeg ikke kan finde dokumentation for det, så vælger jeg ikke at bruge det. I tilfældet med hans arbejde med Ken Blanchard, så hørte jeg selv Rick Warren introducere Ken Blanchard og hvad Blanchard havde at sige. Hvad jeg har skrevet om Joel Osteen, er baseret på det Joel Osteen selv har sagt, ikke hvad andre har sagt. Da jeg vurderede Bono, skete det på baggrund af hvad Bono havde sagt og gjort, ikke andre. Jeg henviste ovenikøbet til en officiel U2hjemmeside.

Så hvad angår bedømmelse af lære, så er det nogengange let, andre gange svært. Når vi bedømmer og fortæller andre om det så skal dokumentationen være i orden, hvad jeg forsøger her på bloggen. Samtidig skal vi også passe på ikke at se dæmoner alle vegne, men holde fokus på Gud. Det sidste er det vigtigste, derfor fokuserer jeg også en del på hvem Gud er, og hvorfor det er vigtigt at holde fast i Ham.

Categories
Kommentar til medierne

Ben Hur er død

Manden som har spillet med i nogen af Hollywoods største film, særlig bibelfilm er død. Charlton Heston, som spillede Ben Hur i filmen af samme navn. Samt spillede Moses i “De ti bud”. Han er ikke mere hos os. Jeg har ingen anelse om hvorhenne han skulle være i dag. Men der findes jo kun to steder man kan komme hen, jeg håber han kom det rigtige sted hen. Han burde jo trods alt have tænkt lidt over dette med de roller han var nødt til at sætte sig ind i.

De to bibelfilm han spillede med i, er værd at se den dag i dag. Mange bibelfilm er blevet lavet, og en stor del af dem er spild af tid. Men disse to skiller sig ud. Ikke kun pga de Oscarstatuetter de fik ( Ben Hur er den film i verden der har fået flest Oscarstatuetter, kun Titanic har fået et ligeså stort antal), men pga det store arbejde der blev lagt i det, fordi de historier var så gode at man valgte at investere meget i dem, og fordi historiernes indhold var af en kategori som altid vil have høj værdi. Så har du ikke set dem og kommer forbi en DVD-butik så gå lige ind og køb dem. Man kan sikkert få dem til en halvtredser i dag.

Man kan sige meget om Charlton Heston hvis man vil. Men han var en mand der turde stå for noget der ikke altid var populært. Han var jo en fortaler for en fri våbenlov. Det er ikke noget jeg selv støtter, men respekt for at han turde have så markante meninger og stå frem med dem, selvom det også lukkede mange døre for ham i de kredse han færdedes i. Det tror jeg mange kristne kunne lære meget af. Og nu vil jeg undskylde at jeg lyder lidt emergent, FOR DET ER JEG IKKE!

Kan du ikke vente med at se de to film med Charton Heston, eller har du set dem i forvejen, så kan du istedet se ham som vært på den dokumentar som er en kritik på evolutionsteoriens konklusioner. Den kan du se HER.

Nekrologen kan læses på Politiken.dk.

Categories
Overfladisk kristendom

Lovsang til Gud eller lovsang til mig selv

Jeg snakkede med min gode ven David Jakobsen fra www.apologetik.dk om lovsang den anden dag. Vores samtale gik lidt på at det ikke er de store dybder som kommer til udtryk i det meste af det lovsang man har i dag. Der var mere fokus på hvem Gud er i de lovsange vi sang for bare 15 år siden. Og mange af de nye lovsange handler mere om os selv end de handler om Gud. Hvilket jo aldrig har været meningen med lovsang. David gjorde mig opmærksom på at han havde skrevet et indlæg på sin blog om det, for et par år siden. Og dettte indlæg er faktisk mest en anbefaling af det indlæg.

Det omhandler om vores lovsang er bygget på den rigtige indstilling til Gud, og hvis den ikke er, om der så er nogle farer som vi skal tage alvorligt. Glem ikke at høre det korte podcast i bunden i indlægget, det sætter tingene i perspektiv på en særdeles humoristisk facon. Indlægget som jeg anbefaler: og linker til HER, hedder: Da Aron mistede to sønner 
Hvad den mærkværdige titel har at gøre med lovsang, bliver forklaret i indlægget.

Categories
vækkelse

Hvornår kommer der vækkelse ifølge Joels bog?

Ja jeg har svaret på hvornår der kommer vækkelse. For det står i Joels bog, en af de små profeter i det gamle testamente. Okay der er selvfølgelig andre områder som der også burde være fokus på, men der står ihvertfald noget i Joels bog som burde få os til at tænke over hvad der forventes af os før der kommer vækkelse. Eller nærmere sagt af præsterne. Forklaring følger.

I starten af Joels bog læser man om en masse forbandelse død og ødelæggelse som Gud vil sende over Israel. Det er ikke rare sager som Han vil sende. Se blot her:

“Marken er ødelagt,
      agerjorden sørger;
      ja, kornet er ødelagt,
      mosten slår fejl,
      olien sygner hen.
      Bønderne bliver til skamme,
      og vindyrkerne jamrer
      over hveden og byggen,
      for høsten på marken slog fejl.
      Vinstokken tørrer ud,
      figentræet sygner hen,
      granatæbler, palmer og æbletræer
      – alle markens træer visner.
      Ja, glæden er gjort til skamme
      blandt menneskene.”
Joel 1.10-12

Det er jo ikke det man har allermest lyst til at høre, men det var Herrens ord. Og det fortsætter med at blive endnu værre i andet kapitel. Men i vers 17 står der så:

“Mellem forhallen og alteret
      skal præsterne, Herrens tjenere,
      græde og sige:
      »Vær barmhjertig mod dit folk, Herre!
      Gør ikke din ejendom til spot,
      så folkeslagene håner den.
      Hvorfor skal man sige blandt folkene:
      Hvor er deres Gud?«”

Før dette vers kan man læse at det var folket der skulle græde og faste, men her er det præsterne der skal græde. Og hvad sker der når præsterne begynder at græde. Når man læser videre ser man at velsignelsen kommer. Først da vil Herren skåne sit folk, når præsterne begynder at græde. Hvordan velsignelsen er kan læses her i Joels bog kapitel 2 fra vers 18-27.
Hvor mange af vor tids præster græder? Hvor mange af dem græder over vort lands synd? Hvor mange af dem græder over kirkens ligegyldighed overfor det ord Gud har sendt os? Hvor mange græder over kirkens folk der ikke tager synd alvorligt, men tror det er nok at synge smukke sange, og bare have en eller anden slags tro på Gud som ikke medfører et gudsfrygtigt liv? Hvor mange af præsterne græder over deres egen synd, og har de nogensinde gjort det?

For hvis vi virkelig ønsker at der kommer vækkelse fra Gud, så vid dette: Den starter i Guds folk, og hele Guds folk er et helligt præsteskab (første Peter 2.9). Hvis ikke de græder over deres egen og landets synd, så får vi ikke den vækkelse vi så gerne vil have. Ligegyldigt hvor mange profeter der profeterer om det, og hvor meget der står i vores kristne medier om det. Først når Guds folk bliver vækket, vil dette land opleve at blive vækket. Tør vi se på os selv for at finde ud af om vi er vækket?

Categories
Falsk Lære

Rick Warren og Ken Blanchard

I 2003 begyndte Rick Warren (manden bag de vildledende, men populære bøger “Det målrettede liv” og “Den målrettede menighed”) et samarbejde med den kendte managementguru Ken Blanchard. Blanchard skulle hjælpe lederne og medlemmer i Saddleback Church til at blive bedre ledere. Derfor har Blanchard prædiket i Warrens menighed, samt andre kirker der er samarbejdspartnere med Warren. Det er interessant at finde ud af hvem Ken Blanchard er, for det får en til at undre sig over at Rick Warren kunne finde på at invitere Blanchard til at tale.

Ken Blanchard er udover at være managementguru, også tilhænger af New-age bevægelsen. Han har skrevet adskillige bøger om åndelige principper som kan hjælpe en til at få et bedre liv. Han har tilmed skrevet en bog “The secret” som er en okkult metode som man kan bruge til at få succes i ens liv. En stor tilhænger af denne teori er Oprah Winfrey. Blanchard er en mand der har sat sine fingeraftryk rigtig mange steder. Han har skrevet forord til mange okkulte bøger, og anbefalet andre. Han sidder i bestyrelser for New-age organisationer (The Hoffman Institute), og er involveret i Rick Warrens P.E.A.C.E. plan, som er en mærkværdig verdensfredsplan, som jeg nok er nødt til at komme ind på en anden gang.

Det korte af det lange er at Ken Blanchard er ikke kristen. Han står for en falsk lære som er åben for næsten alt. Hans udtalelser viser at han ser Jesus som en blandt andre store ledere igennem historien. Hvilket ses i dette citat som han angiveligt har skrevet som forord til bogen “What would Buddha do at work”:

I look for inspirational messages from a variety of sources besides Jesus. Our folks get to hear words of wisdom from great prophets and spiritual leaders like Buddha, Mohammed … Yogananda and the Dalai Lama.”

På forsiden af samme bog står der:

“Does Buddha have anything to offer non-buddhists in the workplace? My answer is wholehearted  ‘Yes!'”

At Rick Warren  indbyder en person der fremmer udbredelsen af New-age lære viser endnu engang at Warren selv er en falsk profet. Jeg har ikke noget imod at man taler med folk som har en anden tro, heller ikke noget imod at være i stue med dem. Men at invitere dem til at tale i kirken, det er en fejl som ikke må begås. Glem ikke hvad Johannes skriver i sit andet brev i vers 8-11:

“Tag jer i agt, at I ikke skal miste det, vi har nået ved vort arbejde, men få den fulde løn. Enhver, som går ud over Kristi lære og ikke bliver i den, har ikke Gud; men den, der bliver i hans lære, har både Faderen og Sønnen. Hvis nogen kommer til jer og ikke fører denne lære, så tag ikke imod ham i jeres hus, og byd ham ikke velkommen; for den, der byder ham velkommen, gør sig delagtig i hans onde gerninger.”

Lige præcis her har Warren delagtiggjort sig i Blanchards gerninger. Han undskylder sig selv med at det handler om vigtigheden af at udbrede P.E.A.C.E-planen, men jeg spørger blot er metoden i orden, rent bibelsk? Hvad det har fået af ubehagelige følger i Danmark, at Rick Warren samarbejder med Ken Blanchard, vil jeg meget snart komme ind på her på sand.omvendelse.dk

Categories
Evangelisation vækkelse

Citater fra vækkelsesprædikanten John Wesley

Den største vækkelsesprædikant der nogensinde har levet i England må vist være John Wesley. Han har udtalt nogle ting som jeg synes er tankevækkende den dag i dag.

“Før jeg prædiker kærlighed, barmhjertighed og nåde, er jeg nødt til at prædike synd, lov og dom.”

Til dem han underviste i at forkynde ordet sagde han:

“Prædik 90 procent lov og 10 procent nåde”

Når jeg ser i min bibel, så synes jeg ordet ligner det John Wesley sagde, mere end den moderne forkyndelse ligner det der står i bibelen. Derfor du der prædiker Guds ord, prædik Guds ord som Guds ord er, hvis du øsnker at ordet skal virke.

Her er originalteksterne:

“Before I preach love, mercy and grace, I must preach sin, Law and judgment.” 

“Preach 90 percent Law and 10 percent grace.”

Hvis du ikke kender John Wesley, så søg på ham i søgefeltet, og se hvad jeg ellers har skrevet om denne forkynder.