Categories
Omvendelse

Hvordan bliver man frelst? 2

Er det nok at tro på Gud for at være frelst? Svaret er et klart nej. Folk der siger at det er nok at tro, bruger bibelen fragmentarisk. Forstået på den måde at de tager udvalgte bibelvers ud, og bygger en teologi udelukkende på dem. Men det er ikke en rigtig måde at læse bibelen på. Det er ikke meningen at man skal tage et bibelvers og sætte op imod et andet. Bibelen skal forstås og læses som en helhed.

Men for at gå tilbage til starten, så er det ikke nok at tro, for det gør de onde ånder også, og skælver (Jak 2.19). Så vi kan altså ikke nøjes med at bruge Johannes 3.16, og sige at det er nok at tro. Vi må finde ud af hvad det er for en tro der kendetegner den kristne. Det finder vi faktisk ud af hved at læse de første 21 vers i Johannes kapitel 3.

Der kommer en farisæer ved navn Nikodemus ind til Jesus om natten. Nikodemus siger at de er nogle som ved at Jesus er fra Gud, for det kan de se på Hans gerninger. Med dette ser vi at Nikodemus har en tro på Jesus. Men det er ikke en tro som Jesus godkender. For Jesus siger ikke; Hvor er jeg glad for at du tror på mig Nikodemus. Du er nu frelst og har en plads i Himlen. Nej istedet siger Jesus:

“Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige.” Johannes 3.3

Det bliver Nikodemus lidt stødt over, og siger at man jo ikke kan komme ind i sin moders liv og blive født igen, hvorefter Jesus forklarer lidt mere. Men læg mærke til at Jesus i den sætning som står herover, går ind og definerer hvad det er for en tro, den der er frelst har. Det er en tro, fra en der er født på ny.

Det er altså ikke nok, bare at have en eller anden tro på Gud. Det er heller ikke nok at have en stor viden om Gud. For Nikodemus får i samme kapitel at vide, af Jesus at selvom Nikodemus er lærer i ordet, så tror han ikke sådan som en der virkelig er frelst ville gøre. Så Nikodemuses visdom er ikke nok. Hans tro er ikke nok. Ikke engang det at han opsøger Jesus midt om natten er nok. For han må fødes på ny først.

Alt for mange kender Johannes 3.16, uden at kende de vers der står rundt om det. Vi kender ikke Johannes 3.15 og heller ikke 3.17. Vi burde lære hele kapitlet at kende, for ellers kan vi ikke forstå hvad det er for en tro Jesus taler om. Men hvordan bliver man så født på ny? Det er hvad vi i denne serie skal nå frem til på et tidspunkt. Men først tror jeg vi skal gennemgå nogle flere ting, som er tæt relateret til den nye fødsel.

By René Vester

Omvendelse.dk styres af René Vester. Siden vil informere om hvad der er bibelsk kristendom, og afsløre hvad der er ubibelsk. Alt for mange kirker i dag, er mere påvirkede af deres egen kirkekultur, end af Guds ord. Nogle kirker er endog mere påvirkede af denne verden, end af Guds sande ord.
Derfor vil der sandsynligvis være nogle der vil føle sig trådt på efter at have læst det der står her på bloggen, og på omvendelse.dk.
Det er dog ikke for at træde på nogen, at denne hjemmeside er oprettet, men udelukkende for at fremme de bibelske sandheder.
Har du spørgsmål er du velkommen til at kommentere mine blogs, eller sende en mail til info@omvendelse.dk.

3 replies on “Hvordan bliver man frelst? 2”

Jeg kan fint følge dig i, at du siger, at (en hvilken som helst) “tro” ikke er nok, og at man må finde ud af, hvilken tro det er, der frelser.

Til gengæld forstår jeg ikke, hvorfor du vil nøjes med Johannes 3 – selv om Joh 3,15f – og Joh 3,5 – da er vældig klare.

Jeg synes heller ikke, det er helt ok at, så at sige, spille Jak 2,19 ud mod klare steder, der fortæller os, hvad en frelsende eller retfærdiggørende tro er. Rom 4,3 er da også klar, og hvad Paulus mener med retfærdiggørelse, udfolder han selv.

Steder som Mark 1,15 og ApG 2,36-38 er også klare nok. Omvendelse bruges nogen gange om syndsbekendelse og tro, andre gange, som i Mark 1,15, kun om syndserkendelse og -bekendelse.

Her Georg
Tak for din kommentar. Jeg kan sige så meget at jeg ikke ønsker at nøjes med Johannes 3. Det er bl.a. derfor dette indlæg er en del af en serie, hvor jeg vil gå flere skriftsteder igennem for at nå frem til hvad bibelen siger om frelsen. Ikke hvad forskellige kirketraditioner har sagt om det.
Ang. Jakob 2.19 så var min hensigt ikke at spille det skriftsted ud mod Johannes 3. Min hensigt var at se på dem i en sammenhæng. For vi kan ikke bruge dem isoleret, de er nødt til at fungere sammen.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *